VELKOMMEN TIL

Du er landet i et varmt og medmenneskeligt univers, med fortællinger fra mit daglige liv og perspektiver på flere af hverdagens udfordringer.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, et par bestsellerbøger på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Igangsættelsen som aldrig rigtigt virkede…

Ikke sjældent har jeg mødt par, som møder forventningsfulde op til igangsættelse, når den gravide af én eller anden årsag har fået en sådan ordineret. De skal jo langt om længe have deres baby med hjem! Det tror de fleste i hvert fald.
Virkeligheden er dog for rigtigt mange, at en igangsættelse ikke starter ud med andet end en undersøgelse og et par piller, som man kan få med hjem og afvente eventuelle veer. Faktisk er det ikke unormalt at en igangsættelse kan vare helt op mod fem dage, førend kroppen giver efter og producerer veer.
For kvinden her, var det akkurat de fem dage hun nåede at være ikke-igang, førend fødslen langt om længe lod sig sparke lidt til. På dét tidspunkt var kvindens kræfter dog – meget forståeligt – ved at være godt brugt. Tag godt imod en lang beretning om en lang, lang fødsel.
Dag 1 – Tirsdag den 16.2.2016
Vi skulle møde på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse klokken 11:00, for at få sat gang i fødslen. Jeg bliver undersøgt, får kørt ctg kurve og jordemoderen konstaterer at jeg stadigvæk har 2 cm livmoderhals tilbage og ikke har åbnet mig, samt at den bedste måde at sætte gang i fødslen er ved at tage nogle piller der hedder Angusta, dem skulle jeg tage hver anden time indtil jeg fik regelmæssige veer eller indtil jeg havde spist alle otte (med pause om natten).
Jeg tager første pille på hospitalet og vi vender så snuden hjemad for at afvente veer. Baby bliver skønnet til at veje 3400 gram. Vi kører ud og køber lidt frokost for at lade batterierne op til en fødsel, men der sker ikke rigtig noget i løbet af dagen, andet end lidt pille veer.
Dag 2 – Onsdag den 17.2.2016
Der er ikke sket noget i løbet af natten, så vi møder op på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse til vores aftale klokken 12:30, hvor jeg igen får kørt ctg kurve og bliver undersøgt af en jordemoder der kan konstatere at min livmoderhals stadigvæk er omkring de 2 cm og jeg ikke har åbnet mig.
Jeg får derfor Angusta piller til endnu en dag og en ny tid dagen efter hvis der ikke er sket noget i løbet af dagen. Baby bliver skønnet til at veje 3500 gram. Vi forlader derfor hospitalet igen, denne gang en smule mindre optimistiske, men stadigvæk ved godt mod. Vi kører ud og køber frokost endnu engang, for vi skal jo være tanket op hvis der pludselig sker noget, og min slimprop går midt i Fields.
Jeg er en smule modløs senere på dagen og er sikker på at min baby aldrig kommer ud til mig, for endnu engang får jeg kun pille veer, indtil om natten hvor jeg har været ude og tisse, der begynder jeg pludselig at få nogle milde veer med 5 minutters mellemrum, men efter to timer stopper de.
Dag 3 – Torsdag den 18.2.2016
Der skete ikke mere i løbet af natten, så vi møder endnu engang op på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse til vores aftale klokken 10:00, hvor jeg får kørt ctg kurve og bliver undersøgt af jordemoderen der konstaterer at jeg stadigvæk har 2 cm livmoderhals tilbage, men den er dog blødere end den har været de andre dage og hun kan lige akkurat få en finger op til barnets hoved.
Jeg får endnu engang udleveret Angusta piller som jeg skal tage i løbet af dagen og en ny tid til dagen efter. Vi kører ud og køber frokost endnu engang, og prøver at få slappet af men det er lidt svært da vi virkelig håber på at pillerne da må virke i dag men ak nej, jeg får endnu engang kun pille veer som stopper i løbet af natten.
Dag 4 – Fredag den 19.2.2016
Der skete heller ikke noget den nat, og jeg regner med at blive sendt hjem igen så jeg har bestilt levering af varer samme eftermiddag, men da vi møder op på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse til vores aftale klokken 11:00, hvor jeg får kørt cgt kurve og bliver undersøgt af jordemoderen, kan hun denne gang konkludere at jeg stadigvæk har 2 cm livmoderhals tilbage men er en finger åben, hun kan derfor tage vandet. Baby skønnes til at veje 3300 gram.
Efter vandet er blevet taget får jeg et mega bind på der mere ligner en ble, bortset fra at den ikke kan lukkes i siderne og vi bliver sendt ud og gå i nogle timer. Oftest begynder man at få veer indenfor fire timer, så nu er vi igen forventningsfulde og håber at der snart viser sig nogle veer.
Vi får sms’et til mormor at hun godt kan begynde at vende næsen mod København så hun kan tage imod vores vare bestilling, kigge efter Soya og komme ud på hospitalet når der sker noget, og derefter går vi op i kantinen og får os en fransk hotdog og lidt at drikke.
Så begiver vi os ud på gåturen, først går vi lidt rundt udenfor hospitalet, men da det er rimelig køligt beslutter vi os for at gå frem og tilbage på hospitalets lange lange gange. Efter 3 timer er der stadigvæk ikke sket noget som helst, andet end mikro mikro lidt ondt i lænden, og tilbage på fødemodtagelsen får jeg endnu
