VELKOMMEN TIL

Du er landet i et varmt og medmenneskeligt univers, med fortællinger fra mit daglige liv og perspektiver på flere af hverdagens udfordringer.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, et par bestsellerbøger på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Tid til eftertanke #31

Jeg kan vist roligt sige, at det har været en uge lidt ud over det sædvanlige. Jeg sidder i skrivende stund i min sofa og prøver på at samle lidt op på højdepunkterne fra fredagens Vild Med Dans-premiere, imens jeg prøver at få hoved og hale i den forgangne uge. Det er selvsagt at de fire dage jeg har tilbragt i Göteborg sammen med Simon fylder en del, men jeg vil – for i dag – gøre mit bedste for ikke at lade dem fylde for meget. Simpelthen fordi jeg tænker at skrive et helt indlæg om turen. Det fortjener den. (Mindst).

Ugens højdepunkt var selvfølgelig min fødselsdag! Egentlig har jeg aldrig gjort så meget ud af – eller tænkt så meget over – min egen fødselsdag, men i år nød jeg den altså ekstra meget. Jeg blev vækket med morgensang (over facetime) af mine børn, jeg fik gaver på sengen af min kæreste og så havde vi – Simon og jeg – simpelthen den sjoveste, hyggeligste dag længe! Det var en kæmpe dag og 33 er således startet fuldkommen brilliant.

Jeg smilede mest da jeg i tirsdags fik beskeden om at én af mine allerdejligste veninder har født sit tredje barn. Det er så stort, så stort og jeg kan næsten ikke vente med at møde den lille fyr.

Ugens lavpunkt var da jeg kastede mig ud i at drage nytte af den lave svenske krone for at købe noget lækkert undertøj. Jeg synes aldrig det er særligt sjovt at prøve tøj i butikkernes prøverum (jeg kan faktisk ikke komme i tanker om meget jeg synes er mere nederen). Og når så det er i kombination med den slags undertøjsekspedienter, som på ingen måder forstår at andre mennesker (mig) ikke umiddelbart synes det er særligt sjovt at de kommer brasende ind, imens man står fuldkommen afklædt, så bliver det altså først rigtigt træls! Det er selvfølgelig ikke alle undertøjsekspedienter der er sådan, men nogen. Og sådan én mødte jeg altså i Sverige. Sådan én som sagde “må jeg komme ind?” imens hun åbnede prøverummet og vadede direkte ind og “lige hjalp mig” med at mærke om bh’en sad godt rundt om brystet. Normalt er jeg egentlig stor fortaler for at vi mennesker skal turde tilgå hinanden og jeg elsker kropslig kontakt, men at vade direkte ind i et intimt rum (hvor jeg i forvejen føler mig lidt utilpas) og røre mig på brysterne, er simpelthen over min grænse.

Det gode ved det var at jeg ikke brugte så meget som en krone på undertøj (fordi ekspedienten og jeg var uenige om hvilken størrelse jeg skulle have – jeg kunne simpelthen ikke trække vejret i den anbefalede størrelse). Det betød, at jeg gik direkte ind i en anden butik og købte to bluser. Hah!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig sort tøj. Efter en hel sommer stort set uden sort, er jeg tilsyneladende tilbage i min favorit-kulør. I hvert fald har jeg haft sort tøj på adskillige gange i den forgangne uge – og ja, den ene af de to bluser jeg købte for mine undertøjspenge var selvfølgelig også sort.

Det bedste jeg har spist må være nogle stegte kammuslinger, vi fik (blandt seks andre retter) på en restaurant i Göteborg. Jeg kan egentlig ret godt lide kammuslinger i de fleste afskygninger, men jeg tror faktisk at de her, var de bedste jeg nogensinde har spist. (Ja, nu får jeg selvfølgelig lyst til at spise kammuslinger igen, men jeg har lovet børnene, der kommer hjem senere i dag, at vi skal have pandekager til aften, så det må blive en anden dag).

