Allermest var jeg på røven over den styrke hun fandt i sig selv, bedst som utrygheden sneg sig ind og hun besluttede sig for at tage ansvaret for sin gode oplevelse. Udefra set kunne man måske tænke, at det da ikke var spor “stærkt” at bede om mere smertelindring, men for mig at se, er det simpelthen super sejt, at mærke efter og bede om det man har brug for. For så i øvrigt at få en fantastisk fødselsoplevelse.
Kvinden skrev selv således: “Min fødselsberetning får titlen: Wow, jeg har født endnu en baby eller Historien om da Astrid kom til verden. Jeg er mest til den første”. Og jeg var – som titlen indikerer – fuldstændigt enig med hende. Jeg tog mig dog den redaktionelle frihed at fjerne “jeg har født” fordi jeg var bange for, om nogen fejlagtigt ville tro, at det var mig der havde født igen, ha ha.
Nuvel, tag rigtigt godt imod en skøn – og stærk! – beretning fra en andengangsfødende.
Det var onsdag d. 5. august. Jeg var gået tre dage over termin, da jeg var til jordemoder, en smule træt af at være gravid. Der var en hedebølge på vej, min krop var gigantisk og mit humør mildest talt svingende. Der kom lige en ekstra portion hormoner med posten, da jeg nåede termin. Jeg havde ellers fulgt min egen glimrende regel med, at jeg skulle have en gave hver dag over termin. Dagen før havde jeg været til zoneterapi og på vej hjem gik jeg i Magasin og købte summerbird flødeboller, seks stks mini flødeboller, så jeg kunne dele med min kæreste. Jeg spiste selvfølgelig dem alle sammen sekundet, jeg kom hjem. Mit forsvar var, at jeg delte med babyen i min mave. Men selv flødeboller kunne ikke helt fjerne min frustration over, at min baby stadig boede inde i mig.
Til jordemoder talte vi lidt løst om hvordan jeg havde det og mine tanker om de næste dage. Jeg ville nemlig blive tilbudt igangsættelse om søndagen, en uge over termin. Det skyldtes, at min søn var 4,5 kg ved fødslen, og jeg var lidt utryg ved at skulle gå meget over termin igen. Jordemoderen sagde, at hun ville gætte på omkring 4100-4200gram. Det kan jeg godt føde, tænkte jeg, men det kunne da være fint, hvis hun ikke blev meget tykkere derinde. Jordemoderen tilbød et tjek dernede og en hindeløsning, hvis det var muligt. Det blev et stort fedt ja tak. Jeg havde blød livmoderhals og var åben nok til hindeløsning, så det fik jeg. Fy, det gjorde ondt. Hun gjorde det hårdt, roste mine hinder (skør kompliment) og sagde, at det føltes lovende. Så ønskede hun mig held og lykke.
I løbet af de næste par timer fik jeg godt med plukkeveer, og stille og roligt begyndte de at gøre lidt ondt. Yes, kom hid, smerte! Jeg skrev det til min kæreste, der var på legeplads med vores søn på 2,5 og til min mor, der skulle med til fødslen. Jeg turde næsten ikke tro på det, men der kom flere og flere, og de gjorde tiltagende ondt. Jeg lå i sengen derhjemme med stort smil, genså en serie og tog lidt tid på veerne. Der kom alligevel en del, og jeg skrev også til min søster, der skulle passe vores søn under fødslen. Jeg turde næsten ikke tro på, at fødslen var ved at gå i gang af sig selv. Min kæreste og søn kom hjem, og de slog sig ned i sengen med mig med tegnefilm og nus. Ren oxytocinfest <3
Sådan lå vi nogle timer, hvor min kæreste trykkede mig mellem øjenbrynene under veerne, og jeg brugte min vejrtrækning. Da klokken nærmede sig 19 fik jeg nogle veer, der krævede min koncentration. Det opdagede min søn og kastede sig mellem min kæreste og jeg. Så lå han der grinende sagde “jeg sidder fast, jeg sidder fast” mens jeg lå med ve, og min kæreste prøvede at trykke på mig. Det var kun til at grine af, og efter veen sagde jeg, at nu var det vist på tide at ringe til min søster. Vi var ikke i tvivl længere. Vi skulle have en baby! Jeg ringede til min søster, der tog telefonen ved første bip og sagde som det første “jeg er på vej, er der om ti minutter”.
