Så ramte vi simpelthen søndag nummer halvtreds (1) med Tid Til Eftertanke, hvor jeg laver min lille ugentlige refleksion her på domænet. Et guldbryllup, af en slags 😉 Indtil videre har jeg kun oplevet at få noget positivt ud af at skrive de her indlæg og ikke sjældent er det sket, at de har hjulpet mig til at vende en lidt lunken uge til en dejlig, fordi jeg får mindet mig selv om nogle af alle de dejlige oplevelser, som får lov til at fylde i langt højere grad end de dårlige. Det er skæppe skønt og jeg tænker derfor at det mest naturlige derfor må være, at næste mål er at ramme den næste milepæl om endnu 50 søndage. Med tid til eftertanke.

Ugens højdepunkt står i denne uge ikke ligefrem bøjet i neon. Ikke fordi det har været en dårlig uge, slet ikke. Den har bare været sådan lidt, øhm… Leverpostejsagtig. Der har selvfølgelig været masser af lyspunkter og jeg kan da også både fremhæve en fridag med Peter, en tur til det sønderjyske og utallige  spil UNO som særligt dejlige øjeblikke, men ét decideret højdepunkt, der topper de andre? Det må jeg simpelthen have til gode til næste uge.

Jeg smilede mest da jeg indfandt mig til en netværksfrokost sammen med en stak overordentligt dejlige damer i onsdags. Det var søde Jasmin Gabay (som nogle af jer måske husker fra forrige sæson af Den Store Bagedyst) som havde inviteret, og jeg kendte kun det halve selskab, men heldigvis viste det sig hurtigt, at den anden halvdel var ligeså nice, som den første og således havde vi et par FREMRAGENDE i hinandens selskab. Det er sjældent at jeg ligefrem er ked af at forlade arrangementer for at hente børn, men lige i onsdags havde jeg sgu gerne smidt en hundredemand eller to efter en barnepige (hvis jeg havde haft sådan én) for at blive hængende bare lidt længere…

Ugens lavpunkt var at vi endnu engang måtte have gang i den helt store kæmning, fordi der – igen igen – var forlydender om lus i børnenes omgangskreds. Selvom børnene er blevet klippet, så skal jeg gerne lige hilse at sige, at det stadig er noget af en omgang, at komme igennem de små krøltoppe, for at kunne sige med sikkerhed, at der ikke gemmer sig nogle kryb derinde.

Det gode ved det var at det blev taget rigtigt godt imod, da jeg skrev ud til klassens forældre og opfordrede til fælleskæmning her i weekenden. Jeg tænker at fælles front er det eneste måde at komme skidtet (som immervæk må være temmeligt irriterende for alle) til livs og jeg kan altså kun opfordre andre til at gøre det samme. Skriv ud og bed forældrene til jeres børns legekammerater kæmme i weekenden og håb så på, at alle har tid og mulighed for at få det gjort. Det er jo til glæde for alle!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min nye gennemsigtige leopardmønstrede top. Ha  ha, jeg kan godt selv høre hvor slutty den lyder, men det kommer altså meget an på hvordan man bruger den! Jeg bruger gerne under en sweater, hvor den således bare bliver en fin detalje i ærmer og hals, som jeg synes er ret så sej! (Ja, det er den man kan ane på billedet ovenfor).

Det bedste jeg har spist var faktisk en ret jeg fik serveret på The Shrimp, til den der damefrokost jeg nævnte ovenfor. Jeg fik (som altid) et vegetarisk alternativ til den perlehøne de andre guffede i sig; og selvom jeg selvfølgelig ikke ved hvordan den der høne smagte, så vil jeg æde min hat på, at vegetarretten smagte bedre. Sjældent har jeg spist noget så lækkert! Det var noget med blomkål, jordskokker og de sprødeste fritterede kapers jeg længe har spist. Ej, det var så overdrevet lækkert altså! Lov mig at I spørger efter den, hvis I nogensinde finder vej derind.

Det bedste jeg har set er simpelthen x-faktor. Igen, hvis jeg ikke husker meget forkert. Egentlig så syntes jeg at store dele af programmet i denne uge var aldeles håbløst og jeg var ikke ubetinget enig med Oh Land i hendes til- og fravalg, men jeg har simpelthen hverken set (eller hørt) meget andet, så x-faktor it is…

I næste uge ser jeg særligt frem til den date jeg har planlagt for Simon og mig. Vi tager – som I ved – på temmeligt mange dates, når børnene er hos deres far. Oftest er vores dates meget spontane, men for en gangs skyld har jeg simpelthen planlagt denne her i god tid og jeg har derfor kunnet glæde mig til den igennem længere tid. Så det gør jeg altså; jeg glæder mig skide meget!

Sjældent har jeg prøvet, at dagene flyver afsted som de gør for tiden. Eller jo, det har jeg selvfølgelig nok, men det er godt nok længe siden det har været sådan som nu.

