Tid til eftertanke #91

Det var liiiige ved at gå galt for mig igen, men her på falderebet fik jeg lige hevet mig selv i de allernederst nakkehår. Du ved, dem der det gør så pokkers ondt, når fedtede babyfingre forvilder sig ind i dem. Jeg trak, satte mig ved computeren, skrev – og åh, hvor det dog føles godt nu! Jeg elsker (!) de her eftertanke-indlæg så umanerligt højt. (Også selvom jeg nu hvor jeg skriver indledningen til det nærværende indlæg, som jeg altid skriver efter jeg har beskrevet ugen i punkterne nedenfor, kommer i tanker om, at der sgu da var noget, der overgik lasagnen med kilometer. Jeg fik nemlig overtalt min mor til at vi skulle have et par kardemommesnurrer til kaffen – de topper klart listen, som ugens kulinariske højdepunkt).

[Jeg forsøger virkelig at nyde de stadigt senere lyse morgengåture her ved vandet – snart er det jo slut med dem]

Ugens højdepunkt har selvfølgelig været, at vi er blevet lejlighedsejere. Godt nok skete det allerede søndag i forrige uge, men i den forgangne er det ligesom blevet virkeligt. Mine forældre har – på skift – været forbi og dét har næsten været ligeså store højdepunkter som lejligheden i sig selv. Min mor og jeg havde næsten en hel dag, bare til at være sammen med hinanden. Det kan jeg helt ærligt ikke huske hvornår vi har gjort sidst. Og min far, der kom forbi til et lidt kortere visit, har simpelthen allerede meldt som ankomst igen i næste weekend, hvor vi måske ligefrem er så heldige at have glæde af ham to dage i streg. Han kommer og hjælper os med at etablere et ekstra værelse i lejligheden. Egentlig havde jeg besluttet at hyre håndværkere til det, men efter at have fået et fuldstændigt latterligt dyrt tilbud (42.000 plus moms for at sætte skillevægge op!) fra en tømrer herovre, ja, så klagede jeg min nød til min søde far, som således (igen, igen) kommer mig (okay, os) til undsætning. Den gode mand.

Jeg smilede mest da jeg fik nyheden om at det ene af de to produkter jeg har været igang med at udvikle i halvandet år (!) nu endelig ser ud til at være indenfor rækkevidde. Forrige sommer fik jeg en ide om, at jeg ville producere to hudplejeprodukter, som jeg i dén grad synes mangler på markedet. En varmende creme med en effekt der minder lidt om den man får af mine chiliplastre og så en magnesiumserum, som ikke fedter. (Det sidste, et fuldstændigt fantastisk produkt, i øvrigt!). Egentlig har vi (langt om længe) styr på formuleringen i begge produkter, men pga verdenssituationen lige pt har det vist sig at være ganske vanskeligt at få fat i den helt rigtige emballage. Alt bliver åbenbart brugt til håndsprit eller lignende. Men altså, nu er der hul igennem til de fleste processer for at min magnesiumserum kan komme på markedet i begyndelsen af det nye år. Altså, om noget der ligner to måneder!! Shit, det gjorde mig glad, altså! Jeg krydser alt jeg har for at der ikke er mere der går galt herfra, for øv, hvor ville det være ærgerligt at udskyde lanceringen af det endnu engang.

Ugens lavpunkt at jeg har været syg! Jeg startede ud med nogle dages migræne, for sidenhen at få feber og snot i hele fjæset… Dét kan jeg afsløre er temmeligt meget nitten lige pt. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at blive syg med feber og snot, men når der er corona i omløb, så er det da bare overhovedet ikke sjovt!

Det gode ved det var at jeg selvfølgelig lod mig teste. Og at svaret var negativt. Jeg har ikke (haft) corona.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min nye hyggetrøje, som jeg har fået af min veninde, Annemette. Den er så blød og dejlig – og så elsker jeg det lille logo med påskriften “husk hyggen – sammen og hver for sig”. Jeg ved at hun ikke har fået produceret så mange, men hvis du vil have fingre i én magen til, så foregår det HER.

Det bedste jeg har spist var nok den lasagne jeg lavede i weekenden. Og som jeg fik glæde af til frokost flere dage efter. (Ja, det kulinariske niveau har ikke ligefrem toppet i den forgangne uge, men Simon har været travl og jeg har ikke kunne smage en skid).

Det bedste jeg har set er uden tvivl Ulven kommer. Vi startede først for nogle uger siden, så vi har virkelig kunnet binge-watche og shiiiiiit, den er god!! Jeg har haft så mange forskellige teorier undervejs, så nu må den bare godt snart komme med det sidste afsnit, så vi kan finde ud af hvad pokker der er galt med den mor (som jeg er sikker på, at der er noget rivende galt med!). Og faren, selvfølgelig, som godt nok er svær at finde sympati for, når han sådan tæver sin kone. Og Holly, som de voksne i hendes liv siger lyver, men som sørensusme godt nok virker som en god pige (der bare vil ses og elskes). Åh, jeg glæder mig til afslutningen. Hvis ikke du har set den, så ligger den på DR og jeg tør næsten love, at du bliver ellevild med den.

I denne uge ser jeg frem til tid med børnene og måske et par malerstrøg (sammen med førnævnte) i den nye lejlighed.

Fødselsfredag – et brev til Vega

Det er – så vidt jeg husker – første gang at en fødselsberetning hos mig, kommer i dette format, men ikke desto mindre, så er jeg ret vild med det. Det er nærværende og kærligt og formidler på fineste vis, hvordan en fødsel sagtens kan være helt perfekt, selvom den ender ud helt anderledes en planlagt.

Kære Vega,

Det er nu 3 uger efter, at du er kommet til verden. Du ligger her ved siden af mig, svøbt i det sennepsgule uldtæppe din bedstemor har strikket til dig, og sover. Dine arme ligger over hovedet placeret ud fra hvert sit øre, og du siger de samme lyde som din storesøster Karla gjorde da hun var spæd. En lille hvinende lyd når du trækker vejret, den samme lyd som når du spiser. Følgende fødselsberetning er egentlig både skrevet til dig og til mig. Jeg vil altid kunne læse den og tænke tilbage på den fantastiske oplevelse det var at føde dig. Her vil jeg kunne mindes hvordan din far og jeg græd af stolthed da vi så dig for første gange, og jeg kan mindes hvordan fødslen føltes som en personlig sejr, da jeg oplevede kontrol og følte jeg var en aktiv del af det meste af fødslen. Noget jeg efter min første fødsel af din storesøster Karla erfarede ikke var givet. Du kan måske engang læse denne fødselsberetning, og vil da blive klar over hvordan du fra første minut berigede vores liv. Måske vil du også kunne læse den og herved finde mod og styrke når du måske engang selv står og skal føde. Min erfaring er nemlig at fødsler kan være skræmmende men, at de samtidig kan være det smukkeste og mest fantastiske du som kvinde kan opleve.

