VELKOMMEN TIL

Du er landet hos en værre skrappedulle, med hang til kaffe, kærlighed og livsnyderi.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, en bestsellerbog på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Fødselsfredag – to uperfekte fødsler

Jeg har sagt det så ofte; at den gode fødsel ikke ligger i fødslens faktuelle forløb, men i den personlige oplevelse af den. Det bliver meget tydeligt i de to beretninger jeg vil dele med jer i dag, hvor kvindens oplevelser af fødslerne ingenlunde stemte overens med fødslernes forløb, hvis man skal se nøgternt på dem. Jeg synes det er så fint beskrevet og det gør mig stolt på vores allesammens vegne, når der kommer den slags fokus, som kvinden sætter her. Hun skrev selv således til mig:

Jeg har tit tænkt på at sende min fødselshistorie ind, for jeg synes det er så vigtigt at der kommer fokus på, at der ikke findes perfekte fødsler og at det hele handler om, hvordan den fødende oplever det. Her kommer historien om mine to fødsler – jeg håber at nogen kan bruge dem. 

Min første fødsel er på papiret en succes. Slimproppen gik kl. 19, vandet kl. 20 og de første veer begyndte omkring ved 21-tiden på sygehusets parkeringsplads. Vores søn er født kl. 04.11 den efterfølgende morgen.

For mig var fødslen dog alt andet end en succes.

7-8 timer er jo bestemt ikke en lang fødsel, men 7-8 timer med angst, vestorm og medfølgende smerter fra helvede føles som flere dage.

Fra første ve, var veerne så voldsomme at jeg knapt kunne stå på benene for smerten. At de også kom som perler på en snor gjorde det ikke bedre. Omkring klokken 21 kom de første veer og ved 23-tiden var jeg 10 cm åben. Baby var dog ikke rigtig med, og havde absolut ikke bevæget sig ned gennem bækkenet på de små 2 timer der var gået. Mine veer aftog, og jordemoderen mente det bedste var at lægge et drop for at hjælpe veerne lidt på vej. Jeg skal love for, at de blev hjulpet. De næste 4 timer havde jeg vestorm uafbrudt. Der var ingen pauser overhovedet, jeg var bange, chokeret og kunne ikke røre mig ud af stedet. Jordemoderen var meget sød, men hun var åbenbart også ret uerfaren, for hun lykkedes ikke med at berolige mig eller få mig ud af sengen og hun lod mig presse med i alle 4 timer (hvilket ledte til verdens mest smadrede bækkensbundsmuskler bagefter). Da presseveerne endelig kom var det en befrielse og efter ca 45 minutter var min store dejlige søn født, 4434 g og 53 cm.

Læs også: Derfor er det sværere at føde en stjernekigger

Jeg havde meget ondt efter fødslen, kunne knapt gå i flere uger og jeg havde ondt i min bækkenbund i 3 måneder bagefter, og psykisk var jeg fuldstændig ødelagt. Jeg var ked af det og bange, og begyndte at græde, da min mand for sjovt spurgte hvornår vi skulle have nummer to. De negative følelser aftog med tiden, men blomstrede igen, da det var tid til at blive gravid igen…

Efter 18 måneder blev jeg gravid igen. Jeg blev hurtigt henvist til en speciel afdeling for kvinder med fødselsangst og fik nogle samtaler ved en specialuddannet jordemoder. Samtidig bestilte jeg hjemmestudiet fra smertefri fødsel og da det var tid til at føde igen, følte jeg mig rigtig klar. Jeg følte at systemet havde lyttet til mig og øvelserne fra smertefri fødsel havde givet mig en tro på, at jeg kunne klare det.

