Ej, jeg er sulten nu – en fødsel med uopdaget underkropsstilling

Det er altid et skøn, når en jordemoder mærker den gravide på maven, for at kunne sige noget om barnets tilvækst, mængden af fostervand og hvilken vej baby vender. Det er en subjektiv vurdering og det betyder altså også, at jordemoderen af og til tager fejl. Som oftest ligger fejlskønnet i babys vægt, som i sjældne tilfælde skønnes forkert med helt op over et kilo. (Det samme kan i øvrigt også gøre sig gældende med en vægtscanning, som nogle gange også er helt skæv). Men af og til, skønner jordemoderen også forkert i forhold til hvordan baby ligger inde i maven. Om baby ligger med hovedet op eller ned. Hvis jordemoderen er i tvivl om hvilken vej baby vender, vil hun som oftest hidkalde en kollega for en yderligere vurdering og slutteligt vil hun kunne tilbyde den gravide en scanning, såfremt der stadig skulle være tvivl. For at være sikker.

… Og alligevel tager jordemoderen ind i mellem grueligt fejl, som tilfældet du skal til at læse om i denne uges fødselsfredag.

Under min graviditet havde jeg fået at vide mange gange af forskellige mennesker, at jeg nok først ville føde efter min termin, og at jeg som førstegangsgravid godt kunne indstille mig på, at den der fødsel ville blive MEGET lang.

Min terminsdato hed 11. juli, og med ovenstående in mente glædede jeg mig til, at min kæreste og jeg i ro og mag kunne tage til bryllup hos vores gode venner d. 6. juli. Faktum er bare, at vi aldrig nåede det bryllup, og at min fødsel både var hurtig og før terminsdatoen.

Før jeg afslører, hvad der skete, og hvordan vores dejlige søn kom til verden, spoler vi lige tilbage til graviditetsuge 32, hvor jeg er til 3. lægeundersøgelse.

Min læge undersøger, hvordan baby ligger i maven, og hun mener, at baby ligger med numsen nedad. Det slår mig lidt ud af kurs, for mere end noget andet ønsker jeg at føde vaginalt, og tanken om en evt. sædefødsel er jeg overhovedet ikke tryg ved. Lægen forsikrer mig dog om, at baby sagtens kan nå at vende sig, så jeg skal tage det helt rolig.
Da jeg d. 12. juni skal til jordemoder, fortæller jeg hende, at jeg er nervøs for, at baby stadig ligger med numsen nedad. Hun giver sig tid til at mærke grundigt efter og smiler stort til mig, da hun er overbevist om, at baby har vendt sig og ligger med hovedet fast i bækkenet. Hun prøver endda at være sjov og siger, at hvis det er hovedet, der ligger op mod mine ribben, så er det et meget deformt hoved. Hun er slet ikke i tvivl – baby ligger, som han skal.

Jeg bliver så lettet! Alt er godt, og jeg føler mig taknemmelig for, at min graviditet har været fuldstændig ukompliceret, og det nu også ser ud til, at jeg kan få en helt normal vaginal fødsel. Men i bagklogskabens lys skulle jeg måske have fortalt hende, at jeg undrede mig over, at jeg ikke selv havde mærket, at baby havde vendt sig, og at jeg også undrede mig over, at jeg ikke kunne mærke babys små benspark mod mine ribben, som jeg ellers havde hørt andre gravide fortælle om.Alt er tilsyneladende godt, og min kæreste, der i øvrigt er læge, bliver også lettet over, at baby har vendt sig. Min kæreste har selv forsøgt sig med de fire håndgreb på min mave. Han har dog ingen klinisk erfaring med dette, men han tror på et tidspunkt, at numsen ligger nedad. Efter jordemoderbesøget stoler vi dog begge på den erfarne jordemoder – selvfølgelig ligger baby da med hovedet nedad.

