VELKOMMEN TIL

Du er landet i et varmt og medmenneskeligt univers, med fortællinger fra mit daglige liv og perspektiver på flere af hverdagens udfordringer.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, et par bestsellerbøger på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Gratis foredrag <3

De – eller vi, skulle jeg måske nærmere sige – har ofte et lidt tarveligt ry for at være nogle intetanende bonderøve, som ikke går op i andet end integrationspolitik, ringridning og billige dåsebajere. Det er selvfølgelig sønderjyder jeg taler om, og inden nogen farer helt i flint, må jeg hellere skynde mig at sige, det selvfølgelig er et meget forkert og unuanceret billede jeg har malet af dem – eller os – ovenfor.

Sønderjyder er nemlig fucking seje!

Det kan jeg lidt koket påstå, fordi jeg selv har boet i landsdelen, både som barn og som voksen. Men jeg ved det, fordi der i Sønderborg, min hjemstavnsby, simpelthen er blevet stablet en Festival for Verdensmålene på benene i den kommende weekend.

Det er så mega sejt altså! Og jeg synes det vidner om at sønderjyderne er forgangsmennesker, i langt højere grad end de er bonderøve. For selvfølgelig skal vi have en festival for de verdensmål, som vi allesammen bærer én eller anden form for ansvar for at kunne nå.

Hele formålet med festivalen er at kunne inspirere folk som dig og mig til hvordan vi og vores familie og venner kan være med til at gøre fremtiden grønnere og mere bæredygtig og jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule fantastisk.

Det kan jo let blive en lille smule langhåret alt det her med klimaforandringer, så at trække det ned i helt almindelig øjenhøjde tror jeg på, kan gøre en helt oprigtig forskel for rigtigt mange. Ja, sådan set for os allesammen.

Over de to dage vil festivalen byde på et væld af oplevelser og aktiviteter for både store og små. Der vil være forskellige workshops og quizzer rundt om i byen – og så har jeg sørme også lovet at komme forbi lørdag formiddag klokken 11.00 og underholde en halv times tid. Ikke fordi jeg er nogen ekspert udi hverken klimaforandringer eller verdensmål i det hele taget, men fordi jeg tror og håber på, at jeg kan tale ind i nogle af de udfordringer rigtigt mange af os står overfor, når vi tænker på at skulle gøre noget godt for miljøet. På en kærlig, sjov og fornuftig måde hvor vi forhåbentligt allesammen kan gå en lille smule gladere, mere inspirerede og lettere om hjertet videre ud i livet.

Okay, det blev måske lidt rigeligt salgstale-agtigt, men jeg synes altså at det er ret vigtigt og jeg håber sådan at I vil tage jeres familier eller et par venner under armen og komme og gøre mig selskab. Det er ganske gratis og jeg tror det bliver hyggeligt.

Jeg glæder mig i hvert fald helt tosset meget.

Solskin, blomsterkranse og et hav af komplimenter

Det kan altså for alvor noget, at holde sig en uges ferie i solskin og pure afslapning (så godt som den slags nu engang lader sig gøre, når man blandt andet er afsted med to mennesker på 4 og 7 år) og så komme hjem til solskin i Danmark 😀

Min dag startede – efter en gudskelov dejlig morgen med kæreste og børn (og hundehvalp) – med en lækker, vegetarisk frokost på GRO (til et event som min søde kollega Mette Marie hold sammen med Nivea) sammen med en masse søde damer og det kunne næsten ikke være bedre. Altså, lige bortset fra det faktum at jeg efter eventet trodsede min lille indre jante, og beholdt dén blomsterkrans jeg fik udleveret til frokosten. Dét viste sig nemlig at gøre dagen en lille my bedre.

Eller altså, det var selvfølgelig ikke blomsterkransen alene der gjorde det. Det var alle de hundredevis af komplimenter jeg fik for den (og for alt muligt andet, lige pludseligt) da jeg efter en vindblæst cykeltur troppede op på Jens’ skole med den på hovedet.

