Annonce

Se (alle) mine nye briller

Jeg har fået nye briller. Tre styks faktisk, fordi det simpelthen var for et godt et tilbud til at lade være. Jeg har, for første gang i mit liv købt briller på abonnement, og efter lige at have sat mig ind i hvad dét rent faktisk betyder, så har jeg gigantisk optur over det!

Som nogle af jer måske husker, så satte jeg tilbage i februar/marts jagten ind på nogle nye briller, da mine gamle enten er ved at være outdatede på styrken, eller simpelthen ved at falde fra hinanden, fordi jeg, for at være helt ærlig, ikke er særligt god til at passe på mine briller, som det sig ellers hør og bør. Jeg glemmer ofte at komme dem i itui, jeg vasker dem med opvaskebørsten og kommer ikke sjældent til at falde i søvn med dem på, når jeg ligger og dangderer på sofaen.

Men. Så kom den dér nedlukning, I ved. Og så droppede jeg det igen.

Indtil for nogle uger siden, hvor jeg altså besluttede, at NU måtte det være. Jeg tog Simon under armen, gik en tur i Synoptik for at snuse lidt rundt. Efter at have kigget lidt og allerede småforelsket mig i flere forskellige brilletyper, besluttede jeg at bestille tid til en synsprøve, som det første skridt på vejen. Imens jeg bestilte tiden, spurgte optikeren, om jeg egentlig kendte til deres abonnementsservice – som jeg altså ikke gjorde. “Jeg har altid købt mine briller kontant” svarede jeg vidst lidt for kækt. Han forklarede lynhurtigt hvad det gik ud på – og jeg kunne pludselig godt se en mening med det. Indtil nu, havde jeg troet at sådan noge abonnement, var en slags “afdragsordning” hvor man var bundet til den samme brille i tusinde år og aldrig nogensinde kunne skifte hverken briller eller optiker. (Næsten). “Sådan er det slet ikke” svarede han med et smil og stak en pjece og en tid til en udvidet synsprøve i hånden på mig, og sluttede af med et: “men det kan vi altid snakke mere om når du kommer i næste uge”. Bum.

Jamen det kunne vi da godt.

Jeg gik hjem og lagde pjecen på køkkenbordet. Abonnement? Var jeg virkelig sådan én?

Dagen efter lå pjecen stadig og gloede op på mig. Okay, så! Jeg kiggede i den.

“Lej tre par briller fra 75 kr. pr. måned” 

“Byt et par briller om året uden omkostning”

“Gratis udvidet synsprøve med sundhedstjek”

“Al service inkluderet. Inkl reparation”

“Gratis udskiftning af glas ved ændring i styrke”

Og så en liste over, hvad prisen er pr. brille pr. måned i de forskellige prisklasser.

Hmm…. Jeg tænkte, at der måtte være noget snyd, så jeg regnede lige efter for en sikkerheds skyld. Med udgangspunkt i de billigste briller og det billigste abonnement (briller op til 800.- kontant, koster 25.- om måneden i abonnement):

3 briller ‘a 25 kroner = 75 kroner om måneden. Dét gange 12 måneder = 900 kroner om året.

Så man kan altså bruge tre par briller til 800 kroner hver i et år og så har det kun kostet én 900 kroner? Og så kan man ovenikøbet være sikker på at der er (gratis) hjælp at hente, hvis de går i stykker eller hvis man ændrer styrke – samtidig med at man (helt gratis) kan bytte det ene par ud med et par spritnye efter 1 år? For kun hundrede kroner mere, end det ville have kostet at købe bare ét par kontant?!

… Okay. Det ér smart! Og det er jo ikke i nærheden af at være den omgang bondefangeri jeg ellers gik og troede at “abonnementsløsninger” nemt kunne være. Jeg vil faktisk næsten gå så vidt som til at sige, at det er genialt!

Tilmed så betød det for mig, at jeg kunne flotte mig ved at købe to par mellemdyre briller og ét par solbriller, fordi jeg ikke skulle have andet end første måneds abonnementspris op af lommen til at begynde med.

Er de ikke bare mega flotte? Jeg er VILD med at de er så forskellige, mine nye briller. Det ene par er sådan ret klassisk-pæne, imens det andet par er drøn-seje, synes jeg. Og solbrillerne, ja, dem har jeg bestilt med styrke, så jeg også kan se andet end egen næsetip, når solen titter frem i ny og næ.

… Og nej, det er altså ikke noget med at det er “for altid”. Slet ikke. Efter de første seks måneder, kan jeg til enhver tid opsige mit abonnement. Meeeeen… Det tænker jeg nu faktisk ikke jeg kommer til, for jeg mistænker, at jeg kommer til at blive svært begejstret for de briller jeg har valgt nu – og for, at jeg om et år, kan udskifte dem jeg bruger mindst, med nogle andre. Helt uden at skulle have penge op af lommen. Dét er sgu da smart!

