Jeg kunne finde på mange dårlige ting at sige om efteråret. Blæsevejr, regnvejr og fornemmelsen af en himmel der kan falde ned hvert øjeblik, for eksempel. Men akkurat de dårlige ting, giver heldigvis også anledning til en hel masse af de gode! Sådan synes jeg i øvrigt ofte det er – at dét der er skidt, måske alligevel kan vendes til noget godt, hvis man bare kigger sig godt omkring. Ofte – ikke altid.

Det gode handler selvfølgelig om hyggen inden døre, varm kakao, uldne sokker, brætspil og kreative sysler med dette og hint. Forleden stod den jo for eksempel på syslerier med marengskranse – en aktivitet der nærmest fungerer som mild terapi, på samme måde som malebøger. Min hjerne bliver heeelt afslappet når jeg sidder og dutter marengsmasse ud på bagepapir, ha ha!

… Og nu skal den altså stå på dekoration af blade 🙂

Naturen byder jo på så utroligt mange gratis skatte og det kræver vitterligt nærmest ingenting at skabe grobund for et par hyggelige timer for hele familien. Når altså man lige har fået en god idé, i alle tilfælde. Og her skal jeg gerne forsøge at komme jer til undsætning, for jeg har altså en idé jeg i hvert fald selv synes er ret genial!

Jeg faldt over noget lignende på instagram for nogle uger siden og tænkte, at vi måtte prøve at lave noget af det samme herhjemme. Og heldigvis for dét, for det var så hyggeligt!

Vi havde samlet en håndfuld af de smukkeste nedfaldne blade vi kunne finde, lagt dem i pres i en gammel bog i et døgns tid og efterfølgende dekoreret dem med slettelak og tuscher.

På samme måde som med bladene, kan det selvfølgelig også være både hyggeligt og dekorativt, at give sig i kast med at tegne på kastanjer og kogler, hvis man er så heldig at ligge inde med – eller at kunne finde – den slags 🙂

Vaginal fødsel efter kejsersnit? Kan man overhovedet det?

Når man bliver gravid igen, efter at have fået foretaget et kejsersnit, vil man altid blive indkaldt til en samtale med en fødselslæge, med henblik på at afgøre om man skal forsøge sig med en vaginal fødsel eller om man hellere skal have et planlagt kejsersnit. Afhængigt af årsagen og forløbet forud for det foregående kejsersnit, vil anbefalingerne variere, men ganske ofte, vil man faktisk blive anbefalet at forsøge sig med den vaginale fødsel. Det kan dog, for rigtigt mange, give anledning til temmeligt mange spekulationer, men dén del af det, må vi snakke om en anden gang, for nu vil jeg i stedet bringe en lidt anderledes, men meget, meget fin beretning om en vaginal fødsel, efter et kejsersnit.

Prolog

Da storebror, Maximillian, var 9 måneder gammel blev jeg sådan lidt vupti-gravid med lillebror. Da storebror var ankommet 17 dage efter termin i et åndssvagt forløb der indebar igangsættelse, indlæggelse med mere igangsættelse, prikket grønt fostervand, vedrop, vedrop, vedrop og epidural og 2 timers pres uden presseveer og SÅ et kejsersnit, så gik graviditeten med at tænke for og imod ved et planlagt KS vs. se om den her krop alligevel ikke kunne føde.. 

At skulle føde nr 2 barn, når nr 1 barn kun er halvandet år gammel og ret syg

Onsdag D. 16 Januar var jeg gået 10 dage over tid, men havde egentlig følt mig ret tålmodig. Vi havde tid til igangsættelse d.19. 

Da Maximillian var sløj med hoste og snot, gik vi sådan set bare og håbede at han ville nå at blive rask inden Carlo skulle komme. 

Max blev imidlertid mere og mere syg, så derfor endte vi med at tilbringe det meste af dagen på børnemodtagelsen på Herlev. Jeg havde massive plukkeveer hele dagen, men gjorde mit bedste for at ignorere dem. Det var en hård dag, hvor Max skulle have maske for sine snottede lunger, og hvor alt fokus var på ham. 