Resten af juni-måned forløber godt, og jeg nyder min gravide krop, og at den så tæt på termin stadig tillader mig at svømme et par gange om ugen og cykle lange ture.
D. 2. juli bliver dog sidste gang, at jeg svømmer mine 40 baner i svømmehallen. Jeg er træt, men intet tyder på, at fødslen er tæt på, og jeg har endda overskud til at have tøjkrise over, hvad jeg skal tage på til brylluppet d. 6. juli.

D. 3. juli er jeg 38 + 6 og skal til tjek hos den samme jordemoder. Jeg cykler smilende derfra, da hun bekræfter, at baby har det godt og stadig ligger helt, som han skal  – med hovedet nedad. Om aftenen snakker jeg i telefon med min søster, som dagen efter skal 3 uger til Asien, og jeg siger: “Bare rolig. Der er intet, der tyder på, at jeg føder snart. Du når sikkert at komme hjem, før jeg føder, for jeg går helt sikkert næsten 2 uger over tid”. Glad og træt går jeg d. 3. juli i seng kl. 22 og falder i søvn med det samme – intetanende om, at jeg næste morgen bliver mor.

Kl. 2.15 vågner jeg, fordi jeg skal tisse (intet usædvanligt i det), og jeg vralter søvnig ud på toilettet. Jeg tisser. Jeg vralter tilbage i sengen igen, og lige da jeg lægger mig, mærker jeg noget fugtigt i trusserne. Jeg vralter atter ud på toilettet og opdager noget slim i mine trusser. I samme sekund løber der blod ned i toilettet, og jeg bliver så bange, for jeg har ikke set skyggen af blødning i over 9 måneder. Jeg råber på min kæreste, og han kommer løbende. Jeg siger, at jeg tror, at vandet er gået, og han kigger i mine trusser og ned i toilettet. Han siger, at jeg skal være helt rolig, og at det måske bare er slimproppen, der er gået, og at det ikke behøver at betyde, at fødslen går i gang. Han forsikrer mig desuden om, at blodet kaldes tegnblødning, og at det også er helt normalt. Jeg husker, at han er så rolig og siger med et smil, at vi sikkert sagtens kan tage til bryllup på lørdag, for den der slimprop kan gå mange gange inden fødslen.

På trods af min kærestes rolige væsen er jeg ikke rolig selv. Mens jeg sidder på toilettet, gør min mave pludselig knuder, og jeg tror kortvarigt, at det er begyndende veer, men det viser sig bare at være afføring, der er på vej. Det er da alligevel mærkeligt, at den afføring kommer så pludseligt, når jeg at tænke. Jeg gør mig færdig og tager et bind på for at være helt sikker på, at den der slimprop i virkeligheden ikke er vandet, der er gået. Min kæreste vil tage et billede af min gravide mave, så lidt fjollet stiller jeg mig foran ham. “Bare for en sikkerheds skyld”, siger han.
Da der i bindet ikke kommer mere slim eller blod eller vand for den sags skyld, siger min kæreste, at jeg skal forsøge at sove. Jeg mærker baby bevæge sig i maven, hvilket gør mig lidt mere rolig.

Pludselig mærker jeg ikke kun baby i maven, men menstruationslignende smerter tager ud af det blå til i mit underliv. “Det gør altså ondt nu”, siger jeg til min kæreste. “Hvordan ondt?” spørger han. “Jeg ved det ikke. Jeg tror, det er veer”, svarer jeg.
På meget kort tid (en halv time efter slimproppen er gået) vælter veerne ind over mig, og jeg kan ikke ligge stille. Det synes fuldstændig uforståeligt, at jeg blot et kvarter tidligere smilede til min kæreste, da han skulle tage et billede af min gravide mave, for nu kaster jeg mig vridende rundt i sengen, hver gang der kommer en ve, og snart bliver jeg også nødt til at rejse mig for at kunne holde smerten ud. Min kæreste er så god og støttende, og jeg husker stadig hans rolige stemme sige: “Bare træk vejret dybt – helt ned i maven”. Jeg fokuserer 100 % på, hvad han siger, og forsøger at trække vejret dybt – helt ned i maven. Uden hans ord og støtte er jeg i skrivende stund overbevist om, at jeg ikke havde overlevet de veer der.

