Vegansk pavlova? Kan man overhovedet det? JA, man kan så – og du får opskriften lige her!

Der findes få kager i verden der er så insta-venlig som den jeg vil præsentere jer for i dag. En pavlova, selvfølgelig. Eller rettere, en vegansk pavlova, for at være helt præcis!

Som I måske allerede ved – særligt hvis I har stiftet bekendtskab med min første opskrift på en nem pavlova – så plejer sådan én jo at bestå primært af animalske produkter, i form af æggehvider til bunden og fløde til toppingen. Men venner, jeg har simpelthen fundet ud af hvordan det kan laves uden de to hovedkomponenter – og samtidig smage fuldkommen vidunderligt. En lille smule anderledes end den originale, ja, men stadig meget, meget dejligt!

I stedet for æggehvider kan man nemlig bruge kikærtevand. Hidtil har jeg primært brugt det, når jeg shaker cocktails, som kan få et smukt skum, hvis man shaker med lidt kikærtevand, men nu har jeg altså også kastet mig ud i at gøre det til marengs. (Som basically er dét bunden består af). Det kræver en lille smule mere piskearbejde, end når man arbejder med æg, så hvis ikke du har en røremaskine eller i det mindste en elpisker, så kommer mullerne altså en lille smule på overarbejde med denne her. Men udover dét, så er det virkelig nemt at lave vegansk pavlova!

Skummet, som plejer at være baseret på fløde, er lavet af kokosmælk og det smager således lidt kokos-agtigt, men det synes jeg kun er lækkert, sammen med de syrlige bær. Og OMG! Tænk hvordan det må smage hvis man gør sig den ulejlighed at komme lidt ananasstykker på også. Mums!

I denne omgang har jeg brugt jordbær, hindbær, blåbær og et par ananaskirsebær, som jeg fandt nede i mit lokale supermarked, men alt frugt går an, så længe det ikke er aaalt for vådt – så kan det nok gøre skummet lidt smattet, forestiller jeg mig.

Nå, men altså, ikke mere snak – I skal jo bare have opskriften! Scroll ned og lad jer forføre af en vanvittigt lækker (og smuk!) vegansk pavlova 🙂

 

Seriøst, er det ikke pænt? Det vil altså både imponere i virkeligheden, på billeder og selvfølgelig i maven, hvor jeg i hvert fald selv bliver usædvanligt tilfreds, når jeg har spist denne her. Rigtig god fornøjelse – og glem så ikke at tagge mig på instagram (@canabuttenschon) hvis I ender med at vise kagen frem derinde. Jeg vil sååå gerne se hvordan I kreerer den hjemme hos jer!

Det var en af de mest erfarne afdelingsjordemødre der var på vagt. En meget dygtig, men også lidt hård jordemoder, var min fornemmelse. Hun fordelte altid opgaverne med hård hånd og man skulle som mening jordemoder ikke gøre sig de store forhåbninger om at kunne gøre indsigelser, hvis først hun havde truffet beslutning om noget.

Heldigvis fik jeg lov til bare at gå ind på en stue og passe en førstegangsfødende som indtil videre havde haft et ukompliceret forløb. Hun var lige ankommet til fødegangen, var ved okay-godt mod og alt var som det skulle være. Jeg satte mig ind på stuen, fornemmede parret og gjorde i virkeligheden ikke så meget end bare at være der, sådan som jeg havde gjort det så utroligt mange gange i min tid som studerende. Jeg stod til rådighed, kom med opmuntrende ord og lyttede hjertelyd i ny og næ.

Efter et par timer undersøgte jeg kvinden indvendigt. Livmoderen havde åbnet sig 5-6 centimeter og fødslen skred planmæssigt frem. Kvinden klarede det utroligt godt. Hun havde efterhånden ret kraftige veer, men fordi hun stadig havde 3-4 minutters pause imellem hver ve, kunne hun godt holde dem ud. Hun fik et par varmepuder og hendes bedre halvdel masserede hende troligt over lænden hver gang der kom en ve. De var et sejt par, de to.

Det bankede på døren. Det var afdelingsjordemoderen.

“Kommer du lige herud et øjeblik” sagde hun, henvendt til mig.

Gad vide hvad jeg skulle? Var der mon telefon til mig?

“Har hun kun åbnet sig 1 centimeter siden vagtskiftet?” spurgte hun.

