Sjældent har jeg prøvet, at dagene flyver afsted som de gør for tiden. Eller jo, det har jeg selvfølgelig nok, men det er godt nok længe siden det har været sådan som nu.

Der er jo sket dét, at jeg tilnærmelsesvist har fået mig et fast job. Godt nok ét hvor jeg stadig selv er min egen chef (eller skulle jeg måske hellere sige medarbejder), men jeg føler mig alligevel væsentligt mere forpligtet end jeg har gjort det længe. I hvert fald i arbejdshenseende.

Det er naturligvis min webshop det handler om.

Jeg startede den op slutningen af oktober og har siden da haft intet mindre end 1279 ordrer igennem systemet. Ganske uventet, i øvrigt.  Jeg havde troet at det bare skulle være sådan et lille hyggeprojekt på siden og så er det – særligt siden nytår – bare stukket helt af, således jeg for tiden bruger mellem 20-25 timer om ugen på det.

Jeg kunne måske godt hjælpe mig selv lidt og bruge mindre tid, men fordi jeg har valgt at pakke og sende bestillinger afsted hver eneste dag (pånær om søndagen, hvor pakkeshoppen er lukket), så tager det altså bare meget tid. Printe, pakke, skrive, sende, bogføre, lagerstyre – alt sådan noget, som jeg ikke havde skænket en tanke. Men det føles godt.

Den øgede arbejdsmængde har naturligvis bevirket at jeg helt overordnet set arbejder lidt mere end jeg plejer, men det har altså også haft den effekt, at jeg har været nødt til at prioritere lidt i mine arbejdsopgaver.

Der har for eksempel ikke været (tid til) helt så mange blogindlæg som der plejer at være. Ikke fordi jeg ikke stadig nyder at blogge, for det gør jeg i dén grad, men fordi tiden med mine børn, min kæreste og mine veninder – mit privatliv – ligesom er ret helligt på dén måde, så bliver det altså bloggen der ryger ned på prioriteringsskalaen lige nu.

Jeg håber selvfølgelig at I stadig vil være med mig når jeg er her. Og måske endda at I med tiden vil kunne mærke en ny side af mig også, nu hvor jeg langt om længe faktisk er gået igang med at arbejde igen. Altså, på en måde, der faktisk også føles som et arbejde, med ægte forpligtelser overfor ægte mennesker.

Jeg kan i alle tilfælde mærke, at det gør mig godt. Også selvom jeg har lidt travlt.

Bedst som drengene var puttet i seng, kom de i aftes listende ud i køkkenet, hvor jeg sad og skrev på et blogindlæg. De kunne ikke rigtigt sove og ville gerne vide hvad jeg lavede. Jeg svarede at jeg skrev et blogindlæg om den forgangne uge, hvor der var sket en masse dejlige ting. Spaopholdet, for eksempel, som jeg fortalte drengene om.

“Har du også skrevet noget om mig?” spurgte Jens.

Jeg fortalte ham, at jeg har skrevet meget om ham igennem tiden. Altid pæne ting, som jeg håber at han vil sætte pris på at læse, når han bliver voksen.

“Må jeg læse lidt af det nu?” spurgte han.

Jeg fandt et indlæg skrevet kun til ham. Et åbent brev til min førstefødte, hed det.

Vi læste det sammen. Jens smilede.

Jeg smilede tilbage, kyssede ham på kinden og sagde at det var sengetid.

Peter brød ind: “Har du også skrevet noget om mig, mor?”

Jeg læste et tilsvarende indlæg til Peter.

“Hvad betyder “at skabe balance”?” spurgte han, da jeg var færdig.

“Det betyder, at det var helt, helt perfekt at det var lige akkurat dig vi fik” svarede jeg.

Vi scrollede lidt ned igennem bloggen og læste et par hverdagsindlæg fra dengang vi boede i sønderjylland, inden drengene blev puttet i seng igen.

