Sikke mange løse ender jeg pludselig endte med at have mig i denne uge. Jeg har kastet om mig med bolde og kun grebet ganske få. Jeg bilder mig ind, at de heldigvis ikke er faldet på jorden, men at de i stedet hænger i luften og venter på at jeg rækker armene op efter dem – som jeg altså har tænkt mig at forsøge på at gøre med et par af de direkte blogrelaterede nu.
Først og fremmest tak! Tak for jeres pæne, pæne modtagelse af min navneændring her på bloggen. Jeg kan mærke at jeg lige skal vænne mig til det, men også at det bliver rigtigt godt!
For noget tid siden afholdt jeg en konkurrence om et læs af verdens – efter min ydmyge mening – verdens hidtil bedste bleer, hvor jeg først nu har fået udtrukket en vinder, som blev Channe og hendes søn, Elliot, der får direkte besked. Tillykke! Og tak til alle I andre, der deltog. Husk desuden at I stadig kan nå at være med i konkurrencen (der er sponsoreret) om en ordentlig omgang vitaminer på spray lige HER.
Som noget helt andet spurgte jeg jo forleden ind til jeres ønsker i forhold til hvor i landet jeg skulle tage min mand ved hånden og optræde (med ét enkelt nummer) sammen med ham og for syv sytten, hvor blev jeg glad over alle jeres mange, mange svar, selvom jeg desværre ikke har haft et roligt øjeblik til at få svaret på dem allesammen. Hovedvægten endte så vidt jeg har kunnet danne mig et overblik, uden papir og blyant ved min side, på Aarhus, Odense og Aalborg, som selvsagt også er de største byer Thomas skal optræde i – udover København, selvfølgelig. Vi har stadig ikke fået nogen endelig afklaring på hvor og hvornår, men alle jeres svar og søde kommentarer har ikke desto mindre gjort mig ekstra tændt på idéen om at komme ud og optræde!
Til gengæld, midt i alt det ræs der er foregået – vistnok mest inde i mit hoved – den seneste tid, havde jeg også glemt alt om JordemoderLørdag i sidste weekend og jeg tager derfor skarp revanche på lørdag, hvor den blandt andet står på snak om at føde vaginalt efter et kejsersnit og hvordan pokker man kan føde med bækkenløsning. Forinden dét, kommer FødselsFredag selvfølgelig også lidt senere i dag – en uplanlagt hjemmefødsel, som vidst kan slå benene væk under de fleste.
For nu vil jeg nyde at have Peter hjemme, så han kan komme med mig på tur til et sted hvor vi kan få ham forsynet med to-delt undertøj, som vuggestuen anbefaler at han skal begynde at bruge, når han på tirsdag starter hos dem. På tirsdag. Vuggestue. To-delt undertøj. Stop lige tiden, hva’?
… Og nej, jeg er – som flere indikerede i går – ikke (og planlægger heller ikke at blive) gravid. You guys would be the first to know