For første gang i efterhånden temmeligt lang tid, kan jeg berette om en uge med knald på. Milde makrel, hvor har det dog været dejligt at komme lidt ud. Jeg har spist middag og drukket vin med flere af mine dejlige veninder og for pokker altså, hvor har jeg savnet det  – og dem. Jeg har arbejdet, spist, drukket og grinet mig igennem ugen, som – på trods af at jeg har savnet mine børn – er fløjet afsted. Det er lige før at sofamærkerne på min røv, begynder at slippe sit jerngreb, ha ha!

Ugens højdepunkt har for mig nok i virkeligheden været, at restauranter og caféer igen har fået lov til at åbne op. Jeg anede ikke hvor meget jeg havde savnet at gå ud, før jeg pludselig sad der, og følte mig hjemme, ha ha. Jeg kan godt høre, at det er lidt underligt at sige sådan, men ikke desto mindre, så var det nærmest som en følelse af at komme hjem, at sidde ude, blandt andre menneskers summen, og spise mad, sludre, kigge ud ad vinduerne og bede om en “lille latte på havre”, ha ha. Jeg elsker det og glæder mig allerede til at jeg – måske i næste uge – skal have min computer med under armen og forsøge mig med et par timers caféarbejde. Bare fordi det er så hyggeligt.

Jeg smilede mest da Simon og jeg sad – helt krøllet sammen – i bagagerummet af vores lillebitte Peugeot 208 og spiste pizza, med udsigt til den smukkeste solnedgang længe. Det var møgbesværligt og ikke spor komfortabelt, men det var det hele værd at sidde der, på vores helt egen – næsten gratis – date, og være indhyllet i smuk natur, bløde tæpper og hinandens selskab. (Og Marthas, det kære lille væsen).

Ugens lavpunkt er, at jeg ikke har snakket med mine børn siden tirsdag eftermiddag, hvor jeg afleverede dem hos deres far. Vi plejer altid lige at snakke sammen et par gange i løbet af de dage de er hos deres far, så det har været helt (vildt) mærkeligt slet ikke at have haft nogen former for kontakt. Det føles helt forkert, og fornemmelsen af kæmpe nederlag (igen!) fylder mere, end jeg har lyst til den skal…

Det gode ved det er at jeg er helt sikker på, at børnene har det helt fint, selvom vi ikke har været i kontakt. Selvfølgelig har de det. Jeg skal bare liiiige lære det. (Sagde damen små tre år efter skilsmissen…). 

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min smukke, sorte, velour one-shoulder top, som jeg selvfølgelig fuldstændigt glemte at tage et billede af, da jeg havde den på i fredags. Den er pæn, den ser sassy og så er den tilpas stor i størrelsen, så man snildt kan køre en solid middag af, uden at skulle trække maven ind bagefter. Du kan se den HER (reklamelink), hvis du har lyst. Den er – meget heldigt, når det nu lige er i dag jeg linker til den – nedsat med 56%! What a coincidence!

Det bedste jeg har spist i denne uge har simpelthen været så svært, at vælge ud, for jeg har i sandhed givet den gas på den kulinariske front! Jeg har spist lækker morgenmad på Møllers Mad & Kaffe, geniale middage på Pluto og Dada (som I måske husker fra min liste med gode restauranter i København) – og minsandten om jeg ikke også lige har nuppet en frokost fra selveste Noma, som er begyndt at lange burgere over disken, i et forsøg på at vende skuden i en svær tid. (Et i øvrigt genialt koncept, hvis nogen spørger mig – jeg elsker når hårdprøvede virksomheder re-tænker, udvikler og profiterer på nye satsninger og tiltag i denne her tid. Det er så mega-sejt, altså!). Det hele har været så lækkert, at jeg simpelthen ikke kan vælge én favorit. Okay, måske burgeren (veggie, selvfølgelig), havde nok vundet, hvis jeg havde fået den med en cola på siden. (Som man ikke kunne. Fordi, Noma).

