Lige fra barnsben har jeg følt mig udenfor. Ikke sådan komplet ekskluderet, men helt klart udenfor det gode selskab. Jeg følte mig ikke ligeså rigtig som de andre og jeg følte ofte, at de andre havde alt muligt sammen med hinanden, som jeg hverken var eller kunne blive en del af. Fordi jeg var anderledes.

I løbet af min tid i folkeskolen nåede jeg på et tidspunkt til en personlig erkendelse af, at jeg nok var en enspænder og jeg husker hvordan jeg skrev adskillige stile (som uden sammenligning var min favoritopgave i skolen) omkring mine egenskaber (og manglen på samme) når jeg nu var sådan én der trivedes bedst alene. Jeg følte mig anderledes end de andre, følte mig holdt udenfor og uden evner til at komme ind i varmen. Det må uden tvivl have været ret vildt at være min lærer, som lagde indirekte ører til alle mine tanker og hvis han stadig havde været på jorden den dag i dag, ville jeg have inviteret ham på kaffe og sunde kager (sunde, fordi han var typen der hadede raffineret sukker) og spurgt ind til hvordan han egentlig opfattede mig, dengang for 15-20 år siden.

Selvfølgelig ved jeg i dag, at jeg hverken var eller er en enspænder og selvfølgelig var jeg heller ikke forkert. Egentlig tror at jeg det første blev et skjold for det næste, for hvis jeg var sådan én der rent faktisk trivedes bedst alene, så var der jo ikke noget forkert ved at føle mig udenfor og på dén måde blev alle mine sorger på én eller anden måde gjort til skamme. Altså, bortset fra at det jo var løgn (mest overfor mig selv) det der med at jeg skulle have nok i mig selv.

Faktisk har jeg altid spejlet mig enormt meget i andre og måske netop derfor, har jeg så ofte følt mig udenfor. Fordi dét spejl de andre satte op, aldrig svarede til dét jeg var indeni. Både fordi det trods alt er de færreste der sådan umiddelbart viser alt de rummer og fordi vi selvfølgelig alle er forskellige. Der findes slet og ret ingen at spejle sig 100% i og fordi der ikke gjorde det, følte jeg mig forkert.

Det gør jeg sådan set stadig af og til, men på ingen måde i samme grad som jeg har gjort det tidligere i livet. Allerførst tror jeg at min første kæreste hjalp mig enormt meget. At han – sådan én som slet ikke kendte mig på forhånd og som flere andre piger i øvrigt bejlede til – lod til at falde for mig, var det første spæde skridt på vejen, tror jeg. Det var dét, der i sin tid var den primære årsag til at jeg kom mig over den spiseforstyrrelse som havde plaget mit liv, i nogle år indtil da og for dét er jeg ham og vores relation dengang, evigt taknemmelig. Dernæst tror jeg at jordemoderuddannelsen gjorde det næste sådan rigtigt store stykke arbejde i mit selvværd. Her lærte jeg for alvor hvor stor en værdi jeg kunne have for andre mennesker, bare ved at være og det gjorde mig uden tvivl godt. Faktisk siger jeg ofte, at den primære årsag til at jeg aldrig ville være min jordemoderuddannelse foruden (selvom jeg ikke længere arbejder aktivt som jordemoder) er, at dén uddannelse har gjort mig til det menneske jeg er i dag. Om ikke andet, så i hvert fald til det menneske jeg var, inden jeg fik børn. For de har naturligvis også gjort en kæmpe forskel, mine børn. På godt og på ondt, vel at mærke, for i samme åndedrag som jeg aldrig har været så sikker på noget, som mit liv som nogens mor, så har det selvsamme også gjort mig mere usikker og tvivlende på mig selv, end noget andet nogensinde har gjort. Jer med børn – I ved det.

