Fødselsfredag – en fødsel man kan grine over

Jeg blev så lettet, da hun sluttede af med at skrive, at hun griner hver gang hun fortæller om sin fødsel, for det gjorde jeg også da jeg læste den. Grinte, altså! Hold kæft, hvor jeg synes det var sjovt, da hun – kun knapt ankommet til fødegangen – flåede døren fra toilettet op, og råbte “JEG FØDER! FIND EN JORDEMOR!”.

Tag rigtigt godt imod (endnu) en skøn, skøn fødselsberetning på denne smukke, smukke solskinsdag.

Jeg smed p-pillerne efteråret 2015, og min cyklus drillede frem til februar 2016 hvor den bare stoppede.
Efter utallige negative graviditetstest tog jeg til lægen som sendte mig videre til gynækolog, og i maj 2016 fik jeg konstateret PCOS.
Jeg var grædefærdig! Jeg havde besluttet at kunne vi ikke selv skulle det ikke være, for jeg er hunderæd for læger, nåle m.m (harmonerer ikke super godt med graviditet og fødsel, I know).
Efter et vægttab på 20 kg og noget der lignede en cyklus, lykkedes det endelig! 16 november 2018 havde jeg formået at tisse de to famøse streger frem! Den ene meget svag men den var der!
Forude ventede der 22 fulde uger med kvalme non stop, men lillemanden havde det godt og det var det vigtigste.
Jeg sagde fra start at jeg ville have planlagt kejsersnit, men  allerede inden det første besøg hos jordmoren, var jeg blevet enig med mig selv om at det var jeg mindst ligeså bange for, så en vaginal fødsel det skulle være.
Jo tættere jeg kom på fødslen, jo mere rolig blev jeg. Bevares jeg var stadig hunderæd men jeg formåede at mærke efter hvad det præcis var jeg var bange for, og det var at sprække helt om i røveren!
Jeg havde kendt jordmorordning så det var de samme to søde jordemødre jeg var hos på skift gennem graviditeten.
Den ene sagde til mig en dag da jeg igen igen igen forklarede hvor bange jeg var: “jeg lover dig jeg passer på dit mellemkød som var det mit eget”, og så kunne der jo ikke siges mere til det.
Min mor har født 3 børn og gået langt over tid med alle så det forventede jeg også jeg ville. Min mors mave har de smukkeste tigerstriber, så det forventede jeg også jeg ville få.
Min termin hed 24 juli 2019, og lørdag den 20 er der lidt lyserødt blod på papiret om morgenen da jeg står op, min stakkels kæreste blev nødt til lige at bekræfte det for mig (spørg mig ikke hvorfor jeg havde brug for han skulle se papiret haha).
Vi tager i Rødovre centret og henter vores barnevogn, og hjem igen og jeg har meget lidt mureren i maven og “bløder” stadig lidt så jeg ringer til fødegangen for lige at sikre mig det er ok og det er det, men vi skal holde øje.
Søndag “bløder” jeg ikke mere, men jeg har menstrurationsmurren i maven, vi prøver at tage tid på de mærkelige “smerter” og de er slet ikke regelmæssige.
Søndag aften sætter min kæreste sig og spiller computer og jeg begynder at mærke lidt mere til det. Det er menstruationssmerter, men i den meget lette ende synes jeg (jeg lider af de ondeste smerter normalt under mens. Og har altid fået af vide at så skal jeg bare vente til jeg den dag jeg har veer).
Om natten vågner jeg kl 2 og ligger lidt og skal trække vejret dybt og puste luften ud laaaangsomt og ligger mig derfor ind på sofaen for tænker ikke der er grund til at kæresten vågner af min prusten, det er ikke slemt overhovedet og jeg tænker flere gange at det kan da ikke være veer det her for så er man jo ikke i tvivl.
Mandag morgen siger jeg til kæresten at han nok alligevel er nødt til at køre med til den sidste jordemorkonsultation, det var ellers meningen jeg selv skulle køre for så kunne han få arbejdet lidt mere inden fødslen, men jeg vil gerne have ham med alligevel fordi jeg er så meget i tvivl om hvad det er der foregår i min krop.