Det bedste jeg har set var uden tvivl Mads & Monopolet, som jeg så – live – i lufthavnen lørdag eftermiddag. Det var møghamrende hyggeligt og jeg håber sådan at disse drive-in-arrangementer holder ved, også post-corona. Simon og jeg havde sat en lille lyskæde op i forruden og rigget til med tæpper, spillekort (til ventetiden inden showstart) og masser af snacks – og så sad vi ellers der, side om side, med en masse andre biler og nød et både spændende og morsomt arrangement. Udover Mads Steffensen bød monopolet på Simon Juul, Nicolaj Kopernikus og Signe Lindkvist – og det var altså et fantatsisk team! Særligt Simon Juul var fantastisk som både meningsholder og entertainer. De har, så vidt jeg ved, ikke flere shows i København, med til gengæld kommer de både til Fyn, Nord- og midtjylland. Billetterne kan købes HER, hvis nogen skulle være interesserede.

I næste uge ser jeg frem til en uge, som står i børnefødselsdagenes tegn. Jens fylder 9 på onsdag og Peter fylder 6 en uge senere, så vi skal både fejre, synge og have gæster – for første gang i månedsvis. Som mor er der intet i verden, der kan gøre mig så glad, som at se mine børn være glade, så jeg har store forventninger om at vi går en fantastisk uge i møde herhjemme.

… I hvert fra fra lige om lidt, hvor drengene igen kommer hjem og jeg skal høre om alle de forhåbentligt dejlige ting, de har oplevet i miniferien sammen med deres far.

Psst… Husk lige at tjekke den der smukke bluse ud. Du finder den HER (reklamelink). 

Kys!

Selvom jeg efterhånden er ved at være garvet udi at læse fødselsberetninger, så kunne jeg ikke lade være med at fælde en lille tåre (af glæde, bevares) over denne her fuldstændigt fantastiske fødselsberetning. Der er ikke så meget mere at sige om den, end at jeg håber at I vil tage godt imod – og nyde den!

D. 10. marts 2020 arbejder Mike hjemmefra. Der er fire dage til termin. Omkring klokken 09:00 mærker jeg en murren i min lænd og omkring mit kønsben. Det gør ikke ondt, men jeg siger til Mike at der er noget i gærde. Fordi jeg er førstegangsfødende siger han, drillende, flere gange ”jeg tror først, du går i fødsel om to uger”.