Vandafgang

Vi var derfor trætte og sultne, da vi var hjemme på Frederiksberg ved 16 tiden. Min kæreste gik ud for at købe den nye medicin og Max og mig tog et bad. Da han kom hjem, og vi sad i sofaen pakket ind i håndklæder var der pludselig følelsen af et lille plop, et lille smæld, og en pludselig lille skarp smerte. ”Jeg tror lige mit vand gik”, sagde jeg. Hvorefter jeg klemte benene sammen, og vraltede ud på toilettet. Og i en lille fin skylle kom noget ret fint og klart fostervand. Jeg tog en af Carlos bleer på, og gik lidt rundt med den i noget tid. Den blev hurtig våd og tung. Min kæreste gik med det samme i gang med at lave mad, da vi gerne ville spise med Max, putte ham, og så hente naboen når han sov. 10 min efter, da maden næsten var færdig, måtte jeg dog sige til min kæreste, at det havde vi altså ikke tid til. Veerne var begyndt. Max var allerede i nattøjet, og vi krammede farvel og han vinkede til mig og så forventningsfuld ud, da de to gik over til den søde nabo, der skulle passe ham. Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg lavede i mellemtiden. Tror muligvis jeg græd. Af spænding, af nervøsitet, af bekymring over hvordan Max ville klare at blive passet imens han var syg.. Muligvis lagde jeg rent på sengen, fordi jeg kunne forudse at naboen skulle sove i den. 

Afsted til hospitalet

Umiddelbart efter min kæreste kom tilbage, kørte vi afsted. Mine veer var allerede ret regelmæssige, og den korte tur ned til bilen var ikke sjov. Min kæreste præsterede at køre den forkerte vej, skønt vi jo havde kørt turen for lidt over en time siden. Da han skulle vende om, kørte han over en kantsten, og jeg sagde til ham at dét blev han altså ikke populær på. Jeg forsøgte at tage lidt tid på mine veer, men blev forvirret over om det var veen eller pausen jeg skulle holde øje med.. og så huskede jeg mig selv på at virkelig nyyyyde pausen og tænke ”jeg åbner mig for dig”, når jeg havde en ve. Pludselig kunne jeg ane Herlev i mørket, og følte mig både lettet og nervøs. Det føltes som om det tog evigheder at finde en parkeringsplads, og ude foran hospitalet stod der nogle unge drenge, der i den mørke aften virkede lidt som nogle bøller. Jeg synes de var ret uoverskuelige. Da vi først kom ind og vi begyndte at gå ned ad de lange gange følte jeg at jeg måtte gå hurtigt når jeg havde pause i en ve, og standse når en ny ve kom. 

Fødemodtagelsen

Endelig var vi nået op til fødemodtagelsen og jeg tænkte (næsten) at de da måtte komme løbende ud og tage imod os når nu jeg ENDELIG skulle føde. Og helt af mig selv, endda. I stedet blev vi bedt om at tage plads og vente. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig mere, og ville bare gerne ind og blive passet lidt på. Kl var cirka 18. Efter 20 min ventetid kom der endelig en JM og tog imod os. Herefter blev vi igen bedt om at vente. På grund af nogle rimelig heftige lændesmerter fik jeg sendt min kæreste ud for at finde en JM, fordi jeg var i tvivl om det var presseveer. Det var det selvfølgelig ikke, men jeg blev dog undersøgt til at være 4 cm åben. Så langt så godt. 

Noget i min krop begyndte at forstå at nu var vi på hospitalet, så nu kunne der bare komme veer. Så det kom der. Det føltes som om der var MANGE og de var lidt svære at håndtere. Vi fik igen og igen at vide, når vi ringede med klokken, at der ville komme en JM så snart de havde vagtskifte ved 19 tiden. Jeg var ked af det og i smerter, og begyndte at snakke om epidural fordi det hele føltes ligesom sidst… Altså det gjorde virkelig ondt på en uproduktiv måde. 

