VELKOMMEN TIL

Du er landet i et varmt og medmenneskeligt univers, med fortællinger fra mit daglige liv og perspektiver på flere af hverdagens udfordringer.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, et par bestsellerbøger på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Beslutningen om et planlagt kejsersnit

Det er ikke altid nemt, at træffe beslutningen om at skulle have et planlagt kejsersnit. Tværtimod faktisk, så er det min opfattelse at langt de fleste gravide, faktisk helst vil føde vaginalt. Således blev det, med den kvinde som har skrevet denne uges bidrag til fødselsfredag, at hun fik planlagt et kejsersnit til dagen efter en lægesamtale…

Min graviditet havde generelt været uproblematisk. Jeg døjede med den klassiske kvalme de første 3 mdr. og til slut fik jeg ondt i lænden, men ellers gik det vist lige efter bogen.

Allerede fra uge 28 gik jeg til vægtscanninger, da mit første barn var en basse på 4,4 kg. og man ville derfor gerne lige ”holde øje” med hvordan vægten udviklede sig hos lillebror.

Min første fødsel, af min nu 6-årige søn, var efter 15 timers fødsel endt i et akut kejsersnit pga. at han stod skævt og at hans hjertelyd til sidst blev påvirket af det lange forløb.

Denne gang ønskede jeg at føde vaginalt og dette var da også anbefalingen fra fødselslægen, som jeg talte med allerede tidligt i min graviditet. Der var ikke nogen indikationer på at dette ikke skulle kunne lade sig gøre – fysisk i hvert fald. For selvom jeg ønskede vaginal fødsel, frygtede jeg at historien ville gentage sig fra sidst; et langt og udmattende forløb, som trods alt det hårde arbejde endte i et kejsersnit. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at forberede mig; tog kursus i ”smertefri fødsel” og gik hos en psykoterapeut og jordemor med speciale i fødselsangst.

Tilbage til vægtscanningen i uge 28… Ifølge scanningen lå lillebrors vægt på 16% over gennemsnittet- Fødselslægen var ikke bekymret og forklarede at en baby kan ligge over og under gennemsnittet på helt op til 22% før det er udenfor normalen. Jeg er selv 1,80 cm høj, så der var ikke noget alarmerende i det resultat.

I uge 33+1 kom jeg til scanning igen, her viste den at lillebrors vægt lå på 22% over gennemsnittet, altså lige præcis på grænsen for normalen. Lægen var dog stadig afslappet omkring det, og vi talte om at scanningerne jo aldrig er helt præcise.

Tiden gik stærkt, som jeg har hørt at den ofte gør med barn nr. 2 og det blev uge 37+1 og tid til næste scanning. Min mand havde mulighed for at komme med til denne scanning og vi jokede med hvor stor denne kæmpebaby ville være til denne scanning. Sonografen scannede og målte løs, som hun plejede og da hun var færdig meddelte hun at hun lige ville hente en kollega som ville udføre scanningen igen – da hun kom frem til et resultat på 36% over gennemsnittet og synes det virkede voldsomt! Det synes min mand og jeg også! Kollegaen udførte scanningen og de konfererede frem og tilbage – og blev til slut enige om et resultat på ca. 32% over gennemsnittet, hvilket svarede til en vægt på ca. 4 kg. Derefter kom vi videre til fødselslægen og denne gang kunne jeg se på hende at hun var noget mere stiv i betrækket over resultatet. Hun forklarede at grunden til at høj fødselsvægt anses som en risikofaktor, er risikoen for fastsiddende skuldre under fødslen. Når vægten kommer over 4,5 kg., steg denne risici og hun var ikke meget for at vi kom derop omkring – også set i lyset af min tidligere komplicerede fødsel. Vi talte frem og tilbage om muligheden for igangsættelse før termin, hvilket jeg talte videre med min jordemoder om ugen efter. Ved min sidste fødsel fik jeg igangsættende medicin, jeg fik vedrop og vandet blev taget – dvs. at jeg fik foretaget en række indgreb. Jeg ved ikke om min fødsel blev kompliceret, som følge af disse indgreb, men min egen fornemmelse er det bl.a. var derfor. Jeg ønskede ikke at historien skulle gentage sig, og igangsættende medicin var heller ikke en mulighed denne gang pga. det tidligere kejsersnit. I stedet bruges ballonkateter, hvilket dog krævede at kroppen så småt var ved at være klar til fødsel. Og i såfald skulle jeg indlægges med ballonen natten over – og hvis dette så ikke virkede, ville man prøve med et vedrop. I mine ører lød det som om at det hurtigt kunne ende ud i et langt ophold på hospitalet, hvilket jeg ikke var synderligt interesseret i. Jeg ønskede at blive hjemme længe så længe så muligt, lade min krop gå i naturlig fødsel og gøre gavn af kroppens eget oxytocin ved at være et sted jeg var tryg. Samtidig var jeg klar over at jeg grundet mit tidligere kejsersnit og den (dog minimale) risiko, der er for at arret kan briste, ikke kunne blive hjemme alt for længe.