 

For mig begyndte optakten og tilløbet til fødslen af dig allerede den dag din far og jeg begyndte at snakke om, at vi var klar til at give Karla en lillesøster. Her stod jeg overfor det uundgåelige: Jeg skal føde igen. Fødslen af din storesøster Karla var på samme måde som med dig en fantastisk oplevelse, dog oplevede jeg, at alle mine drømme og tanker for den fødsel ikke blev opfyldt, og det skræmte mig, da jeg nu igen stod over for at skulle føde. Op til fødslen af Karla forberedte jeg mig mentalt, lavede daglige øvelser af vejrtrækning og forberedte mig på at ville være aktiv under fødslen ved at øve forskellige ve- og fødselsstillinger. Derudover havde jeg anskaffet mig fødekar og alt andet der kunne blive brugbart til den hjemmefødsel vi havde planlagt. Selve fødslen blev dog en anden oplevelse, da jeg med udrykning blev overflyttet til hospitalet på grund af grønt fostervand, ikke kom i vand som jeg drømte om, og dertil ikke følte at jeg havde overskud til på nogen måde at være aktiv under fødslen. Karla blev derfor født efter 1 time og 40 minutters presseveer, med mig liggende på siden i en hospitalsseng. For mig en virkelig voldsom og overvældende oplevelse, der på ingen måde mindede om det jeg havde drømt om eller forestillet mig. Så hvordan forbereder man sig på at skulle føde igen. Efter lang tids panik over fødslen der nærmede sig som dagene gik, og en voksende angst for igen at skulle ligge passiv på en hospitalsseng imens veerne rullede ind over mig, besluttede jeg mig for igen at forsøge at planlægge en hjemmefødsel og på at forberede mig mentalt og øve vejrtrækningsøvelser.

 

Her kommer så selve fødselsberetningen.

40+5 D. 17/10-20 omkring kl. 18, på min egen 26 års fødselsdag får jeg min første ve. Nu er det i gang og vi skal snart møde dig, lille Vega. Min mor, lillebror Mads og Jens var til fødselsdagsmiddag. En middag jeg ikke længere kunne samle mig om, grundet den spænding der begyndte at syde inden i mig. Men omgivelserne til den kommende hjemmefødsel der skulle foregå her midt i stuen hvor et stort fødekar stod og tronede, kunne ikke være bedre. Jeg satte mig på stuegulvet og havde mine veerne der stadig kom meget uregelmæssigt. Her var jeg omgivet af stearinlys og min egen familie, der sad ved spisebordet og nød en fødselsdagsmiddag for mig. Og måske også for dig, hvis du altså havde planer om at komme inden midnat. Min farmor – din oldemor – var også fra d. 17/10, og det kunne derfor være lidt sjovt hvis du også kom denne dag. Veerne var på dette tidspunkt endnu ikke smertefulde, men nev i lænden og sommetider over bækkenet på maven også. Jeg var under hver ve enormt opmærksom på det mentale arbejde der ligger i at føde, og huskede at gentage ’ja’ under veerne, i et ønske om at være åben og tage imod de veer der kom. De var velkomne for de skulle hjælpe dig til verden. Da min familie havde spist færdigt, tog Mads Karla og Jens under armen og gik over hvor de skulle overnatte. Min mor blev en times tid, og nød den specielle og spændte stemning der havde bygget sig op midt i vores stue. Planen var, at hun og din farmor skulle have været med under fødslen, men grundet Corona, var der skærpede regler og kun din far måtte deltage. Min mor gik og vi var nu alene og begyndte at time veerne. De kom forholdsmæssigt regelmæssigt nu, med 4 – 5 minutters mellemrum. Vi ringede til fødselsafdelingen som vil sende en jordemoder ud til os, da vi måtte forvente det pludseligt kunne gå stærkt da jeg var 2. gangs fødende. Jordemoderen var hos os omkring kl. 22, hun undersøgte mig og jeg var KUN omkring 2 cm åben. Rimelig nedslående nyhed, og jeg begyndte straks at frygte det hele ville gå i sig selv. Den enormt søde og dygtige jordemoder formåede dog at berolige mig og ville blive for at se tiden lidt an. Jeg skulle forsøge at tage den med ro og lade veerne komme til mig. 23.30 undersøgte hun mig igen – 3 cm åben. Ikke de store fremskridt, dog fremskridt. Jordemoderen konstaterede, at mine hinder stadig var meget tykke, og hun spåede, at der ikke kommer rigtigt gang i veerne før vandet går. Hun tilbyder derfor at tage vandet. Her panikker jeg lidt. Sidst var det da vandet gik og det var grønt, at jeg akut skulle overflyttes. En oplevelse jeg bestemt ikke havde lyst til skulle gentage sig. Dog så udsigterne lange ud hvis hun ikke tog vandet, og jeg havde mod på og lyst til, at der skulle ske større fremskridt i fødslen. Omkring midnat fik jeg derfor taget vandet… jeg mærker det går, og holder straks vejret. PLEASE, at det ikke er grønt. ”Vandet er så fint klart” udbryder jordemoderen og jeg hiver igen efter vejret. Lettet og glad. Jeg får mulighed for at føde hjemme. Sejr. Jeg får et lavement og din far begynder at fylde fødekaret. Vi kan begge mærke på jordemoderen, at hun har en formodning om, at det godt kan gå hurtigt nu. Timerne går, jeg har gode veer. Nogen niver mere end andre og jeg praktiserer ihærdigt min laborovejrtrækning under hver ve. Jeg går rundt i stuen mellem veerne og sætter mig enten i hug, skrædderstilling eller læner mig op ad spisebordet under hver ve. Jeg har fuld kontrol over det og synes endnu ikke, at veerne ikke er til at holde ud. Jordemoderen undersøger mig efter et par timer – 5 cm åben. En time senere og hun undersøger mig igen – stadig 5 cm. Det går langsommere end jeg havde regnet med og jeg kan mærke, at jeg langsomt mister overskud og tro på egne fødselsevner. Vandet siver stadig ind imellem og vi lægger nu mærke til en lille misfarvning. Vandet er grønt og vi skal overflyttes. Her går alt i sort for mig. Jeg kan ikke overskue mere og slet ikke en overflytning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge passiv og føde. Jordemoderen og din far en enormt støtte i dette øjeblik. Indtil nu havde jeg klaret veerne selv og havde ikke haft behov for støtte. Men nu havde jeg behov for deres støtte, og den gav de mig. Jordemoderen mente hertil, at hun havde en ide om, at grunden til, at jeg ikke åbnede mig mere, var fordi du stod skævt ned i mit bækken. Nu skulle vi på hospitalet og finde ud af hvordan vi kunne få skub i den her fødsel.

