Vi startede morgenen med en frisk lille cykle/gå-tur; drengene cyklede, Martha og jeg halsede efter i rask trav og jeg kunne ikke tænke på andet end at det er sådan her det skal være. Jeg øver mig virkelig i at lade lykken fylde i selv de mindste fine øjeblikke, og i morges, var akkurat sådan et. Sådan ét af dem, som jeg vil gemme, både mentalt og her, i min lille, ugentlige refleksion over både stort og småt.

Velkommen til tid eftertanke.

Ugens højdepunkt var turen til Jylland (i KarmaContaineren, selvfølgelig) først på ugen, hvor vi både fik set lidt familie, besøgt gode venner her og der – og så fik jeg holdt et virkelig godt møde med nogle samarbejdspartnere, som jeg nok skal fortælle meget mere om snart. Det er ikke nogen jeg skal reklamere for, overhovedet, men nogen der hjælper mig med at give min virksomhed lidt flere ben at gå på 😉 (jer der har set med på min instastory de seneste dage, ved nok godt hvad det handler om) 😇

Jeg smilede mest da mine børn kom hjem, efter knap tre uger hos deres far. Egentlig troede jeg ikke at jeg havde savnet dem så meget (altså, selvfølgelig har jeg savnet dem super meget, men jeg har også haft det helt ok), men nu hvor de er hjemme, føles det som om mit hjerte er helet igen. Og så vidt jeg er bekendt, kan noget ikke hele, medmindre det har været i stykker, så jeg har nok alligevel savnet dem lidt mere inderligt, end jeg har villet stå ved. (Der var da også dage, hvor jeg betvivlede hele meningen med livet, men set i forhold til de forgange år – som jeg engang skrev om HER – så var det absolut bedre).

Ugens lavpunkt føltes egentlig meget godt efter det var forbi, men jøsses, hvor var det kedeligt imens: vi har ryddet op i vores lille kælderrum. Muget ud. Smidt et ordentligt læs til genbrug, samlet til bunke til noget loppemarked (som vi endnu ikke ved hvor vi skal holde, så gode tips i kommentarfeltet skal være meget velkomne), og sorteret, stablet og forsøgt at skabe bare en lille smule orden i dét, der trods alt skulle gemmes.

Det gode ved det var at det blev overstået. Simple as that. (I hvert fald når vi på er tidspunkt lige har fået solgt ud. Den hurdle mangler vi stadig lige at komme over).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig sommertøj for første gang i månedsvis, ha ha! Mine ben var ellers liiiige begyndt at blive lidt brune-ish, der tilbage i maj/juni, men jeg skal love for at de er blevet godt kalket til siden da, så jeg forsøger at slikke enhver lille solstråle til mig i håbet om ikke at være helt gennemsigtig til min fødselsdag i september.

Det bedste jeg har spist var sgu næsten min mors – vist nok allerførste forsøg på at lave – veggiedeller. Hun er så sød, at hun altid prøver på at lave mad uden kød, når vi kommer forbi og denne gang var det en kæmpe succes. Det var noget med spinat, æg og feta og de smagte himmelsk! Jeg må prøve at lokke en opskrift ud af hende…

Det bedste jeg har hørt er en hel masse Jack Johnson. Den mand(s musik), altså! #smelt

I næste uge ser jeg frem til at skulle sætte en meget vigtig underskrift, som jeg glæder mig til at fortælle jer om! (Totalt bloggeragtigt, i know, men jeg glæder mig så meget, at jeg simpelthen ikke tør jinxe det ved at sige det højt før tid).

Hun slutter af med at skrive, at “hun ikke var en stærk urkvinde”, efter denne fødsel – og jeg kunne simpelthen ikke være mere uenig. De kræfter det kræver at gå igennem enhver fødsel, er indlejret så dybt i os kvinder, at man simpelthen aldrig kan tale om, ikke at være stærk, når man har født et barn. At jeg så tilmed er fuld af beundring over hendes måde at håndtere hele forløbet på, gør bare, at jeg synes hun er endnu mere fantastisk-urkvinde-agtig.

Tag godt imod en skøn fødselsberetning, fra en stærk og sej kvinde <3

Jeg vidste allerede inden mit barn blev undfanget at jeg gerne ville prøve at føde hjemme. Jeg blev rådet til at vente til 2. barn af min jordemoder. Men efter en rundvisning på fødegangen, var både min mand og jeg overbeviste om at hjemmefødsler var det rigtig for os.

