Fjernsynet kører derudaf med én af de vist efterhånden ret mange “Grusomme Mig”-film, børnene sidder som forstenede, når de ikke lige griner af alle Grus stygge løjer, hundene lister rundt og håber på lidt skorper fra børnenes rugbrødsmadder, de andre voksne tager en velfortjent slapper – og jeg sidder her. Èt af mine yndlingssteder: foran min computer.

Det var ikke fordi jeg manglede tid, overskud eller lyst, at jeg ikke ikke fik skrevet mit sædvanlige (og højt elskede, af mig) “tid til eftertanke”-indlæg i går. Jeg glemte det simpelthen bare. Feriestemningen er indtruffet for fuld udblæsning og jeg har således allerede glemt hvilken dag der er hvilken og søndagen kom og gik, uden hverken om- eller eftertanke. Men det var hyggeligt og når det nu lige akkurat er i dag det pis’regner udenfor, ja, så er det jo fint bare lige at sidde her og hælde et par af sidste uges mange, gode oplevelser ud af ørerne.

Ugens højdepunkt må være, at mine børn gik på sommerferie. At vi gik på sommerferie. Man kunne selvfølgelig argumentere at vi allerede har haft masser af tid til sam- og nærvær i år, med et par måneders hjemsendelse af både børn og kæreste. Men fordi det trods alt var med hjemmeskoling og ditto arbejde (det sidste kun for mig), så har jeg alligevel savnet tiden hvor vi bare kan være sammen, uden at skulle tænke på andet end at hygge os! Og den har vi nu og dét sætter jeg simpelthen så meget pris på. Vi er taget i sommerhus med min mor og bror – og hver deres respektive familier og det er knald-hyggeligt!

Jeg smilede mest da jeg stod, sent mandag aften, i et heldigvis afskærmet lokale på Marienlyst Strandhotel og skrålede med på Proud Mary. Som jeg også fortalte om i sidste uge, så havde min kollega og veninde, Jasmin, inviteret mig og en flok andre damer med på spahotel for et døgn og for pokker, hvor var det dejligt! Vi netværkede, sugede erfaringer, gav viden, drak vin, lavede business, spiste lækker middag, badede, grinede, dansede og sang. Jeg føler mig så, så, så heldig at jeg får lov til at være med til den slags, her i mit lille liv. Dét havde jeg nok næppe troet på, havde noget foreslået mig det for 10 år siden…

Ugens lavpunkt er, at Martha stadig/igen er halt. Det har været i bedring og er blevet værre, sådan lidt skiftende og nu, efter et par dage med lange gåture og løb på stranden, er det desværre ret slemt igen. (Piv, mit hjerte kan næsten ikke holde til det).

Det gode ved det er, at vi er en times tid tættere på landets vistnok bedste hundedyrlæge (det siger min mor i hvert fald at han er) end vi er, når vi er hjemme i København. Så om et par timer, sætter Simon og jeg kursen mod den åbne konsultation, hvor vi forhåbentligt kan få noget afklaring på hvad pokker der er i vejen med vores lille hundebørge-marthafis.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min gode, gamle mintgrønne sag, som jeg efterhånden har haft på til mange holdfulde fester. Jeg linkede engang til den i indlægget med en masse lækre sommersager HER, men jeg tror desværre den er udsolgt for tiden…

Det bedste jeg har spist kunne sagtens være det kilo ærter jeg kværnede, efter at have plukket dem sammen med en håndfuld børn i går – meeeeen, jeg tror nu alligevel at de blev overgået af forretten fra Marienlyst forleden. Det var også noget med ærter, brødstegt fisk (ligesom dét jeg lavede i Til Middag Hos) og en sauce der bare smagte af mere!! Mums, hvor var det bare møglækkert!

Det bedste jeg har hørt er lydbogen “drop opdragelsen” som jeg gik igang med at høre for nogle dage siden. Jeg ved ikke om jeg føler at jeg lærer så meget nyt, men det er nu engang meget rart lige at blive mindet om gode vaner, godt sprogbrug og den anerkendende tilgang jeg allerhelst gerne vil have til mine børn (og alle andre, for den sags skyld). Den kan virkelig anbefales.

