Fødselsfredag – pandemi, husrenovering og uopdaget UK

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen (og igen – og igen): Alle kvinder der føder børn, er seje! Og hende her, som tilmed også lader til at have en vidunderlig humoristisk sans, er så sandelig ingen undtagelse. Hun gik stålfast til opgaven, slog et smut forbi Bauhaus undervejs, lavede pandekager til maleren – nårh ja, og så fødte hun da i øvrigt også lige babyen med numsen først. Vaginalt, vel at mærke.

Tag rigtigt godt imod en fantastisk fødselsberetning!

Julen 2019, julen hvor vi fortalte nær familie at vi ventede os et lille barn, havde vi ikke kunne forestille os at vi skulle blive forældre under nogle helt anderledes omstændigheder end normalen.
Vi var i fuld gang med et stort renoveringsprojekt af det hus vi havde boet i, i knap 2 år. Vi var lige blevet gift i foråret og jeg færdiguddannet i efteråret. Alt i alt, var vi SÅ klar på at blive en lille familie. 

Vi skulle have fødselsforberedelse, mødre/forældregruppe, være fælles om det hele.
Med Termin midt i Juli, nåede jeg at få min mand med til begge scanninger. Og så brød helvede løs.
Hele vores lyserøde graviditetsdrøm brast, Corona kom ind i vores verden og vi skulle forholde os til en mere dyster hverdag med en masse ukendte faktorer. 

Al fødselsforberedelse blev aflyst, infodage til førstegangsforældre – aflyst og vi blev overladt til at finde vores egen information. At famle os frem.
Heldigvis har jeg altid elsket at finde min egen vej, stå på egne ben og samle en bred vifte af forskellige kilder. Jeg kom aldrig rigtig på jobmarkedet, så jeg havde rigelig med tid til at følge diverse Instagram og Facebook-profiler (Cana B – én af de fedeste […. taaaaaaak!]) og høre utallige podcasts om babyer, graviditet og fødsel.
Læse bøger, skrive lister, følge onlinekurser og jeg kunne blive ved. Alt dette som resultat af følelsen af at gå glip af noget meget vigtigt. Det at den kommunale og personlige støtte blev fjernet så drastisk, stressede mit ordensgen SÅ meget at jeg gjorde ALT hvad jeg kunne for ikke at gå glip af viden.

Jordemoderbesøg blev fastholdt, og med lidt snilde kunne min mand sidde hjemme og være med gennem Facetime.

Min mand arbejder i hjemmeplejen, arbejdede på huset når han havde fri.. Jeg arbejdede såmend også på huset – er i klar over hvor hårdt det er at murer, højgravid og med bækkenløsning?
Egentlig befandt vi os rigtig godt i vores boble, men jeg må ærligt indrømme at min graviditet var præget af stor uvished, ensomhed og frygt. Frygt for at en af os blev smittede, at jeg ikke kunne få min drømmefødsel med min mand og svigermor ved min side, frygten for at stå med alt det nye – selv, alene. 

Vi er nok som udgangspunkt en solstrålehistorie, jeg ved at der har været fødsler og graviditeter under Corona som har været værre end min. Men jeg føler at det er rigtig vigtigt at dele historierne om frygten, uvisheden og ensomheden som på alle punkter påvirker en dagligdag under Corona, og specielt når man venter et barn. I foråret/sommeren vidste vi ikke helt hvad vi havde med at gøre. Der kom hele tiden restriktioner ud fra et forsigtighedsprincip, og som gravid var man overladt lidt til sig selv. 

Vi var tvunget til at hyre nogle trofaste håndværkere som kunne hjælpe os færdige med vores hus, og tvunget til at stole på deres forsigtighed. Vi trak nødbremsen af flere omgange grundet små host og ondt i halsen og hele tiden op til fødslen var en kamp med tiden og med håbet om at holde os raske. 