Fødselslægen var lydhør over for mine ønsker og ville se mig til scanning igen 14 dage senere. Hendes anbefaling lød på at jeg ikke skulle gå for længe over tid, grundet babys størrelse, og hun foreslog at vi lavede tid til planlagt kejsersnit i uge 41+2, såfremt jeg ikke var gået i fødsel af mig selv inden. Og såfremt at baby ikke ville blive vurderet over de 4500 g. inden denne dato. Hvis det var tilfældet ville hun anbefale et kejsersnit tidligere. Det var jeg ok med og jeg besluttede mig for at gøre alt hvad jeg kunne for at gå i naturlig fødsel og hvis ikke det lykkedes, foretrak jeg et planlagt kejsersnit, i stedet for diverse medicinske igangsættelses metoder. Min jordemoder og mand bakkede mig op og det gav ro i maven at nå den beslutning. Jeg var ikke frygtelig bange for et eventuelt planlagt kejsersnit, da jeg ikke synes at kejsersnittet i sig selv havde været slemt sidst. Det var mere forløbet op til og det at det pludselig blev akut der var ubehageligt. Men jeg kendte til alle fordelene ved vaginal fødsel, f.eks. ifht. amning (hvilket var kompliceret sidst) og ønskede derfor at det ville gå denne vej.

Som tidligere nævnt havde jeg fulgt kurset i Smertefri Fødsel og følte mig efterhånden godt forberedt til den forestående fødsel. Jeg fik hver dag min mand til at trykke på diverse ”fødselsmodnende punkter” på ben og fødder og vi talte om hvordan vi ønskede og håbede på fødslen ville blive.

Jeg startede også til fødselsmodnende akupunktur da jeg var 37+3 og fulgte diverse, mere eller mindre alternative, råd på området, for at få skub i den fødsel! Bl.a. spiste jeg hver dag 6 dadler! Akupunktøren jeg gik hos var også jordemoder og i uge 38 undersøgte hun mig indvendigt og konstaterede at jeg var noget nær ”lukket som en østers”. Undersøgelsen og akupunkturen havde dog sat gang i nogle heftige plukkeveer, grænsende til at føles som veer – der bevirkede at hjemturen fra Frederiksberg til Hillerød blev lang og betød at jeg måtte holde ind til siden et par gange og trække vejret dybt. Jeg nåede lige at have et lille spirende håb i maven om at fødslen var på vej, men efter et par timer skiftevis på sofaen og gående rundt, var smerterne gået i sig selv.

Næste scanning var mandag d. 3. december 2018 og weekenden op til blev brugt med mand og vores store søn. Vi var i biografen, ude og hente juletræ og på café. Rigtig dejligt med hyggelige oplevelser sammen bare os 3, inden den nye tid med baby snart skulle starte. Det viste sig at være en god idé at vi havde fået hygget os lige denne weekend!

