Det er efterhånden dét jeg har skrevet allerflest gange, når det kommer til mine fødselsfredage: man kan aldrig vide, hvordan en fødsel forløber. End ikke det planlagte kejsersnit kan man være sikker på. Netop dét oplevede denne kvinde, som skulle føde sine tvillinger ved et planlagt kejsersnit. Troede hun…

Tag rigtigt godt imod en lidt anderledes fødselsberetning <3

Mindre end en time efter jeg fik at vide at fødselsdagen skulle være idag, ligger jeg med mine to smukke piger i armene og fatter stadig ikke helt hvad der sket

Det er sensommer og jeg er i uge 36 med tvillinge-piger. Med tvillinger går man kun til uge 38 før man enten sættes igang eller de tages ved kejsersnit. Grundet et kejsersnit kun 14 måneder tidligere med min søn, blev det bestemt ret tidligt i denne graviditet at tvillingerne også skulle tages ved kejsersnit. Arret fra forrige var simpelthen for nyt til at man turde lade mig føde vaginalt, når der nu var to babyer. Arret kunne åbenbart gå op når der var to, og det turde igen, (inklusiv mig selv!!) at risikerer.

Jeg havde haft en meget bedre graviditet denne gang end med min søn, hvor jeg kastede op i 7 måneder, så da jeg i uge 36 afleverer min søn i vuggestue, ser jeg intet galt i at jeg cykler i magasin og køber en foodprocessor. Maven er ikke synderligt større denne gang end ved første graviditet og jeg har hele tiden kunne både cykle og gå til alt uden problemer.
Jeg får købt min foodprocessor, og da den er for stor til at være bagpå cyklen tager jeg blot den store pose på den ene skuldrer og cykler hjemad. Set i klogskabens bakspejl en fuldstændig håbløs beslutning at cykle på denne måde, uden hjelm og så langt henne i en tvillinge-graviditet.

Jeg når da heller ikke mange meter førend jeg mister balancen og falder på cyklen med hovedet ned i kantstenen. Det gør egentlig ikke ondt lige der, men mest fordi det er møgpinligt og jeg er megaforskrækket skriger jeg ret højt og sparker med benene ned i asfalten. Folk kommer løbende, og der er allerede ringet efter en ambulance, før en tjener får mig bakset op på en stol.
Ambulancen kommer, jeg får ringet til min mand, og vi aftaler at mødes på Riget.

På Riget bliver jeg ret hurtigt sendt op på jordemoderafdelingen, da man gerne vil køre en hjertestrimmel på babyerne. Vi sidder og venter længe på at det bliver vores tur og jeg undrer mig over at jeg skal vente så længe, når ingen faktisk aner om pigerne kan have taget skade. Vi kommer til og og de kører den første strimmel af mange. Min ene piges hjerterytme er uregelmæssig og de vælger derfor at indlægge mig til observation natten over. Jeg bliver indlagt på afsnittet for særligt udsatte gravide og med min totalt forslået ansigt, arm i slynge og knækket fortand tænker jeg at de andre indlagte må tro at jeg ligger der for hustruvold.

Der bliver i løbet af aftnen kørt to mere strimler og min ene piges hjerterytme er fortsat uregelmæssig og det samme næste morgen, hvor sidste strimmel køres. Min mand har fået afleveret min søn i vuggestuen, og er hos mig igen, og vi regner egentlig bare med at han skal hente mig hjem, for jeg tænker at hvis de virkelig var nervøse, så havde de vel taget babyerne med det samme og ikke ventet. Men de virker lidt i syv sind om hvad der skal ske og siger jeg skal blive der til de har holdt morgenkonference om sagen.
En halv time efter kommer der tre sygeplejersker ind med en overlæge og de siger at der skal være fødselsdag idag, jeg skal gøres klar nu for om mindre end et kvarter skal jeg være på operationsstuen. Jeg bliver meget forvirret, forstår intet og spørger om min mand kan nå at hente vores ting hjemme, da vi bor lige om hjørnet og jeg forstår ikke hvorfor det pludselig skal gå så stærkt. Men det kan han ikke, jeg skal i tøjet med det samme, barberes og min mand ringer til familien og sørger for pasning af vores dreng.