Hvis du vil læse mere om Synoptiks All-Inklusive Abonnement, kan du gøre det HER, hvor du naturligvis også kan finde den butik, der ligger nærmest dig, så du kan komme igang 😀

Fødselsfredag – en førstegangsfødsel

På et tidspunkt, sådan hen imod de 8-9 centimeter, beskriver kvinden, hvordan hun blev helt modløs. Hun har formentligt følt sig ganske alene i verden og ude af stand til at kunne håndtere mere smerte. Hun var træt, udmattet og forpint. Lige akkurat som langt, langt de fleste andre fødende er det på akkurat dette tidspunkt, hvis ikke de er bedøvede af en epiduralblokade. De fleste oplever nemlig at føle trang til at give op, når slutspurten sætter ind, inden pressefasen. Fordi det er så skide hårdt. Men heldigvis kommer alle igennem det, og kvinden her, ja, hun klarede sør’me godt nok skærene sejt!
Hun lagde sin beretning således ud:
Jeg har gennem hele min graviditet været ret cool med, at skulle presse et barn ud  af “den” dernede. Og jeg har egentlig hele tiden gået at tænkt, at “det ser vi på den dag”. Selvfølgelig har jeg haft nogle ønsker omkring min fødsel, blandt andet at jeg gerne ville føde i vand og at jeg gerne selv ville tage imod hende. Omkring det med smertelindring har jeg også haft det sådan, at vi ser på det når tid er, hvad der er nødvendigt. Jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg bare slet ingenting skulle have. Det har faktisk været dejligt ikke at have gået i 9 måneder (+ nogle dage) og have bekymret sig omkring fødslen, men i stedet for glædet sig til det. Og jeg må indrømme, at jeg faktisk har tænkt “hallo hvor ondt kan det lige gøre”, når folk har talt om fødsler. Jeg mindes at erindre, at jeg blev slemt overrasket, men det var også en del af min taktik/mindset – i stedet for at gå at være bange, så ville jeg hellere blive slemt overrasket. Nå… men nok om mine tanker omkring fødslen. Her kommer min fødselsberetning.
Lørdag morgen, 2 dage over termin, var jeg oppe meget tidligt for at skulle tisse. Jeg havde som sædvanligt ikke sovet hele natten pga. graviditetens mange finurligheder; blandt andet det at skulle tisse hele tiden og at jeg konstant var sulten. Jeg sidder på toilettet og tørrer mig efter jeg har tisset, da jeg ser lidt slim på papiret. Jeg tænker, at det nok bare er noget udflåd. Jeg stikker min fingre derned – jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg gør det – men jeg mærker noget meget tykt og slimet. Jeg trækker i det og trækker noget hvad der ligner en kæmpe snotklat ud og bliver helt glad, da jeg finder ud af at det sku nok er slimproppen der er gået. Jeg går i seng igen og vågner så op ad formiddagen og skal ud at tisse igen. Til min store overraskelse er der nu lidt blod på toiletpapiret og jeg bliver glad igen og tænker “yes! nu sker det meget snart!”. Jeg googler løs for at finde andre der har oplevet det samme og hvor lang tid der er gået fra, at de har oplevet de her ting, til de er gået i fødsel. Jeg går ind i stuen til min kæreste og fortæller ham om morgenens oplevelser. Han får meget store øjne og bestemmer sig for at blive hjemme den lørdag, i stedet for det han nu havde planlagt.
Vi går og venter hele lørdagen og ingenting sker der! Det bliver søndag og der er stadig ikke tegn på mere. Jeg har tilfældigvis haft “40 uger inden” til at ligge fremme i stuen. Min kæreste var blevet nysgerrig og havde læst lidt i den, hvilket resulterede i, at han tog ud at handle og kom hjem med en ananas, hindbærblad te og alt muligt andet, ha ha! Jeg blev beordret til at spise en hel ananas, så jeg var totalt flænset op i munden, derefter skulle jeg have 2 kopper af hindbærbladethe – og for det ikke skulle være løgn, så havde han forpestet hele aftensmaden med hvidløg! Efter alt det spisen bestemte han sig for, at nu var det tid til at skulle ud og gå på en masse trapper; er du gal jeg var færdig da vi kom hjem. [Til jer, der ikke har læst 40 Uger Inden, vil jeg bare lige slå fast, at jeg i bogen kommer med forskellige tips til igangsættelse af fødslen – hvor jeg altså ikke anbefaler trappegang og deslige. Det må være mandens egen fri fortolkning. Kh Cana].
Vi går i seng lørdag aften og jeg tænker at der nok ikke sker noget foreløbig, da der ikke er tegn på noget som helst. Men… Natten til mandag blev jeg klogere.
Jeg står op omkring kl.02 da jeg som sædvanlig skal tisse igen igen igen… Efter jeg har tisset, har jeg  ladet mine trusser ligge på badeværelses gulvet og går derefter ud i køkkenet, for liige at få en tår kakao inden jeg igen hopper under dynen. Da jeg står foran køleskabet og åbner det, kan jeg mærke, at jeg pludselig står og drypper på gulvet (og det var ikke kakao…). Jeg får en ide om, at det måske kunne være forstervand, så jeg kravler da lige ned på gulvet for først at lugte til det, da jeg har læst, at forstervand lugter lidt af sæd. Jeg blev ikke klogere, men fik da tørret det op. Jeg tager derefter et bind på, for at finde ud af om det er, hvad jeg tror det er. Jeg sætter mig på en yogabold og hopper lidt op og ned på den. Jeg rejser mig derefter og kan nu mærke at bindet bliver varmt og fyldt. Jeg begynder ca. 30 min senere at mærke noget, som jeg tror er veer. Jeg griber min telefon og åbner appen hvor jeg kan tage tid. De er ikke regelmæssige overhovedet, men de er der! Jubii nu sker der endelig noget!
