What. A. Week. Der har godt nok været drøn på hjemme hos mig i den forgangne uge. Det startede med et par dages vinterferie sammen med børnene og sidenhen en kombination at virkeligt meget arbejde med møder, kampagneskydninger, webshop, planlægning og så fremdeles – og ditto meget “vi-gør-som-om-vi-holder-ferie”-hygge. Det har egentlig været en meget god kombination at arbejde for fuld drøn og forsøge at holde “ferie” på samme tid, meeeen det er nok ikke et tempo jeg holder til i længden…

Ugens højdepunkt var uden tvivl vores tur med Oslobåden først på ugen. Bevares, det gyngede måske en smule mere end hvad godt var (om natten især). Men det var simpelthen så hyggeligt og jeg tror ikke det er rent galt hvis jeg siger at det var nogle af de bedste dage vi har haft sammen alle fire, i dette år til dato.

Jeg smilede mest da min kære agent, som med årene også er blevet en kær veninde, havde inviteret til stor fødselsdag i aftes. Hun er det mest organiserede og perfektionistisk menneske jeg kan komme i tanker om, så alt var perfekt! Højdepunktet, udover det dejlige selskab, fra aftenen var da et vaskeægte hornorkester pludselig stormede ind og lavede den vildeste stemning jeg nogensinde har oplevet. Det var så mega sejt, altså!! (De hurtige kan måske lige nå at se et lillebitte glimt af det i min story på instagram). 

Ugens lavpunkt  ville helt oplagt måske være de tømmermænd jeg sidder med i skrivende stund. Men alene det faktum at jeg er i stand til at skrive, fortæller mig, at mine tømmermænd er usædvanligt milde efter dén skala jeg plejer at have tømmermænd efter. Derfor graver jeg lige dybt i lommen og minder mig selv om at jeg sådan set har haft landsyge det meste af ugen, som nok i virkeligheden har været lavpunktet.

Det gode ved det er at tømmermændene tilsyneladende har taget over for landsygen, så jeg satser benhårdt på, at jeg er back on track fra i morgen 🙂

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min nye kashmere-sweater fra MosMosh. Jeg fik den af dem i forbindelse med et møde vi holdt i løbet af ugen (fordi vi lige går og ser hinanden an i forhold til et eventuelt kommende samarbejde) og den er simpelthen det blødeste jeg nogensinde har iført mig. Forestil dig det blødeste stykke tøj du kan finde til en baby – og gang det så med to og gro det op i voksenstørrelse i et smart og feminint design. Så har du min nye sweater, som jeg nu bare skal finde ud af hvordan jeg vasker, uden at ødelægge kvaliteten. (Gode råd er mere end velkomne) 🙂

Det bedste jeg har spist er selvfølgelig blinis med stenbiderrogn! Åh, hvor jeg elsker at det er tilbage i sæson – det betyder jo for pokker, at foråret er på vej. (Hurra!).

Det bedste jeg har set var Adam og Noahs show, Farvel og Tjak, som jeg så på Bremen i fredags. Simon var så heldig at få fingre i et par billetter på dba.dk og det var altså et fantastisk show! De tog gutter formår på fineste vis at gøre grin med både danske og mellemøstlige kulturer, uden at nedgøre hverken den ene eller den anden. De bygger den fineste bro imellem kulturer og efter alt at dømme i salen, hvor vi var mange og meget forskellige mennesker repræsenteret, så er jeg ingenlunde alene om at gøre mig den observation. Hvis du har mulighed for det, så tag ind og se dem – og hvis ikke, så glæd dig over, at de angiveligt lægger hele showet på youtube, når touren er overstået.

I næste uge ser jeg frem til en uge fuld af dejlige planer – både privat og professionelt. Særligt fastelavn glæder jeg mig til, fordi jeg i år har glæden af at have mine børn hjemme imens det løber af staben. Dét glæder jeg mig til!

OBS: Der er et billede af en diller nederst i indlægget – bare så du er forberedt 😉

Det føles allerede som så længe siden jeg har blogget sådan “straight-from-the-heart” og uden andet formål end at give min hjerne lidt ro, at jeg får lyst til lige at starte med at sige hej. Så, hej 🙂

Jeg føler lidt at jeg lod jer hænge i søndag morgen, hvor jeg fortalte at vi skulle en tur med oslofærgen for første gang, senere samme dag. Den dag, hvor der var blevet varslet vindstød af orkanstyrke og adskillige fly-, tog- og færgeafgange blev aflyst af selvsamme årsag. Oslobåden sejlede stadig – og på trods af at en gut fra Guest Service gjorde mig temmeligt nervøs, da han sagde at vi nok kunne forvente en temmeligt voldsom tur med bølger på 6 meters højde i vente, så blev det en ski’e god tur.