“Mjah, måske halvanden centimeter – men hun har altså gode veer, så jeg tænker at det nok skal gå fint fremad” svarede jeg.

“Hvis hun ikke har åbnet sig mere end det, bliver du nok nødt til at sætte et vestimulerende drop” sagde hun med en tone, jeg havde lidt svært ved at læse. Altså, jeg var jo ny og hun var så erfaren, så måske ville hun bare hjælpe? Det gav bare ikke rigtigt mening for mig, når jeg nu vidste at kvinden åbnede sig helt planmæssigt.

“… Men der er jo fin fremgang? Altså, det går ikke med lynets hast, men det er helt indenfor normalområdet og jeg er altså ikke bekymret” prøvede jeg.

“Hør nu her. Du er nødt til at få hende til at føde af. Hvad vil du ellers sige til den næste der kommer, som ikke kan få plads? Skal hun så bare føde i parkeringskælderen?” sagde hun hårdt, vendte sig om og gik sin vej.

Av, mand.

Skulle jeg virkelig gå ind på fødestuen og potentielt ødelægge en god fødsel for én, fordi der var en anden på vej ind? Kunne det virkelig være sådan?

Aldrig i min studietid havde jeg oplevet noget lignende. Tværtimod var jeg oplært med tålmodighed og troen på, at langt de fleste godt kan klare sig igennem en fødsel uden alt for meget medicinsk indblanding, hvis bare man giver dem tid, ro og masser af omsorg. Og nu blev jeg beordret at anlægge et vestimulerende drop på en kvinde, uden den fjerneste indikation, andet end at afdelingsjordemoderen syntes det gik “lidt rigeligt langsomt”.

Suk… Måske var det alligevel ikke så nemt at være nyuddannet jordemoder og være startet på Danmarks største fødeafdeling.

… Eller hvad?

Det lader sig nu engang ikke sådan gøre, at holde 100% ferie når man er selvstændig i en enkeltmandsvirksomhed, som min. Men i løbet af de næste fire uger, kommer jeg til at gøre mit ypperste for at gøre det alligevel. Altså, sådan da.

Jeg kommer ikke til at lukke helt ned, hverken her på bloggen, eller på instagram, men min dag-til-dag-aktivitet, vil uden tvivl være lavere den kommende måneds tid, end sædvanligt. Jeg håber selvfølgelig at I alligevel vil følge med – jeg har nemlig skrevet og planlagt en hel del indlæg til jer, som forhåbentligt både kan give inspiration, refleksion og et lille smil om læben i ny og næ.

For nu er det dog tid til eftertanke –  en indlægsrække jeg i øvrigt påtænker at fastholde henover hele sommeren, slet og ret fordi jeg kan mærke at de er sunde for mig at lave.

Ugens højdepunkt er selvklart, at Simon og jeg har taget hul på vores sommerferie, med en indtil videre fuldkommen vidunderlig Danmarkstour. Vi slog et hurtigt smut forbi Kolonihaven onsdag morgen, inden vi satte kursen mod Jylland. Vi startede i Aalborg, sidenhen tog vi til Sdr.Bjert og nu har vi lige forladt Broager for at komme til Bastrup, hvor vi skal tilbringe de næste par dage i selskab med Simons søskende. Det kan virkelig noget bare at holde fri, køre rundt i landet og være sammen med hinanden – og med venner og familie, naturligvis!

Jeg smilede mest da min mellemste niece på fire år tog styringen over vores fælles radiobil på ringriderpladsen i Sønderborg her til eftermiddag. Mage til sej lille pige skal man lede længe efter – og de tre ture sammen med hende, var alle mine efterfølgende bækken/lændesmerter værd. Håber jeg…

Ugens lavpunkt er svært at vælge i denne uge, for der har altså været to lavpunkter. Det ene handler om et hotelværelse jeg åbenbart havde booket til den forkerte onsdag og det andet, som jeg kan mærke bliver “vinderen” af ugens absolutte lavpunkt, er, at Simon i torsdags blev stukket af en bi. I sig selv er det måske ikke ligefrem et lavpunkt af dimensioner, men det skulle simpelthen vise sig, at stikket pludselig – efter mere end et døgn – begynde at hæve voldsomt. Så meget, at Simon endte med at sidde med is på sit højt hævede ben, hele aftenen i går, hvor vi ellers havde planlagt at tage til Sønderborg Ringridning. (Som jeg har glædet mig syygt meget til). Der var selvfølgelig ingen diskussion om hvorvidt vi skulle afsted eller ej, men derfor synes jeg altså alligevel at det er brandærgeligt, at sådan en lille bi (som vi jo ellers faktisk holder så meget af) skulle have lov til at invalidere min søde kæreste i dagevis.