17. august 2016 (40+1) Klokken er 21.00 og jeg går i seng. Min mand bliver nede i stuen og skal se noget sport i tv. Jeg er meget træt, men har også en mærkelig uro i kroppen. Jeg ligger på venstre side, som jeg klart foretrækker når jeg er gravid. Jeg kan overhovedet ikke falde til ro, og beslutter mig for at prøve højre side, men idet jeg vender min krop om mærker jeg følelsen af noget brister i mig. Jeg er ikke et sekund i tvivl, og selvom jeg flere uger forinden kom vådlæggerlagen på madrassen, så springer jeg hurtigere op af sengen end man skulle tro en højgravid kvinde kan springe.  PLASK!!! En sø af fostervand rammer det ubehandlet fyrretræsgulv (og efterlader en plamage, som der skal gå måneder før jeg tager mig sammen til at vaske væk). Jeg konstater at fostervandet er klart, og det lugter ikke af så meget, måske lidt af sæd? Jeg ser på uret. Klokken er 21.30. ”Godt om senest 24timer har jeg en baby – Jeg bliver mor lige om lidt.”

”SKAAAAAT!!!! Kom her op NU!” Min mand kommer op i soveværelset og jeg fortæller ham at nu er det nu. Vi aftaler at han lufter hunden, og kører den ud til min mor. Imens ringer jeg til fødegangen, og får at vide at jeg skal komme til tjek i morgen hvis veerne ikke starter inden. Lige efter jeg lægger røret på mærker jeg dog den første ve. Jeg ved godt det er nu man skal lægge sig til at sove, og få samlet kræfter, men jeg er total op at køre, så det ved jeg godt ikke kommer til at ske. I stedet vurderer jeg at det må være af højeste prioritet at barberer min krop fra top til tå (overdrivelse fremmer forståelsen). Mens jeg står i bruseren, bliver veerne kraftigere og kraftigere, og de mærkelige stillinger jeg tvinger min krop i for at nå dit og dat med skraberen er umenneskelige, så jeg kigger på vores badekar, og overvejer om man må gå i badekar når man ikke er længere henne? Er det ikke noget med at man risikerer at fødslen går i stå? ”Fuck det, hvis det går i stå, så bliver jeg glad, for det gør da ret nas det her.”

Badekarret er dejligt, og jeg får fjernet den sidste kropsbehåring. (Tror jeg, men da maven ikke er helt så stor nogle dage efter ser jeg at den barbering måske ikke lige var et mesterværk). Jeg kan ikke tage mig sammen til at stå op af karret. Veerne bliver hårdere og hårdere selvom jeg er i vand. Langt om længe kommer jeg op, og går i seng. Min mand snorkbobler allerede. Det eneste han hørte ved fødselsforberedelsen var at det var vigtigt at sove mens man stadig kunne – og det havde han tydeligvis taget til sig.

Selvfølgelig kan jeg ikke sove. Jeg er spændt, men har også for ondt nu til at kunne sove fra det. Pludselig rammer kvalmen, og jeg styrter ud på toilettet og kaster op. Det vågner min mand ikke af, så da jeg 20min. senere igen kaster op sikre jeg mig at det er højlydt nok til han vågner. Nu gider jeg ikke være alene i mørket om de her lede smerter mere. Nu må han da lige ae mig lidt eller noget… Jeg går hvileløs rundt, og er virkelig i tvivl om det med en hjemmefødsel, langt fra de hardcore smertestillende midler, nu også er en så god idé. Jeg havde trænet i vejrtrækningen fra smertefri fødsel siden uge 20, og de var fine nok i starten da veerne ikke var værre end en ordentlig omgang mega menstruation, men jeg kunne slet ikke finde ud af det nu. Klokken er 4 om natten, og min søde mand ved slet ikke hvad han skal stille op, så han foreslår vi ringer til fødegangen, og jeg tænker ”YES GØR DET” Jeg ved udmærket at det er for tidligt endnu, men måske noget er galt siden det gør så skide ondt? Min mand snakker med fødegangen, og hun vil selvfølgelig også snakke med mig. Jeg lyder åbenbart til at være ret godt i gang, for de sender jordemoderen ud. Jeg når at tænke ved mig selv; måske er jeg ikke en pyldrerøv, måske er jeg faktisk hurtig til at føde?