Jeg kom lidt sent afsted fra frokosten og besluttede mig for, fordi der kun var tre kvarter til Jens havde fri og jeg havde lovet ham at hente direkte efter skole, at sætte mig op på hans skole og arbejde lidt indtil han fik fri. At skrive nærværende blogindlæg, faktisk.

… Og så skete der dét, at jeg åbenbart kom lige midt i et frikvarter. Og at børnene var fuldkommen blown away over den der blomsterkrans. Og at de lod mig det vide!

Ude på legepladsen kom de løbende i flok og komplimenterede mig for den. – Og nu hvor jeg har sat mig ind i vinduet på gangen foran Jens’ klasse, lader det til at fortsætte. Alle kigger og rigtigt, rigtigt mange komplimenterer. “Sikke en flot blomsterkrans” siger de fleste. Nogle spørger om jeg selv har lavet den og så var der en dreng, som satte sig hen til mig og fortalte mig at blomsterkransen godt nok var smuk, men at jeg var smukkere og at han synes jeg havde helt vildt god tøjstil.

Arghmen, mit hjerte kan næsten ikke rumme det!

Tænk, hvis vi voksne var lidt mere som børn. Hvis vi, når nogen troppede op i en blomsterkrans, turde fortælle dem, at de var smukke. Hvis vi, i stedet for at tænke at det dog var lidt underligt at troppe op i sådan en mundering (eller hvad vi nu ellers måtte tænke, som ikke er ubetinget pænt) bare ville tage det for hvad det var: en dame med en blomsterkrans, som hun tilsyneladende selv synes er fin. Tænk, hvis vi kastede om os med komplimenter som børn gør og gav al den kærlighed videre, som jeg har oplevet det de seneste tyve minutter.

Kæft, hvor ville verden være et nice sted at være, så.

Blomsterkranse og komplimenter til alle!

Tid til eftertanke #11

Det har selvklart været en uge lidt ud over det sædvanlige, fordi vi i mandags rejste til Italien, hvor vi har været lige siden. Det har både været en roligere, vildere og dejligere uge end de fleste andre. Okay, og mere angstprovokerende end nogensinde før, men den del satser jeg på at få rystet af mig med dette indlæg. Det hjælper mig i hvert fald ofte at få fortalt jer om nogle af de ting der er svære i mit liv, så jeg satser på, at det også er tilfældet med dét her.

Ugens højdepunkt har uden tvivl været, at se hvor fuldkommen vidunderligt det har været for børnene at holde og være på ferie. De var nogle værre bøffer (særligt overfor hinanden) de første par dage, men efterhånden som ferietempoet vandt ind på dem, er de simpelthen kommet så godt in sync med hinanden. Og med os voksne for den sags skyld også.

Jeg smilede allermest hele tiden. Kan man sige det? Ja, det er selvfølgelig min blog og mine regler, så jeg ved godt, at jeg nok diskuterer mest med mig selv her, men jeg kan simpelthen ikke udvælge én episode som den mest smilfremkaldende i denne uge. Alt muligt lige fra ture i poolen, til borgbesøg og Uno i bare maver har gjort mig glad helt ned i maven, så hvis vi lige ser bort fra det med slangen (som I hører om lige om lidt) så har jeg nærmest smilet stort hele ugen.

Lavpunktet var da jeg mødte en slange en eftermiddag da jeg var på vej fra poolen og ned til vores lejlighed. Der findes intet i verden (udover krig) jeg er mere bange for end slanger, så hvis nogen havde stået klar med et målebånd, er jeg temmeligt sikker på at jeg havde scoret mig en officiel verdensrekord i sidelæns længdespring lige der. Kæft, hvor blev jeg bange, mand!