Jeg går lige og overvejer lidt hvad jeg nu skal… Skal jeg vække min kæreste nu, eller skal jeg ringe til fødegangen først, eller hvad gør jeg lige. Jeg beslutter mig for at ringe til fødegangen først. Jeg kommer til at snakke med en meget sød jordemoder og vi aftaler, at hvis veerne ikke er blevet mere regelmæssige så skal jeg komme ind på fødegangen kl.7.30. Klokken er på nuværende tidspunkt omkring 3 og jeg går ind og vækker min kæreste. Han får meget store øjne og går ud og laver “morgenkaffe” med det samme. Vi har et badekar herhjemme, som vi får fyldt op og lavet 37 grader varmt og jeg hopper deri. Der kommer ret hurtigt flere veer og jeg bruger min vejrtrækning det bedste jeg har lært, imens min kæreste sidder foran mig på yogabolden, med sin “morgenkaffe” og ve-timeren. Jeg har ikke rigtig nogen tidsfornemmelse mens jeg sidder der i vandet, men veerne er ret heftige!
Klokken bliver omkring 05.00 vil jeg tro, og det er ligesom om, at pauserne mellem veerne ikke kommer op på mere end de 2 min og veerne varer ca. 1 min. Jeg footæller min kæreste at der skal være 3 min mellem veerne og det er der jo ikke endnu, men han ringer lige til fødegangen. I mellemtiden er jeg kommet op af badet, da jeg flere gange pludselig skal på toilettet og lave nr.2… Veerne er nu så heftige, at jeg ikke kan være i mig selv!! Jordmoderen fortæller min kæreste, at det er super godt med to minutter imellem veerne, så hun siger, at vi gerne må komme derind nu. Jeg har på daværende tidspunkt meget ondt og er forvirret over at vi allerede skal afsted, da jeg jo er førstegangsfødende. Jeg havde regnet med at skulle tilbringe mange timer hjemme med veer og ikke kun de 2 timer, som vi var hjemme. Vi når ind på fødegangen omkring kl. 05.45 og da vi rammer modtagelsen skal jeg kaste op! Jeg havde kvalme hjemmefra, så jeg havde selvfølgelig sørget for, at have en Rema pose med hvis det nu skulle ske og det gjorde det! Posen var så utæt, så min kæreste fik lidt bræk på sine sko (ups!). Jeg bliver undersøgt og er 5 cm åben. Der går ikke ret længe før vi bliver vist op på fødegangen og kommer ind på en fødestue. Der er vagtskifte og vi fik den sødeste jordemoder; er så glad og taknemmelig for at det lige blev hende, som skulle hjælpe os.
Jeg kommer i badekar og veerne bliver heftigere og heftigere, vi prøver med lidt akupunktur, men det er som om, at det bare er mere til gene end gavn, så de bliver pillet ud igen.  Jeg har igen ingen tidsfornemmelse, mens jeg sidder i karret, men føler på en eller anden måde, at der er gået ret lang tid! Jeg bliver undersøgt igen og er nu 7 cm åben og jeg tænkte “ikke mere end 7 cm!? nå…” men jeg fortsætter med min vejrtrækning. Jeg kommer op af karret en del gange for at blive undersøgt, men også for at tisse på en bækkenstol. På et tidspunkt bliver jeg modløs og siger, at jeg ikke vil mere og at det aldrig nogensinde holder op! Den søde jordemoder forsikrer mig om, at det nok skal holde op, når hun er født. Hun tager en beslutning om, at jeg nu skal en tur op på briksen og foreslår mig lattergas, jeg kan ikke huske om jeg takker ja, eller om det er min kæreste der siger ja til det, men lattergas det får jeg hvert fald. Jeg var simpelthen så høflig under hele forløbet og sagde både “ja tak” og “nej tak” og bandede kun 1 gang! Lattergassen virker rigtig godt, når nu jeg ikke kunne få andet. Men jeg havde dog ikke den samme oplevelse som mange andre har omkring det, at have det sjovt. Måske det var fordi jeg havde 5 veer pr. 10 min! Det føltes som om der ikke var nogen pauser mellem veerne. Det var absolut det hårdeste ved fødslen. Jeg ligger på briksen og jordmoderen konstaterer at jeg nu er 9,5 cm åben. Begejstringen ville ingen ende tage, for min kæreste og svigerinde, som også var med 🙂 kan huske at de sagde “nu kommer hun snart”… Jeg var vist bare mere “ligeglad” og de fandt også ud af, at de bestemt ikke skulle prøve at fjerne masken med lattergas! Jordmoderen fortæller at hun lige vil forsøge at hjælpe det sidste på vej, så hun stikker fingeren op og gør et eller andet og jeg får så en ve oveni! Aldrig har jeg da prøvet noget som gjorde så ondt. Det lykkedes hende desværre ikke, så hun fortæller at jeg nu først skal ligge på den ene side og have 4 veer og derefter gentager vi med den anden side og så er hun helt sikker på at hun er klar til at komme ud.
Vi når til pressefasen og der bliver langsomt skruet ned for lattergasen og jeg skal nu til at presse. Jeg kan huske at jeg synes det var lidt svært at vide, hvor hårdt man skulle presse osv. men jordmoderen var så god til hele vejen igennem at guide og fortælle hvad der nu skulle ske. På intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller var bange for noget som helst. Jeg var “kun” forpint af alle de veer. Jeg var heller ikke bange for at briste. Pressefasen stod på i 43 min i alt. Jordemoderen siger til mig at “nu er det dig der bestemmer hvornår hun skal komme ud”. Jeg presser og presser og er stadig lidt i tvivl om hvor hårdt jeg “må” presse. Da det har stået på et stykke tid siger hun “prøv at stikke fingrene ned og mærk hovedet”, det gør jeg og jeg kan mærke hovedet. Derefter siger hun til min kæreste og jeg: “giv lige hinanden et kys og så kommer jeres lille pige lige om lidt”. Og hun havde ret. Jeg presser igen, ud kommer hun og jeg løfter hende selv op til mig. Klokken 12.37 kom hun til verden, på en solskinsmandag i september.