Jordemoderen kommer, og undersøger mig indvendig. (Den værste og største smerte under hele fødslen) Jeg er kun 2cm åben. Jeg er skuffet, og endnu mere flov. Jeg regner med at jordemoderen tager afsted igen, men hun bliver og prøver at foreslå alle mulige hvilestillinger f.eks. over en pilatesbold, men INTET er til at udholde. Jeg kaster jeg op gentagne gange.

To timer efter jordemoderens ankomst skal jeg på toilettet. Jeg presser og presser, men kan ikke få noget ud. Jordemoderen opdager hvad jeg har gang i, og vil have mig undersøgt. Jeg nægter, jeg ved jeg ikke har åbnet mig ret meget mere. ”Det er IKKE den slags pressetrang” prøver jeg desperat at overbevise hende om, men hun giver sig ikke (Nu er det hellere ikke hende der skal tortureres). Hun undersøger mig, og det viser sig at jeg er 3cm åben. – Stadig ikke engang i aktiv fødsel.

Jeg projekterer mine frustrationer over på jordemoderen, og tænker hvorfor hun dog ikke tager hjem når nu jeg ikke engang er 4cm åben. Jeg tror min mand formåede at aflæse mine tanker, og sagde at vi var okay med at hun tog afsted igen. De bliver dog enige om at hun lægger sig på vores sofa og hviler lidt. Jeg bliver rolig for første gang siden vandet gik. Jeg er ikke spændt længere, og jeg er også så enorm træt at jeg blunder mellem veerne. Min kære mand sover til gengæld tungt. Sådan ligger vi i 1,5 time.

Klokken er ca. 8, og der er jordemoderskift. Jeg er stadig træt og har kvalme, men mine veer kommer nu med 4min interval, og jeg kan ikke blunde mere. Det er også som om jeg får noget ny energi af den nye jordemoder der er kommet. Hun tjekker alt det hun skal, og jeg kan konstatere at det ikke var den første jordemoder der var sadist, men åbenbart mig der ikke tåler at blive tjekket indvendigt. Jeg er nu 4cm åben. Jeg er skuffet, men i det mindste så er jeg da i fødsel nu.

Vi snakker med den nye jordemoder, og vi har god kemi. Jeg har fået en anden ro over mig. Nu kan jeg trække vejret hensigtsmæssigt under veerne, og har fundet en mental måde at håndtere dem på også. Sådan går der næsten to timer, hvorefter hun afbryder hyggen med et forslag om klyx. Jeg viste på forhånd jeg gerne ville have den, meeeeen pludselig husker jeg en af de mange fødselsberetninger man jo får som gravid af venner og bekendte. Der var noget med, at det der lavement det var det værste en af mine bekendte havde oplevet. Jeg tøvede derfor lidt, men var nu ikke i tvivl; selvfølgelig skulle jeg ikke skide når jeg fødte min fine lille baby. Min mand blev beordret ned og fylde fødekaret, og jeg fik klyx. Jeg var virkelig godt til at holde det i mig, nok mest fordi jeg ikke anede hvordan filen jeg skulle komme op af sengen. Til sidst måtte jeg kapitulere og styrte ud på toilettet. Til min store skræk fulgte jordemoderen med, og stod og kiggede på. ”Du behøver altså ikke stå her midt i alt stanken, jeg kan sagtens klare det selv”. Jordemoderen gik ud, og jeg fik virkelig tømt tarmene. Pludselig siger en stemme fra den anden side af døren ”Det lyder som nogle super gode veer du har nu” Jeg var paf over hun ikke var gået længere væk, var det ikke bedre at søge i dækning? Samtidig synes jeg det var sjovt at en jordemoder ikke kunne kende forskel på veer og tarmperistaltik.

Jeg kom i bad og derefter op i det fødekar jeg sådan havde glædet mig til. Alle mine forventninger blev indfriet. Det var lækkert, og ændrede alt! Jeg kastede stadig op, men blev enig med mig selv om at droppe forsøgene på at få væske ned. Det fik opkastningerne til at stoppe. Efter 30min i vandet tjekkede jordemoderen, og jeg var nu 6cm åben. – Endelig kom der gang i de gode veer.