Det gode ved det var at jeg på forhånd havde læst, at der forelå en risiko for at vi kunne møde et par slanger under vores ophold og at jeg – måske derfor – faktisk formåede at holde fatningen sådan rimeligt godt. I hvert fald spurgte Peter inde fra huset hvorfor jeg havde skreget, hvortil jeg med et smil fortalte, at der bare var nogen der havde sprøjtet koldt vand på mig. Jeg ved godt, at det ikke var verdens bedste forklaring. Særligt ikke taget i betragtning at vi, foruden ejeren der også boede der, havde stedet for os selv. Men jeg havde faktisk forventet et full-blown angstanfald, med sortnen for øjnene og besvimelse og dén slags. At jeg sidenhen har haft mareridt hver nat, er selvfølgelig en anden snak og det gør mig sådan set ikke mindre stolt over hvor køligt jeg trods alt håndterede situationen.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig nederdel tilsat tennissokker og sneaks. Ja, sgu! Jeg havde aldrig troet at jeg skulle få overvundet mig selv med dén trend (som jeg længe har syntes var smart til andre og tåbelig til mig) men nu synes jeg pludselig også det er ret smart til mig. Så meget at jeg måske en dag får taget et billede af det, så I kan se. Måske. Babysteps, I ved…

Det bedste jeg har spist har i sagens natur været italiensk. Jeg elsker italiensk mad! Men altså, selvom jeg til alle tider er og bliver en pastapige, så har det allerbedste jeg har spist, faktisk været en pizza med hjemmedyrket rucola og parmesan som jeg fik på et lokalt pizzeria i Bolsena, som vi var blevet anbefalet af en sød caféejer på torvet. Shit, en god pizza!! Hvis I nogensinde kommer til Bolsena, så tag ind på “Tanaquilla” som ligger tæt på biografen og få en vidunderlig madoplevelse – til nærmest ingen penge.

Jeg har (som det eneste hele ugen) set sæsonafslutningen på Den Som Dræber en aften efter børnene var faldet i søvn. Shit, shit, shit!! Den er for vild, den serie!

I næste uge ser jeg mest frem til at se Martha igen. Hun har heldigvis haft det som blommen i et æg i kærlig pleje hos Simons lillesøster, men suk, jeg savner min lille hundehvalp. Næste gang håber jeg at kunne få hende med på ferie.

Vi har altså ikke købt et hus…

 

Der er simpelthen sket en misforståelse og jeg tænker, at det er min skyld, fordi jeg åbenlyst ikke var helt klar i spyttet, da jeg i sidste uge fortalte på instagram, at Simon og jeg havde været ude og se på et rækkehus. Jeg har sidenhen fået utallige lykønskninger med huset, uden altså nogensinde at have så meget som set en købsaftale.

Vi har nemlig ikke købt hus.

Faktisk, så er vi slet ikke så langt, at vi kigger sådan rigtigt seriøst endnu. Vi ved, fordi vi bor i en tossedyr leje-lejlighed, at vi ikke vil blive hvor vi bor nu for evigt, men vi aner simpelthen ikke hvad vi vil i stedet for. Eller jo, vi ville allerhelst blive i Nordhavn, men med de priser dét sted holder sig, har vi simpelthen ikke råd.

Derfor er vi ude og sondere terræn, for at finde ud af hvilke muligheder vi så egentlig har, med vores økonomi. Og temperament ikke mindst, som vi selvklart skal have afstemt efterhånden, som vi bliver klogere på både os selv, hinanden og selvfølgelig børnenes behov, som naturligvis også tæller ganske højt på prioriteringsskalaen.

Vi kigger nord, syd, midt i og vest for København og både på lejligheder, rækkehuse, bondegårde og alt der imellem og vi ved stadig ikke helt hvad vi gerne vil. (Vi er med andre ord snotforvirrede).

Derfor er vi altså ingenlunde klar til at underskrive nogen købsaftale på noget som helst; heller ikke når vi (i et samarbejde jeg har haft med Danbolig) bliver præsenteret for smukke, nybyggede rækkehuse kun 13 minutter fra Rådhuspladsen, til en pris vi rent faktisk kan være med på, som I kunne se i min seneste video på youtube (hvor I selvføgelig også kan se huset, hvis det skulle have interesse).