Jeg er kommet til et sted hvor jeg stoler på mig selv, mine holdninger, mine værdier og ikke mindst min værdi overfor andre mennesker. I hvert fald overfor de mennesker som står mig aller-allernærest. Til gengæld tvivler jeg stadig meget på mig selv i relationen til dem i cirklen lige udenfor. Jeg tvivler ofte i relationen til alle dem, jeg kunne forventes at have en god og tæt relation til – men som jeg ikke har. Her kommer jeg stadig til kort og mit mindreværd får ikke sjældent lov til at svøbe mig ind i et tæppe af dårlig samvittighed og følelsen af ikke at være helt god nok…

Men for fanden, når så jeg ser at selveste Magasin Du Nord har postet et billede af en stak bøger, hvortil de har skrevet “Til inspiration, refleksion og hyggetid” og det går op for mig at to af bøgerne er mine, så føler jeg mig altså ret meget ovenpå. Og når de sekundet efter går op for mig, at de andre bøger, som mine er kommet i selskab med, er skrevet af henholdvis Hella Joof og Michelle Obama, ja, så ved jeg sgu næsten ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Jeg er jo for pokker bare en sølle pige fra langt ude på landet i Sønderjylland, som altid har følt sig en lille smule forkert og en lille smule udenfor, og så sidder jeg her nu og kan næsten se et billede af mig, stående arm i arm med Hella og Michelle. (Ja ja, jeg ved godt jeg overdriver nu, men det er altså sådan det føles her på min side af skærmen!). Det er eddermamer viiiildt!

Kæmpe, kæmpe tak til Magasin for verdens bedste opslag og kæmpe, kæmpe tak til alle som har læst og begejstret delt beretninger om mine bøger – uden jer, var det selvfølgelig aldrig kommet her til.

TAK.

Og psssssst… Èn af mine sødeste kollegaer udlodder faktisk et eksemplar af begge mine bøger (signerede, endda!) på sin blog i dag, så hvis dét skulle have interesse, så tjek det ud HER. 

Ho ho ho! Så er Confettis store julekalender endnu engang landet her hos mig og der er altså en vaskeægte snaske-laske-lækker præmie på højkant i dag, hvor jeg har fået lov til at udlodde et gavekort på 1000.- kroner til Sliders. 

Det var jo fuldstændigt vanvittigt, dét hype der kom omkring Sliders, da de åbnede deres første restaurant for nogle år siden. At man ikke behøvede at vælge én  burger, men i stedet kunne mæske sig i tre forskellige, satte på én eller anden måde barren op, for burgerbarerne rundt om i København. Og med god grund, for Sliders er eddermamer nice og jeg elsker, at kunne spise flere burgere på én gang. Især selvfølgelig når de smager som de gør på Sliders.

Jeg smagte Sliders’ burgere første gang kort tid efter restauranten åbnede (og elskede alt omkring det), men har så faktisk holdt en længere pause fra dem, fordi jeg på ét eller andet tidspunkt midt i 2015 besluttede mig for at skære gevaldigt ned på mit kødindtag. Men nu, mine søde venner, nu har Sliders heldigvis igen vundet mit hjerte, fordi de (udover det åbenlyse) også har fået veggieburgers på menuen – hele fire forskellige faktisk, så der stadig er lidt at vælge imellem, selvom man helst ikke spiser kød. Jeg vælger altid Tripple Truffle Cheese og Little Miss Fatty og så veksler jeg lidt imellem Decadent Dane og Jalapeño Cream, men det er selvfølgelig en smagssag hvad man mest er til. Forleden smagte jeg også deres fiskeburger, som dog desværre ikke gjorde noget synderligt godt for mine smagsløg – men så var det jo heldigt, at jeg stadig havde to veggieburgere. Og en hulens masse sprøde fritter med chilimayo, ikke at forglemme. Dem bliver vi også nødt til lige at runde – fritterne. Shit, hvor er de gode altså. Næsten ligeså gode som Sliders milkshakes, som er blandt de absolut bedste i hele København. Især den med jordbær smager for syyygt! 😀

