Hjemmefødsel kan være et godt valg for mange – men er det nu også helt sikkert?

Sekundet efter man står med en positiv graviditetstest hos lægen, bliver man stillet det store spørgsmål “Nåmen, hvor vil du så føde?” Føde?! Fuck, skal man også dét!? De fleste er, ved allerførste graviditetsundersøgelse hos lægen, stadig slået lidt ud af kurs med både træthed, kvalme og måske tanken om at være gravid, hvadenten det føles godt eller skidt. Og altså slet, slet ikke parate til at forholde sig til at skulle føde. Måske derfor, bliver knap 98% af alle fødende visiteret til at føde på hospital.

De sidste par procent visiteres til at føde hjemme. For det kan man faktisk godt. Det er ovenikøbet ikke spor mere farligt, end at føde på hospital, som mange fejlagtigt tror.

Og hvis ikke du tror mig, så lad mig bare lige fortælle dig, at raten for hjemmefødsel var temmeligt meget højere end landsgennemsnittet, da jeg spurgte 9 andre jordemødre (som forøvrigt udleverede deres egne pinlige fødsels-eskapader, som du kan finde lige HER) under et sommerhusophold for nogle år tilbage. Intet mindre end 8 ud af 10 havde planlagt hjemmefødsel. Altså firs procent! FIRS. Dét havde næppe været tilfældet, hvis det havde været bare så meget som et lille my farligere for enten mor eller baby at føde hjemme, frem for på hospitalet.

Da jeg, som jeg engang for lææænge siden har skrevet om HER, fødte mit første barn hjemme, blev jeg mødt af virkelig mange forskellige reaktioner. “Tør du virkelig godt det?” Ja, det tør jeg godt. Ærligt talt, så forstår jeg ikke hvorfor jeg ikke skulle turde, når nu faktum er, at det ikke er mere farligt at føde hjemme end på hospital.  “Det må være fordi du er jordemoder og ved hvordan en fødsel er, at du gør det”. Ja, jeg ved virkelig, virkelig meget om fødsler. Andres fødsler. Jeg ved hvor forskellige de er og jeg ved både hvor godt og hvor skidt de kan gå. Jeg kendte ikke min egen. Overhovedet ikke på forhånd. Man kan ikke ane, hvordan éns fødsel kommer til at forløbe. For eksempel, var jeg (næsten) sikker på, at jeg ville få en laaang opstartsfase, så jeg havde besluttet, at jeg ville slå en bolledej sammen undervejs, som jordemoderen lige kunne smide i ovnen, når fødslen var overstået. Som jeg i mit arbejde har oplevet det så mange gange før. Én af de helt store bonusser ved hjemmefødsel, synes jeg. Nybagte boller med ost og nutella. Sådan blev det ikke. Ingen opstartsfase til mig, men 3 minutter imellem veerne og fuld skrald fremad.

En fødsel er i udgangspunktet ikke farlig. Fødslen er i udgangspunktet den naturlige afslutning på en graviditet. Den kan derfor, per definition, heller ikke fravælges. Den kommer, som en del af naturens gang, når vi forplanter os. Til gengæld er den igennem årene blevet tiltagende medikaliseret. I mange tilfælde unødvendigt, mener jeg.

Det vigtigste, for at en fødsel kan forløbe ukompliceret, er, at oxytocinen – “kærlighedshormonet” – kan flyde frit og have gunstige vilkår. Det er dét hormon man med et vedrop – på en ganske ukærlig måde – forsøger at efterligne. Kroppen kan i langt de fleste tilfælde producere nok oxytocin, for at fødslen forløber normalt, så længe kvinden føler sig tryg. Og lige netop dér, tror jeg rigtig mange går galt i byen i forhold til at vælge fødested. “Jamen jeg føler mig mest tryg på hospitalet”. Det er selvfølgelig rigtig fint, at nogen – eller måske mange – føler sig mest trygge på hospitalet, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de færreste har gode forudsætninger for tårnhøjt niveau af kærlighedshormon, når de nervøst og forpint kører mod fødeafdelingen, hvor de bliver mødt af et venteværelse. Lysstofrør i loftet, skrigende kvinder på stuen inde ved siden af, døre der klapper, alarmer der bipper og bælter om maven. Jeg tror simpelthen ikke på det. Ofte ser jordemødrene at veerne går i stå, når kvinden kommer på hospitalet. Ja, det tror sgu da pokker. Al ro, nærhed og tryghed bliver blæst omkuld i det store hvide hospitalsunivers. Hos de fleste, vender veerne typisk tilbage af sig selv. Hos andre, formentlig for mange, skal de hjælpes på vej med et ve-drop.

