Et bare fordi-agtigt indlæg

Jeg har hovedet fyldt med idéer, men jeg kan ligesom ikke rigtigt finde ud af at gøre dem konkrete. Jeg har lyst til at skrive, men kløjes lidt i ordene og jeg tænker, om det mon kan have noget at gøre med, at min hjerne simpelthen er en smule omtåget i dag. Ordene blev til mudder og jeg er således endt ud med nærværende indlæg, som sandhed er temmeligt ligegyldigt. Men sådan er mit liv også af og til. Lidt ligegyldigt, eller i hvert fald meget lidt interessant, så jeg håber at I kan bære over med mig.

Jeg vågnede i morges, efter et par snoozes på vækkeuret, helt underligt tung i kroppen. Du ved, slet ikke klar til at vågne. Kender du det? (Ja, det gør du nok – det gætter jeg på, at alle gør). Det sære for mig denne morgen var dog, at jeg havde sovet hele natten. Uden afbrydelser.

Normalt sover vi nogenlunde igennem derhjemme, men alligevel vågner jeg ofte, hvis et barn lister ud på toilettet, eller ind under dynen til mig. Jeg vågner også altid hvis Martha trisser rundt eller – som hun gør ret ofte – når hun snorker. Shit, hvor kan den hund snorke, altså! Jeg har aldrig hørt noget lignende, ha ha!

Men i nat vågnede jeg ikke en eneste gang, så jeg gætter på, at min krop har haft brug for søvnen.

Da jeg havde ligget et par minutter og Martha, som altid hører det når jeg begynder at vågne, kom over og forsøgte at slikke på min hånd, der hang ud over sengekanten, kom jeg i tanker om, at jeg havde sovet så tungt og med dén tanke, blev følelsen af træthed, erstattet af god energi. Tænk, at få lov til at starte en ny uge ud med at have sovet en hel nat. Sådan hel-hel, når man ikke er vant til det. Det føles jo som at vade rundt i candyfloss, alene at snakke om det.

Jeg tog et hurtigt bad, kyssede drengene godmorgen, kogte havregrød, lavede kaffe og nåede akkurat at se mig selv i spejlet længe nok til, at jeg kunne få lidt concealer under øjnene og mascara på de øverste vipper, inden vi kørte afsted. I bil, for en gangs skyld.

Nu skrev jeg godt nok i går, at jeg allerhelst ville undgå nogensinde at cykle i kombinationen af blæst- og regnvejr igen, men det var faktisk slet ikke derfor vi tog bilen. (Det ville jeg nok i øvrigt alligevel aldrig gøre, eftersom der trods alt ikke er mere end halvanden kilometer på cykel til både skole og børnehave). Men fordi jeg skal et smut ud af byen i dag, tog vi bilen fra start.

Jeg har nemlig planer om, at skulle på genbrugsbutiksræs i dag og jeg ved af erfaring at genbrugsbutikkerne inde i København, har det med at være temmeligt meget dyrere end dem, ude i forstæderne. Så lige om lidt, når jeg har fået drukket min kaffe og lukket computeren, sætter jeg mig ud i den lille dyt og går på genbrugsjagt, til en lille ting, jeg satser på at fortælle jer om lidt senere på ugen – i hvert fald hvis jeg lykkes med det! 😀

Min indre krejler skal findes frem og jeg fryder mig sådan over nogle af alle de gode kup jeg satser på at gøre mig inden for de næste par timer. Wish me luck!

Tid til eftertanke #40

Det har helt overordnet set været en rigtigt dejlig uge. Altså, hvis man lige ser bort fra alle de morgener, formiddage, eftermiddage og en enkelt aften, hvor jeg er blevet sjasket til i regnvand, fordi jeg er sådan én der helst cykler rundt alle steder. Jeg har nærmest ikke orket at sætte mig ud på cyklen på grund af alt det regn vi har haft og hvis jeg kunne blive fri, ville jeg aldrig mere cykle i regnvejr. I hvert fald ikke i regn- og blæse- og skide-koldt-vejr på samme tid. Uf, dét er jeg træt af.