engang kørt ctg og det bliver besluttet at jeg skal tage Angusta piller igen, da der så plejer at komme veer. Jeg tager første pille og vi bliver sendt i byen for at få noget godt at spise. Vi kører forbi vores lejlighed og henter mormor, og tager så i Fields for at spise en rigtig lækker burger.
Klokken 19:00 tager jeg anden og sidste Angusta pille.
Der er stadigvæk ikke sket noget klokken 20:00, så vi vender snuden mod fødemodtagelsen endnu engang, hvor mormor tager med. Her bliver vi mødt af jordemoderen og jeg får kørt cgt hvor baby bliver skønnet til at veje 3400 gram.
Det bliver nu besluttet at jeg skal have et ve drop, da jeg stadigvæk ikke har fået veer og man ikke må gå alt for mange timer efter vandafgang. Vi bliver vist ind på stue B, hvor jeg får lagt en venflon i højre hånd og bliver koblet på ve droppet. Ve droppet fungerer på den måde at man starter på 20, og efter tyve minutter skruer man 20 op igen, det kan man gøre til man rammer 180.
Efter meget kort tid med ve droppet begynder jeg at mærke lidt smerter i lænden, først er jeg lidt i tvivl om det er pga. veer eller det er pga. de smerter i min venstre iskias nerve jeg har haft de sidste par dage, men jeg finder rimelig hurtigt ud af at det er veer! Jeg når op på 60 på ve droppet før jeg har veer der begynder at nive godt til, 4 veer på 10 minutter, som nu også er årsag til at jeg begynder at kaste op.
Klokken 23:10 kommer jeg på en fødestue, og føler at jeg dør langsomt af gåturen selvom den er ekstrem kort. Inde på fødestuen står jeg og læner mig op ad sengen da det hjælper mig med at koncentrere mig om veen, samtidig prøver jeg at tælle mig igennem veen. Jeg bliver tilbudt smertelindringen TENS samt ilt, ilten hjælper mig ikke men det gør TENS til gengæld. Jeg kaster endnu engang om pga. smerten.
Dag 5 – Lørdag den 20.2.2016
Klokken 01:30
Kaster op igen, men efter det kommer jeg op og sidde på en bold efter for at kunne håndtere smerterne bedre. Jesper sætter sig bag ved mig på en skammel for at støtte mig og så jeg kan læne mig op ad ham og slappe af efter veerne. Det er ekstremt dejligt for mig og blunder også lidt imellem veerne, det er ret hårdt for Jesper at holde mig oppe men hvad gør man ikke for at ens fødende hustru har det så godt så muligt.
Klokken 02:00
Bliver undersøgt igen og har stadigvæk 1 cm livmoderhals tilbage men er 2 cm åben.
Jeg er derfor stadigvæk ikke i aktiv fødsel.
Jeg kommer på toilettet men på vej der ud begynder lidt af fostervandet at sive og jeg skal pludselig kaste op. Så der står jeg ude og læner mig halvt op ad mit ve-drop stativ og Jesper, mens jeg kaster op. Oven i det tisser jeg så også ud på gulvet fordi jeg lægger pres på blæren ved at kaste op, og jojo så fik jeg da også lige en ve samtidig. Da jeg endelig kommer ud på toilettet må jeg få rene trusser på og få tørret mit tis væk fra ben og fødder af Jesper – slet ikke en situation jeg var specielt stolt af, selvom jeg fik endnu en ve ude på toilettet, hvilket jeg vil hilse og sige ikke er super sjovt mens man sidder ned.
Efter min episode kommer jeg ind og sidde på bolden igen.
Veerne bliver svækket en lille smule efter, men kommer så op på 5 veer på 10 minutter lidt efter igen.
Klokken 03:00
Jeg har stadigvæk 5 veer på 10 minutter, og jordemoderen aftaler så med afdelingsjordemoderen at vi pauser for ve-droppet i nogle timer så jeg kan få lidt hvile da jeg er meget træt. Men jeg får ikke hvilet særlig meget da veerne pludselig ruller ind over mig, har på et tidspunkt 3 veer lige i træk og de gør bare ondt! Jesper sidder ved min side på en skammel og læner hovedet ved mine lår og får en lille lur, og min mor har lånt den Fatboy der er på stuen og ligger på gulvet og sover.
Klokken 05:00
Jeg har stadigvæk mine egne veer og der er længere interval mellem at få hvilet.
Klokken 06:00
Stadigvæk egne veer og de er tiltagende i både styrke og længde. Jeg kaster op endnu engang. Jeg bliver undersøgt igen, og har stadigvæk 1 cm livmoderhals tilbage men er nu 3 cm åben, dog stadigvæk ikke i aktiv fødsel.
Klokken 07:00
Jeg kommer på toilettet igen og er meget smerteforpint. Under hver ve kan jeg kun tænke på at jeg ikke kan klare smerten mere, men da den er ved at rinde ud føler jeg overskud igen, lige indtil næste ve kommer.
Vi snakker om smertebehandling med jordemoderen, og jeg er helt og aldeles frisk på en epidural blokade, jo hurtigere jo bedre. Så det bliver aftalt at jeg får den så snart dagvagten møder ind.
Klokken 07:40
Dagvagt-jordemoderen overtager forløbet.
Jeg bliver informeret om virkning og bivirkning af epidural blokaden og takker ja, derfor bliver diverse ting nu gjort klar til det. Samtidig bliver der nu også opstartet et saltvandsdrop.
Klokken 08:25
Anæstesilægen ankommer på stuen, og vi skal blive bedste venner!