Min kæreste forsøger at tage tid mellem veerne, men det bliver hurtigt en umulig opgave, for snart er der kun få minutter mellem veerne, og jeg skriger som en gal. Her bliver min ellers rolige lægekæreste nervøs og ringer til fødeafdelingen på OUH. Vi får en sød jordemoder i røret, som starter med at sige, at vi skal tage det roligt, og at der stadig kan være længe til fødslen, når vandet endnu ikke er gået. Hun siger, jeg evt. kan forsøge mig med et varmt brusebad for at slappe af og dulme smerterne. Undervejs i den korte samtale når jeg at have mindst 3 veer, og jordemoderen siger så, at hun godt kan høre, at jeg er forpint, og at vi gerne må komme ind til et tjek, hvis vi er nervøse. Det takker vi ja til (HELDIGVIS, siger jeg den dag i dag).

Vi bor på 4. sal uden elevator, og min kæreste efterlader mig kortvarigt i lejligheden for at sætte autostolen i bilen. I de korte pauser mellem veerne når jeg at tage kontaktlinser i, for i mit smertehelvede når jeg alligevel at tænke, at jeg hellere må kunne se noget. Derudover når jeg at tage en hårelastik om håndleddet, for jeg har jo læst, at et langt filtret garn er ret irriterende at få i ansigtet, når man skal føde. Hårelastikken når jeg dog aldrig at sætte i mit hår …

Jeg kommer på forunderlig vis ned fra 4. sal med god støtte fra min kæreste, og jeg når kun at have en ve i opgangen (stakkels naboer). Min kæreste beordrer mig ind i bilen og siger, jeg skal tage sele på (som om jeg kan det). Bilturen husker jeg ikke ret godt, men min kæreste har fortalt, at jeg på de 12-14 minutter, det tog at køre til OUH, havde mindst 3 veer, og at jeg på de 300 m, som vi skulle gå fra parkeringshuset på OUH til indgangen til fødeafdelingen, havde yderligere 3 veer.
Kl. 4.45 ankommer vi til fødeafdelingen, og midt i endnu en ve tager den søde jordemoder, som vi snakkede i telefon med, imod os. Hun undersøger mig med det samme og bliver pludselig lidt stille. Derefter siger hun, at hun tror, at babys numse ligger nedad, og at jeg altså er 10 cm åben. “Hvad?”, tror jeg, vi begge udbryder chokeret, og min kæreste fortæller, at jeg var til jordemoder i går, hvor hovedet altså lå nedad. Jordemoderen kalder hurtigt en jordemoderkollega og en fødselslæge, som begge bekræfter (også med en hurtig scanning), at den er god nok  ­– baby ligger med numsen først.
I mit smertehelvede og chokerede tilstand bliver jeg vred. Hvordan kan min jordemoder have taget fejl?
Fødselslægen informerer os om, at vi lynhurtigt skal træffe valget mellem en sædefødsel og et akut kejsersnit, for fødslen er MEGET fremadskridende. Det er en dum og akut situation, og mentalt kan hverken jeg eller min kæreste følge med.

Vi ender med at vælge kejsersnittet, omend det på ingen måde er det, jeg ønsker, men i situationen er jeg bange for sædefødslen, og vi føler heller ikke, vi ved nok om sædefødsler. Det er bare en dum situation at stå i, for alt er gået for stærkt, og vi er på ingen måde forberedte på at tage en beslutning så hurtig.