05.30 om morgenen vågnede jeg af den første ve. Det var ikke noget særligt og jeg faldt i søvn igen og sov en time tid. 06:30 vækkede jeg min mand som stod op og begyndte at gøre klar til at vores søn skulle i vuggestue. Veerne var ikke slemme og jeg kunne snakke mens de stod på. Ved 7-tiden begyndte de at bide lidt, og min mand gik afsted med vores søn. Jeg bad ham handle lidt mad på vejen tilbage, så han kunne tage noget med til sygehuset, for vores køleskab var næsten tomt. 07.20 fik min mand en sms, hvor jeg skrev: ”KOM HJEM NU!!!”. Veerne var så kraftige, så jeg næsten ikke kunne håndtere dem, og jeg vidste vi skulle afsted med det samme. Vi ringede til fødeafdelingen og fik lov at komme ind. 07:40 er vi på vej ind i bilen. Mit vand går og presseveerne begynder med det samme. Jeg kigger på min mand og får sagt, at det her kan jeg ikke, vender om, og når ind i trappeopgangen, hvor jeg må kapitulere på gulvmåtten. Min mand er hurtig og ringer 112, som sender en ambulance, og stiller min mand om til en vagtjordemoder, som kan guide ham i telefonen. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg ikke vil at min mand skal være min jordemoder, så da ambulancelægen og ambulancen kommer er det en stor lettelse. Lægen er dog meget nervøs og vil overhovedet ikke, at jeg skal føde i trappeopgangen. Jordemoderen i telefonen siger, at jeg bare skal følge min krop og presse, hvis jeg føler for det – lægen beder mig om at holde igen (som om det går, når presseveerne tager over). Jeg kommer ind i ambulancen, der er ikke plads til min mand, som må køre med i lægebilen, og vi kører mod sygehuset som ligger ca. 10 minutter væk.
Jeg ligger på siden på båren og kæmper for at holde igen, det er utroligt ubehageligt når ambulancen kører så hurtigt. Ca. 2 minutter inden vi ankommer til sygehuset beder lægen om at få ambulancen stoppet – hvilket var en rigtig god ide. Jeg når præcis at vende mig om på ryggen, sprede benene og hovedet er født. Den stakkels stressede læge vil virkelig gerne have baby ud, og tager fat om hovedet og skal til at hive til. Jeg når at bede ham om at vente på den næste ve (Ingen skal hive et barn ud af mig), og ved næste ve kommer baby ud og op på mit bryst, mindre end 3 timer efter jeg vågnede af den første ve. En stor og fin pige på 4380 g og 54 cm, som har det helt perfekt.
Hvad jeg ikke ved er, at lægebilen er stoppet, da den ser ambulancen i vejkanten og min mand har fået besked fra chaufføren om at baby er født. Da der er kommet lidt ro på, kører vi videre til sygehuset stille og roligt. Der tager min mand imod os, sammen med den samme jordemoder som tog imod vores søn. Alt er helt fantastisk og stille og roligt. Da vi kommer ind på fødestuen klipper min mand navlestrengen, moderkagen kommer stille og roligt og jeg får et par sting. Jeg er oppe og gå direkte efter og har det fysisk rigtig rigtig godt.

En fødsel, der på papiret var alt andet end perfekt og fra lægens synsvinkel ret kaotisk, blev helt fantastisk for mig. Jeg var ikke bange på noget tidspunkt, jeg havde overskud til at tage kontrol, da lægen blev stresset og jeg havde overhovedet ikke ondt efter fødslen.

Mange har spurgt mig efter fødslen, om det ikke var traumatisk at det gik så hurtigt og at føde i en ambulance, men det var det slet ikke. Der er stor forskel på, hvad der på papiret er en perfekt fødsel og hvordan det føles for den fødende.

Annonce

Når det alligevel giver mening

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg af og til godt kan savne den helt tydelige meningsfuldhed i mit nuværende arbejde, i forhold til dengang jeg stadig havde min daglige gang på fødeafdelingen. Jeg kan ikke på stående fod komme i tanker om et mere meningsfuldt arbejde, end arbejdet som jordemoder, hvorimod det meningsfulde i at være sådan én der skriver om sig selv og sin hverdag på internettet af og til godt kan kræve lidt sammenknebne øjne at stille helt skarpt på. Altså, lige indtil det overhovedet ikke forholder sig sådan, fordi man bliver lagt ned af lutter taknemmelighed og søde beskeder fra den anden side; når I (fortæller mig at I) bliver rørt over de ting jeg deler.