De fleste burgere er – for sådan én som mig i hvert fald – lidt specielle, eller gourmet-agtige, om man vil, og det er helt tydeligt, at hvem end der har stået for menukortet, så er det én med høje ambitioner! Til børnene er det dog ganske anderledes – og gudskelov for dét. Der er nemlig “kun” én børnemenu og den er perfekt! Den består af enten én eller to sliders, i hvilke der ikke er andet end en veltilberedt bøf, ketchup og bacon. Og så er der selvfølgelig fritter og sodavand på siden. Simpelt og helt perfekt, hvis man har børn som mine, som på de dage hvor aftensmaden ender med at blive indtaget på burgerrestaurant, ærligt talt sjældent er særligt inspirerede til at prøve alverdens nye ting. Næh, de skal bare have dét der virker og til dét er Sliders’ børnemenu fremragende!

Som et lille ekstravagant tilkøb kan man (for 50 kroner ekstra) få ægte guld på sine fritter – normalt synes jeg at det er sådan lidt tosset og overforbrugsagtigt, men da vi forleden (til ære for billederne her) prøvede dem, var børnene ellevilde, så det kunne godt tænkes at vi skulle have dem igen en anden gang. Hvis nu jeg vinder på min skrabejulekalender, så skal vi i hvert fald!

Ak ja, der er meget godt at sige om Sliders og jeg kunne blive ved længe endnu, men vi må hellere komme til konkurrencen om de 1000 kroner, som foregår ovre på instagram, hvor jeg da bestemt vil opfordre jer til at være med – og hvis så ikke I bor i København eller gør jer det store i burgere i det hele taget, ja, så kunne gavekortet jo enten være en oplagt mulighed for at komme et smut herover og ellers kan det selvfølgelig sagtens gives væk 🙂

I kan deltage i konkurrencen på mit opslag lige HER.

Egentlig havde hun først termin i januar, og havde derfor gladeligt inviteret hele familien til julefrokost d.25.december, men da vandet gik om natten efter en hektisk juleaften, skulle det vise sig at blive nogle temmeligt anderledes juledage end først antaget…

Denne beretning har været længe undervejs, og jeg tror det er meget godt at jeg har ventet lidt med at skrive den, for det er en oplevelse jeg ærlig talt skulle have tid til at fordøje. Det var virkelig hårdt, og havde du spurgt mig lige efter fødslen, så gjorde jeg det ikke igen, men spørger du mig nu, så ved jeg jo hvad det indebærer, hvor mine grænser er og hvad jeg kan og ikke kan, og derfor er jeg villig til at gøre det hele igen…

Min mand og jeg har hele tiden frygtet at vores lille Haletudse ville melde sin ankomst d.24.12 eller d.01.01.13, men alle har hele tiden trøstet os med at som førstegangsfødende, så kunne jeg lige så godt forvente at jeg gik over tid. Min termin hed 07.01.13, så det havde jeg faktisk mentalt forberedt mig på! Men sådan skulle det ikke gå…

Vi havde en dejlig (men lang og temmeligt hektisk) juleaften hos mine svigerforældre i selskab med min svigerinde, svoger og vores to nevøer, så da vi endelig lå i vores senge kl.01.00 var vi trætte og kunne se frem til en hyggelig julefrokost dagen efter – i vores eget lille hjem, heldigvis.

Kl.03.30 vågner jeg ved at jeg nyser – og tisser i sengen!
Jeg kan slet ikke styre det, og skynder mig på toilettet, lettere skamfuld og håber ikke at min mand vågner, da det jo ikke er så charmerende at tisse i sengen i min alder… Jeg kommer ud på toilettet og er helt vågen, men åh så træt og en smule groggy, og det fosser bogstavlig talt ud af mig. Det fortsætter i et godt stykke tid, og stilner lige så stille af, men hver gang jeg vil rejse mig fra kummen, løber det ud af mig! Det er DER det slår mig, at jeg ikke tisser, men at det er mit vand der er gået! Min hjerne går seriøst i sort et kort øjeblik, og jeg prøver at overbevise mig selv om at det ikke sker, for jeg er jo slet ikke forberedt på at skulle være mor lige nu og her, men efter 10 min på toilettet, kan jeg ikke nægte kendsgerningerne, og kalder på min mand, som kommer løbende og er meget vågen, meget hurtigt!