Han informerer også omkring epidural blokaden og går så ellers i gang. Jeg har på daværende tidspunkt ikke haft nogle veer siden jeg satte mig oprejst på sengen, så da jeg begynder at sige av mange gange, da han sprøjter noget smertestillende ind i ryggen på mig spørg både jordemoder og anæstesilægen om jeg får en ve, men nej, det gør bare pisse ondt at få sprøjtet det ind i ryggen. Da jeg så får sprøjtet selve bedøvelsen ind i ryggen siger jeg igen av mange gange, og de spørg igen om det er en ve, og der bliver jeg rimelig irriteret og siger at jeg nok skal sige til hvis jeg får en ve, det er bare det i ryggen der gør ondt.
Da den er lagt får jeg sat en lille pumpe til som løbende skal forsyne mig med smertestillende. Der bliver taget blodtryk på mig hver 5. minut over den næste halve time for at sikre jeg ikke bliver dårlig af medicinen.
Klokken 09:00
Bliver jeg undersøgt igen og livmoderhalsen er nu udslettet og jeg er 3 cm åben, så stadigvæk ikke i aktiv fødsel. Men jeg har det rigtig godt og er i stand til at tale med Jesper og min mor igen. Jeg mærker næsten ikke mine veer og skal koncentrere mig om at finde ud af om jeg rent faktisk har en.
Jeg får lidt ristet toast med diverse pålæg til og en juice brik, og er så i stand til at få sovet en halv times tid.
Klokken 10:00
Jeg er oppe på toilettet igen og det var en sjov tur… Mine ben kan ikke helt finde ud af at jeg har epidural blokaden så jeg sejler lidt rundt, men det lykkes. Jeg har mindre veer nu – kun omkring 2-3 på 10 min., men vil godt hvile lidt mere så vi aftaler at snakke sammen igen klokken 11.
Klokken 11:00
Jeg bliver undersøgt igen og status er den samme som sidst – livmoderhals udslettet og 3 cm åben og derfor stadigvæk ikke i aktiv fødsel.
Da mine veer er aftaget så bliver der opstartet ve-drop igen.
Jeg kommer desuden op og sidde på en bold igen.
Klokken 12:00
Jeg sidder stadigvæk på bolden med Jesper bag mig som støtte. Jeg kan håndtere veerne meget bedre end før epidural blokaden, men er begyndt at kunne mærke dem lidt i højre side efter ve-droppet er blevet sat til igen. Jeg får så et ekstra skud medicin og det bliver nu bedre.
Ctg’en fanger meget ofte min puls så jordemoderen er ofte inde på stuen, også i hendes pause for at rette den til igen.
Klokken 13:00
Bliver igen undersøgt og der er igen ingen fremgang siden sidst, er stadigvæk kun 3 cm åben og ikke i aktiv fødsel. Jeg bliver ret gnaven da jordemoderen siger dette, for det kan simpelthen ikke passe at der ikke bare er sket en lille bitte smule. Jeg er ret frustreret og ved ikke helt hvad jeg skal gøre.
Jeg tager mit blodsukker som ligger på 9,2 hvilket er ret højt.
Men da det ikke er 1 1/2 time siden jeg spiste, så venter vi en halv time hvor jeg tager det igen og det ligger nu på 7,9 hvilket er helt fint, så jeg slipper for at få insulin.
Ctg’en registrerer stadigvæk babys hjertelyd rigtig dårligt så der bliver sat en caputelektrode på hendes hoved som registrerer den helt perfekt.
Den dims der registrerer mine veer fungerer heller ikke rigtig, så jeg sidder selv og trykker på den når jeg føler jeg har en ve.
Jeg får igen ondt, så jeg får endnu et skud medicin.
Jordemoderen foreslår rebozo da babys hoved står en lille bitte smule skævt og det så kan hjælpe med at få det på plads så jeg forhåbentlig kan åbne mig mere og hurtigere. Først siger jeg selvfølgelig ja, men da jordemoderen kommer ind på stuen igen og vil til at gøre klar bliver jeg ked af det.
Jeg føler det er total uoverskueligt hvis vi skal prøve endnu en ting uden held, og føler samtidig at jeg har prøvet alt hvad jeg kan. Jeg er udmattet og vil bare have min baby ud til mig. Jeg vil ikke mere og beder om kejsersnit.
Klokken 14:00
Jordemoderen kalder forvagten til stuen som informerer omkring proceduren og komplikationer. Jeg er fuldstændig ligeglad med de komplikationer, så længe mit mareridt stopper. Hun ordinerer derfor et kejsersnit som kaldes grad 3b sectio.
Jeg registrerer stadigvæk selv mine veer, som efterhånden niver godt til i højre side på trods af medicinen.
Jeg får støttestrømper på og afventer så at komme til på operationsstuen.
Klokken 15:00
Forløbet videregives til ny jordemoder og jordemoderstuderende.
Vi afventer stadigvæk at kunne komme op på operationsstuen og imens gøres jeg klar til operationen.
Klokken 15:41
Kører vi mod operationsgangen, jeg bliver kørt ind og kommer selv over på bordet. Imens får Jesper noget fint blåt tøj på og kommer så ind til mig.
Klokken 15:45
Bliver jeg koblet til deres maskiner og anæstesilægen begynder at give mig medicin i epidural blokaden så jeg gradvis mister følelsen fra midten af min ryg og ned. Jeg får tre skud medicin så er følelsen helt væk.
Pludselig siger kirurgen at hun går i gang, hun har lige nevet mig hårdt i maveskindet med en pincet, hvilket jeg absolut ikke har mærket, så jeg spørg meget overrasket “har du det??”, og ja det havde hun så.
Jeg kan mærke at de står og hiver lidt i mig, og tænker så kort på den udsendelse jeg havde set om onsdagen med et live kejsersnit og fortryder så kort da jeg jo ved hvad de så laver.