Heldigvis var landet åbnet op omkring vores lille datters fødsel, der var en følelse af gåpåmod og ro omkring os. En tro på at alt nok skulle gå godt. Vi var slet ikke blevet færdige med huset, havde ikke noget køkken og boede i en lille stue med tekøkken og en masse rod. 


Jeg var gået 5 dage over termin, skulle fredag (dagen efter) til samtale omkring igangsættelse og var egentlig fuldt ud overbevist om at jeg ville blive igangsat mandag. Alt så ud som det skulle, lillepigen lå klar – men ville bare ikke ud endnu.
Vi havde et fuldt program den dag, udover at maleren kom til eftermiddag, skulle vi ud og købe bordplader til køkken og entre, samt omkring et køkkenfirma og bestille et par ekstra låger.

 

Vi har ikke taget mange billeder af mig og maven under graviditeten, men den dag havde jeg et ustyrligt behov for at vi fik skudt et par billeder. Så ud i haven med os, knipse et par billeder og videre i programmet.
Jeg oplevede en smule murren i maven, men tænkte ikke rigtig over det. Knækkede lidt sammen i kroppen foran min mand, jamrede (for sjov) og min mands reaktion var ”ikke nu, ikke nu – vi har ikke tid!”.
Vi havde ingen anelse om at jeg faktisk havde begyndende veer, og vores datter snart skulle have fødselsdag. Videre i programmet, ud i bilen mod Bauhaus og ikke engang halvvejs derude går det op for mig at de her sammentrækninger jeg oplever nok ikke bare er de plukkeveer jeg ikke har mærket endnu.
De var ikke så slemme (synes jeg selv) så vi fortsætter, finder vores bordplader mens jeg har ve-håndtering mellem de meget lange gange ude i butikken. Klokken er nok ved at være lidt over middagstid, og vi kommer forbi Vordingborg køkkener, og min mand formår at joke med at hvis jeg kom med ind, gik i fødsel – så kunne vi trøste med at de havde ”Danmarks bedste betjening”.. Skal vi ikke bare sige at jeg pænt blev ude i bilen og nippede til den lille burger som jeg absolut skulle have fra maccen.

Vi kommer hjem, jeg går ind på sofaen og hviler mig. Veerne flyder ind over mig i en konstant rytme, men jeg føler mig egentlig rimelig rolig i min håndtering. Jeg var rimelig overbevist om at vi var meget tidligt i fødslen, så jeg skulle få hvilet mig og slappe af. Maleren kommer ved 16-tiden og jeg vralter ud til hende og fortæller at jeg vidst nok har veer, men hun arbejder bare videre – der vil være mad om en time.

Jeg vralter tilbage til sofaen og beslutter mig for at forsøge at time mine veer 5-6 minutter imellem hver ve og af 1 minuts varighed. En halv time efter står jeg med stegepande i den ene hånd, vetimer i den anden og laver biksemad til os selv og maleren med 3-4 minutter imellem veerne. Jeg var dog en kende forpustet, og de gjorde da også ondt – men jeg havde klart forventet at jeg på nuværende tidspunkt ville ligge på gulvet og kaste op af smerte og skrige ”EPIDURAL!”.
Efter maden fik vi ringet til fødegangen ”bliv endelig hjemme så længe du kan håndtere veerne, ring hvis vandet går” lød beskeden. Vi fik ringet til svigermor som heldigvis gerne måtte være med til fødslen.
Jeg hoppede på sofaen igen, og sendte min mand afsted efter snacks.. For dem skulle vi dælme ikke mangle! Ved en 20’tiden dukkede svigermor op, vi sad alle i sofaen med snacks og vandet gik med et PLOP! (Jeg havde heldigvis været forudseende og taget et gigantisk bind på). Og så kan jeg love at det gik stærkt!
Jeg kunne slet ikke sidde eller ligge mere, fokusere på noget som helst under en ve og jeg skulle dælme have de panodiler nu! Jeg ville gerne have så naturlig en fødsel som muligt.