Men altså, bortset fra vejret, så har det været en dejlig uge. Vi har været meget hjemme, drengene (og jeg) har haft kæmpe hyggeren på, vi har spist årets første æbleskiver, Simon har haft mange aftener fri, Marthas mave har (endelig) været stabil hele ugen og alt ånder således ret meget fred og idyl. Nårh ja, og så har jeg sgu lige bestilt de første billetter til vores nye BigBio som åbner i Nordhavn om en måneds tid. Åh, hvor jeg dog glæder mig til at få en biograf lige ved siden af hvor vi bor – jeg forestiller mig nemlig, at det kommer til at gøre en hel del regnvejsdage langt hyggeligere. (Note til mig selv: må undersøge om ikke man kan købe et 10-turs-kort eller noget i dén dur).

Ugens højdepunkt må simpelthen være forældrefesten i aftes. Det er et helt, helt genialt koncept, som jeg bliver nødt til at sætte nogle flere ord på snart. It works!

Jeg smilede mest da det viste sig at mere end 7000 damer havde lyst til at glæde en veninde med en pakkekalender, da jeg udloddede sådan én på min instagramprofil i torsdags. Julen handler for mig at se, netop om at dele, sprede kærlighed og glæde andre, så det gjorde mig helt vildt glad at se, at så mange var med mig.

Ugens lavpunkt var den aften, hvor jeg (troede jeg) fandt et luseæg i mit hår. Alt kløede. Som i alt. Og jeg kæmmede. Og kæmmede. Og kæmmede, indtil det føltes som om min hovedbund skulle falde af.

Det gode ved det var at det nok slet ikke var et luseæg. Der var i hvert fald ingen lus på mig. Og i øvrigt heller ikke på børnene, som fik en tur med kammen dagen efter, for at være helt sikker. (Simon mente i øvrigt, at det nok bare var skæl, så det kan være at jeg skal på jagt efter nogle gode hovedbundsplejende produkter til dét. Det er dog alligevel temmeligt meget bedre end lus, så jeg er glad).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig store, sorte støvler, som jeg fornemmer bliver “Min ting” (sammen med et par millioner andre, der gør det samme) denne vinter. Jeg har i hvert fald allerede fire par stående fremme (to gamle og to nye – det ene par, er jo cowboystøvlerne, som jeg fortalte om i sidste uge), såeeeehh….

Det bedste jeg har spist ligger solidt imellem Simons lasagne, som jeg har haft glæden af hele to dage og min egen lille supernemme pastaret med spinat og svampe. Simons mad smager bare altid mega-lækkert, men jeg vil altså sige, at pastaretten dér, kommer ret godt med op i niveau, når det kommer til smag! Særligt den fløde- og ostedyngede spinat er fuldstændigt fantastisk! Find opskriften HER, hvis I har lyst.

Det bedste jeg har set eller hørt i denne uge, kan jeg simpelthen ikke lige finde ud af hvad er. De fleste aftener hvor jeg ikke har siddet foran computeren og skrevet blogindlæg, forberedt kampagner eller besvaret mails, har jeg siddet henover et spil Carcasonne sammen med Simon. Det er et helt, helt genialt spil, som både er let, hyggeligt, strategisk og sjovt at spille, uanset om man er 2, 4 eller 6 spillere. Det kræver ingen paratviden og normalt ville jeg nok gå en lang bue udenom sådan et spil, men efter at Simon har introduceret det for mig (og drengene) er jeg altså blevet ret glad for det. (Ja, jeg ved det godt, vi bliver mere og mere “campingfamilie” med brætspil und alles, men jeg elsker det!). 

I næste uge ser jeg frem til en uge med en godt og tætpakket kalender. Jeg har ikke haft det store overskud til at gå til alle mulige arrangementer den seneste tid, fordi der har været så meget pres på med bogudgivelse, foredrag, nye forretningstiltag, webshop og mig, der lige har skullet finde mit fodfæste i det hele; men jeg kan mærke at min lyst til at netværke lige så stille vender tilbage, så nu glæder jeg mig bare til at komme ud og se en masse søde mennesker og forhåbentligt få nogle gode oplevelser i løbet af den kommende uge.

