De – eller vi, skulle jeg måske nærmere sige – har ofte et lidt tarveligt ry for at være nogle intetanende bonderøve, som ikke går op i andet end integrationspolitik, ringridning og billige dåsebajere. Det er selvfølgelig sønderjyder jeg taler om, og inden nogen farer helt i flint, må jeg hellere skynde mig at sige, det selvfølgelig er et meget forkert og unuanceret billede jeg har malet af dem – eller os – ovenfor.

Sønderjyder er nemlig fucking seje!

Det kan jeg lidt koket påstå, fordi jeg selv har boet i landsdelen, både som barn og som voksen. Men jeg ved det, fordi der i Sønderborg, min hjemstavnsby, simpelthen er blevet stablet en Festival for Verdensmålene på benene i den kommende weekend.

Det er så mega sejt altså! Og jeg synes det vidner om at sønderjyderne er forgangsmennesker, i langt højere grad end de er bonderøve. For selvfølgelig skal vi have en festival for de verdensmål, som vi allesammen bærer én eller anden form for ansvar for at kunne nå.

Hele formålet med festivalen er at kunne inspirere folk som dig og mig til hvordan vi og vores familie og venner kan være med til at gøre fremtiden grønnere og mere bæredygtig og jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule fantastisk.

Det kan jo let blive en lille smule langhåret alt det her med klimaforandringer, så at trække det ned i helt almindelig øjenhøjde tror jeg på, kan gøre en helt oprigtig forskel for rigtigt mange. Ja, sådan set for os allesammen.

Over de to dage vil festivalen byde på et væld af oplevelser og aktiviteter for både store og små. Der vil være forskellige workshops og quizzer rundt om i byen – og så har jeg sørme også lovet at komme forbi lørdag formiddag klokken 11.00 og underholde en halv times tid. Ikke fordi jeg er nogen ekspert udi hverken klimaforandringer eller verdensmål i det hele taget, men fordi jeg tror og håber på, at jeg kan tale ind i nogle af de udfordringer rigtigt mange af os står overfor, når vi tænker på at skulle gøre noget godt for miljøet. På en kærlig, sjov og fornuftig måde hvor vi forhåbentligt allesammen kan gå en lille smule gladere, mere inspirerede og lettere om hjertet videre ud i livet.

Okay, det blev måske lidt rigeligt salgstale-agtigt, men jeg synes altså at det er ret vigtigt og jeg håber sådan at I vil tage jeres familier eller et par venner under armen og komme og gøre mig selskab. Det er ganske gratis og jeg tror det bliver hyggeligt.

Jeg glæder mig i hvert fald helt tosset meget.

Det kan altså for alvor noget, at holde sig en uges ferie i solskin og pure afslapning (så godt som den slags nu engang lader sig gøre, når man blandt andet er afsted med to mennesker på 4 og 7 år) og så komme hjem til solskin i Danmark 😀

Min dag startede – efter en gudskelov dejlig morgen med kæreste og børn (og hundehvalp) – med en lækker, vegetarisk frokost på GRO (til et event som min søde kollega Mette Marie hold sammen med Nivea) sammen med en masse søde damer og det kunne næsten ikke være bedre. Altså, lige bortset fra det faktum at jeg efter eventet trodsede min lille indre jante, og beholdt dén blomsterkrans jeg fik udleveret til frokosten. Dét viste sig nemlig at gøre dagen en lille my bedre.

Eller altså, det var selvfølgelig ikke blomsterkransen alene der gjorde det. Det var alle de hundredevis af komplimenter jeg fik for den (og for alt muligt andet, lige pludseligt) da jeg efter en vindblæst cykeltur troppede op på Jens’ skole med den på hovedet.

Jeg kom lidt sent afsted fra frokosten og besluttede mig for, fordi der kun var tre kvarter til Jens havde fri og jeg havde lovet ham at hente direkte efter skole, at sætte mig op på hans skole og arbejde lidt indtil han fik fri. At skrive nærværende blogindlæg, faktisk.

