Venner! Jeg har holdt på en hemmelighed i over et halvt år – men nu er det endelig tid til at afsløre den.

Lige siden jeg var en lille pige og stod foran spejlet på værelset og skrålede med på Celine Dions “My Heart Will Go On”, har jeg drømt om, at det skulle blive min tur en dag. Min tur til at blive popstjerne!
Jeg drømte om at stå på de helt store scener, på at underholde og på at røre mennesker med mit sangtalent.
I løbet af mine spæde voksenår indså jeg dog, at mit “sangtalent” muligvis ikke rækker helt så langt som mit teenage-jeg havde bildt mig ind og drømmen blev lagt i skuffen.
Lige indtil jeg stødte på en fyr fra et pladeselskab en aften jeg var taget på Karaokebar. Som altid når jeg ser en tændt microfon, fik jeg lyst til at give et nummer. Et nummer blev til fire og så kom gutten over til vores bord.
“Hej. Du synger dejligt og har en fed energi” sagde han.
Jeg tror jeg smilede, sagde tak og skålede, da han stak mig sit visitkort. A&R stod der. Fuck mand, han var fra et pladeselskab. Og han havde lige givet mig sit visitkort!!!

Helt rundt på gulvet gik jeg op i baren til ham og sludrede.
Klip til at vi i løbet af efteråret fik en aftale i hus; jeg skal udgive min egen lille EP. Men det er slet ikke det vildeste ved historien, så hæng lige på.
Det viser sig nemlig, at fyren her, kender en meget talentfuld tourmanager. Én som planlægger koncerter for nogle af de helt store navne. Verdensstjernerne. Celine Dion, for eksempel, som tilfældigvis kommer til København til efteråret og hvor jeg simpelthen har fået den kæmpestore ære, at varme op!!!! Så jeg skal simpelthen på scenen i Royal Arena og synge foran lige knap 17.000 mennesker! Hold min knallert, hvor er det vildt!

Det ville selvfølgelig være mere vildt, hvis det rent faktisk også var rigtigt. Det er det ikke. Ikke et ord af det faktisk (udover at jeg som barn drømte stort om at blive sangerinde, den er god nok). Det er selvfølgelig en APRILSNAR! Jeg skal overhovedet ikke udgive en sang og jeg skal slet ikke varme op for Celiné Dion. Jeg skal derimod se koncerten og jeg GLÆDER mig til at skråle med fra publikumsrækkerne! ❤️

Egentlig havde jeg besluttet at jeg ikke ville lave en aprilsnar i år, men nu hvor corona fylder så meget, så kan jeg faktisk ret godt lide ideen om en dag med nogle ekstraordinære – og ofte ganske underholdende – historier.
Jeg håber i alle tilfælde at du kunne lide min og så håber jeg bare, at du får en FANTASTISK dag!

… Som jeg med ét følte mig i aftes, efter en ellers temmeligt lang dag.

Som mange garanteret genkender, så kan sådan en dag snildt have flere bakker og dale – og jeg skal da lige love for, at i går ikke var nogen undtagelse her på matriklen. Børnene har sådan savnet at være hjemme, fordi vi jo var i sommerhus sidst de var her, så Simon og jeg  havde lovet dem, at vi ikke skulle lave spor andet end at være hjemme og lege hele dagen.

… Vi havde bare lige glemt, at det kan være ganske forfærdeligt at være sammen med to børn, hvis ikke de kommer ud en hel dag, da vi stillede løftet. Således “snød” vi dem til en god, lang gåtur med lovning om at kunne prøvesmage de nye is hos Peter Beier (som jeg har fået et gavekort til).

Bevares, en gang i mellem har vi da taget en “vi bliver indenfor hele dagen“-dag med udmærket held, men i denne tid, hvor de eneste mennesker vi ser, er hinanden (og børnenes far og hans kæreste, selvfølgelig), så er det altså min oplevelse, at vi allesammen bliver noget mere kuldrede end sædvanligt, hvis ikke vi kommer ud og får noget frisk luft.

Oppe ved butikken skulle det vise sig, at de slet ikke var klar til at servere is endnu. Suk.

Heldigvis er der derfra ikke så langt op til vores lille, foretrukne ismager på Østerbro, Østerberg, så vi tog hinanden i hænderne og gik derop.

Også lukket. Pokkers.

“Ejjjj, får vi så slet ikke is?!” udbrød den lille, helt fortvivlet.

Jo! Nede hos én af de lokale kioskmænd fandt vi is. Jens valgte den største, Peter valgte den med vingummi i bunden, alle var glade og vi stavrede tilbage mod Nordhavn.

“Jeg gider ikke gå mere”

“Jeg har ondt i fødderne”

Møllen gik i gang kort før vi var hjemme og isens lindrende effekt på humøret syntes allerede forduftet.

Vi kom hjem, lavede aftensmad, nogen brokkede sig, nogen blev uvenner, nogen gad ikke sige undskyld, nogen havde ingen appetit. Nogen var, med andre ord, møghamrende trætte.