I resten af denne uge ser jeg frem til endnu mere sommerferie. Mange ture i poolen, masser af tid til at spille spil, hjemmebag, jordbærpluk (igen), nintendoturneringer og forhåbentligt et dyp i Vesterhavet, hvis vejret arter sig og de der dumme blå brandmænd skrider tilbage til England…

Jeg har gået og grublet over, hvornår jeg mon skulle dele denne beretning, for den er altså ikke som fødselsberetninger er flest. Heldigvis er den ikke det. Den er benhård og barsk og forfærdelig. Men også fuld af kærlighed, omsorg og nærvær. Den handler om et forløb hvor kvinden – parret – desværre ikke fik et levende barn med hjem og den er således ikke for alle at læse. Dét den lille familie udsættes for sker gudskelov meget, meget sjældent og det er altså ikke noget, du skal gå og bekymre dig om, uanset om du læser beretningen eller ej. Det kan ske – og det sker for nogen, men stol på, at det ikke sker for dig, for det sker simpelthen så sjældent. Læs beretningen hvis du har lyst, og hvis du føler at du kan. Ellers spring den over og glæd dig i stedet til en lidt mere opløftende fødselsberetning i næste uge <3

Grædende fik jeg fat på min læge, som helt rolig og på professionel vis både fik givet mig en lægetid til dagen efter og et godt råd om nu at få snakket godt igennem med min kæreste om hvad vi ønskede. Jeg lagde på og kiggede endnu engang på den positive graviditetstest, der 15 minutter forinden havde fået mig til at vandre stortudende rundt i lejligheden og febrilsk ringet til min kæreste, som venligst havde bedt mig om at huske at trække vejret.
Kort fortalt så var graviditeten, som I nok kan regne ud, ikke planlagt og jeg brugte nogle dage på at sunde mig over ”nyheden”. Min kæreste derimod var ikke et sekund i tvivl – selvfølgelig skulle vi gennemføre graviditeten og blive forældre sammen. Graviditeten var ikke planlagt, men blev meget hurtigt meget ønsket, og forventningens glæde overtog nervøsiteten. 

Når jeg kigger tilbage på hele forløbet kan jeg jo godt se, at det ikke var en let graviditet, selvom jeg undervejs nægtede at erkende det. Jeg havde det PERFEKT når folk spurgte, og de kunne lige våge på at forsøge at aflaste mig. Utrolig stædig (som jeg nok altid har været) og til sidst desværre også ret benægtende overfor den egentlig realitet..
Ved nakkefoldsscanningen blev det vurderet, at der var en risiko for, at vores lille barn havde kromosomafvigelser. Det var de blodprøver jeg havde fået taget inden, der var skæve og gjorde at jeg blev tilbudt en moderkagebiopsi. Denne takkede vi ja til og skulle blot møde op efter weekenden. Skæbnen ville dog, at jeg henover weekenden blev ramt af fransk rosen. En hudlidelse som jeg er 100 % sikker på at Fanden selv har skabt.. Moderkagebiopsi blev i stedet til fostervandsprøve som heldigvis viste, at der gemte sig en sund og rask dreng i min mave.
Grundet den skæve blodprøve blev jeg senere, i uge 28 og på min 27’ende fødselsdag, kaldt ind til en ekstra scanning. Dette blot for at tjekke, at vores lille søn voksede som han skulle. Noget vi egentlig ikke tænkte særlig meget over, da min mave var flot rund og både fostervandsprøve og misdannelsesscanning var gået som smurt. Jeg fik dog ikke det positive svar, som jeg ellers havde bedt om på min fødselsdag.. Det viste sig, at vores dreng var noget mindre end gennemsnittet. Hele 32 %, eller var det 35?
Herfra bliver alt lidt mudret i min hukommelse, og tingene tog fart. Det vidste sig, at min moderkage ikke fungerede optimalt, hvorfor vores lille, men ellers perfekt sunde dreng, ikke fik nok næring. Min egen krop modarbejdede altså vores lille dreng (lorte krop).. 

