Jeg kom i tanker om det, da jeg – iført hans jakke – var løbet et smut over til bageren for at hente smør til de boller han så sødt lige havde taget med hjem til børnene: At jeg jo slet ikke har fået vist jer den gave jeg fik juleaften!

Jeg har seriøst snakket om den i årevis – endda længe før jeg overhovedet kom i tanker om at jeg skulle købe tasken. Jeg har ligesom bare ikke rigtigt kunnet tage mig sammen. Så har de været for store, eller så har de være for dyre eller så har de bare ikke lige været helt rigtige til mine behov. Jeg har udskudt og udskudt og udskudt. Af samme årsag har jeg i årevis opbevaret alle mine kort (og eventuelle kontanter) løst i tasker og lommer, som det nu lige engang passede. En løsning jeg i øvrigt overhovedet ikke kan anbefale, efter som jeg (selvfølgelig) har måttet spærre et ikke uvæsentligt antal af dankort, på dén bekostning.

… Og så købte han den fand’me til mig. Den perfekte pung, som jeg har ledt efter så længe og aldrig kunnet tage mig sammen til at købe.

“Jeg syntes ligesom den matchede din taske ret godt” sagde han med et smil, da han gav den til mig. Og han har fuldstændigt ret. Den matcher min taske perfekt. Ligesom den i øvrigt også matcher den ring jeg fik af ham for nogle måneder siden ❤️

Det lader altså til at være en usædvanligt god papegøje jeg har fanget mig her. Jeg siger det bare…

Lad mig allerede fra starte nævne at dette muligvis er mit til dato mest navlebeskuende blogindlæg, hvorfor du – hvis du ikke er til dén slags – måske bør overveje at springe videre eller scrolle ned til det næste indlæg.

Igennem den seneste måneds tid har jeg gået og tænkt på, at lave teksten på forsiden af min blog om. Primært fordi den sådan set ikke længere er helt korrekt, nu hvor jeg faktisk er blevet forfatter til ikke bare én, men TO bestsellerbøger. Noget jeg selvfølgelig gladeligt vil have stående under mit navn, når det nu engang er sådan det forholder sig 😉

Det er dog ikke det eneste jeg overvejer at ændre. Ser I, der er nemlig sket det, at jeg helt tilbage i november måned fik en besked, som gjorde et ret stort indtryk på mig. En besked, som netop handlede om den lille tekst jeg har skrevet om mig selv, derude på forsiden af bloggen.

“Du er landet hos en værre skrappedulle, med hang til kaffe, kærlighed og livsnyderi.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, en bestsellerbog på CV’et og to børn i hjertet”

Beskeden handlede kort sagt om, at kvinden ikke mente at jeg var en skrappedulle, sådan som jeg ellers beskriver mig – og i øvrigt har gjort det i årevis, her på bloggen. Tidligere kaldte jeg mig for en “skrappedulleblogger” men med det nye design, blev det ændret til “en værre skrappedulle”. I ved, sådan én som ikke er bange for at skræppe op, når noget presser sig på for at komme ud, sådan som det for eksempel gjorde sig gældende, da jeg i weekenden skrev om den vanvittige episode der havde udspillet sig i et supermarked, hvor en kunde havde nægtet at lade sig betjene af en ungarbejder, fordi hun bar tørklæde.

Altså, synes jeg.

Kvinden der i november skrev beskeden til mig har det med al tydelighed anderledes med ordet “skrappedulle” og hun skrev altså således:

“Jeg er så ked af, at du ikke slettede beskrivelsen af dig selv som “en værre skrappedulle”. I min optik er du alt andet end en skrappedulle. Du er en intelligent, indfølende, sympatisk, medlevende, interessant, smuk kvinde, men en skrappedulle synes jeg ikke, du er. Måske privat, det ved jeg jo ikke, men bestemt ikke som blogger. Du har dine meningers mod, ja, men du er ikke skrap og sårende over for andre. Du virker hensynsfuld. Slet det, du dejlige kaffeelskende kvinde først i 30’erne!”