Tid til eftertanke #91

Det var liiiige ved at gå galt for mig igen, men her på falderebet fik jeg lige hevet mig selv i de allernederst nakkehår. Du ved, dem der det gør så pokkers ondt, når fedtede babyfingre forvilder sig ind i dem. Jeg trak, satte mig ved computeren, skrev – og åh, hvor det dog føles godt nu! Jeg elsker (!) de her eftertanke-indlæg så umanerligt højt. (Også selvom jeg nu hvor jeg skriver indledningen til det nærværende indlæg, som jeg altid skriver efter jeg har beskrevet ugen i punkterne nedenfor, kommer i tanker om, at der sgu da var noget, der overgik lasagnen med kilometer. Jeg fik nemlig overtalt min mor til at vi skulle have et par kardemommesnurrer til kaffen – de topper klart listen, som ugens kulinariske højdepunkt).

[Jeg forsøger virkelig at nyde de stadigt senere lyse morgengåture her ved vandet – snart er det jo slut med dem]

Ugens højdepunkt har selvfølgelig været, at vi er blevet lejlighedsejere. Godt nok skete det allerede søndag i forrige uge, men i den forgangne er det ligesom blevet virkeligt. Mine forældre har – på skift – været forbi og dét har næsten været ligeså store højdepunkter som lejligheden i sig selv. Min mor og jeg havde næsten en hel dag, bare til at være sammen med hinanden. Det kan jeg helt ærligt ikke huske hvornår vi har gjort sidst. Og min far, der kom forbi til et lidt kortere visit, har simpelthen allerede meldt som ankomst igen i næste weekend, hvor vi måske ligefrem er så heldige at have glæde af ham to dage i streg. Han kommer og hjælper os med at etablere et ekstra værelse i lejligheden. Egentlig havde jeg besluttet at hyre håndværkere til det, men efter at have fået et fuldstændigt latterligt dyrt tilbud (42.000 plus moms for at sætte skillevægge op!) fra en tømrer herovre, ja, så klagede jeg min nød til min søde far, som således (igen, igen) kommer mig (okay, os) til undsætning. Den gode mand.

Jeg smilede mest da jeg fik nyheden om at det ene af de to produkter jeg har været igang med at udvikle i halvandet år (!) nu endelig ser ud til at være indenfor rækkevidde. Forrige sommer fik jeg en ide om, at jeg ville producere to hudplejeprodukter, som jeg i dén grad synes mangler på markedet. En varmende creme med en effekt der minder lidt om den man får af mine chiliplastre og så en magnesiumserum, som ikke fedter. (Det sidste, et fuldstændigt fantastisk produkt, i øvrigt!). Egentlig har vi (langt om længe) styr på formuleringen i begge produkter, men pga verdenssituationen lige pt har det vist sig at være ganske vanskeligt at få fat i den helt rigtige emballage. Alt bliver åbenbart brugt til håndsprit eller lignende. Men altså, nu er der hul igennem til de fleste processer for at min magnesiumserum kan komme på markedet i begyndelsen af det nye år. Altså, om noget der ligner to måneder!! Shit, det gjorde mig glad, altså! Jeg krydser alt jeg har for at der ikke er mere der går galt herfra, for øv, hvor ville det være ærgerligt at udskyde lanceringen af det endnu engang.