Det bedste jeg har hørt er koncerten med Khalid i Royal Arena aftes. Og med Reye og med Mable, der varmede op. Manner hvor var det godt! Både musikken, stemningen og så det fuldstændigt vanvittige VIP-område vi var blevet inviterede op til af nogle virkeligt søde mennesker fra BC Hospitality Group. Det var fuldkommen vanvittigt! Vi spiste fin middag i en private suite med udsigt ud over Royal Arena (og med frit udsyn til scenen, selvfølgelig), vi drak drinks, vi dansede, vi sang og det føltes allermest som om vi havde en privat fest – til et arrangement med mere end 10.000 mennesker omkring os. Jeg niver mig selv i armen over at få lov til at få den slags oplevelser i mit liv og jeg lover jer, at jeg parkerer dem aller-allerøverst på min imaginære kaminhylde.

I næste uge ser jeg frem til en uge med lidt mere hverdagsfølelse end den foregående. Bevares, jeg elsker at have knald på og det har været en dejlig uge, men jeg savner at snuse mine børn i nakken, gå lange ture med min hund og spise stille og rolig – og helt almindelig aftensmad derhjemme. Næste uges hverdag – kom an!

Fødselsfredag – Min egen fødsel

Damer! Det er min fødselsdag i dag og når tilfældet nu er, at den falder på en fredag, så har jeg simpelthen overtalt min mor til at fortælle lidt om min fødsel – altså, om dengang jeg blev født. Ved en fødsel der i øvrigt var meget ulig hendes første fødsel, der var fuldkommen ukompliceret. Der er selvfølgelig gået nogle detaljer tabt siden dengang, for 33 år siden, men fortællingen er som den er og jeg synes (selvklart) at den er skøn.

Her er hvordan jeg kom til verden <3

Det var endnu ikke lykkedes os at finde et sted at bo, siden vi var flyttet fra Silkeborg og ned i det Sønderjyske, så vi opholdt os midlertidigt i et sommerhus ude på landet. Med en 3-årig og mig, der var højgravid – og i øvrigt uden telefonforbindelse. Great.

I min første graviditet gik jeg 10 dage over tid, så jeg håbede selvfølgelig stadig at vi kunne nå at finde noget mere permanent at bo i, inden jeg skulle føde. Der var jo længe til. Altså, troede jeg.

To uger før min termin vågnede jeg om natten, fordi jeg skulle tisse. Ja, det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, men da jeg stillede mig op, kom jeg til at tisse på gulvet. En kæmpe pøl! Først forstod jeg ikke lige hvad der skete og jeg blev helt flov over mig selv. Tænk, at tisse på gulvet! Først da jeg trissede ud mod badeværelset og jeg stadig “tissede” gik det op for mig, at det nok nærmere var fostervand.

Jeg vækkede min mand. “Jeg tror vandet er gået, kan du ikke lige køre op og ringe til fødegangen?” spurgte jeg. Søvndrukkent kiggede han på mig og svarede: “Kan du ikke bare gøre det selv?”. Jeg tog selvklart ikke godt imod og måtte, på min egen højgravide facon, pænt bede ham om at flette næbbet og komme ud af fjerene!

Som sagt så gjort og en times tid senere kørte vi ud til min mor og satte vores søn af, inden vi satte kursen mod fødegangen. Vandet fossede stadig ud, så jeg sad pænt med to drivvåde håndklæder imellem benene og syntes bestemt ikke det var spor sjovt, at skulle gå rundt inde på hospitalet.

Jeg havde ingen veer da vi ankom midt på natten, så vi fik bare en stue hvor vi kunne sove og så måtte vi se om der ville ske noget i løbet af de næste timer.

Næste morgen undersøgte jordemoderen mig igen. Der var stadig ingen veer, jeg havde ikke åbnet mig og babys hoved [altså, mit!] stod stadig højt over bækkenindgangen, så det blev besluttet at jeg skulle have et ve-drop.

Og så skal jeg da ellers lige love for at jeg fik veer. Hold kæft, hvor fik jeg da veer!