10 minutter efter sidder vi i operationstøjet foran operationsstuen og jeg husker én spørger mig, om jeg har sjælen med mig? Jeg tænker bare NEJ, det er alt for hurtigt det her, jeg ved jo godt at pigerne er store nok til at komme ud, men jeg er slet ikke med selv og tænker kun at det sket ikke var sådan her det skulle ske. Vi havde den bedste oplevelse med kejsersnit, da vores søn kom 14 måneder tidligere, og havde set frem til en sådan oplevelse igen.
Men vi kommer ind, jeg får lagt bedøvelsen og kommer op på briksen. Stuen vrimler med mennesker, og vi får at vide at det er normalt at der er over 16 mennesker med til et kejsersnit med tvillinger.
10-15 minutter senere kommer min første pige ud, hende der hele tiden har haft det fint og lige efter kommer den sidste, og hun har det også helt fint. Jeg oplever ikke at hun bliver undersøgt på nogen særlig måde, så er igen lidt forvirret over at det hele skulle gå så stærkt. Grundet at der er to babyer og at min ene arm er i slynge fra faldet, får jeg ikke pigerne op til mig med det samme. Min mand får dem i sine arme og de er så fine begge to. De vejer henholdsvis 2400 og 2600 gram.
Vi bliver kørt op på opvågningen og her får jeg mine piger i armenen. Bedøvelsen fra kejsersnittet har også taget smerten i min forstuvet arm, hvilket er meget praktisk når man pludselig skal ligge med tvillinger for første gang i sine arme.

Mindre end en time efter jeg fik at vide at fødselsdagen skulle være idag, ligger jeg med mine to smukke piger i armene og fatter stadig ikke helt hvad der sket. Jeg er lettet over at Filippa har det godt og at der intet var galt, men også forvirret over den meget pludselige beslutning og jeg bliver tilbudt en efterfødselssamtale. Meeeen med nyfødte tvillinger og en livlig dreng på 14 måneder, når vi det desværre aldrig og den dag idag er jeg stadig overbevist om at de tog valgte udfra at det var en meget stille periode med tomme stuer på barselsafsnittet. Og med den vægt de havde ved fødslen var de jo store nok til at komme til verdenen. Vi er indlagt i 6 dage og havde jeg vidst alt dette, da jeg 6 dage tidligere var kørt i Magasin, havde jeg sq nok undværet den foodprocessor.

Ikke alt går som planlagt, heller ikke nødvendigvis det planlagte kejsersnit.

Jeg skal gerne være ærlig og indrømme, at jeg da havde håbet på lidt mere solskin i vores ferie, end det har været tilfældet, men ikke desto mindre har jeg virkelig nydt det. (Omend jeg til en anden gang altså skal minde mig selv om at pakke lidt mere efter vejrudsigten, fremfor hvordan jeg håber vejret bliver, når vi drager ud i landet).

“Er der allerede gået en hel uge?!”

Det kom helt bag på mig, da min telefon i morges fortalte mig, at det er søndag i dag. Tiden og dagene er begyndt at flyde sammen og jeg elsker det! (Særligt nu, hvor jeg har fået købt mig et par – ret smarte, hvis jeg selv skal sige det – gummistøvler).

Ugens højdepunkt er ikke et enestående øjeblik, men ugen i sommerhus med min mor og bror og deres respektive familier. Da vi spille yatzy, lavede mad sammen, legede i poolen, drak vin om aftenen, gik ture på stranden, så film, spiste snolder, hørte lydbøger og vendte verdenssituationen helt uden filter.

Jeg smilede mest da det gik op for mig hvilket fantastisk sted vi havde booket en overnatning dagen efter vi forlod det store sommerhus med min familie. Det var egentligt meningen at vi bare ville have sovet i bilen, men for nogle uger siden fik jeg pludselig kolde fødder – for hvad nu hvis det ville blive møgvejr?! Så var det måske ikke sååå sjovt at sove fire mennesker og en hund, bag i en berlingo. Og heldigvis for den tanke, for det pissede ned og det viste sig simpelthen at stedet var ét af de mest pragtfulde steder vi nogensinde har været. Selv i regnvejr. Det var en lillebitte campingplads (Lundø Strandcamping) lige ved vandet, udenfor den hyggeligste lille landsby og der var SÅ hyggeligt! Hvis vi nogensinde kommer på disse kanter igen, er der ingen tvivl om at vi kommer tilbage. Jeg kan særligt anbefale at lege fangeleg på deres mooncars ved legepladsen nede ved vandet; kæft, det var sjovt!