Når mine blogindlæg kan gøre en forskel, sådan som jeg, på baggrund af de hundredevis af kommentarer og beskeder godt tør sig at mit indlæg om min rynkede mave har gjort for mange, så giver det simpelthen så pissegod mening, at lave lige akkurat dét jeg gør! Det gør mig så sindssygt glad at kunne inspirere og går foran, når det kommer til et budskab så vigtigt som at elske sig selv, uanset hvilke skavanker, skævheder eller særheder man måtte have. Det handler om – på den ene eller den anden måde – at finde ro med sig selv og hvad det kræver for at komme dertil er selvfølgelig forskelligt for os allesammen, men jeg tror at noget af det vigtigste vi kan gøre, er at bakke hinanden op, sådan som I gjorde det med mig, da jeg blottede mit maveskind til frit skue for jer og hvem der ellers måtte have lyst til at kigge på det. Jeres opbakning til mig, vidner for mig at se om, at jeg havde ret i min betragtning om, at mit negative syn på mit maveskind sgu nok primært lå hos mig selv. Bevares, jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er for kønt, men ligefrem at blive degraderet på grund af dét, har jeg altså været relativt alene om at gøre. Min værdi for andre mennesker, hænger ikke sammen med stramheden på mit maveskind og jeg ved. at det samme (selvfølgelig) gør sig gældende for jer.

Med dét sagt, synes jeg selvfølgelig stadig at det er både lækkert og rart at pleje min krop, såvel som jeg gør mit bedste for at pleje mine børns kroppe, både med sund mad, bevægelse og selvfølgelig en kropspleje, som harmonerer med min værdier. For eksempel går jeg ret meget op i, at jeg ikke fylder mine børns kroppe med alt muligt unødigt kemi og hvadenten det kommer til vores madvarer, som jeg vil gætte på er 90% økologiske eller produkterne på badeværelset, så er det vigtigt for mig, at jeg kan se mig selv i øjnene imens vi bruger dem. Bevares, til mig selv er jeg ikke super sart og jeg bruger skam også nogle produkter til mig selv, som jeg ikke kunne drømme om at bruge til mine børn, men jeg er i det mindste bevidst omkring mine valg, når jeg gør.

Fordi hverdagen helst skal hænge sådan nogenlunde sammen (og vi bor i en lejlighed uden ubegrænsede mængder plads) giver det selvfølgelig bedst mening at finde produkter, som kan bruges til hele familien og lige dér rammer Sanex Zero%, som jeg også har skrevet om før, altså plet. Produkterne lover at indeholde 0% farvestoffer, 0% parabener og 0% duft og dét er altså noget jeg kan lide at høre, når det kommer til noget som især mine børn også skal have glæde af.

Vi bruger en del forskellige produkter fra serien og selvom jeg personligt er ret glad for deres lotions og cremer, så er der ingen tvivl om at storfavoritten herhjemme, som vi køber igen og igen (og igen, fordi vi bruger den hver evig eneste dag), er deres Showergel. Udover manglen på ovennævnte ingredienser (som altså er godt!) så indeholder den faktisk heller ikke noget sæbe og inden nogen kommer helt op ad stolene over, hvordan vi dog kan vaske os i noget, der ikke er sæbe, så vil jeg bare lige hurtigt fortælle, at det kan man altså sagtens og vi bliver helt fint rene alligevel 😉 Sæbe er ét blandt flere mulige midler til at pleje og rengøre kroppen, men til gengæld kan det faktisk være ret hårdt for huden og udtørre den ganske unødigt. Sanex Zero% indeholder et absolut minimum af ingredienser til at holde huden ren (og fugtet), hvilket udover at være godt for huden, som en bonus også er godt for miljøet – og dét altså tilmed til en usædvanligt skarp pris. Så vidt jeg husker koster den lige omkring 40.- for en liter og så fås den altså ret tit på tilbud i nogle af de store supermarkeder 😉

Dét giver jo – ligesom tabunedbrydende indlæg om rynkede maveskind – for pokker også god mening. Måske i en lidt anden skala, men stadig! Både for mig personligt, men sådan set også for mig at dele med jer. Tippet er i hvert fald hermed givet videre og så må I bare have en knaldgod dag! 😀

Mig og min rynkede mave

Den har, så længe jeg kan huske, fyldt meget for mig, min mave. Ikke i bogstaveligste forstand, langt fra, men i min forstand. I min bevidsthed.

