VELKOMMEN TIL

Du er landet hos en værre skrappedulle, med hang til kaffe, kærlighed og livsnyderi.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, en bestsellerbog på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Misforståede juleplaner…

Sikke altså en farlig larm der blev i mit kommentarfelt, da jeg forleden skrev om at jeg ikke skal holde traditionel jul i år. Nogle – de fleste – støttede op og gav mig virtuelle high-fives for at mærke efter (og følge) egne ønsker og behov, imens andre – de færreste – syntes at jeg var en klovn. Og så var der alle dem midt i mellem, som med al tydelighed havde misforstået mit indlæg. Eller overforstået det, måske nærmere, fordi de tilsyneladende havde en fornemmelse af at vide hvad jeg så rent faktisk skal (eller ikke skal) nu hvor jeg ikke har tænkt mig holde jul, hverken med børn eller familie. Lynhurtigt kan jeg godt afsløre, at ingen gættede rigtigt 😉

Buttom line er, at jeg skrev om, at jeg ikke holder jul i år, fordi jeg ikke skal være sammen med mine børn. Samtidig nævnte jeg at jeg (selvfølgelig) er ked af ikke at have muligheden for at være sammen med mine børn juleaften og at jeg – på baggrund af dén følelse – har etableret en indsamling på mødrehjælpens vegne. Ikke så meget andet end dét.

Men bare fordi jeg ikke skal holde traditionel jul, med familie og juletræ og hjemmelavet konfekt, så betyder det altså ikke at jeg har tænkt mig at sætte mig i et hjørne og græde, som rigtigt mange insinuerede. Slet ikke faktisk og de af jer, der har læst med hos mig længe, ved også godt, at dén taktik trods alt også ville ligne mig usædvanligt dårligt. Jeg er en do’er og hvis der er noget jeg er opsat på, så er det altid at få det bedste jeg nu engang kan, ud af enhver given situation. Også dén situation der hedder “jeg-kan-ikke-være-sammen-med-mine-børn-juleaften”.

Derfor kiggede jeg for nogle måneder siden, da det gik op for mig at den fælles juleaften var blevet aflyst, Simon dybt i øjnene og spurgte om han ikke ville med på kærestetur henover julen. Det ville han heldigvis gerne og således skyndte vi os at booke billetter til både fly og hotel til tre dage uden andre planer, end at gøre hvad man nu gør, når man er kærestepar på hotel 😉 Nårh ja, og så tager vi ud og spiser fint juleaften, inden vi flyver hjem igen morgenen efter, så vi kan blive klar til at tage imod drengene når de kommer retur fra deres far.

Der skal ikke være nogen tvivl i verden om, at jeg aller-, allerhelst ville holde jul sammen med mine børn, men når nu landet ligger som det gør og jeg i øvrigt også selv har taget del i at rede dén seng jeg ligger i, ja, så synes jeg faktisk at det her alternativ er ret godt. Så godt, at jeg glæder mig helt vildt meget, faktisk. Ikke til julen som sådan, men til tid og kærlighed – og til børn, der heldigvis kommer hjem igen.

… Og så vil jeg i øvrigt gerne endnu engang minde jer om at I, når I nu alligevel sidder med telefonen i hånden (som mit statistikprogram fortæller mig at omtrent 85% af jer gør) bare skal sende en SMS med teksten CANA 50 eller CANA 150 til 1272 for at støtte Mødrehjælpens Julehjælp med henholdvsist 50 eller 150 kroner. Det betyder en verden til forskel for de børn der får glæde af pengene, skulle jeg hilse at sige. 

Annonce

Skal I giftes?

Nu er jeg jo allerede blevet gift én gang, så på dén måde kan man sige, at det ikke er nyt for mig, det her med bryllupsplanlægning. Omend mit “bryllup”, hvis man overhovedet kan kalde det dét, var en lille smule alternativt. Det foregik nemlig hjemme i vores lejlighed, intet mindre end 17 dage efter frieret. Det var derfor (i dén omgang, i hvert fald) lidt småt med planlægningen – og økonomien, i øvrigt også. Vi havde ikke mere end de 30 allernærmeste til at bevidne vores vielse, som blev efterfulgt af pindemadder og mit livs allerførste marcipanovertrukne kage, som jeg havde brugt dagevis på at præparere. Budgettet var super stramt – lige omkring 5000 kroner, så vidt jeg husker – så da vi efter pindemadderne spurgte gæsterne om de ville hjem eller om de ville med ud og spise pizzaer, var det altså for egen regning til dem, der ville med ud. Min kjole fandt jeg i H&M og hvis jeg ikke husker helt forkert, så havde jeg ikke engang en sølle blomst som brudebuket…