Jeg åbnede mig hurtigt nogle centimeter, men jordemoderen blev ved med at snakke om at hovedet ikke trængte ned, så i løbet af formiddagen tilkaldte hun en læge. En – bliver jeg nødt til at indskyde – meget dum læge, som tilsyneladende var fuldstændigt ligeglad med at jeg havde så forbistret ondt. I hvert fald befalede han mig at ligge på ryggen under en hel ve, imens han skulle undersøge mig. Idiot, mand! tænkte jeg.

Lægen var enig med jordemoderen i at hovedet godt nok stadig stod lidt rigeligt højt, men det blev besluttet at se tiden lidt an.

Ved middagstid undersøgte jordemoderen mig igen. Hun kiggede på mig med alvorlig mine og sagde at hun mærkede babys næse, når hun undersøgte mig. Og at det altså hellere skulle være babys baghoved hun mærkede. Det virkede alvorligt. Jordemoderen hidkaldte lægen igen.

Kejsersnit.

Dengang lavede man altid et kejsersnit i fuld bedøvelse, så jeg fik et vi ses-kys af min mand, som pænt ventede udenfor, imens jeg blev bedøvet og vores baby blev forløst.

Jeg husker selvfølgelig ikke noget fra selve kejsersnittet. Til gengæld glemmer jeg aldrig dengang jeg blev kørt tilbage op på barselsstuen, imens jeg var ved at vågne op efter operationen, og jordemoderen kiggede smilende på mig og sagde “Tillykke Anne Grethe. Du har fået en datter”. Ikke fordi jeg blev glad eller rørt, men fordi jeg blev så vred over at hun dog bildte sig ind at lyve for mig. Jeg var nemlig ganske overbevist om – i min tåge af narkose, der stadig hang over mig – at jeg havde fået en dreng! Jeg husker ikke hvordan jeg svarede jordemoderen, men jeg er bange for at det ikke var i helt pæne vendninger.

Oppe på stuen gik det dog op for mig, at den var god nok, at jeg havde fået en datter. En lille mørkhåret datter, som efter et par timer kom op til mig, hvor hun lå, sammen med mig, indtil vi blev udskrevet fem dage senere.


For afklaringen skyld kan jeg fortælle, at jeg altså har ligget i dét man kalder en ansigtspræsentation, hvor babys hoved er bøjet bagover (og ikke forover, som man helst vil have), så ansigtet simpelthen vil ud først. Det er en meget uhensigtsmæssig måde for baby at ligge på og det vil i mange tilfælde føre til akut kejsersnit. Jeg vil gætte på, at jeg har ligget i en ansigtspræsentation med baghovedet op mod min mors kønsben – en stilling der er fuldstændigt uladsiggørlig at blive født i – hvorfor det akutte kejsersnit altså blev eneste vej ud. 

Hvem vil lave min nye header?

Så damer, det er simpelthen blevet tid til (endnu) en lille forandring her på bloggen! Egentlig er jeg ret glad for mit nye blogdesign, som jeg fik lavet for et lille års tid siden, men jeg må i samme åndedrag altså også indrømme, at jeg efterhånden er en kende træt af at kigge på min egen spinkle håndskrift og den samme svada om hvad bloggen er for en størrelse, dag ud og dag ind. I ved, dét der der står ovenover billederne, lige når man kommer ind på bloggen.

Jeg troede jeg var nytænkende og smart da jeg traf beslutningen om at gøre det sådan, men det viser sig, at jeg skulle have holdt mig til den mere traditionelle header.

Jeg drømmer om en header som indeholder mit navn – Cana B – og som derudover er hyggelig, venlig og personlig, uden at blive barnlig. Så hellere lidt mere tjekket 😉

Udfordringen er dog, at jeg simpelthen ikke er særligt kreativ når det kommer til dén slags, og jeg har derfor gransket min lille hjerne for muligheder for, hvordan pokker jeg skulle gribe det an. Headeren skal jo helst afspejle mig og det er jeg simpelthen ikke sikker på, at enhver grafiker sådan uden videre lige kan. Derfor er jeg kommet til den ene konklusion, at jeg gør præcis som min søde kollegaveninde Mette Marie gjorde med sin header i sin tid. Jeg spørger sgu da jer! I kender mig jo om nogen og ved hvad jeg står for, så det ville jo være oplagt – og helt vildt hyggeligt – hvis det var én af jer, der endte med at have lavet den.