Nu har jeg været i fødekaret i 1,5 time, og jeg har nu veer der kræver min fulde opmærksomhed. Jeg kan klare dem, men jeg skal være helt i mig selv for at huske at trække vejret rigtig og slappe af i kroppen. Jordemoderen tilbyder akupunktur som smertelindring, men jeg kan ikke snakke, for jeg koncentrer mig mellem veerne også. Jeg får sagt okay, selvom jeg mente nej. Jeg er ligeglad, hun stikker nåle i mig. Jeg får vist sagt at hun må have ramt forkert, for nu gør det mere nas. Jeg skulle ikke have kæftet op, for jeg bliver straks straffet. Jeg kommer forkert ind i næste ve, og den er forfærdelig at komme igennem. Jeg roder rundt i bassinet, og jordemoderen gør sit bedste for at fiske nålene ud imens.

2,5 time efter jeg kom i fødekaret gider jeg ikke være med mere. Min mand snakker uafbrudt med jordemoderen om vores hus, og alt det han har bygge om. Jeg bliver irriteret på ham, og derefter irriteret på mig selv over jeg ikke insisterede på at han tog fødselsforberedelserne mere seriøst. Jeg kan ikke snakke, for så kan jeg ikke styre vejrtrækningerne når den næste ve kommer. Jeg får fremstammet ”klud”, og får en kold klud på panden, men det jeg mente var en varm klud til toppen af min mave der begyndte at være kold. Ny strategi: Jeg kigger på min mand med de bedste hundeøjne jeg kan præstere, og satser på at han på telepatisk vis kan aflæse mine tanker ”Jeg vil ikke mere, få mig på sygehuset. Nej gør en ende på mit liv og dermed mine lidelser NU!” Åbenbart har jordemoderen mere flair for telepati, og hun beder pænt om at mærke mig. – Jeg er 9cm åbent.

20min. efter udbryder jordemoderen: ”SÅ – Kan du ikke mærke noget anderledes nu?” Men nej, det kan jeg ikke, hvad mener hun? ”Du har pressetrang” Øh nej, det har jeg så ikke, men hun kunne åbenbart se at mine veer var presseveer, men det kunne min krop bare ikke mærke. Hun tjekker, og den er god nok, jeg er helt åben og klar til at presse en baby ud. – Altså bortset fra at jeg er total udmattet. Jeg har ikke fået mad, væske eller søvn i det som føltes som evigheder.

Jeg presser på veerne selvom jeg ikke føler jeg skal. Jeg havde ellers sådan forberedt mig på at det ville føles som at skide. Alligevel er det virkelig dejligt at presse, det får smerterne ved veerne til at forsvinde fuldstændigt. Jeg hiver helt urimeligt meget i min mand imens. Da de kan se håret på min søns hoved, siger jordemoderen noget om at det er finurligt at han er så lyshåret når nu mit hår er så mørkt. Jeg mærker med en hånd mellem mine ben, wow det er en vild følelse. Jeg presser i en time, da jordemoderen siger at nu skal han altså ud. Hovedet har længe været helt fremme, men mit mellemkød vil åbenbart ikke give sig. Jeg har ikke spor lyst til at komme op af vandet og blive klippet, så jeg tigger mig til at få lov at presse lidt mere, og herefter bare lidt mere igen. Jeg formår at trække det i 10min.

Så taler min mand til mig ”Du skal op nu”. Jeg indser alvoren, og kommer op i rygleje på en bred bænk vi har ved siden af fødekaret. Jordemoderen klipper hurtigt og bestemt, og jeg hører lyden, og ser min mands vilde ansigtsudtryk, men mærker intet.  Midt i det hele kommer den tredje jordemoder ind. Der var vagtskifte igen. Jordemoder 2 blev dog. Jeg presser på næste ve, og intet sker. Så presser jeg igen, og min skrigende søn kommer ud i et og direkte op på mit bryst. – 17 timer efter vandet gik.

Jeg bliver fyldt af kærlighed til det lille væsen, og så kommer den dårlige samvittighed. Jeg følte jeg havde udsat ham for fare fordi jeg havde insisteret på at blive ved med at presse nede i vandet. Så det første ord jeg udtrykte til min søn var: ”undskyld”, og da først det kom ud, så gentog jeg det igen og igen. Ikke godt at vide, hvad de stakkels jordemødre måtte havde tænkt om mig. Min mand græd, og var vist endnu mere overvældet end jeg. Det var helt vildt, og total ubeskriveligt. De minutter her er de vildeste i hele mit liv.