Nem hverdagsmad – pasta med svampe og spinat

Hvis der er noget jeg holder af, så er det nem hverdagsmad! Især selvfølgelig, når det også smager godt, for både store og små, som denne ret med svampe og spinat 😀

Nem hverdagsmad - pasta med svampe og spinat

 

Med “nem hverdagsmad” kunne man måske fristes til at tro, at det her udelukkende er noget jeg serverer i hverdagene. Men altså, nej. Det er bare så nemt, at det lyder helt forkert at smide noget “weekend” henover titlen, selvom det også fungerer helt fint på dén tid af uge herhjemme. Det smager nemlig såååå godt det her og så tager det, helt seriøst ikke mere end allerhøjest et kvarter at lave. Børnene elsker allermest pastaen og svampene og jeg elsker faktisk allermest spinaten, som både bliver fed, salt og fuld af kraft. Uhm altså, hvor det smager godt! Og med både svampe og spinat, så bilder jeg mig også ind, at det ligger i den sunde ende af skalaen, selvom der også er fløde og ost i det. Om ikke andet, så er der i hvert fald en ret sund balance og alle får spist lidt grøntsager undervejs. (Altså, medmindre de spiser udenom dem – det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre, for kræsne munde med hurtige fingre).

Pasta med svampe og spinat

4 personer
15

Ingredienser

  • 500 gram pasta
  • 800 gram svampe
  • 1 pose frisk spinat
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 200 ml fløde
  • 50 gram revet parmesan
  • salt og peber

Sådan gør du

Start med at sætte vand og over til din pasta og kog den efter anvisning på pakken.

Imens vandet bringes i kog, renser og skærer du dine svampe i mundrette stykker og steger dem på en pande (med olie) ved høj varme et par minutter. Løg og hvidløg hakkes (imens svampene steger) fint og tilsættes svampene og steger videre et lille minuts tid.

Tilsæt fløden og kog den ind til ca 1/2 mængde. Tilsæt den revne parmesan. Smag til med salt og peber. Tilsæt spinatbladene og tag panden af varmen. Rør rundt efter et minuts tid og tilsæt pastaen og server.

Nem hverdagsmad - pasta med svampe og spinat

Jeg laver ofte retten på de dage hvor Simon ikke er hjemme til aftensmad – og hvor vi ikke lige får leveret et (næsten-)færdigt måltid udefra, som jeg ikke skal se mig fri for til stadighed også at elske ret meget. Og altså, hvis vi lige har én eller anden rest af nogle andre grøntsager end lige svampene og spinaten, så kan se sagtens hakkes op og tilsættes også. Det er så at sige en ret der nærmest ikke kan ødelægges.

Når retten er færdig, plejer jeg ikke at gøre stort andet end at servere den med en skål friskrevet parmesan på siden – og så er der sådan set serveret nem hverdagsmad for alle pengene. Nemt, ik’?

Prøv også min opskrift på Cacio e Pepe – en pastaklassiker som alle elsker!

Nem hverdagsmad - pasta med svampe og spinat Nem hverdagsmad - pasta med svampe og spinat

Tip: Hvis du gerne vil have “pæne svampe” på toppen som på min ret her, så start med at stege et par enkelte svampeskiver af på panden, ved høj varme og tag dem så af, inden du tilsætter de resterende svampe og de hakkede løg. Læg dem til side og top den ret med dem, når du serverer. Til almindelig hverdag gør jeg det aldrig, men hvis nu det var til en veninde (eller en date, hvis man er single), så kunne jeg godt finde på lige at bruge det ekstra minut på at anrette på tallerkener og gøre retten lidt pæn på den måde. 

Om partnerens vigtige rolle under fødslen

Hvis du er i tvivl om, hvor vigtig en rolle manden, partneren eller den personlige fødselshjælper kan spille under en fødsel, så synes jeg at du skal tage og læse med her. I dag kommer nemlig et genoptryk af en fødselsberetning, som jeg synes vidner rigtigt godt om, hvilken styrke man som fødende faktisk kan finde i sin partner, hvis bare han (eller hun) tør være til stede. Det er ikke en nem opgave, at bistå en kvinde under en fødsel, slet ikke ikke. For nogen falder det mere naturligt end for andre, men for alle partnere gælder det dog, at det er dem – eller jer – der kender den fødende bedst. Det er dem – eller jer – der kan være den allerstærkeste støtte i dén oplevelse, der forhåbentligt skal blive rigtigt god for jer begge to <3