Endelig fødegang og sød JM

Kl 19 kom jordemoderen endelig. Hun var med det samme helt nærværende, og selvom jeg havde mumlet noget med at jeg IKKE kunne gå selv til fødegangen så tog jeg mig alligevel lidt sammen da hun kom. Og med et tæppe om livet, de røde uldstrømper på fødderne og en ret svedig og halvåbnet blomstret skjorte begyndte jeg at bevæge mig over mod fødegangen imens jeg mumlede noget om epidural og stønnede en hel del. Og græd en smule, når det hele føltes totalt uoverskueligt. Henne ved fødegangen, imens Line skaffede os et rum, var jeg konstant i tvivl om jeg ville have epidural eller badekar. Allerhelst havde jeg taget dem begge, men sådan fungerer det desværre ikke… fik jeg at vide. På det tidspunkt var jeg ret ligeglad. Men vores søde JM sagde meget anerkendende og lagde en hånd på min skulder og sagde, at hvis jeg gerne ville have en epi så var det bare det jeg skulle have. Trøstet af disse ord kunne jeg lige akkurat gå ned på fødestuen. Jeg forhørte mig om, hvorvidt hun havde ringet efter en anæstesilæge, (klog af skade fra første fødsel, da jeg kunne huske at de skiderikker godt kan tage deres sweet time)  og hun forklarede mig roligt at det kunne hun slet ikke før hun havde lagt et drop og undersøgt mig først. Nuvel. 

Fra 4 cm, til 6 cm, til næsten 8cm

En time senere: Under en ve fik jordemoderen den indre undersøgelse klaret (det lyder nederen, men det var simpelthen en himmelsk følelse at have en hånd lige dér, hvor det gør ondt, så jeg tror at jeg bad hende om at lade hånden blive oppe… fedt job at være JM) Med glad og overrasket stemme kunne hun fortælle at jeg nu var 6 cm åben, og at hun under veen kunne skubbe mig til 8 cm. Meget fedt gået på en lille time, følte jeg. Og det var hun enig i. ”noget tyder på at det her går hurtigt”, sagde hun. ”Du må gerne få din epidural, men vi kan også give det 30 min for det kan være at du når at få barnet inden epiduralen, og det værste er måske overstået.”(satans udvidelsesveer)Så vi droppede epiduralen. Og gudskelov for det. 

Lattergas og gode veer

I stedet tyede vi til lattergas, som jeg ellers ikke var specielt tilfreds med første gang.  MEN… den næste halve time sugede jeg mig skæv på lattergas under hver eneste ve, og hver gang der var pause ville jeg have VAND med sugerør (kære mænd, man bliver latterligt tør i munden af at stønne og trække vejret på den måde, hav nu bare noget vand parat). På et tidspunkt herefter begyndte veerne at opføre sig lidt mærkeligt i slutningen.. I stedet for at gå over, så spændte min mave op, og det føltes lidt som om jeg skulle til at kaste op, (bare uden kvalmen, men med muskler der opførte sig sært og selv bestemte over mig) og ydermere kom der en sær lyd ud af min mund. På det her tidspunkt begyndte Carlo at blive lidt stresset af det her hurtige føderi, og JM advarede om at nu kunne det godt være at der snart kom nogle fødselslæger rendende, men dem skulle vi lige være ligeglade med, fordi at det er helt standard at det er lidt stresset at blive født så hurtigt, og desuden var chef-JM allerede indeover, og de havde fuld tiltro til mig, og hvis nogle kom og snakkede om sugekop så skulle vi lige ignorere dem. 

Presseveer halleluja!

JM deklarerer på dette tidspunkt at nu vil der gå max en times tid med presseveer, og så vil der være et barn. (Jeg tænker, 1 time??? Det lyder som lang tid, og presser derfor ret heftigt med under hver ve.) Presseveer er en syret oplevelse. En jeg ikke fik muligheden for første gang, og glæden over at opleve det var for vild. Min mand beskriver mig som ”chatty” i vepausen og ”rimeligt koncentreret” under veerne. På et eller andet tidspunkt iløbet af de her 20 min jeg havde presseveer i, kommer jeg i tvivl om hvorvidt mit KS ar er ved at give op. Jeg husker kun at jeg bliver nervøs, og holder igen og spørger min JM om alt er okay, og at jeg er bange for at det brister. I virkeligheden tror jeg mere at det er en kulmination på at opleve den her fødsel, der brager derudaf og står i så stor kontrast til den første, med al dens tvivl og igangsætning og følelse af ikke at have nogen kontrol eller noget at skulle have sagt, og bare være en generel fødefiasko. Det kan også være at det har været en hoved i ”fødekanal, ryg op ad ar”-følelse….