6min. efter at min søn kom ud presser jeg en løs moderkage ud på et lille pres. Jeg overrakte vores søn til min mand, så vi kunne komme op ad trappen og op til sengen i soveværelset. Der lå jeg så med min søn på brystet, mens den senest ankomne jordemoder syede mig sammen, jeg ænsede det nærmest ikke. Min kære mand fandt mad og drikke til mig, og aldrig har mad smagt så godt! Min søn var dygtig og søgte brystet så fint, og jeg sad tilbagelænet i sengen og beundrede det nye vidunder, mens jordemoderen sad og holdt lidt øje med os de obligatoriske 2 timer efter fødslen.

Det var en vidunderlig fødsel. Også selvom jeg havde startet med at have svært ved at arbejde med veerne, og jeg derfor tvivlede så meget på mig selv. Jeg er også helt okay med at det endte med at jeg måtte op af vandet og blive klippet. Jeg var og er så stolt af mig selv, og taknemlig for at jeg kunne føde hjemme. Taknemlig for at min mand støttede mig 100% i mit valg, og sørgede for alt det praktiske. Jeg sætter stor pris på de jordemødre der hjalp mig med at få mit barn til verden, også selvom jeg i kampens hede ikke altid havde særlig store tanker om dem. Det var nok ikke en smuk fødsel, og jeg var ikke en stærk urkvinde eller Wonder Woman, men jeg gjorde alt hvad jeg overhovedet kunne. Det barn jeg fik ud af alle anstrengelserne, var helt perfekt, og har beriget mit liv lige siden.

Jeg er så glad, at jeg kunne kramme de næste 100 mennesker jeg mødte på min vej (hvis ikke det var for corona, naturligvis)

Takket være mine følgere på instagram har jeg simpelthen sparet dén øjenoperation jeg ellers var begyndt at forberede mig mentalt på, at jeg nok skulle have foretaget ganske snart.

Efter at have været ude en aften – jeg husker ikke længere til hvad, men i hvert fald noget hvor jeg hverken græd, var svedig eller det fjerneste fuld – kom jeg hjem og kiggede mig i spejlet. Synet var det samme som det har været hver aften det seneste halve år tid. Sorte streger under øjnene, fordi min øjenanatomi simpelthen har udviklet sig således, at min mascara ikke længere bliver på vipperne, men den glider simpelthen ned under øjnene og lægger sig dér, som sorte snegle, der får mig til både at se træt, vred og en lille smule sjusket ud.

Det er egentlig ikke kommet som noget chok for mig, at mine øjenlåg er begyndt at hænge lidt tungt ned over øjnene, eftersom både min mor og min onkel har døjet med samme problematik. Men jeg havde dog alligevel ikke forventet, at det skulle komme til at genere mig synderligt i en alder af 33. Altså, indtil det gik op for mig, hvor nederen jeg rent faktisk synes det er, at jeg pludselig står mellem valget om at droppe mascaraen, eller risikere – hver dag – at den sidder nedenunder øjnene i stedet for på vipperne.

Jeg har igennem det sidste halve års tid prøvet alverdens forskellige mascaraer og ingen kunne tilsyneladende blive siddende på vipperne.

Det har været så møghamrende irriterende. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg faktisk at jeg skulle (altså, ville) opereres inden for det næste halve år, fordi jeg har følt mig så skæmmet af det. (Hvis du lige nu sidder og fristes til at foreslå mig, at jeg da bare kunne lade være med at gå med mascara, så må jeg bede dig om at lade være – den mulighed har jeg naturligvis overvejet. Og vraget. For sådan er jeg åbenbart).

[Her kan I se hvordan mine øjenlåg næsten ligger henover mine øjenvipper]

I min afmagt den aften i sidste uge hvor jeg kom hjem og igen kunne konstatere, at mascaraen sad under øjnene, spurgte jeg i stedet instagram til råds.

WHAT. TO. DO?

… Og så skal jeg da ellers lige love for at der kom gang i mine følgere. Flere hundrede beskeder tikkede ind – og ret hurtigt stod det klart for mig, at der var én mascara, som jeg blev nødt til at prøve den af. Allerhelst sammen med noget “translucent pudder” under øjnene, som angiveligt skulle forhindre at hudens naturlige olier “suger” mascaraen til sig.