Vi ringer til fødegangen for at rådføre os om hvad vi skal stille op, for jeg har ingen veer overhovedet! Den søde jordemoder jeg får fat i, fortæller mig at jeg skal gå i seng igen, og vente på at veerne kommer, hun forventer at de vil komme indenfor de næste to timer, og når det så sker, skal jeg komme ind til dem når der er 3-5 min. mellem veerne. Hvis jeg mod alle odds ikke skulle få veer, så skulle jeg komme ind til dem kl.11.30 til en undersøgelse, i mellemtiden skulle jeg forsøge at få lidt søvn – men helt ærligt, hvor nemt er det lige at få søvn når der siver fostervand ud af én? Jeg smed så mange bind i mine trusser at det virkede som en voksenble, men det var stadig pænt ubehageligt, og på 3 timer havde jeg tabt knap 1½ kg i fostervand alene… Så det blev ikke til megen søvn – vi skulle jo også aflyse julefrokosten!

Klokken 11.00 kørte vi mod OUH, for jeg havde (selvfølgelig) ikke fået veer…

Kl.11.50 havde de endelig tid til at bese mig, hvor de scannede lillemandens hjertefrekvens samt undersøgte min livmoder, som viste sig at være helt moden til en fødsel, men jeg manglede stadig mine veer, så efter undersøgelsen fik jeg grønt lys til at gå ned til fødegangen, hvor jeg ville få vedrop så jeg kunne komme igang med fødslen.

Kl.16.30 er jeg klar til at få mit vedrop, efter jeg har talt med den første af 3 jordemødre der havde vagt inden Tristan kom til verden. Inden droppet blev jeg atter undersøgt, fået lavement og scannet igen. Eftersom Tristan lå meget stille i min mave, blev det besluttet at han skulle have en elektrode på hovedet så man kunne registrere hans puls mere nøjagtigt, det var ikke specielt rart at skulle have en elektrode på hans hovede, mens han stadig lå i min mave… avs…
Da alt var klart til mit vedrop, var der vagtskifte, og jeg hilste på min anden jordemoder, som skulle vise sig at blive den der trak det hårdeste læs med mig. Hun var en sød og ung pige, som virkelig var god til at informere både min mand og mig om alting, så der ikke var nogen tvivl, og vi følte os helt trygge og ved godt mod.
Vi talte lidt om smertelindring og om hvordan det ville foregå med ve-drop og jeg sagde at jeg bare ville tage det som det kom og umiddelbart skulle hun ikke bestille noget smertestillende til mig. Men nøj hvor kom jeg til at bide de ord i mig…

For nogen kan ve-droppet tage lang tid om at virke, men for mig virkede det med næsten fuld kraft indenfor 5-10 minutter… lige så snart hun tændte for droppet kunne jeg lige så stille mærke en trækken i lænd og også i min livmoder, og jeg tænkte, nå ja, det kan jeg sagtens holde til… Klip til 4 minutter senere, hvor veerne kom for fuld udblæsning, og så stod den ellers på veer for fuld knald! Jeg forsøgte mig med vejrtrækning, at slappe af, fik nåle stukket i mig, og intet hjalp, veerne blev værre og værre og til sidst kom de så voldsomt, at jeg ikke fik pause imellem dem, da de kom bølgende 2-3 efter hinanden for så derefter at dykke.
Min jordemoder havde advaret mig om at det ville forekomme, men jeg havde jo aldrig prøvet det med veer, så anede jo ikke hvad jeg skulle forvente ud fra sådan et udsagn, men det ved jeg nu, og det var ikke rart.

