VELKOMMEN TIL

Du er landet hos en værre skrappedulle, med hang til kaffe, kærlighed og livsnyderi.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, en bestsellerbog på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Der bliver nok ingen juleaften i år…

Det bliver oftest mødt af undren, når jeg fortæller, at jeg dropper julen i år. Julen er jo den bedste, hyggeligste og dejligste tid på året, så hvorfor skulle man dog have lyst til at droppe det? Jo, det skal jeg sige jer, det gør jeg fordi jeg ikke har mulighed for at holde jul sammen med mine børn i år. Dem, det hele handler om for mig. Dem, som skal holde jul sammen med deres far. Uden mig.

Av, altså. Av, av, av…

Det mest nærliggende ville måske være, at søge mod min familie og holde jul sammen med dem, men for at være helt ærlig, så kan jeg ikke se den fjerneste værdi ved at sidde omkring et juletræ og julehygge, når ikke det er sammen med mine børn. Jeg tror simpelthen at det ville gøre sorgen endnu større, at hygge om de andre børn i familien med gaver, kram, sang og kærlighed, når ikke jeg kunne dele oplevelsen med mine børn også.

Derfor lukker jeg øjnene og stikker hovedet i jorden som en struds og gør som om, at juleaften d. 24.december slet ikke finder sted. Sådan næsten, i hvert fald…

Før jeg fik børn, gik jeg ikke videre højt op i julen, men de seneste 7 år har det nærmest givet sig selv, at juleaften var noget helt særligt. Den har været lig med kærlighed, hygge, leg, gaver, mad og nærvær på et niveau man nærmest kun finder dén ene aften om året. Den aften børnene – i hvert fald mine – glæder sig til 364 dage om året.

Det tror jeg egentlig at de fleste danske børn gør. Hvis altså de er så heldige at have muligheden for at holde jul…

Det forholder sig nemlig sådan, at ikke alle familier har økonomi til at kunne prioritere alle (hvis overhovedet nogen) poster til den traditionelle juleaften. For nogle familier – flere end man måske lige regner med – handler julen om prioritering. Skal man bruge pengene på togbilletter, så man kan se familien til jul? Eller skal de gå til lækker mad, eller et juletræ, eller til en gave som børnene så brændende ønsker sig? Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan de forskellige familier prioriterer, men jeg forestiller mig, hvis det var mig, at jeg selv ville prioritere en gave til mine børn over alt andet. Altså, tænk at være (mor til) dét barn, som i dagene efter jul ikke kan svare, når nogen med venlige intentioner spørger: “Hvad har du fået i julegave i år?”. Så kan man altså godt pakke mit lille hjertesukkede “av” som stammer fra at mine børn skal holde jul uden mig i år, langt, langt væk. Mine børn får jo stadig en juleaften og selvom jeg ikke er der til at nyde den sammen med den, så er jeg sikker på, at de kommer til at få en forrygende dag og aften – og at der vil blive riiigeligt at snakke om, når de dagen efter kommer hjem til mig igen.

Nogle børn får ingenting.

Og dét kan mit i forvejen sårbare julehjerte simpelthen ikke tåle. Tænk, hvis de forældre som rent faktisk har muligheden for at være sammen med deres børn juleaften – sådan fysisk –  slet og ret ikke har råd til at holde den. Det føles så uretfærdigt som noget kan gøre, når jeg sidder her og ville give min højre arm, for at være sammen med mine egne børn, og jeg har derfor besluttet mig for, at gøre mit bedste for at hjælpe nogle af alle de udfordrede familier, som ikke har råd til at give deres børn en god juleaften.

Først tænkte jeg om jeg skulle lave noget på helt eget initiativ, men hurtigt besluttede jeg faktisk at gå sammen med nogen, som i forvejen har hånd i hanke med nogle af landets mest udsatte familier, som på den ene eller den anden måde har været udsat for hændelser eller kriser som har gjort, at de er røget på røven, for nu at sige det som det er.

Derfor har jeg spurgt Mødrehjælpen om ikke jeg måtte give et nap med i deres årlige juleindsamling, som sikrer at en hulens masse forældre, som ellers ikke har råd, rent faktisk kan give deres børn en god juleaften.

Åh, hvor ville det gøre mig glad, at kunne give andre en god, klassisk juleaften, når nu ikke jeg selv har muligheden for at få det.

Målet – både for Mødrehjælpen og for mig – er at samle penge nok ind til at kunne hjælpe alle de 6192 familier som Mødrehjælpen har vurderet har behov og for at dét kan lade sig gøre, håber jeg altså inderligt at I vil bakke op ved enten at donere lidt penge til de udsatte familier.