Børnene havde en fest – og derfor havde vi voksne det samme. (Jeg føler lidt at det gamle ordsprog “happy wife – happy life” burde være noget med glade børn og lykkelige forældre i steder).

Alt var fint, det var en god tur og vi kommer uden tvivl nok afsted igen på ét eller andet tidspunkt – eventuelt kombineret med lidt mere tid i Norge, næste gang.

Vel hjemme blev børnene afleveret hos deres fader, alt imens jeg fik akut behov for at plyndre den nærmeste slikbutik for alt de solgte, fordi min krop tilsyneladende – efter næsten tre års pause, på grund af en hormonspiral – igen er begyndt at producere noget der minder om en menstruation. Ha ha, jeg tror egentlig ikke at jeg var andet end træt efter at have ligget vågen to halve nætter, fordi der trods alt var noget bølgegang på dén der færge, men det var som om at menstruationskortet satte Simon i skak-mat, da jeg foreslog slik og nintendo i stedet for det stensikkert sundere alternativ han havde i tankerne.

Dagen efter – i går – skulle Simon og jeg prøve det dér Virtuel Reality et sted inde i byen, som vi så mange gange har snakket om at vi gerne ville. Simon spurgte om vi skulle tage en halv eller en hel time og kæphøjt proklamerede jeg, at hvis prisforskellen ikke var så stor, så kunne vi da ligeså godt tage en time. “Det er garanteret mega sjovt” sagde jeg kækt.

Klip til at vi står spændt fast i hver vores sele, med overdimensionerede briller på, “pistoler” i hænderne og jeg er ved at blive voldsomt overfaldet af hundredevis af zombier, som det samtidig forventes at jeg skyder ihjel. Blodet sprøjtede, jeg skreg, jeg løb, jeg skød. Jeg tog brillerne af, trak vejret og besluttede mig for lige at tage mig sammen. “Det er bare et computerspil” forsøgte jeg at sige til mig selv. Jeg tog brillerne på igen. En zombie var på vej op ad mig. Bang! Den faldt. Mit hjerte hamrede. Jeg kiggede bagud. En zombie stod helt tæt på mig. Klar til at æde mig (eller hvad sådan nogle nu gør). Jeg forsøgte at skyde rundt, imens alt i min krop skreg for at komme væk. Brillerne! Jeg tog brillerne af igen. Helt omtumlet. Jeg skulle bare ud af det her. NU. Ud af selen, af med udstyret og væk. Væk, væk, væk. Simon tog sine briller af og kiggede på mig. “Hvad så?” sagde han med et forsigtigt smil, og så begyndte jeg at græde.

Fuck mand.

Det kan godt være at nogen synes at det der Virtual Reality er sjovt, men når handler om at dræbe eller skade andre og selv blive overfaldet, skudt eller på anden vis ødelagt, så synes jeg virkelig, virkelig, virkelig ikke det er sjovt. Det var så langt over grænsen for hvad jeg synes er skægt, så selvom tudeturen måske også kan have en liiiille smule med hormoner og menstruation at gøre, så var det altså ikke just en succes.

Det var det til gengæld da jeg om aftenen viste min nyeste pottekreation frem på instagram. Jeg har for nyligt fået øjnene op for at lave ler – og i den forbindelse lavede jeg forleden en potte med et sæt bryster. Mine børn syntes at den var skæg, og mente at jeg selvfølgelig også skulle lave en diller, nu hvor jeg havde lavet et sæt bryster. Som forespurgt, så gjort – og i aftes viste jeg den altså frem inde på instagram og så skal jeg da ellers lige love for, at jeg er blevet lagt ned af beskeder, ha ha!

Jeg har simpelthen fået så mange forespørgsler på den, at jeg nu går og overvejer, om jeg skal forsøge mig med at lave flere – og så simpelthen sælge ud af dem. En pottedille(r).

Dét er sgu da noget af en succeshistorie ovenpå både tilbagevendt menstruation og verdens dårligste oplevelse i Virtual Reality. Om ikke andet, så kan man med lidt god vilje måske dreje det til at være et temmeligt konkret billede på, hvordan livet kan forandre sig på et øjeblik, når bare man åbner armene for det 😉

Man siger at hjem er der hvor hjertet er. Jeg synes det lyder både klogt og rigtigt, at et hjem allermest er defineret ud fra en følelse.