Kl.21.00 var veerne virkelig slemme, og de blev ved med at bølge og jeg havde det så varmt at jeg kogte over det hele, det eneste der hjalp var at min mand gav mig en kold klud for mit ansigt. Mange synes det lindrer med noget varmt, men jeg var så opkogt, at tanken om et varmt bad eller en varmedunk var helt forkert. På dette tidspunkt bliver jeg atter undersøgt, og jordemoderen konstaterer at jeg har åbnet mig 3-4 cm (ARGH!) og at der nok går yderliger 4-5 timer før jeg er åbnet tilstrækkeligt. Dér begyndte jeg at græde, ikke bare sådan lidt tårer, men deciderede hulk og et voldsomt vandfald af tårer, da jeg ikke kunne magte tanken om at fortsætte dette ve-helvede 4-5 timer mere.
Min jordemoder kan godt se at jeg ikke rigtigt magter det, og foreslår om hun ikke skal ringe efter en anestæsilæge, så jeg kan få en epi og jeg tror ikke rigtig jeg behøver at svare, mine hulk var vidst svar nok… Ja, jeg følte mig meget som en ikke-urkvinde, og jeg følte mig virkelig svag og træls ved at skulle have smertestillende på den måde. Jeg havde oppe i mit hovede nok forventet at det kunne jeg da sagtens klare, men ak… Af en eller anden grund blev jeg ved med at undskylde til både min mand og jordemoderen, hvilket de synes var lidt sjovt, jeg husker det slet ikke, men der er også rigtig meget som er pænt sløret.

Jordmoderen ringer efter lægen, og jeg fik det svar der hed sig, at han kunne komme mellem 10 min. – 1 time…

Kl.22.15 kom anestæsilægen endelig, den time det tog ham at komme ind til mig føltes virkelig lang, og jeg kom kun igennem mine veer ved at tænke “han kommer snart, han kommer snart, han kommer snart”, og da han endelig kom, var det virkelig en lettelse, indtil han fortalte at epi’en godt kunne tage 30-45 min om at virke… mit hjerte sank virkelig i mit bryst, men jeg synes ligesom jeg havde været pivet nok, så jeg prøvede at tage det ved godt mod, og nikkede bare til alt det andet han fortalte. Jeg fik sat mig op, og kiggede ned og fik besked på at sidde musestille, for det kan være ret farligt hvis jeg spjættede og nålen enten kom forkert ind eller røg for langt ind, og sørme om jeg ikke skal rammes af endnu en vebølge, men det lykkedes mig at sidde stille til trods for veer, og jeg mærkede intet til den lange nål der røg ind i min ryg – og lur mig, om min krop, ligesom med ve-droppet, tog fantastisk imod, med det resultat at epi’en virkede pronto – sikke en fryd!

Jeg fik besked på at sove lidt, eftersom jeg ikke havde sovet siden kl.03.30 og de forventede at der nok lige gik nogle timer før der skete mere, så jeg lagde mig ned, lukkede mine øjne og slappede af – ahhh…

Kl.23.30 begyndte mine presseveer lige så stille at melde deres ankomst, epi’en virker ikke på presseveer, men de var på ingen måde lige så ubehagelige som udvidelsesveerne, så dem havde jeg i godt ½ time, indtil de tog godt til og begyndte at hive i mig og jeg fik en umenneskelig trang til at presse. Jeg blev undersøgt og havde også udvidet mig 8-9 cm, problemet lå i at Tristans lille hoved simpelthen ikke var roteret ned i mit bækken, så jeg blev beordret ud af sengen, og så skulle jeg ellers rotere/vugge mit bækken, så jeg kunne hjælpe drengebassen på vej.

Min kære mand synes det var SÅ sjovt at jeg rendte rundt der, med kæmpemave, charmerende kæmpeble og dertilhørende nettrusser og hvid skjorte mens jeg “dansede” som han kaldte det… Men den der pressetrang tog til for hver ve, og det er altså temmelig ulideligt når man bare for at vide, at jeg skal holde igen, på det tidspunkt var jeg virkelig klar til at få ham ud, og tror jeg spurgte min mand mange gange: “Hvorfor kommer han ikke bare ud?”