Journalnotat:
Klokken 16:06
“Pigen næsten forløst”
Klokken 16:07
“Fødes levende pige i hovedstilling og klart fostervand. Skriger lidt på lejet. Der afnavles og pigen kommer på sechers bord til pæd.”


Lige da hun bliver født tager anæstesi sygeplejersken lidt billeder for os oppe over det blå klæde.
Da jeg hører hende skrige bliver jeg intet mindre end lykkelig, og fælder nok også en lille tåre. Jeg er så glad for at hun har overskud til at skrige, og så lettet over at hun nu er ude og har det godt.
Jeg begynder at ryste helt vildt og ukontrolleret under operationen, og spørg også om det er normalt, hvilket det åbenbart er. Det er ekstremt ubehageligt og jeg spænder meget i mine skuldre. Jeg prøver at slappe af i kroppen men det er en umulig opgave, jeg får et varmetæppe på af anæstesi sygeplejersken og sænket de støtter der holder mine arme oppe, hvilket tager toppen.
Jeg sender Jesper over og se til baby. Hun er lidt bleg og blålig da hun kommer over til børnelægen, og bliver suget i næse og hals flere gange for at få det fostervand der er der ud, hun har også en smule indtrækninger.
Hun får apgar scoren 9/1 og 10/5.
Da jeg er blevet lukket sammen efter en halv times tid, og får at vide af kirurgen at mit ar ser helt vildt pænt ud, er de næsten også færdige med at arbejde på baby.
Så vi triller lige så småt op på opvågningen.
Da vi ankommer der oppe bliver jeg næsten tjekket i hoved og røv. Jeg ryster stadigvæk helt vildt, så varmetæppet bliver sat til igen og jeg får noget medicin som afhjælper det meget hurtigt.
Baby ligger lidt hud mod hud med far, og kommer så over og bliver tjekket igennem samt bliver målt og vejet. Hun vejer 2790 gram og er 49 cm lang. Bagefter kommer hun op og ligger hud mod hud med mig. Vi prøver at lægge hende til mit bryst men det er der ikke så stort held med endnu. Imens henter far den stolte mormor.
Efter et par timer på opvågningen bliver vi kørt op på barselsafsnit 426, stue 40.