Ugens lavpunkt at jeg har været syg! Jeg startede ud med nogle dages migræne, for sidenhen at få feber og snot i hele fjæset… Dét kan jeg afsløre er temmeligt meget nitten lige pt. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at blive syg med feber og snot, men når der er corona i omløb, så er det da bare overhovedet ikke sjovt!

Det gode ved det var at jeg selvfølgelig lod mig teste. Og at svaret var negativt. Jeg har ikke (haft) corona.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min nye hyggetrøje, som jeg har fået af min veninde, Annemette. Den er så blød og dejlig – og så elsker jeg det lille logo med påskriften “husk hyggen – sammen og hver for sig”. Jeg ved at hun ikke har fået produceret så mange, men hvis du vil have fingre i én magen til, så foregår det HER.

Det bedste jeg har spist var nok den lasagne jeg lavede i weekenden. Og som jeg fik glæde af til frokost flere dage efter. (Ja, det kulinariske niveau har ikke ligefrem toppet i den forgangne uge, men Simon har været travl og jeg har ikke kunne smage en skid).

Det bedste jeg har set er uden tvivl Ulven kommer. Vi startede først for nogle uger siden, så vi har virkelig kunnet binge-watche og shiiiiiit, den er god!! Jeg har haft så mange forskellige teorier undervejs, så nu må den bare godt snart komme med det sidste afsnit, så vi kan finde ud af hvad pokker der er galt med den mor (som jeg er sikker på, at der er noget rivende galt med!). Og faren, selvfølgelig, som godt nok er svær at finde sympati for, når han sådan tæver sin kone. Og Holly, som de voksne i hendes liv siger lyver, men som sørensusme godt nok virker som en god pige (der bare vil ses og elskes). Åh, jeg glæder mig til afslutningen. Hvis ikke du har set den, så ligger den på DR og jeg tør næsten love, at du bliver ellevild med den.

I denne uge ser jeg frem til tid med børnene og måske et par malerstrøg (sammen med førnævnte) i den nye lejlighed.

Fødselsfredag – et brev til Vega

Det er – så vidt jeg husker – første gang at en fødselsberetning hos mig, kommer i dette format, men ikke desto mindre, så er jeg ret vild med det. Det er nærværende og kærligt og formidler på fineste vis, hvordan en fødsel sagtens kan være helt perfekt, selvom den ender ud helt anderledes en planlagt.

Kære Vega,

Det er nu 3 uger efter, at du er kommet til verden. Du ligger her ved siden af mig, svøbt i det sennepsgule uldtæppe din bedstemor har strikket til dig, og sover. Dine arme ligger over hovedet placeret ud fra hvert sit øre, og du siger de samme lyde som din storesøster Karla gjorde da hun var spæd. En lille hvinende lyd når du trækker vejret, den samme lyd som når du spiser. Følgende fødselsberetning er egentlig både skrevet til dig og til mig. Jeg vil altid kunne læse den og tænke tilbage på den fantastiske oplevelse det var at føde dig. Her vil jeg kunne mindes hvordan din far og jeg græd af stolthed da vi så dig for første gange, og jeg kan mindes hvordan fødslen føltes som en personlig sejr, da jeg oplevede kontrol og følte jeg var en aktiv del af det meste af fødslen. Noget jeg efter min første fødsel af din storesøster Karla erfarede ikke var givet. Du kan måske engang læse denne fødselsberetning, og vil da blive klar over hvordan du fra første minut berigede vores liv. Måske vil du også kunne læse den og herved finde mod og styrke når du måske engang selv står og skal føde. Min erfaring er nemlig at fødsler kan være skræmmende men, at de samtidig kan være det smukkeste og mest fantastiske du som kvinde kan opleve.

 

For mig begyndte optakten og tilløbet til fødslen af dig allerede den dag din far og jeg begyndte at snakke om, at vi var klar til at give Karla en lillesøster. Her stod jeg overfor det uundgåelige: Jeg skal føde igen. Fødslen af din storesøster Karla var på samme måde som med dig en fantastisk oplevelse, dog oplevede jeg, at alle mine drømme og tanker for den fødsel ikke blev opfyldt, og det skræmte mig, da jeg nu igen stod over for at skulle føde. Op til fødslen af Karla forberedte jeg mig mentalt, lavede daglige øvelser af vejrtrækning og forberedte mig på at ville være aktiv under fødslen ved at øve forskellige ve- og fødselsstillinger. Derudover havde jeg anskaffet mig fødekar og alt andet der kunne blive brugbart til den hjemmefødsel vi havde planlagt. Selve fødslen blev dog en anden oplevelse, da jeg med udrykning blev overflyttet til hospitalet på grund af grønt fostervand, ikke kom i vand som jeg drømte om, og dertil ikke følte at jeg havde overskud til på nogen måde at være aktiv under fødslen. Karla blev derfor født efter 1 time og 40 minutters presseveer, med mig liggende på siden i en hospitalsseng. For mig en virkelig voldsom og overvældende oplevelse, der på ingen måde mindede om det jeg havde drømt om eller forestillet mig. Så hvordan forbereder man sig på at skulle føde igen. Efter lang tids panik over fødslen der nærmede sig som dagene gik, og en voksende angst for igen at skulle ligge passiv på en hospitalsseng imens veerne rullede ind over mig, besluttede jeg mig for igen at forsøge at planlægge en hjemmefødsel og på at forberede mig mentalt og øve vejrtrækningsøvelser.