Som lille teenager led jeg af en spiseforstyrrelse under hvilken, da det stod værst til, jeg kun tillod mig selv højest at drikke tre slurke vand ad gangen. Det gjorde jeg fordi jeg ellers (bildte mig selv ind at man) kunne se en lille bule på min mave. En lille bule, som selvfølgelig var “endnu værre”, når den af og til var “fyldt” med mad. Det bedste jeg vidste var, når jeg om aftenen lå i min seng og med hænderne kunne mærke at min mave var helt tom. Jeg vejede dengang ikke stort andet end 40-45 kilo og jeg var frygteligt syg. Mit selvbillede især, var sygt.

Heldigvis fik jeg ret hurtigt bugt med min spiseforstyrrelse, men som så mange andre teenagepiger (og voksne kvinder – og garanteret også en hel del drenge og mænd) blev mit selvbillede aldrig sådan rigtigt godt. Jeg syntes altid at der var ét eller andet galt med min krop og selvom jeg godt vidste, at jeg i mine tidligere tyvere havde dét andre syntes var en flot krop, så var jeg ikke tilfreds. Jeg var træt af min mave som (for mig at se) altid bulede frem, over min tendens til at få bollehåndtag frem for fyldige baller og alt den slags, som de fleste af jer nok også på én eller anden måde kender til.

… Og så blev jeg gravid. Og jeg elskede transformationen i min krop. Den store mave og mine til stadighed lange og rimeligt tynde ben, kastede usædvanligt mange komplimenter af sig og jeg solede mig i hver og én. For første gang nogensinde følte jeg, at min krop var rigtigt smuk. I hvert fald, når jeg lige havde en cardigan på til at dække bollehåndtagene og min tiltagende flade bagdel.

… Og så fik jeg strækmærker. Ikke bare strækmærker, men usædvanligt mange strækmærker. (Og ja, jeg ved det, eftersom mit erfaringsgrundlag som jordemoder fortæller mig at det trods alt er de absolut færreste – faktisk meget, meget få – der får ligeså mange strækmærker som jeg gjorde).

Imens jeg var gravid gjorde strækmærkerne mig egentlig ingenting (udover at de kløede som et ondt år), men for helvede hvor har jeg været ked af mine strækmærker efter mine fødsler. Efter fødslerne hvor underhuden slet og ret er bristet og dermed er blevet en lille smule for stor. Hundredevis af steder henover et i øvrigt ikke særligt stort område. Det betyder at min hud på maven ikke bare er blevet blød, som mange mødre oplever det. Næh, den er blevet for stor – og det altså på en ret rynket måde.

Ej hvor var jeg altså ked af det!

Som årene gik, lærte jeg at leve med min arrede mave. Jeg jokede tit med den og forsøgte nok i virkeligheden allermest at overbevise mig selv om, at den var ok som den var. At jeg var ok.

Det var jeg bare ikke.

Særligt da jeg første gang efter min skilsmisse valgte at afklæde mig foran en mand, der ikke på forhånd vidste hvordan jeg så ud – og som ikke selv havde haft en finger med i spillet i forhold til at få mig til at se ud som jeg gør – blev det tydeligt for mig. Ja, det gjorde det sådan set ret længe op til dén dag, fordi jeg var så bange for at han ville løbe skrigende bort. Eller i hvert fald, at han ville blive bange for det. Tænk, hvis han ville have berøringsangst overfor min mave, som jeg i virkeligheden bare gerne ville bekræftes i, var helt ok. Tænk, hvis min mave ville blive en ting. I ved, sådan en ting, som man i de her “jeg-swiper-bare-videre-indtil-jeg-møder-den-perfekte-partner”-tider ville bruge som argument for at kassere mig. Tænk, hvis min arrede mave, pludselig skulle stå foran – eller ligefrem i vejen for mig.