Ring of fire

Generelt oplevede jeg ikke presseveerne som specielt smertefulde, fordi følelsen af at ”der skete noget” var så berigende. Dog findes der et stadie i fødslen, der kaldes ”ring of fire”, og jeg skal love for at det er lige præcis sådan det føles. På det her tidspunkt kan jeg huske at en anden slags lyd undslipper mig, en slags ”holy shit, der står et barnehovede i spænd imellem mine skamlæber og det svier og nu kommet det her barn sgu ud snart-holy crap”-lyd. En lyd jeg lige havde behov for at få ud, og da JM reagerer på den her lyd ved at sige ”træk vejret” så tænker jeg egentlig et sted i mit baghovede ”jaja, det skulle bare lige ud.” Og i næste ve, lyder JM pludselig tøvende, i hendes ellers normalt muntre ”pres til, pres til”-retorik. Jeg opfanger det lidt for sent, og lidt eftergivende siger hun ”Ja okay, så bare pres” og ud kommer vores lille Carlo. Direkte ud i mine arme, og op på mit bryst. Lidt slap, og lidt stille og lidt forskrækket. Ingen er bekymrede for ham, men de gnubber ham dog rimeligt insisterende. Den lille fyr har haft den ene arm med ud sammen med hovedet, og det har der desværre ikke helt været plads til, så derfor følger en times tid med syning i lampens skær, imens jeg ligger med Carlo og forsøger at amme lidt, hvilket han er lidt for træt til, men dog rigtig dygtig til. 

Epilog

Herefter fik vi den berømte bakke med flag, ristet toastbrød med sorte skorper og smeltet smør og saftevand. Og helt efter bogen, det lækreste måltid jeg endnu har fået i mit liv. Efter 5 timers babylykke kørte min kæreste igen hjem til den syge storebror, og mig og Carlo så ham først 2 dage efter. Tiden tilbragte vi med at amme som besatte, så Carlo kunne få nogle antistoffer i sig, før vi skulle hjem til en snottet fyr på halvandet år.

En hæsblæsende fødsel, der måske havde været rigtig voldsom for en førstegangsfødende, men som vi var rigtig taknemmelige for, efter en rigtig hård første fødsel.

Jeg har efterhånden teaset med det længe; at der skulle ske noget nyt her på domænet. Først kom der min nye header (som jeg er blevet MEGA glad for). Så kom der lidt omrokeringer i mine menuer, kategorier og sider. Og nu kommer vi til det springende punkt:

JEG HAR FÅET EN WEBSHOP!

Indtil videre er det min plan, at jeg lige skal øve mig lidt ved “bare” at sælge ud af mine egne ting; mine bøger i allerførste omgang. Nu har jeg jo trods alt skrevet tre styks, og så synes jeg da sådan set næsten, at det var på tide at sælge dem personligt også. Jeg har jo trods alt allerede en hjemmeside, så på den måde er det vel egentlig et meget naturligt add-on. Det er i hvert fald ikke spor enestående; men ikke desto mindre, så føles det stort for mig!

Udover bøgerne, så ligger der lige nu også ét ekstra produkt på shoppen. Et chiliplaster, som gravide og fødende kan anvende som smertelindring. Desværre er produktionen af chiuliplastret trukket lidt ud, så jeg forventer først at have det på lager i uge 49, men altså – det kommer, som det første produkt, udover mine bøger. Og jeg glæder mig sådan!

Jeg glæder mig til at kunne sende mine bøger direkte ud til dem – eller jer – som køber dem; til at være “first hand” og selvfølgelig til forhåbentligt at hjælpe en hel masse gravide med dét der chiliplaster, når det lander.

Jeg ved jo af gode grunde ikke så meget om hvordan og hvor krævende det er, at køre sådan en webshop, så det er kun fremtiden der kan vise i hvilken retning det kommer til at udvikle sig, men jeg er ovenud spændt.

SÅ! Jeg håber selvfølgelig at I allesammen til en start vil hoppe ind og tjekke shoppen ud lige HER – og så håber jeg, at I gider være med til at sprede ordet lidt.
Min nyeste bog – den om at det man (i virkeligheden) skal vide om sin fødsel – udkommer først om en uge fra i dag, men den kan selvfølgelig forudbestilles allerede nu. Og uanset om man bestiller den, eller én af de to andre, så skriver jeg med glæde en lille hilsen i dem, hvis bare man krydser det lille signeringsfelt af 🙂

Kom og køøøøøb! 