Jeg laver en masse i løbet af dagen; tager opvasken, skifter sengetøj, rydder op hist og her, bager boller og pakker hospitalstasken færdig. På et tidspunkt tegnbløder jeg en anelse (og får diarré) og er lykkelig; jeg er overbevist om, at min krop gør sig klar til fødsel og at det vil begynde næste dag – eller måske samme nat. Jeg snakker med baby om, at vi nok skal klare fødslen, og så sparker hun mig på en anderledes måde end hun plejer; det føles som om hun siger til mig, at hun er helt rolig og klar. Mike befaler mig at stoppe med mine mange gøremål og får mig installeret oppe på soveværelset med en varmepude og et afsnit Gilmore Girls. Lorelai og Rory når ikke til deres fredagsmiddag hos Emily og Richard før en rigtig ve bryder frem i min krop omkring klokken 16:45 og jeg må op på alle fire i sengen, som et lille dyr. Ind ad døren kommer Mike nærmest i det sekund jeg råber, at han skal komme. Få minutter forinden havde han for en sikkerhedsskyld aflyst et planlagt interview og var altså heldigvis blevet hjemme. Vi tæller spændt veerne og bliver overrasket over, at de kommer hvert andet minut og varer længere tid end et minut. Sådan fortsætter det lidt tid og ret pludselig begynder jeg at bløde en del. Selvom jeg tænker det er for tidligt at tage ind på hospitalet, så ringer jeg ind til fødemodtagelsen for at høre om det er normalt at bløde så meget, som jeg gør. Den venlige jordemoder jeg taler med lytter og foreslår at jeg venter en halv times tid hjemme – forudsat at jeg selvfølgelig ringer ind, hvis jeg bløder meget mere. Få minutter og to jumbobind fyldt med blod senere ringer jeg igen. Jeg tager nogle veer mens Mike ringer efter taxaen, på vej ned ad vores opgang og i selve taxaen. Ved Det Kongelige Teater begynder taxachaufføren at hoste. Det stresser mig langt mere end arbejdet med mine veer på grund af covid-19. Nå, men vi kom helskindet væk fra den hostende mand og inde på hospitalsgangene, i en elevator og ved skranken får jeg taget en del veer. Jeg går hele vejen, fordi Mikes plan med at opsnappe en kørestol til mig slår fejl. Med høflig og behersket stemme, trods en ve, får jeg meldt min ankomst. Inde i et lokale får jeg snakket med en jordemoder om mine veer og min blødning. Hun tjekker dernæst mit underliv og siger direkte – og til min overraskelse – ”Du bløder meget, fordi du er langt i fødslen. Du er 9 cm åben”. Nuvel, mine veer kan mærkes, men de gør ikke voldsomt ondt. Dét får jeg sagt højt og jordemoderen siger at min smertetærskel må være meget høj. En anden jordemoder og jordemoderstuderende kommer ind med en kørestol og jeg bliver kørt mod en af de to sansestuer på Rigshospitalet. De foreslår at jeg kommer i badekar, hvilket jeg er glad for. Jeg siger dog, at jeg har svært ved at forestille mig at føde i vand. Min jordemoder får mig alligevel ret nemt overtalt. Jeg kommer op ad stolen og hen i vandet. Det var inden da svært at tage mig sammen; overvejede lidt bare at føde i den kørestol. Sansestuen er smuk; lyskæder, lækkert anlæg, fine møbler og et stort badekar. Det er nu aften, klokken er 18.10, og verden udenfor er mørknet siden taxaturen. Mike kobler sin mobiltelefon til sansestuens anlæg og frem kommer harmonikalyd fra Neil Youngs Heart of Gold. Mike skal som det eneste derudover skiftevis holde hårdt fast på mine skuldre og blidt holde min hånd. 

I vandet får jeg længere vepauser, hvilket er dejligt. Jeg sidder det meste af tiden i karets fodende (hvis man kan kalde dét det) og har ikke lyst til at flytte mig. Jeg har det godt; stemningen er hyggelig. Vi snakker om løst og fast og jeg disker tilmed op med nogle jokes i mine vepauser. Mike står ved min venstre side og går kun én gang for at hente en rabarbersodavand.
Jeg klapper min mave flere gange for at holde kontakten med baby vedlige og kan sagtens klare mine veer; jeg ligger med ørene under vandet for at få helt ro og har lukkede øjne – det er med til at gøre mig fuldt koncentreret under mine veer. Det værste er næsten, at jeg er træt og godt kunne bruge 30 minutters søvn, hvilket jeg siger højt. 

Klokken 18:57 presser jeg klart fostervand ud og det føles skønt. Lidt tid efter er jeg fuldt udvidet og min seje jordemoder, som synes jeg er rolig, siger opmuntrende til mig, at mange fødende ofte vil være overvældet af smerter og for en stund fortryde det hele på dette tidspunkt. Hun fortæller, at hun sågar har hørt kvinder sige de hellere vil have en hundehvalp, hvortil jeg til hendes morskab tørt siger, ”jeg vil ikke ha’ en hundehvalp, jeg vil ha’ min baby”. Min baby som desuden har det strålende siger min jordemoder. Den studerende siger flere gange, at jeg er i god kontakt til min krop; min jordemoder mener jeg kunne føde alene; Mike siger til mig, at jeg ser smuk og naturlig ud i vandet; alt sammen ord jeg lapper stort taknemlig i mig.