Vi var vilde med det, ja, men vi køber det altså ikke lige foreløbigt og vi er således stadig ret langt fra at have købt noget som helst. (Som jeg også siger i videoen, hvis man ser den til ende).

Mit jydehjerte har det svært med at bo til leje, men indtil vi har sporet os lidt bedre ind på, hvot vi egentlig gerne vil (og har råd til at) bo, så bliver vi boede hvor vi bor. Et heldigvis meget dejligt sted – selvom det ikke er vores eget.

Stort ferieknus fra solrige Italien! (som jeg godt tør prale med, fordi jeg har hørt, at i også har helt vidunderligt vejr hjemme i DK – juhuuuu). 

Igangsættelsen som aldrig rigtigt virkede…

Ikke sjældent har jeg mødt par, som møder forventningsfulde op til igangsættelse, når den gravide af én eller anden årsag har fået en sådan ordineret. De skal jo langt om længe have deres baby med hjem! Det tror de fleste i hvert fald.
Virkeligheden er dog for rigtigt mange, at en igangsættelse ikke starter ud med andet end en undersøgelse og et par piller, som man kan få med hjem og afvente eventuelle veer. Faktisk er det ikke unormalt at en igangsættelse kan vare helt op mod fem dage, førend kroppen giver efter og producerer veer.
For kvinden her, var det akkurat de fem dage hun nåede at være ikke-igang, førend fødslen langt om længe lod sig sparke lidt til. På dét tidspunkt var kvindens kræfter dog – meget forståeligt – ved at være godt brugt. Tag godt imod en lang beretning om en lang, lang fødsel.
Dag 1 – Tirsdag den 16.2.2016
Vi skulle møde på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse klokken 11:00, for at få sat gang i fødslen. Jeg bliver undersøgt, får kørt ctg kurve og jordemoderen konstaterer at jeg stadigvæk har 2 cm livmoderhals tilbage og ikke har åbnet mig, samt at den bedste måde at sætte gang i fødslen er ved at tage nogle piller der hedder Angusta, dem skulle jeg tage hver anden time indtil jeg fik regelmæssige veer eller indtil jeg havde spist alle otte (med pause om natten).
Jeg tager første pille på hospitalet og vi vender så snuden hjemad for at afvente veer. Baby bliver skønnet til at veje 3400 gram. Vi kører ud og køber lidt frokost for at lade batterierne op til en fødsel, men der sker ikke rigtig noget i løbet af dagen, andet end lidt pille veer.
Dag 2 – Onsdag den 17.2.2016
Der er ikke sket noget i løbet af natten, så vi møder op på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse til vores aftale klokken 12:30, hvor jeg igen får kørt ctg kurve og bliver undersøgt af en jordemoder der kan konstatere at min livmoderhals stadigvæk er omkring de 2 cm og jeg ikke har åbnet mig.
Jeg får derfor Angusta piller til endnu en dag og en ny tid dagen efter hvis der ikke er sket noget i løbet af dagen. Baby bliver skønnet til at veje 3500 gram. Vi forlader derfor hospitalet igen, denne gang en smule mindre optimistiske, men stadigvæk ved godt mod. Vi kører ud og køber frokost endnu engang, for vi skal jo være tanket op hvis der pludselig sker noget, og min slimprop går midt i Fields.
Jeg er en smule modløs senere på dagen og er sikker på at min baby aldrig kommer ud til mig, for endnu engang får jeg kun pille veer, indtil om natten hvor jeg har været ude og tisse, der begynder jeg pludselig at få nogle milde veer med 5 minutters mellemrum, men efter to timer stopper de.
Dag 3 – Torsdag den 18.2.2016
Der skete ikke mere i løbet af natten, så vi møder endnu engang op på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse til vores aftale klokken 10:00, hvor jeg får kørt ctg kurve og bliver undersøgt af jordemoderen der konstaterer at jeg stadigvæk har 2 cm livmoderhals tilbage, men den er dog blødere end den har været de andre dage og hun kan lige akkurat få en finger op til barnets hoved.