Jeg var pludselig overhovedet ikke ok med min mave og selvom jeg (selvfølgelig) altid har elsket mine børn mere end jeg har hadet dén, så var jeg altså temmeligt træt af at være blevet sådan én med et maveskind som fra nogle vinkler ligeså godt kunne tilhøre en kvinde på 80 år.

… Lige indtil det viste sig, at alt det her med min mave faktisk bare foregik i mit eget hoved. Altså, sådan fuldstændigt. Bevares, den er blevet italesat, men faktisk kun på en god måde. På en “jeg kan godt se den er lidt anderledes end de fleste andres, men jeg kan stadig godt lide den og dig”-agtig måde. På den – for mig – perfekte måde.


Jeg har ikke brug for løgne, vigen udenom eller for at få at vide at min mave er smuk, men jeg har brug for anerkendelse for det og den jeg er – og mine strækmærker, ja, de er altså blevet en del af mig og jeg elsker de to drenge, der er fulgt med i kølvandet på dem og så er der vel sådan set ikke så meget mere at sige om den sag.

Sdr. Bjert Kro – en lille perle

Sdr Bjert Kro viste sig hurtigt at være alt muligt andet end dét jeg havde frygtet…

Sdr Bjert Kro

Ganske uagtet hvor meget jeg både har spist ude og rejst rundt – både i Danmark og i verden – så har jeg, så vidt jeg husker, faktisk aldrig været på kro. Ikke som voksen, i alle tilfælde.

Som barn mindes jeg, at jeg af og til var med mine forældre på kro, hvor særligt besøgene på den lille lokale Brunsnæs Kro vækker genklang i min hukommelse. Det var her jeg stødte på min allerførste favorit-voksen-dessert. Altså, en dessert som ikke bare var pandekager med is, eller et stykke chokoladekage, som vi børn oftest fik serveret, men en rigtig voksen-dessert, som jeg elskede. Det var en pære belle helene og jeg elskede den så højt, at jeg nogle år senere fik ondt i fingrene over at åbne alle de dåser med pærer der skulle til, for at kunne affodre hele selskabet til min nonfirmation med denne lille bid af himmerige. For ja, vi skulle selvfølgelig have pære belle helene til og det skulle selvfølgelig være med pærer fra dåse – vist nok præcis sådan som det også var på kroen, dengang.

Få år senere gik det op for mig, at min ellers så højt elskede dåsepæredessert, måske i virkeligheden ikke toppede den kulinariske scene så meget som jeg ellers havde fået bildt mig ind og jeg tror måske netop dén erkendelse sidenhen har fået mig til at gå udenom kroerne, når jeg har skulle vælge både spise- og sovested rundt om i landet. Jeg har tænkt, at kroer nok mest af alt var sådan et sted man serverede dåse-frugt.

Som de altså ikke er. Tænk for eksempel bare på Søllerød Kro lidt nord for København – de har jo for pokker en michelinstjerne und alles! Dét får man altså ikke ligefrem af at servere konserves, skulle jeg lige hilse at sige.

Kroer kan være noget af det allerbedste – og hyggeligste – vi har og da jeg for nyligt havde fornøjelsen at besøge Sdr Bjert Kro, én af de allernyeste (eller i hvert fald senest åbnede, fordi kroen altså ikke er ny, men den har været lukket og har fået nye ejere, som så har genåbnet den for nyligt) kroer, blev den lille rest af forbehold overfor kroerne altså gjort usædvanligt meget til skamme.

Det er et par af Simons venner, Kathrine og Emil, der har overtaget kroen og manner, hvor har de bare gjort det godt! Kathrine, som har stået for indretningen har simpelthen det vildeste øje for detaljerne. De forskellige krostuer – for ja, den slags har de selvfølgelig – har hver deres stemning, for ikke at tale om værelserne som eddermamer er fine! Nogle af dem har både dobbeltseng og hems og jeg drømmer altså om at tage drengene med derover engang – jeg tænker, at man kunne kombinere en tur i Legoland med et (romantisk) kro-ophold på én eller anden måde. Hvis man kan, må Sdr Bjert Kro i alle tilfælde være oplagt – særligt med tanke på at Emil og Kathrine, faktisk også er forældre til to små børn. I ved, folk der selv har (små) børn, ved ligesom helt præsent hvad der skal til for at man føler sig velkommen, hvadenten det er med eller uden børn, ikke sandt?