Klokken 19:30 mærker jeg pressetrang. Babys isse stikker lidt tid efter ud og jeg får at vide, at jeg skal mærke efter. Issen er blød, hvilket føles mærkværdigt – jeg mærker desuden en del hår. Hovedet popper så ellers ud og jeg har i sandhed aldrig oplevet noget mere sært. Mike lister hen for at se på sceneriet; udbryder ”hvor er det vildt”. I slutningen på den næste ve ligger en rolig baby krøllet sammen i det varme og blodige vand. Jordemoderen og Mike løfter baby op til mig og jeg udbryder ”nej, hvor er hun smuk, hun er så smuk”, mens Mike græder og igen siger ordene: ”hvor er det vildt”. Baby fremstammer to bedårende sukkelyde og kigger roligt omkring sig inden det famøse vræl fylder i lokalet som den fineste fødselsdagssang. Klokken præcis 20:00 bliver vores dejlige pige på 3180 g og 51 cm altså født. 

Baby og jeg hænger sammen ved navlestrengen en lille halv times tid derefter, fordi jeg gerne vil give hende den sidste næring derfra, og så klipper den nybagte far ellers strengen over. Jeg føder moderkagen klokken 20:18, får bagefter mine 2. gradsbristninger syet og ammer før første gang med Mike ved vores side. Jeg aner vitterlig ikke hvad jeg laver og hvordan og hvorledes, men det føles lykkeligt. Fødslen blev af min jordemoder kaldt for en ”smuk vandfødsel”. 

Forleden fik jeg en mail fra en kvinde, med noget vigtigt på hjerte. I sig selv er det selvfølgelig ikke en sindsoprivende information, eftersom jeg jævnligt modtager mails om både stort, småt, dette og hint, men sammen med mailen fulgte et link til et borgerforslag, som hun bad mig om at tage stilling til.

Et borgerforslag om, at få forlænget muligheden for nedfrysning af befrugtede, såvel som ubefrugtede æg.

Egentlig havde jeg allerede taget stilling, eftersom jeg tre dage forinden havde klikket derind på opfordring af min søde kollega (og medstifter af forslaget) Cathrine, og skrevet under med mit nem-id, men jeg kunne pludselig mærke, at det ikke var nok. For selvom min stemme tæller ligeså meget som alle andres derinde, så er jeg trods alt også givet muligheden at samle endnu flere til fadet. Jeg har jo for fa’en både denne her blog (med 70.000+ månedlige læsere) og min instagramprofil (med 50.000+ følgere) hvor jeg forhåbentligt kan inspirere nogen, til også at smide deres stemme i puljen. Tænk, hvis jeg kunne inspirere dig, til at bruge to minutter og en kode fra dit nem-id på at være med til at gøre en både stor og vigtig forskel, for masser af kvinder, mænd og potentielle børn ude i fremtiden.

Det er heldigvis langt fra alle, for hvem det er relevant, det her med fertilitetsbehandling. Det er stadig de fleste, der har mulighed for at lave børn the good old fashioned way; men det gør det jo for fanden ikke nemmere for dem, der ikke kan. Jeg kan kun forestille mig hvilken byrde det må være, ikke at være i stand til at blive gravid, hvis det er dét man ønsker sig aller-allermest. Mange beskriver tiden inden – og under – fertilitetsbehandling som værende frygtelig. Det er mentalt hårdt, fordi håbet hele tiden spirer – og knuses undervejs. Og fysisk hårdt, fordi kvinden i mange tilfælde ender med at skulle sprøjte sig med hormoner, have smertefulde ægudtagninger og igennem et væld af blodprøver, undersøgelser, scanninger og alt muligt andet, som ikke er i nærheden af at være lige så sjovt, som at blive gravid au naturale. Det kan – sagt med andre ord – være en kæmpe kælling, at være i fertilitetsbehandling. Særligt selvfølgelig fordi der ikke er nogen garanti.