Jeg får endnu engang udleveret Angusta piller som jeg skal tage i løbet af dagen og en ny tid til dagen efter. Vi kører ud og køber frokost endnu engang, og prøver at få slappet af men det er lidt svært da vi virkelig håber på at pillerne da må virke i dag men ak nej, jeg får endnu engang kun pille veer som stopper i løbet af natten.
Dag 4 – Fredag den 19.2.2016
Der skete heller ikke noget den nat, og jeg regner med at blive sendt hjem igen så jeg har bestilt levering af varer samme eftermiddag, men da vi møder op på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse til vores aftale klokken 11:00, hvor jeg får kørt cgt kurve og bliver undersøgt af jordemoderen, kan hun denne gang konkludere at jeg stadigvæk har 2 cm livmoderhals tilbage men er en finger åben, hun kan derfor tage vandet. Baby skønnes til at veje 3300 gram.
Efter vandet er blevet taget får jeg et mega bind på der mere ligner en ble, bortset fra at den ikke kan lukkes i siderne og vi bliver sendt ud og gå i nogle timer. Oftest begynder man at få veer indenfor fire timer, så nu er vi igen forventningsfulde og håber at der snart viser sig nogle veer.
Vi får sms’et til mormor at hun godt kan begynde at vende næsen mod København så hun kan tage imod vores vare bestilling, kigge efter Soya og komme ud på hospitalet når der sker noget, og derefter går vi op i kantinen og får os en fransk hotdog og lidt at drikke.
Så begiver vi os ud på gåturen, først går vi lidt rundt udenfor hospitalet, men da det er rimelig køligt beslutter vi os for at gå frem og tilbage på hospitalets lange lange gange. Efter 3 timer er der stadigvæk ikke sket noget som helst, andet end mikro mikro lidt ondt i lænden, og tilbage på fødemodtagelsen får jeg endnu
engang kørt ctg og det bliver besluttet at jeg skal tage Angusta piller igen, da der så plejer at komme veer. Jeg tager første pille og vi bliver sendt i byen for at få noget godt at spise. Vi kører forbi vores lejlighed og henter mormor, og tager så i Fields for at spise en rigtig lækker burger.
Klokken 19:00 tager jeg anden og sidste Angusta pille.
Der er stadigvæk ikke sket noget klokken 20:00, så vi vender snuden mod fødemodtagelsen endnu engang, hvor mormor tager med. Her bliver vi mødt af jordemoderen og jeg får kørt cgt hvor baby bliver skønnet til at veje 3400 gram.
Det bliver nu besluttet at jeg skal have et ve drop, da jeg stadigvæk ikke har fået veer og man ikke må gå alt for mange timer efter vandafgang. Vi bliver vist ind på stue B, hvor jeg får lagt en venflon i højre hånd og bliver koblet på ve droppet. Ve droppet fungerer på den måde at man starter på 20, og efter tyve minutter skruer man 20 op igen, det kan man gøre til man rammer 180.
Efter meget kort tid med ve droppet begynder jeg at mærke lidt smerter i lænden, først er jeg lidt i tvivl om det er pga. veer eller det er pga. de smerter i min venstre iskias nerve jeg har haft de sidste par dage, men jeg finder rimelig hurtigt ud af at det er veer! Jeg når op på 60 på ve droppet før jeg har veer der begynder at nive godt til, 4 veer på 10 minutter, som nu også er årsag til at jeg begynder at kaste op.
Klokken 23:10 kommer jeg på en fødestue, og føler at jeg dør langsomt af gåturen selvom den er ekstrem kort. Inde på fødestuen står jeg og læner mig op ad sengen da det hjælper mig med at koncentrere mig om veen, samtidig prøver jeg at tælle mig igennem veen. Jeg bliver tilbudt smertelindringen TENS samt ilt, ilten hjælper mig ikke men det gør TENS til gengæld. Jeg kaster endnu engang om pga. smerten.
Dag 5 – Lørdag den 20.2.2016
Klokken 01:30
Kaster op igen, men efter det kommer jeg op og sidde på en bold efter for at kunne håndtere smerterne bedre. Jesper sætter sig bag ved mig på en skammel for at støtte mig og så jeg kan læne mig op ad ham og slappe af efter veerne. Det er ekstremt dejligt for mig og blunder også lidt imellem veerne, det er ret hårdt for Jesper at holde mig oppe men hvad gør man ikke for at ens fødende hustru har det så godt så muligt.