Til gengæld så var der også nogen, som ikke gad sove. Sommertiden, skiftedagen i søndags, den “nye” hverdag og det lidt lavere aktivitetsniveau spiller os et pus, så jeg vekslede troligt imellem de to børneværelser, hvor først den ene og så den anden, havde brug for mit nærvær.

Efter en times tid var jeg ved at være godt mør af ikke rigtigt at slå til nogle steder og jeg tog derfor en hurtig beslutning om at spørge drengene, om ikke de hellere ville sove sammen. Det ville de gerne og i løbet af ganske få sekunder, havde vi fået installeret Peter inde hos Jens.

Jeg kyssede godnat, listede ud, lyttede til deres hvisken udenfor døren et par minutter og satte mig så ud i stuen, hvor Simon havde skænket et glas vin og gjort klar til at streame pressemødet, som vi selvklart ikke havde fået set, da det blev sendt.

Mine drengene havde brug for nærvær og det gør mig lykkelig helt ned i maven, at de i aftes var i stand til at give det til hinanden. Alle konflikterne var glemt og tilbage var der kun det gode, kærlige søskendebånd imellem dem, som er så sundt og fint at blive mindet om på de dage, hvor det ellers har været en lille smule svært at få øje på.

Sjældent har jeg været så lykkelig som jeg var lige der.

Ps. Billedet er selvfølgelig hverken fra i dag eller i går. Det er fra sidste uge, imens vi stadig var i sommerhus ved Vesterhavet. I blæsevejr på én af Danmarks allerfineste strande ❤️

Så gik der sør’me endnu en uge. Jeg synes det er svært at kende dagene fra hinanden og jeg hader at det nogle dage kan føles lidt som om at “tiden bare skal gå”. Jeg øver mig virkelig i at få det bedste ud af mit liv og ikke at tage tiden jeg har for givet, så når jeg af og til rammes af længslen for en ny dag, så ærgrer det mig helt ind i knoglerne. Tiden skal jo ikke bare gå – den skal bruges. Jeg øver mig på at skabe minder hver dag; på at fylde små, gode ting ind og på at være nærværende lige hér hvor jeg er, lige nu.

Ugens højdepunkt var den lille, tiltrængte pause jeg fik ude i kolonihaven forleden. Jeg elsker virkelig det lille hus (omend jeg ikke skal benægte at det ville være dejligt med noget større, nu hvor alt tyder på at vi bliver boende i lejlighed i byen) og det gør mig så godt at komme derud. Fordi haven er rammet helt og aldeles ind af høje hække kan man være fuldkommen privat derude og jeg tror faktisk at det er dét jeg elsker allermest; at vi kan være ude, uden at skulle/kunne forholde os til andre mennesker end hinanden. Det er en fantastisk kontrast til livet i lejlighed – og så føles det, som en bonus, lidt ekstra trygt lige i denne tid.

Jeg smilede mest da jeg blev ringet op af en sød journalist, som ville interviewe mig til en artikel hun skulle udfærdige for jordemoderforeningen, fordi hun havde hørt, at jeg har meldt mig til coronaberedskabet. Hun stillede nogle virkeligt fine og relevante spørgsmål, som fik mig til at indse, hvorfor jeg egentlig har meldt mig. For altså, jo, selvfølgelig ville jeg elske at stå på en fødestue og gribe babyer, men i virkeligheden handler det for mig meget mere om, at jeg bare gerne vil stille mig til rådighed for de gravide, hvis der bliver behov. Uanset om det bliver for at være praktiserende jordemoder, for at assistere andre jordemødre, for at svare telefoner, for at fylde op i skabene eller hvad end der er brug for, for at hjulene kan dreje rundt. Jeg håber selvfølgelig ikke at jeg bliver kaldt ind, fordi dét unægteligt vil betyde at der er (for meget) pres på fødegangene, men hvis jeg gør, så vil jeg glæde mig!

Ugens lavpunkt er, at jeg er kommet til at smadre skærmen på min telefon. En Iphone X, hvor jeg kan forstå at det koster helt op mod 2500.- at få en ny skærm. Det er ikke ligefrem penge jeg synes det er særligt sjovt at skulle bruge lige nu… #lort

Det gode ved det var at det primært var det øverste højre hjørne, der stod for skud, så indtil videre går det stadig an. (Men jeg ved jo godt at jeg ikke slipper for at skifte den på et tidspunkt. Jeg tænker, at jeg bare lige skal komme mig over irritationen over egen dumhed først – så tror jeg det bliver nemmere at lukke øjnene og sige “på beløbet, tak”).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig “rigtigt tøj” og make-up. Siden sidste uge, hvor vi var i sommerhus, er jeg simpelthen kommet ind i en god stime, hvor jeg gør mig “i stand” hver dag. Det gør noget godt for mit sind, at jeg ikke sidder i nattøj dagen lang, for det gør mig ærligt talt en lille smule doven, så det har virkelig været dejligt at have helt almindeligt, pænt tøj på – og flere dage endda også krøller i håret.