Heldigvis ved vi – de sundhedsfaglige og myndighederne, underforstået – godt, at det her med ægudtagninger ikke er spor sjovt, hvorfor man ofte udtager temmeligt mange æg, for sidenhen at fryse dem ned til eventuelt senere brug. Nogle gange nedfryses æggene i ubefrugtet tilstand, andre gange befrugtet. Begge dele fungerer i udgangspunktet rigtigt fint og såfremt æggene overlever nedfrysningen, kan de – i teorien i hvert fald – være nedfrosne i 100 år, uden de tager skade af det. Problemet er bare, at de ikke får lov!

Efter fem år er det nemlig sådan, at de nedfrosne æg slet og ret destrueres. Færdig-basta-bum. Og dét altså også selvom den kvinde de i princippet tilhører, stadig har et ønske om at bruge dem.

… “Vi smider dine all-good æg ud, fordi det siger loven, så hvis du vil have nye, ja, så må du jo op på det gynækologiske leje igen og håbe på at de æg vi forhåbentligt kan tage ud, ikke er blevet ringere i løbet af de seneste fem år…”

Imens nedfrosset sæd i øvrigt kan få lov til at ligge på frys til tid og evighed.

Altså, hvad fanden?!

Jeg er helt med på, at det ikke er hensigtsmæssigt at fertilitetsbehandle til tid og evighed og at der med ganske rette er et aldersloft for, hvor gammel en kvinde må være, for at det overhovedet giver mening, at forsøge at hjælpe hende til at opnå graviditet. Men at æggene resolut skal destrueres efter fem år, er mig simpelthen en gåde.

Det må sgu da for pokker være hårdt og svært og lortet nok i forvejen, at man ikke selv kan være herre (eller kvinde) over, hvornår man gerne vil være gravid og hvornår man ikke vil, så selvfølgelig skal vi have ændret den lov. Vi behøver ikke at gøre processen hverken sværere, længere eller mere smertefuld end den i forvejen er, for alle de kvinder og par, der kæmper for at få (flere) børn, så selvfølgelig skal de æg der nu engang er, have lov til at blive brugt (eller ligge klar til det, i hvert fald) så længe, som det overhovedet giver mening.

Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt – og derfor håber jeg sådan, at du vil være med til at gøre en forskel og skriver under på borgerforslaget om, forlængelse af befrugtede og ubefrugtede æg, lige HER.

Der er allerede mere end 20.000 underskrifter på forslaget og hvis vi når helt op på 50.000 underskrifter, så vil det simpelthen blive fremsat som beslutningsforslag, behandlet og stemt om i Folketinget. (Hvor jeg forestiller mig, at samtlige partier naturligvis vil stemme for en lovliggørelse af muligheden for længere nedfrysning af æggene). 

… Og når du nu alligevel lige er igang, så del endelig indlægget her, forslaget eller tanken bag, med dine venner og veninder – man ved jo for pokker aldrig, hvem der ender med at blive ramt af det. Jeg er sikker på, at vi kan være med til at gøre en meget stor forskel for nogle mennesker derude, som virkelig har behov.

Der findes overvældende mange restauranter i København. Flere end man lige kan nå at spise sig igennem, som helt almindelig samfundsborger, vil jeg tro. Nogle er store, nogle er små, et par stykker er verdenskendte, imens de fleste ligger sådan et sted lige midt imellem. Fælles for dem jeg vil snakke om i dag er dog, at de er gode på aftenmiddage, hvaenten det er sammen med veninderne, kæresten eller kollegaerne. De er fantastiske, på hver sin måde og de er altså nogle af mine personlige favoritter. Det er de restauranter i København jeg glæder mig allermest til at besøge, nu hvor myndighederne igen tillader dén slags.

Så! Hvadenten du er på udkig efter gode restauranter i København her og nu, eller om du først skal bruge dem senere på året, så håber jeg, at du kan finde lidt inspiration i min lille liste her.