Der blev kørt brandvarme hvedekernepuder og roterende bevægelser og min mand besluttede sig for at ringe til fødegangen endnu engang.
Vi var i kendt jordemoderordning og vores jordemoder, den jordemoder som jeg ønskede at føde med, kunne være på fødegangen om en times tid.
Vi kørte (pivulovligt) i svigermors tosædede bil, mig på forsædet og min mand bagi. Hendes bil var nemmere at komme ind i, end vores lille Hyundai i10. Min mand var ved at guide hende til den forkerte indgang, så det endte med at jeg mellem de nu næsten konstante veer, bjæffede anvisninger og guidede hende hen til parkeringen.
Vi mødtes med vores jordemoder, blev vist på stue, blev bakset op på en seng og blev tjekket.
7-8 cm udvidet og åbenbart grønt fostervand. Der blev sat en elektrode på vores datters hoved, og jeg blev pænt spændt ind så man kunne lave en måling af veerne. Veerne kom som perler på en snor – oversat de buldrede derudaf og jeg gik ind i mig selv ved hver ve. Jordemoderen tjekkede mig igen og da jeg var 8-9 cm udvidet meget kort tid efter ankomst beder jordemoderen os om at trække vejret dybt mens hun fortæller os at elektroden ikke sidder på vores datters hoved, men er placeret pænt lige over hendes haleben. Vores datter kommer med numsen først! 

Velvidende om mit store ønske om en naturlig fødsel, bliver overlæge med speciale i sædefødsler, børnelæger, og ekstra hænder/hoveder tilkaldt. Alle værdier målt og vi får to valgmuligheder leveret imellem veerne. At forsøge at føde i sædefødsel, med risiko for akut kejsersnit – eller gå direkte til kejsersnit.
Jeg kan huske at jeg kiggede på overlægen og spurgte ”kan vi det her?!” og at hun dertil svarede ”der er ikke grund til at tro andet. Alt ser fint ud!”. Vi skulle da føde et barn med numsen først!
Vi blev spurgt om tilladelse til at de måtte filme fødslen til undervisningsmateriale, og som den lettere afslappede type jeg åbenbart er omkring fødsler – hoppede jeg med på vognen, Jo flere jo bedre.
Vi var 9 personer på stuen da pressefasen begyndte. Der var en hel naturlig latenstid på instruktionerne fra overlægen, da jeg absolut kun ville lytte til min egen jordemoder og vi fandt hurtigt en rytme. 

En ve, instruks fra overlæge, nej fra mig, endnu en ve, instruks fra min jordemoder – instruks modtaget.

Op på knæ, lænende opad det hævede hovedgærdet – 3 presseveer og vores datter kom til verden kl. 02:54, ca. 15 timer efter den første ve.
Jeg holdt hende akavet mellem mine lår i få sekunder mens min mand klippede navlesnoren og hun blev ført på børnebordet. Hun havde slugt en masse fostervand, og havde vand i lungerne. Min mand fulgte med vores datter på neonatal, mens svigermor blev tilbage og holdt min hånd mens jeg fødte moderkage og fik et par sting. Min svigermor havde været i baggrunden under hele fødslen, og jeg havde ikke haft brug for hende før det øjeblik. Min mand kunne trygt følge vores datter, uden bekymring for mig.
Jeg var fyldt med adrenalin og tristhed. Jeg havde født helt uden smertestillende (pånær to panodiler), alt var gået godt – men jeg havde ikke min datter hos mig. Hun fik ikke lov til at ligge på min mave, søge mit bryst. I stedet fik vi lidt at spise på fødestuen inden jeg blev kørt ned på neonatal i kørestol for at se min datter viklet ind i slanger og sonde. Nusse hende pænt på kinden inden vi blev kørt ind på en ny stue med beskeden om at vi skulle få sovet med lovning om at de hentede de os hvis der blev brug for os. 

Min mand faldt omkuld af træthed med det samme, jeg tror jeg fik sovet maks. En halv time. 