Klokken 02:00
Bliver undersøgt igen og har stadigvæk 1 cm livmoderhals tilbage men er 2 cm åben.
Jeg er derfor stadigvæk ikke i aktiv fødsel.
Jeg kommer på toilettet men på vej der ud begynder lidt af fostervandet at sive og jeg skal pludselig kaste op. Så der står jeg ude og læner mig halvt op ad mit ve-drop stativ og Jesper, mens jeg kaster op. Oven i det tisser jeg så også ud på gulvet fordi jeg lægger pres på blæren ved at kaste op, og jojo så fik jeg da også lige en ve samtidig. Da jeg endelig kommer ud på toilettet må jeg få rene trusser på og få tørret mit tis væk fra ben og fødder af Jesper – slet ikke en situation jeg var specielt stolt af, selvom jeg fik endnu en ve ude på toilettet, hvilket jeg vil hilse og sige ikke er super sjovt mens man sidder ned.
Efter min episode kommer jeg ind og sidde på bolden igen.
Veerne bliver svækket en lille smule efter, men kommer så op på 5 veer på 10 minutter lidt efter igen.
Klokken 03:00
Jeg har stadigvæk 5 veer på 10 minutter, og jordemoderen aftaler så med afdelingsjordemoderen at vi pauser for ve-droppet i nogle timer så jeg kan få lidt hvile da jeg er meget træt. Men jeg får ikke hvilet særlig meget da veerne pludselig ruller ind over mig, har på et tidspunkt 3 veer lige i træk og de gør bare ondt! Jesper sidder ved min side på en skammel og læner hovedet ved mine lår og får en lille lur, og min mor har lånt den Fatboy der er på stuen og ligger på gulvet og sover.
Klokken 05:00
Jeg har stadigvæk mine egne veer og der er længere interval mellem at få hvilet.
Klokken 06:00
Stadigvæk egne veer og de er tiltagende i både styrke og længde. Jeg kaster op endnu engang. Jeg bliver undersøgt igen, og har stadigvæk 1 cm livmoderhals tilbage men er nu 3 cm åben, dog stadigvæk ikke i aktiv fødsel.
Klokken 07:00
Jeg kommer på toilettet igen og er meget smerteforpint. Under hver ve kan jeg kun tænke på at jeg ikke kan klare smerten mere, men da den er ved at rinde ud føler jeg overskud igen, lige indtil næste ve kommer.
Vi snakker om smertebehandling med jordemoderen, og jeg er helt og aldeles frisk på en epidural blokade, jo hurtigere jo bedre. Så det bliver aftalt at jeg får den så snart dagvagten møder ind.
Klokken 07:40
Dagvagt-jordemoderen overtager forløbet.
Jeg bliver informeret om virkning og bivirkning af epidural blokaden og takker ja, derfor bliver diverse ting nu gjort klar til det. Samtidig bliver der nu også opstartet et saltvandsdrop.
Klokken 08:25
Anæstesilægen ankommer på stuen, og vi skal blive bedste venner!
Han informerer også omkring epidural blokaden og går så ellers i gang. Jeg har på daværende tidspunkt ikke haft nogle veer siden jeg satte mig oprejst på sengen, så da jeg begynder at sige av mange gange, da han sprøjter noget smertestillende ind i ryggen på mig spørg både jordemoder og anæstesilægen om jeg får en ve, men nej, det gør bare pisse ondt at få sprøjtet det ind i ryggen. Da jeg så får sprøjtet selve bedøvelsen ind i ryggen siger jeg igen av mange gange, og de spørg igen om det er en ve, og der bliver jeg rimelig irriteret og siger at jeg nok skal sige til hvis jeg får en ve, det er bare det i ryggen der gør ondt.
Da den er lagt får jeg sat en lille pumpe til som løbende skal forsyne mig med smertestillende. Der bliver taget blodtryk på mig hver 5. minut over den næste halve time for at sikre jeg ikke bliver dårlig af medicinen.
Klokken 09:00
Bliver jeg undersøgt igen og livmoderhalsen er nu udslettet og jeg er 3 cm åben, så stadigvæk ikke i aktiv fødsel. Men jeg har det rigtig godt og er i stand til at tale med Jesper og min mor igen. Jeg mærker næsten ikke mine veer og skal koncentrere mig om at finde ud af om jeg rent faktisk har en.
Jeg får lidt ristet toast med diverse pålæg til og en juice brik, og er så i stand til at få sovet en halv times tid.