Da vi kommer over til jordemoren, og hun spørger mig hvordan det går siger jeg “det går fint, men jeg er altså i tvivl om jeg har veer” og hendes svar er bare “Det har du! Det kan jeg tydeligt se på dig”. Jeg er mega overrasket for så slemt er det jo slet ikke!
Hun undersøger mig og jeg har ingen livmoderhals og er 2 cm åben så hun sender os op til fødemodtagelsen for lige at få tjekket baby, og få lidt piller til mig så jeg kan få sovet og hun vil gerne have vi ringer til kl 22 hvis ikke vi sover selvfølgelig.
Min kæreste kører mig hjem og vi aftaler at han tager ferie fra dagen efter så han er hjemme hvis det trækker ud (hvilket vi jo forventede for min mors fødsler har været meget lange)
Jeg hviler derhjemme og arbejder lidt med veerne.
Kl 16 kommer min kæreste hjem, vi spiser rugbrødsmadder og jeg spiser dem pillecocktail jeg fik udleveret (dem turde jeg ikke spise alene, jeg er et mega skvat). [red: Det er du overhovedet ikke, kh Cana].
Kl ca 19 vågner jeg og nu bider veerne altså lidt og jeg skal koncentrere mig lidt mere om vejrtrækningen, og vi prøver at tage tid og veerne er nogenlunde regelmæssige efterhånden.
Kl 20:15 ca kommer der en kæmpe ve, min kæreste tager tid på den og den varer læmgere end 4 minutter!!!
Den slutter ved at jeg står på alle 4 i sofaen, skrigende og bidende i min pude og så mærker jeg en underlig følelse mellem benene og springer op på gulvet, hvor vandet bare pjasker ud.
Jeg tudbrøler og min kæreste spørger roligt “hvorfor græder du? Har du ondt?”. Det har jeg ikke og jeg ved ikke hvorfor jeg tuder, og han spørger så om jeg kan gå og da jeg svarer Ja, beder han mig gå ud i badet “med det der”, haha.
Han tørrer op og ringer til Lisbeth, vores jordemor, og de aftaler vi skal mødes på hospitalet til et tjek.
Imens står jeg i badet og føler mig 10 kg lettere. Ingen pres nogle steder og der er bare dejlig ro…. i 18 minutter…. SÅ starter helvedet skal jeg lige love for!
2 minutters veer med 30 sekunder imellem ruller ind over mig og jeg føler jeg skal dø! Jeg forstod pludselig hvad folk mente med vesmerter kontra menstruationssmerter.
Afsted i bilen mod hospitalet, det tager normalt 10 minutter, det gjorde det ikke den dag, for hver gang der kom en ve brølede jeg “STOP BILEN!” Og de kom som skrevet ofte.
Ved hospitalet stiger jeg ud af bilen og siger til min kæreste jeg skal på toilettet og det er NU! 3 gange når jeg at stoppe op og sige sådan på de 30 meter der er hen til døren.
Inde på gangen beder jeg igen om et toilet og en mand spørger min kæreste: “skal hun på toilettet eller skal hun føde” og min kæreste svarer “hun siger hun skal på toilettet kan du fortælle hvor der er et?”
Inde på toilettet flår jeg bukser og trusser ned og sætter mig og så kan jeg godt mærke det ikke er en lort der presser på.
Jeg flår døren op og skriger til min stakkels kæreste “JEG FØDER! FIND EN JORDEMOR!”
de finder mig stående lænet op ad væggen ude på gangen, for nej jeg fødte ikke lige der🤣
Den søde jordemor min kæreste havde fundet, tog mig i hånden og på turen op i elevatoren siger hun at vi vidst bare skal have en fødestue med det samme for der er nok snart fødselsdag.
Jeg “løber” hen til fødelejet og kaster mig ned over det mens jordemor og kæreste piller tøjet af mig, hun vil gerne undersøge mig så jeg kommer op at ligge, BUM 10 cm åben allerede, Alex skal bare lige arbejdes ned gennem bækkenet.
Jeg vil på toilettet hver gang en ve starter for jeg føler jeg skal skide!