 

Kl. 05 d. 18/10 ankom vi til hospitalet. Ambulanceturen var udramatisk og jordemoderen sad hos mig under hele turen og guidede mig igennem veerne som nu virkelig var begyndt at nive. Måske også i takt med, at jeg følte mig hylet lidt ud af den grundet overflytningen og ikke længere havde samme overskud og kontrol under veerne. På hospitalet blev vi taget imod af en jordemoder jeg genkendte – hun havde fulgt mig under graviditeten. Jordemoderen som havde været hos os derhjemme, skulle desværre ikke være med længere. Ærligt var jeg ikke stor fan af hende den nye, og havde et par gange i løbet af graviditeten nævnt for din far, at jeg synes hendes attitude var irriterende. Det skulle vise sig, at kemien mellem os ikke blev bedre af, at jeg var i fødsel og på dette tidspunkt både presset og træt. Jeg var stadig kun 5 cm åben og planen var, at jeg skulle have en epidural for at kunne slappe lidt af, genvinde nogle kræfter og så forhåbentlig igen have energi til at få dig rigtigt ned i bækkenet, så jeg ville åbne mig mere. Epiduralen tog et par timer at få lagt. Disse to timer husker jeg som de mest pinefulde og hårde timer i fødslen af dig. Jeg havde kraftige veer med korte pauser imellem velvidende, at veerne ikke gjorde noget for mig. De åbnede mig ikke mere. Jeg fik tilbudt lattergas, hvilket gjorde mig omtåget og gav mig en følelse af at være på vej hjem fra en meget våd aften i byen. Dette var nok det mest opløftende i disse timer hvor jeg overværede den nye jordemoder stikke forkert i mig 4 gange, og din far i bidende tone bede hende hente en der kunne finde ud af at stikke korrekt.

Kl. 07: nu virkede epiduralen. Endelig. Anæstesilægen var kommet og bedt mig ligge stille under mine veer (hvilket jo er umuligt) imens hun stak en lang nål ind i ryggen på mig. Noget jeg normalt ville synes var skræmmende, men som under en fødsel virker som barnemad. Nu kunne jeg ligge og kigge på en skærm som viste mig, at jeg havde veer, imens jeg intet kunne mærke. GENIALT! For en kort stund havde jeg overskud til at snakke med din far, nå at grine af den uduelige jordemoder (ja, undskyld men kemien var der bare ikke) vi lige havde haft, og jeg kunne fortælle om min skæve oplevelse på lattergas. Nu skulle vi slappe af en times tid, og så skulle der lægges en ny plan. Din fars snorken lød straks fra hjørnet af stuen, og jeg forsøgte at blunde en smule. Dog var mine tanker på de foregående timers oplevelse og den oplevelse jeg havde i vente.

Kl. 08.15 kom en ny jordemoder ind. Der havde været vagtskifte og den nye jordemoder skulle forhåbentlig være med under fødslen af dig. Planen var, at jeg skulle have noget vedrop og så rundt i forskellige stillinger og øvelser i et håb om, at du så ville komme rigtigt ned.  Men først ville jordemoderen lige undersøge mig…

 

9 cm! Imens jeg havde slappet af og min krop havde fået ro i en time, havde jeg åbnet mig fra 5 til 9 cm. Halleluja. Nu er vi snart i mål. Jeg husker at være omtumlet, glad, lettet og mega forvirret. Jeg havde regnet med mange timers veer endnu, og nu stod jeg i stedet overfor snart at skulle føde dig. Noget svag i benene hjalp jordemoderen mig ud på toilettet, og herefter fik jeg vækket din far. Han var lige så forvirret som jeg havde været. ”Altså nu, skal du til at føde nu?”. Stående op af sengen, vrikkende fra side til side mærker jeg pludselig en pressetrang. Jeg kommer op i sengen, hvor jordemoderen instruerer mig i at ligge på siden og holde mit eget ben oppe. Den stilling jeg fødte Karla i efter 1 time og 40 minutters presseveer. Efter 2 presseveer i denne stilling, som jeg bare ikke føler fungerer da jeg har svært ved at få det rigtige pres på, beder jeg om at komme op på alle fire i sengen over en sækkepude. Hurtigt vender jeg mig rundt, og mærker nu en helt anden styrke under presseveerne. Jeg presser og føler at jeg har genfundet kontrollen. Efter 5 minutter i denne fase af fødslen, beder jordemoderen mig pludselig om at gispe midt under en presseve. Seriøst? Gispe? Men betyder det, at du er ved at komme ud nu. Og så mærker jeg den kendte ’burning ring of fire’. ”Gisp, pres, gisp, pres pres pres” instruerer jordemoderen. Og så kom der en lille gråd og jeg kigger ned imellem mine ben og der hænger du med hovedet ude. Så surrealistisk og samtidig enormt komisk, at der hænger et lille hoved ud af mig. På næste ve presser jeg din krop ud, og jeg tager selv imod dig mellem mine ben, kommer om på ryggen og får dig op på maven. Kl. 09.24 d. 18/10-20 kom du til verden. Og så bryder jeg helt sammen i gråd, og din far med. Wow en oplevelse. Jeg overvældes af så mange følelser: Jeg er enormt lettet over, at fødslen er overstået, enormt lykkelig over selve fødselsoplevelsen, kæmpe stolt over med så meget styrke og kontrol lige at have født dig og så selvfølgelig overvældet med kærlighed over, at du er hos os nu og har beriget vores lille familie.