Hjemmefødsel eller ej?

Hjemmefødsel kan være et godt valg for mange – men er det nu også helt sikkert?hjemmefødsel

Sekundet efter man står med en positiv graviditetstest hos lægen, bliver man stillet det store spørgsmål “Nåmen, hvor vil du så føde?” Føde?! Fuck, skal man også dét!? De fleste er, ved allerførste graviditetsundersøgelse hos lægen, stadig slået lidt ud af kurs med både træthed, kvalme og måske tanken om at være gravid, hvadenten det føles godt eller skidt. Og altså slet, slet ikke parate til at forholde sig til at skulle føde. Måske derfor, bliver knap 98% af alle fødende visiteret til at føde på hospital.

De sidste par procent visiteres til at føde hjemme. For det kan man faktisk godt. Det er ovenikøbet ikke spor mere farligt, end at føde på hospital, som mange fejlagtigt tror.

Og hvis ikke du tror mig, så lad mig bare lige fortælle dig, at raten for hjemmefødsel var temmeligt meget højere end landsgennemsnittet, da jeg spurgte 9 andre jordemødre (som forøvrigt udleverede deres egne pinlige fødsels-eskapader, som du kan finde lige HER) under et sommerhusophold for nogle år tilbage. Intet mindre end 8 ud af 10 havde planlagt hjemmefødsel. Altså firs procent! FIRS. Dét havde næppe været tilfældet, hvis det havde været bare så meget som et lille my farligere for enten mor eller baby at føde hjemme, frem for på hospitalet.

Da jeg, som jeg engang for lææænge siden har skrevet om HER, fødte mit første barn hjemme, blev jeg mødt af virkelig mange forskellige reaktioner. “Tør du virkelig godt det?” Ja, det tør jeg godt. Ærligt talt, så forstår jeg ikke hvorfor jeg ikke skulle turde, når nu faktum er, at det ikke er mere farligt at føde hjemme end på hospital.  “Det må være fordi du er jordemoder og ved hvordan en fødsel er, at du gør det”. Ja, jeg ved virkelig, virkelig meget om fødsler. Andres fødsler. Jeg ved hvor forskellige de er og jeg ved både hvor godt og hvor skidt de kan gå. Jeg kendte ikke min egen. Overhovedet ikke på forhånd. Man kan ikke ane, hvordan éns fødsel kommer til at forløbe. For eksempel, var jeg (næsten) sikker på, at jeg ville få en laaang opstartsfase, så jeg havde besluttet, at jeg ville slå en bolledej sammen undervejs, som jordemoderen lige kunne smide i ovnen, når fødslen var overstået. Som jeg i mit arbejde har oplevet det så mange gange før. Én af de helt store bonusser ved hjemmefødsel, synes jeg. Nybagte boller med ost og nutella. Sådan blev det ikke. Ingen opstartsfase til mig, men 3 minutter imellem veerne og fuld skrald fremad.