Ugens lavpunkt var at Jens desværre var var så uheldig at rage en ørebetændelse til sig midt på ugen, hvilket betød at de sjove lege i poolen sluttede ret brat for hans vedkommende.

Det gode ved det var at han er en sej lille gut, som har taget det hele med oprejst pande. Han er mest bare stolt over, at han næsten nåede at lære at dykke fra den ene ende af poolen til den anden. Børn er simpelthen så seje.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig hættetrøjer! Jeg har været iført min lyserøde sweat med mit eget lille kaffe-tryk stort set hver dag – og netop derfor, var jeg i går forbi Bilka i Holstebro, for lige at købe en ekstra. Jeg er aldrig god til kulde – og da slet ikke om sommeren, så jeg bor i sweat.

Det bedste jeg har spist var en friskfanget pighvar, som Simon købte hos en lokal fisker, efter vi havde tilbragt et par timer i Kystcentret i Thyborøn. Den kom hel på grillen og så piskede han lige en hollandaise på siden. Dyppedyp og mummelum, hvor var det lækkert. På dén måde er jeg altså meget heldig, at have forelsket mig i én af Danmarks allerdygtigste kokke!

Det bedste jeg har set er Befri Willy, som er kommet på Netflix. Åh, hvor er den fin, den film!

I næste uge ser jeg frem til vores sidste ferieuge i denne omgang. Vi har blandt andet været så heldige at få lov til at låne et sommerhus (med det sjoveste hashtag i byen) af hende her, hvor vi tager et par dasede dage, inden vi vender retur til København. Ligeså meget som jeg elsker at have knald på og være omgivet af mange mennesker, ligeså meget holder jeg også af at lukke mig ind i en boble med min lille familie. Så det gør vi i næste uge. Altså, når vi lige har rullet rundt i samtlige forlystelser i Fårup Sommerland, som vi i skrivende stund er på vej til. Wiiioohuw!

Ps. Gummistøvlerne er i øvrigt fra Bilka, skulle nogen være interesserede.

Pps. #oppeikirstenbirgit

Fjernsynet kører derudaf med én af de vist efterhånden ret mange “Grusomme Mig”-film, børnene sidder som forstenede, når de ikke lige griner af alle Grus stygge løjer, hundene lister rundt og håber på lidt skorper fra børnenes rugbrødsmadder, de andre voksne tager en velfortjent slapper – og jeg sidder her. Èt af mine yndlingssteder: foran min computer.

Det var ikke fordi jeg manglede tid, overskud eller lyst, at jeg ikke ikke fik skrevet mit sædvanlige (og højt elskede, af mig) “tid til eftertanke”-indlæg i går. Jeg glemte det simpelthen bare. Feriestemningen er indtruffet for fuld udblæsning og jeg har således allerede glemt hvilken dag der er hvilken og søndagen kom og gik, uden hverken om- eller eftertanke. Men det var hyggeligt og når det nu lige akkurat er i dag det pis’regner udenfor, ja, så er det jo fint bare lige at sidde her og hælde et par af sidste uges mange, gode oplevelser ud af ørerne.

Ugens højdepunkt må være, at mine børn gik på sommerferie. At vi gik på sommerferie. Man kunne selvfølgelig argumentere at vi allerede har haft masser af tid til sam- og nærvær i år, med et par måneders hjemsendelse af både børn og kæreste. Men fordi det trods alt var med hjemmeskoling og ditto arbejde (det sidste kun for mig), så har jeg alligevel savnet tiden hvor vi bare kan være sammen, uden at skulle tænke på andet end at hygge os! Og den har vi nu og dét sætter jeg simpelthen så meget pris på. Vi er taget i sommerhus med min mor og bror – og hver deres respektive familier og det er knald-hyggeligt!