På vej ned til operationsstuen fortæller fødselslægen mig, at jeg er meget langt i fødslen, og at de satser på at lave et akut kejsersnit (grad 2), men at hun ikke kan love, at de kan nå det. Det hele går så stærkt, og den hårelastik, som jeg i et klart øjeblik mellem to veer tidligere tog om håndleddet, længes jeg nu efter at sætte i mit lange, filterede garn. Problemet er bare, at jeg i selvsamme hånd har fået lagt et drop, og min hårelastik er spærret inde mellem drop og slange.


Læs en beretning om en uventet sædefødsel HER


Så ligger jeg der på operationsstuen – med veer, et filtret, langt garn og en hospitalsskjorte halvt på. Med besvær og mellem to veer får jeg lagt mig om på siden, så anæstesilægen kan bedøve mig. Hold nu op, det er svært at ligge stille, når man har en ve og skal have lagt en rygmarvsbedøvelse. Lige inden bedøvelsen begynder at virke, når jeg at føle lidt pressetrang, men fortæller det ikke til nogen. Pressetrangen bliver dog hurtigt erstattet af en sovende fornemmelse i mine ben, og pludselig er veerne væk, og jeg kan mærke mig selv igen. Jeg mærker, at jeg er sulten, og det skal alle omkring mig åbenbart vide, så lige inden kejsernittet udbryder jeg: ”Ej, jeg er sulten nu!”. Anæstesilægen er en sjov fyr og siger smilende, at han da også godt kunne spise morgenmad nu. En sådan kommentar gør mig mere tryg, og på trods af den akutte situation er kejsersnittet en god oplevelse, hvor jeg føler mig omgivet af et kompetent og empatisk sundhedspersonale. Både min kæreste og anæstesilægen fortæller mig hele tiden, hvad der sker, nu når jeg hverken kan mærke eller se, hvad der foregår bag det blå klæde, hvor der bliver skåret i min mave.

Og pludselig hører jeg min søns skrig for første gang, og et par tårer løber ned ad mine kinder.

D. 4. juli kl. 5.55 (39 + 0) kommer den dejligste dreng til verden – mindre end 4 timer efter de første tegn på fødsel med slimprop og tegnblødning. Han er sund og rask, 3225 g og 51 cm.

På trods af en god og tryg oplevelse med kejsersnit, omend det var akut, er min kæreste og jeg dagene efter fødslen kede af forløbet. Mest af alt har jeg været sur på min jordemoder, som tog fejl mht. babys underkropsstilling. For hvor kunne forløbet have været anderledes og mindre akut, hvis vi havde vidst, at han lå med numsen først. Efterhånden er jeg dog fortrøstningsfuld og har tilgivet jordemoderen, der tog fejl, for jeg har også indset, at enhver nok kunne have taget fejl, og at vores situation var ret speciel. Samtidig er jeg bare taknemmelig for, at vi fik en sund og rask dreng ud, for jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde taget et brusebad derhjemme, og vi ikke var taget ud til tjek på OUH.
Når det så er sagt, håber jeg inderligt, at når vi engang er klar til barn nr. 2, så kan jeg få lov til at føde helt naturligt – med hovedet først.

Pakkekalender 2019 – den skal være billig og bæredygtig

Pakkekalender, drillenisse, daglig chokolade, adventsgaver og alt sådan noget – hvad skal man overhovedet vælge? Det skal jo også helst være nogenlunde bæredygtigt… 

pakkekalender

Egentlig har jeg altid været lidt vævende omkring konceptet med en pakkekalender. Jeg synes på én eller anden måde at det virker så overflods- og overforbrugsagtigt, ikke mindst. Du ved, en hel masse billige dimser og dutter, som børnene alligevel ikke leger med mere end et par minutter om morgenen efter de har pakket det op. Pakker, for pakkernes skyld.

Men altså, mine børn elsker det! De elsker at pakke en lille ting ud hver dag i december og det vil jeg selvfølgelig gerne give dem, når jeg nu rent faktisk kan. Altså, bortset fra, at jeg ikke gider hverken at købe eller have alt det der ragelse, man let kommer til at komme i kalenderne, fordi man gå i panik og ender i den helt tarvelige afdeling i legetøjsbutikken.