Beskeden gjorde mig – selvfølgelig – både glad og stolt over at jeg kan udstråle alle de fine ting igennem skærmen, men ikke desto mindre, så gjorde jeg alligevel ikke noget ved det, andet end at sige tak.

Sådan helt overordnet, er jeg sådan et menneske, som er utroligt dårlig til at parere ordre. Des mere nogen forsøger at fortælle mig hvad jeg skal, des mere har jeg tendens til at finde argumenter (eller smutveje) for at gøre det modsatte. Blandt andet derfor, fungerer jeg enormt godt i livet som selvstændig, hvor jeg ikke har en chef som giver mig skal-opgaver, som jeg ikke selv finder en mening i.

Jeg tror det bunder i, at jeg gerne vil ses og forstås og at de ting jeg gør (eller ikke gør) skal være meningsfulde for mig. Det har selvsagt givet mig en del knubs med på vejen, når jeg stædigt har nægtet at gøre eller sige ting, som ikke falder mig ærligt og direkte ind, men ikke desto mindre, så har jeg med tiden lært at sætte pris på min selvsikkerhed på dén konto. Jeg står ved hvem jeg er og hvis man vil have mig til at gøre noget anderledes, så må man argumentere på en måde så jeg forstår det. Hvis jeg ikke forstår det, gør jeg det ikke. I hvert fald ikke hvis jeg kan slippe udenom.

Dermed selvfølgelig ikke sagt, at jeg ikke lytter til hvad andre siger og foreslår mig – det gør jeg allerhøjeste grad, men hvis ikke dét der bliver sagt giver mening for mig, stoler jeg nu engang mest på mig selv.

Det kender I sikkert godt, ikke?

Nu er der i mellemtiden sket det, at den kærlige besked fra november har rumsteret i baghovedet ad flere omgange hos mig i en sådan grad, at jeg var lige på nippet til at træffe beslutningen om at fjerne det. Måske var mine kanter efterhånden også blevet slebet så godt til, at jeg slet ikke længere faldt ind under dét jeg selv betegner som en skrappedulle? (En kærlig én, i hvert fald). Indtil jeg her i weekenden endnu engang skræppede op og ganske bestemt tilkendegav mine holdninger til noget, der sådan set ikke havde noget direkte med mig at gøre. På Cana-skrappedulle-maner.

Der skete imidlertid dét, at jeg helt kort fortalte om mine overvejelser omkring skrappedullebegrebet på instagram, da jeg ville fortælle at jeg havde skrevet det omtalte indlæg – og så skal jeg ellers lige love for, at jeg blev bombarderet. På den gode måde, vel at mærke.

Jeg blev bombarderet af beskeder fra kvinder som mere eller mindre kærligt ville fortælle mig, at de altså ikke ser mig som en skrappedulle, selvom jeg sjældent er bleg for tage bladet fra munden. Nogle mente sågar at det var nedværdigende og at ordet skrappedulle ligefrem udvandede mine ellers ofte fremragende holdninger. Og nu forstår jeg bedre og bedre hvad der er på spil. Det handler jo simpelthen om at vi ikke er enige om, hvad en skrappedulle egentlig er for en størrelse. Bevares, jeg er helt med på, at en skrappedulle er en betegnelse som primært bruges om kvinder, der er mere skrappe end hvad godt er, men jeg har egentlig hele tiden tænkt, at når det var pakket ind i den øvrige beskrivelse af mig, så ville det være anderledes. At det nærmere ville være et udtryk for, at jeg netop ikke er bange for at tage bladet fra munden og svinge om mig med forskellige grader af skarpe holdninger når de presser sig på. Samtidig så synes jeg at det er et dejligt uhøjtideligt ord, for hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg at det lyder som om mit hoved er begravet lidt vel dybt i egen bagdel hvis jeg fx erstatter det med noget ala: “Jeg er en kvinde med masser af meninger, som jeg ynder at ytre…”

På den anden side er jeg selvfølgelig ærgelig over, hvis mit ordvalg og min beskrivelse om mig i virkeligheden slet ikke dækker over det billede I har af mig. Enten fordi I oplever mig anderledes end jeg selv gør, eller fordi mit ordvalg slet og ret er dårligt.