Dada

Dada er én af mine nyeste favoritter på restaurantkortet. Den ligger lige midt i København – en spytklat fra Nørreport, ved Hotel Skt. Petri i Krystalgade. Maden – i hvert fald hvis man bestiller deres menu – serveres typisk family style, så man sidder og deles om maden ved bordet. Det er super, super hyggeligt – og så elsker jeg, at man får mulighed for at smage så mange forskellige ting derinde, samtidig. Maden er inspireret af det mellemøstlige køkken og det er altså ikke for de smagsforskrækkede, for der er smæk på. På den gode måde, synes jeg. I weekenden har de en DJ til at skabe lidt ekstra god stemning – og så laver de altså nogle virkeligt gode (!) cocktails derinde, så for mig, er det et perfekt sted at starte en god bytur. (Eller som tingene er lige nu, et perfekt sted at gå hen i stedet for en bytur). Bonusinfo: De har en photobooth til fri afbenyttelse, så der er rig mulighed for at få nogle gode billedminder med hjem også 🙂

Deres menu koster 300.- og så vidt jeg husker, får man altså noget der minder om 8-10 serveringer, så pengene er virkelig godt givet ud.

Restaurant Silo 

Restaurant Silo ligger i Nordhavn (et par hundrede meter fra mig) på 17. etage med den mest vidunderlige udsigt ud over både hav og by. Til frokost elsker jeg havudsigten og til aften, foretrækker jeg udsigten ind mod byen, men heldigvis kan man snildt bevæge sig lidt omkring og få det hele med, uanset hvor man sidder. (Og hvis man er heldig at have et bord ved vinduet, så er der ovenikøbet en kikkert man kan sidde og lure lidt med – det er ret skægt!).

Maden på Silo er lidt mere pebret end de øvrige steder, men en enkelt gang i ny og næ, spenderer jeg gerne lidt ekstra, for den fantastiske lokation. – Og hvis nu det afskrækker dig, så kan jeg altså også virkelig anbefale at tage derop til snacks og cocktails. Det føles så ekstravagant at sidde der med en dyr cocktail og fine snacks – og dét er for mig alle pengene værd!

Deres fire-retters aftenmenu koster 595.- og ellers kan man slippe 295.- for deres tre-retters frokostmenu. 

Llama

På Llama bevæger vi os endnu engang sydpå – denne gang til det sydamerikanske køkken, som også er kendt for masser af knald på smagene. På Llama finder du også Københavns absolut sejeste gulv, som er belagt med hundredevis af forskellige farvede, smukke fliser, der passer perfekt til stemningen, som altid er lidt loose og super hyggelig. Maden – hvis man køber deres menu – serveres family style og deres cocktails er så absolut fremragende!

Deres menu koster 395.- og består så vidt jeg husker af 8-10 serveringer.

Scarpetta

Der findes få ting i verden, der kan gøre mig lige så lykkelig som veltillavet italiensk mad. Uhm, jeg elsker det! Og her skuffer Scarpetta aldrig. Maden er super god, vinene er det samme og hele herligheden koster ikke alverden. Jeg får altid sådan lidt Lady & Vagabonden-vibes, når jeg er derinde, så jeg synes selvklart at det er et oplagt sted at tage kæresten med hen 😉

Deres tre-retters menu koster 275.- (og så kan jeg klart anbefale at spørge tjenerne om vinene – de har mange gode!).

Bazaar

Endnu engang bevæger vi os i det mellemøstlige køkken, på en restaurant med et solidt “buzz” og fantastisk stemning. Maden serveres også her som family style – og jeg som du måske allerede har fornemmet – så er jeg altså ret vild med dét koncept! Der kommer rigtigt meget mad og det smager altsammen rigtigt, rigtigt godt. (I hvert fald vegetarmenuen, som er det eneste jeg har smagt). Hvis I kommer derind, kan jeg klar anbefale at I prøver deres menu (bazaaren rundt), men til gengæld dropper vinmenuen til fordel for en flaske vin eller to fra kortet. Det er i hvert fald min personlige erfaring, at man bliver gladere for en enkelt god flaske vin, frem for alle vinene i menuen.