Næsten ved hver ve skriger jeg “jeg skal skide” eller “jeg skider” jeg nøkker med på hver ve, jeg kan slet ikke lade være og heldigvis siger jordemoren det er så fint.
Ved 22:30 tiden kan jeg ikke stå op mere og kommer op at ligge på siden og ca kl 23:10 undersøger hun mig og siger nu er vi klar, nu skal jeg presse med! Jeg skal føde min søn! Jeg er rædselsslagen for min “egen” jordemor der havde lovet at passe på mit mellemkød var ikke kommet endnu.
Under første pres flyver jeg op under loftet pga jeg er pisse bange, og jeg får lidt voksenskældud og instrukser om hvordan jeg skal gøre.
De næste par pres stopper jeg hver gang det brænder og får igen lidt voksenskældud “pres ham nu forbi det punkt der gør ondt!”
Jeg presser igen mens jeg skriger “jeg skiiiiiiider” og denne gang kommer der et svar retur som er “Ja, det gør du”, jeg mærker en lun klud mod enden (det er sjovt nok den følelse jeg husker allerbedst)
Pludselig siger hun til mig jeg skal komme med mine hænder for så kan jeg mærke han har hår. Da jeg mærker kigger jeg panisk med udspilede øjne på min kæreste, som kvitterer med et ligeså rædselslagent blik tilbage.
Kl 23:39 bliver der lagt den fineste dreng op på mig, og min autopilot slår bare til.
Lige der er jeg mor og lige der er det Alex jeg fokuserer på.
Jeg mærker ikke den der følelse jeg havde forventet man skal føle når man ligger med sin nyfødte ved brystet, ikke at jeg følte noget forkert, men det var bare som om jeg gjorde hvad jeg skulle gøre, åh det er svært at forklare, men jeg havde bare fuldt fokus på ham og talte til ham og afventede hans signaler.
Ifølge min journal er kl 23:44 Da min kendte jordemor træder ind ad døren og overtager forløbet.
Jeg får takket den søde jordemor som jeg fødte med og undskyldt mange for mit sprog.
De efterfølgende timer på fødestuen er noget af det fineste af det hele, jeg bliver lappet sammen (jeg har fået en 2.gradsbristning), og vi får det lille bord ind med flag og ristet toast og saft, og får bare lov til at være i det hele.
Alex vejede 3575 gram og var 52 cm lang.
Begge jordemødre sagde at hvis vi skal have en til synes! de vi skal overveje en hjemmefødsel da de tror jeg vil føde hurtigt anden gang også.
SÅ en førstegangsfødsel som på ingen måde mindede om min egen mors 3 fødsler, jeg fik ingen strækmærker ( ikke at det havde gjort mig noget, men jeg forventede dem), og jeg fødte 2 dage før terminsdatoen forholdsvis hurtigt.
Jeg kan slet ikke stoppe med at grine, når jeg fortæller om min fødsel til at der vil høre om den, og jeg kan ikke holde ud ikke at skulle opleve det igen!
Jeg gider ikke være gravid og jeg har umiddelbart ikke lyst til flere børn, men hvor vil jeg gerne prøve at føde igen en dag…. nu må vi se, jeg har jo trods alt pcos og måske er det meningen det er Alex vi skal have og ikke flere, det må tiden vise.
Da portøren henter os og skal køre os til barselsafsnittet, der midt om natten, gør han holdt ved et stort træ på væggen og beder min kæreste tage et blad og sætte på som symbol på vores søn er født.
Som afslutning kan jeg fortælle at nogle uger efter fødslen, den første aften hvor vi prøver at sætte en film på, ligger Alex og sover på sofaen mellem min kæreste og jeg og da jeg kigger på ham bliver jeg pludselig helt varm indeni og mærker den fuldstændigt vanvittige kærlighed til min lille dreng, og sagde “der var følelsen! Den der følelse jeg troede skulle komme i det sekund han kom ud”!, jeg elskede ham fra start men lige der gik det op for mig, at jeg er villig til at gøre hvad som helst for ham og hans lykke.