Derfor vil jeg meget gerne spørge jer til råds, om hvorvidt jeg  bør bruge ordet “skrappedulle” i min beskrivelse eller ej?

Og hvis så det skal fjernes, så må I altså meget gerne komme med ideer og inputs til, hvad der skal stå i stedet?

Heldigvis fik historien den eneste rigtige udgang, da en kunde forleden overfuste en 16-årig medarbejder i Føtex. Kunden kom angiveligt ind i butikken og bad om hjælp til at finde et par cowboy-bukser, hvorefter han blev præsenteret for én af de ansatte i herretøjsafdelingen; en 16-årig pige med tørklæde. Ja, normalt ville detaljen om tørklædet selvfølgelig være fuldkommen ligegyldig at nævne, men lige i dette tilfælde er det altså ret essentielt, eftersom det vakte anledning til at kunden højlydt gav til udtryk, at han ikke vil betjenes af pigen. På grund af tørklædet og hendes dermed tydelige tilhørsforhold til Islam. “Jeg vil bare gerne ekspederes neutralt, og jeg ønsker ikke at blive påduttet nogen religion” skriver Amtsavisen (HER) at manden til sit forsvar havde sagt.

Lykkeligvis prellede mandens argument af hos varehuschefen, som tydeligt påpeger, at kunden må finde et andet sted at handle, hvis han ikke kan acceptere at medarbejderne kan og må være iført tørklæde i Føtex. Ja, faktisk fremhævede han i samme omgang at: “Jeg har overhovedet ikke noget udestående med de af mine medarbejdere, der bærer tørklæde. De har lige så meget ret til et arbejde i Danmark som alle mulige andre. Den pågældende medarbejder i sagen her er en sød pige, hun taler flydende dansk, og hun yder kunderne en super god service. Det har jeg slet ikke noget at udsætte på, tværtimod” (Amtsavisen, HER). 

Selvfølgelig, tænker jeg. Og hvor er jeg bare glad for, at historien sidenhen har spredt sig for alle vinde, så vi (igen) kan få anledning til at minde hinanden om, hvor fuldkommen afsporet det er, at diskriminere kvinder med tørklæde.

“Jeg vil ikke påduttes islam” lyder argumentet, men helt ærligt, det bliver man sgu da heller ikke af hverken at se på eller at tale med en muslim – heller ikke selvom hun måtte bære tørklæde. I hvert fald ikke så længe man bare snakker om vind og vejr – eller om cowboybukser, som i tilfældet her, for dén sags skyld. Det svarer til at sige at jeg ville blive “påduttet” at møde op i hallen hver lørdag klokken 11 for at spille håndbold, bare fordi jeg så eller – gys! – snakkede med nogen iført træningssko. Det bliver jeg ikke. Muligvis tænker jeg “dine sko afslører at du måske spiller håndbold” når jeg står i situationen, men ikke i ét sekund bliver jeg påduttet selv at gøre eller noget som helst håndboldrelateret. Bevares, jeg kunne måske blive inspireret, men så var det sgu nok fordi jeg syntes at håndbold var interessant.

Hvis det virkelig var så let at rende og “pådutte” hinanden alt muligt, så ville samtlige reklamebureauer verden over jo lukke, fordi virksomhederne bare kunne sætte et skilt op over en befærdet vej, med et billede af deres produkt – og bum, så ville vi allesammen blive hjernevaskede til at købe det. Det holder jo ikke en meter.

Hvis mødet med en pige der bærer tørklæde virkelig ender med at få dén effekt på nogen, at de får tanker om at indtræde i Islam, så er det sgu nok fordi de i forvejen (eller efterfølgende) har sat sig rigtigt godt ind i hvad Islam er for en fisk – og at de kan lide det. Det nytter simpelthen ikke at vi render og tror at andre er så dumme, at de ikke selv formår at træffe fornuftige beslutninger vedrørende egen religion og jeg synes faktisk at det er direkte pinligt, at nogen i Danmark – et land hvor vi altid taler om tolerance og forståelse som nogle af vores fundværdier – stadig kan få sig selv til direkte at nedgøre andre religioner end dem vi selv tror på.