Deres menu koster 375.- for kødspisere og 275.- for vegetarer og består af 10 serveringer. 

The Shrimp 

Faktisk har jeg kun været på The Shrimp en enkelt gang, men det var simpelthen sådan en dejlig oplevelse, at jeg bliver nødt til at have den med her på min lille liste. Jeg var der til et event med en flok af mine kollegaer, hvor vi fik lov til at være i deres indendørs baggård. Det var seriøst noget af det fineste jeg længe har set – en gemt lille perle. Tilmed fik jeg en skøn, skøn vegetarret og den dejligste riesling, som gik perfekt sammen med den. Jeg glæder mig til at komme tilbage.

Deres tre-retters menu koster 395.- (OBS: halv pris for børn under 12 år). 

Pluto

Her er favoritTEN over alle restauranter i København. I hvert fald når det kommer til aftener ude med damerne, hvor restaurant Pluto er perfekt! Maden er skøn, vinene er gode og stemningen er altid helt oppe under taget. Til gengæld kan det af og til være lidt svært at få bord og det kan altså godt blive liiiidt trangt derinde (det kunne det i hvert fald præ-corona. Som en lille bonus, så er dametoiletterne klistret ind i billeder af smukke, unge mænd – hvor Robbie Williams naturligvis også er repræsenteret, så jeg bliver altid lige mindet om mit livs vildeste sving-om, når jeg er derinde 😉

Deres menu (som serveres familiy style) koster 450 kroner og den består af 10 serveringer. 

Du finder alle stederne på kortet her 🙂

Efter at have lavet denne liste, kan jeg godt se, at der er et par fællesnævnere for flere af de restauranter jeg holder allermest af. Blandt andet kan jeg se, at jeg holder rigtigt meget af at spise family style og så er det for mig også ret tydeligt, at jeg går temmeligt meget op i stemning. Jeg kan godt lide det når restaurantbesøg bliver lidt mere festlige end “bare” en lækker middag. Jeg er vild med en god cocktail efter maden og steder, hvor stemningen tillader at man griner højt 😉 I hvert fald for det meste.

Jeg håber at I kunne bruge mine anbefalinger. Snart kommer jeg også med et par guides til gode steder at spise morgenmad i københavn, frokost i København, bedste pizza i København og så videre…

For helt ærligt, så er livet da for kort til dårlige spiseoplevelser, når man går ud, ikke sandt?

… Og hey, hvis nu du planlægger at tage til Berlin, når grænserne på et tidspunkt åbner igen, så kunne du jo evt også lige tjekke min guide til Berlin ud 🙂

Meget symptomatisk for den forgangne uge, glemte jeg i aftes alt om at færdiggøre mit ellers højt prissatte refleksionsindlæg her. Jeg havde skrevet en bid af det, i en stund hvor børnene legede godt, kom fra det igen og vendte så aldrig tilbage efter puttetid, som jeg ellers har for vane at gøre hver søndag. I stedet sludrede jeg med Simon og så et par afsnit af “Normale Mennesker” på DR, som jeg er blevet anbefalet fra flere sider, at få set. Så altså, med en dags forsinkelse kommer her sidste uges Tid Til Eftertanke.

Ugens højdepunkt er selvfølgelig, at Peter er startet i skole – eller altså, fritidsordning, ovre på skolen – og at han allerede lader til at trives rigtigt godt med det. Der er flere som har påpeget, at det ikke er rigtig skole allerede – og tak for det – men altså, penalhuset er pakket hver morgen, der er mødepligt fra 8.30-13.00 og så vidt jeg kan forstå på Peter, så kalder pædagogerne det sågar for “børnehaveklassen”, så med forlov, så håber jeg at alle kan trives nogenlunde med, at vi kalder det for en slags skole. Selvom skolen først officielt starter i august. Anyhow, så er det gået over al forventning og den sten mit hjerte havde bygget omkring den nye begyndelse, har elegant forladt sin plads til fordel for alle mulige, meget lettere følelser.