Jeg hørte forleden, at vi skal huske at være taknemmelige, for alt der er os givet. Det vidste jeg selvfølgelig godt, men derfor var reminderen alligevel kærkommen, fordi den mindede mig om, hvor lille jeg er. Nogle gange – særligt når jeg er i ubalance på den ene eller anden måde – kan jeg godt føle, at mit ansvar bliver lidt vel stort. At jeg skal bære mere end jeg kan løfte og at alt (altså, alt det jeg beskæftiger mig med) afhænger af mig og min indsats. Det er selvfølgelig en fin egenskab at have, når man skal præstere, fordi det altid får mig til at yde mit aller-allerbedste, men til gengæld kan det også være hårdt. For jeg bærer jo ikke spor mere ansvar end alle andre. På nogle områder, måske ja, men så er der til gengæld andre områder, hvor jeg bærer mindre, så vægtskålen alligevel går op. Vi lever allesammen i det samme system, i den samme natur og i noget, der på én eller anden måde, er det samme liv, med de samme følelser. Og dét kan jeg vildt godt lide at tænke på.
Jeg kan godt lide at tænke på mig selv, som en del af naturens store system. Hvor min indsats selvfølgelig er vigtig, men ikke afgørende for særligt meget andet end mig selv. Hvor vi allesammen er lige, og hvor vi allesammen er blevet givet det samme liv og samme mulighed for at tænke os om, gøre gavn, give videre og elske.
Ja, det sidder jeg simpelthen og kommer i tanker om, et sted på E20, på vej mod Lalandia.
Den fuldstændigt ensartede, næsten hvide himmel hænger så lavt, at den slører horisonten i en tåge af dis. Bladene på træerne er både gule, grønne og brune og bilernes lygter lyser skarpt, selvom det er højlys dag. Eller mellemdunkel dag ved middagstid, om man vil.
Det ser ud som om naturen gemmer sig lidt og at den har glemt hvor smuk den faktisk er. Sådan tænker jeg, at vi alle kan have det i ny og næ. Når vi bare har lyst til at lægge os på sofaen, med en stor, blød dyne og en varm kop the og sluge adskillige afsnit af vores yndlingsserie, fordi det hele kan synes uoverstigeligt. Når vi et øjeblik har glemt, hvor gode, smukke og stærke vi rent faktisk er. Det øjeblik, hvor vi har brug for at lade op, lade stå til og lade være. Sådan ligner det at naturen har det lige nu og hvis ikke det var fordi at jeg om et par timer befandt mig i kunstig solskin og klorfyldte bade, så tror jeg at jeg ville gøre det samme. Bare indtil i morgen.

Marengskranse er ikke alene flotte at se på og lækre at spise; enten som de er, eller som topping på kager. De er også knaldhamrende hyggelige at lave.

Der findes selvfølgelig mange måder at lave marengskranse – eller bare marengs – på, men den allernemmeste måde er dén jeg vil dele med jer i dag.

Det er helt klart nemmest at farve massen i dine marengskranse med pastafarve, fordi det ikke tilfører noget væde, men dem jeg har lavet her, er faktisk lavet med frugtfarve, så det kan sagtens lade sig gøre.

Jeg startede med at køre min marensmasse helt fast og tilsatte så lidt grøn frugtfarve og piskede igen et minuts tid. Så tog jeg 1/3 af massen fra og kom i en sprøjtepose. Så tilsatte jeg lidt mere grøn farve og gentog processen. Ved den sidste 1/3 tilsatte jeg lidt blå farve, til den grønne masse. Marengsmassen bliver selvsagt lidt blød af at man tilfører så meget væske, men det kan godt lade sig gøre.

Hvis du giver dig i kast med at lave marengskranse, så start med at tegne nogle cirkler på et stykke bagepapir, så du ved nogenlunde hvor du skal “dutte” marengsmassen på. Og så er det ellers bare om at komme igang med at fylde de “forme” du har tegnet.

Hvis du er vild med smukke kager og marengs, så prøv også min opskrift på vegansk pavlova

Det er selvfølgelig kun fantasien der sætter grænser, når det kommer til marengs og netop derfor synes jeg at det er sådan en hyggelig aktivitet sammen med børnene også. Nogle børn kan lave marengskranse, imens andre måske hellere vil lave frihåndstegnede dyr, snemænd, drager eller hvad fantasien nu byder dem. Det er så hyggeligt!

Tip: Hvis du bruger pastafarve i din marengsmasse, så kan du få meget mere kraftige farver, så du nærmest kan lave en vaskeægte efterårskrans – ud af marengs! Pisk din marengsmasse og fordel den i tre-fire skåle og tilføj så de farver du synes.