En fødsel er i udgangspunktet ikke farlig. Fødslen er i udgangspunktet den naturlige afslutning på en graviditet. Den kan derfor, per definition, heller ikke fravælges. Den kommer, som en del af naturens gang, når vi forplanter os. Til gengæld er den igennem årene blevet tiltagende medikaliseret. I mange tilfælde unødvendigt, mener jeg.

Det vigtigste, for at en fødsel kan forløbe ukompliceret, er, at oxytocinen – “kærlighedshormonet” – kan flyde frit og have gunstige vilkår. Det er dét hormon man med et vedrop – på en ganske ukærlig måde – forsøger at efterligne. Kroppen kan i langt de fleste tilfælde producere nok oxytocin, for at fødslen forløber normalt, så længe kvinden føler sig tryg. Og lige netop dér, tror jeg rigtig mange går galt i byen i forhold til at vælge fødested. “Jamen jeg føler mig mest tryg på hospitalet”. Det er selvfølgelig rigtig fint, at nogen – eller måske mange – føler sig mest trygge på hospitalet, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de færreste har gode forudsætninger for tårnhøjt niveau af kærlighedshormon, når de nervøst og forpint kører mod fødeafdelingen, hvor de bliver mødt af et venteværelse. Lysstofrør i loftet, skrigende kvinder på stuen inde ved siden af, døre der klapper, alarmer der bipper og bælter om maven. Jeg tror simpelthen ikke på det. Ofte ser jordemødrene at veerne går i stå, når kvinden kommer på hospitalet. Ja, det tror sgu da pokker. Al ro, nærhed og tryghed bliver blæst omkuld i det store hvide hospitalsunivers. Hos de fleste, vender veerne typisk tilbage af sig selv. Hos andre, formentlig for mange, skal de hjælpes på vej med et ve-drop.

Personligt magtede jeg ikke turen til hospitalet. Eller værre, turen hjem igen, hvis jeg kom og slet ikke var parat til at føde. Jeg magtede ikke den utryghed det ville være for mig. Jeg magtede ikke at min krops niveau af kærlighedshormon, skulle have så dårlige vilkår.

Derfor fødte jeg hjemme. Jeg ringede til jordemoderen, som kom, når jeg kaldte og var lige dér, hvor jeg havde brug for hende. Hun havde ikke andre opgaver, end at være min helt egen jordemoder. Hun observerede alt og kunne opspore alle små tegn på komplikationer, hvis de skulle opstå.

Når man føder hjemme, slipper man selvklart for turen til hospitalet. Man slipper for at dele jordemoder med andre. Man slipper for at blive sendt hjem. Man kan være i sit eget hjem, i vante, rolige, afdæmpede omgivelser, med en jordemoder ved sin side. Det kan fandeme noget, synes jeg. Men jeg kan godt forstå, at det er svært at tage stilling til, når man sidder dér, forkvalmet og træt, i begyndelsen af graviditeten, hvor fødslen synes så usandsynligt langt ude i fremtiden. Jeg håber dog, at jeg med mit indlæg, kan sætte et par frø til spiring, hos kvinder rundt om i landet. For helt ærligt, vi fortjener alle en god fødselsoplevelse og jeg tror, at mange flere, ville få positive fødselsoplevelser hvis de fødte hjemme, hvor tid, nærvær, omsorg og ro er i højsædet. Hvor den fødende sætter dagsordenen og hvor manden ikke føler sig som en gæst. For dét er nemlig en helt anden, men næsten ligeså relevant, side af sagen, som jeg vil komme ind på i et andet indlæg engang.

For nu, god aften til jer der læste med hele vejen.


Indlægget er et blogindlægs-tilpasset uddrag af min første bog, 40 Uger Efter. 

Det er ikke sejt at være modbydelig

Det var intet mindre end en super let beslutning, da jeg for nogle uger siden blev spurgt om ikke jeg kunne tænke mig at være med i en musikvideo, sammen med HipSomHap, som laver noget af Danmarks absolut sejeste børnemusik. Lidt fordi jeg så absolut føler mig kæmpe beæret over at være sådan én, der åbenbart bliver spurgt om ikke jeg vil være med i andre menneskers musikvideo, men i særdeleshed fordi musikvideoen har et vidunderligt budskab, som jeg i dén grad gerne vil bakke op om.

Sangen handler helt kort fortalt om mobning. Eller altså om, at det er sejt at være sådan én der ikke mobber. At være en “liker”.