Til sagen sagde Martin Henriksen (politiker fra Dansk Folkeparti): “Når man bærer et så markant religiøst og ideologisk symbol, så siger man også: Jeg er muslim, og det skal I alle sammen vide, og hvis I ellers har problemer med islam, må I bare finde jer i det” (Jyllandsposten, HER).  Vi er – Martin Henriksen og jeg – naturligvis ikke enige om fortolkningen af hans ord, men ikke desto mindre, så synes jeg faktisk at han rammer hovedet på sømmet. Det kan da godt være at det bliver helt tydeligt, at piger som bærer tørklæde i én eller anden udstrækning lever efter Islam, men det må vi andre sgu da nemlig bare finde os i. Det har ikke noget med os at gøre, og hvad andre mennesker tror – eller ikke tror – på, kan simpelthen ikke være op til andre end dem selv. Punktum.

Derfor vil jeg som en afslutning bare gerne lige sende en kærlig tanke og et tak til den søde varehuschef som i dén grad har forstået vigtigheden af at udvise godt og stærkt lederskab, ved at kære sig om sine ansatte og – selvfølgelig – passe på dem, når de bliver uretfærdigt behandlet af vrede kunder. Tak for det og for at statuere det gode eksempel på, at de kunder der ikke måtte være i stand til at affinde sig med, at gode medarbejdere ikke er afgjort ud fra religiøse overbevisninger, må gøre deres indkøb andetsteds. Det er eddermamer en stærk udmelding og jeg er vild med den. Flere som ham, tak.

Jeg kan lige så godt lægge mig fladt ned og sige, at det simpelthen ikke er gået særligt godt for mig med at leve op til min lille januar – eller tanuar – udfordring, som jeg fortalte jer om for nogle uger siden (HER). Eller, det er i hvert fald ikke gået ligeså godt som jeg havde forestillet mig at det ville gøre.

Udfordringen fra GUM gik i korte træk ud på at jeg i to uger skulle:

• rense imellem tænderne før hver tandbøstning
• børste tænder med en blød tandbørste
• børste tænder morgen og aften
• bruge 2 cm tandpasta per tandbørstning
• børste i 2 minutter per tandbørstning

Egentlig havde jeg forventet, når nu jeg praktisk taget kun skulle ændre på ganske få ting ved min rutine omkring min mundhygiejne, at det ville være ret let, men virkeligheden viste sig altså at være en ganske anden. Jeg tror måske det hænger sammen med at min rutine omkring tandbørstning ligger så indgroet på rygraden af mig, at den altså ikke sådan lige lader sig ændre – selvom det er til det bedre.

For eksempel har jeg flere gange glemt at bruge de to centimenter tandpasta, ligesom jeg altså også – temmeligt mange gange – har glemt at rense imellem tænderne i forbindelse med min tandbørstning. Særligt om morgenen, hvor jeg både sørger for min egen og drengenes tandbørstning i samme armbevægelse, har jeg haft svært ved at huske den lillebitte ekstrapleje til mig selv. Måske handler det om (ned)prioritering eller måske er det bare indgroede vaner – jeg ved det ikke helt, men jeg ved, at det har været meget, meget sværere end jeg troede.

Til gengæld så har al denne her italesættelse gjort mig væsentligt mere bevidst omkring min mundhygiejne og med de ting udfordringen trods alt har lært mig undervejs, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg i fremtiden vil blive og være (endnu) bedre til at pleje min mund, end jeg har været det tidligere. Dét fordi jeg trods mine vanskeligheder undervejs i udfordringen, alligevel er kommet ret godt på vej og selvfølgelig fordi det i sidste ende er sundt for både krop og sjæl.

Bonusinfo: For hvert billede der uploades på instagram (i januar) med #elskditsmil donerer GUM 5 kroner til Smil Fonden. 