Om mandagen kommer jeg så til scanning i uge 39+1, denne gang tager min mor med, da min mand er forhindret pga. arbejde. Sonografen kører den rutinemæssige scanning og konkluderer til sidst at baby nu er 40% over gennemsnittet, med en estimeret vægt på 4,8 kg! Jeg bliver noget paf og spørger om hun er sikker?! Det bekræfter hun og tilføjer at baby lå helt perfekt ifht. at udføre scanningen. Min mor og jeg smutter ud i venteværelset og venter på at fødselslægen henter os. Jeg er meget overrasket over resultatet og tænker hele tiden ”800 g. på to uger!” Hvilket baby skulle have taget på siden sidste scanning. Min mor siger med en forsigtig stemme at det jo kan være at lægen vil anbefale et kejsersnit tidligere… inderst inde tænker jeg at hun har ret, eftersom baby nu er over de 4500 g., men jeg vælger at skyde tanken væk og holder fast i at jeg nok skal nå at føde vaginalt inden et kejsersnit bliver aktuelt.

Vi bliver kaldt ind til lægen og ret hurtigt kigger hun alvorligt på mig og siger ”som jeg ser det, så har babyen taget beslutningen for os” og uddyber at hun vil anbefale et kejsersnit allerede dagen efter… På Hillerød Hospital, laver de kun planlagte kejsersnit tirsdag og torsdag og det var jo tirsdag dagen efter. Jeg prøver at argumentere for at vi kan vente til om torsdagen, så vi lige kan forberede os på det derhjemme. Men lægen fortæller at pga. risikoen for de fastsiddende skuldre, skal jeg, hvis jeg går i fødsel inden, komme ind og få et akut kejsersnit. Hun kender min historie med det akutte kejsersnit sidst og vurderer at et kejsersnit dagen efter er den bedste løsning ifht. at få et roligt forløb. Jeg giver hende ret… samtidig stiller jeg spørgsmålstegn ved den usikkerhed der kan være ved disse vægtscanninger og nævner at min jordemoder i sidste uge vurderede babys vægt til omkring de 4,2 kg. ved at mærke på maven – dog tilføjede jordemoderen at når babyerne når en vis størrelse bliver det meget svært at vurdere. Lægen hører hvad jeg siger, men fortæller at hun mener at det er en for stor risiko at tage, at vente. Jeg vælger at følge lægens anbefaling og dermed bliver det besluttet at lillebror skal til verden dagen efter!

Jeg skal derefter i al hast nå at tale med narkoselæge, sygeplejerske på barselsafsnittet og have taget blodprøver – så det som min mor og jeg troede var et kort besøg på hospitalet viste sig at vare i alt 4 timer! Jeg bliver dog positivt overrasket da jeg finder ud af at det kan blive et såkaldt ”hud-mod-hud-kejsersnit” hvor klædet sænkes idet baby kommer ud og han kommer op til mig, såfremt han har det godt. Jeg ringer til min mand og beder ham komme hjem, så vi kan forberede os til dagen efter, sammen. Inden vi hentede vores store søn fra børnehaven, mødtes vi alle tre på Halifax og fik en ordentlig burger – min mor og jeg var blevet møgsultne efter det lange ophold på hospitalet! Det var meget surrealistisk at sidde der og vide at dagen efter samme tid, ville vi have vores lille (store) søn i armene!

… Og i næste uge, kan I så læse om hvordan kejsersnittet rent faktisk gik. Det var ikke uden problemer, kan jeg godt afsløre!