Jeg var forberedt på ikke at være forberedt på en skid

Jeg døjede med bækkenløsning gennem den sidste halvdel af min graviditet, men ellers var det en god graviditet. Jeg var ikke plaget af kvalme eller væske i kroppen, jeg nød at være gravid, og min mave blev aldrig så stor, at jeg rigtigt følte mig besværet af den. Til gengæld var jeg besværet af bækkenløsning, og i stedet for at lindre bækkensmerterne, da barnet stillede sig fast en måned før termin, forværrede det dem. Så udover at glæde mig til at møde min søn eller datter, glædede jeg mig også til (forhåbentlig) at blive fri for bækkensmerter.

 

Jeg havde haft mange plukkeveer den sidste måned af graviditeten, og en uges tid op til termin tog de til. De snød mig tit, så jeg blev i tvivl om, om jeg var ved at gå i fødsel, men de gik i sig selv hver gang. Jordemoderen kunne seks dage før termin konstatere, at jeg havde åbnet mig cirka 1,5 cm, og at der var cirka 2 cm livmoderhals tilbage. Så plukkeveerne var heldigvis ikke uden effekt. Jordemoderen regnede bestemt ikke med at se mig til den tid, jeg havde to uger senere, sagde hun.

 

Jeg glædede mig til fødslen. Glædede mig til at blive en del af klubben og til at prøve det, som jeg tænkte, ville blive min sejeste (i hvert fald min krops sejeste) bedrift i livet. Jeg havde ikke lyst til at forberede mig så meget på fødslen, for jeg tænkte, at sådan en fødsel alligevel bliver, som den nu bliver. Men jeg satte mig ind i fødslens forskellige faser, øvede mig lidt i at trække vejret på forskellige måder og i at presse nedad gennem kroppen. Jeg gjorde mig klart, at en fødsel nok ville være det mest smertefulde, jeg ville komme til at opleve, og det syntes jeg på en eller anden måde var lidt spændende. Samtidig havde jeg i baghovedet, at både min mormor og mor har haft meget korte og ret ”nemme” fødsler, der har varet maksimalt seks timer fra start til slut, og at min jo altså kunne blive ligesådan. Jeg var forberedt på ikke at være forberedt på en skid.

 

Min terminsdag kom og gik. Min mand og jeg var ved at dø af spænding og utålmodighed, og vi fyldte ventetiden med alle de rare ting, vi kunne komme i tanke om. Vi spiste (rigtig) mange is, var i biografen, tog ud at spise og gjorde alt det, vi havde lyst til. Vi hyggede vildt meget. Og jeg brugte vildt mange penge i IKEA. Og på is. Og så blev jeg sur. Selvom vi hyggede os. Jeg var træt af at være gravid, træt af bækkenløsning og træt af at alle andre end mig fødte deres babyer, imens jeg åbenbart skulle være gravid for evigt.

 

En uge efter termin og dagen før min tid hos jordemoderen var jeg ved at være rigtig træt af, at der ingenting skete. Eller, træt af, at der skete en masse, men uden at det blev til en fødsel. Nu skulle vi tale igangsættelse med jordemoderen dagen efter. Øv! Om aftenen kom plukkeveerne igen i nogle timer (hjulpet på vej af sex og en bækkenløsningsvenlig lang gåtur) for så igen at forsvinde. Snydt! Endnu en gang.

 

Indtil jeg vågnede omkring 2.15, fordi noget gjorde ondt. Jeg turde dårligt tro på, at det var andet end plukkeveer igen, men det føltes alligevel anderledes. Da det kort tid efter igen gjorde ondt, tænkte jeg, at jeg da godt kunne prøve at tage tid i tilfælde af, at det gentog sig. Og det gjorde det. I en halv times tid fik jeg ondt i et minuts tid ad gangen med fem-seks minutters mellemrum. Så jeg listede forventningsfuld ud af soveværelset.