Nogle år har jeg gjort det alligevel og trodset min indre skeptiker, imens jeg andre år, udelukkende har ladet det være op til vores lille drillenisse, at sørge for gaver (eller slik, småmønter og drillerier selvfølgelig) til børnene. Jeg elsker drillenissen, men allerede sidste år havde Jens godt luret, at det var mig, der var på spil og derfor har jeg besluttet, at den udelukkende skal lave løjer i år og så står jeg for en pakkekalender.

SÅ! For at gå på et kompromis med mig selv, så har jeg simpelthen gjort det i år, at jeg har  købt alle gaverne til børnenes pakkekalender i genbrug. Yes ma’am. Hver og én eneste pakke kommer fra genbrug og jeg kan mærke at det simpelthen gør mig glad at tænke på. Alle pengene brugt går til et godt formål, de ting jeg har købt, har – for de flestes vedkommende – væsentligt højere værdi end det ragelse jeg ellers har haft tendens til at købe, der er et bredt udvalg af aaalt muligt forskelligt og så kan vi, når børnene ikke længere gider at lege med det, give det hele videre, så endnu flere børn kan få glæde af det.

Jeg synes selv, at det er en lille genistreg jeg har gjort mig her og selvom jeg selvfølgelig godt er klar over at det hverken er den dybe tallerken (eller dens lillesøster) jeg har opfundet her, så vil jeg altså gerne give tippet videre.

Jeg har samlet set købt gaver for omtrent 350.- så det er altså også en rimeligt billig måde at gøre det på, synes jeg.

pakkekalender pakkekalender pakkekalender pakkekalender pakkekalender

 

Inden jeg gik igang med at samle alle gaverne ind, havde jeg udset mig en Røde Kors i Værløse, som jeg havde troet ville ligge inde med det meste, men den viste sig altså at være en stor skuffelse! Her fik jeg kun et par bøger med på vejen. På vej ind i Danmission, som ligger tæt ved, overhørte jeg to damer snakke om “den bedste genbrugsbutik i området”, som jeg kørte ud til, efter at have fundet et par enkelte gaver med hjælp fra de venlige frivillige i butikken. “Den bedste genbrugsbutik” var Røde Kors i Bagsværd, som jeg også klart kan anbefale, både på udvalg og pris. Der købte jeg lidt over halvdelen af alle gaver og så tog jeg de sidste i hhv. Red Barnet på Nordre Frihavnsgade og Mission Afrika Genbrug i Ryesgade. Begge butikker i København havde egentlig et udmærket udvalg, men priserne er (særligt hos Red Barnet) altså temmeligt meget højere end de var i Bagsværd.

Jeg har købt en del bøger, nogle brætspil, et par puslespil, lidt biler, nissehuer, et par flotte glas, en bold, lidt figurer, skumsværd, farveblyanter og aaaalt muligt andet – til mindre end 10.- pr ting i gennemsnit!

Det har selvklart taget lidt tid at komme rundt i så mange forskellige butikker og jeg siger slet ikke at konceptet med lutter genbrugsgaver er for alle, men lidt har måske også sin ret og jeg håber sådan, at jeg kan give lidt inspiration videre til et par stykker af jer 🙂 Altså, hvis I også skal have gang i en (eller flere) pakkekalender til børnene.

Chiliplaster – til dig med ømme muskler

Så er chiliplastrene endelig landet og jeg kan således lancere mit helt eget, nye chiliplaster, som har til formål at smertelindre lokalt på ømme muskler og led.

chiliplaster

Indlægget er – hvis du skulle være i tvivl – en reklame for mit eget produkt.

Kender du det, når man vågner om morgenen, og det føles som om nogen har sat éns hoved helt skævt på i løbet af nakken? Hvor ryg- og nakkeregionen føles stiv og gør ondt, fordi man har sovet forkert, fået træk – eller måske danset lidt for voldsomt i går? Måske. Måske kender du det også når lænden værker og man mest af alt bare har lyst til at ligge ned, fordi det både gør ondt at sidde, stå og gå? Ja?