Jeg var til scanning stort set hver anden dag i en lille måned. Dette for at holde øje med hvordan vores dreng havde det i maven, og for hver gang at vurdere hvorledes han ville have bedre betingelser for at vokse sig større ude i den virkelige verden. Undervejs fik jeg yderligere diagnosticeret svangerskabsforgiftning – dog ikke med så højt et blodtryk, at det skulle behandles med blodtrykssænkende medicin. Engang imellem ønskede lægerne at indlægge mig, og en gang eller to udskrev jeg mig selv, da lillemanden var en aktiv gut og da jeg jo selv bare kunne måle mit blodtryk hjemmefra. 

Efter en lille uge med flere scanninger, en overnatning på barselsafsnittet, mange lægesamtaler og en udskrivelse (af lægerne vel at mærke) fik jeg ”lov” til at gå på forlænget weekend hjemme.  En weekend, der bl.a. bød på shopping af det sidste baby-udstyr og et hyggeligt surprise baby-shower. Vi var blevet forberedt på, at vores lille dreng ville komme noget før tid ved kejsersnit, og dette var vores omgangskreds blevet informeret om, hvorfor min søde familie og veninder havde fremrykket min baby-shower til den lørdag. En hyggelig og dejlig lørdag, der i den grad var tiltrængt efter al lykke over graviditeten var blevet begravet i hospitalsbesøg og bekymringer. 

Om søndagen, d. 23. februar, kom vores søn til verdenen. Den smukkeste lille dreng – vores Felix <3. 1085 gram og 37 cm ren kærlighed. Dog kom han til verdenen med lukkede øjne og uden det famøse baby skrål.

Jeg vågnede om den søndag med murren nede i venstre side og menstruationslignende smerter. Jeg googlede for 10.000 gang symptomerne på svangerskabsforgiftning, da jeg havde fået nøje anvisninger om at holde øje med disse. Symptomerne matchede slet ikke dét jeg oplevede og jeg tænkte, at jeg nok blot havde spist for meget kage og pizza til festlighederne dagen forinden. 3. gang jeg rejste mig fra sengen for endnu engang, at trisse ud mod toilettet føltest det som om, at jeg tissede i bukserne. Til mit store chok finder jeg dog ud af, at det hverken var tis eller fostervand. Det var blod. Og der var meget af det. Halvfebrilsk vækker jeg min kæreste ved at skrige hans navn. Imens forsøger jeg mig med at ringe til fødegangen og sidde i telefonkø. Min kæreste, som er væltet ud af sengen, får dog banket lidt fornuft ind i mit hoved og ringer 112. Imens min kæreste har overtaget telefonen og oplyser alarmcentralen om vores situation forsøger jeg mig med at gå i bad og vaske noget af alt blodet væk. En opgave, der var ret svær at udføre, da der hele tiden kom nyt, men en opgave som jeg, underligt nok, fandt ret så vigtigt i det øjeblik. Min kæreste får dog, efter anvisninger fra alarmcentralen, gennet mig ind i sengen for at vente på Falckredderne. Vi bliver kørt til hospitalet med udrykning, men den søde Falckmand vurderer at jeg er stabil og vi får snakket om stort og småt. Jeg når lige at nævne, at jeg synes vores lille dreng er meget stille, at han da helst skulle vente lidt med sin ankomst og at min mave er ret så spændt, da blodtryksmåleren viser 90/35 og Falckmanden får travlt med at hænge væske op. Smerterne er på det her tidspunkt til at holde ud, og situationens alvor har jeg endnu ikke opfattet. Her 3 måneder efter har jeg stadig svært ved at forstå det der er sket, og dén søndag kører ofte for mit indre som en dårlig B-film, man helst bare vil zappe væk fra.

På fødegangen bliver vi mødt af en læge, som hurtigt kunne konstatere at vores lille drengs hjerte er stoppet med at slå. Jeg husker det som om, at alt kortvarigt gik i stå. Følelsen af verdens største mavepuster ramte mig med 100 km i timen og min kæreste faldt sammen henover mig. Lægen tilkaldte en ekstra og fik mumlet noget om igangsættelse og at vi nok kunne forvente en fødsel henover natten.