Fem år senere gjorde vi op for det meste og holdt et brag af en bryllupsfest, med det meste af hvad sådan én traditionelt indebærer og uden at sige for meget, kan jeg godt afsløre at den krævede en hel del mere planlægning. I dén forbindelse ville jeg virkelig ønske at jeg havde haft dén bog, jeg sidder med i skødet lige nu: Bryllup – something old, something new, something… Bogen er skrevet af fire enormt inspirerende damer, Christina Dueholm, Christine Egholm, Emily Salomon og Cathrine Widunok Wichman, som i løbet af de seneste to år, har svøbt min (og mange tusinde andres) instagramkonto ind i voldsomme mængder bryllupsidyl. Nøjgh altså, hvor har jeg siddet mange gange og drømt om at være med som gæst – eller bare som en flue på væggen – til deres bryllupper, fordi de så så fantastiske ud! Gennemførte og fantastiske.

Bryllupsbogen (som jeg af én eller anden grund ikke kan lade være med at kalde den, selvom jeg godt ved den hedder noget andet) virker som det perfekte opslagsværk, til dén der står og savner inspiration til bryllupsplanlægningen. Så hvis I skal giftes, så kan jeg altså kun anbefale jer at anskaffe bogen her. Den er super let at læse og selvom der ikke ét eneste sted er direkte citater, fungerer  bogen nærmest som en slags samtalebog imellem de fire veninder, fordi de hver især deler så fint, intimt og personligt ud af deres overvejelser og erfaringer. Der er masser af billeder hele bogen igennem og hvis ikke jeg i forvejen var en lille smule jaloux på de fire damers bryllupper, ja, så kan jeg altså ikke se mig fri for at være det i endnu højere grad nu. På den gode måde, hvor jeg har lyst til at gøre lige som dem, vel at mærke. Og så kunne man jo håbe på, at jeg en skønne dag rent faktisk fik et skud mere i bøssen 😉

Som en del af Confettis Julekalender i 2018 har jeg fået lov til at udlodde intet mindre end tre eksemplarer af bryllupsbogen ovre på instagram, så hop endelig derover og deltag, hvis du har lyst.

Hvis du (ligesom jeg) ikke selv er i den direkte målgruppe til bogen, så vil jeg bare lige påpege, at den altså er en glimrende gaveidé, til din veninde eller søster som skal giftes. Jeg mener – det kan måske være lettere for hende at forklare derhjemme, hvorfor hun pludselig går så højt op i planlægningen, hvis en anden har bragt bogen ind over dørtærsklen, ikke sandt? Bogen kan købes i boghandlere landet over eller lige HER

Der bliver nok ingen juleaften i år…

Det bliver oftest mødt af undren, når jeg fortæller, at jeg dropper julen i år. Julen er jo den bedste, hyggeligste og dejligste tid på året, så hvorfor skulle man dog have lyst til at droppe det? Jo, det skal jeg sige jer, det gør jeg fordi jeg ikke har mulighed for at holde jul sammen med mine børn i år. Dem, det hele handler om for mig. Dem, som skal holde jul sammen med deres far. Uden mig.

Av, altså. Av, av, av…

Det mest nærliggende ville måske være, at søge mod min familie og holde jul sammen med dem, men for at være helt ærlig, så kan jeg ikke se den fjerneste værdi ved at sidde omkring et juletræ og julehygge, når ikke det er sammen med mine børn. Jeg tror simpelthen at det ville gøre sorgen endnu større, at hygge om de andre børn i familien med gaver, kram, sang og kærlighed, når ikke jeg kunne dele oplevelsen med mine børn også.

Derfor lukker jeg øjnene og stikker hovedet i jorden som en struds og gør som om, at juleaften d. 24.december slet ikke finder sted. Sådan næsten, i hvert fald…

Før jeg fik børn, gik jeg ikke videre højt op i julen, men de seneste 7 år har det nærmest givet sig selv, at juleaften var noget helt særligt. Den har været lig med kærlighed, hygge, leg, gaver, mad og nærvær på et niveau man nærmest kun finder dén ene aften om året. Den aften børnene – i hvert fald mine – glæder sig til 364 dage om året.