Det var denne her mascara fra clinique og så købte jeg denne pudder til (reklamelinks). Og ved I hvad? Jeg har ikke haft problemet siden!! Min mascara sidder fuldstændigt fast på vipperne uanset hvor meget mine tunge øjenlåg gnubber på den. Pudderen var godt nok skide dyr, men den er så stor og jeg bruger så lidt, at den formentlig kommer til at holde i maaange år endnu – og mascaraen, ja, den er jeg altså blevet overordentligt begejstret for. Om det er den ene, den anden eller kombinationen af de to, der har gjort forskellen, ved jeg ikke, men jeg ved at det virker super godt for mig.

Jeg er så glad, at jeg kunne kramme de næste 100 mennesker jeg mødte på min vej (hvis ikke det var for corona, naturligvis). For selvom jeg egentlig ikke er bange for at skulle have øjenlågene under kniven en skønne dag (som jeg stadig er overbevist om at jeg skal), så glæder det mig altså, at det ikke skal afgøres af mascara under øjnene.

Det var bare lige dét. Juhu!

Jeg er ikke sikker på om jeg har klaret at holde mig indenfor sundhedsstyrelsens anbefalinger for ugentlig indtag af alkohol i den forgangne uge, hvor jeg har drukket temmeligt meget vin (og øl og drinks) med veninder og kollegaer, fordel over intet mindre end tre aftener – i streg! Men det har været hyggeligt og rart, at slippe hverdagen for en stund, til fordel for  at være lidt småberuset i dejligt selskab 🥰

Ugens højdepunkt må simpelthen være skrivende øjeblik, hvor jeg sidder i berlingoen og akkurat har kværnet en Rebel Wopper fra Burger King. Vi er på vej til Jylland, hvor vi i løbet af de næste par dage gerne skulle få set og besøgt en hel masse familie og venner – og jeg GLÆDER mig sådan! Jeg har godt nok allerede været sammen med min far et par dage tidligere på ugen, hvor vi var nede og hjælpe ham lidt med at gøre hans lille hus på Lolland klar til forhåbentligt at blive solgt inden alt for længe. Men jeg savner stadig mange. (Også flere end vi har tid til at besøge i denne omgang). Så det bliver dejligt at komme lidt rundt i vores lille blå karmacontainer.

Jeg smilede mest da jeg tog Simon under armen og drog til middag hjemme hos nogle venner. Der kommer ofte til at gå temmeligt lang tid imellem at vi ses, fordi børn og hverdag og dén slags, men når vi gør, er det noget af det bedste jeg ved.

Ugens lavpunkt var da Simon og jeg var millisekunder fra at blive seriøst torpederet af en ældre dame da vi lullede hjem i ladcyklen en aften. Hun kom – iført solbriller, til trods for at det altså var et par timer efter solnedgang 😝 – cyklende i høj fart imod os, imens hun ringede aggressivt med ringklokken, for ligesom at signalere at vi bare skulle se at komme væk fra hendes køreretning, koste hvad det ville.

Det gode ved det var at det var akkurat ligeså morsomt, som det var ved at ende galt! (Og at det gik godt, selvfølgelig). Simon og jeg knækkede fuldstændigt sammen af grin over det og havde på dén bekostning en ekstra hyggelig tur hjem.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig nye støvletter (eller hvad pokker den slags sko hedder) fra Isabel Marant. Jeg har aldrig før købt mig selv (eller andre, for den sags skyld) så dyre sko, men for nogle måneder siden tog fanden ved mig og i en snæver vendning, besluttede besluttede at fejre min webshops uventede (med kærkomne) succes, med et par nye, hundedyre sko. Det var vel en uges tid før corona for alvor brød ud i Europa, så det er først nu jeg for alvor er begyndt at bruge dem – der var jo lige et par måneder hvor jeg (og alle andre) ikke rigtigt kom ud…

Det bedste jeg har spist var uden tvivl hele menuen på Keyser Social, hvor jeg var sammen med mine dejlige confettikollegaer i aftes. Jeg fik den vegetariske udgave af deres menu og mummelum, hvor smagte det bare lækkert. Der var knald på smagene på den helt vildt lækre måde og det eneste jeg fortryder i dag er, at jeg ikke gik med deres pescetarmenu i stedet, for det så edderbrodereme også lækkert ud! Restauranten ligger lige ved Nørreport (overfor torvehallerne) og det kan virkelig, virkelig anbefales at slå et smut forbi, hvis I kommer på de kanter.