8 timer efter fødslen var der et opkald til stuen om at vi havde en lille sulten datter, som var klar til en amning. Jeg vækkede min mand og to minutter efter, var jeg på vej ned på neonatal og ind på den første og bedste stue i jagten på mit barn.
Aldrig har jeg haft så travlt. Jeg sad allerede med vores lille datter i favnen og på brystet da min mand kom forvirret ned og kort tid efter første amning kunne vi få vores datter med på stuen og begynde vores liv som nybagte forældre. 

Barsel under Corona er fyldt med ambivalens. Ensomheden fylder meget og sorgen over ikke at kunne gå til babytummel, babysalmesang og andre hyggelige ting, ligger som en fast følgesvend. Jeg har den mest fantastiske mødregruppe, som jeg lige pt. Kun snakker med gennem facebook, men jeg ved at de er der.
Jeg har i to uger nu kun set min mand, og mit barn. Ensomheden er enorm.
Men set fra den lyse side er vi blevet foræret en kæmpe gave midt i kaos. Vi har alverdens muligheder for at nyde den ro og tid som pandemien giver os. Vi kan uforstyrret lære vores lille datter at kende. Det er der måske også en stor værdi i..?

Nu sidder jeg med en 6 mdr. gammel datter, født under Corona, og skal til at igennem hele møllen én gang til. (Sidebemærkning: kondomer virker kun hvis mand bruger dem). Corona eller ej, vi glæder os til at skulle igennem det hele igen. Og vi ved nu hvad der venter os… Men jeg føler stadig med alle de førstegangsmødre, der uforberedt nærmer sig forældrelivet i denne pandemi.

En god (ferie)aktivitet med børn

Vinterferien ligger lige om hjørnet – for nogen i uge 7 og for andre i uge 8. (Ja, og så er der selvfølgelig alle dem, for hvem den ikke betyder det store; enten fordi børnene stadig er så små, at det endnu ikke er skolen, der dikterer hvornår de må holde ferie, eller fordi de er så store, at de alligevel er hjemsendt hver evig eneste dag, i denne tid). Men altså, hjemme hos os er vinterferien er ting. Allerhelst ville jeg gerne tilbringe en uge i sydens sol og lade min efterhånden ret tunge krop synke ned i en lun swimmingpool, men nu hvor dét ikke kan lade sig gøre, ja, så må vi jo gøre noget andet i stedet. Vi skruer op for hyggen, gør vi!

Vi satser på at finde nogle gode kælkebakker, spille en masse spil og se en god film eller to. Og så skal vi bygge perler. Mine drenge er nemlig blevet bidt af en gal perlehest den seneste tid og jeg bifalder det totalt!

De er egentlig altid været udmærkede til at sidde stille og koncentrere sig om mindre hobbyprojekter, men aldrig har jeg set dem så entusiasiske, som nu, hvor perlepladerne sprøjtes ud. Forskellen? Ja, den lå for os i, at jeg lige skulle opdage, at de (os alle fire, faktisk) kunne lave nærmest lige de figurer vi havde lyst til. Det krævede bare et par simple googlesøgninger og så kunne vi pludselig kreere alle vennerne fra Super Mario Bros., diverse superhelte, legemad, minions og meget, meget andet!

Her kan I se et lille udpluk af dem vi (altså, mest børnene) har lavet indtil videre:

I skal være mere end velkomne til at gemme billederne (og evt printe dem ud) hvis I selv vil give jer i kast med perleplader der ligner vores – og ellers skal man simpelthen bare søge på “hama [de figurer man godt kan lide]” på google (Fx “hama super mario”) og trykke på “billeder” – og gøre kunsten efter for de mange, mange, mange forskellige slags der ligger.

Det nemmeste er, hvis man har nogle store firkantede plader som evt kan sættes sammen, hvis man laver de lidt større figurer – og så skal der ellers bare perler til.

Pladerne havde vi i forvejen og så har vi spædet op med perler, som vi har købt i Bilka. Ellers er jeg sikker på at man også kan købe det hele online. Det er billig underholdning til mange, mange timer og det får altså en kæmpe anbefaling med herfra – både fra børn og voksne.