Det tror jeg egentlig at de fleste danske børn gør. Hvis altså de er så heldige at have muligheden for at holde jul…

Det forholder sig nemlig sådan, at ikke alle familier har økonomi til at kunne prioritere alle (hvis overhovedet nogen) poster til den traditionelle juleaften. For nogle familier – flere end man måske lige regner med – handler julen om prioritering. Skal man bruge pengene på togbilletter, så man kan se familien til jul? Eller skal de gå til lækker mad, eller et juletræ, eller til en gave som børnene så brændende ønsker sig? Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan de forskellige familier prioriterer, men jeg forestiller mig, hvis det var mig, at jeg selv ville prioritere en gave til mine børn over alt andet. Altså, tænk at være (mor til) dét barn, som i dagene efter jul ikke kan svare, når nogen med venlige intentioner spørger: “Hvad har du fået i julegave i år?”. Så kan man altså godt pakke mit lille hjertesukkede “av” som stammer fra at mine børn skal holde jul uden mig i år, langt, langt væk. Mine børn får jo stadig en juleaften og selvom jeg ikke er der til at nyde den sammen med den, så er jeg sikker på, at de kommer til at få en forrygende dag og aften – og at der vil blive riiigeligt at snakke om, når de dagen efter kommer hjem til mig igen.

Nogle børn får ingenting.

Og dét kan mit i forvejen sårbare julehjerte simpelthen ikke tåle. Tænk, hvis de forældre som rent faktisk har muligheden for at være sammen med deres børn juleaften – sådan fysisk –  slet og ret ikke har råd til at holde den. Det føles så uretfærdigt som noget kan gøre, når jeg sidder her og ville give min højre arm, for at være sammen med mine egne børn, og jeg har derfor besluttet mig for, at gøre mit bedste for at hjælpe nogle af alle de udfordrede familier, som ikke har råd til at give deres børn en god juleaften.

Først tænkte jeg om jeg skulle lave noget på helt eget initiativ, men hurtigt besluttede jeg faktisk at gå sammen med nogen, som i forvejen har hånd i hanke med nogle af landets mest udsatte familier, som på den ene eller den anden måde har været udsat for hændelser eller kriser som har gjort, at de er røget på røven, for nu at sige det som det er.

Derfor har jeg spurgt Mødrehjælpen om ikke jeg måtte give et nap med i deres årlige juleindsamling, som sikrer at en hulens masse forældre, som ellers ikke har råd, rent faktisk kan give deres børn en god juleaften.

Åh, hvor ville det gøre mig glad, at kunne give andre en god, klassisk juleaften, når nu ikke jeg selv har muligheden for at få det.

Målet – både for Mødrehjælpen og for mig – er at samle penge nok ind til at kunne hjælpe alle de 6192 familier som Mødrehjælpen har vurderet har behov og for at dét kan lade sig gøre, håber jeg altså inderligt at I vil bakke op ved enten at donere lidt penge til de udsatte familier.

Det kan I gøre ved at sende en SMS med teksten CANA 50 til 1272 for at støtte med 50 kr.* eller CANA 150 til 1272, for at støtte med 150 kr.** (Der skal mellemrum mellem CANA og beløbet).

Så er I med til at sikre, at (endnu flere) familier få en god jul og for dét vil jeg gerne sige jer en stor tak. Jeg er helt, helt sikker på at det betyder en verden til forskel for nogle børn derude, så tak.

*Det koster 50 kr. + alm. SMS-takst. Udbydes af Fonden Mødrehjælpen, Abel Cathrines Gade 13, 1654 København V.

**Det koster 150 kr. + alm. SMS-takst. Udbydes af Fonden Mødrehjælpen, Abel Cathrines Gade 13, 1654 København V.

Annonce

Vind et ophold på Falkenberg Strandbad

Falkenberg Strandbad – ét af Sveriges mest luksuriøse spahoteller

Falkenberg Strandbad

Ho Ho Ho! Så er Confettis julekalender igen landet her hos mig og i modsætning til sidst, hvor jeg tippede om den perfekte mandelgave, så skal vi altså over i en helt anden – og meget mere luksuriøs boldgade denne gang. Jeg har nemlig fået lov til at udlodde et ophold på Falkenberg Strandbad for to personer, inklusive 2-retters middag og selvfølgelig fri adgang til det vidunderlige spa-område, både ude og inde. Wuhuuuu!

Fordi jeg “selvfølgelig” var nødt til gøre mig lidt research, inden jeg kunne anbefale og udlodde stedet til jer, har jeg netop selv været der for første gang – og jeg kan love jer for, at der er dejligt!