Hvis der er noget her i verden jeg gerne vil give videre til mine børn, så er det at være en “liker”. Først og fremmest fordi andre mennesker ikke har fortjent andet end at man altid gør sit bedste for at behandle dem med respekt, men også fordi jeg rent faktisk tror, at man som menneske bliver mest lykkelig, hvis man kan formå at være åben og empatisk. I hvert fald tænker jeg ikke tilbage på de (desværre ret mange) år af mit liv, hvor jeg både blev mobbet og desværre også selv mobbede andre, som særligt fede. Jeg er så uendeligt ked af at have gjort andre mennesker ondt og hvis jeg i dag kunne tage en snak med mit barndoms-jeg, så ville jeg bestemt give mig selv en kærlig opsang og minde mig om, at man altså kommer længst i livet med kærlighed.

Det handler om at have andre på sit hold og til dét, er det mest effektive altså bare, at opføre sig ordentligt. Overfor alle. Fuldkommen ligesom Michelle Obama prædikede, da jeg var inde og høre hende live forleden.

… Også selvom man kan gemme sig bag en skærm.

Det skal ikke være sejt, at være modbydelig igennem sin skærm og det er derfor, at det er meget federe at være en “liker”, som HipSomHap kalder det. De siger det, så det er til at forstå for både børn og voksne, når de synger:  “Folk taler grimt bag skærmen, som om de har glemt hjernen”.  “Jeg er en liker – ikke en hater” synger de og for pokker, hvor jeg håber, at rigtigt, rigtigt mange børn (og voksne) vil gentage dét, igen og igen, indtil det fiser ind på lystavlen og vi forhåbentligt kan komme ét skridt nærmere at være fri for mobberi – også af dén slags, der foregår igennem en skærm.

Og nårh ja, så synes jeg da sådan set stadig at det er mega sejt, at have fået lov til at være med i sådan en musikvideo! Hvis I har lyst, kan I se resultatet HER, hvor I selvfølgelig også kan høre sangen (igen og igen) 😀

Annonce

En damemiddag lidt ud over det sædvanlige

Der kom gudskelov ikke så meget som én eneste klage fra naboerne, da jeg i lørdags havde inviteret en flok af mine bedste damer til overdådig middag hjemme i min lejlighed. Det er første gang vi overhovedet holder noget som helst, der kunne minde om en fest i lejligheden, så jeg var temmeligt nervøs for hvor krakilske mine naboer ville være i forhold til vores husorden, som vistnok bebuder ro efter klokken 22.00. Bevares, det var ingen abefest og så vidt jeg mindes, så holdt vi også musikken på et nogenlunde rimeligt niveau, men altså – 16 damer samlet på ét sted er nok ikke helt støjfrit 😉

Egentlig var det min mening, at holde noget sammenskudsgilde-agtigt, fordi der ikke var anden anledning til middagen end at jeg elsker at samle mine veninder omkring mig, men da ChefMade meldte sig på banen og tilbød at sponsorere middagen mod omtale, slog jeg selvfølgelig til! Jeg havde fra flere fronter allerede hørt meget godt om konceptet, så at få lov til selv at prøve det, var jo helt genialt.

Konceptet er, at man simpelthen får en restaurant ud i sit eget hjem. Det vil sige, at der kommer én eller flere kokke fra dén af ChefMades 51 tilknyttede gourmetrestauranter som du bedst kan lide, hjem til dig og laver mad til jer, imens du holder fest. Det er private dining på luksusmåden, så at sige. Fordi der er så mange forskellige restauranter, er der også meget forskellige priser, og kuvertpriserne svinger altså fra 300 kroner og så helt op til langt over tusinde kroner. Uden at være helt sikker i min sag, så gætter jeg på, at kuvertprisen faktisk nogenlunde matcher det samme niveau som man ville betale for maden på den givne restaurant. Forskellen – hvis vi snakker om pris – ligger i, at man derhjemme selv får lov til at stå for drikkevarer, som ofte ender med at være den største post, når man inviterer på middag og drinks ude i byen.

Vi fik besøg af to kokke, Niklas og Jonas, fra Hotel Fjordgaarden og sjældent har jeg dog mødt så behagelige gutter, som de to. Som altså også var usædvanligt gode til at lave mad. Jøsses, hvor var det lækkert! Særligt forret, mellemretter og hovedret ramte latterligt langt over mål i forhold til hvad jeg havde forventet og både jeg og mine gæster var meget imponerede.