Seksten venner rigere…

Det var med en lille knude i maven vi gik ned mod terrassen. For det første vidst jeg ikke helt hvor – eller hvad, for den sags skyld – det var, og for det andet, så havde jeg ikke den fjerneste idé om hvordan det ville blive. Jeg havde inviteret otte af mine følgere på Instagram til fest på “terrassen”, sammen med hver deres ledsager – og som præmissen jo sådan set er med den slags, så kendte jeg altså ikke et øje. Bevares, jeg har gjort det før, holdt læserevents og et hav af foredrag, hvor jeg ofte møder jer der følger med, men det her var altså første gang jeg holdt fest – og det endda uden anden anledning end at jeg syntes det var en sjov idé. For mig, for at møde nogle af mine følgere – og for dem der kom, for forhåbentligt at få en oplevelse lidt udover det sædvanlige. Sådan tænkte jeg i alle tilfælde da jeg planlagde det. En halv time inden festen skulle starte, var jeg knap så meget ovenpå.

Heldigvis viste det sig hurtigt at medarbejderne her på Samsø Festival (hvor “terrassen” ligger) er præcis ligeså nice, som alle andre vi har mødt indtil nu og de tog således særdeles godt imod os. Nu skulle gæsterne bare komme.

Klokken fem minutter i seks var der kommet to gæster. To. Fuck. Tænk, hvis de ikke gad komme!

Fem minutter over seks, var der heldigvis kun to som endnu ikke var kommet og et kvarter senere, havde vi inviteret et par af mine gæsters venner med op til festen og det virkede helt perfekt.

Folk snakkede på kryds og på tværs, vi drak en hulens masse øller og sang med på de sange vi kendte, imens jeg med nogenlunde held, fik sludret og krammet med hver og én af mine fremmede gæster, som heldigvis (og selvfølgelig) viste sig at være pissesøde allesammen.

Ej, det var virkelig, virkelig en god måde at starte festivalen ud på – især selvfølgelig fordi jeg nu har fået 16 nye venner, som jeg, festivalens beskedne størrelse taget i betragtning, formentlig kommer til at støde ind i et par gange i løbet af de næste par dage.

Jeg havde sørget for at der var glimmer til at alle kunne blive malet lidt i ansigterne – en opgave nogle tog mere bogstaveligt end andre, ha ha!


Fornemmer man det godt på billederne? At det bare var mega hyggeligt? Det var det i hvert fald og med dén erfaring i rygsækken, er jeg overbevist om, at det ikke bliver sidste gang jeg holder sådan et event, så tak til jer for at følge med og for at give mig muligheden for at kunne invitere sådan nogle gode nogen som jer. TAK! 

Vegansk Pavlova – instakagen over dem alle!

Vegansk pavlova? Kan man overhovedet det? JA, man kan så – og du får opskriften lige her!

vegansk pavlova opskrift

Der findes få kager i verden der er så insta-venlig som den jeg vil præsentere jer for i dag. En pavlova, selvfølgelig. Eller rettere, en vegansk pavlova, for at være helt præcis!

Som I måske allerede ved – særligt hvis I har stiftet bekendtskab med min første opskrift på en nem pavlova – så plejer sådan én jo at bestå primært af animalske produkter, i form af æggehvider til bunden og fløde til toppingen. Men venner, jeg har simpelthen fundet ud af hvordan det kan laves uden de to hovedkomponenter – og samtidig smage fuldkommen vidunderligt. En lille smule anderledes end den originale, ja, men stadig meget, meget dejligt!

I stedet for æggehvider kan man nemlig bruge kikærtevand. Hidtil har jeg primært brugt det, når jeg shaker cocktails, som kan få et smukt skum, hvis man shaker med lidt kikærtevand, men nu har jeg altså også kastet mig ud i at gøre det til marengs. (Som basically er dét bunden består af). Det kræver en lille smule mere piskearbejde, end når man arbejder med æg, så hvis ikke du har en røremaskine eller i det mindste en elpisker, så kommer mullerne altså en lille smule på overarbejde med denne her. Men udover dét, så er det virkelig nemt at lave vegansk pavlova!