Det kan I gøre ved at sende en SMS med teksten CANA 50 til 1272 for at støtte med 50 kr.* eller CANA 150 til 1272, for at støtte med 150 kr.** (Der skal mellemrum mellem CANA og beløbet).

Så er I med til at sikre, at (endnu flere) familier få en god jul og for dét vil jeg gerne sige jer en stor tak. Jeg er helt, helt sikker på at det betyder en verden til forskel for nogle børn derude, så tak.

*Det koster 50 kr. + alm. SMS-takst. Udbydes af Fonden Mødrehjælpen, Abel Cathrines Gade 13, 1654 København V.

**Det koster 150 kr. + alm. SMS-takst. Udbydes af Fonden Mødrehjælpen, Abel Cathrines Gade 13, 1654 København V.

Annonce

Vind et ophold på Falkenberg Strandbad

Falkenberg Strandbad – ét af Sveriges mest luksuriøse spahoteller

Falkenberg Strandbad

Ho Ho Ho! Så er Confettis julekalender igen landet her hos mig og i modsætning til sidst, hvor jeg tippede om den perfekte mandelgave, så skal vi altså over i en helt anden – og meget mere luksuriøs boldgade denne gang. Jeg har nemlig fået lov til at udlodde et ophold på Falkenberg Strandbad for to personer, inklusive 2-retters middag og selvfølgelig fri adgang til det vidunderlige spa-område, både ude og inde. Wuhuuuu!

Fordi jeg “selvfølgelig” var nødt til gøre mig lidt research, inden jeg kunne anbefale og udlodde stedet til jer, har jeg netop selv været der for første gang – og jeg kan love jer for, at der er dejligt!

Vi ankom onsdag eftermiddag, hvor vi efter at være tjekket ind på vores værelse, stak direkte ned i spaområdet “The Retreat Club” og sikke altså et sted! Der var masser af slængemøbler, lækre pools og ikke mindst en velassorteret bar, hvor man både kunne købe forskellige drikkevarer og lette madanretninger, som gjorde at man fik lyst til bare at hænge ud det meste af dagen. Der er to indendørs pool-afdelinger i Retreat Club, hvor den ene – den lille af dem – virker lidt mere intim og privat, i modsætning til den store, som emmer af tropisk stemning. Området er forbeholdt voksne (over 16 år), men der var en totalt afslappet og nede på jorden-stemning. Udenfor var der også et par pools – og det smukkeste lille orangeri – men fordi de i al den tid vi var der, desværre (for os) var fyldt med en større gruppe mennesker, som efter alt at dømme var der i forbindelse med noget konference (ja, hvem der bare var så heldig at komme på konference sådan et sted, tænker jeg bare!), så prøvede vi dem faktisk ikke.

Til gengæld var der, da vi dagen efter besøgte spa-afdelingen (desværre kun for at tage billeder i dagslys) nærmest ikke et øje dernede, så hvis I nogensinde kommer der, så tag endelig dét tip med jer – at gå i spa’en om formiddagen, hvis I gerne vil have det hele lidt for jer selv <3

Falkenberg Strandbad Falkenberg Strandbad

Men suk, altså, at tage afsted med én man holder af og få et lille break i hverdagen, med hygge, velvære, god mad og – for vores vedkommende – masser af romantik; det kan altså noget helt, helt særligt. De par gange Simon og jeg har været afsted på miniferier eller spaophold, har vi lovet os selv og hinanden at prioritere det lidt oftere, for det gør altså ét eller andet helt magisk ved vores parforhold, når vi har tid og mulighed for at være sammen på dén måde.

Nuvel, nu skal det jo slet ikke handle om mig, men om jer og denne her julekalender, som det hele udspringer af! Jeg har jo, som nævnt ovenfor, fået den ære at udlodde et ophold til Falkenberg Strandbad – dét de kalder “Happy Monday” (som er et ophold for to personer med overnatning, to-retters middag og fri adgang til spa-området) – til én af jer. Alt I skal gøre for at deltage er, at lægge en kommentar, hvor I skriver hvem I drømmer om at invitere med. Konkurrencen løber både her på bloggen og på min instagramprofil, hvor I skal være mere end velkomne til at deltage også, hvis I vil have dobbelt-op på chancer.

Jeg finder den heldige vinder på søndag d.9.december og vinderen får direkte besked, enten via e-mail eller direkte besked på instagram.