Rigtigt god ferie, når I kommer så langt. 

Tid til eftertanke #99

Så blev det sgu mandag igen, hva’? Og hvilken herlig én af slagsen, for alle os med børn i 0.-4.klasse! Jeg er jo i den vidudnerlige situation at lige akkurrat dét passer på 2/2 børn herhjemme, så for første gang i halvanden måned stod vi i morges op, spiste havregryn (med nesquick på – så lækkert!) og cyklede i skole.

Særligt min ældste har været lidt bekymret for skolegenopstarten og jeg mistænker at det er fordi han husker hvor vanvittigt det var, dengang de måtte vende tilbage i foråret. Dengang var alle stadig meget bange, der blev sprittet hænder hvert 20. minut (!!) og børnene skulle for alt i verden holde mindst to meters afstand, helst både til hinanden og de voksne. Det var ikke just en særligt fed eller særligt tryg tid tilbage i foråret, så jeg er simpelthen så lettet over at det – på mig i hvert fald – virkede som om alt var nogenlunde “normalt” ovre på skolen her til morgen. Bevares, der er jo stadig det med at klasserne er ret strengt opdelt og at vi voksne til stadighed ikke må komme med indendøre, men for børnene, der virker det som om at det meste er som de var vant til før jul. Lærerne tog kærligt imod og børnene løb hvinende rundt sammen. Pisselækkert, mand. Og tænk, om et halvt års tid, kan det ovenikøbet være, at alt er blevet endnu, endnu bedre. Fingers crossed! 

Nuvel, det er mandag og jeg skylder jer en omgang tid til eftertanke fra i går. Fra en uge, som jeg godt kan afsløre blev temmeligt meget anderledes end jeg havde forventet!

[Bedste måltid i meget, meget lang tid!!]

[pakkesituationen sådan cirka hver dag, lige pt – juhuuu!]

Ugens højdepunkt var simpelthen at jeg endelig fik lanceret mit nye produkt – min magnesiumserum (reklame for mit eget produkt) – som jeg har arbejdet på i små to år. Jeg har hele tiden vidst, at det ville ende ud med at blive et rigtigt godt produkt, som jeg stolt kunne sende afsted, men jeg har selvfølgelig også været ved at skide grønne grise over mig selv ind i mellem, fordi det i sandhed ikke er billigt at udvikle og producere dén slags. Tænk nu hvis jeg ikke kunne sælge dem? Tænk nu, hvis ingen turde tro på mig, når jeg sagde at det havde en god effekt? Tænk nu hvis… Jeg har kastet alle mine sparepenge ind i projektet, så det har virkelig været nervepirrende op til lanceringen. OG SÅ ER DET BARE GÅET OVER AL FORVENTNING!!! Der er blevet gjort et kæmpe indhug i min ellers ret store lagerbeholdning og jeg føler nærmest ikke at jeg har lavet andet i ugens løb, end at pakke og sende pakker ud til jer. Det er så mega-fedt at det er blevet taget så godt imod (så tusind tak for det!), så nu er jeg ikke længere så bekymret for at lancere mit næste produkt allerede indenfor de næste par måneder. For ja, jeg har simpelthen arbejdet sideløbende på to produkter 😀 Kæmpe, kæmpe optur!

Jeg smilede mest da det gik op for mig, at man nu – sådan for alvor – kan se min baby sparke igennem maveskindet. Åååååh, jeg kan næsten ikke være i mig selv over det. Tænk at jeg skal have et barn mere!!! (Ja, det går op for mig sådan lidt i etaper. Altså, jeg ved jo rationelt set godt at det er dét der er ved at ske, men jeg har til stadighed ikke helt fattet det endnu)…