Skummet, som plejer at være baseret på fløde, er lavet af kokosmælk og det smager således lidt kokos-agtigt, men det synes jeg kun er lækkert, sammen med de syrlige bær. Og OMG! Tænk hvordan det må smage hvis man gør sig den ulejlighed at komme lidt ananasstykker på også. Mums!

I denne omgang har jeg brugt jordbær, hindbær, blåbær og et par ananaskirsebær, som jeg fandt nede i mit lokale supermarked, men alt frugt går an, så længe det ikke er aaalt for vådt – så kan det nok gøre skummet lidt smattet, forestiller jeg mig.

Nå, men altså, ikke mere snak – I skal jo bare have opskriften! Scroll ned og lad jer forføre af en vanvittigt lækker (og smuk!) vegansk pavlova 🙂

vegansk pavlova opskrift vegansk pavlova opskrift

 

Vegansk Pavlova

10 personer
90

Ingredienser

Vegansk Pavlova - bund

  • 2 dl kikærtevand (svarende til vandet fra 1 dåse kikærter)
  • 1/2 tsk eddike (alle slags går an)
  • 300 gram flormelis

Vegansk Pavlova - fyld

  • 1 dåse kokosmælk (fuldfed og køleskabskold)
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • 2 tsk flormelis
  • Bær eller frugt efter fri fantasi

Sådan gør du

Vegansk Pavlova

Tænd ovnen på 90-100 grader, almindelig ovn.

Pisk kikærtevandet (og gem for guds skyld kikærter til aftensmaden, eller morgendagens frokost) sammen med eddiken, ved høj hastighed. Massen skal piskes helt stiv og hellere pisk lidt for længe, end lidt for kort. Forvent at det tager omtrent 6-7 minutter, førend massen er helt stivnet.

Herefter tilsætter du flormelisen, én spiskeskefuld ad gangen, imens du pisker løs. Pisk gerne et halvt minuts tid imellem hver skefuld flormelis.

Når al flormelis er tilsat pisker du yderligere fem minutter, indtil massen er så stiv, at du kan vende skålen på hovedet, uden det falder ud.

Den veganske marensmasse vendes ud på en bageplade beklædt med bagepapir og formes ligesom en fuglerede; altså tyndt smurt ud inde på midten og så med en god tyk kant rundt om. Sæt den ind i ovnen og bag den minimum en time – gerne længere, hvis du har tid.

Når bunden er  færdigbagt, åbner du ovnen og lader den stå og køle af derinde.

Imens forbereder du dit fyld.

 

Vegansk Pavlova - fyld (vegansk flødeskum)

Adskil det faste fra det flydende i din kokosmælk. Du skal kun bruge det faste, men du kan selvfølgelig fint gemme det flydende til at bruge fx i madlavningen senere.

Den faste masse fra kokosmælken piskes cremet og luftig. Det tager ca 1 minut. Herefter tilsættes flormelis og vanillepulver, pisk et par sekunder igen og voila. Vegansk flødeskum.

Kom det veganske flødeskum ovenpå den afkølede marengsbund. Kom bær på efter smag og behag og server for dine gæster, som vil blive blown away! 😉 

vegansk pavlova opskrift

Seriøst, er det ikke pænt? Det vil altså både imponere i virkeligheden, på billeder og selvfølgelig i maven, hvor jeg i hvert fald selv bliver usædvanligt tilfreds, når jeg har spist denne her. Rigtig god fornøjelse – og glem så ikke at tagge mig på instagram (@canabuttenschon) hvis I ender med at vise kagen frem derinde. Jeg vil sååå gerne se hvordan I kreerer den hjemme hos jer!

Mit liv som jordemoder #3

Det var en af de mest erfarne afdelingsjordemødre der var på vagt. En meget dygtig, men også lidt hård jordemoder, var min fornemmelse. Hun fordelte altid opgaverne med hård hånd og man skulle som mening jordemoder ikke gøre sig de store forhåbninger om at kunne gøre indsigelser, hvis først hun havde truffet beslutning om noget.