Falkenberg Strandbad

 

I kan se meget mere til Falkenberg Strandbad og de forskellige opholdstyper de tilbyder på deres hjemmeside HER

Og så kan I med fordel overveje, hvis I vil booke et ophold, at gøre det via siden HER hvor man altså kan få nogle gode besparelser 🙂 

Fødselsfredag – med jordemoderen i hælene

Det er ikke sjældent set, at andengangsfødende bliver en kende overraskede over, hvor hurtigt en fødsel faktisk kan skride frem. Heldigvis havde parret her jordemoderen lige i hælene, da kvinden et par kilometer før de ramte sygehuset, fornemmede at babyen var på vej ud 😉

Lykken var stor da jeg endnu engang stod med en positiv graviditetstest en mørk vintermorgen. 

Akkurat som ved min første graviditet startede jeg ud med fire måneders hyperemesis og derefter graviditetssukkersyge. Jeg var derfor mere end klar til at føde omend jeg samtidig frygtede at ende med samme hårde fødsel som ved mit første barn. 

Faktisk vil jeg sige, at jeg var decideret utålmodig denne gang. Havde regnet med at føde før tid, og nu stod jeg dér, stadig med en baby i maven og en konstant overvågning af min mindste færden fra mine omgivelser. “Ej føder du ikke endnu?!” 

Under graviditeten gik jeg, grundet min første fødsel, i et såkaldt kendt jordemoderteam som samtidig havde ekstra fokus på kvinder med fødselsangst. Decideret angst vil jeg dog ikke ligefrem sige jeg havde, men jeg var bestemt ikke vild med tanken om at skulle føde igen.

Igennem det skulle jeg dog – og på terminsdatoen foreslog min jordemoder mig en hindeløsning. Jeg måtte nemlig ikke gå alt for meget over tid grundet sukkersygen. Jeg mødte op, tre cm åben og nu en hindeløsning rigere. Jeg susede hjem på motorvejen af frygt for at føde, men kunne dog gå slukøret i seng samme aften stadig med en baby på den forkerte side af maven. Fnys!

Næste morgen vågnede jeg op og havde lidt murren i maven, men ikke noget der tilnærmelsesvis var veer. Jeg fik besked på at hvile mig, og da jeg ved en 14 tiden stod op var det gået i sig selv igen. 

Min svigermor hentede vores datter fra børnehave, men jeg afviste blankt at hun skulle tage hende med hjem; der ville jo gå flere dage før den baby ville ud. “Jamen dengang jeg skulle føde..” begyndte hun… Nej! Der sker helt sikkert ikke noget i dag, kom herhjem med hende!

Jeg fik lavet aftensmad, ordnet vasketøj, smurt madpakker og badet min datter inden min kæreste kom hjem fra arbejde. Bedst som han kom hjem lå jeg og kravlede rundt på gulvet efter smadret julepynt og ryddede op efter en plante, som én pludselig havde væltet ned til sig i badekarret. (Ja, en treårig tager ikke hensyn til en gravid og prustende morhval, ha ha!). Stadig uden veer. 

Efter aftensmaden puttede min kæreste vores datter og jeg tøffede lidt rastløst rundt. Kunne da lige smide mit vasketøj i tørretumbleren. Idet jeg bukkede mig gik vandet. Jeg kaldte på min kæreste, der kom susende ud med en nysgerrig treårig i hælene. Hun mente i øvrigt ikke, at vi behøvede tage på hospitalet for hun havde jo sin doktortaske herhjemme. 

Valgte dog alligevel lige at ringe til min jordemoder og kan se jeg kontaktede hende kl 19.20. Hun syntes, at vi skulle køre mod hospitalet med det samme, for hendes erfaring var, at det pludseligt kunne gå hurtigt og vi havde en god halv times køretur foran os. 

Jeg havde dog ikke travlt. Jeg havde jo ingen veer og sagde flere gange til min kæreste, at han skulle forberede sig på at vi bare blev sendt hjem igen. Jeg lovede dog min jordemoder at ringe, hvis det pludselig skulle gå stærkt. Hun var hjemme på vagttilkald så hun skulle også selv lige ud på køreturen mod hospitalet. 

Min svigermor kom for at tage sig af vores datter og klokken 20.00 kørte vi mod sygehuset.  Vi havde ikke kørt ret længe da et par bump på vejen pludselig satte gang i sagerne. 

Jeg følte pludselig at babyen kom susende ned gennem mit bækken og veerne kom skyllende ind over mig. Jeg kiggede febrilsk på vejskiltene og kunne blot konstatere at der var meget langt til hospitalet. Min kæreste kørte 170 km/t! Jeg hader normalt at køre på motorvej, og endnu mere at køre stærkt, men jeg råbte panisk kør hurtigere! 