Klokken 10:00
Jeg er oppe på toilettet igen og det var en sjov tur… Mine ben kan ikke helt finde ud af at jeg har epidural blokaden så jeg sejler lidt rundt, men det lykkes. Jeg har mindre veer nu – kun omkring 2-3 på 10 min., men vil godt hvile lidt mere så vi aftaler at snakke sammen igen klokken 11.
Klokken 11:00
Jeg bliver undersøgt igen og status er den samme som sidst – livmoderhals udslettet og 3 cm åben og derfor stadigvæk ikke i aktiv fødsel.
Da mine veer er aftaget så bliver der opstartet ve-drop igen.
Jeg kommer desuden op og sidde på en bold igen.
Klokken 12:00
Jeg sidder stadigvæk på bolden med Jesper bag mig som støtte. Jeg kan håndtere veerne meget bedre end før epidural blokaden, men er begyndt at kunne mærke dem lidt i højre side efter ve-droppet er blevet sat til igen. Jeg får så et ekstra skud medicin og det bliver nu bedre.
Ctg’en fanger meget ofte min puls så jordemoderen er ofte inde på stuen, også i hendes pause for at rette den til igen.
Klokken 13:00
Bliver igen undersøgt og der er igen ingen fremgang siden sidst, er stadigvæk kun 3 cm åben og ikke i aktiv fødsel. Jeg bliver ret gnaven da jordemoderen siger dette, for det kan simpelthen ikke passe at der ikke bare er sket en lille bitte smule. Jeg er ret frustreret og ved ikke helt hvad jeg skal gøre.
Jeg tager mit blodsukker som ligger på 9,2 hvilket er ret højt.
Men da det ikke er 1 1/2 time siden jeg spiste, så venter vi en halv time hvor jeg tager det igen og det ligger nu på 7,9 hvilket er helt fint, så jeg slipper for at få insulin.
Ctg’en registrerer stadigvæk babys hjertelyd rigtig dårligt så der bliver sat en caputelektrode på hendes hoved som registrerer den helt perfekt.
Den dims der registrerer mine veer fungerer heller ikke rigtig, så jeg sidder selv og trykker på den når jeg føler jeg har en ve.
Jeg får igen ondt, så jeg får endnu et skud medicin.
Jordemoderen foreslår rebozo da babys hoved står en lille bitte smule skævt og det så kan hjælpe med at få det på plads så jeg forhåbentlig kan åbne mig mere og hurtigere. Først siger jeg selvfølgelig ja, men da jordemoderen kommer ind på stuen igen og vil til at gøre klar bliver jeg ked af det.
Jeg føler det er total uoverskueligt hvis vi skal prøve endnu en ting uden held, og føler samtidig at jeg har prøvet alt hvad jeg kan. Jeg er udmattet og vil bare have min baby ud til mig. Jeg vil ikke mere og beder om kejsersnit.
Klokken 14:00
Jordemoderen kalder forvagten til stuen som informerer omkring proceduren og komplikationer. Jeg er fuldstændig ligeglad med de komplikationer, så længe mit mareridt stopper. Hun ordinerer derfor et kejsersnit som kaldes grad 3b sectio.
Jeg registrerer stadigvæk selv mine veer, som efterhånden niver godt til i højre side på trods af medicinen.
Jeg får støttestrømper på og afventer så at komme til på operationsstuen.
Klokken 15:00
Forløbet videregives til ny jordemoder og jordemoderstuderende.
Vi afventer stadigvæk at kunne komme op på operationsstuen og imens gøres jeg klar til operationen.
Klokken 15:41
Kører vi mod operationsgangen, jeg bliver kørt ind og kommer selv over på bordet. Imens får Jesper noget fint blåt tøj på og kommer så ind til mig.
Klokken 15:45
Bliver jeg koblet til deres maskiner og anæstesilægen begynder at give mig medicin i epidural blokaden så jeg gradvis mister følelsen fra midten af min ryg og ned. Jeg får tre skud medicin så er følelsen helt væk.
Pludselig siger kirurgen at hun går i gang, hun har lige nevet mig hårdt i maveskindet med en pincet, hvilket jeg absolut ikke har mærket, så jeg spørg meget overrasket “har du det??”, og ja det havde hun så.
Jeg kan mærke at de står og hiver lidt i mig, og tænker så kort på den udsendelse jeg havde set om onsdagen med et live kejsersnit og fortryder så kort da jeg jo ved hvad de så laver.