Maden på kroen er så vidt jeg kunne forstå primært sådan noget “rigtig” – men rigtigt god! –  kromad, men fordi vi kom forbi til frokost og bad om at få noget mad uden kød, så tryllede Emil lige en vidunderlig kødfri frokostanretning frem til os, som smagte så lækkert, at vi efterfølgende var nødt til at fritte ham for hvordan han havde gjort. Ej, det var virkelig lækkert og jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis man kommer der og beder om nogle retter fra deres “almindelige” menu, som de er vant til at lave, så vil man blive blæst omkuld af god smag.

Ej, det var virkelig en god oplevelse og det eneste der trak ned i min bog var, at vi desværre ikke havde booket et værelse (især dét med den lyserøde væg – kæft, det var fint!) til natten, så vi kunne være blevet til middagen om aftenen også. Dét gad jeg godt at prøve. Nårh ja, og så gad jeg også godt at prøve deres smukke gildesal en dag også – det kunne jo være at man en dag skulle holde en stor fest sammen med én man kan lide, sådan lidt ekstra meget 😉

Nuvel, I skal selvfølgelig også have lov til at se Sdr Bjert Kro med egne øjne – i første omgang igennem min linse og så håber jeg for jer, at I en dag får mulighed for at kigge forbi og se stedet selv. Det er i sandhed en lille perle.

Sdr Bjert Kro Sdr Bjert Kro Sdr Bjert Kro

Sdr Bjert Kro Sdr Bjert Kro Sdr Bjert Kro  Sdr Bjert Kro Sdr Bjert Kro Sdr Bjert Kro Sdr Bjert Kro

Hvis I har lyst, kan I komme direkte til deres hjemmeside HER.

En usædvanligt pinlig episode

Nu går det virkelig ikke længere. Jeg kan ikke sidde det overhørig og jeg bliver simpelthen nødt til at lette mit hjerte. Det handler om én de absolut dummeste – og pinligste – ting jeg har begået på det seneste, som jeg slet og ret har brug for aflad fra. Faktisk har jeg allerede berettet lidt om det på instagram og det var faktisk på baggrund af dét, at jeg besluttede at skrive nærværende indlæg. Der var nemlig én af mine søde følgere, som skrev til mig og spurgte om ikke det var grænseoverskridende, at dele dén slags pinligheder med så mange (sådan omtrent 15.000, som kigger med på mine stories på daglig basis), hvilket altså satte gang i de små grå på øverste etage. For jo, når jeg tænker over det, så er det måske nok lidt grænseoverskridende at dele nogle af de pinlige ting jeg af og til kommer til at gøre, men på den anden side, så synes jeg faktisk det gør tingene mindre pinlige, at sige dem højt. På dén måde gør jeg nemlig mit bedste for at det er mig der spreder rygtet om mig, hvilket jeg er meget mere tryg ved, end hvis det skulle komme fra naboen. Giver det mening?

Så snart jeg har berettet om mine pinlige eskapader er de ligesom ikke længere så pinlige, men nærmere noget vi kan grine af i fællesskab. Samtidig har jeg sikret mig (bedst muligt) mod at andre griner af mig bag min ryg, som i virkeligheden ofte er dét, jeg er mest bange for, når jeg bliver pinlig over ét eller andet jeg har sagt eller gjort. Fordi vi griner sammen og fordi jeg selv har vist og fortalt, at jeg er ok med hvad end jeg har gjort. Pinlig, men ok.

Derfor skal I altså nu præsenteres en usædvanligt pinlig episode jeg stod for at udføre, da jeg var i Vejle tidligere på ugen.