Men hvad gør man så, når følelsen ikke bare sådan uden videre indfinder sig?

Som jeg fortalte om forleden, så kæmper jeg for eksempel en smule med at føle mig rigtigt hjemme i den lejlighed vi bor i. Det handler nok mest om, at vi hele tiden har tænkt at lejligheden skulle være midlertidig. Nu har det i mellemtiden vist sig, at vi muligvis kommer til at bo her længe endnu og således er alle sejl sat ind, for at kunne byde følelsen af at have et “rigtigt hjem” velkommen.

Det er ved at være halvandet år siden vi begyndte at “bygge” vores fælles hjem, Simon og jeg og jeg føler at vi nu – langt om længe – er ved at komme på plads. Sidste år tog vi den helt store tur i ILVA og gav stuen en overhaling, da vi blandt andet fik vores nye, store flydersofa. I forrige uge fik soveværelset en tur, da vi spontant besluttede at male én af væggene i en temmeligt mørk (men meget, meget pæn) farve. Og i denne uge har vores spisestue simpelthen også fået sig en overhaling af de større. Vi har nemlig købt et nyt spisearrangement, som jeg synes gør noget virkelig, virkelig fint ved lejligheden. Vi bor jo til leje i sådan noget nybyggeri – og selvom det hele er lyst og lækkert, så er det altså også en lille smule (læs: mega meget) blottet for personlighed. Og dét har vi altså brugt den seneste tid på at proppe ind.

De lyse møbler er for de flestes vedkommende byttet ud med nogle med lidt mere kulør og jeg synes faktisk, at det gør noget rigtigt godt ved vores lejlighed.

Det har bestemt ikke været nogen let proces for Simon og mig, at blive enige om indretningen, for selvom han egentlig er rigtigt sød til at lade mig bestemme, så er han også ret tydelig omkring det, når han synes jeg bestemmer noget forkert. Det er sgu nærmest lige før han bruger dét man måske ville kalde kvinde-list, på mig, ha ha!

Vi har kigget og kigget, snakket og snakket, diskuteret en smule, grinet, hånet, drillet og i sidste ende alligevel blevet helt vildt glade for dét vi er kommet frem til. For da først vi kom ud i butikkerne, så gav det alligevel ret hurtigt sig selv. Vi faldt pladask for vores nye sofa, for vores spisebord og for den gudsjammerligt tunge, håndlavede skænk, som vi efter et par timers grublen besluttede at vi blev nødt til at skaffe plads til.

Find sofaen HER

Find skænken HER

Find spisebordet HER

Find spisebordsstolene HER

Find sengegavlen HER

På grund af skænken, har vi pillet halvdelen af vores hjemmelavede plantevæg ned og jeg synes faktisk, at det ser ret lækkert ud, som det er nu. Det har i alle tilfælde stort potentiale til at blive lækkert, når jeg lige har besluttet hvordan udtrykket skal være henover de næste måneder. Og så er noget af det skønne ved plantevæggen jo i øvrigt også, at man let og hurtigt kan skifte dét ud man ønsker og på dén måde skabe relativt store forandringer, uden de helt store armbevægelser.

Vi er stadig ikke helt i mål – og der vil uden tvivl også komme nogle udskiftninger undervejs – men jeg er simpelthen så glad for dét sted, vi er lige nu. For vores store blå sofa, som er forfærdelig at sidde i, når man har gæster på besøg, som man ikke har et nært forhold til. Man kan ikke rigtigt sidde op i den – man ligger nærmest ned, uanset hvordan man sætter sig – og ligeså skidt det er, når man har gæster, lige så fantastisk er det, når man bare gerne vil putte, hygge og have gode pladser sammen, når man ser tv med dem man elsker. Vi har oftest brug for det sidste (vi sidder typisk omkring spisebordet eller køkken-øen, når vi har gæster) og derfor en den simpelthen den dejligste sofa jeg nogensinde har ejet. Den kan fås med et utal af forskellige slags stof og farver – det er bare om at komme ud i sin lokale ILVA og tjekke udvalget ud (jeg tror nemlig ikke man kan se alle versioner online).

Ja, jeg er sådan set også glad for alt det andet, som jeg selvfølgelig gerne vil anbefale jer at tjekke ud via de der links ovenfor.