Så skal du altså læse med her, for jeg har et trick i ærmet, du må kende til.

Jeg har nemlig fået produceret mine helt egne chiliplastre, som jeg da bare lige skal love for, sparker røv! Det er plastre som i udgangspunktet er 12 x 18 centimeter (men som sagtens kan klippes i mindre stykker, hvis du har dét behov. Fx klipper jeg dem gerne i to dele, hvis jeg har nakkesmerter) som du sætter på dér hvor du har ondt. I begyndelsen mærker du ikke det store, men efter 20-30 minutter sætter effekten for alvor ind og du vil mærke en varm, prikkende fornemmelse i huden, alt imens dine smerter langsomt forsvinder. Det er så rart!

chiliplaster

Køb dit chiliplaster HER


Egentlig fik jeg chiliplastrene sat i produktion, fordi jeg ved at chiliplaster fungerer super godt som smertelindring under fødsler. Men efter at have prøvet dem selv – uden overhovedet at være gravid – så ved jeg, at de også kommer til at hjælpe rigtigt mange, som “bare” døjer med lokale smerter. For de virker simpelthen så godt!


Sådan virker chiliplaster:

Chiliplaster indeholder Capsicum, som er et uddrag af det aktive stof fra chilipeber. Capsicum virker bedøvende på nerverne i det område, hvor plastret sidder.

Når plasteret påsættes, overstimuleres kroppens egne smertereceptorer. Når disse overstimuleres, reagerer de ikke på de påvirkninger, som normalt fremkalder smerte. Der er dermed sket en lammelse af nerverne i området.

Udover en lammende effekt af nerverne øger Capsicum kroppens frigørelse af endorfin (kroppens eget smertelindringssystem) i præcis det område dit Chiliplaster dækker.

Plasteret virker ved at varmestimulere, hvilket forbedrer blodcirkulationen og stofskiftet, samtidig med at det virker bedøvende på smerter. Derfor kan plasteret både give en kortvarig midlertidig lindring på op til 12 timer, samt en længerevarende forbedring af problemet.

Udover en kraftig fornemmelse af varme i begyndelsen, er capsaicin fri for bivirkninger.


Jeg døjer af og til med smerter og spændinger i nakken, som i de slemme perioder også kan give mig en vederstyggelig hovedpine – og der hjælper chiliplastrene altås gevaldigt. Ikke mod hovedpinen, men mod spændingerne i nakken, som efter et par timer med chiliplastret på mindskes gevaldigt. Ej, det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er altså sååååå lækkert, at kunne sætte et plaster på dér hvor det gør ondt og så allerede efter 20-30 minutter mærke en tydelig lindring.

chiliplaster

SÅ, hvis nu at du går og døjer med muskelspændinger, -smerter eller led, der ikke rigtigt vil som du vil, så kan jeg altså klart anbefale dig at prøve med et chiliplaster. Der er to stk i en pakke og du kan anvende chiliplastret op til 3 timer dagligt. Og nårh ja, hvis du er gravid og planlægger at føde vaginalt, så kan jeg så absolut også anbefale dig at erhverve dig et par chiliplastre, som du kan anvende som smertelindring mod dine vesmerter allerede imens du er derhjemme, men det er en anden snak, som vi må tage på et andet tidspunkt.

Et bare fordi-agtigt indlæg

Jeg har hovedet fyldt med idéer, men jeg kan ligesom ikke rigtigt finde ud af at gøre dem konkrete. Jeg har lyst til at skrive, men kløjes lidt i ordene og jeg tænker, om det mon kan have noget at gøre med, at min hjerne simpelthen er en smule omtåget i dag. Ordene blev til mudder og jeg er således endt ud med nærværende indlæg, som sandhed er temmeligt ligegyldigt. Men sådan er mit liv også af og til. Lidt ligegyldigt, eller i hvert fald meget lidt interessant, så jeg håber at I kan bære over med mig.