Jeg smilede mest da jeg stod, sent mandag aften, i et heldigvis afskærmet lokale på Marienlyst Strandhotel og skrålede med på Proud Mary. Som jeg også fortalte om i sidste uge, så havde min kollega og veninde, Jasmin, inviteret mig og en flok andre damer med på spahotel for et døgn og for pokker, hvor var det dejligt! Vi netværkede, sugede erfaringer, gav viden, drak vin, lavede business, spiste lækker middag, badede, grinede, dansede og sang. Jeg føler mig så, så, så heldig at jeg får lov til at være med til den slags, her i mit lille liv. Dét havde jeg nok næppe troet på, havde noget foreslået mig det for 10 år siden…

Ugens lavpunkt er, at Martha stadig/igen er halt. Det har været i bedring og er blevet værre, sådan lidt skiftende og nu, efter et par dage med lange gåture og løb på stranden, er det desværre ret slemt igen. (Piv, mit hjerte kan næsten ikke holde til det).

Det gode ved det er, at vi er en times tid tættere på landets vistnok bedste hundedyrlæge (det siger min mor i hvert fald at han er) end vi er, når vi er hjemme i København. Så om et par timer, sætter Simon og jeg kursen mod den åbne konsultation, hvor vi forhåbentligt kan få noget afklaring på hvad pokker der er i vejen med vores lille hundebørge-marthafis.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min gode, gamle mintgrønne sag, som jeg efterhånden har haft på til mange holdfulde fester. Jeg linkede engang til den i indlægget med en masse lækre sommersager HER, men jeg tror desværre den er udsolgt for tiden…

Det bedste jeg har spist kunne sagtens være det kilo ærter jeg kværnede, efter at have plukket dem sammen med en håndfuld børn i går – meeeeen, jeg tror nu alligevel at de blev overgået af forretten fra Marienlyst forleden. Det var også noget med ærter, brødstegt fisk (ligesom dét jeg lavede i Til Middag Hos) og en sauce der bare smagte af mere!! Mums, hvor var det bare møglækkert!

Det bedste jeg har hørt er lydbogen “drop opdragelsen” som jeg gik igang med at høre for nogle dage siden. Jeg ved ikke om jeg føler at jeg lærer så meget nyt, men det er nu engang meget rart lige at blive mindet om gode vaner, godt sprogbrug og den anerkendende tilgang jeg allerhelst gerne vil have til mine børn (og alle andre, for den sags skyld). Den kan virkelig anbefales.

I resten af denne uge ser jeg frem til endnu mere sommerferie. Mange ture i poolen, masser af tid til at spille spil, hjemmebag, jordbærpluk (igen), nintendoturneringer og forhåbentligt et dyp i Vesterhavet, hvis vejret arter sig og de der dumme blå brandmænd skrider tilbage til England…

Jeg har gået og grublet over, hvornår jeg mon skulle dele denne beretning, for den er altså ikke som fødselsberetninger er flest. Heldigvis er den ikke det. Den er benhård og barsk og forfærdelig. Men også fuld af kærlighed, omsorg og nærvær. Den handler om et forløb hvor kvinden – parret – desværre ikke fik et levende barn med hjem og den er således ikke for alle at læse. Dét den lille familie udsættes for sker gudskelov meget, meget sjældent og det er altså ikke noget, du skal gå og bekymre dig om, uanset om du læser beretningen eller ej. Det kan ske – og det sker for nogen, men stol på, at det ikke sker for dig, for det sker simpelthen så sjældent. Læs beretningen hvis du har lyst, og hvis du føler at du kan. Ellers spring den over og glæd dig i stedet til en lidt mere opløftende fødselsberetning i næste uge <3

Grædende fik jeg fat på min læge, som helt rolig og på professionel vis både fik givet mig en lægetid til dagen efter og et godt råd om nu at få snakket godt igennem med min kæreste om hvad vi ønskede. Jeg lagde på og kiggede endnu engang på den positive graviditetstest, der 15 minutter forinden havde fået mig til at vandre stortudende rundt i lejligheden og febrilsk ringet til min kæreste, som venligst havde bedt mig om at huske at trække vejret.
Kort fortalt så var graviditeten, som I nok kan regne ud, ikke planlagt og jeg brugte nogle dage på at sunde mig over ”nyheden”. Min kæreste derimod var ikke et sekund i tvivl – selvfølgelig skulle vi gennemføre graviditeten og blive forældre sammen. Graviditeten var ikke planlagt, men blev meget hurtigt meget ønsket, og forventningens glæde overtog nervøsiteten. 