… Og så skete der dét, at jeg åbenbart kom lige midt i et frikvarter. Og at børnene var fuldkommen blown away over den der blomsterkrans. Og at de lod mig det vide!

Ude på legepladsen kom de løbende i flok og komplimenterede mig for den. – Og nu hvor jeg har sat mig ind i vinduet på gangen foran Jens’ klasse, lader det til at fortsætte. Alle kigger og rigtigt, rigtigt mange komplimenterer. “Sikke en flot blomsterkrans” siger de fleste. Nogle spørger om jeg selv har lavet den og så var der en dreng, som satte sig hen til mig og fortalte mig at blomsterkransen godt nok var smuk, men at jeg var smukkere og at han synes jeg havde helt vildt god tøjstil.

Arghmen, mit hjerte kan næsten ikke rumme det!

Tænk, hvis vi voksne var lidt mere som børn. Hvis vi, når nogen troppede op i en blomsterkrans, turde fortælle dem, at de var smukke. Hvis vi, i stedet for at tænke at det dog var lidt underligt at troppe op i sådan en mundering (eller hvad vi nu ellers måtte tænke, som ikke er ubetinget pænt) bare ville tage det for hvad det var: en dame med en blomsterkrans, som hun tilsyneladende selv synes er fin. Tænk, hvis vi kastede om os med komplimenter som børn gør og gav al den kærlighed videre, som jeg har oplevet det de seneste tyve minutter.

Kæft, hvor ville verden være et nice sted at være, så.

Blomsterkranse og komplimenter til alle!

Det har selvklart været en uge lidt ud over det sædvanlige, fordi vi i mandags rejste til Italien, hvor vi har været lige siden. Det har både været en roligere, vildere og dejligere uge end de fleste andre. Okay, og mere angstprovokerende end nogensinde før, men den del satser jeg på at få rystet af mig med dette indlæg. Det hjælper mig i hvert fald ofte at få fortalt jer om nogle af de ting der er svære i mit liv, så jeg satser på, at det også er tilfældet med dét her.

Ugens højdepunkt har uden tvivl været, at se hvor fuldkommen vidunderligt det har været for børnene at holde og være på ferie. De var nogle værre bøffer (særligt overfor hinanden) de første par dage, men efterhånden som ferietempoet vandt ind på dem, er de simpelthen kommet så godt in sync med hinanden. Og med os voksne for den sags skyld også.

Jeg smilede allermest hele tiden. Kan man sige det? Ja, det er selvfølgelig min blog og mine regler, så jeg ved godt, at jeg nok diskuterer mest med mig selv her, men jeg kan simpelthen ikke udvælge én episode som den mest smilfremkaldende i denne uge. Alt muligt lige fra ture i poolen, til borgbesøg og Uno i bare maver har gjort mig glad helt ned i maven, så hvis vi lige ser bort fra det med slangen (som I hører om lige om lidt) så har jeg nærmest smilet stort hele ugen.

Lavpunktet var da jeg mødte en slange en eftermiddag da jeg var på vej fra poolen og ned til vores lejlighed. Der findes intet i verden (udover krig) jeg er mere bange for end slanger, så hvis nogen havde stået klar med et målebånd, er jeg temmeligt sikker på at jeg havde scoret mig en officiel verdensrekord i sidelæns længdespring lige der. Kæft, hvor blev jeg bange, mand!

Det gode ved det var at jeg på forhånd havde læst, at der forelå en risiko for at vi kunne møde et par slanger under vores ophold og at jeg – måske derfor – faktisk formåede at holde fatningen sådan rimeligt godt. I hvert fald spurgte Peter inde fra huset hvorfor jeg havde skreget, hvortil jeg med et smil fortalte, at der bare var nogen der havde sprøjtet koldt vand på mig. Jeg ved godt, at det ikke var verdens bedste forklaring. Særligt ikke taget i betragtning at vi, foruden ejeren der også boede der, havde stedet for os selv. Men jeg havde faktisk forventet et full-blown angstanfald, med sortnen for øjnene og besvimelse og dén slags. At jeg sidenhen har haft mareridt hver nat, er selvfølgelig en anden snak og det gør mig sådan set ikke mindre stolt over hvor køligt jeg trods alt håndterede situationen.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig nederdel tilsat tennissokker og sneaks. Ja, sgu! Jeg havde aldrig troet at jeg skulle få overvundet mig selv med dén trend (som jeg længe har syntes var smart til andre og tåbelig til mig) men nu synes jeg pludselig også det er ret smart til mig. Så meget at jeg måske en dag får taget et billede af det, så I kan se. Måske. Babysteps, I ved…