Min terminsdag


Første gang, troede jeg, at den ville ligge lidt tidligere. D.18.maj, for at være mere specifik. Anden gang troede jeg, at den ville være senere. På en dato, som jeg – som andengangsmor – naturligvis sidenhen har glemt. 4.juni, måske. Men næh nej, de to gange jeg har været gravid, har jeg simpelthen haft termin i dag, d.28.maj. I henholdsvist 2011 og 2014. Er det ikke skørt? (Okay, det er selvfølgelig ikke skørt, men jeg synes nu alligevel at det er noget af et sammentræf).

For mine børn er denne dag naturligvis fuldkommen ligegyldig, men for mig, har den alligevel en særlig betydning. Det er jo dén dato mit liv igennem to graviditeter – som har føltes meget lange – har bevæget sig omkring. For selvom jeg naturligvis har været bevidst om at “terminen” er fra tre uger før til to uger efter selve terminsdatoen, så er det jo alligevel ud fra dén, at man regner altid ud.

Den otteogtyvende maj. Min terminsdag.

Det var bare lige dét jeg havde brug for at lufte ud, så nu vil jeg pakke mit lille, sentimentale sind sammen, pakke de 37 (!) ordrer der ligger og kalder på mig inde i shoppen og suse ud og spise frokost med hende her, som jeg vist ikke har set siden sidste år, fordi hun først tilbragte et par måneder i Los Angeles – og sidenhen, ja, det ved I jo, så kom corona.

Det skal nok blive en smadder dejlig dag!

Kys på jer ❤️

Ps. Jens – som jeg mistænkte havde termin lidt før – blev født uge 39+6 og Peter – som jeg mistænkte havde termin lidt senere – blev født 40+6. Den kan du jo lige tygge lidt på 😉

Ideen om en hjemmebygget camper

Den har boet i mig i mange år, idéen om en hjemmebygget camper. Jeg har bare aldrig rigtigt turde at kaste mig ud i projektet. Uagtet hvor godt jeg ellers mener (altså, nærmest hovmodigt tror) at mine hænder er skruet på, så plejer jeg alligevel at være så skarp på mine begrænsninger, at jeg, hver gang tanken er svømmet op mod overfladen, har manet den grundigt til bunds. Jeg kan sgu da ikke bygge en camper, når jeg kun lige akkurat kan finde ud af at tjekke om bilen mangler olie.

… Men så kom corona og jeg brugte – særligt de dage hvor børnene var hos deres far – lidt mere tid på internettet end sædvanligt. Fik lidt mere tid, til alt muligt andet end det jeg plejer at gøre allermest. Og så kom idéen selvfølgelig tilbage. Gu’ skal jeg da bygge den camper!

Først drømte jeg om, at bygge på en gammel VolksWagen T3 eller T4; du ved, sådan et folkevognsrugbrød, som jeg eddergodt gad ræse Danmark tyndt i. Men de er så pokkers dyre, og de er også virkeligt gamle og så er vi igen tilbage til det der med olien. Jeg duer ikke til biler. Godt nok brøstede jeg mig i mine helt unge dage af at være nogenlunde til det, fordi jeg havde en lille lortebil (en opel kadett, der hed Lotte, som kun havde én funktionel dør, hvorfor mine medpassagerer ofte entrerede bilen via vinduet), som jeg af og til rodede lidt i motoren. Men jeg må også ærligt krybe til korset og indrømme, at jeg ikke anede hvad jeg lavede, når ikke lige det var at skifte tændrør. Jeg rodede bare og håbede på at den ville starte. Som den, til mit held, heldigvis oftest gjorde.