Heldigvis fik jeg lov til bare at gå ind på en stue og passe en førstegangsfødende som indtil videre havde haft et ukompliceret forløb. Hun var lige ankommet til fødegangen, var ved okay-godt mod og alt var som det skulle være. Jeg satte mig ind på stuen, fornemmede parret og gjorde i virkeligheden ikke så meget end bare at være der, sådan som jeg havde gjort det så utroligt mange gange i min tid som studerende. Jeg stod til rådighed, kom med opmuntrende ord og lyttede hjertelyd i ny og næ.

Efter et par timer undersøgte jeg kvinden indvendigt. Livmoderen havde åbnet sig 5-6 centimeter og fødslen skred planmæssigt frem. Kvinden klarede det utroligt godt. Hun havde efterhånden ret kraftige veer, men fordi hun stadig havde 3-4 minutters pause imellem hver ve, kunne hun godt holde dem ud. Hun fik et par varmepuder og hendes bedre halvdel masserede hende troligt over lænden hver gang der kom en ve. De var et sejt par, de to.

Det bankede på døren. Det var afdelingsjordemoderen.

“Kommer du lige herud et øjeblik” sagde hun, henvendt til mig.

Gad vide hvad jeg skulle? Var der mon telefon til mig?

“Har hun kun åbnet sig 1 centimeter siden vagtskiftet?” spurgte hun.

“Mjah, måske halvanden centimeter – men hun har altså gode veer, så jeg tænker at det nok skal gå fint fremad” svarede jeg.

“Hvis hun ikke har åbnet sig mere end det, bliver du nok nødt til at sætte et vestimulerende drop” sagde hun med en tone, jeg havde lidt svært ved at læse. Altså, jeg var jo ny og hun var så erfaren, så måske ville hun bare hjælpe? Det gav bare ikke rigtigt mening for mig, når jeg nu vidste at kvinden åbnede sig helt planmæssigt.

“… Men der er jo fin fremgang? Altså, det går ikke med lynets hast, men det er helt indenfor normalområdet og jeg er altså ikke bekymret” prøvede jeg.

“Hør nu her. Du er nødt til at få hende til at føde af. Hvad vil du ellers sige til den næste der kommer, som ikke kan få plads? Skal hun så bare føde i parkeringskælderen?” sagde hun hårdt, vendte sig om og gik sin vej.

Av, mand.

Skulle jeg virkelig gå ind på fødestuen og potentielt ødelægge en god fødsel for én, fordi der var en anden på vej ind? Kunne det virkelig være sådan?

Aldrig i min studietid havde jeg oplevet noget lignende. Tværtimod var jeg oplært med tålmodighed og troen på, at langt de fleste godt kan klare sig igennem en fødsel uden alt for meget medicinsk indblanding, hvis bare man giver dem tid, ro og masser af omsorg. Og nu blev jeg beordret at anlægge et vestimulerende drop på en kvinde, uden den fjerneste indikation, andet end at afdelingsjordemoderen syntes det gik “lidt rigeligt langsomt”.

Suk… Måske var det alligevel ikke så nemt at være nyuddannet jordemoder og være startet på Danmarks største fødeafdeling.

… Eller hvad?

Tid til eftertanke #23

Det lader sig nu engang ikke sådan gøre, at holde 100% ferie når man er selvstændig i en enkeltmandsvirksomhed, som min. Men i løbet af de næste fire uger, kommer jeg til at gøre mit ypperste for at gøre det alligevel. Altså, sådan da.

Jeg kommer ikke til at lukke helt ned, hverken her på bloggen, eller på instagram, men min dag-til-dag-aktivitet, vil uden tvivl være lavere den kommende måneds tid, end sædvanligt. Jeg håber selvfølgelig at I alligevel vil følge med – jeg har nemlig skrevet og planlagt en hel del indlæg til jer, som forhåbentligt både kan give inspiration, refleksion og et lille smil om læben i ny og næ.