 

Her kommer så selve fødselsberetningen.

40+5 D. 17/10-20 omkring kl. 18, på min egen 26 års fødselsdag får jeg min første ve. Nu er det i gang og vi skal snart møde dig, lille Vega. Min mor, lillebror Mads og Jens var til fødselsdagsmiddag. En middag jeg ikke længere kunne samle mig om, grundet den spænding der begyndte at syde inden i mig. Men omgivelserne til den kommende hjemmefødsel der skulle foregå her midt i stuen hvor et stort fødekar stod og tronede, kunne ikke være bedre. Jeg satte mig på stuegulvet og havde mine veerne der stadig kom meget uregelmæssigt. Her var jeg omgivet af stearinlys og min egen familie, der sad ved spisebordet og nød en fødselsdagsmiddag for mig. Og måske også for dig, hvis du altså havde planer om at komme inden midnat. Min farmor – din oldemor – var også fra d. 17/10, og det kunne derfor være lidt sjovt hvis du også kom denne dag. Veerne var på dette tidspunkt endnu ikke smertefulde, men nev i lænden og sommetider over bækkenet på maven også. Jeg var under hver ve enormt opmærksom på det mentale arbejde der ligger i at føde, og huskede at gentage ’ja’ under veerne, i et ønske om at være åben og tage imod de veer der kom. De var velkomne for de skulle hjælpe dig til verden. Da min familie havde spist færdigt, tog Mads Karla og Jens under armen og gik over hvor de skulle overnatte. Min mor blev en times tid, og nød den specielle og spændte stemning der havde bygget sig op midt i vores stue. Planen var, at hun og din farmor skulle have været med under fødslen, men grundet Corona, var der skærpede regler og kun din far måtte deltage. Min mor gik og vi var nu alene og begyndte at time veerne. De kom forholdsmæssigt regelmæssigt nu, med 4 – 5 minutters mellemrum. Vi ringede til fødselsafdelingen som vil sende en jordemoder ud til os, da vi måtte forvente det pludseligt kunne gå stærkt da jeg var 2. gangs fødende. Jordemoderen var hos os omkring kl. 22, hun undersøgte mig og jeg var KUN omkring 2 cm åben. Rimelig nedslående nyhed, og jeg begyndte straks at frygte det hele ville gå i sig selv. Den enormt søde og dygtige jordemoder formåede dog at berolige mig og ville blive for at se tiden lidt an. Jeg skulle forsøge at tage den med ro og lade veerne komme til mig. 23.30 undersøgte hun mig igen – 3 cm åben. Ikke de store fremskridt, dog fremskridt. Jordemoderen konstaterede, at mine hinder stadig var meget tykke, og hun spåede, at der ikke kommer rigtigt gang i veerne før vandet går. Hun tilbyder derfor at tage vandet. Her panikker jeg lidt. Sidst var det da vandet gik og det var grønt, at jeg akut skulle overflyttes. En oplevelse jeg bestemt ikke havde lyst til skulle gentage sig. Dog så udsigterne lange ud hvis hun ikke tog vandet, og jeg havde mod på og lyst til, at der skulle ske større fremskridt i fødslen. Omkring midnat fik jeg derfor taget vandet… jeg mærker det går, og holder straks vejret. PLEASE, at det ikke er grønt. ”Vandet er så fint klart” udbryder jordemoderen og jeg hiver igen efter vejret. Lettet og glad. Jeg får mulighed for at føde hjemme. Sejr. Jeg får et lavement og din far begynder at fylde fødekaret. Vi kan begge mærke på jordemoderen, at hun har en formodning om, at det godt kan gå hurtigt nu. Timerne går, jeg har gode veer. Nogen niver mere end andre og jeg praktiserer ihærdigt min laborovejrtrækning under hver ve. Jeg går rundt i stuen mellem veerne og sætter mig enten i hug, skrædderstilling eller læner mig op ad spisebordet under hver ve. Jeg har fuld kontrol over det og synes endnu ikke, at veerne ikke er til at holde ud. Jordemoderen undersøger mig efter et par timer – 5 cm åben. En time senere og hun undersøger mig igen – stadig 5 cm. Det går langsommere end jeg havde regnet med og jeg kan mærke, at jeg langsomt mister overskud og tro på egne fødselsevner. Vandet siver stadig ind imellem og vi lægger nu mærke til en lille misfarvning. Vandet er grønt og vi skal overflyttes. Her går alt i sort for mig. Jeg kan ikke overskue mere og slet ikke en overflytning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge passiv og føde. Jordemoderen og din far en enormt støtte i dette øjeblik. Indtil nu havde jeg klaret veerne selv og havde ikke haft behov for støtte. Men nu havde jeg behov for deres støtte, og den gav de mig. Jordemoderen mente hertil, at hun havde en ide om, at grunden til, at jeg ikke åbnede mig mere, var fordi du stod skævt ned i mit bækken. Nu skulle vi på hospitalet og finde ud af hvordan vi kunne få skub i den her fødsel.