Det gode ved det var at min bror heller ikke planlagde at skulle til ringridning, og vi således kunne nyde en hyggelig grillaften hjemme på hans terrasse, sammen med et par af hans børn, hans søde kone, min mor, hendes mand og hans datter. SÅ hyggeligt!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig en sweatshirt jeg købte for sølle 60.- i herreafdelingen i H&M. Den er blød og stor og virkeligt dejligt at krybe ind i, når man sidder ude om aftenen og prøver på at lege lune nætter.

Det bedste jeg har spist må være middagen vi fik på Sdr.Bjert kro i torsdags. Hold min knallert, hvor var det lækkert! Det smagte beskidt, selvom det var pænt og hvis ikke det var fordi jeg havde andet at tage mig til her i livet, så ville jeg spise derhenne hver eneste dag!

Det bedste jeg har set i tv i denne uge, har altså været en noget sløv omgang, så ingen anbefalinger herfra. (Det var i øvrigt Luksusfælden jeg så, hvis nogen skulle være nysgerrige. Jøsses, et lorteprogram).

I næste uge ser jeg frem til at skulle på Samsø Festival. Jeg glæder mig til telt, fadøl, musik, nye venner, gamle venner, sang, dans og tøj der glimter. Men allermest glæder jeg mig til at festivalen er forbi og det bliver søndag eftermiddag, hvor mine børn kommer hjem efter tre uger (!!) hos deres far. Jeg kan, rent fysisk, næsten ikke vente!

Sommerdessert er i mine øjne sådan én, der smager sødt, friskt og lækkert – og så gør det selvfølgelig ikke spor, hvis den samtidig også er mega pæn!

Den ser imponerende ud, den smager vidunderligt og så er det faktisk – med lidt god forberedelse – ret hurtig lige at bakse sammen, denne her friske sommerdessert.

Jeg ved ikke hvordan det er gået til, men jeg er altså gået hen og er blevet bidt af en gal grydeske! En grydeske som ikke kun laver vegetarlasagne og den slags, vel at mærke. Eller jo, jeg ved nok godt hvordan det er gået til – min meget søde (og meget, meget tålmodige!) kæreste har nemlig lært mig et par tips og tricks i køkkenet, til hvordan jeg – ret let endda – kan lave nogle retter, som vil imponere de fleste. Snyd, måske. Men hey, jeg har ryggen på jer, for I skal selvfølgelig bare have nogle af de bedste tips givet videre. Så godt jeg kan, i hvert fald.

Og vi starter altså med denne her sommerdessert, som består af krystalliseret hvid chokolade, marengs, marinerede jordbær, lidt krydderurter og en kugle is, som jeg altså har købt til formålet. Bum.

Det lyder svært – især den krystalliserede hvide chokolade – men jeg lover jer, at det er ret nemt. I hvert fald hvis man er indehaver af et stegetermometer. Hvis ikke, så skaf et 😉

Afhængigt af dit overskud i køkkenet generelt og om du skal lave andre krævende ting til din middag før desserten, så kan det altså godt anbefales at forberede lidt i løbet af dagen. Eller for den krystalliserede hvide chokolades vedkommende, mange dage i forvejen. Den skal nemlig, når først den er lavet, bare en tur i fryseren og så kan du bruge den når end du har lyst.

Din marengs kan du i øvrigt også fint lave mange timer i forvejen, således du praktisk taget bare skal anrette, når det er tid til en omgang lækker sommerdessert.

Jeg har lavet to typer marengs – eller tre, faktisk – på denne dessert, men de kommer altså allesammen ud af den samme marengsmasse, så bare rolig, du skal kun lave det én gang 🙂

Jeg ved det godt – det lyder kompliceret, men jeg lover altså at det, når først man går igang, ikke er så slemt. Til gengæld kommer du stensikkert til at imponere dine gæster!