 

Her er altså historien om fødslen af dig, som på mange måder ikke blev det jeg drømte om med hjemmefødsel i badekar uden smertelindring, men som blev så meget andet. For mig var det den helt rigtige fødselsoplevelse. Jeg følte, at jeg gennem næsten hele fødslen havde kontrol og overskud under veerne. Det her er en oplevelse jeg ville gøre igen og igen – bare for at nå til det øjeblik hvor du hænger der mellem mine ben og derefter kommer ud til os. Det er den vildeste og største oplevelse, sammen med fødslen af din storesøster Karla, som jeg nogensinde vil få. Tak for dig – og tak for at du har beriget vores liv.  

Tankeskrald om bloggen, projekter og jer <3

Tankeskrald
Jeg vidste godt, at jeg ikke ville få det ud i søndags, som jeg ellers har for vane. Mit ugentlige refleksionsindlæg. Det var jo dér vi overtog vores nye lejlighed, og jeg havde i dén anledning givet mig selv lov til bare at nyde dagen, uden så meget som at tænke på min computer. (Selvom jeg faktisk stornyder de stunder jeg bruger på at skrive tid til eftertanke).

Så blev det mandag. Og så gik jeg ellers ned med migræne. En voldsom én af slagsen, som nærmest har varet helt indtil nu, hvor min telefon fortæller mig at det er blevet torsdag. Lidt sent til mit uge-indlæg, synes jeg. Hvorfor det altså ikke bliver til i denne omgang.

Men. Det var en pissegod uge i sidste uge. Drengene var hjemme – både alene og med legekammerater -, vi storhyggede, Simon havde en del fri fra arbejde, ingen var syge og ja, så var det jo altså dén uge hvor vi fik nøglerne til vores nye lejlighed.

På instagram har en hel del spurgt hvorfor vi egentlig skal flytte og kækt har jeg svaret samtlige, at det skal vi, fordi vi har købt en ny lejlighed 😉 Men jeg kommer selvfølgelig også til at tænke på, om jeg egentlig nogensinde har indviet instagram i alle mine (mange og lange – det ved I der har fulgt med længe) boligtanker? Det kan godt være, at alt dét har været forbeholdt bloggen og jer, der læser med herinde. Jer, som jeg i øvrigt godt ved, at jeg har syltet GEVALDIGT igennem de seneste mange måneder. Jeg ved det godt, undskyld.

Det har jo altid (altså, i de seks år jeg har haft bloggen) være herinde jeg har tænkt de største tanker. Det er her jeg har delt (meget af) mit inderste og her, I for alvor har fået lov til at lære mig at kende.

… I hvert fald indtil det også blev her, jeg blev skidebange for at træde ved siden af.

I kølvandet på min skilsmisse, har jeg i lang (laaaaang) tid været bange for at blive dømt. Bange for at mine ord skulle blive brugt imod mig. Bange for om mine hudløse refleksioner kunne fordrejes, misbruges og udskammes.

Det meste har nok foregået inde i mig, og der er sikkert ikke noget hold i hverken det ene eller det andet, men nu ved I hvad der foregår. Eller altså, hvad der er foregået.

Lige nu handler min manglende aktivitet herinde nemlig ikke så meget om, at jeg ikke vil (eller tør) dele. Det handler i langt højere grad om to andre ting. Nummer ét – mit liv har simpelthen været så helt utroligt kedeligt siden marts, at jeg slet og ret har følt mig uinspireret. Jeg ser meget få mennesker, kommer meget lidt ud og får derfor meget få inputs og idéer til hvilke tanker der skal formidles ud igennem fingrene til jer.

Nummer to, som faktisk fylder allermest. Jeg har gang i noget stort på sidelinjen, som vitterligt optager al min arbejdstid for tiden. Jeg skriver, podcaster, filmer og redigerer dagen lang hver eneste dag, for at blive klar til lanceringen af et helt nyt site fra min hånd. Et site, der ingenlunde skal blive en erstatning for bloggen her, fordi det ikke bliver mig der er i fokus. Men et site der lige nu kræver så meget energi at etablere, at der simpelthen ikke er så mange ord tilbage til at blogge, som tingene ser ud lige nu.

Heldigvis ved jeg, at det hele er en fase (det har jeg efterhånden fået en fornemmelse af, at alt i livet er – vildt!) og jeg lover, at det ikke handler om jer. Jeg sætter så ufatteligt stor pris på jer, der læser med og jeg glæder mig til, at vi på et tidspunkt forhåbentligt bliver fortrolige igen.

Fødselsfredag – lidt for tidligt og lidt for hurtigt!

Der er mange ting jeg undrer mig over ved denne uges fødselsberetning. Dels – rent fagligt – hvordan i alverden det kan gå til, at en fødende i uge 34 bliver anbefalet at tage to panodil og et varmt bad mod smerterne derhjemme, frem for at komme ind. Men allermest næsten hvor latterligt sej denne kvinde er!! Uden at spoile alt for meget kan jeg afsløre, at hun endte med at føde uden sin partner ved sin side. Han nåede det simpelthen ikke! Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: kvinder – særligt når de føder børn – er de sejeste i hele verden. Og hende her, ja, hun trækker altså os andre gevaldigt op på skalaen med dén oplevelse hun har med sig i rygsækken. Godt klaret, søster – og stort, stort tillykke med baby <3

Jeg fik en dag at vide af min læge, at jeg skulle tage mit blodtryk, når jeg havde ondt i hovedet. Det var nemlig vigtigt at udelukke svangerskabsforgiftning. Men sandheden var, at jeg nok også holdt lidt for meget af mit arbejde, hvor mit hoved nok nød lidt mere at have travlt end min krop. 

 

Jeg havde arbejdet hjemmefra i næsten 2 måneder på grund af COVID-19. Så da Danmark begyndte at åbne op igen havde min sociale side enormt behov for stimulation. Jeg elskede at arbejde, og selvom jeg blev tykkere og tykkere, så var det stadig sjovt at have travlt og holde møder. 

 

Da jeg var i uge 31 slog jeg mit bækken, da jeg løb efter min hund, som stak efter en kat. Det gjorde helt vanvittigt ondt de første par dage, men det blev heldigvis bedre. Jeg vraltede mig derefter igennem resten af graviditeten. Jeg følte, at jeg havde fået et wake-up call og forsøgte at blive bedre til at tage den med ro. 