 

Jeg ville gerne lade min mand sove så længe, som han kunne, og jeg kunne næsten heller ikke bære at vække ham for 117. gang for at sige “jeg tror måske, fødslen er startet,” hvis det igen bare var plukkeveer, som ville gå i sig selv. Jeg tog min dyne med ind på sofaen og lagde mig og så en serie. Det var ret hyggeligt at ligge der i mørket med vores hund. Og med ondt en gang i mellem. Det begyndte også at sive ind hos mig, at det sgu VAR veer, som kom med alt mellem fire og tretten minutters mellemrum. De gjorde ondt, men ikke meget. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om at trække vejret, når jeg fik en ve, og så så jeg min serie igen.

 

Kl. 4 vågnede min mand og opdagede, at jeg ikke lå i sengen. Han kom ind til mig i stuen med forventningsfulde øjne og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede henkastet, at jeg bare lige så fjernsynog havde veer. Så prøvede vi begge (ret dårligt) at styre vores begejstring. Min mand mente, at det var en god idé, hvis han tog et bad, så han i hvert fald var klar. Bagefter lå vi sammen på sofaen og såfjernsyn.Ved 6-tiden blev vi sultne, og min mand bagte boller til os, for han havde alligevel købt ind til at kunne bage efter fødslen. Fedt! Så sad vi der en tirsdag morgen ved 7-tiden og spiste friskbagte boller, så fjernsynog ventede på vores barn. Det var virkelig hyggeligt.

 

Ved 9-tiden gik vi en lang (altså lang i forhold til bækkenløsning, naturligvis) tur med hunden. Jeg insisterede på, at vi gik langt, for jeg forestillede mig af en eller anden grund, at sådan en fødsel nok godt bare kunne fortryde og holde op igen, hvis man blev for doven. Imens vi gik, var der regelmæssigt fire-fem minutter mellem veerne, og de varede lidt længere end før.

 

Vel hjemme fra gåtur blev veerne igen lidt mere uregelmæssige, så jeg prøvede at holde mig i gang for at holde veerne i gang. Jeg tænkte ved 10-tiden, at det var et godt tidspunkt til et bad. Det tog lang tid. Både fordi jeg skulle vaske hår OG barbere ben (selvfølgelig), og fordi veerne fortsatte med at være regelmæssige, gjorde mere ondt og kun kom med tre minutters mellemrum. Min mand, som sad trofast ved siden af badet og tog tid på veerne, spurgte nogle gange undervejs, om vi ikke skulle ringe til Herlev. Jeg stod fast på at sige nej, for jeg behøvede ikke en jordemoder i telefonen, som ville fortælle, at jeg skulle “tage et bad, gå en tur, se om du kan hvile dig lidt”, det kunne jeg fint klare selv.

   Men jeg overgav mig alligevel ved 11-tiden, hvor veerne stadig både var lange og kom med to-tre minutters interval.

 

Min mand ringede og talte med en sød jordemoder, for jeg kunne ikke helt overskue det med veer. Vi havde telefonen på medhør, og hun ville også gerne lige tale med mig. Det gjorde vi så. I meget kort tid, før jeg fik en heftig ve, som fortsatte direkte til en ve mere. Jordemoderen syntes, det ville være fint, hvis vi kom ind. Det tog lidt tid at komme ud af døren, fordi jeg have veer med korte mellemrum, og jeg ville også gerne trække tiden af frygt for at komme derud og blive sendt hjem igen. På Herlev sagde jeg til min mand, at jeg gerne ville gå en tur, før vi gik til afdelingen, for at trække tiden lidt mere. Den tur blev ca. 100 meter lang, fordi jeg hele tiden måtte stoppe op, når jeg fik en ve, og det kunne jeg alligevel godt se var for åndssvagt, så vi gik hen til fødemodtagelsen i stedet.

 

Kl. 12.30 blev jeg vist ind på en stue og undersøgt. Gode fem cm åben, fik jeg at vide, efterfulgt af sætningen “jamen så er I jo heldigvis det helt rigtige sted. Jeg finder lige noget tøj til dig og en jordemoder”. Nå, så jeg bliver ikke sendt hjem, og jeg er ægte ved at skulle føde? Fedt!