For nu er det dog tid til eftertanke –  en indlægsrække jeg i øvrigt påtænker at fastholde henover hele sommeren, slet og ret fordi jeg kan mærke at de er sunde for mig at lave.

Ugens højdepunkt er selvklart, at Simon og jeg har taget hul på vores sommerferie, med en indtil videre fuldkommen vidunderlig Danmarkstour. Vi slog et hurtigt smut forbi Kolonihaven onsdag morgen, inden vi satte kursen mod Jylland. Vi startede i Aalborg, sidenhen tog vi til Sdr.Bjert og nu har vi lige forladt Broager for at komme til Bastrup, hvor vi skal tilbringe de næste par dage i selskab med Simons søskende. Det kan virkelig noget bare at holde fri, køre rundt i landet og være sammen med hinanden – og med venner og familie, naturligvis!

Jeg smilede mest da min mellemste niece på fire år tog styringen over vores fælles radiobil på ringriderpladsen i Sønderborg her til eftermiddag. Mage til sej lille pige skal man lede længe efter – og de tre ture sammen med hende, var alle mine efterfølgende bækken/lændesmerter værd. Håber jeg…

Ugens lavpunkt er svært at vælge i denne uge, for der har altså været to lavpunkter. Det ene handler om et hotelværelse jeg åbenbart havde booket til den forkerte onsdag og det andet, som jeg kan mærke bliver “vinderen” af ugens absolutte lavpunkt, er, at Simon i torsdags blev stukket af en bi. I sig selv er det måske ikke ligefrem et lavpunkt af dimensioner, men det skulle simpelthen vise sig, at stikket pludselig – efter mere end et døgn – begynde at hæve voldsomt. Så meget, at Simon endte med at sidde med is på sit højt hævede ben, hele aftenen i går, hvor vi ellers havde planlagt at tage til Sønderborg Ringridning. (Som jeg har glædet mig syygt meget til). Der var selvfølgelig ingen diskussion om hvorvidt vi skulle afsted eller ej, men derfor synes jeg altså alligevel at det er brandærgeligt, at sådan en lille bi (som vi jo ellers faktisk holder så meget af) skulle have lov til at invalidere min søde kæreste i dagevis.

Det gode ved det var at min bror heller ikke planlagde at skulle til ringridning, og vi således kunne nyde en hyggelig grillaften hjemme på hans terrasse, sammen med et par af hans børn, hans søde kone, min mor, hendes mand og hans datter. SÅ hyggeligt!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig en sweatshirt jeg købte for sølle 60.- i herreafdelingen i H&M. Den er blød og stor og virkeligt dejligt at krybe ind i, når man sidder ude om aftenen og prøver på at lege lune nætter.

Det bedste jeg har spist må være middagen vi fik på Sdr.Bjert kro i torsdags. Hold min knallert, hvor var det lækkert! Det smagte beskidt, selvom det var pænt og hvis ikke det var fordi jeg havde andet at tage mig til her i livet, så ville jeg spise derhenne hver eneste dag!

Det bedste jeg har set i tv i denne uge, har altså været en noget sløv omgang, så ingen anbefalinger herfra. (Det var i øvrigt Luksusfælden jeg så, hvis nogen skulle være nysgerrige. Jøsses, et lorteprogram).

I næste uge ser jeg frem til at skulle på Samsø Festival. Jeg glæder mig til telt, fadøl, musik, nye venner, gamle venner, sang, dans og tøj der glimter. Men allermest glæder jeg mig til at festivalen er forbi og det bliver søndag eftermiddag, hvor mine børn kommer hjem efter tre uger (!!) hos deres far. Jeg kan, rent fysisk, næsten ikke vente!