… Men lov mig, at I gør jer selv den tjeneste også at tage ud i jeres lokale ILVA for selv at opleve møblernes kvalitet, hvis I er på udkig. Jeg er i alle tilfælde temmeligt sikker på, at vi endnu ikke var blevet enige om noget som helst, hvis ikke vi havde haft møblerne “i hænderne” ude i butikkerne. Det gjorde hele forskellen for os. Og åh, hvor er jeg dog glad for det sted vi er i skabelsen af vores hjem lige nu. Vores hjem, som endelig er ved at få personlighed.

Når jeg sidder og tænker tilbage på ugen der er gået, føles det som om der ikke er sket en skid. Jeg kan ikke huske hvad jeg har lavet, hvad jeg har spist eller hvem jeg har været sammen med imens. Det hele flyder lidt sammen – og jeg tænker faktisk at det i virkeligheden nok er fordi jeg har haft lidt rigeligt at se til. Min hjerne har været presset helt ud i de alleryderste kapillærer og jeg har siddet flere gange og været nødt til at lave nogle seriøse vejrtrækningsøvelser, for ikke at brænde helt sammen på øverste etage. Jøsses, der har været smæk på. Mest dog med kedelige arbejdsagtige ting, som jeg hverken kan eller vil sige så meget om, fordi jeg simpelthen ikke forestiller mig, at det er interessant for særligt mange andre end mig. I hvert fald ikke lige nu. Til gengæld har jeg gjort mit bedste for at grave dybt, efter de lidt mere “rigtige” oplevelser jeg har haft i løbet af ugen, der er lige på nippet til at være forbi.

Ugens højdepunkt har været at vi endelig har fået nogenlunde styr på lejligheden. Vi fik tidligere på ugen de sidste møbler vi har bestilt i denne omgang og de er sååååå pæne! Jeg viser dem frem her på bloggen i morgen – og jeg håber sådan at I gider at se hvilken forandring de har gjort i lejligheden <3

Jeg smilede mest da det lykkedes mig at komme igennem lige knap to timer i biografen, alene med fire børn. I virkeligheden var det ingen sag, for alle – inklusive jeg – syntes at filmen var både sjov og spændende, så min frygt for at nogen (her havde jeg nok primært de fem-årige i tankerne) ville udvandre undervejs, blev gjort fuldstændigt til skamme.

Ugens lavpunkt var da Peter pludselig fik høj feber fredag aften. Syge børn er bare altid ret meget nedtur. Og når man sådan planlægger at tage et smut udenlands få dage senere, så er nedturen naturligvis kun endnu større.

Det gode ved det var at han vågnede op lørdag morgen og var frisk som en havørn! Det er efterhånden så længe siden at jeg ikke kan huske det, at mine børn har været syge mere end et lille døgns tid ad gangen og jeg kan næsten ikke komme i tanker om noget mere optursagtigt end det!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig halstørklæde og hue. Jøsses, hvor er det dog koldt om morgenen, når det blæser sådan!

Det bedste jeg har spist har jeg tilsyneladende fuldstændigt glemt. Jeg føler at vi har spist rester og købepizza hele ugen (det har vi selvfølgelig ikke kun), så det eneste jeg får lyst til at fremhæve, er min morgengrød, som jeg er begyndt at toppe med sådan en laber omgang dadelkaramel, som smager væsentligt bedre end den lyder!

Det bedste jeg har set må simpelthen være den der børnefilm jeg så i biffen. Spioner på Missioner. Den var actionpacked, sjov, sød og så tilpas spændende at jeg fik lyst til at klappe lidt i hænderne af begejstring da heltene (ja, undskyld jeg spoiler, men det er jo en børnefilm, så jeg tænker at I godt kan regne det ud) vinder slaget til sidst. Den er så mega fin, altså. Og så var det selvfølgelig en kæmpe bonus, at hovedrolleindehaveren er selvsamme skuespiller (Jon Lange), som også har indlæst Anne Mette Hancocks seneste bøger – med præcis samme stemme, som han plejer at give Schäfer. (Det er naturligvis kun en relevant reference, hvis du har hørt bøgerne – og hvis ikke, så kunne du måske overveje at gøre det, for de er virkeligt gode).

I næste uge ser jeg frem til forhåbentligt at lande trygt og sikkert i Oslo engang mandag morgen. Børnene har vinterferie og vi sejler derfor ud med Oslobåden senere i dag. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal forvente; hverken af alt det vi skal møde på færgen (som jeg har hørt både godt og skidt om) eller af det åbenbart meget voldsomme blæsevejr DMI har varslet i flere dage nu… Wish us luck!