 

Jeg begyndte også stille og roligt at planlægge, hvad jeg skulle lave i graviditetsorloven. Min mand og jeg snakkede om at tage på sommerhustur til Thy et par dage. Det lød helt forfriskende rart at blive blæst igennem ved vesterhavet og dyppe tæerne i køligt saltvand. 

 

Da jeg var 33+4 snakkede jeg med en kollega, som havde født for tidligt. Af en eller anden grund inviterer en gravid mave jo til samtaler om alt, hvad der kan gå galt, og er gået galt for venner, bekendte og bekendte af bekendte. Jeg husker tydeligt, at det lå meget fjernt for mig at føde for tidligt. Mentalt havde jeg allerede indstillet mig på at gå over tid. Her efterfølgende tænker jeg meget på, hvor svært det var at sætte mig ind i hendes erfaringer med at malke ud og med at være indlagt på neonatal. 

 

Min mand siger en dag på vej hjem fra arbejde, at han gerne vil have, at vi har et par håndklæder i bilen. For hvis jeg lige pludselig skulle gå i fødsel, så ville han i hvert ikke være den mand, som ikke var forberedt. Jeg grinte vist nok lidt for hånligt. Jeg var jo kun 33+6. Jeg syntes simpelthen, at det var det mest tåbelige i verden. 

 

Morgenen efter havde jeg sådan en gedigen træthedshovedpine. Jeg målte derfor mit blodtryk som var 147/97. Efter en snak med en af de søde jordemødre på Roskilde, og et par ekstra målinger faldt det dog stille og roligt, så jeg lagde ikke mere i det og fortsatte min hjemmearbejdsdag. Jeg havde arbejdet rigeligt de sidste par dage, så da jeg skulle på cyklen mod lægen kl kvart over 15, slukkede jeg også computeren. 

 

Jeg skulle til lægen, fordi jeg fik sådan nogle hvide prikker i huden engang imellem. Senere har min mor fortalt, at det er ufarligt og noget, som vi begge har. 

 

Rent rutinemæssigt spørger sygeplejersken om jeg ikke lige tisser i en kop, så de kunne teste min urin. Jeg havde godt nok tisset af et par gange hjemmefra, og cykelturen var under 1 kilometer. Men jeg tænkte hvorfor ikke? Jeg havde det alligevel hele tiden som om jeg skulle tisse. 

 

Det var ikke en kæmpe kop tis, jeg fik lavet, men der var da et par dråber. 

Jeg fik at vide, at der var en meget lille smule blod, så jeg fik en tid igen næste morgen, så de kunne udelukke blærebetændelse. Og hvor de håbede at jeg kunne tisse nok til at de kunne sende det ind til dyrkning. 

 

Da jeg kommer hjem igen klokken kvart i 4 varmer jeg noget pasta i mikroovnen. Nu skulle jeg fandeme hygge på sofaen med rester, cola zero og en halv plade marabou daim inden min mand kom hjem. Jeg synes godt nok, at det havde været lidt ekstra hårdt at cykle, og bagdækket var sikkert også begyndt at tabe luft igen. Jeg begyndte stille og roligt at have en del murren i underlivet. Jeg tænkte, at det var symptomsmerter fra den der blærebetændelse, som jeg nok forestillede mig, at jeg havde. 

 

Klokken 16 ringer jeg til min mand, som skulle arbejde til kl 18 og som også havde ret travlt og meddelte, at idag altså ikke var dagen, hvor han skulle arbejde over. Jeg havde brug for, at han kom hjem og gav mig noget omsorg. Jeg var nemlig begyndt at få lidt kvalme, og pastaen kunne jeg ikke rigtigt få ned. Jeg lagde mig lidt på sofaen og tænkte jeg kunne prøve at få en lur sammen med hunden indtil han kom hjem. 

 

Et kvarter senere går jeg ud på toilettet. Den der murren gør ret ondt og jeg føler et behov for at sidde på toilettet hele tiden. Jeg ringer til min mand igen og siger, at han gerne må vende snuden hjemad hurtigst muligt. Han har minimum 1 time i bil hjem fra arbejde og så endda på Køge bugt motorvejen i myldretiden. 

 

Jeg ringer også lige til fødegangen og den søde jordemoder siger, at jeg skal prøve med et par panodil og en varmepude. Hun var fandeme helt væk, tænkte jeg, og meddelte, at jeg næppe troede, at det ville hjælpe. Hun sagde, at jeg alternativt kunne tage et bad og få masser af varmt vand ned over lænden. 

 

Så det gjorde jeg. Jeg stillede mig ud i badet og skruede lidt for højt op for varmen. Jeg havde også ringet til min mor og beklaget mig over smerten. Jeg havde virkelig ondt af mig selv. Det var sgu en underlig smerte og jeg havde det også lidt som om jeg skulle kaste op. Jeg lå derfor på alle 4 og bakkede frem og tilbage mellem bruseren og toilettet. 

 

Jeg begyndte også stille og roligt at realisere, at de her smerter kom og gik med jævne mellemrum og at de også havde taget ret meget til. Jeg ringede derfor til fødegangen, som sagde, at det nok var veer, og at jeg skulle komme ind. Jeg var stadig alene hjemme, men den søde jordemoder sagde, at det ikke hastede, for som førstegangsfødende ville jeg nok være i fødsel i et godt stykke tid. Hun var også sød og beroligede mig og sagde, at baby nok skulle klare at komme ud selvom, at det var 6 uger tidligt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg slet ikke var kommet dertil, hvor jeg havde koblet veerne sammen med, at vi skulle møde vores baby. Det hele virkede fuldstændig uvirkeligt og surrealistisk. Men jeg lå der på badeværelsesgulvet i smerter og kunne næsten kun tænke i av og vejrtrækning. Her var klokken 16.30.

 

Nu ringede jeg til min mor og sagde, at den af hende og min mand som kunne være hjemme hos mig først skulle køre mig til Roskilde. Og at hun gerne måtte ringe og koordinere med ham, da jeg havde pænt ondt. 

 

Jeg havde under 5 % strøm tilbage på min telefon og jeg synes efterhånden det var pænt hårdt at være alene hjemme. Bevares hunden var selvfølgelig også gået amok og insisterede på at blive lukket ud. Det kom altså ikke til at ske. 