Det er alligevel de færreste der tænker “hey, lad os lige smutte en tur i IKEA” når de har mistænkt vandafgang og haft veer i løbet af morgenen. Ikke desto mindre var det altså hvad denne seje kvinde gjorde under sin anden fødsel, som lader til at have været en fuldkommen fantastisk én af slagsen! Velkommen til en vidunderlig fødselsfredag, som man kun kan blive glad i låget af at læse 🙂

Ved min første fødsel blev jeg sat i gang, da jeg gik jeg to uger over termin, og jeg havde derfor hele graviditeten indstillet mig på at gå over termin igen, og denne gang prøve at værne mig med væsentligt mere tålmod end sidst. Derfor virkede det meget trygt for min mand og jeg at flytte i uge 39. Så kunne storebror nå et par uger i den nye institution og at vænne sig til huset, og vi kunne bruge ventetiden på at komme på plads. Det største argument var, at det var lettere at flytte med en baby i maven end med en baby på armen.

Dagen op til den første (graviditetsuge 38+6), hvor storebror skulle have første dag det nye sted, og bedsteforældrene havde indvilliget i at sætte de mest basale møbler op i det nye hus, vågnede jeg tidlig morgen/nat ved et smæld i maven. ”Nej!” sagde jeg ud i luften, for det føltes præcis som en elastik, der sprang, og den følelse havde jeg hørt, man havde, når vandet gik. Jeg blev dog ikke våd mellem benene, så jeg prøvede at benægte tanken og sov videre. Da jeg stod ud af sengen nogle timer senere løb det ud med ‘fostervand’ – som i, det løb ned ad benene og dryppede hen ad gulvet. ”Der er noget jeg skal fortælle, det er lidt noget lort… Vandet er gået,” sagde jeg til min mand med ’vandet’ løbende ned ad benene; han blev til min overraskelse over-glad. Jeg kunne selv ikke komme i tanke om en værre timing. Men for ham var det fuldstændigt underordnet. (Hvilket var en kæmpe lettelse!)

Efter morgenmaden fik jeg lidt småveer. Vi fik afsat storebror til mine svigerforældre og justeret flytteplanerne, så vi kunne føde i Aarhus, tage til Herning og sove i huset alle fire sammen. Jeg prøvede at tænke tanker som ”ej, hvor er det bare noget værre rod”, ”hvor er det synd for storebror, han er jo helt forvirret”, ”det kan jeg ikke magte – så mange ting oven i hinanden”. Men de tanker bed ikke rigtigt på. Måske fordi min mand tog det så roligt. Siden min første fødsel havde jeg set og hørt så meget, som kun havde bekræftet mig i én ting: En fødsel kan man ikke forudsige. De seneste uger havde fødslen fyldt utroligt lidt, i forhold til hvor nært forestående den var. Jeg var ikke motiveret for at øve min vejrtrækning, og jeg syntes, at det var gået så godt sidste gang, at jeg tænkte: ”Så heldig er ingen to gange i træk.” Det lyder helt vildt negativt (eller jysk?), men det var sgu egentligt en fin måde at gå ind til det på; tavlen var ligesom klar til at blive skrevet på igen.

Tilbage til situationen i lejligheden i Aarhus, hvor veerne stoppede. Vi tog til tjek på fødeafdelingen ved middagstid, og det var ikke vandet der var gået, men en masse sekret, der havde væltet ud. (Jeg er stadig forundret over, hvor og hvordan der kunne være så meget.) Jeg syntes, det var så pinligt, at jeg som sundhedsfaglig kunne tage så meget fejl! Jordemoderen fortalte, at min livmoderhals var blød og en smule åben, men der var ingen tegn til fødsel. Det var træls at have sat så meget postyr i gang for ingenting, men omvendt var det dejligt, at ”stick to the plan” – nu vidste jeg, at jeg nok ville være gravid et par uger endnu. Nu kunne vi fokusere på storebror og på at flytte.

Vi tog helt oplagt i IKEA, lejede en trailer for at få nogle ind i huset, så vi kunne overnatte der med storebror. Klokken var omkring to, og jeg fik lidt småveer i IKEA, som jeg tilskrev, at jeg lige var blevet undersøgt af jordemoderen. Vi kørte hjem og fik en hånd af nogle venner og fik de vigtigste ting i traileren. Jeg havde stadig ’veer’, men tænkte at de nok forsvandt igen.