Jeg ringede jordemoderen op og fik prustende forklaret hende, at nu gik det stærkt og at jeg følte at babyen var på vej ud. Hun kørte et par kilometer bag os på motorvejen og guidede mig gennem veerne. Det var en rar tanke at hun trods alt var lige bag os, når nu man føler man er ved at føde et barn på en mørk og regnfuld motorvej. Lænket til et sæde med en baby godt på vej gennem bækkenet. Behøver vist ikke engang fortælle hvor presset jeg var. 

Omtrent 5 kilometer før sygehuset, nærmest råbte jeg til jordemoderen i telefonen: “Den kommer nu! 

Vi holdte ind til siden og jordemoderen undersøgte mig hurtigt: “Jeg tror lige I kan nå det. Sæt katastrofeblinket på og KØR! 

Som sagt så gjort, og vi nåede sygehuset kort efter. Et par jordemødre stod nede på p-pladsen med en seng som de fik mig kastet op i. 

Jeg arbejder selv på sygehuset og priser mig stadig lykkelig for at det skete en mørk aften og ikke ved højlys dag, hvor mine kolleger så ville have fået et syn de sjældent ville glemme. Mig, temmelig presset, forvirret og halvt tudende, komme susende i en seng op mod fødegangen. 

Jeg tror nok, at vi var der kl 20.40, og jeg nåede lige at få bukserne af før jeg måtte presse. Kl 21.10 fik vi æren af endnu en velskabt lille pige. 

En fuldstændig sindssyg oplevelse, men når jeg tænker tilbage var det en virkelig god fødsel, jeg kunne hele tiden mærke hvor barnet var henne og fornemme fremdriften, mens min krop egentlig selv fortalte mig hvilket arbejde jeg skulle gøre. 

Jeg griner stadig lidt af, at min kæreste kort før vandet gik, havde proklameret et langt bad og derefter på sofaen for at se “Landmand søger kærlighed”. Ingen af os havde vist forudset at vi allerede ville have vores baby i armene kort efter programmet var slut.

En weekend hjemme hos os – på video

Siden jeg er blevet færdig med optagelserne til det der tv-program jeg skrev om HER, har jeg fået en lyst til at lave lidt mere videomateriale. På det ærlige måde, that is. På dén måde, hvor I kommer lidt mere med bag om facaden i nogle af alle de ting der sker i mit liv, som aldrig kommer på bloggen, fordi de “bare er hverdag”. Dér hvor livet sker. De små glimt, som jeg i virkeligheden elsker så højt 🙂

Så – nu har jeg lavet min første VLOG i virkelig, virkelig lang tid og jeg håber at I vil tage godt imod den.

Hvis I synes om videoen, så giv den gerne et like og hvis I vil være sikre på at få besked om kommende videoer, så kan jeg anbefale jer at subscribe/abonnere på min lille youtube-kanal.

Så vil jeg i mellemtiden stikke af mod Sverige, på en mini-kærestetur sammen med Simon <3

En ostehapse-kind-of-dag

Fire ostehaps og to rugbrødsmadder kunne det blive til, til aftensmad hos mig i dag. Jeg har lige – efter hvad der føles som alt for kort tid – afleveret drengene hos deres far og sidder nu i mit køkken og glor halvtomt ud i luften. Jeg bliver aldrig god til de her dage, siger mit hjerte til mig, imens min hjerne prøver at påpege noget andet. For jeg er faktisk ret god til de her dage. Jeg er bare ikke så god til den første time (eller to eller tre) efter aflevering.

Dagen har føltes vidunderligt i mange, mange timer, hvor jeg både har holdt gode møder – ét af dem med mit forlag, som jeg har lagt spææændende planer med! – og nydt, at solen har skinnet fra en nærmest skyfri himmel.

I tillæg til dét har jeg tilmed haft et par hyggelige timer sammen med drengene, både i morges og her til eftermiddag, inden de blev afleveret og i aften skal jeg intet mindre end til Mariah Carey-koncert sammen med min søde bloggerveninde, Miriam.

Jeg tror egentlig at jeg til alle tider kunne trippe over at skulle til koncert med Mariah Carey, men særligt så tæt på jul, forestiller jeg mig at det kan noget helt, helt særligt. Jeg mener, hun må jo spille “All I want for Christmas” og jeg skal så sikkert som amen i kirken gøre mit allerbedste for at ramme de allerhøjeste toner sammen med hende – og med Miriam, som om nogen elsker syng-med-sange endnu højere end jeg. Det bliver en kæmpe fest og lige om lidt, når jeg skyller smagen af ostehaps ned med en klementin og et halvt glas rødvin, imens jeg beslutter mig for hvilke bukser der skal akkompagnere mine glimmerstøvler (reklamelink), så skal i dag nok blive helt udmærket alligevel. Skiftedag til trods.