Ærligt, så orker jeg ikke at betale dyre domme for en bil, der temmeligt potentielt går i stykker for et godt ord. Heller ikke selvom den er pæn og ganske givet, ville tage sig godt ud på min instagramprofil. Skide være med instagram.

Det efterlader os jo imidlertid ikke så meget længere end vi startede. Jeg vil stadig gerne bygge en camper og jeg ved nu hvilken bil det ikke skal være (selvom en lille del af mig græder, imens jeg skriver det, fordi jeg altid har ønsket mig sådan en bil). Og altså, jeg tror sgu jeg gør det.

Det bliver ikke en full-blown camper med toilet, brus og monteret køkken, men det er min plan, at jeg skal have bygget en bil om til at kunne rumme os når vi sover. Måske ikke alle på én gang, men så i hvert fald én voksen og to børn, eller to voksne alene. De første skitser ligger allerede klar og jeg glæder mig sådan til at prøve det af. For hold nu bare lige min knallert et øjeblik, hvor kunne det være sejt, hvis vi kunne tage på dags-ture med overnatning i vores egen hjemmebyggede camper. Jeg forestiller mig allerede hvordan den skal dekoreres med lyskæder, hjemmesyede gardiner og alt vores habengut under sengerammen, som jeg hååååber at jeg lykkes med at bygge selv.

Ej, det bliver så godt!

Jeg har fundet en bil – den grimmeste jeg sådan lige på stående fod kan komme i tanker om, faktisk – som jeg, grimheden til trods, tror bliver perfekt. (Ting kan nogle gange også være så grimme, at de nærmest bliver pæne, ik’?). Det er en aldrende dame, som alligevel netop er gået igennem syn, og som jeg altså nu håber på, bliver min – vores, i familien – bedste makker henover sommeren. Vi så den i dag, kørte en tur og besluttede os for lige at sove på det. Men jeg kan mærke, at min søvn i nat ikke kommer til at gøre andet, end at bekræfte mig i, at det er en pissefed idé. Jeg skal bare se at få den købt, skal jeg.

For selvfølgelig kan jeg godt bygge en camper.

… Og tænk, hvor dejligt det bliver, når vi ikke længere skal sidde totalt krøllet sammen på bagsædet i vores lille peugeot 208, når vi ser solnedgang og spiser pizza fra bagagerummet, som på billedet øverst. 

Tid til eftertanke #67

For første gang i efterhånden temmeligt lang tid, kan jeg berette om en uge med knald på. Milde makrel, hvor har det dog været dejligt at komme lidt ud. Jeg har spist middag og drukket vin med flere af mine dejlige veninder og for pokker altså, hvor har jeg savnet det  – og dem. Jeg har arbejdet, spist, drukket og grinet mig igennem ugen, som – på trods af at jeg har savnet mine børn – er fløjet afsted. Det er lige før at sofamærkerne på min røv, begynder at slippe sit jerngreb, ha ha!

 

Ugens højdepunkt har for mig nok i virkeligheden været, at restauranter og caféer igen har fået lov til at åbne op. Jeg anede ikke hvor meget jeg havde savnet at gå ud, før jeg pludselig sad der, og følte mig hjemme, ha ha. Jeg kan godt høre, at det er lidt underligt at sige sådan, men ikke desto mindre, så var det nærmest som en følelse af at komme hjem, at sidde ude, blandt andre menneskers summen, og spise mad, sludre, kigge ud ad vinduerne og bede om en “lille latte på havre”, ha ha. Jeg elsker det og glæder mig allerede til at jeg – måske i næste uge – skal have min computer med under armen og forsøge mig med et par timers caféarbejde. Bare fordi det er så hyggeligt.