Kl.01.00 fik jeg endelig besked på, at nu måtte jeg presse, og jeg gav den fuld gas, for nu skulle han dælme bare ud, og puha hvor var det mega hårdt jo! Det tog 4 presseveer at få ham ud, og mellem de to lå han med sit bredeste stykke og blokkede mig, og ja, det gjorde nas af pommeren til, troede aldrig jeg skulle blive ordentlig dernede igen…

Kl.01.20 havde jeg et styks drengebasse liggende på mit bryst, han var helt dækket til i fosterfedt, men det betød absolut intet, alle mine bekymringer for om jeg nu ville føle noget for det lille væsen jeg lige havde givet liv til forsvandt, for i det øjeblik jeg mødte Tristan, vidste jeg bare, at ham ville jeg elske resten af mit liv. Han var uden sammenligning mit livs bedste julegave.

Selvom jeg synes det var frygtelig hårdt, og at det tog pænt lang tid, så blev det betegnet som en ukompliceret fødsel, og jeg slap også med en meget lille bristning; men med et noget forslået haleben.

Sikke altså en farlig larm der blev i mit kommentarfelt, da jeg forleden skrev om at jeg ikke skal holde traditionel jul i år. Nogle – de fleste – støttede op og gav mig virtuelle high-fives for at mærke efter (og følge) egne ønsker og behov, imens andre – de færreste – syntes at jeg var en klovn. Og så var der alle dem midt i mellem, som med al tydelighed havde misforstået mit indlæg. Eller overforstået det, måske nærmere, fordi de tilsyneladende havde en fornemmelse af at vide hvad jeg så rent faktisk skal (eller ikke skal) nu hvor jeg ikke har tænkt mig holde jul, hverken med børn eller familie. Lynhurtigt kan jeg godt afsløre, at ingen gættede rigtigt 😉

Buttom line er, at jeg skrev om, at jeg ikke holder jul i år, fordi jeg ikke skal være sammen med mine børn. Samtidig nævnte jeg at jeg (selvfølgelig) er ked af ikke at have muligheden for at være sammen med mine børn juleaften og at jeg – på baggrund af dén følelse – har etableret en indsamling på mødrehjælpens vegne. Ikke så meget andet end dét.

Men bare fordi jeg ikke skal holde traditionel jul, med familie og juletræ og hjemmelavet konfekt, så betyder det altså ikke at jeg har tænkt mig at sætte mig i et hjørne og græde, som rigtigt mange insinuerede. Slet ikke faktisk og de af jer, der har læst med hos mig længe, ved også godt, at dén taktik trods alt også ville ligne mig usædvanligt dårligt. Jeg er en do’er og hvis der er noget jeg er opsat på, så er det altid at få det bedste jeg nu engang kan, ud af enhver given situation. Også dén situation der hedder “jeg-kan-ikke-være-sammen-med-mine-børn-juleaften”.

Derfor kiggede jeg for nogle måneder siden, da det gik op for mig at den fælles juleaften var blevet aflyst, Simon dybt i øjnene og spurgte om han ikke ville med på kærestetur henover julen. Det ville han heldigvis gerne og således skyndte vi os at booke billetter til både fly og hotel til tre dage uden andre planer, end at gøre hvad man nu gør, når man er kærestepar på hotel 😉 Nårh ja, og så tager vi ud og spiser fint juleaften, inden vi flyver hjem igen morgenen efter, så vi kan blive klar til at tage imod drengene når de kommer retur fra deres far.

Der skal ikke være nogen tvivl i verden om, at jeg aller-, allerhelst ville holde jul sammen med mine børn, men når nu landet ligger som det gør og jeg i øvrigt også selv har taget del i at rede dén seng jeg ligger i, ja, så synes jeg faktisk at det her alternativ er ret godt. Så godt, at jeg glæder mig helt vildt meget, faktisk. Ikke til julen som sådan, men til tid og kærlighed – og til børn, der heldigvis kommer hjem igen.