Ikke alene er det sundt for vores psykiske velvære at passe på vores mund, så vi kan smile stort mod både sol, selfiekamera og mennesker vi møder på vores vej. Det er faktisk også sundt i mere traditionel fysisk forstand. Man har nemlig – som I kan læse i artiklen HER hvis I har lyst – fundet ud af, at god mundhygiejne faktisk kan nedsætte antallet af infektioner efter operationer med omkring 50%. Det handler simpelthen om, at vi har mange bakterier i kroppen, som – særligt når vores immunforsvar er på hårdt arbejde andetsteds – kan transporteret rundt i kroppen, hvor de kan sætte sig som infektioner. Dét synes jeg eddermamer er vildt at tænke på og selvom vi selvfølgelig ikke allesammen render og bliver opererede hele tiden, så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, at det sgu nok ikke er givet helt skidt ud, at gøre en lille ekstra indsats. Ikke alene for mundens – og smilets – skyld, men altså også for den generelle sundheds skyld.

Det giver så god mening at gøre den lille ekstra indsats det kræver og efter jeg fik en hulens masse gode råd til hvordan jeg kunne blive bedre til at huske at rense imellem tænderne (efter at have efterspurgt dem på instagram), lader det faktisk til fortsat at gå fremad. Jeg er ikke helt i mål, som klassens duks over tip-top mundhygiejne, men jeg er væsentligt bedre i dag, end jeg var det i går og dét synes jeg bestemt ikke at man skal kimse ad. Så selvom det måske kan virke en lille smule tosset, så vil jeg gerne lige tillade mig at slutte indlægget her af med at sende en kærlig tanke og et tak til de gode mennesker fra GUM, som i sin tid besluttede at det var en god idé at markedsføre sig igennem min blog og instagram. Jeg tror sgu helt oprigtigt, at det har gjort en positiv forskel i mit liv. Om ikke andet, så i hvert fald for mine tænder.

Det bedste råd jeg fik har uden tvivl været, at have enten tandtråd eller tandrensere med i håndtasken. På dén måde kan jeg rense tænderne i løbet af dagen, hvis jeg nu (eller når jeg nu) har glemt det om morgenen. 

Som jordemoder bliver man altid en lille smule våd i trusserne når man møder en fødende, som har født vaginalt og forholdsvist ukompliceret indenfor de seneste to år. Det gør man fordi statistikkens meget tydelige sprog siger, at en sådan kvinde kommer til at føde hurtigt – og dermed oftest også fuldkommen ukompliceret.

Kvinden der står bag denne uges fødselsberetning tog det dog til et helt nyt niveau, med to fødsler inden for bare ét år. Tag godt imod en usædvanligt sej kvinde og en – for mig at læse – ret fantastisk fødsel.

To fødsler på under ét år

Pludselig stod jeg med en positiv graviditetstest og lidt hovedregning, sagde en termin midt i december. Så vores dreng ville blive storebror inden han er et år. Jeg var i chok i en måned og fattede ikke rigtig hvad der skete.

Til sidst i graviditeten kæmpede jeg meget med mit bækken som havde det hårdt samt mange plukveer.

Til jordemodertid d. 21/11 var hendes hjerterytme meget høj, det havde den også været da jeg havde været en tur på akutmodtagelsen 14 dage før. Jordemoderen var ikke bekymret, for hun dansede rundt derinde.

Jeg havde fortsat mange plukveer som begyndte at gå i lænden.

Den 30/11 havde jeg haft små veer hele dagen, ringede til fødemodtagelsen som gerne ville se mig, da jeg havde født på 6 timer første gang.

Jeg måtte ringe til min mor som skulle passe vores søn, hun havde sagt to datoer som jeg ikke måtte føde på. Det var d. 30/11 og d. 8/12, der havde hun altså julefrokost på arbejdet og en fødselsdag. Jeg fangede hende lige inden hun skulle afsted, så bilen måtte mod barnebarnet i stedet for fancy middag på Gorilla.

Vi kom til fødemodtagelsen kl. 17. Der var ret meget kaos, da de faktisk ikke havde tid til os. Så på 10 min havde vi mødt 4 forskellige jordemødre. Jeg fik en CTG på, hendes hjerterytme var tårnhøj.