 

Det gør fandeme ondt nu. Fuck hende der fra smertefri fødsel og hendes gå ind i veerne pis. Det gør sgu da skide ondt! Jeg lagde mig ned i fosterstilling og kiggede lidt på fugerne og koncentrerede mig om min vejrtrækning. Træk vejret dybt i pausen og hurtigt igennem veen. Igen og igen. Øv! Jeg havde ligget oven på risten og min røv havde ageret prop, så nu var der vand udover hele badeværelset. Heldigvis lå min telefon på bademåtten og selvom måtten var våd, så var der ikke kommet vand på telefonen. Jeg rejste mig tilbage på alle 4 og lagde panden mod gulvet. Fuck det gør ondt nu. Jeg holdt fast i væggen og talte til 10. Det skulle jeg gøre et par gange.  

 

Shit! Nu føles det fandeme som om hele min livmoder er på vej ud. Det føles, som om at selve livmoderhalsen åbner sig hver gang, jeg får en ve. Lidt ligesom the Kraken i Pirates of the Carribean, da den spiser Jack Sparrow – bare omvendt. Det føles, som om hele min krop automatisk presser lidt med, og jeg bliver ramt af en form for panik. 

 

Jeg ringer til fødegangen og klager min nød. Jeg tror sørme, jeg har pressetrang, og de bliver altså nødt til at få nogen til at hente mig. De ringer efter en ambulance, og jordemoderen i telefonen forsøger at lære mig lidt vejrtrækningsteknik, da jeg får en ve. Nu gør det virkelig ondt. Jeg drømmer om en epiduralblokade og omsorg fra min mand. Ifølge min journal er klokken nu 16.47. 

 

Nu træder min mor ind af døren. Hun er lidt varm og ret meget oppe at køre. Jeg ligger stadig i bruseren og puster, og det eneste, hun skal gøre er at tage sig af den forbandede hund, som havde stået og pebet det sidste alt for lange stykke tid. Pludselig “tisser” jeg med mega kraft på. Der kommer også en smule blod med. I bagklogskabens lys kan jeg godt se, at det nok var vandet, der gik. Men det havde jeg ikke rum til at indse i øjeblikket. 

 

Min mor spørger hastigt om, vi ikke skal ringe efter en ambulance. Jeg får stønnet, at det har jeg allerede gjort og instrueret hende i at ringe til fødegangen og spørge, hvor de bliver af. Min mor har telefonen på højtaler og jeg hører jordemoderen spørge hende om, hun lige vil kigge bare for at sikre, at der ikke er et hoved på vej ud. Det har min mor det vildt dårligt med og lige inden næste ve, når jeg at grine lidt for mig selv over det absurde i situationen. Jeg skal selvfølgelig dreje mig rundt i den forbandede brusekabine for, at hun skal have en chance for at se. Og der er heldigvis ikke et hoved endnu. 

 

Da hun har lagt på, går der ikke længe før, ambulancemændene ankommer. Den dumme hund, som ellers gør af alt og alle, der rør sig 2 gader væk, gør for en gangs skyld ikke, og de to ambulancemænd overrasker os derfor lidt. De er meget flinke og siger meget bestemt, at lige så snart jeg kan, så skal jeg rejse mig op. 

Det virker som en helt uoverskuelig opgave. Jeg er helt smadret i mine ben og føler næsten, at de er låst i den eneste behagelige stilling dernede på alle 4. 

 

Jeg skal ligge ned på båren. Jeg skal vælge, om jeg vil ligge på ryggen eller siden. Jeg ville allerhelst tilbage på alle 4, men det må jeg ikke. Så jeg lægger mig op på siden, og de pakker mig ind i nogle tæpper og spænder mig fast og kører. Her er klokken 17.08

 

Min mor kører ikke med. Hun siger, at Mick møder mig på hospitalet. Jeg må fortælle mig selv, at det nok skal gå. “Heldigvis” er jeg i så mange smerter og koncentration, at jeg end ikke kan overskue at se ambulancemændenes ansigter. Jeg føler mig lidt alene, men det skal nok gå. 

 

Nu begynder en af de længste køreture i mit liv. Under en af de første veer i ambulancen siger manden, at jeg ikke skal presse og at jeg skal slå koldt vand i blodet for det er slet ikke tid til, at jeg skal føde endnu. Han nævner dog også, at jeg altså ikke skal være nervøs, da han og hans makker har prøvet at tage imod mindst 10 babyer, så jeg er i gode hænder. 

 

Jeg tænker, han må have slugt søm. Ikke presse?! Min krop åbner sig fuldstændig uden nogen som helst mulighed for, at jeg kan have kontrol over det ved hver ve. Det var tydeligt, at han bestemt ikke havde prøvet at have veer.

 

Han er ret flink og siger, at jeg vil mærke det, som om jeg skal af med noget afføring, og at det bare er kroppen, som tømmer sig, og at jeg ikke behøver at holde igen. Jeg tænker med det samme, at det sgu er godt, han siger det, for jeg ville ikke ane, hvordan jeg i hele hule helvede skulle kunne holde igen på det her intercitytog, som gentagende gange kører ind over min krop. 

 

Puha de veer der gør skide ondt nu. Det føles ærlig talt som om ens underliv er ved at sprætte en op indefra. Jeg har en ide om, at jeg tydeligt kan mærke, hvordan min livmoderhals åbner sig mere og mere ved hver ve. Veen føles på en måde som om den tvinger livmoderen åben på vid gab og derefter også røvhullet. Jeg forsøger at finde en rytme i min vejrtrækning, men den måde veerne ruller ind over mig, gør det virkeligt svært. Den stakkels ambulancemand forsøger at trykke mig på lænden men det føles mere som et nus end et tryk, så jeg siger hurtigt, at det kan han sgu godt droppe. 

 

Jeg tror, at jeg ligger sådan med hovedet mod sidedøren. Der er i hvert fald en hvid væg med et hjørne. Sådan et meget rundt hjørne. Jeg fikserer mine øjne på en streg og nyder pauserne mellem veerne. 

 

Ambulancebåren har heldigvis en hård kant, så jeg presser min lænd mod kanten og forsøger at lindre min egen smerte en smule. 

 

Nu begynder det sgu at spænde til. Ved hver ve er det som om noget rundt (jeg forestiller mig en tennisbold) smutter længere ned i livmoderhalsen og lidt op igen. 