Personligt magtede jeg ikke turen til hospitalet. Eller værre, turen hjem igen, hvis jeg kom og slet ikke var parat til at føde. Jeg magtede ikke den utryghed det ville være for mig. Jeg magtede ikke at min krops niveau af kærlighedshormon, skulle have så dårlige vilkår.

Derfor fødte jeg hjemme. Jeg ringede til jordemoderen, som kom, når jeg kaldte og var lige dér, hvor jeg havde brug for hende. Hun havde ikke andre opgaver, end at være min helt egen jordemoder. Hun observerede alt og kunne opspore alle små tegn på komplikationer, hvis de skulle opstå.

Når man føder hjemme, slipper man selvklart for turen til hospitalet. Man slipper for at dele jordemoder med andre. Man slipper for at blive sendt hjem. Man kan være i sit eget hjem, i vante, rolige, afdæmpede omgivelser, med en jordemoder ved sin side. Det kan fandeme noget, synes jeg. Men jeg kan godt forstå, at det er svært at tage stilling til, når man sidder dér, forkvalmet og træt, i begyndelsen af graviditeten, hvor fødslen synes så usandsynligt langt ude i fremtiden. Jeg håber dog, at jeg med mit indlæg, kan sætte et par frø til spiring, hos kvinder rundt om i landet. For helt ærligt, vi fortjener alle en god fødselsoplevelse og jeg tror, at mange flere, ville få positive fødselsoplevelser hvis de fødte hjemme, hvor tid, nærvær, omsorg og ro er i højsædet. Hvor den fødende sætter dagsordenen og hvor manden ikke føler sig som en gæst. For dét er nemlig en helt anden, men næsten ligeså relevant, side af sagen, som jeg vil komme ind på i et andet indlæg engang.

For nu, god aften til jer der læste med hele vejen.

Indlægget er et blogindlægs-tilpasset uddrag af min første bog, 40 Uger Efter. 

Det var intet mindre end en super let beslutning, da jeg for nogle uger siden blev spurgt om ikke jeg kunne tænke mig at være med i en musikvideo, sammen med HipSomHap, som laver noget af Danmarks absolut sejeste børnemusik. Lidt fordi jeg så absolut føler mig kæmpe beæret over at være sådan én, der åbenbart bliver spurgt om ikke jeg vil være med i andre menneskers musikvideo, men i særdeleshed fordi musikvideoen har et vidunderligt budskab, som jeg i dén grad gerne vil bakke op om.

Sangen handler helt kort fortalt om mobning. Eller altså om, at det er sejt at være sådan én der ikke mobber. At være en “liker”.

Hvis der er noget her i verden jeg gerne vil give videre til mine børn, så er det at være en “liker”. Først og fremmest fordi andre mennesker ikke har fortjent andet end at man altid gør sit bedste for at behandle dem med respekt, men også fordi jeg rent faktisk tror, at man som menneske bliver mest lykkelig, hvis man kan formå at være åben og empatisk. I hvert fald tænker jeg ikke tilbage på de (desværre ret mange) år af mit liv, hvor jeg både blev mobbet og desværre også selv mobbede andre, som særligt fede. Jeg er så uendeligt ked af at have gjort andre mennesker ondt og hvis jeg i dag kunne tage en snak med mit barndoms-jeg, så ville jeg bestemt give mig selv en kærlig opsang og minde mig om, at man altså kommer længst i livet med kærlighed.