Jeg smilede mest da Simon og jeg sad – helt krøllet sammen – i bagagerummet af vores lillebitte Peugeot 208 og spiste pizza, med udsigt til den smukkeste solnedgang længe. Det var møgbesværligt og ikke spor komfortabelt, men det var det hele værd at sidde der, på vores helt egen – næsten gratis – date, og være indhyllet i smuk natur, bløde tæpper og hinandens selskab. (Og Marthas, det kære lille væsen).

Ugens lavpunkt er, at jeg ikke har snakket med mine børn siden tirsdag eftermiddag, hvor jeg afleverede dem hos deres far. Vi plejer altid lige at snakke sammen et par gange i løbet af de dage de er hos deres far, så det har været helt (vildt) mærkeligt slet ikke at have haft nogen former for kontakt. Det føles helt forkert, og fornemmelsen af kæmpe nederlag (igen!) fylder mere, end jeg har lyst til den skal…

Det gode ved det er at jeg er helt sikker på, at børnene har det helt fint, selvom vi ikke har været i kontakt. Selvfølgelig har de det. Jeg skal bare liiiige lære det. (Sagde damen små tre år efter skilsmissen…). 

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min smukke, sorte, velour one-shoulder top, som jeg selvfølgelig fuldstændigt glemte at tage et billede af, da jeg havde den på i fredags. Den er pæn, den ser sassy og så er den tilpas stor i størrelsen, så man snildt kan køre en solid middag af, uden at skulle trække maven ind bagefter. Du kan se den HER (reklamelink), hvis du har lyst. Den er – meget heldigt, når det nu lige er i dag jeg linker til den – nedsat med 56%! What a coincidence!

Det bedste jeg har spist i denne uge har simpelthen været så svært, at vælge ud, for jeg har i sandhed givet den gas på den kulinariske front! Jeg har spist lækker morgenmad på Møllers Mad & Kaffe, geniale middage på Pluto og Dada (som I måske husker fra min liste med gode restauranter i København) – og minsandten om jeg ikke også lige har nuppet en frokost fra selveste Noma, som er begyndt at lange burgere over disken, i et forsøg på at vende skuden i en svær tid. (Et i øvrigt genialt koncept, hvis nogen spørger mig – jeg elsker når hårdprøvede virksomheder re-tænker, udvikler og profiterer på nye satsninger og tiltag i denne her tid. Det er så mega-sejt, altså!). Det hele har været så lækkert, at jeg simpelthen ikke kan vælge én favorit. Okay, måske burgeren (veggie, selvfølgelig), havde nok vundet, hvis jeg havde fået den med en cola på siden. (Som man ikke kunne. Fordi, Noma).

Det bedste jeg har set var uden tvivl Mads & Monopolet, som jeg så – live – i lufthavnen lørdag eftermiddag. Det var møghamrende hyggeligt og jeg håber sådan at disse drive-in-arrangementer holder ved, også post-corona. Simon og jeg havde sat en lille lyskæde op i forruden og rigget til med tæpper, spillekort (til ventetiden inden showstart) og masser af snacks – og så sad vi ellers der, side om side, med en masse andre biler og nød et både spændende og morsomt arrangement. Udover Mads Steffensen bød monopolet på Simon Juul, Nicolaj Kopernikus og Signe Lindkvist – og det var altså et fantatsisk team! Særligt Simon Juul var fantastisk som både meningsholder og entertainer. De har, så vidt jeg ved, ikke flere shows i København, med til gengæld kommer de både til Fyn, Nord- og midtjylland. Billetterne kan købes HER, hvis nogen skulle være interesserede.

I næste uge ser jeg frem til en uge, som står i børnefødselsdagenes tegn. Jens fylder 9 på onsdag og Peter fylder 6 en uge senere, så vi skal både fejre, synge og have gæster – for første gang i månedsvis. Som mor er der intet i verden, der kan gøre mig så glad, som at se mine børn være glade, så jeg har store forventninger om at vi går en fantastisk uge i møde herhjemme.

… I hvert fra fra lige om lidt, hvor drengene igen kommer hjem og jeg skal høre om alle de forhåbentligt dejlige ting, de har oplevet i miniferien sammen med deres far.