Hvornår fanden er vi der?! Ambulancemanden spørger sin makker, som kører bilen og meddeler mig, at der er omkring 10 minutter tilbage. Fuck tænker jeg. Jeg siger, at han gerne må tælle lidt ned. 

 

Det glemmer han selvfølgelig alt om. Heldigvis for ham er der ikke længere så lange pauser mellem veerne, så jeg har ikke mulighed for at snakke og klage min nød meget længere. Nu er veerne så kraftige og ”bolden” så langt nede, at jeg ikke kan holde benene samlet under en ve længere. ”Fuck!!!” tænker jeg for hundredesyttende gang. 

 

Så er vi der og ambulancen holder stille. Fandeme så om de ikke begynder at arbejde på at dække mig lidt mere til. Hvad fanden tænker de på?! Lad os nu komme afsted. 

 

De kører mig ind i hospitalet, og jeg ser, at vi er i stueetagen på Roskilde. Heldigvis er der ikke særlig mange omkring caféen på grund af corona. 

De trykker på knappen til elevatoren. De stiller sig fandeme i kø bag en mand. De må være helt fra den de her mænd. Komplet idioter. Ham foran os siger heldigvis, at vi bare skal tage den første elevator. 

 

Det gør vi så og sikkert og beslutsomt kører de mig ind på fødegangen. Vi skal være på en af de første stuer. I min journal står der, at vi ankommer 1750. 

 

Jeg arbejder lidt på at komme fra ambulance båren og over på sengen. Jeg skal lige finde balancen. Jeg vælter fra båren og over på alle 4 på fødesengen. Jeg mærker en varm klud, som de lige hurtigt tørrer mig bag i med. Den søde jordemoder som tager imod mig konstaterer hurtigt, at det er fødselsdagstid og meddeler mig, at jeg bare kan presse rigtigt med på næste ve. 

 

Som sagt så gjort. Det var jeg sgu klar til! Det var det, jeg havde forsøgt at få lov til i så lang tid nu og det føltes helt naturligt at nu var det pressetid. 

 

Jeg presser med den første ve, som jeg får der. Fuck fuck fuck det gør ondt! Er det det de kalder the ring of fire? Skal jeg seriøst presse så hårdt, at jeg går i stykker? Fuck det føltes som om den der runde bold smuttede tilbage op i mig. Jeg får stønnet og klynket lidt, at det gør ondt. Jordemoderen beroliger mig med, at det er okay, og at jeg gør det rigtig godt. Hun er generelt ret rolig hende jordemoderen. Det er lige, hvad jeg har brug for oven på al den panik og adrenalin, som farer rundt i kroppen på mig. 

Ved næste ve presser jeg igennem. Nu skal den baby fandeme ud! Jeg får presset hovedet ud og jordemoderen roser mig entusiastisk og minder mig om at trække vejret. 

 

Jeg husker at tænke: shit, det er surrealistisk det her og pis mig i øret hvor gør det ondt

 

I næste ve skal jeg presse resten af kroppen ud. I starten af veen er det, som om jeg ikke helt kan få aktiveret presset, og jeg får muligvis stønnet, at de skulle hive ”den” ud! Jordemoderen siger meget kortfattet nej, rolig. Og så får jeg ordentlig fat i veen og ud kommer han. Ifølge min journal er klokken her 17.59.

 

Jeg var så forvirret lige der. Hvad var det, der lige var sket? Vi var stadig forbundet via navlesnoren, men de rakte mig ham op imellem benene, og jeg så selv, at han var en dreng. Han var helt grå af fosterfedt og havde et meget aflangt baghoved lidt ligesom et rumvæsen. Fordi jeg fødte så tidligt skulle han undersøges af en børnelæge. Så han bliver ret hurtigt taget fra mig og hen på et undersøgelsesbord. Det er lidt vildt og mærkeligt på samme tid. Jeg havde vildt svært ved at være i mig selv på det tidspunkt. 

 

Imens han bliver undersøgt får jeg lov at låne afdelingens telefon. Jeg kom ind på hospitalet uden at have noget med overhovedet og uden en trevl på kroppen. 

Jeg kan slet ikke huske nogen som helst telefonnumre udover min mormor, som bliver mægtig glad og rørt og tror vi kan snakke og alt muligt. Men hun skal bare ringe videre til min mor, som skal ringe til min mand og spørge hvor han er. Som sagt så gjort og lidt efter ringer min mor tilbage og siger, at min mand er på vej op. 

 

Nu kan jeg godt mærke jeg mangler ham. Min søn er ovre på lægebordet. Han skal åbenbart have noget ilt. Jeg ligger helt selv på fødesengen.

 

Klokken kvart over seks føder jeg moderkagen. Det var slet ikke så slemt som jeg havde frygtet. Jeg får også endelig nogle tæpper over mig, da jeg er begyndt at fryse ret meget. 

 

Min mave er lidt som en ballon, der har tabt luft. Den er allerede helt blævret. 

 

Netop som de meddeler mig, at de vil tage min nye søn med op på neonatal afdelingen, kommer min mand ind ad døren. 

 

Jeg kan se på ham, at han er ret meget i chok. Han har i hvert fald meget store øjne. Og af en eller anden grund har han en taske med. Han har åbenbart brugt tid på at pakke tøj til mig. Det havde jeg virkelig svært ved at se pointen i. 

Jeg er måske lige lovlig kortfattet og siger bare hej og beder ham om at følge med vores søn. 

 

Det var min eneste tanke lige der. Vi skal passe på ham. Okay, måske var jeg også lidt skuffet over, at han ikke nåede at være der. Men ikke desto mindre rolig ved tanken om, at han fulgte med vores søn op på neonatal afdelingen. 

 

Det tager en evighed for de stakkels jordemødre at give mig de små syninger, som jeg skulle have. Jeg tror først, de kører mig op på neo ved en 22-22.30 tiden. Det var helt vildt lang tid. Og jeg var flere gange helt alene på fødestuen. 

 

Oppe på neo får jeg endelig vores lille dreng op på brystet. Han ligger godt nok både med c-pap og får noget ilt. Han ser helt mærkelig ud. Han har hue på og store slanger og noget i næsen, som trykker den helt flad. Men de siger, at han er flot og stor og nok skal klare sig. Vores lille dreng er 48 cm lang og vejer 2720 g. 