Ugens lavpunkt var at jeg – intet mindre end to gange – prøvede kræfter med nogle af de mest hypede burgere i København. Prøve-kræfter-med-burgere-delen var som sådan fin, da jeg elsker, elsker, elsker burgere, men de var simpelthen ikke særligt gode. Den ene, Popl, smagte jeg for første gang i sommer, da de havde åbnet ude på noma – og dengang var den fænomenal! Den jeg fik forleden var til gengæld brændt og bitter og slet, slet ikke lækker, desværre!! Efter anbefaling fra flere, slog vi i stedet et smut indenom Eden Jaxx og hentede burgere lørdag aften. Men suk, det var slet ikke noget for mig. Eller jo, deres portobelloburger var god, men det store tilløbsstykke – “beyond meat” burgeren – var virkelig ikke noget for mig. Jeg mistænker at det er fordi jeg ikke længere kan lide smagen af bøf (tror jeg – jeg har ikke smagt en almindelig hakkedreng i virkeligt, virkeligt mange år, så jeg aner ikke om jeg kan lide det). Men jeg syntes det smagte meget kød-agtigt (som nok er meningen) og det brød jeg mig altså ikke om. Så. Ingen burgerlykke her. Mini-lavpunkt for nogen, måske. For sulten burgerelskende preggo, ret stort lavpunkt!

Det gode ved det var at jeg så bedre kunne forsvare at spise en ekstra flødebolle til eftermiddagskaffen dagen efter 😉

Jeg har haft det bedst med at iføre mig det samme som altid, fristes jeg til at sige. Blødt og varmt tøj.

Det bedste jeg har spist var helt klart den middag Simon diskede op med i torsdags. Jeg har i et par uger sukket efter hvornår vi skulle indvi stenbiderrognsæsonen – og endelig mente han, at tiden var inde. Så den stod på blinis med stenbiderrogn til forret og den lækreste pighvar med masser af grønt, ost og den perfekte sauce til hovedret. Mummelum, mand!!

Det bedste jeg har set er advokaten, en dansk/svensk serie som Simon og jeg er gået igang med at se på Viaplay. Den er på kanten til at være for overdrevet og med alt for mange “tilfældige” sammenfald, men alligevel er den sååå nervepirrende, at man bliver nødt til at se mere af den… I begyndelsen var jeg lidt bekymret for det svenske (jeg er jo sønderjyde og taler ikke rigtigt godt svensk), men vi ser den bare med undertekster og allerede et halvt afsnit inde, havde jeg nærmest glemt, at nogle af karaktererne taler svensk. Stor anbefaling herfra!

I denne uge ser jeg frem til en uge hvor jeg forhåbentligt får god tid til at fordybe mig lidt i de to meget spændende interviews jeg havde i sidste uge, i forbindelse med tilblivelsen af min næste bog. Nu hvor børnene er startet i skole igen og Simon forhåbentligt også snart kan se frem imod at kunne begynde på arbejde igen (han arbejder ikke længere på restaurant, men med private dining, så forhåbentligt kan de snart komme ud og køre mad til mindre, private selskaber igen), så håber jeg at det bliver lidt lettere at holde koncentrationen. Om ikke andet, så er det i hvert fald planen!

Min “baby” er født

Sjældent har jeg været så stolt, som jeg er lige nu, hvor min lille “baby” langt om længe er blevet født. Åh, mand, det føles godt!!


Indlægget er en reklame for min egen biks. 

Det har været på tegnebrættet i lidt over halvandet år, og endelig – E N D E L I G – er det blevet en realitet! Mit allernyeste produkt, en magnesiumserum, som netop er landet hos mig i København, direkte fra laboratoriet i Jylland, hvor det er produceret.

Egentlig har det aldrig rigtigt ligget i kortene, at jeg skulle være sådan én der producerede og lancerede skønheds- og hudplejeprodukter, men ikke desto mindre, så er det altså her jeg står i dag. Blandt alt det andet jeg også beskæftiger mig med.