Jeg vågnede i morges, efter et par snoozes på vækkeuret, helt underligt tung i kroppen. Du ved, slet ikke klar til at vågne. Kender du det? (Ja, det gør du nok – det gætter jeg på, at alle gør). Det sære for mig denne morgen var dog, at jeg havde sovet hele natten. Uden afbrydelser.

Normalt sover vi nogenlunde igennem derhjemme, men alligevel vågner jeg ofte, hvis et barn lister ud på toilettet, eller ind under dynen til mig. Jeg vågner også altid hvis Martha trisser rundt eller – som hun gør ret ofte – når hun snorker. Shit, hvor kan den hund snorke, altså! Jeg har aldrig hørt noget lignende, ha ha!

Men i nat vågnede jeg ikke en eneste gang, så jeg gætter på, at min krop har haft brug for søvnen.

Da jeg havde ligget et par minutter og Martha, som altid hører det når jeg begynder at vågne, kom over og forsøgte at slikke på min hånd, der hang ud over sengekanten, kom jeg i tanker om, at jeg havde sovet så tungt og med dén tanke, blev følelsen af træthed, erstattet af god energi. Tænk, at få lov til at starte en ny uge ud med at have sovet en hel nat. Sådan hel-hel, når man ikke er vant til det. Det føles jo som at vade rundt i candyfloss, alene at snakke om det.

Jeg tog et hurtigt bad, kyssede drengene godmorgen, kogte havregrød, lavede kaffe og nåede akkurat at se mig selv i spejlet længe nok til, at jeg kunne få lidt concealer under øjnene og mascara på de øverste vipper, inden vi kørte afsted. I bil, for en gangs skyld.

Nu skrev jeg godt nok i går, at jeg allerhelst ville undgå nogensinde at cykle i kombinationen af blæst- og regnvejr igen, men det var faktisk slet ikke derfor vi tog bilen. (Det ville jeg nok i øvrigt alligevel aldrig gøre, eftersom der trods alt ikke er mere end halvanden kilometer på cykel til både skole og børnehave). Men fordi jeg skal et smut ud af byen i dag, tog vi bilen fra start.

Jeg har nemlig planer om, at skulle på genbrugsbutiksræs i dag og jeg ved af erfaring at genbrugsbutikkerne inde i København, har det med at være temmeligt meget dyrere end dem, ude i forstæderne. Så lige om lidt, når jeg har fået drukket min kaffe og lukket computeren, sætter jeg mig ud i den lille dyt og går på genbrugsjagt, til en lille ting, jeg satser på at fortælle jer om lidt senere på ugen – i hvert fald hvis jeg lykkes med det! 😀

Min indre krejler skal findes frem og jeg fryder mig sådan over nogle af alle de gode kup jeg satser på at gøre mig inden for de næste par timer. Wish me luck!

Tid til eftertanke #40

Det har helt overordnet set været en rigtigt dejlig uge. Altså, hvis man lige ser bort fra alle de morgener, formiddage, eftermiddage og en enkelt aften, hvor jeg er blevet sjasket til i regnvand, fordi jeg er sådan én der helst cykler rundt alle steder. Jeg har nærmest ikke orket at sætte mig ud på cyklen på grund af alt det regn vi har haft og hvis jeg kunne blive fri, ville jeg aldrig mere cykle i regnvejr. I hvert fald ikke i regn- og blæse- og skide-koldt-vejr på samme tid. Uf, dét er jeg træt af.