Da vi var alene, lå vi i ske og bestilte McDonalds. Jeg spiste nogle pommes og drak lidt milkshake mellem veerne, og vi fik ringet til min mor, der selvfølgelig også tog telefonen ved første bip. Det kunne jeg ikke lade være med at grine af. Hun kunne være der halvanden time efter, og på den tid blev jeg endnu mindre i tvivl om, at jeg skulle føde. Nu begyndte det at gøre rigtig ondt, og da hun kom 21.30 var jeg klar til snart at tage på hospitalet. Der havde været tegnblødning, og smerten blev værre per ve. Vi tog en taxa til Hvidovre hospital, blev selvfølgelig sat af et forkert sted og skulle gå på nogle lange gange. Virkelig lange gange. Jeg stoppede ved hver ve og blev trykket på lænden. Da vi endelig kom til receptionen sagde jeg glad “jeg vil gerne føde”. De sagde, at jeg var kommet til det rigtige sted og jeg blev tjekket om jeg var i aktiv fødsel. 4 cm. Yes! Jeg kom på fødeklinik og i et kar. Der var smukt, vandet var dejligt og der var god stemning. Veerne tog til, og pludselig blev jeg utryg. Jeg blev i tvivl, om jeg kunne klare smerterne og hvor længe fødslen ville vare. Det kom bag på mig, men det var første fødsel, der spøgte. Den havde varet 24 timer og havde krævet epidural, vedrop, der var grønt fostervand, snak om kejsersnit og han lå som stjernekigger de første 22 timer. Jeg lå lidt i stilhed og mærkede utrygheden i min krop, og så tænkte jeg, at det her sgu var min fødsel. Den skulle være så god som mulig og uden utryghed, så jeg sadlede om og sagde til jordemoderen, at jeg gerne ville på normal fødestue og have en epidural. Jeg fik bivirkningerne af vide og blev gjort klar stille og roligt, mens jeg stadig var på fødeklinikken. Veerne gjorde rigtig fucking ondt nu. De krævede al vejrtrækning, tryk på kroppen og under de værste kørte mantraet “en ve varer ikke evigt, en ve varer ikke evigt, en ve varer ikke evigt”. Nu kunne jeg ikke længere sige velkommen til veerne. Det gjorde kraftedeme ondt.
På fødestuen fik jeg lagt epidural, der virkede med det samme. Hvilken lettelse. Jeg kunne stadig mærke veerne, men den tog størstedelen af smerterne. Det gjorde mig rolig og glad, og jeg fik hvilet lidt. Klokken var også omkring 2 om natten, hvilket er en del over min sengetid. Det var nogle hyggelige timer med lidt ro, mens smerterne tog til igen og rykkede sig ned. Det var vesmerter kombineret med en følelse af noget, der pressede. Vandet var stadig ikke gået, og jeg tror, det var det, der gav den følelse. Veerne kom med lidt længere mellemrum, hvilket lige nåede at gøre mig lidt nervøs for om fødslen var ved at gå i stå. Jordemoderen kom ind igen, tjekkede mig indvendigt, og jeg var nu 8-9 cm. Pludselig var jeg tæt på. Jeg kom om at ligge på siden, hvilket fik veerne til at komme hyppigere og blive mere smertefulde. Det pressede stadig, så jeg spurgte om man kunne tage vandet, men fik i stedet lov til at presse med, når jeg havde trangen. Det føltes nemlig også lidt hen af pressetrang nu. Jeg fik en ve, pressede godt til og vandet gik med en vild kraft. Vandet var heldigvis klart, men jeg fik ikke den lettelse fra den pressende følelse, som jeg lidt havde håbet på. Nu ville hun ud og pressetrangen var voldsom. Jeg pressede med alle mine kræfter, og efter kun 4-5 presseveer kom hun ud. Ligesom sidst nåede jeg de sidste minutter at tænke tanken “nu føder jeg mit barn”. Jeg nåede også at opdage, at min kæreste var meget tæt på at græde. Da hun var ude, tog hænderne ned og tog hende op det sidste stykke. Klokken 05.09, omtrent samtidig med solopgangen, kom Astrid ud til os. Med min søn skulle han have hjælp, så jeg fik ham først efter en halv time, så det selv at tage hende op og ligge på mit bryst var fantastisk. Fuldstændig overvældende følelse. Både kærlighed til hende, lettelse over at smerterne var overstået og total respekt for mig selv. Det er simpelthen så vild at føde. Jeg glæder mig allerede til næste gang.
Vi tog hjem efter et par timer, der var blevet brugt på at få mig syet, spise ristet brød og ligge Astrid til brystet første gang. Der blev vist også fældet nogle tårer af glæde. Det var allerede virkelig varmt, da vi gik ud i taxaen. Nu som familie på fire.
Seneste kommentarer