Der er jo sket dét, at jeg tilnærmelsesvist har fået mig et fast job. Godt nok ét hvor jeg stadig selv er min egen chef (eller skulle jeg måske hellere sige medarbejder), men jeg føler mig alligevel væsentligt mere forpligtet end jeg har gjort det længe. I hvert fald i arbejdshenseende.

Det er naturligvis min webshop det handler om.

Jeg startede den op slutningen af oktober og har siden da haft intet mindre end 1279 ordrer igennem systemet. Ganske uventet, i øvrigt.  Jeg havde troet at det bare skulle være sådan et lille hyggeprojekt på siden og så er det – særligt siden nytår – bare stukket helt af, således jeg for tiden bruger mellem 20-25 timer om ugen på det.

Jeg kunne måske godt hjælpe mig selv lidt og bruge mindre tid, men fordi jeg har valgt at pakke og sende bestillinger afsted hver eneste dag (pånær om søndagen, hvor pakkeshoppen er lukket), så tager det altså bare meget tid. Printe, pakke, skrive, sende, bogføre, lagerstyre – alt sådan noget, som jeg ikke havde skænket en tanke. Men det føles godt.

Den øgede arbejdsmængde har naturligvis bevirket at jeg helt overordnet set arbejder lidt mere end jeg plejer, men det har altså også haft den effekt, at jeg har været nødt til at prioritere lidt i mine arbejdsopgaver.

Der har for eksempel ikke været (tid til) helt så mange blogindlæg som der plejer at være. Ikke fordi jeg ikke stadig nyder at blogge, for det gør jeg i dén grad, men fordi tiden med mine børn, min kæreste og mine veninder – mit privatliv – ligesom er ret helligt på dén måde, så bliver det altså bloggen der ryger ned på prioriteringsskalaen lige nu.

Jeg håber selvfølgelig at I stadig vil være med mig når jeg er her. Og måske endda at I med tiden vil kunne mærke en ny side af mig også, nu hvor jeg langt om længe faktisk er gået igang med at arbejde igen. Altså, på en måde, der faktisk også føles som et arbejde, med ægte forpligtelser overfor ægte mennesker.

Jeg kan i alle tilfælde mærke, at det gør mig godt. Også selvom jeg har lidt travlt.

Bedst som drengene var puttet i seng, kom de i aftes listende ud i køkkenet, hvor jeg sad og skrev på et blogindlæg. De kunne ikke rigtigt sove og ville gerne vide hvad jeg lavede. Jeg svarede at jeg skrev et blogindlæg om den forgangne uge, hvor der var sket en masse dejlige ting. Spaopholdet, for eksempel, som jeg fortalte drengene om.

“Har du også skrevet noget om mig?” spurgte Jens.

Jeg fortalte ham, at jeg har skrevet meget om ham igennem tiden. Altid pæne ting, som jeg håber at han vil sætte pris på at læse, når han bliver voksen.

“Må jeg læse lidt af det nu?” spurgte han.

Jeg fandt et indlæg skrevet kun til ham. Et åbent brev til min førstefødte, hed det.

Vi læste det sammen. Jens smilede.

Jeg smilede tilbage, kyssede ham på kinden og sagde at det var sengetid.

Peter brød ind: “Har du også skrevet noget om mig, mor?”

Jeg læste et tilsvarende indlæg til Peter.

“Hvad betyder “at skabe balance”?” spurgte han, da jeg var færdig.

“Det betyder, at det var helt, helt perfekt at det var lige akkurat dig vi fik” svarede jeg.

Vi scrollede lidt ned igennem bloggen og læste et par hverdagsindlæg fra dengang vi boede i sønderjylland, inden drengene blev puttet i seng igen.

“Vi kan læse mere en anden dag” sagde jeg og kyssede godnat.

Jens gav mig et kram og hviskede: “Det glæder jeg mig til”.

Jeg kan naturligvis ikke huske hvert et ord jeg har skrevet, men jeg ved, at jeg altid har gjort mig umage for at gøre det med respekt for de mennesker jeg har omkring mig, så jeg glæder mig egentlig også. Jeg glæder mig over den gave jeg kan give mine børn, ved at have nedfældet fortællinger fra mit liv med dem, igennem de seneste fem år. For det synes jeg faktisk det er. En gave.

Ps. Billedet øverst er forøvrigt gammelt, hvis nogen skulle være i tvivl.  

Det har – helt overordnet set – været en rigtigt dejlig uge. Omend jeg nok ikke kommer udenom at indrømme, at den også har budt på både kvalme, søvnløse nætter og tid, der mest af alt føles som om den er smuldret. Men hey solen har, både i dag og i fredags, skinnet så meget, at det næsten har føltes helt som forår. Selvom jeg helst ikke ser mig selv som én der lad mig påvirke alt for meget af vind og vejr, så kunne jeg mærke, at det gjorde mig glad helt ind i knoglerne. Det gjorde alle tåger lettere og det sjove endnu sjovere. Så kære natur, send gerne mere sol. Tak.