Vi ankom onsdag eftermiddag, hvor vi efter at være tjekket ind på vores værelse, stak direkte ned i spaområdet “The Retreat Club” og sikke altså et sted! Der var masser af slængemøbler, lækre pools og ikke mindst en velassorteret bar, hvor man både kunne købe forskellige drikkevarer og lette madanretninger, som gjorde at man fik lyst til bare at hænge ud det meste af dagen. Der er to indendørs pool-afdelinger i Retreat Club, hvor den ene – den lille af dem – virker lidt mere intim og privat, i modsætning til den store, som emmer af tropisk stemning. Området er forbeholdt voksne (over 16 år), men der var en totalt afslappet og nede på jorden-stemning. Udenfor var der også et par pools – og det smukkeste lille orangeri – men fordi de i al den tid vi var der, desværre (for os) var fyldt med en større gruppe mennesker, som efter alt at dømme var der i forbindelse med noget konference (ja, hvem der bare var så heldig at komme på konference sådan et sted, tænker jeg bare!), så prøvede vi dem faktisk ikke.

Til gengæld var der, da vi dagen efter besøgte spa-afdelingen (desværre kun for at tage billeder i dagslys) nærmest ikke et øje dernede, så hvis I nogensinde kommer der, så tag endelig dét tip med jer – at gå i spa’en om formiddagen, hvis I gerne vil have det hele lidt for jer selv <3

Falkenberg Strandbad Falkenberg Strandbad

Men suk, altså, at tage afsted med én man holder af og få et lille break i hverdagen, med hygge, velvære, god mad og – for vores vedkommende – masser af romantik; det kan altså noget helt, helt særligt. De par gange Simon og jeg har været afsted på miniferier eller spaophold, har vi lovet os selv og hinanden at prioritere det lidt oftere, for det gør altså ét eller andet helt magisk ved vores parforhold, når vi har tid og mulighed for at være sammen på dén måde.

Nuvel, nu skal det jo slet ikke handle om mig, men om jer og denne her julekalender, som det hele udspringer af! Jeg har jo, som nævnt ovenfor, fået den ære at udlodde et ophold til Falkenberg Strandbad – dét de kalder “Happy Monday” (som er et ophold for to personer med overnatning, to-retters middag og fri adgang til spa-området) – til én af jer. Alt I skal gøre for at deltage er, at lægge en kommentar, hvor I skriver hvem I drømmer om at invitere med. Konkurrencen løber både her på bloggen og på min instagramprofil, hvor I skal være mere end velkomne til at deltage også, hvis I vil have dobbelt-op på chancer.

Jeg finder den heldige vinder på søndag d.9.december og vinderen får direkte besked, enten via e-mail eller direkte besked på instagram.

Falkenberg Strandbad

 

I kan se meget mere til Falkenberg Strandbad og de forskellige opholdstyper de tilbyder på deres hjemmeside HER

Og så kan I med fordel overveje, hvis I vil booke et ophold, at gøre det via siden HER hvor man altså kan få nogle gode besparelser 🙂 

Fødselsfredag – med jordemoderen i hælene

Det er ikke sjældent set, at andengangsfødende bliver en kende overraskede over, hvor hurtigt en fødsel faktisk kan skride frem. Heldigvis havde parret her jordemoderen lige i hælene, da kvinden et par kilometer før de ramte sygehuset, fornemmede at babyen var på vej ud 😉

Lykken var stor da jeg endnu engang stod med en positiv graviditetstest en mørk vintermorgen. 

Akkurat som ved min første graviditet startede jeg ud med fire måneders hyperemesis og derefter graviditetssukkersyge. Jeg var derfor mere end klar til at føde omend jeg samtidig frygtede at ende med samme hårde fødsel som ved mit første barn. 

Faktisk vil jeg sige, at jeg var decideret utålmodig denne gang. Havde regnet med at føde før tid, og nu stod jeg dér, stadig med en baby i maven og en konstant overvågning af min mindste færden fra mine omgivelser. “Ej føder du ikke endnu?!” 

Under graviditeten gik jeg, grundet min første fødsel, i et såkaldt kendt jordemoderteam som samtidig havde ekstra fokus på kvinder med fødselsangst. Decideret angst vil jeg dog ikke ligefrem sige jeg havde, men jeg var bestemt ikke vild med tanken om at skulle føde igen.

Igennem det skulle jeg dog – og på terminsdatoen foreslog min jordemoder mig en hindeløsning. Jeg måtte nemlig ikke gå alt for meget over tid grundet sukkersygen. Jeg mødte op, tre cm åben og nu en hindeløsning rigere. Jeg susede hjem på motorvejen af frygt for at føde, men kunne dog gå slukøret i seng samme aften stadig med en baby på den forkerte side af maven. Fnys!

Næste morgen vågnede jeg op og havde lidt murren i maven, men ikke noget der tilnærmelsesvis var veer. Jeg fik besked på at hvile mig, og da jeg ved en 14 tiden stod op var det gået i sig selv igen. 