Journalnotat:
Klokken 16:06
“Pigen næsten forløst”
Klokken 16:07
“Fødes levende pige i hovedstilling og klart fostervand. Skriger lidt på lejet. Der afnavles og pigen kommer på sechers bord til pæd.”


Lige da hun bliver født tager anæstesi sygeplejersken lidt billeder for os oppe over det blå klæde.
Da jeg hører hende skrige bliver jeg intet mindre end lykkelig, og fælder nok også en lille tåre. Jeg er så glad for at hun har overskud til at skrige, og så lettet over at hun nu er ude og har det godt.
Jeg begynder at ryste helt vildt og ukontrolleret under operationen, og spørg også om det er normalt, hvilket det åbenbart er. Det er ekstremt ubehageligt og jeg spænder meget i mine skuldre. Jeg prøver at slappe af i kroppen men det er en umulig opgave, jeg får et varmetæppe på af anæstesi sygeplejersken og sænket de støtter der holder mine arme oppe, hvilket tager toppen.
Jeg sender Jesper over og se til baby. Hun er lidt bleg og blålig da hun kommer over til børnelægen, og bliver suget i næse og hals flere gange for at få det fostervand der er der ud, hun har også en smule indtrækninger.
Hun får apgar scoren 9/1 og 10/5.
Da jeg er blevet lukket sammen efter en halv times tid, og får at vide af kirurgen at mit ar ser helt vildt pænt ud, er de næsten også færdige med at arbejde på baby.
Så vi triller lige så småt op på opvågningen.
Da vi ankommer der oppe bliver jeg næsten tjekket i hoved og røv. Jeg ryster stadigvæk helt vildt, så varmetæppet bliver sat til igen og jeg får noget medicin som afhjælper det meget hurtigt.
Baby ligger lidt hud mod hud med far, og kommer så over og bliver tjekket igennem samt bliver målt og vejet. Hun vejer 2790 gram og er 49 cm lang. Bagefter kommer hun op og ligger hud mod hud med mig. Vi prøver at lægge hende til mit bryst men det er der ikke så stort held med endnu. Imens henter far den stolte mormor.
Efter et par timer på opvågningen bliver vi kørt op på barselsafsnit 426, stue 40.