Når jeg kigger tilbage på hele forløbet kan jeg jo godt se, at det ikke var en let graviditet, selvom jeg undervejs nægtede at erkende det. Jeg havde det PERFEKT når folk spurgte, og de kunne lige våge på at forsøge at aflaste mig. Utrolig stædig (som jeg nok altid har været) og til sidst desværre også ret benægtende overfor den egentlig realitet..
Ved nakkefoldsscanningen blev det vurderet, at der var en risiko for, at vores lille barn havde kromosomafvigelser. Det var de blodprøver jeg havde fået taget inden, der var skæve og gjorde at jeg blev tilbudt en moderkagebiopsi. Denne takkede vi ja til og skulle blot møde op efter weekenden. Skæbnen ville dog, at jeg henover weekenden blev ramt af fransk rosen. En hudlidelse som jeg er 100 % sikker på at Fanden selv har skabt.. Moderkagebiopsi blev i stedet til fostervandsprøve som heldigvis viste, at der gemte sig en sund og rask dreng i min mave.
Grundet den skæve blodprøve blev jeg senere, i uge 28 og på min 27’ende fødselsdag, kaldt ind til en ekstra scanning. Dette blot for at tjekke, at vores lille søn voksede som han skulle. Noget vi egentlig ikke tænkte særlig meget over, da min mave var flot rund og både fostervandsprøve og misdannelsesscanning var gået som smurt. Jeg fik dog ikke det positive svar, som jeg ellers havde bedt om på min fødselsdag.. Det viste sig, at vores dreng var noget mindre end gennemsnittet. Hele 32 %, eller var det 35?
Herfra bliver alt lidt mudret i min hukommelse, og tingene tog fart. Det vidste sig, at min moderkage ikke fungerede optimalt, hvorfor vores lille, men ellers perfekt sunde dreng, ikke fik nok næring. Min egen krop modarbejdede altså vores lille dreng (lorte krop).. 

Jeg var til scanning stort set hver anden dag i en lille måned. Dette for at holde øje med hvordan vores dreng havde det i maven, og for hver gang at vurdere hvorledes han ville have bedre betingelser for at vokse sig større ude i den virkelige verden. Undervejs fik jeg yderligere diagnosticeret svangerskabsforgiftning – dog ikke med så højt et blodtryk, at det skulle behandles med blodtrykssænkende medicin. Engang imellem ønskede lægerne at indlægge mig, og en gang eller to udskrev jeg mig selv, da lillemanden var en aktiv gut og da jeg jo selv bare kunne måle mit blodtryk hjemmefra. 

Efter en lille uge med flere scanninger, en overnatning på barselsafsnittet, mange lægesamtaler og en udskrivelse (af lægerne vel at mærke) fik jeg ”lov” til at gå på forlænget weekend hjemme.  En weekend, der bl.a. bød på shopping af det sidste baby-udstyr og et hyggeligt surprise baby-shower. Vi var blevet forberedt på, at vores lille dreng ville komme noget før tid ved kejsersnit, og dette var vores omgangskreds blevet informeret om, hvorfor min søde familie og veninder havde fremrykket min baby-shower til den lørdag. En hyggelig og dejlig lørdag, der i den grad var tiltrængt efter al lykke over graviditeten var blevet begravet i hospitalsbesøg og bekymringer. 

Om søndagen, d. 23. februar, kom vores søn til verdenen. Den smukkeste lille dreng – vores Felix <3. 1085 gram og 37 cm ren kærlighed. Dog kom han til verdenen med lukkede øjne og uden det famøse baby skrål.