Jeg ville sådan ønske, at jeg nu kunne berette om en, nok utrolig hård, men smuk og rolig fødsel, men desværre begyndte jeg igen at bløde. Hurtigt blev stuen fyldt og en hektisk stemning bredte sig. Selv husker jeg kun brudstykker og en masse mennesker, men min kæreste har senere fortalt hvordan personalet sad på hver sin side af mig og bøvlede med at få taget blodprøver. Alt imens en jordmoder hele tiden tjekkede om jeg havde åbnet mig. Selv husker jeg blot, at jeg blev mere træt og ligeglad. Og at jeg rystede, hold op hvor jeg frys! Planen blev hurtigt ændret til akut kejsersnit, og jeg bliver lagt i fuld narkose. Vores lille Felix blev født kl. 09:35 og kom med det samme ud til sin far, som heldigvis havde en sød jordemoderstuderende ved sin side. Det viste sig, at min moderkage pludselig havde revet sig løs, hvorfor al næring og ilt til vores dreng var ophørt (igen- lorte krop). Noget der heldigvis sker sjældent og som ikke kan forudsiges. 

3 måneder senere. En lille søn rigere, men også fattigere. Tanker om skyld, skam, uretfærdighed, men alligevel en kæmpe stolthed over vores lille perfekte dreng. Felix blev kremeret og spredt tæt på vores hjem. Så han kunne flyve til himmels og holde øje med os. Vi nåede heldigvis en lille ceremoni inden corona lukkede Danmark ned og mærkeligt nok, virker det til, at alle andres liv også har været sat på pause, ligesom vores. Min sorgorlov er snart slut og jeg glæder mig til at starte mit liv op igen. Et liv der aldrig bliver som før, men som forhåbentlig byder en lillebror eller lillesøster velkommen i vores arme, når tiden er til det.

Det er torsdag, klokken er lige knap elleve og jeg begynder simpelthen at tro på, at det hele nok skal lykkes. At enderne mødes og brikkerne falder på plads inden jeg – i morgen klokken 12-nul-dut – går på sommerferie sammen med mine børn.

Jeg har ellers gået og gruet for hvordan det nu skulle gå an, det her med at holde ferie; særligt med min lille webshop. Jeg har længe haft besluttet at jeg ikke ville sende nogle bestillinger ud i uge 27+28, men jeg har samtidig også været bevidst om, at det ville blive en opgave af de svære, fordi det er noget nær umuligt, at se bestillingerne tikke ind – og lade dem ligge! Selvom jeg naturligvis ville skrive på shoppen at der var ferielukket og man derfor først kunne forvente at modtage sine varer i uge 29, så nagede den dårlige samvittighed mig allerede for flere uger siden. Tænk, hvis folk ville blive sure! 

For at afhjælpe flaskehalsen lavede jeg derfor et lille mini-udsalg mandag/tirsdag og så skal jeg da ellers lige love for, at der kom knald på! Jeg har i skrivende stund seks bøger liggende på mit lager. Som det eneste! Det har jeg endnu aldrig prøvet før, men hold nu kæft, hvor føles det lækkert! Normalt ville jeg få stress i hjernen over udsolgte varer med høj efterspørgsel, men nu hvor jeg går på sommerferie, er det jo helt, helt perfekt.

Jeg kan ikke arbejde! (Hurra!).

Særligt mine chiliplastre har været (og er) meget, meget populære og fordi jeg egentlig troede at min lager var fyldt ret godt op, har jeg først bestilt nye til levering i midt/slut juli, så nu er det bare sådan det er. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg kan bare læne mig tilbage, forberede et par fødselsfredage til de næste uger (nogle, I virkelig kan glæde jer til at læse, hvis I er til dén slags) og gå på sommerferie. Dét er sgu da god timing, hva’? 😀

Jeg kommer selvfølgelig til stadig at opdatere, både her og på instagram, i ny og næ, men efterhånden er det faktisk heller ikke dén del der fylder mest i mit arbejdsliv, så det bliver helt skønt, bare at holde fri og hygge mig – både med mine børn, min familie, mine veninder og med jer <3

Mit hoved føles for tungt til min krop og min lænd begynder igen at give lyd fra sig, efter ellers at have været dejligt smertelindret de seneste 6-7 timer (tak, chiliplaster!). Jeg kan mærke, at jeg virkelig begynder at glæde mig til at gå i seng. Ikke fordi det har været en dårlig uge – slet ikke. Men ugen har været fyldt op af alt muligt dejligt, som jeg lige nu føler, at jeg betaler prisen for. Simon og jeg har datet, jeg har sludret, hygget og spist middag med veninder og kollegaer og så toppede vi hele ballet med at fejre min mor, som fylder 60 år i næste uge, i aftes. Jeg sang, dansede og kastede mine mindste niecer højt op i luften (og greb dem igen, selvfølgelig) og manner, hvor kan det dog mærkes i dag.