Jeg havde personligt frygtet lidt for hvordan det nu ville være at lukke to fremmede mennesker så direkte ind i festen, eftersom køkken og stue altså er i samme rum hjemme hos mig. Men min bekymring blev gjort fuldkommen til skamme. De to unge herrer var venlige, effektive og på én eller anden måde nærmest usynlige, ha ha! Normalt ville jeg have det helt dårligt med at omtale andre mennesker på den måde, men jeg tror altså at det var deres klare hensigt ikke at “fylde” for meget i selskabet. De gjorde det i alle tilfælde til perfektion og jeg var så, så, så glad!

Det var virkelig en god oplevelse at bruge ChefMade og jeg kan altså klart give anbefalingen videre, hvis du en dag skal holde ét eller andet  arrangement, hvor du gerne vil servere mad ud over det sædvanlige, men stadig have lov til at stå for indkøb af drikkevarer. Tjek det endelig ud lige her.

Tid til eftertanke #10

Der har – igen igen – været knald på i den forgangne uge! Men det har heldigvis udelukkende været gode knald, om man så må sige 😉 Min lille refleksionsøvelse her, gør mig det i hvert fald klart, at det går meget godt i mit lille liv for tiden.

Ugens højdepunkt ligger solidt placeret et sted imellem turen til Falkenberg Strandbad fra onsdag til torsdag og min damemiddag i går aftes. Det føles så helt overdrevet at have haft to så gode oplevelser sammen med mine kollegaer og veninder, på bare én uge, men hvis jeg skal vælge én, så må damemiddagen vinde; om ikke andet, så fordi den sidder mest frisk i erindring.

Jeg smilede allermest da jeg havde “vinterbadet” i Sverige, sammen med smukke, gravid Christina Dueholm. Jeg ved godt at det er april og at der (selvfølgelig) ikke er så meget vinterbader over dét, men altså, på køreturen derop sneede det og jeg kan ikke tro, at luften var mere end højest 3-4 grader varm, da vi løb hvinende ud i bølgen blå. Det føltes i alle tilfælde ret vinterbaderagtigt.

Lavpunktet var da jeg kom hjem fra at have fået lavet en spraytan for første gang i evigheder, for at konstatere, at min hundehvalp åbenbart ikke syntes det var spor fedt at være alene hjemme. I hvert fald havde hun både skidt og tisset på gulvet. Umiddelbart ikke fedt, når man 10 minutter forinden har fået besked på “ikke at blive våd – heller ikke på hænderne” af meget sød spraytan-dame.

Det gode ved det var at det uden tvivl må være mit til dato mest i-lands-agtige lavpunkt. Jeg bilder mig i alle tilfælde ind, at det trods alt er de færreste der går op i om min spraytan sidder som den skal på mine hænder, eller ej. Så selvfølgelig kunne jeg bare vaske både tis og lort væk – og så var dén skid ligesom slået (pun totalt intended!).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig bikini på Falkenberg Strandbad. Efterhånden som jeg et par gange har vist mit maveskind frem, både her på bloggen, oplever jeg en kontinuerligt øget indre styrke til at skide den bløde, løse hud et stykke og når jeg nu ovenikøbet havde snydt lidt hjemmefra og givet mig selv lidt kulør, ja, så var det sgu lige før jeg elskede at rende rundt i bikini ved poolen, da jeg var med mine bedste kollegaer på et døgns ryste-endnu-bedre-sammen-tur.

Det bedste jeg har spist var uden sammenligning forretten vi fik serveret til middagen i går. Mums, altså! Jeg er ved at arbejde på et indlæg om hvordan aftenen forløb og dér skal jeg selvfølgelig nok gå lidt mere i detaljer og vise jer et par billeder 😉

Jeg har set den vildeste, mest aktuelle og så absolut vigtigste film jeg kan komme i tanker om at have set måske nogensinde. Særligt med tanke på urolighederne på Nørrebro i dag, bliver filmen bare endnu mere relevant. Det er selvfølgelig Danmarks Sønner, som jeg endte med at dedikere et helt blogindlæg til i går, jeg taler om. Alle i Danmark bør helt seriøst se den film. Det skylder vi os selv og hinanden <3

I næste uge ser jeg mest frem til at vi skal på ferie hele ugen. Jøsses, hvor jeg glæder mig!