Der skete dét, at jeg skulle holde et foredrag og fordi jeg skulle direkte derud fra en lang og dejlig dag, besluttede jeg at komme i lidt ekstra god tid, således jeg havde tid til lige at “nette mig” lidt, inden jeg skulle ind på gulvet og underholde. Jeg indtog således baglokalets badeværelse, hvor jeg, udover at fikse min lidt trætte make-up, også lige gav håret en ekstra tur med glattejernet (som jeg bruger til at lave krøller med) for at stå knivskarpt. Slutteligt tissede jeg af, vaskede hænderne og gik ind i lokalet for at instagramme dét overflods snackbord der var stillet an til fordel for alle de kvinder, som var kommet for at høre mig. Og så gik jeg igang.

Snakke-snakke-snakke.

Lidt om mig og meget om noget af alt det jeg mener man (i virkeligheden) bør vide om graviditet og som ingen nogensinde snakker om. Blandt andet fortalte jeg om hvordan jeg som jordemoder så mange gange med al tydelighed har kunnet se, hvordan de fødende med varierende held har forsøgt at barbere sig imellem benene inden fødslen. Det har stort set altid været en plettet omgang (og dét er helt fint for mig, i øvrigt!) og for ligesom at illustrere hvor svært det jo for pokker kan være, at barbere fileten, når man er højgravid, satte jeg et ben op på bordet ved siden af mig og imiterede de noget akavede bevægelser jeg selv i sin tid har præsteret da jeg forsøgte at “gøre mig klar” til den forestående fødsel, til selskabet store fornøjelse. Jeg lavede fagter det bedste jeg har lært og underholdt efter bedste evne og alt var lutter gammen. Godt nok krammede jeg ikke helt ligeså mange efterfølgende, som jeg plejer, men alle var søde og snaksaglige, så jeg lagde ikke mere i dén lille detalje. I alle tilfælde ikke før end de sidste gæster var gået og jeg gik ud for lige at tisse af, inden jeg skulle hjem til København. Dér gik det op for mig. Det var det absolut allerførste jeg så, da jeg trådte ud på badeværelset. Det skreg til mig fra bunden af spejlet, som jeg så vidt jeg husker ikke engang kiggede ind i.

Lige over skridtet på mig, var der ligesom en underlig lys plet midt i mine mørke bukser, som ikke kunne undgå at fange mit blik. Hvad fanden var det?! Jeg kiggede.

Ej, fuck…

Det var mit maveskind, som stak ud over min trussekant. Hvordan i hede hule hel… kunne jeg have overset dét?! Min lynlås, min lange, lange og meget, meget vigtige lynlås i mine meget højtaljede og meget, meget stramme jeans stod på vid gab. Altså, på vid gab på dén der måde, hvor det lignede at mit maveskind var hævet som en underlig bolle på vej ud af et alt for lille (men ret stort) hul. Som en anden slags maveskindsfødsel ud igennem lynlåsen. Ej men for helvede. Det var ikke bare tydeligt. Det var altoverskyggende og der var ingen tvivl om, at alle havde set det.

For helvede, Cana.

På instagram, hvor jeg umiddelbart herefter berettede (grinende) om hændelsen, haglede det ned med “ej hvor er det tarveligt at ingen sagde noget” og “jeg ville altså have sagt noget”-beskeder og altså, selvom jeg selvfølgelig ville ønske, at nogen rent faktisk havde sagt noget, så forstår jeg godt hvorfor ingen gjorde det. Jeg mener, jeg stod jo for fa’en foran en større forsamling af kvinder og havde alles øjne på mig, så jeg forstår godt, at ingen turde råbe op om, at tivoli stod åben. Det ville jo unægteligt have gjort mig vældigt forlegen og det er altså vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke er bitter eller sur eller noget i dén stil. Overhovedet ikke. I hvert fald ikke på andre end mig selv, over at have været så fokuseret på mit hår, at jeg åbenbart glemte alt om at lukke bukserne.

… Til gengæld håber jeg at vi kan aftale herfra, at vi fremadrettet altid er gode damevenner og hjælper hinanden – uanset konteksten – og siger det højt (eller lavt), hvis tivoli med al tydelighed står uønsket åben. I hvert fald håber jeg rigtigt meget, at I vil sige dén slags til mig. Jeg lover at tage det med et smil 😀