Det bedste jeg har hørt er podcasten “Sprituel med Rikke Hertz”. Egentlig ligger det mig temmelig fjernt sådan at dyrke spiritualitet på dén måde, men jeg blev alligevel så draget af den, at jeg blev nødt til at binge-lytte fuldstændigt. Særligt de afsnit hvor der ikke er kendte mennesker med synes jeg var virkeligt interessante. De virkede så autentiske og rørende, at jeg nærmest følte at jeg sad i rummet sammen med dem.

I næste uge ser jeg frem til at mine børn kommer hjem!!! De har været væk hjemmefra i to ud af de tre uger nu, så det er efterhånden ret tiltrængt at få dem hjem <3

Efter en graviditet der sluttede mere end fem uger før tid sidste gang, var hun selvfølgelig temmeligt nervøs for hvordan det skulle gå denne gang. Med et barn derhjemme, er det ikke sådan lige at overskue udsigterne til hverken korte eller lange indlæggelser på børneafdelingen. (Det er det selvfølgelig aldrig, men med børn derhjemme, bliver indlæggelsen dobbelt-skidt fordi man er splittet imellem sine børn). Heldigvis skulle det vise sig at nervøsiteten blev gjort til skamme, og hun fik en helt anden (og meget bedre) fødselsoplevelse end første gang. (Nårh ja, og så er jeg selvfølgelig helt personligt stolt over, at have haft en lillebitte finger med i spillet i forhold til fødslen, men det vil du forstå, efterhånden som du kommer igennem teksten).

Tag rigtigt godt imod en skøn, skøn fødselsberetning.

Min graviditet havde været god, pånær de sidste uger, hvor jeg døjede med alt for meget væske i kroppen og dermed karpaltunnelsyndrom.

Igennem hele min graviditet var jeg bange for, at føde for tidligt igen (læs om kvindens første – for tidlige fødsel – HER). Jeg vidste denne gang hvad det ville betyde at føde for tidligt og hvilke konsekvenser det ville få. Jeg ville ende med at være indlagt uden Kenneth og Vega, dette gjorde mig meget ked af det og fyldte naturligvis en del.

Jeg kom med i “kendt jordermoder ordning”, som var det bedste for mig, her havde jeg tre faste jordemødre som fulgte mig, og der var 80% chance for netop én af dem ville være med til fødslen.

Min jordermoder og jeg fejrede da jeg nåede milepælen uge 37, fordi så var det okay at han kom. Hver uge inde i maven var en sejr; sådan følte jeg det virkelig.

Jeg havde mange tanker i forhold til hvordan mit forløb ville være denne gang, for man siger jo at anden fødsel typisk går hurtigere end den første, og min den første gik altså ret stærkt!

Natten til søndag d. 1/3 -20, lige over midnat kl. 01.00 er jeg oppe på toilet, heldigvis lige nået over skudår 🙂 (haha, det var én af de datoer jeg helst ikke ville ramme, denne også Vegas fødselsdag d. 16 marts – jeg havde termin d. 11 marts). Men jeg er oppe og tisse som sædvanlig lige over midnat; her kan jeg ligesom mærke at der er noget der sker, lidt som en prop. Jeg tænker hurtigt om ikke det er fordi fødslen snart vil gå igang og jeg tager et bind i trusserne og lister ind til sengen igen. Jeg når kun lige ind på gulvet foran sengen (heldigvis) og her går mit vand. Skvulp! Og der er en sø på gulvet og det bind holdte da slet ikke på noget som helst! 🙂
Jeg vækker Kenneth og siger nu er mit vand gået, jeg er her i uge 38 + 4 så lillebror kan bare komme.

Jeg havde haft lidt de samme bækkensmerter som jeg havde i slutningen af min første graviditet ugen op til her også, hvor jeg ikke kunne gå. Jeg får ringet til min jordermoder på vagttelefonen og hun sover naturligvis, og vi snakker lidt frem og tilbage og aftaler at mødes på fødegangen kl. 2.30. Vi ringer nu til mine forældre, som skal komme og være ved Vega. De sover og bliver helt forvirrede da jeg ringer, men forstår da at én af dem skal komme herhjem. Jeg går i gang med at pakke de sidste ting som jeg skal have med, og ligger mig lidt. Men kan ikke rigtig slappe af jeg skal jo føde…

Min stedfar kommer og vi får briefet ham med Vega, som netop har smidt bleen og lige skal huskes på at hun skal få tisset 🙂
… Og som den mor jeg er, er jeg helt bekymret for hvad hun siger når hun vågner og vi er væk. Men ud skal lillebror jo altså.