 

Kl. 05 d. 18/10 ankom vi til hospitalet. Ambulanceturen var udramatisk og jordemoderen sad hos mig under hele turen og guidede mig igennem veerne som nu virkelig var begyndt at nive. Måske også i takt med, at jeg følte mig hylet lidt ud af den grundet overflytningen og ikke længere havde samme overskud og kontrol under veerne. På hospitalet blev vi taget imod af en jordemoder jeg genkendte – hun havde fulgt mig under graviditeten. Jordemoderen som havde været hos os derhjemme, skulle desværre ikke være med længere. Ærligt var jeg ikke stor fan af hende den nye, og havde et par gange i løbet af graviditeten nævnt for din far, at jeg synes hendes attitude var irriterende. Det skulle vise sig, at kemien mellem os ikke blev bedre af, at jeg var i fødsel og på dette tidspunkt både presset og træt. Jeg var stadig kun 5 cm åben og planen var, at jeg skulle have en epidural for at kunne slappe lidt af, genvinde nogle kræfter og så forhåbentlig igen have energi til at få dig rigtigt ned i bækkenet, så jeg ville åbne mig mere. Epiduralen tog et par timer at få lagt. Disse to timer husker jeg som de mest pinefulde og hårde timer i fødslen af dig. Jeg havde kraftige veer med korte pauser imellem velvidende, at veerne ikke gjorde noget for mig. De åbnede mig ikke mere. Jeg fik tilbudt lattergas, hvilket gjorde mig omtåget og gav mig en følelse af at være på vej hjem fra en meget våd aften i byen. Dette var nok det mest opløftende i disse timer hvor jeg overværede den nye jordemoder stikke forkert i mig 4 gange, og din far i bidende tone bede hende hente en der kunne finde ud af at stikke korrekt.

Kl. 07: nu virkede epiduralen. Endelig. Anæstesilægen var kommet og bedt mig ligge stille under mine veer (hvilket jo er umuligt) imens hun stak en lang nål ind i ryggen på mig. Noget jeg normalt ville synes var skræmmende, men som under en fødsel virker som barnemad. Nu kunne jeg ligge og kigge på en skærm som viste mig, at jeg havde veer, imens jeg intet kunne mærke. GENIALT! For en kort stund havde jeg overskud til at snakke med din far, nå at grine af den uduelige jordemoder (ja, undskyld men kemien var der bare ikke) vi lige havde haft, og jeg kunne fortælle om min skæve oplevelse på lattergas. Nu skulle vi slappe af en times tid, og så skulle der lægges en ny plan. Din fars snorken lød straks fra hjørnet af stuen, og jeg forsøgte at blunde en smule. Dog var mine tanker på de foregående timers oplevelse og den oplevelse jeg havde i vente.

Kl. 08.15 kom en ny jordemoder ind. Der havde været vagtskifte og den nye jordemoder skulle forhåbentlig være med under fødslen af dig. Planen var, at jeg skulle have noget vedrop og så rundt i forskellige stillinger og øvelser i et håb om, at du så ville komme rigtigt ned.  Men først ville jordemoderen lige undersøge mig…

 

9 cm! Imens jeg havde slappet af og min krop havde fået ro i en time, havde jeg åbnet mig fra 5 til 9 cm. Halleluja. Nu er vi snart i mål. Jeg husker at være omtumlet, glad, lettet og mega forvirret. Jeg havde regnet med mange timers veer endnu, og nu stod jeg i stedet overfor snart at skulle føde dig. Noget svag i benene hjalp jordemoderen mig ud på toilettet, og herefter fik jeg vækket din far. Han var lige så forvirret som jeg havde været. ”Altså nu, skal du til at føde nu?”. Stående op af sengen, vrikkende fra side til side mærker jeg pludselig en pressetrang. Jeg kommer op i sengen, hvor jordemoderen instruerer mig i at ligge på siden og holde mit eget ben oppe. Den stilling jeg fødte Karla i efter 1 time og 40 minutters presseveer. Efter 2 presseveer i denne stilling, som jeg bare ikke føler fungerer da jeg har svært ved at få det rigtige pres på, beder jeg om at komme op på alle fire i sengen over en sækkepude. Hurtigt vender jeg mig rundt, og mærker nu en helt anden styrke under presseveerne. Jeg presser og føler at jeg har genfundet kontrollen. Efter 5 minutter i denne fase af fødslen, beder jordemoderen mig pludselig om at gispe midt under en presseve. Seriøst? Gispe? Men betyder det, at du er ved at komme ud nu. Og så mærker jeg den kendte ’burning ring of fire’. ”Gisp, pres, gisp, pres pres pres” instruerer jordemoderen. Og så kom der en lille gråd og jeg kigger ned imellem mine ben og der hænger du med hovedet ude. Så surrealistisk og samtidig enormt komisk, at der hænger et lille hoved ud af mig. På næste ve presser jeg din krop ud, og jeg tager selv imod dig mellem mine ben, kommer om på ryggen og får dig op på maven. Kl. 09.24 d. 18/10-20 kom du til verden. Og så bryder jeg helt sammen i gråd, og din far med. Wow en oplevelse. Jeg overvældes af så mange følelser: Jeg er enormt lettet over, at fødslen er overstået, enormt lykkelig over selve fødselsoplevelsen, kæmpe stolt over med så meget styrke og kontrol lige at have født dig og så selvfølgelig overvældet med kærlighed over, at du er hos os nu og har beriget vores lille familie.