Der er ingen verdens krav til hvordan den skal se ud, men des mere personlighed, des bedre, tænker jeg. For eksempel sådan som jeg synes at Emily Salomon og Miriams Blok, for at nævne et par stykker, er lykkedes rigtigt godt med.

Ej, jeg håber sådan at der er nogle af jer, der har lyst til at være med i opløbet om at lave headeren! I begyndelsen af næste uge vil jeg dele alle de forslag der måtte være kommet – navngivet, selvfølgelig – og så får kvinden (eller manden) bag dén header jeg ender med at bruge, et honorar på 2000.-

Hvis du har lyst til at være med, skal det selvfølgelig stå dig frit for at bruge løs af mine billeder, både her fra bloggen og fra min instagramprofil, til opgaven – præcis som det selvfølgelig også er helt fint, hvis du lader være.

Bidrag kan sendes til mig på mail: canabuttenschon@gmail.com i løbet af indeværende uge. TAAAAAK!!!

Syv ting jeg burde gøre

… Men som jeg måske ikke får gjort. Ikke lige med det første i hvert fald. (Hvis overhovedet nogensinde).

  • Jeg burde gøre alvor af snakken om, at jeg igen vil forsøge at melde mig ind i et fitnesscenter. Min hjemmetræning, som jeg ellers var så glad for, er gået fuldstændigt i stå henover sommeren og jeg kan ligesom ikke finde motivationen til at få det gjort. Så jeg har googlet fitness-centre, dansehold, badmintonklubber og jeg skal komme efter dig. Og så har jeg ikke gjort mere, selvom jeg virkelig burde.
  • Jeg burde skære ned på mit kaffeforbrug. Her har jeg helt modsat ovenstående punkt faktisk været enormt dydig henover sommeren, men nu hvor jeg er tilbage med en hverdag der i høj grad bærer præg af møder, søvnunderskud og mange daglige timer foran en skærm, så ryger der altså nemt 4-5 kopper hver dag. Eller seks, nogle dage. Og ja, jeg skammer mig. Især over, at jeg nok ikke kommer til at gøre noget ved det i dag.
  • Jeg burde læse flere bøger. Det gør mig så godt at fordybe mig i en bog og alligevel så er det (næsten altid) sådan noget jeg nedprioriterer. Ofte flere måneder af gangen.
  • Jeg burde købe mig en ny vinterjakke. Den jeg havde sidste år kunne simpelthen ikke mere, så den blev i foråret afleveret i H&M til fordel for en rabatkupon, men jeg har altså stadig ikke købt en ny jakke og selvom der er så mange pæne derude, så kan jeg ikke rigtigt beslutte mig for hvilken én jeg skal gå efter. Jeg er altid bange for at jeg kommer til at vælge én jeg bliver træt af (enten fordi den er for vild/for kedelig/for kold/for varm) og så bliver jeg simpelthen for nærig til “bare” at kaste mig ud i det.
  • Jeg burde rydde op i mit tøjskab. Jeg synes egentlig jeg gør det ret tit, men nu hvor lågen ikke rigtigt kan lukke, er det nok på tide at komme over det igen. Selvom jeg nok i virkeligheden ender med at lave “propperen” et par dage (eller uger) endnu.
  • Apropos “proppe”, så burde jeg helt klart gå i kælderen og rydde ud. Og det kommer jeg helt klart ikke til at gøre.
  • Jeg burde nok også stoppe med at lave fuldkomme ligegyldige lister. (Som denne). Jeg elsker lister, post-its, lapper med papir, notesbøger og små huskere til mig selv. Problemet er bare, at jeg ofte glemmer hvor jeg har skrevet hvad. Men det er hyggeligt og rart for min hjerne at gøre det, såeh…

 

Mit liv som jordemoder #6

Jeg gik slukøret, ja, nærmest modløs derfra. Hvad fanden skulle jeg gøre nu? Hele planen var jo, at jeg skulle få det der job på fødegangen i Sønderborg, og så skulle min familie hjælpe med at passe Jens, når jeg havde weekendvagter.