Vi kører på sygehuset og er da ca. kl. 02.15. På vej op i elevatoren får jeg den første ve. Vi kommer ind og får en modtagerstue hvor min jordermoder skal tjekke mig, når hun kommer.

Nu kommer veerne for alvor, og jeg kan ikke sidde eller ligge. Jeg går rundt og tager dybe vejrtrækninger og vipper lidt frem og tilbage. Da min jordemoder kommer, tjekker hun mig, og siger at der ikke er nogen tvivl om mit vand er gået. Jeg er allerede 7 cm åben.
Det havde hun aldrig oplevet før, at jeg var så rolig og fattet også allerede så tæt på fødsel. Min jordemoder sætter Chiliplastre (som jeg selv har medbragt) på min lænd, da jeg oplevede store lændesmerter ved sidste fødsel, som hverken kunne lindres med varmepuder eller massage; håbede jeg virkelig de her kunne hjælpe mig.

Vi får nu en stue med det samme, da det går stærkt nu.

Jeg får et lavement da jeg gerne vil i badekar. Jeg får godt nok ikke holdt det inde længe nok, men jeg gør da hvad jeg kan.

Jeg kommer i badekarret, og det er så dejligt og hjælper på smerterne. Veerne tager en lille smule af; de trækker sig hvert fald over længere tid.

Vi snakker og jeg tager nogle dybe vejrtrækninger, når jeg kan mærke veerne. Der er kun min jordemoder, Kenneth og jeg – og det er en helt anden oplevelse end min sidste fødsel.
Efter lidt tid kommer jeg til at presse lidt i vandet, og der kommer der lidt afføring ud i det. Veerne tager nu til og hvis vandet skal skiftes inden fødselen, så er det altså nu!
Jeg kommer ud under bruseren, mens veerne brager derud af og badekarret bliver fyldt igen.

Da jeg kommer tilbage i vandet er smerterne slemme og klokken er nu omkring kl. 05 om morgenen.

Min jordemoder kan mærke der ligesom er en kant af livmoderen rundt om Ottos hoved som gør det svært for mig at presse ham ud. I en presse ve hjælper hun livmoderen væk fra hovedet, så han kommer ned som han skal.
Jeg presser i vandet, og er i store smerter. Jeg har lidt mistet roen og går lidt i panik. Min jordemoder får mig talt rolig og fokuseret igen.

Jeg presser stort set hele hans hoved ud nede i vandet, jeg mærker hans hår og hoved. Men hans hage sidder fast og vil ikke komme ud. Hans rytme falder, og jordemoderen ved ikke om det er pga. vandet eller om han skal ud nu.
Hun får Kenneth til at ringe efter en assisterende jordemoder, og de vil have mig op på en seng. Nu.

Det siger jeg, at jeg ikke kan, men det skal jeg. Jeg står der i badekarret med næsten hele hans hoved hængende ud af mig og skal kravle op på sengen. Jeg var ikke klar over han var så langt ude før jeg stod op i karret.
Jeg kommer op på sengen på alle fire, og får mig vendt om på ryggen, på magisk vis. (Og med lidt hjælp fra Kenneth).

I næste presseve kommer han ud til mig på maven, vriddet fra karret til sengen gjorde lige, at han kunne komme ud.
Der går lige et par sekunder før han skriger, men det kommer og han er helt perfekt.
Otto bliver født kl. 05.26, så der gik lige knap 4,5 time fra vandet gik, til han var ude ved os.

Ottos fødsel var – trods den lidt spændende afslutning – helt klart en helt anden oplevelse og meget mere rolig og mere rar end Vegas.

Jeg er så glad for at det ikke blev nødvendigt med lattergas, da mit ønske var at være mere til stede under fødslen.

Det var også ganske særligt kun at være Kenneth, min jordemoder og jeg. Det skabte en ro og nærvær som var så rar.

Jeg fødte på en sansestue, hvilket var helt fantastisk, der var afslappende musik og lys som gjorde jeg kunne slappe af og trække vejret dybt under veerne.

Denne fødsel gør at jeg allerede nu kan sige jeg gerne vil gøre det igen 🙂

P.s. Canas chiliplastre brugte jeg som det eneste smertelindring og de virkede helt indtil de sidste del af fødslen (de sidste 30 min.) hvor ingenting vil hjælpe. De gjorde virkelig noget godt på lænden!