 

Her er altså historien om fødslen af dig, som på mange måder ikke blev det jeg drømte om med hjemmefødsel i badekar uden smertelindring, men som blev så meget andet. For mig var det den helt rigtige fødselsoplevelse. Jeg følte, at jeg gennem næsten hele fødslen havde kontrol og overskud under veerne. Det her er en oplevelse jeg ville gøre igen og igen – bare for at nå til det øjeblik hvor du hænger der mellem mine ben og derefter kommer ud til os. Det er den vildeste og største oplevelse, sammen med fødslen af din storesøster Karla, som jeg nogensinde vil få. Tak for dig – og tak for at du har beriget vores liv.  

Tankeskrald om bloggen, projekter og jer <3

Tankeskrald
Jeg vidste godt, at jeg ikke ville få det ud i søndags, som jeg ellers har for vane. Mit ugentlige refleksionsindlæg. Det var jo dér vi overtog vores nye lejlighed, og jeg havde i dén anledning givet mig selv lov til bare at nyde dagen, uden så meget som at tænke på min computer. (Selvom jeg faktisk stornyder de stunder jeg bruger på at skrive tid til eftertanke).

Så blev det mandag. Og så gik jeg ellers ned med migræne. En voldsom én af slagsen, som nærmest har varet helt indtil nu, hvor min telefon fortæller mig at det er blevet torsdag. Lidt sent til mit uge-indlæg, synes jeg. Hvorfor det altså ikke bliver til i denne omgang.

Men. Det var en pissegod uge i sidste uge. Drengene var hjemme – både alene og med legekammerater -, vi storhyggede, Simon havde en del fri fra arbejde, ingen var syge og ja, så var det jo altså dén uge hvor vi fik nøglerne til vores nye lejlighed.

På instagram har en hel del spurgt hvorfor vi egentlig skal flytte og kækt har jeg svaret samtlige, at det skal vi, fordi vi har købt en ny lejlighed 😉 Men jeg kommer selvfølgelig også til at tænke på, om jeg egentlig nogensinde har indviet instagram i alle mine (mange og lange – det ved I der har fulgt med længe) boligtanker? Det kan godt være, at alt dét har været forbeholdt bloggen og jer, der læser med herinde. Jer, som jeg i øvrigt godt ved, at jeg har syltet GEVALDIGT igennem de seneste mange måneder. Jeg ved det godt, undskyld.

Det har jo altid (altså, i de seks år jeg har haft bloggen) være herinde jeg har tænkt de største tanker. Det er her jeg har delt (meget af) mit inderste og her, I for alvor har fået lov til at lære mig at kende.

… I hvert fald indtil det også blev her, jeg blev skidebange for at træde ved siden af.

I kølvandet på min skilsmisse, har jeg i lang (laaaaang) tid været bange for at blive dømt. Bange for at mine ord skulle blive brugt imod mig. Bange for om mine hudløse refleksioner kunne fordrejes, misbruges og udskammes.

Det meste har nok foregået inde i mig, og der er sikkert ikke noget hold i hverken det ene eller det andet, men nu ved I hvad der foregår. Eller altså, hvad der er foregået.

Lige nu handler min manglende aktivitet herinde nemlig ikke så meget om, at jeg ikke vil (eller tør) dele. Det handler i langt højere grad om to andre ting. Nummer ét – mit liv har simpelthen været så helt utroligt kedeligt siden marts, at jeg slet og ret har følt mig uinspireret. Jeg ser meget få mennesker, kommer meget lidt ud og får derfor meget få inputs og idéer til hvilke tanker der skal formidles ud igennem fingrene til jer.

Nummer to, som faktisk fylder allermest. Jeg har gang i noget stort på sidelinjen, som vitterligt optager al min arbejdstid for tiden. Jeg skriver, podcaster, filmer og redigerer dagen lang hver eneste dag, for at blive klar til lanceringen af et helt nyt site fra min hånd. Et site, der ingenlunde skal blive en erstatning for bloggen her, fordi det ikke bliver mig der er i fokus. Men et site der lige nu kræver så meget energi at etablere, at der simpelthen ikke er så mange ord tilbage til at blogge, som tingene ser ud lige nu.

Heldigvis ved jeg, at det hele er en fase (det har jeg efterhånden fået en fornemmelse af, at alt i livet er – vildt!) og jeg lover, at det ikke handler om jer. Jeg sætter så ufatteligt stor pris på jer, der læser med og jeg glæder mig til, at vi på et tidspunkt forhåbentligt bliver fortrolige igen.