Det handler om at have andre på sit hold og til dét, er det mest effektive altså bare, at opføre sig ordentligt. Overfor alle. Fuldkommen ligesom Michelle Obama prædikede, da jeg var inde og høre hende live forleden.

… Også selvom man kan gemme sig bag en skærm.

Det skal ikke være sejt, at være modbydelig igennem sin skærm og det er derfor, at det er meget federe at være en “liker”, som HipSomHap kalder det. De siger det, så det er til at forstå for både børn og voksne, når de synger:  “Folk taler grimt bag skærmen, som om de har glemt hjernen”.  “Jeg er en liker – ikke en hater” synger de og for pokker, hvor jeg håber, at rigtigt, rigtigt mange børn (og voksne) vil gentage dét, igen og igen, indtil det fiser ind på lystavlen og vi forhåbentligt kan komme ét skridt nærmere at være fri for mobberi – også af dén slags, der foregår igennem en skærm.

Og nårh ja, så synes jeg da sådan set stadig at det er mega sejt, at have fået lov til at være med i sådan en musikvideo! Hvis I har lyst, kan I se resultatet HER, hvor I selvfølgelig også kan høre sangen (igen og igen) 😀

Der kom gudskelov ikke så meget som én eneste klage fra naboerne, da jeg i lørdags havde inviteret en flok af mine bedste damer til overdådig middag hjemme i min lejlighed. Det er første gang vi overhovedet holder noget som helst, der kunne minde om en fest i lejligheden, så jeg var temmeligt nervøs for hvor krakilske mine naboer ville være i forhold til vores husorden, som vistnok bebuder ro efter klokken 22.00. Bevares, det var ingen abefest og så vidt jeg mindes, så holdt vi også musikken på et nogenlunde rimeligt niveau, men altså – 16 damer samlet på ét sted er nok ikke helt støjfrit 😉

Egentlig var det min mening, at holde noget sammenskudsgilde-agtigt, fordi der ikke var anden anledning til middagen end at jeg elsker at samle mine veninder omkring mig, men da ChefMade meldte sig på banen og tilbød at sponsorere middagen mod omtale, slog jeg selvfølgelig til! Jeg havde fra flere fronter allerede hørt meget godt om konceptet, så at få lov til selv at prøve det, var jo helt genialt.

Konceptet er, at man simpelthen får en restaurant ud i sit eget hjem. Det vil sige, at der kommer én eller flere kokke fra dén af ChefMades 51 tilknyttede gourmetrestauranter som du bedst kan lide, hjem til dig og laver mad til jer, imens du holder fest. Det er private dining på luksusmåden, så at sige. Fordi der er så mange forskellige restauranter, er der også meget forskellige priser, og kuvertpriserne svinger altså fra 300 kroner og så helt op til langt over tusinde kroner. Uden at være helt sikker i min sag, så gætter jeg på, at kuvertprisen faktisk nogenlunde matcher det samme niveau som man ville betale for maden på den givne restaurant. Forskellen – hvis vi snakker om pris – ligger i, at man derhjemme selv får lov til at stå for drikkevarer, som ofte ender med at være den største post, når man inviterer på middag og drinks ude i byen.

Vi fik besøg af to kokke, Niklas og Jonas, fra Hotel Fjordgaarden og sjældent har jeg dog mødt så behagelige gutter, som de to. Som altså også var usædvanligt gode til at lave mad. Jøsses, hvor var det lækkert! Særligt forret, mellemretter og hovedret ramte latterligt langt over mål i forhold til hvad jeg havde forventet og både jeg og mine gæster var meget imponerede.