“Vi kan læse mere en anden dag” sagde jeg og kyssede godnat.

Jens gav mig et kram og hviskede: “Det glæder jeg mig til”.

Jeg kan naturligvis ikke huske hvert et ord jeg har skrevet, men jeg ved, at jeg altid har gjort mig umage for at gøre det med respekt for de mennesker jeg har omkring mig, så jeg glæder mig egentlig også. Jeg glæder mig over den gave jeg kan give mine børn, ved at have nedfældet fortællinger fra mit liv med dem, igennem de seneste fem år. For det synes jeg faktisk det er. En gave.

Ps. Billedet øverst er forøvrigt gammelt, hvis nogen skulle være i tvivl.  

Det har – helt overordnet set – været en rigtigt dejlig uge. Omend jeg nok ikke kommer udenom at indrømme, at den også har budt på både kvalme, søvnløse nætter og tid, der mest af alt føles som om den er smuldret. Men hey solen har, både i dag og i fredags, skinnet så meget, at det næsten har føltes helt som forår. Selvom jeg helst ikke ser mig selv som én der lad mig påvirke alt for meget af vind og vejr, så kunne jeg mærke, at det gjorde mig glad helt ind i knoglerne. Det gjorde alle tåger lettere og det sjove endnu sjovere. Så kære natur, send gerne mere sol. Tak.

Ugens højdepunkt var uden tvivl da Simon og jeg spontant tog på spaophold fra fredag til lørdag. Simon havde – ganske uventet for en weekend – fri fredag aften, og jeg ville så gerne fejre hvor godt det er gået i min lille forretning siden nytår, så vi greb chancen, fik Martha passet og tog afsted. Hjemmefra havde jeg tænkt noget med at gå i spa om eftermiddagen og spise fint i restauranten om aftenen. Men da først vi var derude (på Skodsborg Kurhotel), så orkede vi ikke rigtigt restauranten og vi drejede således om på hælen klokken tyve-nul-dut, gik tilbage på værelset, tændte for x-faktor og bestilte roomservice. Ha ha, det var simpelthen så mega hyggeligt. Og uromantisk. Og alligevel helt vildt romantisk. Det var perfekt og et meget dejligt højdepunkt på en travl uge.

Jeg smilede mest da jeg i aftes attenderede årets allerførste julefrokost. Det var sammen med en gruppe damer, som jeg efterhånden har festet med en solid håndfuld gange – og det slår slet og ret bare aldrig fejl. De er søde, de er sjove, de er nede på jorden og så er de bare pivhamrende gode selskab, hver og én. Du ved, det er den slags selskab hvor man bare kan slappe hundrede procent af og være sig selv. Selve festen var tilmed en tema-fest, så jeg fik lov til at feste med både Snehvide, Olaf og Mickey Mouse og sjældent har jeg dog grinet så meget af så lidt 😉 Selv havde jeg taget den nemme udvej med mit kostume; jeg er nemlig ikke den store Disneynørd skal jeg sige jer, så jeg syntes det var lidt rigeligt overforbrug at investere i et kostume, som jeg med garanti kun ville få brugt den ene gang, når jeg nu tilfældigvis har en lang, gul kjole hængende i skabet. Med den på, en rose i hånden og håret sat i en halv knold og halvt med bløde krøller, gjorde jeg således et forsøg på at ligne Belle fra Skønheden og Udyret. En lille smule kedeligt, en lille smule underdressed, men til gengæld også nærmest gratis.

Ugens lavpunkt står naturligvis og falder på de der fopulede søvnløse nætter. Den slags kan jo være ganske fornøjelige, når de er selvvalgte, men når de den ene nat skyldes en hund med galopperende tyndskid og den næste skyldes et tankemylder og en hovedpine af en anden verden, så er det sgu lidt irriterende!