Psst… Husk lige at tjekke den der smukke bluse ud. Du finder den HER (reklamelink)

Kys!

Fødselsfredag – en smuk vandfødsel

Selvom jeg efterhånden er ved at være garvet udi at læse fødselsberetninger, så kunne jeg ikke lade være med at fælde en lille tåre (af glæde, bevares) over denne her fuldstændigt fantastiske fødselsberetning. Der er ikke så meget mere at sige om den, end at jeg håber at I vil tage godt imod – og nyde den!

D. 10. marts 2020 arbejder Mike hjemmefra. Der er fire dage til termin. Omkring klokken 09:00 mærker jeg en murren i min lænd og omkring mit kønsben. Det gør ikke ondt, men jeg siger til Mike at der er noget i gærde. Fordi jeg er førstegangsfødende siger han, drillende, flere gange ”jeg tror først, du går i fødsel om to uger”.

Jeg laver en masse i løbet af dagen; tager opvasken, skifter sengetøj, rydder op hist og her, bager boller og pakker hospitalstasken færdig. På et tidspunkt tegnbløder jeg en anelse (og får diarré) og er lykkelig; jeg er overbevist om, at min krop gør sig klar til fødsel og at det vil begynde næste dag – eller måske samme nat. Jeg snakker med baby om, at vi nok skal klare fødslen, og så sparker hun mig på en anderledes måde end hun plejer; det føles som om hun siger til mig, at hun er helt rolig og klar. Mike befaler mig at stoppe med mine mange gøremål og får mig installeret oppe på soveværelset med en varmepude og et afsnit Gilmore Girls. Lorelai og Rory når ikke til deres fredagsmiddag hos Emily og Richard før en rigtig ve bryder frem i min krop omkring klokken 16:45 og jeg må op på alle fire i sengen, som et lille dyr. Ind ad døren kommer Mike nærmest i det sekund jeg råber, at han skal komme. Få minutter forinden havde han for en sikkerhedsskyld aflyst et planlagt interview og var altså heldigvis blevet hjemme. Vi tæller spændt veerne og bliver overrasket over, at de kommer hvert andet minut og varer længere tid end et minut. Sådan fortsætter det lidt tid og ret pludselig begynder jeg at bløde en del. Selvom jeg tænker det er for tidligt at tage ind på hospitalet, så ringer jeg ind til fødemodtagelsen for at høre om det er normalt at bløde så meget, som jeg gør. Den venlige jordemoder jeg taler med lytter og foreslår at jeg venter en halv times tid hjemme – forudsat at jeg selvfølgelig ringer ind, hvis jeg bløder meget mere. Få minutter og to jumbobind fyldt med blod senere ringer jeg igen. Jeg tager nogle veer mens Mike ringer efter taxaen, på vej ned ad vores opgang og i selve taxaen. Ved Det Kongelige Teater begynder taxachaufføren at hoste. Det stresser mig langt mere end arbejdet med mine veer på grund af covid-19. Nå, men vi kom helskindet væk fra den hostende mand og inde på hospitalsgangene, i en elevator og ved skranken får jeg taget en del veer. Jeg går hele vejen, fordi Mikes plan med at opsnappe en kørestol til mig slår fejl. Med høflig og behersket stemme, trods en ve, får jeg meldt min ankomst. Inde i et lokale får jeg snakket med en jordemoder om mine veer og min blødning. Hun tjekker dernæst mit underliv og siger direkte – og til min overraskelse – ”Du bløder meget, fordi du er langt i fødslen. Du er 9 cm åben”. Nuvel, mine veer kan mærkes, men de gør ikke voldsomt ondt. Dét får jeg sagt højt og jordemoderen siger at min smertetærskel må være meget høj. En anden jordemoder og jordemoderstuderende kommer ind med en kørestol og jeg bliver kørt mod en af de to sansestuer på Rigshospitalet. De foreslår at jeg kommer i badekar, hvilket jeg er glad for. Jeg siger dog, at jeg har svært ved at forestille mig at føde i vand. Min jordemoder får mig alligevel ret nemt overtalt. Jeg kommer op ad stolen og hen i vandet. Det var inden da svært at tage mig sammen; overvejede lidt bare at føde i den kørestol. Sansestuen er smuk; lyskæder, lækkert anlæg, fine møbler og et stort badekar. Det er nu aften, klokken er 18.10, og verden udenfor er mørknet siden taxaturen. Mike kobler sin mobiltelefon til sansestuens anlæg og frem kommer harmonikalyd fra Neil Youngs Heart of Gold. Mike skal som det eneste derudover skiftevis holde hårdt fast på mine skuldre og blidt holde min hånd. 