Men altså, bortset fra vejret, så har det været en dejlig uge. Vi har været meget hjemme, drengene (og jeg) har haft kæmpe hyggeren på, vi har spist årets første æbleskiver, Simon har haft mange aftener fri, Marthas mave har (endelig) været stabil hele ugen og alt ånder således ret meget fred og idyl. Nårh ja, og så har jeg sgu lige bestilt de første billetter til vores nye BigBio som åbner i Nordhavn om en måneds tid. Åh, hvor jeg dog glæder mig til at få en biograf lige ved siden af hvor vi bor – jeg forestiller mig nemlig, at det kommer til at gøre en hel del regnvejsdage langt hyggeligere. (Note til mig selv: må undersøge om ikke man kan købe et 10-turs-kort eller noget i dén dur).

Ugens højdepunkt må simpelthen være forældrefesten i aftes. Det er et helt, helt genialt koncept, som jeg bliver nødt til at sætte nogle flere ord på snart. It works!

Jeg smilede mest da det viste sig at mere end 7000 damer havde lyst til at glæde en veninde med en pakkekalender, da jeg udloddede sådan én på min instagramprofil i torsdags. Julen handler for mig at se, netop om at dele, sprede kærlighed og glæde andre, så det gjorde mig helt vildt glad at se, at så mange var med mig.

Ugens lavpunkt var den aften, hvor jeg (troede jeg) fandt et luseæg i mit hår. Alt kløede. Som i alt. Og jeg kæmmede. Og kæmmede. Og kæmmede, indtil det føltes som om min hovedbund skulle falde af.

Det gode ved det var at det nok slet ikke var et luseæg. Der var i hvert fald ingen lus på mig. Og i øvrigt heller ikke på børnene, som fik en tur med kammen dagen efter, for at være helt sikker. (Simon mente i øvrigt, at det nok bare var skæl, så det kan være at jeg skal på jagt efter nogle gode hovedbundsplejende produkter til dét. Det er dog alligevel temmeligt meget bedre end lus, så jeg er glad).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig store, sorte støvler, som jeg fornemmer bliver “Min ting” (sammen med et par millioner andre, der gør det samme) denne vinter. Jeg har i hvert fald allerede fire par stående fremme (to gamle og to nye – det ene par, er jo cowboystøvlerne, som jeg fortalte om i sidste uge), såeeeehh….

Det bedste jeg har spist ligger solidt imellem Simons lasagne, som jeg har haft glæden af hele to dage og min egen lille supernemme pastaret med spinat og svampe. Simons mad smager bare altid mega-lækkert, men jeg vil altså sige, at pastaretten dér, kommer ret godt med op i niveau, når det kommer til smag! Særligt den fløde- og ostedyngede spinat er fuldstændigt fantastisk! Find opskriften HER, hvis I har lyst.

Det bedste jeg har set eller hørt i denne uge, kan jeg simpelthen ikke lige finde ud af hvad er. De fleste aftener hvor jeg ikke har siddet foran computeren og skrevet blogindlæg, forberedt kampagner eller besvaret mails, har jeg siddet henover et spil Carcasonne sammen med Simon. Det er et helt, helt genialt spil, som både er let, hyggeligt, strategisk og sjovt at spille, uanset om man er 2, 4 eller 6 spillere. Det kræver ingen paratviden og normalt ville jeg nok gå en lang bue udenom sådan et spil, men efter at Simon har introduceret det for mig (og drengene) er jeg altså blevet ret glad for det. (Ja, jeg ved det godt, vi bliver mere og mere “campingfamilie” med brætspil und alles, men jeg elsker det!). 

I næste uge ser jeg frem til en uge med en godt og tætpakket kalender. Jeg har ikke haft det store overskud til at gå til alle mulige arrangementer den seneste tid, fordi der har været så meget pres på med bogudgivelse, foredrag, nye forretningstiltag, webshop og mig, der lige har skullet finde mit fodfæste i det hele; men jeg kan mærke at min lyst til at netværke lige så stille vender tilbage, så nu glæder jeg mig bare til at komme ud og se en masse søde mennesker og forhåbentligt få nogle gode oplevelser i løbet af den kommende uge.