… Og så vil jeg i øvrigt gerne endnu engang minde jer om at I, når I nu alligevel sidder med telefonen i hånden (som mit statistikprogram fortæller mig at omtrent 85% af jer gør) bare skal sende en SMS med teksten CANA 50 eller CANA 150 til 1272 for at støtte Mødrehjælpens Julehjælp med henholdvsist 50 eller 150 kroner. Det betyder en verden til forskel for de børn der får glæde af pengene, skulle jeg hilse at sige. 

Nu er jeg jo allerede blevet gift én gang, så på dén måde kan man sige, at det ikke er nyt for mig, det her med bryllupsplanlægning. Omend mit “bryllup”, hvis man overhovedet kan kalde det dét, var en lille smule alternativt. Det foregik nemlig hjemme i vores lejlighed, intet mindre end 17 dage efter frieret. Det var derfor (i dén omgang, i hvert fald) lidt småt med planlægningen – og økonomien, i øvrigt også. Vi havde ikke mere end de 30 allernærmeste til at bevidne vores vielse, som blev efterfulgt af pindemadder og mit livs allerførste marcipanovertrukne kage, som jeg havde brugt dagevis på at præparere. Budgettet var super stramt – lige omkring 5000 kroner, så vidt jeg husker – så da vi efter pindemadderne spurgte gæsterne om de ville hjem eller om de ville med ud og spise pizzaer, var det altså for egen regning til dem, der ville med ud. Min kjole fandt jeg i H&M og hvis jeg ikke husker helt forkert, så havde jeg ikke engang en sølle blomst som brudebuket…

Fem år senere gjorde vi op for det meste og holdt et brag af en bryllupsfest, med det meste af hvad sådan én traditionelt indebærer og uden at sige for meget, kan jeg godt afsløre at den krævede en hel del mere planlægning. I dén forbindelse ville jeg virkelig ønske at jeg havde haft dén bog, jeg sidder med i skødet lige nu: Bryllup – something old, something new, something… Bogen er skrevet af fire enormt inspirerende damer, Christina Dueholm, Christine Egholm, Emily Salomon og Cathrine Widunok Wichman, som i løbet af de seneste to år, har svøbt min (og mange tusinde andres) instagramkonto ind i voldsomme mængder bryllupsidyl. Nøjgh altså, hvor har jeg siddet mange gange og drømt om at være med som gæst – eller bare som en flue på væggen – til deres bryllupper, fordi de så så fantastiske ud! Gennemførte og fantastiske.

Bryllupsbogen (som jeg af én eller anden grund ikke kan lade være med at kalde den, selvom jeg godt ved den hedder noget andet) virker som det perfekte opslagsværk, til dén der står og savner inspiration til bryllupsplanlægningen. Så hvis I skal giftes, så kan jeg altså kun anbefale jer at anskaffe bogen her. Den er super let at læse og selvom der ikke ét eneste sted er direkte citater, fungerer  bogen nærmest som en slags samtalebog imellem de fire veninder, fordi de hver især deler så fint, intimt og personligt ud af deres overvejelser og erfaringer. Der er masser af billeder hele bogen igennem og hvis ikke jeg i forvejen var en lille smule jaloux på de fire damers bryllupper, ja, så kan jeg altså ikke se mig fri for at være det i endnu højere grad nu. På den gode måde, hvor jeg har lyst til at gøre lige som dem, vel at mærke. Og så kunne man jo håbe på, at jeg en skønne dag rent faktisk fik et skud mere i bøssen 😉

Som en del af Confettis Julekalender i 2018 har jeg fået lov til at udlodde intet mindre end tre eksemplarer af bryllupsbogen ovre på instagram, så hop endelig derover og deltag, hvis du har lyst.

Hvis du (ligesom jeg) ikke selv er i den direkte målgruppe til bogen, så vil jeg bare lige påpege, at den altså er en glimrende gaveidé, til din veninde eller søster som skal giftes. Jeg mener – det kan måske være lettere for hende at forklare derhjemme, hvorfor hun pludselig går så højt op i planlægningen, hvis en anden har bragt bogen ind over dørtærsklen, ikke sandt? Bogen kan købes i boghandlere landet over eller lige HER