Det bedste jeg har spist har i sagens natur været italiensk. Jeg elsker italiensk mad! Men altså, selvom jeg til alle tider er og bliver en pastapige, så har det allerbedste jeg har spist, faktisk været en pizza med hjemmedyrket rucola og parmesan som jeg fik på et lokalt pizzeria i Bolsena, som vi var blevet anbefalet af en sød caféejer på torvet. Shit, en god pizza!! Hvis I nogensinde kommer til Bolsena, så tag ind på “Tanaquilla” som ligger tæt på biografen og få en vidunderlig madoplevelse – til nærmest ingen penge.

Jeg har (som det eneste hele ugen) set sæsonafslutningen på Den Som Dræber en aften efter børnene var faldet i søvn. Shit, shit, shit!! Den er for vild, den serie!

I næste uge ser jeg mest frem til at se Martha igen. Hun har heldigvis haft det som blommen i et æg i kærlig pleje hos Simons lillesøster, men suk, jeg savner min lille hundehvalp. Næste gang håber jeg at kunne få hende med på ferie.

Der er simpelthen sket en misforståelse og jeg tænker, at det er min skyld, fordi jeg åbenlyst ikke var helt klar i spyttet, da jeg i sidste uge fortalte på instagram, at Simon og jeg havde været ude og se på et rækkehus. Jeg har sidenhen fået utallige lykønskninger med huset, uden altså nogensinde at have så meget som set en købsaftale.

Vi har nemlig ikke købt hus.

Faktisk, så er vi slet ikke så langt, at vi kigger sådan rigtigt seriøst endnu. Vi ved, fordi vi bor i en tossedyr leje-lejlighed, at vi ikke vil blive hvor vi bor nu for evigt, men vi aner simpelthen ikke hvad vi vil i stedet for. Eller jo, vi ville allerhelst blive i Nordhavn, men med de priser dét sted holder sig, har vi simpelthen ikke råd.

Derfor er vi ude og sondere terræn, for at finde ud af hvilke muligheder vi så egentlig har, med vores økonomi. Og temperament ikke mindst, som vi selvklart skal have afstemt efterhånden, som vi bliver klogere på både os selv, hinanden og selvfølgelig børnenes behov, som naturligvis også tæller ganske højt på prioriteringsskalaen.

Vi kigger nord, syd, midt i og vest for København og både på lejligheder, rækkehuse, bondegårde og alt der imellem og vi ved stadig ikke helt hvad vi gerne vil. (Vi er med andre ord snotforvirrede).

Derfor er vi altså ingenlunde klar til at underskrive nogen købsaftale på noget som helst; heller ikke når vi (i et samarbejde jeg har haft med Danbolig) bliver præsenteret for smukke, nybyggede rækkehuse kun 13 minutter fra Rådhuspladsen, til en pris vi rent faktisk kan være med på, som I kunne se i min seneste video på youtube (hvor I selvføgelig også kan se huset, hvis det skulle have interesse).

Vi var vilde med det, ja, men vi køber det altså ikke lige foreløbigt og vi er således stadig ret langt fra at have købt noget som helst. (Som jeg også siger i videoen, hvis man ser den til ende).

Mit jydehjerte har det svært med at bo til leje, men indtil vi har sporet os lidt bedre ind på, hvot vi egentlig gerne vil (og har råd til at) bo, så bliver vi boede hvor vi bor. Et heldigvis meget dejligt sted – selvom det ikke er vores eget.

Stort ferieknus fra solrige Italien! (som jeg godt tør prale med, fordi jeg har hørt, at i også har helt vidunderligt vejr hjemme i DK – juhuuuu).