 

Derefter begyndte et langt sejt træk på neonatal afdelingen på Roskilde. Med mælkeudpumpning hver tredje time. Den første uge skulle han også have mad i sonde hver anden time. Han fik en lille infektion i navlen. Og han lå i lys mod gulsot i nogle dage. Han røg også ind og ud af c-pap. Han kunne simpelthen ikke både fordøje maden og trække vejret samtidigt. Men han lærte det, og 23 dage senere vendte vi snuden hjemad. 

 

Det var en helt anden start på babyboblen end jeg havde forventet. Og jeg skal ærligt indrømme, at det ikke var sådan, at jeg var helt færdig af kærlighed og græd lige, da han var kommet til verden. Selvom jeg var helt høj oven på fødslen og følte mig som supermand, så tog det mig et par dage at lande i følelsen. Jeg skulle ofte bruge hjælp til at tage ham op og i starten føltes det ikke helt som om, at det var min baby. Hver gang jeg var udenfor mens vi var indlagt, så jeg folk forlade hospitalet med deres små perfekte babyer. Der gik mere end 14 dage før jeg stod op med ham og holdt og vuggede ham. Før det var det næsten altid hurtigt op i sengen og så lig stille. Det var først de sidste par dage af indlæggelsen, at vi rigtigt lærte hinanden at kende, og jeg fik endelig følelsen af, at jeg godt kunne klare det – også uden sygeplejerskerne. Det føltes så befriende at give ham tøj på og sætte ham i autostolen og køre hjem. 

Tid til eftertanke #90

Den forgangne uge har på mange måder været fremragende. Og forfærdelig også, bevares. Det allerbedste var selvfølgelig at Joe Biden endelig fik væltet Donald Trump af pinden, men lige dét ved jeg selvfølgelig godt at du ved ligeså godt som jeg, så det skal vi ikke snakke mere om nu. Sådan er det jo i en verden med internet og sociale medier – ting bliver virkelig hurtigt “old news” selvom de er fantastiske! <3 Til gengæld så har der i ugens løb også være alt der her med Nordjylland, covid-mutationen og de mange minkfarme som må (eller allerede har) lukke og slukke. Slut med mink i Danmark og farvel til en masse menneskers arbejdspladser og endnu flere menneskers frihed til at bevæge sig rundt i hele vores land efter forgodtbefindende. Shit mand, det er vildt, synes jeg.

I min egen lille boble har det været en uge, som har stået i arbejdets tegn. Jeg går og bygger på et – for mig – kæææmpe stort projekt (som gerne skal være færdigt inden jul, så jeg i det nye år kan kaste mig over at skrive den der bog, som jeg har snakket om et par gange allerede) og det trækker altså lidt tænder. Det er sjovt og spændende, men også helt vildt hårdt at gå til sådan en stor opgave, mutters alene. Jer, der har prøvet at skrive speciale må vide hvad jeg mener – jeg tænker det er noget af det samme.

Nuvel, lad os komme til det. Det er blevet tid til eftertanke.

Ugens højdepunkt var selvklart afgørelsen på præsidentvalget! Men det lovede jeg jo, at vi ikke skulle snakke mere om, så jeg prøver lige igen, i en lidt mere navlebeskuende skala, hvor ugens højdepunkt nok i virkeligheden var i aftes, hvor mine børn kom hjem efter samvær hos deres far. Vi havde sådan en hyggelig aften med tegnebøger, lasagne, kortfilm på Disney+ og Den Store Bagedyst med den store, efter den lille var lagt i seng. Skiftedagene er ofte svære, børnene er kuldrede og de skal lige finde sig til rette, men i går var bare dejlig fra start til slut, hvor børnene med al tydelighed havde brug for samme store mængde voksenkontakt som jeg allerhelst vil give dem, når vi har været adskilt.

Jeg smilede mest da jeg forleden så at nogen havde anbefalet mine bøger og nogle af mine små videoer på instagram som værende “meget bedre” end det fødselsforberedelse de havde været til. Selvfølgelig ikke forstået som at jeg glæder mig over det, hvis nogen har middelmådige oplevelser med fødselsforberedelse – slet ikke og tvært imod – men det gør mig simpelthen så glad, når de ting jeg laver rent faktisk gør en forskel for de kvinder som er gravide, fødende eller nybagte mødre. Det er noget af det FEDESTE!!

Ugens lavpunkt var – foruden alt det med minke og coronamutationer – at jeg intet mindre end to gange fuldstændigt har glemt, hvor jeg har parkeret bilen. Det er så dumt! Vi har (verdens dyreste) parkeringslicens til et p-hus på 7 etager og fordi vores bil ikke gør så meget væsen af sig, så præsterede jeg den ene gang endda at gå alle etager igennem, uden at finde bilen, som åbenbart stod gemt mellem to store audier nede på 2.etage…

Det gode ved det var at det vel må tælle i motionsregnskabet, sådan at rende på trapper, når man forvirret, fortravlet og en lille smule sur på sig selv forsøger at finde sin bil.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min grønne og blå fake-fur frakke, som jeg købte i Sønderborg for halvanden (eller to?) års tid siden. Det er seriøst den blødeste frakke i hele verden og mine børn deler simpelthen så mange knus ud, når jeg har den på, fordi de elsker at mærke stoffet mod deres bløde, små kinder. Frakken er fra det svenske mærke Stand Studio, men så vidt jeg kan se, kan den ikke længere købes i butikkerne.

Det bedste jeg har spist var en flødebolle fra Social Foodies, som jeg – snedigt, synes jeg selv – havde købt med til nogle venner, da vi var på besøg hos dem. (Altså, jeg havde selvfølgelig købt til alle – og spiste selv én). Jeg elsker gode flødeboller – især når de er med marcipanbund.

Det bedste jeg har hørt er ISOLA! Jeg skrev også om den i sidste uge, sorry. Men altså, nu har jeg hørt den færdig og den er såååå god <3 Den er stensikkert en lille my bedre hvis man læser den selv, men den er altså også aldeles fremragende på lydbog, hvor Kathrine Engberg selv indlæser den. Kæmpe anbefaling herfra.

I denne uge ser jeg frem til AT VI FÅR NØGLERNE TIL VORES NYE LEJLIGHED!! Vi overtager simpelthen lejligheden på søndag og jeg glæder mig såååå meget til det. Det bliver selvsagt nogle hårde måneder med renovering, føromtalte kæmpe-projekt og helt almindeligt arbejde og hverdagsliv, men det bliver også bare så mega-godt.