Køreturen tog en god time, og ’veerne’ kom med varierende intensitet og varighed med ca. 5 mins mellemrum hele vejen. Da vi næsten var nået frem, ringede jeg til fødegangen, og de sagde, at det ikke lød til, at det ville gå i sig selv igen. Vi ringede derfor til mine svigerforældre, om de ikke ville have storebror natten over, for måske var det alligevel i dag.
Vi parkerede bilen (helt uden at lede efter en parkeringsplads, for nu havde vi fandme en garage! Oh the joy!), og var en time i huset; længe nok til at jeg kunne indvie vores nye bruser med både håndholdt og regnvandsbrusehoved, og til at min mand kunne tømme traileren. Det var så godt, at vi havde shanghajet bedsteforældrene, for nu var der senge til alle mand at sove i. Så langt, så godt.

Vi tog på fødeafdelingen ved syvtiden, hvor vi fik den sødeste, unge, smukke jordemoder, som fortalte, at jeg var 3 cm åben og i latensfase. Hun bad os trisse rundt en times tid, og så ville hun forsøge at få luksusfødestuen til os. (Fik jeg sagt, at hun var sød?) Vi fik aftensmad, og jeg kan huske at tænke, at jeg ikke kunne begribe, at jeg faktisk kunne spise mellem veerne. Det var slet ikke en mulighed sidst. Det siger noget om, hvor milde veer jeg havde.

Vi trissede rundt i en halv time. Så fik jeg lavement og ville gerne i badekar.
Det fik jeg lov til, og vi blev vist ind på luksusfødestuen, med design-indretning og beroligende lys, lysbilleder på væggene af forår, et spa-fødekar og simpelthen bare det hyggeligste rum der nogensinde er set på et hospital!

Min mand gjorde badekarret klar ved at skrue helt op for varmen, så jeg måtte vente i en halv time, før han fik styr på det. (Tak for dét, mand 😉 ) Endelig var der styr på situationen (efter den søde jordemoder trådte ind), og jeg glædede mig så meget til at genopleve den smertelindring jeg fik ved sidste fødsel. Men der skete det stik modsatte; i badekarret var veerne endnu mere intense.

Først tænkte jeg, at det slet ikke virkede for mig. Men jeg tror faktisk nærmere, at det netop virkede. Min krop genkendte situationen og kunne huske, hvad det var den skulle, så veerne blev mere effektive. Jeg var i fødekaret i halvanden time, og på den tid gik jeg fra 4 cm til baby på brystet. Jeg kunne godt mærke, at den periode der sidst varede 6 timer, nu varede 1½. Hold nu op, hvor var det nogle smertefulde veer. Jordemoderen og min mand var fantastiske til at minde mig om mit værktøj – vejrtrækningen. Der opstod et samarbejde, som bare fungerede. De var så gode til at støtte mig men også helt hardcore at påpege, når jeg ikke gjorde, som jeg skulle.

På et tidspunkt ville jordemoderen have mig til at bevæge mig, og mit svar var et klart nej tak. Så sagde hun bare helt roligt og strengt ”jo, det kan du godt. Træk vejret.” Og så kunne jeg godt. Det synes jeg fandme bare er sejt – gid jeg kunne få min 2-årige til at lystre på samme måde (!).

Pressefasen var et par veer længere end sidst, men oh my freaking…. Det gjorde nas denne gang! Det var meget hårdere at presse ham ud, end det var med storebror. Så nu er jeg ikke længere så irriterende at høre på, når snakken falder på fødsler. Nu kan jeg også skrive under på, at det gør ondt! Men jeg kan også skrive under på, at det er den mest meningsfulde smerte, man nogensinde kommer til at opleve. Visheden om at hver eneste ve, hvert eneste pres og hvert eneste minut var ét skridt tættere på at lære lillebror at kende; det var helt fantastisk, og helt klart det bedste ved at have prøvet det før.

Jeg tog selv i mod ham i vandet, og det var bare så dejligt. Han var smurt ind i fosterfedt og var bare så fin og lille og rolig. Han kom til verden til sangen To Built A Home. Titlen kunne han ikke have valgt bedre! Det var så fint at gå ind ad hoveddøren sammen med storebror dagen efter, som en familie på fire, klar til et helt nyt kapitel.