Jeg havde personligt frygtet lidt for hvordan det nu ville være at lukke to fremmede mennesker så direkte ind i festen, eftersom køkken og stue altså er i samme rum hjemme hos mig. Men min bekymring blev gjort fuldkommen til skamme. De to unge herrer var venlige, effektive og på én eller anden måde nærmest usynlige, ha ha! Normalt ville jeg have det helt dårligt med at omtale andre mennesker på den måde, men jeg tror altså at det var deres klare hensigt ikke at “fylde” for meget i selskabet. De gjorde det i alle tilfælde til perfektion og jeg var så, så, så glad!

Det var virkelig en god oplevelse at bruge ChefMade og jeg kan altså klart give anbefalingen videre, hvis du en dag skal holde ét eller andet  arrangement, hvor du gerne vil servere mad ud over det sædvanlige, men stadig have lov til at stå for indkøb af drikkevarer. Tjek det endelig ud lige her.

Der har – igen igen – været knald på i den forgangne uge! Men det har heldigvis udelukkende været gode knald, om man så må sige 😉 Min lille refleksionsøvelse her, gør mig det i hvert fald klart, at det går meget godt i mit lille liv for tiden.

Ugens højdepunkt ligger solidt placeret et sted imellem turen til Falkenberg Strandbad fra onsdag til torsdag og min damemiddag i går aftes. Det føles så helt overdrevet at have haft to så gode oplevelser sammen med mine kollegaer og veninder, på bare én uge, men hvis jeg skal vælge én, så må damemiddagen vinde; om ikke andet, så fordi den sidder mest frisk i erindring.

Jeg smilede allermest da jeg havde “vinterbadet” i Sverige, sammen med smukke, gravid Christina Dueholm. Jeg ved godt at det er april og at der (selvfølgelig) ikke er så meget vinterbader over dét, men altså, på køreturen derop sneede det og jeg kan ikke tro, at luften var mere end højest 3-4 grader varm, da vi løb hvinende ud i bølgen blå. Det føltes i alle tilfælde ret vinterbaderagtigt.

Lavpunktet var da jeg kom hjem fra at have fået lavet en spraytan for første gang i evigheder, for at konstatere, at min hundehvalp åbenbart ikke syntes det var spor fedt at være alene hjemme. I hvert fald havde hun både skidt og tisset på gulvet. Umiddelbart ikke fedt, når man 10 minutter forinden har fået besked på “ikke at blive våd – heller ikke på hænderne” af meget sød spraytan-dame.

Det gode ved det var at det uden tvivl må være mit til dato mest i-lands-agtige lavpunkt. Jeg bilder mig i alle tilfælde ind, at det trods alt er de færreste der går op i om min spraytan sidder som den skal på mine hænder, eller ej. Så selvfølgelig kunne jeg bare vaske både tis og lort væk – og så var dén skid ligesom slået (pun totalt intended!).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig bikini på Falkenberg Strandbad. Efterhånden som jeg et par gange har vist mit maveskind frem, både her på bloggen, oplever jeg en kontinuerligt øget indre styrke til at skide den bløde, løse hud et stykke og når jeg nu ovenikøbet havde snydt lidt hjemmefra og givet mig selv lidt kulør, ja, så var det sgu lige før jeg elskede at rende rundt i bikini ved poolen, da jeg var med mine bedste kollegaer på et døgns ryste-endnu-bedre-sammen-tur.

Det bedste jeg har spist var uden sammenligning forretten vi fik serveret til middagen i går. Mums, altså! Jeg er ved at arbejde på et indlæg om hvordan aftenen forløb og dér skal jeg selvfølgelig nok gå lidt mere i detaljer og vise jer et par billeder 😉

Jeg har set den vildeste, mest aktuelle og så absolut vigtigste film jeg kan komme i tanker om at have set måske nogensinde. Særligt med tanke på urolighederne på Nørrebro i dag, bliver filmen bare endnu mere relevant. Det er selvfølgelig Danmarks Sønner, som jeg endte med at dedikere et helt blogindlæg til i går, jeg taler om. Alle i Danmark bør helt seriøst se den film. Det skylder vi os selv og hinanden <3

I næste uge ser jeg mest frem til at vi skal på ferie hele ugen. Jøsses, hvor jeg glæder mig!