Jeg vågnede om den søndag med murren nede i venstre side og menstruationslignende smerter. Jeg googlede for 10.000 gang symptomerne på svangerskabsforgiftning, da jeg havde fået nøje anvisninger om at holde øje med disse. Symptomerne matchede slet ikke dét jeg oplevede og jeg tænkte, at jeg nok blot havde spist for meget kage og pizza til festlighederne dagen forinden. 3. gang jeg rejste mig fra sengen for endnu engang, at trisse ud mod toilettet føltest det som om, at jeg tissede i bukserne. Til mit store chok finder jeg dog ud af, at det hverken var tis eller fostervand. Det var blod. Og der var meget af det. Halvfebrilsk vækker jeg min kæreste ved at skrige hans navn. Imens forsøger jeg mig med at ringe til fødegangen og sidde i telefonkø. Min kæreste, som er væltet ud af sengen, får dog banket lidt fornuft ind i mit hoved og ringer 112. Imens min kæreste har overtaget telefonen og oplyser alarmcentralen om vores situation forsøger jeg mig med at gå i bad og vaske noget af alt blodet væk. En opgave, der var ret svær at udføre, da der hele tiden kom nyt, men en opgave som jeg, underligt nok, fandt ret så vigtigt i det øjeblik. Min kæreste får dog, efter anvisninger fra alarmcentralen, gennet mig ind i sengen for at vente på Falckredderne. Vi bliver kørt til hospitalet med udrykning, men den søde Falckmand vurderer at jeg er stabil og vi får snakket om stort og småt. Jeg når lige at nævne, at jeg synes vores lille dreng er meget stille, at han da helst skulle vente lidt med sin ankomst og at min mave er ret så spændt, da blodtryksmåleren viser 90/35 og Falckmanden får travlt med at hænge væske op. Smerterne er på det her tidspunkt til at holde ud, og situationens alvor har jeg endnu ikke opfattet. Her 3 måneder efter har jeg stadig svært ved at forstå det der er sket, og dén søndag kører ofte for mit indre som en dårlig B-film, man helst bare vil zappe væk fra.

På fødegangen bliver vi mødt af en læge, som hurtigt kunne konstatere at vores lille drengs hjerte er stoppet med at slå. Jeg husker det som om, at alt kortvarigt gik i stå. Følelsen af verdens største mavepuster ramte mig med 100 km i timen og min kæreste faldt sammen henover mig. Lægen tilkaldte en ekstra og fik mumlet noget om igangsættelse og at vi nok kunne forvente en fødsel henover natten.

Jeg ville sådan ønske, at jeg nu kunne berette om en, nok utrolig hård, men smuk og rolig fødsel, men desværre begyndte jeg igen at bløde. Hurtigt blev stuen fyldt og en hektisk stemning bredte sig. Selv husker jeg kun brudstykker og en masse mennesker, men min kæreste har senere fortalt hvordan personalet sad på hver sin side af mig og bøvlede med at få taget blodprøver. Alt imens en jordmoder hele tiden tjekkede om jeg havde åbnet mig. Selv husker jeg blot, at jeg blev mere træt og ligeglad. Og at jeg rystede, hold op hvor jeg frys! Planen blev hurtigt ændret til akut kejsersnit, og jeg bliver lagt i fuld narkose. Vores lille Felix blev født kl. 09:35 og kom med det samme ud til sin far, som heldigvis havde en sød jordemoderstuderende ved sin side. Det viste sig, at min moderkage pludselig havde revet sig løs, hvorfor al næring og ilt til vores dreng var ophørt (igen- lorte krop). Noget der heldigvis sker sjældent og som ikke kan forudsiges. 

3 måneder senere. En lille søn rigere, men også fattigere. Tanker om skyld, skam, uretfærdighed, men alligevel en kæmpe stolthed over vores lille perfekte dreng. Felix blev kremeret og spredt tæt på vores hjem. Så han kunne flyve til himmels og holde øje med os. Vi nåede heldigvis en lille ceremoni inden corona lukkede Danmark ned og mærkeligt nok, virker det til, at alle andres liv også har været sat på pause, ligesom vores. Min sorgorlov er snart slut og jeg glæder mig til at starte mit liv op igen. Et liv der aldrig bliver som før, men som forhåbentlig byder en lillebror eller lillesøster velkommen i vores arme, når tiden er til det.