Idéen til produktet opstod da jeg for halvandet års tid siden læste en meget interessant artikel omkring det meget populære “magnesium”, som jeg ad flere omgange tidligere har taget som kosttilskud for blandt andet at komme mine mange migræneanfald (som jeg engang led virkelig meget af) til livs – og som jeg ofte har anbefalet gravide med uro og kramper i benene, at tage. Artiklen henviste til et studie som havde fundet at kroppens optagelse af magnesium var op mod 5 gange mere effektiv igennem huden, end når man indtager det oralt. Say whaaat?! Fluks gik jeg ud og erhvervede mig en såkaldt “magnesiumolie”, men jeg siger jer, at det var klamt. Fy for en skefuld at klistre sig ind i – og så endda om aftenen inden sengetid, hvor man anbefales at bruge det. Nej tak.

Det måtte kunne gøres bedre end det.

Og ja, så gik jeg igang. Jeg fik kontakt til nogle af landets allersejeste kemiingeniør- og hudplejetyper og så gik vi ellers igang med at udvikle på min idé. Til en begyndelse havde jeg troet at det ville være kort proces – sådan som jeg arbejder allerbedst – men hurtigt skulle det vise sig, at det krævede usædvanligt meget tålmodighed og ditto mange udviklingsforsøg førend den endelige formular var på plads. Med den rigtige konsistens, den rigtige duft, den rigtige virkning – den rigtige det hele!

… Og her er vi så nu. Med et færdigt produkt, som jeg nu er klar til at sende på gaden.

Som det selvfølgelig er med hudplejeprodukter sådan generelt, så er det selvfølgelig ikke et produkt for alle, men jeg vil gerne vove den påstand, at det er et produkt som rigtigt mange vil kunne få stor glæde af. Ikke alene fordi det fugter og plejer huden, der hvor det kommer på – næh, simpelthen også på grund af magnesiums mange gode egenskaber.

Det er nemlig sådan at magnesium er et livsvigtigt mineral, som faktisk findes i alle kroppens celler og som tager del i flere hundrede forskellige processer i kroppen. Som en konsekvens af dette, kan mangel på magnesium føre til ubehagelige symptomer flere forskellige steder i vores system. Magnesium er for eksempel vigtigt for en god energiomsætning og er samtidig med til at sørge for, at musklerne kan slappe tilstrækkeligt af. Derfor kan magnesiummangel ofte resultere i muskelkramper, træthed og uro i benene. (Noget jeg personligt særligt har oplevet i mine graviditeter, hvor jeg døjer med at jeg af og til vågner om natten med krampe i benene).

Derudover kan magnesium også bidrage til at mindske træthed og udmattelse og meget, meget, meget (!) mere.

Det kan selvfølgelig ikke redde verden, men det kan støtte kroppen til at fungere optimalt på rigtigt mange områder – og det gode ved det er, at så længe man har en normal nyrefunktion, så kan det faktisk ikke overdoseres, for hvis man skulle få for meget, så udskilles det slet og ret bare i urinen. (Ikke fordi jeg vil anbefale noget at overdosere noget som helst – selvfølgelig ikke).

… Og nu er den her simpelthen, min magnesiumserum. En spray, som kommes på huden inden sengetid – gerne på benene, hvis man (som jeg) døjer med uro eller kramper i dem.

Hold min knallert, hvor jeg glæder mig, for jeg véd, at det er et knaldgodt produkt!

Magnesiumserum kan købes i min webshop lige HER.

Tid til eftertanke #98

Som med fornyet energi strømmer solen ind ad vores vinduer, imens Peter sidder og bygger perleplader, Jens har en virtuel legeaftale med sin bedste ven, Simon vasker gulv og jeg sidder lige her, og nyder det hele. Med kaffe i min kop og frisk udskåret ananas i en skål ved siden af mig. Ja, hvis jeg skulle kigge ind i mit liv udefra, lige nu, så går det sgu meget godt. På trods af fortsat lockdown og en tålmodighed, der på dén bekostning af og til bliver sat en *lille smule* på prøve…