Det gode ved det var at jeg husker at sætte ekstra pris på de nætter hvor jeg rent faktisk får sovet, når jeg iskoldt bliver mindet om at man godt kan være så uheldig at gøre det modsatte – også selvom man ikke har helt små børn.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig den førnævnte lange, gule kjole! Godt nok føler jeg mig ikke helt hjemme i rollen som en disneykarakter, men kjolen, den slår bare aldrig fejl. Jeg købte på nelly.com i forbindelse med Confettis 1 års fødselsdag for halvandet år siden og har haft den på en god håndfuld gange siden – og elsket det hver gang.

Det bedste jeg har spist er for en gangs skyld at finde i det søde køkken. Is, tilmed. Egentlig er jeg ikke det store ismenneske, men denne her dessert var så simpel og alligevel så gudsjammerligt lækker, at jeg bliver nødt til at fremhæve den. Jeg fik den til en testmiddag på det nye pizzaria Forty i Hellerup og har tænkt på at efterligne – eller måske endda opgradere – den lige siden. Den bestod så vidt jeg kunne smage ikke af andet end is og krystallieret hvid chokolade med timian, men jøsses, hvor var det lækkert! Prøv den hvis I kommer på de kanter – og hold jer endelig til i opskrifterne herinde hos mig, for jeg tænker altså at jeg må prøve at lave noget tilsvarende én af de nærmeste dage. Det kan ikke være så svært 😉

Det bedste jeg har hørt er bogen “Kunsten at være F**king ligeglad”, som jeg har hørt på lydbog henover den seneste uges tid. Jeg synes der er mange fine pointer i bogen – særligt når man forstår, at det ikke så meget handler om at være ligeglad, men om at vælge hvad man vil engagere sig i – og så give dét sin opmærksomhed, frem for alt muligt andet.

I næste uge ser jeg frem til igen at ramme noget mere normal hverdag, nu hvor drengene – og deres respektive rytmer – igen er hos mig. Som jeg beskrev i mit indlæg omkring nogle af mine følelser i forhold til skilsmissen i dag, så er mit liv altid sådan lidt underligt, når børnene er hos deres far. Og i den forgangne uge, hvor jeg med dét indlæg netop har mindet mig selvom hvordan jeg har det, har det altså været ekstra “slemt”. Så hvis jeg bare kunne bede om lidt leverpostejsfarvet hverdag med et lille strejf af solskin i ny og næ, så ville jeg være ovenud tilfreds.

Det er vel ikke for meget forlangt?

Tilføjelse: Jeg har netop genlæst mit indlæg, bedst som det var blevet udgivet og jeg lyder mere ked af det end jeg i virkeligheden er. Jeg er ikke ked af det. Jeg er grundlæggende ret glad – af og til føles det hele bare lidt svært. På skiftedage især, selvom jeg godt ved, at det hele bliver bedre allerede fra i morgen. 

Den er altid svær, skiftedagen. Den dag hvor børnene skal fra det ene hjem til det andet. Jeg oplever naturligvis primært udfordringerne, når børnene skal fra mig og hjem til deres far, men jeg er ganske overbevist om, at de også findes den anden vej. (Selvom det ikke er en rar tanke).

Der er gået 2,5 år siden vi besluttede at gå fra hinanden og selvom meget heldigvis er blevet lettere siden dengang, så gør det stadig ondt. Sorgen er ingenlunde forsvundet. Det tror jeg sådan set aldrig den kommer til at gøre. Jeg tror nærmere at sorgen bliver et livsvilkår, når man bliver skilt. Ikke hele tiden og langt fra altid dominerende, men den er altid at finde. Og den er særligt tydelig på skiftedagen.

Uanset hvor mange og hvor dejlige planer jeg har for tiden hvor børnene er hos deres far, er jeg aldrig klar til at slippe dem. Jeg synes aldrig det er en befrielse, som nogle af mine veninder med børn på fuld tid af og til spørger mig om. “Er det ikke bare helt vildt dejligt at kunne aflevere børnene for et stund?”.