I vandet får jeg længere vepauser, hvilket er dejligt. Jeg sidder det meste af tiden i karets fodende (hvis man kan kalde dét det) og har ikke lyst til at flytte mig. Jeg har det godt; stemningen er hyggelig. Vi snakker om løst og fast og jeg disker tilmed op med nogle jokes i mine vepauser. Mike står ved min venstre side og går kun én gang for at hente en rabarbersodavand.
Jeg klapper min mave flere gange for at holde kontakten med baby vedlige og kan sagtens klare mine veer; jeg ligger med ørene under vandet for at få helt ro og har lukkede øjne – det er med til at gøre mig fuldt koncentreret under mine veer. Det værste er næsten, at jeg er træt og godt kunne bruge 30 minutters søvn, hvilket jeg siger højt. 

Klokken 18:57 presser jeg klart fostervand ud og det føles skønt. Lidt tid efter er jeg fuldt udvidet og min seje jordemoder, som synes jeg er rolig, siger opmuntrende til mig, at mange fødende ofte vil være overvældet af smerter og for en stund fortryde det hele på dette tidspunkt. Hun fortæller, at hun sågar har hørt kvinder sige de hellere vil have en hundehvalp, hvortil jeg til hendes morskab tørt siger, ”jeg vil ikke ha’ en hundehvalp, jeg vil ha’ min baby”. Min baby som desuden har det strålende siger min jordemoder. Den studerende siger flere gange, at jeg er i god kontakt til min krop; min jordemoder mener jeg kunne føde alene; Mike siger til mig, at jeg ser smuk og naturlig ud i vandet; alt sammen ord jeg lapper stort taknemlig i mig.

Klokken 19:30 mærker jeg pressetrang. Babys isse stikker lidt tid efter ud og jeg får at vide, at jeg skal mærke efter. Issen er blød, hvilket føles mærkværdigt – jeg mærker desuden en del hår. Hovedet popper så ellers ud og jeg har i sandhed aldrig oplevet noget mere sært. Mike lister hen for at se på sceneriet; udbryder ”hvor er det vildt”. I slutningen på den næste ve ligger en rolig baby krøllet sammen i det varme og blodige vand. Jordemoderen og Mike løfter baby op til mig og jeg udbryder ”nej, hvor er hun smuk, hun er så smuk”, mens Mike græder og igen siger ordene: ”hvor er det vildt”. Baby fremstammer to bedårende sukkelyde og kigger roligt omkring sig inden det famøse vræl fylder i lokalet som den fineste fødselsdagssang. Klokken præcis 20:00 bliver vores dejlige pige på 3180 g og 51 cm altså født. 

Baby og jeg hænger sammen ved navlestrengen en lille halv times tid derefter, fordi jeg gerne vil give hende den sidste næring derfra, og så klipper den nybagte far ellers strengen over. Jeg føder moderkagen klokken 20:18, får bagefter mine 2. gradsbristninger syet og ammer før første gang med Mike ved vores side. Jeg aner vitterlig ikke hvad jeg laver og hvordan og hvorledes, men det føles lykkeligt. Fødslen blev af min jordemoder kaldt for en ”smuk vandfødsel”.