Min svigermor hentede vores datter fra børnehave, men jeg afviste blankt at hun skulle tage hende med hjem; der ville jo gå flere dage før den baby ville ud. “Jamen dengang jeg skulle føde..” begyndte hun… Nej! Der sker helt sikkert ikke noget i dag, kom herhjem med hende!

Jeg fik lavet aftensmad, ordnet vasketøj, smurt madpakker og badet min datter inden min kæreste kom hjem fra arbejde. Bedst som han kom hjem lå jeg og kravlede rundt på gulvet efter smadret julepynt og ryddede op efter en plante, som én pludselig havde væltet ned til sig i badekarret. (Ja, en treårig tager ikke hensyn til en gravid og prustende morhval, ha ha!). Stadig uden veer. 

Efter aftensmaden puttede min kæreste vores datter og jeg tøffede lidt rastløst rundt. Kunne da lige smide mit vasketøj i tørretumbleren. Idet jeg bukkede mig gik vandet. Jeg kaldte på min kæreste, der kom susende ud med en nysgerrig treårig i hælene. Hun mente i øvrigt ikke, at vi behøvede tage på hospitalet for hun havde jo sin doktortaske herhjemme. 

Valgte dog alligevel lige at ringe til min jordemoder og kan se jeg kontaktede hende kl 19.20. Hun syntes, at vi skulle køre mod hospitalet med det samme, for hendes erfaring var, at det pludseligt kunne gå hurtigt og vi havde en god halv times køretur foran os. 

Jeg havde dog ikke travlt. Jeg havde jo ingen veer og sagde flere gange til min kæreste, at han skulle forberede sig på at vi bare blev sendt hjem igen. Jeg lovede dog min jordemoder at ringe, hvis det pludselig skulle gå stærkt. Hun var hjemme på vagttilkald så hun skulle også selv lige ud på køreturen mod hospitalet. 

Min svigermor kom for at tage sig af vores datter og klokken 20.00 kørte vi mod sygehuset.  Vi havde ikke kørt ret længe da et par bump på vejen pludselig satte gang i sagerne. 

Jeg følte pludselig at babyen kom susende ned gennem mit bækken og veerne kom skyllende ind over mig. Jeg kiggede febrilsk på vejskiltene og kunne blot konstatere at der var meget langt til hospitalet. Min kæreste kørte 170 km/t! Jeg hader normalt at køre på motorvej, og endnu mere at køre stærkt, men jeg råbte panisk kør hurtigere! 

Jeg ringede jordemoderen op og fik prustende forklaret hende, at nu gik det stærkt og at jeg følte at babyen var på vej ud. Hun kørte et par kilometer bag os på motorvejen og guidede mig gennem veerne. Det var en rar tanke at hun trods alt var lige bag os, når nu man føler man er ved at føde et barn på en mørk og regnfuld motorvej. Lænket til et sæde med en baby godt på vej gennem bækkenet. Behøver vist ikke engang fortælle hvor presset jeg var. 

Omtrent 5 kilometer før sygehuset, nærmest råbte jeg til jordemoderen i telefonen: “Den kommer nu! 

Vi holdte ind til siden og jordemoderen undersøgte mig hurtigt: “Jeg tror lige I kan nå det. Sæt katastrofeblinket på og KØR! 

Som sagt så gjort, og vi nåede sygehuset kort efter. Et par jordemødre stod nede på p-pladsen med en seng som de fik mig kastet op i. 

Jeg arbejder selv på sygehuset og priser mig stadig lykkelig for at det skete en mørk aften og ikke ved højlys dag, hvor mine kolleger så ville have fået et syn de sjældent ville glemme. Mig, temmelig presset, forvirret og halvt tudende, komme susende i en seng op mod fødegangen. 

Jeg tror nok, at vi var der kl 20.40, og jeg nåede lige at få bukserne af før jeg måtte presse. Kl 21.10 fik vi æren af endnu en velskabt lille pige. 

En fuldstændig sindssyg oplevelse, men når jeg tænker tilbage var det en virkelig god fødsel, jeg kunne hele tiden mærke hvor barnet var henne og fornemme fremdriften, mens min krop egentlig selv fortalte mig hvilket arbejde jeg skulle gøre. 

Jeg griner stadig lidt af, at min kæreste kort før vandet gik, havde proklameret et langt bad og derefter på sofaen for at se “Landmand søger kærlighed”. Ingen af os havde vist forudset at vi allerede ville have vores baby i armene kort efter programmet var slut.