 

Vi fik to jordemødre, fordi den ene lige var kommet tilbage fra 1,5 års barsel og skulle have hjælp til computersystemet af den anden. Og der var åbenbart ikke travlt, for begge jordemødre blev på stuen indtil deres vagtskifte kl. 15.15. Jeg havde altid forestillet mig, at jordemødre kom og gik. Imellem veerne hyggesnakkede vi og drak saftevand. Den ene jordemoder fik hæklet en karklud færdig, imens den anden sad og hang i en lænestol.

 

Mine veer gjorde ondt og kom med korte intervaller, men jeg følte mig ikke presset. Jeg havde det godt, jeg var glad, og jeg var til stede. Og når jeg sagde, at det ikke var så slemt, som jeg havde troet, grinede min mand og jeg af, hvordan jeg senere ville hade at have sagt sådan nu. Vi grinede og jokede i det hele taget en del.

 

Vi havde det hyggeligt, men jordemødrene var ærlig talt komplet unødvendige for mig i denne fase, ud over at de selvfølgelig holdt øje med barnet, som heldigvis havde det lækkert hele vejen igennem. Jeg havde blandt mine få ønsker til fødslen skrevet, at jeg gerne ville undgå smertestillende, så vidt muligt, men blev alligevel tilbudt både akupunktur og steriltvandspapler to gange af begge jordemødre, da jeg sagde, at mit haleben føltes lidt som en syl, når jeg havde en ve. Det takkede jeg pænt nej til. Ikke af princip, men simpelthen fordi jeg ikke syntes, jeg havde brug for det.

 

Til gengæld gjorde selvsamme halebenssyl og presset på mit bækken, at jeg hverken kunne sidde eller ligge, men i stedet stod op under veerne og gik rundt og vuggede i bækkenet imellem dem. Det føltes godt at være i bevægelse, og jeg syntes rent faktisk, at jeg kunne mærke, hvordan veerne arbejdede for mig. Samtidig kunne jeg mærke barnet arbejde med og bevæge sig under hele fødslen. Det overraskede mig, men det føltes ret sejt, og pludselig gik det op for mig, at en fødsel jo er et samarbejde mellem mor og barn. Ikke bare morens arbejde. Selvfølgelig!

 

Indimellem fik jeg flere veer oven i hinanden, og de tog til i intensitet, men jeg var stadig ikke presset og følte mig helt med mentalt. Klokken var nu omkring 14, halvanden time efter at vi kom ind på stuen. Jordemoderen syntes, jeg havde gode veer og ville gerne undersøge mig igen. Hun sagde, at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis der ikke var sket så meget, fordi hun altså havde større fingre end den første jordemoder, der undersøgte mig. Men hey, gode 7 cm, sådan!

 

De gode veer fortsatte, og selvom de helt klart gjorde ondt, så var jeg stadig rolig og mentalt til stede til at kunne følge med i samtalen, som min mand og jordemødrene havde under mine veer. Og nok til stede til at lave en mental note om, at jeg gerne ville blande mig i samtalen, når jeg var færdig med veen.

 

Lige før vagtskifte kl. 15.15 gik vandet. Det føltes egentlig bare som et godt spark fra barnet, indtil vandet kom plaskende. Det var ikke rigtig til at tage fejl af. Jordemødrene gik i gang med at tørre op på gulvet, så jeg ikke skulle skvatte rundt i blod og fostervand, og bagefter tog de imod den nye jordemoder og den medicinstuderende, hun havde med. Jeg havde nogle heftige veer imens, og eftersom jeg lukkede øjnene under hver ve og koncentrerede mig om den, gik der nogle minutter, før jeg fik hilst på dem.

 

Og så kom pressetrangen. Bang! Helt dyrisk, helt urkvindeagtigt pressede min krop, uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Udover den “huuhh”-lyd, der ufrivilligt undslap mine lunger imens. Det var ret vildt og ret overvældende. Mest fordi jeg til at starte med ikke vidste, hvad jeg ligesom måtte gøre med den der pressetrang. Jeg ville gerne undgå at komme hjem med et helt ødelagt underliv, så jeg tænkte, at det gav mening at lade jordemoderen styre det show. Jeg fik lov at presse stille og roligt med, og jordemoderen ville gerne lige undersøge mig og bad mig lægge mig op på briksen. Det fortalte jeg hende pænt, at jeg under ingen omstændigheder kunne grundet førnævnte syl/haleben. Og fordi jeg hele tiden fik veer. Jordemoderen ventede pænt og tålmodigt, men indså alligevel hurtigt, at hun måtte undersøge mig stående. “Du er helt åben, du kan bare presse med.” Ret fedt, for det gjorde min krop sådan set allerede, den ventede ikke på tilladelse fra jordemoderen.