I sidste uge fortalte jeg om, hvordan jeg, efter at have fået et barn, pludselig ikke kunne få enderne til at mødes i mit hjerte, når det kom til pasning i de weekender jeg var nødt til at arbejde. Jeg fortalte om hvordan vi flyttede fra Valby til Sønderjylland og om, hvordan jeg spændt og glad var gået ind på fødegangen i Sønderborg for at få det job jeg engang var blevet lovet. Du kan læse hele indlægget HER, hvis du har lyst, og så følger fortsættelsen altså her nedenfor.

Jeg gik slukøret, ja, nærmest modløs derfra. Hvad fanden skulle jeg gøre nu? Hele planen var jo, at jeg skulle få det der job på fødegangen i Sønderborg, og så skulle min familie hjælpe med at passe Jens, når jeg havde weekendvagter. Det var hele meningen med at være flyttet. Og nu havde jeg pludselig ikke noget job. Til gengæld havde vi et stort hus med havudsigt og flere kvadratmeter end jeg orkede at støvsuge.

Jeg brugte ved et par dage på at være frustreret. Vred, ked af det, irriteret og ærgelig. Mest af alt på mig selv over, at jeg dog kunne være så dum at tro, at jeg sådan uden videre kunne få dét skide job. Jeg havde ikke engang ringet og spurgt. Jeg havde ikke engang læst i avisen, at den ene fødeafdeling skulle lukke i samme uge, som jeg ville vende tilbage. Jeg havde ikke gjort en skid.

Sådan gik der et par dage og så gjorde jeg som jeg altid har gjort.

Jeg rejste mig og kiggede mig omkring.

Hvad kan man egentlig, når man er jordemoder, tænkte jeg.

Der var et job på kommunen, som jeg fandt på jobnet. Det var noget med sårbare kvinder og med lidt kreativitet kunne man da godt forestille sig, at jeg kunne være egnet til det. Det var et dagtidsjob og meget, meget langt fra jobbet som jordemoder på en fødegang. Jeg smagte på det og skrev lidt en ansøgning, da jeg pludselig blev præsenteret for en idé.

I dét år jeg havde været i praktik på fødegangen i Sønderborg, havde jeg haft job som afløser på et bosted for voksne med sindslidelser og da lederen der, fandt ud af at jeg gik og var i tvivl om hvad jeg skulle stille op med mit arbejdsliv, tilbød hun mig et job. Et fast job som pædagogisk medarbejder, med dagvagter hver eneste dag, fraset hver 10.weekend, hvor jeg skulle have 2 x 12 timers vagter. Hver tiende weekend!!

Til en begyndelse var jeg i tvivl. Ville jeg virkelig tage et job, som slet ikke var relevant for min uddannelse og mit hidtidige erhverv som jeg holdt så meget af?

Jeg kiggede på min søn, som jo i virkeligheden var ham det hele handlede om, og takkede ja. Gu’ fanden takkede jeg ja.

Og sådan gik det altså til, at jeg stoppede med at arbejde som jordemoder allerede tre år efter jeg var blevet uddannet.

Imens jeg har skrevet på de her indlæg (dette og mit liv som jordemoder #5) om hvordan jeg stoppede, har jeg også skrevet lidt på et par ekstra indlæg med fortællinger fra mit jordemoderliv, inden jeg stoppede. Fra rørende, vilde og fantastiske oplevelser, som jeg altså stadig gerne vil dele med jer. De kommer drysset ud over efteråret og jeg håber at I vil læse med.