Nej. Eller jo, men nej.

Allerførst er det selvfølgelig dejligt at kunne give børnene to forældre som til evighed kun ønsker dem deres bedste. Også selvom vi ikke bor sammen. Derfor er det selvfølgelig også dejligt at kunne aflevere børnene hos deres far, som jeg ved elsker dem. Bortset fra, at det altid er med et savn og en snert af skyld. For selvom børnene trives, så er der jo ingen tvivl om, at de ville ønske deres hverdag anderledes. De ville aldrig foretrække at have to hjem frem for et og det nager mig at vide, at de altid skal savne. Fordi vi var to, der ikke kunne finde ud af den skide tango.

Det gør ondt i mit hjerte når de sidder om morgenen og fortæller, at de ikke er klar til at skulle afsted. Når de græder og tager den helt store nej-hat på, fordi deres verden kommer i ubalance for en stund. Hold kæft, hvor gør det ondt. Også selvom jeg jo godt ved, at de kommer til at have det fremragende hos deres far. Det gør de altid og de elsker at være der. Jeg tror bare det er skiftet, der er svært. Den evige omstilling. Den evige given slip.

Det kan være svært at forstå, selv for mig, der lever i det og jeg forstår godt hvis du, der lever i et fast forhold med faderen (eller moderen) til dine børn, synes at jeg er et kvaj, der burde tage mig sammen og nyde hvad jeg har. Det forstår jeg virkelig godt.

Jeg kunne godt prøve at forklare dig det, ved at minde dig om, at det jo ikke “bare” er børnefri dage efter for godt befindende. Det er altid. En evig mølle, af børn, der skal undvære deres far eller mor. Altid. Men det kan jeg alligevel ikke. Det er ikke til at forstå.

… Og det er virkelig ikke let.

Jeg bliver altid en temmeligt ussel udgave af mig selv på de her skiftedage, men jeg har, særligt det seneste år, øvet mig i at blive bedre. Jeg øver mig i at se de fine ting og i at se på de ting der gør mig glad, selvom det er skiftedag.

For eksempel så gjorde det mig glad i morges, at Peter befalede at få sin hvide skjorte på, fordi han skulle fejre fødselsdag for en ven i børnehaven i dag. Ligesom det gjorde det, da Jens helt søvndrukkent krammede sig ind til mig og spurgte om ikke bare vi kunne putte lidt mere, da jeg var inde for at sige godmorgen.

De små mennesker gør mig glad, som ingen andre. Men netop derfor øver jeg mig også i at spore – og huske! – glæden alle mulige andre steder, på de dage hvor vi skal sige farvel og på gensyn.

Som for eksempel glæden over at læse dette meget fine blogindlæg som én af mine bloggerkollegaer har skrevet. Det gør mig altid så glad, når jeg ser, læser eller hører om at nogen har fået noget godt ud af at læse mine bøger. Som forleden hvor en kvinde skrev til mig og sagde tak. Hun havde født sit første barn få dage forinden og hun ville bare gerne lige fortælle mig, hvor meget det havde betydet for hende at have “min stemme” med sig på fødestuen, efter at have læst min fødselsbog <3 Det gør mig kisteglad!

Jeg minder mig om glæden ved at der nu begynder at være nogen, som lægger deres tredje og fjerde bestillinger af både bøger og chiliplastre i min lille webshop, fordi de kan lide dét de får.

Tiden til et langt bad, for første gang i år. (Altså, et langt ét for første gang – de korte har der været masser af!). Tiden til at få ordnet negle, regnskab og alt det andet jeg plejer at tage mig af, når børnene er hos deres far. Det glæder jeg mig til.

Jeg øver mig på at glæde mig over mange ting.

Jeg glæder mig over mange ting.

Men jeg glæder mig aldrig ubetinget, for hvis der er én ting jeg hellere vil, så er det at gøre det hele, med mine børn i min sidevogn.