Ugens højdepunkt 
har nok i virkeligheden været ugen i sin helhed. Lyder det dumt? Det har – igen, igen – været en meget rolig uge, men for fa’en hvor har det også været hyggeligt! Jeg trives super godt i min graviditet for tiden, mit online univers kører (med nye medlemmer hver eneste dag – tak for den store opbakning og alle anbefalingerne!), børnene (og de voksne) har fundet en god rytme med hjemmeskolen og så har vejret de seneste dage jo simpelthen været fuldstændigt vidunderligt og nok til at opveje alt de grå vi ellers har kigget på i mange, mange dage…

Jeg smilede mest da vi en eftermiddag slog et smut ud forbi vores lille kolonihavehus, hvor drengene lykkeligt for op på den snedækkede trampolin og hoppede hvinende rundt. Åh, hvor jeg elsker det sted! Bliver helt vemodig ved tanken om at vi formentlig sælger den indenfor snarlig fremtid 💔

Ugens lavpunkt var måske i virkeligheden noget med dét der pressemøde, men ærligt, så kom det ikke så meget bag på mig at restriktionerne skulle fortsætte og selvom jeg da hellere så samfundet åbne op, så har vi efterhånden også (med glæde) vænnet os til tempoet, tiden, de mange daglige “luftere” og al den hjemmehygge vi helt ærligt nyder temmeligt godt af, selvom jeg da gerne havde delt det hele med nogle venner, veninder og lidt mere familie end tilfældet har været det det seneste lange stykke tid. Så. Ugens lavpunkt var nok nærmere i en lidt anden – og meget mere first-world-navlepillende liga. Det handler simpelthen om en fragtmand der i fredags skulle have leveret intet mindre end en hel palle fuld af produkter til mig (eller altså, til min webshop) som simpelthen aldrig nogensinde dukkede op. Jeg ved godt at det er et lillebitte problem, men shit, det var (og er) irriterende.

Det gode ved det var at jeg da så sandelig satser på, at jeg kommer til at modtage produkterne i morgen (mandag), hvor jeg KÆMPE GLÆDER MIG til at sætte dem til salg. (Fordi de er ski’e gode, wuhuuu!).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig hyggetøj – og bløde, tætsiddende kjoler. Præcis ligesom i sidste uge. Og ugen før det. Og… (Andre der kender det?).

Det bedste jeg har drukket var et glas sparkling tea, som Simon serverede for mig i aftes. Jeg drikker selvklart ikke alkohol for tiden, så når jeg i ny og næ får noget der minder om, så føles det totalt ekstravagant. Og så endda på en helt almindelig lockdown-lørdag uden planer. Det var helt perfekt!

Det bedste jeg har set er det nye årgang 0. Eller hedder det årgang 20? Det er i hvert fald et ret skønt program, når man selv er gravid – og så synes jeg at de fire par der er med, er super skønt castet! De er meget forskellige og favner på dén måde meget bredt, selvom jeg også kunne drømme om at møde en familie, som var lidt mere “øko-back-to-nature” end de fire – men dét må jeg jo så finde et andet sted. Tænker bare, at det havde været en sjov kontrast. Indtil videre nyder jeg programmet (og storgriner, når Simon, som jeg har tvangsindlagt til at se det med mig, er ved at dø over at se fødslerne – han synes det er temmeligt voldsomt!).

I den kommende uge ser jeg frem til at få de føromtalte produkter hjem til min webshop – jeg kan nemlig afsløre at det er mine helt egne produkter, som skal lanceres i samme ombæring. OG så glæder jeg mig helt sygt meget til at skulle interviewe nogle megaseje kvinder til min næste bog, som jeg for alvor begynder at skrive på i næste uge også. Jeg glæder mig så mega-meget til at lytte, tage ved lære, lade mig inspirere, til at røres og til at få et indblik i to kvinders liv, som på rigtigt mange måder minder om mit eget liv, selvom de alligevel er helt, helt forskellige. Ejjjjjj, det bliver SÅ godt!!!