Vi kom ind på en fin sansestue efter noget tid, min kæreste blev sat til at få musikken op og køre, han baksede rundt med det, indtil vi opdagede at han spillede musik på en anden sansestue.

Vi undskylder til det par som på Hillerød fik spillet underligt musik under deres fødsel d. 30/11. Jordemoderen fik go fra lægerne om at tage mit vand, da de gerne ville have hende ud på grund af den høje hjerterytme. Men afdelingsjordemoderen sagde stop, da der ikke var hænder nok til endnu en fødsel.

Nå. Så vi måtte vente til der var tid. Så vi ventede på den fine sansestue i nogle timer, så blev vi pænt bedt om at indlogere os på en ”ventestue” henne på akutmodtagelsen. De skulle bruge fødestuen til dem der som var fødsel – fair nok.

Kl. 3 kørte de CTG igen, stadig høj hjerterytme men ikke alarmerende. Kl. 6 kunne vi ikke slappe af mere, min kæreste hentede morgenmad og vi tullede rundt.

Kl. 9 kørte de igen en CTG, stadig højt men der var stadig travlhed på fødegangen og ingen ledige jordemødre.

Vi begyndte at blive godt utålmodige og ville gerne hjem, hvis de ikke kunne sætte mig i gang. Endelig kunne de fortælle, at klokken 12 ville der møde en jordemoder ind som skulle tage sig af mig.

Jeg så hende ude på gangen, en ældre dame og tænkte ”åh nej, hun ser tør ud hende der!”.

Hun var dog det rareste og mest rolige menneske, vi fik snakket om mine ønsker til fødslen. Jeg fortalte, at jeg gerne ville have min kæreste så meget med som muligt, da han blev glemt ret meget under sidste fødsel. Samt at jeg havde læst “Meyermetoden” og gerne ville bruge den metode. Hun lyttede og sagde så ”Jeg har fri klokken 20, så der er vi færdige med det her!” Øh okay, klokken var 12.30 der. Men hvis du siger det!

Klokken 12.50 tog hun vandet også skulle vi afvente veer.

Der kom ingen veer – så på med vedrop også kom veerne. Men jeg sukkede dem væk som jeg havde lært og hyggede mig ellers fint. Klokken 16 kom en jordemoderstuderende med, hun var selv gravid og fattede ikke helt at jeg havde veer, fordi jeg snakkede og hyggede mig fint i mellem veerne. Jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning under veen og sukkede den væk når den var ved at slippe.

Jeg kunne mærke, at jeg snart skulle presse. Jeg kom op på fødelejet og var 7 cm åben. Jeg blev pisse sur, gad altså ikke trække det her i langdrag. Jeg fik 2 veer og postulerede, at nu skulle jeg altså presse. 9 cm åben, så jordemoderen hjalp med den sidste cm.

Læs beretningen om kvindens første fødsel HER

Så var jeg klar til at arbejde, jordemoderen sagde ”Det her bliver som at smutte en mandel, så du må ikke presse helt vildt, små pres når jeg siger til!” Jeg tænkte, det er fint med dig. Det er ikke dig som er i gang med at skide en kummefryser med ild i ud igennem et nøglehul vel, frue?

Men som den mønsterelev jeg er, så lyttede jeg til hende. Små pres når hun sagde det og et stort pres.

Så var hun der. 6 minutters pressefase.

17.09 kom lillesøster til verden den første december.  14 dage før tid men lige nøjagtig på hendes fødselsdag.

Som en afsluttende bemærkning til jer, der måtte have interesse i det, spurgte jeg kvinden om, hvordan det så var, at blive mor til to børn indenfor så kort tid. Hertil svarede hun meget fint:

“Nu er det stadigvæk ret nyt for os, da lillesøster kun er halvanden måned gammel. Men det er hårdt, fedt og helt ubeskriveligt. Det er stramt når begge børn skriget samtidig eller den 1 årige marinerer sig selv og sin stol i pære/banan yoghurt. Men når han kommer og kysser hans lillesøster og ligger hovedet indtil hende, så er alt glemt”.