Ugens højdepunkt var selvfølgelig festen hos min mor i aftes. Selvom ugen har været fyldt med dejlige stunder og ditto dejlige mennesker, så er der ikke meget i verden, som en tur (og fest!) i det sønderjyske, der kan rokke min båd så højt, som den blev det i går. Kæft, hvor var det hyggeligt altså. Og sjovt. Foruden børnene, var Simon og jeg festens absolut yngste deltagere, men jeg skal love for at vi (allesammen) fik taget til at løfte sig mere end én gang i løbet af aftenen.

Jeg smilede mest da jeg endelig fik købt mig en ny cykel efter at den gamle blev stjålet for et par måneder siden. Den er gul, hurtig og flot. Selv i regnvejr, som jeg i dén grad fik testet af, da jeg i fredags cyklede tværs igennem hele København i skybrudslignende regn. Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg – bogstaveligt talt – hældte en halv liter vand ud af mine sko, da jeg var hjemme. Til gengæld lyver jeg heller ikke når jeg siger, at det alligevel var en fantastisk cykeltur. Lidt på grund cyklen, men mest fordi jeg holder så enormt meget af sommerregn.

Ugens lavpunkt var da vores nye bil – berlingoen som jeg har “bygget om” til en autocamper – punkterede på det ene baghjul. Jeg har ikke sagt det på internettet før nu, for jeg var ærligt talt lidt flov over at have haft så meget optur over min bil, når den bare stak skråt op og punkterede på dén måde, ha ha!

Det gode ved det var at bilen punkterede mandag eftermiddag, bedst som vi var trillet ind i Nordhavn, efter at have været et smut ude i kolonihaven – og tirsdag morgen kom der en meget flink lappe-mand og fiksede dækket, så bilen atter kunne køre. Vi slap således for både ventetid, vejhjælp og besvær. Det var jeg trods alt ret glad for.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig cykelshorts! Ha ha, hvem havde troet dét?! Jeg synes de er super fede sammen med en oversized t-shirt (jeg låner gerne én af Simon) eller under en kort kjole, som får lidt mere kant, når man har cykelshorts under. Mine cykelshorts er fra weekday og jeg har godt nok ikke lige kunnet finde dén model jeg har, men disse ligner ret meget (reklamelink).

Det bedste jeg har spist står benhårdt imellem den overraskende gode tofu-bao fra Mak Cik eller den spicy fiske-bao fra Kung Fu i Tivoli Food Hall (hvor jeg til gengæld blev svært skuffet over deres vegetarudgave…). Hvis man kunne tage én fra hvert sted, ville min bao-lykke så absolut være gjort!

Det bedste jeg har hørt er Jasmin Gabays nye single Something Real. Den er sprød, feminin og fuld af power – fuldstændigt ligesom Jasmin, som jeg har været så heldig at blive veninder med. Søde, talentfulde kvinde, altså! Det er sådan en sang jeg kommer til at SKRÅLE med på, uanset om jeg hører den når jeg kører bil, laver mad eller gør rent. Hvis du endnu ikke har hørt den, kan du give den et lyt HER.

I næste uge ser jeg frem til endnu flere dejlige planer. Mandag skal jeg for eksempel – første gang nogensinde – på Marienlyst Strandhotel (tak til Jasmin for at arrangere og invitere <3) og mine forventninger er tårnhøje! Særligt fordi vi skal afsted sammen med en gruppe virkeligt søde og seje damer, som jeg altid bliver så inspireret af at være sammen med… Allermest glæder jeg mig dog til fredag, hvor mine børn går på sommerferie. Åh, hvor jeg dog glæder mig til at skulle have dem hjemme – helt uden forventninger om hjemmeskole, men til gengæld med masser af dejlige planer om ikke at lave så meget andet, end at hygge os helt vildt meget. 

Er der nogen af jer der også går på sommerferie i næste uge? ❤️