Ugens højdepunkt var uden tvivl da Simon og jeg spontant tog på spaophold fra fredag til lørdag. Simon havde – ganske uventet for en weekend – fri fredag aften, og jeg ville så gerne fejre hvor godt det er gået i min lille forretning siden nytår, så vi greb chancen, fik Martha passet og tog afsted. Hjemmefra havde jeg tænkt noget med at gå i spa om eftermiddagen og spise fint i restauranten om aftenen. Men da først vi var derude (på Skodsborg Kurhotel), så orkede vi ikke rigtigt restauranten og vi drejede således om på hælen klokken tyve-nul-dut, gik tilbage på værelset, tændte for x-faktor og bestilte roomservice. Ha ha, det var simpelthen så mega hyggeligt. Og uromantisk. Og alligevel helt vildt romantisk. Det var perfekt og et meget dejligt højdepunkt på en travl uge.

Jeg smilede mest da jeg i aftes attenderede årets allerførste julefrokost. Det var sammen med en gruppe damer, som jeg efterhånden har festet med en solid håndfuld gange – og det slår slet og ret bare aldrig fejl. De er søde, de er sjove, de er nede på jorden og så er de bare pivhamrende gode selskab, hver og én. Du ved, det er den slags selskab hvor man bare kan slappe hundrede procent af og være sig selv. Selve festen var tilmed en tema-fest, så jeg fik lov til at feste med både Snehvide, Olaf og Mickey Mouse og sjældent har jeg dog grinet så meget af så lidt 😉 Selv havde jeg taget den nemme udvej med mit kostume; jeg er nemlig ikke den store Disneynørd skal jeg sige jer, så jeg syntes det var lidt rigeligt overforbrug at investere i et kostume, som jeg med garanti kun ville få brugt den ene gang, når jeg nu tilfældigvis har en lang, gul kjole hængende i skabet. Med den på, en rose i hånden og håret sat i en halv knold og halvt med bløde krøller, gjorde jeg således et forsøg på at ligne Belle fra Skønheden og Udyret. En lille smule kedeligt, en lille smule underdressed, men til gengæld også nærmest gratis.

Ugens lavpunkt står naturligvis og falder på de der fopulede søvnløse nætter. Den slags kan jo være ganske fornøjelige, når de er selvvalgte, men når de den ene nat skyldes en hund med galopperende tyndskid og den næste skyldes et tankemylder og en hovedpine af en anden verden, så er det sgu lidt irriterende!

Det gode ved det var at jeg husker at sætte ekstra pris på de nætter hvor jeg rent faktisk får sovet, når jeg iskoldt bliver mindet om at man godt kan være så uheldig at gøre det modsatte – også selvom man ikke har helt små børn.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig den førnævnte lange, gule kjole! Godt nok føler jeg mig ikke helt hjemme i rollen som en disneykarakter, men kjolen, den slår bare aldrig fejl. Jeg købte på nelly.com i forbindelse med Confettis 1 års fødselsdag for halvandet år siden og har haft den på en god håndfuld gange siden – og elsket det hver gang.

Det bedste jeg har spist er for en gangs skyld at finde i det søde køkken. Is, tilmed. Egentlig er jeg ikke det store ismenneske, men denne her dessert var så simpel og alligevel så gudsjammerligt lækker, at jeg bliver nødt til at fremhæve den. Jeg fik den til en testmiddag på det nye pizzaria Forty i Hellerup og har tænkt på at efterligne – eller måske endda opgradere – den lige siden. Den bestod så vidt jeg kunne smage ikke af andet end is og krystallieret hvid chokolade med timian, men jøsses, hvor var det lækkert! Prøv den hvis I kommer på de kanter – og hold jer endelig til i opskrifterne herinde hos mig, for jeg tænker altså at jeg må prøve at lave noget tilsvarende én af de nærmeste dage. Det kan ikke være så svært 😉

Det bedste jeg har hørt er bogen “Kunsten at være F**king ligeglad”, som jeg har hørt på lydbog henover den seneste uges tid. Jeg synes der er mange fine pointer i bogen – særligt når man forstår, at det ikke så meget handler om at være ligeglad, men om at vælge hvad man vil engagere sig i – og så give dét sin opmærksomhed, frem for alt muligt andet.

I næste uge ser jeg frem til igen at ramme noget mere normal hverdag, nu hvor drengene – og deres respektive rytmer – igen er hos mig. Som jeg beskrev i mit indlæg omkring nogle af mine følelser i forhold til skilsmissen i dag, så er mit liv altid sådan lidt underligt, når børnene er hos deres far. Og i den forgangne uge, hvor jeg med dét indlæg netop har mindet mig selvom hvordan jeg har det, har det altså været ekstra “slemt”. Så hvis jeg bare kunne bede om lidt leverpostejsfarvet hverdag med et lille strejf af solskin i ny og næ, så ville jeg være ovenud tilfreds.

Det er vel ikke for meget forlangt?