Jeg smilede mest da det gik op for mig, at Danmark virkelig er ved at åbne op igen. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg havde regnet med at skolernes og daginstitutionernes genåbning efter påske, ville have betydet et massivt øget smittetryk, så at vi allerede nu kan genåbne så meget som vi gør, er fuldstændigt fantastisk, synes jeg. Min skræk for hvor galt det hele kan gå, er minimeret og selvom jeg naturligvis stadig tager mig mine forholdsregler, så er jeg også ret fortrøstningsfuld. Med gensidig respekt, hensynstagen og afstand, skal vi nok komme igennem det her – forhåbentligt til et land, der meget snart ligner sig selv igen på de fleste fronter. Og dét gør mig eddermamer glad at tænke på!

Ugens lavpunkt er uden tvivl at min cykel er blevet stjålet inde fra vores gård, men fordi jeg er bange for at komme til at brække mig verbalt hvis vi skal snakke mere om det, har jeg besluttet, at jeg må hitte på noget andet at berette om også.

… Så. ugens lidt mere håndterbare lavpunkt er, at jeg simpelthen ikke har været særligt god til at prioritere min arbejdstid i den forgangne uge. Til trods for at børnene har været i skole – og Simon har været flink til samtidig at tage ud af huset i øvrigt. (Han træner simpelthen hver evig eneste dag!). Jeg havde ellers planlagt at jeg skulle være super-effektiv når jeg endelig ville få lejligheden (og dermed min arbejdsplads) for mig selv. Men jeg må erkende, at jeg liiige skal lære det igen. Jeg er kommet til at havne ud af alle mulige tangenter, hvor jeg skiftevis tjekker boligsiden, instagram, mofibo og sider, der kan lære mig lidt om alle de planter jeg er ved at gro.

Det gode ved det er at jeg forhåbentligt ikke slår hverken broccoliplanter eller citrontræ ihjel lige foreløbig. (Hvis jeg alligevel gør, så blamer jeg google hundrede procent!).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig den smukkeste blazer, som jeg fik i gave af nogle usædvanligt søde damer fra Mos Mosh, for nogle måneder siden. Synes den er så super fin, altså! Den er desværre kun tilbage i en str. 40 på deres egen webshop, men måske kan man være heldig at finde den i andre størrelser, andre steder.

Det bedste jeg har spist står imellem abemad (som jeg har fået et seriøst crush på!) og mine sunde vafler, som smager sygt godt med nutella, jordbær og banan. (Jeg ved godt, at det sunde går af vaflerne, når man smører dem med nutella, men jeg tænker at sund + usund = perfekt balance!) 😀

Det fineste jeg har set er Annemette Voss Fridthjofs nyeste bog, Pyntebogen, som hun har været så sød at sende mig, med en lille hilsen. Bogen er fyldt med gode idéer og vejledninger til, hvordan man kan løfte udseendet på sit bagværk til et helt nyt niveau. Blandt andet, er der en kage beklædt med tørrede, spiselige blomster – og jeg synes det er sådan en fin idé! Jeg vil glæde mig til at give mig i kast med det; måske i forbindelse med nogle børnefødselsdage, som venter lige om hjørnet.

I næste uge ser jeg frem til AT RESTAURANTERNE ÅBNER IGEN!!!!! Ej, jeg glæder mig så, så, så meget til at kunne gå ud igen. Jeg har allerede flere aftaler i kalenderen og jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften. Dinnerdates med afstand og håndsprit i dametasken – det bliver pis’godt, gør det.

… Andre der også skal ud?