Det bedste jeg har spist står benhårdt imellem den risotto Simon lavede (live på instagram, i øvrigt) i torsdags – og det vanvittige take-away-festmåltid jeg kom til at bestille til os i fredags. Vi prøvede for første gang Simple Feasts take-away og det var simpelthen SÅ lækkert! Der var masser af mad, det smagte fortræffeligt og selvom den garanteret meget søde udbringer endte med at være tyve minutter forsinket, så var maden stadig varm, det sprøde stadig sprødt og alt altså i tip-top skønneste orden. Min personlige favorit er deres rødbede-ret, men jeg glæder mig til at prøve nogle flere retter af en anden gang. Hvis I også vil prøve dem, så leverer de via WOLT i København – og hvis du opretter dig med koden CANA, så får både du og jeg 50 kroner at spise for efterfølgende. 😀

Det bedste jeg har set er i denne uge i telefonens verden. Det er nemlig en app (som jeg, som en sidenote, blev betalt for at reklamere for på instagram) som har vist sig at være fuldstændigt fantastisk. Monster Matematik, hedder den og som navnet måske allerede afslører, så er det altså en matematik-app for børn. En matematik-app, som mine børn ELSKER. De griner højlydt over de frække monstre i app’en, som belønner korrekte regnestykker med prutter og bøvser, ha ha. Det er sikkert helt vildt upædagogisk og forkert i nogens øjne, men for mine unger, har det betydet at de plager om at få lov til at lave regnestykker. Kæmpe anbefaling herfra!

I næste uge ser jeg frem til at rulle afsted på coronahverdagens dampende godstog med hjemmeskole, masser af madlavning, kreahygge (jeg tænker at vi skal igang med at producere påskepynt), måske lidt læsning (håber jeg!) og endnu flere kolonihaveture, hvor vi har et par praktisk projekter vi drømmer om at få sat i værk.

Det er noget underligt noget, det her med at vi allesammen – altså, alleallesammen – på én eller anden måde lever det samme liv lige nu. Vi er allesammen underlagt de samme restriktioner og jeg forestiller mig også at rigtigt mange af os, står med præcis de samme udfordringer i hverdagen, nu hvor Danmark så småt er lukket ned. Min hjerne kører en lille smule i tomgang, fordi jeg savner stimuli fra andre end lige dem jeg bor sammen med, men ikke desto mindre, så prøver jeg på at nyde det. For det meste.

Den store nedlukning har stået på i knap to uger og her er en liste over nogle af de primære ting der er sket i mit liv siden da:

Antal timer jeg har ligget på sofaen: 30(+)

Antal gange jeg har været ved at blive sindssyg: 3

Antal flasker rødvin jeg har drukket (med Simon): 4. + en halv.

Antal øl jeg har drukket: 6. Tror jeg nok. (1664 blanc er jo såååå god!)

Antal bøtter nutella jeg har købt (og spist – det sidste sammen med andre): 2

Antal gange jeg har tjekket nyhederne for opdateringer: (50. Altså, 50 gange dagligt i gennemsnit – heldigvis er det daglige fix faldet markant den seneste uges tid).

Antal gange jeg har sagt “lige et øjeblik” fordi jeg lige læste nyheder: alt for mange!

Antal dage jeg har haft make-up på: 4

Antal gange jeg har været på legeplads: 2

Antal armbøjninger jeg har lavet (på knæene): 4 x 9 (jeg siger hver gang, at jeg har lavet 10, men jeg snyder altid med én, fordi jeg synes det er lidt for hårdt).

Antal squats jeg har lavet: ægte mange!

Antal gange jeg har vasket hænder: 103.562 (sådan cirka)

Antal planter jeg har dræbt: 2

Antal planter jeg har dyrket: 0 (men jeg har googlet noget med en avocadosten i en pose under sengen)

Antal dage jeg ikke har åbnet min computer: 5

Antal afsnit jeg har set af Masterchef: 14

Antal afsnit af Masterchef jeg er faldet i søvn til: 12

Antal gange jeg har spillet UNO: 200 (mindst)

Antal gange jeg har åbent køleskabet: 32 (hver dag)

Antal pakker gær jeg har købt: 3

Antal pakker gær jeg har brugt: 2

Antal boller jeg har spist: 26

Antal bukser jeg ikke længere kan lukke: 1

Antal fødselsforberedelsessesioner jeg har holdt på instagram: 3

Antal beskeder og spørgsmål jeg har modtaget fra gravide: 850 (og jeg forstår jer så godt – gør mit bedste for at svare alle).

Antal procent min skærmtid er forøget: 200%

Antal skønlitterære bøger jeg havde tænkt jeg skulle læse: 2 (én om ugen).

Antal bøger jeg har læst: 0 (Også 0 sider, faktisk. Det må jeg lave om på. Snart).

Antal upassende opkald jeg har modtaget fra mit forsikringsselskab: 1

Antal gange jeg har overvejet at skifte forsikringsselskab: 1

Antal tilmeldinger til coronaberedskabet jeg har udfyldt: 1

Antal ligegyldige blogindlæg jeg har skrevet: 1 (indtil videre)

Antal ligegyldige blogindlæg jeg har nydt at skrive: 1 (heldigvis)

Antal likes (nu hvor man ikke må give kram) jeg har lyst til at give dig, der er kommet helt herned på min liste: 1.000.000