 

Jeg pressede og gjorde, hvad der faldt mig ind, men jeg hørte til at begynde med ikke noget fra jordemoderen. Jeg nåede at tænke “skal jeg bare gøre det her helt selv, skulle der ikke være nogen til at redde mit underliv fra ødelæggelse?” Heldigvis var det bare, fordi jeg gjorde det, jeg skulle, at jordemoderen ikke blandede sig. Min mand var så god og perfekt en støtte. Efter hvert pres sagde han, at jeg gjorde det helt rigtigt, og at det var så flot. Jeg slugte det råt og tænkte, at min mand ved så meget, så han måtte også vide, om jeg gjorde det her rigtigt, og da jordemoderen sagde det samme, slugte jeg også det råt.

 

Jordemoderen fortalte, at man kan gå ned i squat, når man presser for at hjælpe på vej, hvis man har overskud. Jeg ville da gerne være sej og hjælpe på vej, så jeg gav det et forsøg. Det føltes både meget naturligt og virkelig effektivt, selvom jeg helt sikkert har lignet en skovskider. Og i øvrigt også kvitterede med lidt lort undervejs. Min mand stod klar i skudlinjen og så det hele, fordi han skulle tage imod sammen med jordemoderen. Godt, han er medicinstuderende, ikke er sart og elsker mig skide (hæ hæ) meget.

 

Det gik godt med at presse, og jordemoderen guidede mig til at gispe, når det var nødvendigt. Under hele pressefasen følte jeg mig ret meget “in the zone” og på arbejde. Pressetrangen var intens og ærlig talt lidt mærkelig at opleve, selvom det samtidig også føltes som det mest naturlige i verden for min krop. Det var hårdt at presse, men ikke så hårdt, som jeg havde forberedt mig på. Da jordemoderen lavede det famøse pistolgreb for at skåne mellemkødet, gjorde det røvhamrende ondt. Det sved og nev, og jeg gad ret godt have hende til at fjerne fingrene snart, tænkte jeg. Selvom jeg også ret godt gad at have et uskadt mellemkød.

 

Så sagde jordemoderen pludselig “nu er hovedet ude”, og jeg tænkte “hvad fanden?”. Det opdagede jeg jo slet ikke, og var det egentlig ikke meningen, at det skulle være det værste? Jeg kunne kun mærke de skide fingre, syntes jeg. Jeg var nødt til at sige “nu er jeg lige rigtig irriterende, ikke, men var det bare det?”. Det grinede jordemoderen, den medicinstuderende og min mand af og syntes, jeg var ret overskudsagtig. Men det følte jeg mig sådan set også, for jeg havde hele tiden indstillet mig på, at nu ville det snart gøre mere ondt, nu ville det snart blive værre, og nu ville jeg snart hade hende, der havde sagt “det er faktisk ikke så slemt, som jeg troede”. Men det blev bare aldrig så slemt, som jeg troede.

 

Jordemoderen tilkaldte en assistent, for nu skulle vi snart fejre fødselsdag, sagde hun. Jeg prøvede at fatte, at det jo så faktisk bare VAR det, og at der lige om lidt ville komme et menneske ud til os.

 

I næste pres kom resten af babyen ud med et ordentligt skrig, og så var jeg mor. Vildt! Kl. 16.04, efter 5 timer og 40 minutter i aktiv fødsel. Jordemoderen sørgede for at gribe babyen, og min mand overtog grebet lige efter. Han rakte min datter til mig, og jeg tog også pænt imod, men navlesnoren var åndssvagt kort, så jeg måtte blive i min skovskiderstilling, med hende i armene, og vente på, at sengen blev kørt nok ned, til at jeg kunne lægge mig op og få hende på brystet, hvorefter min mand kunne klippe navlesnoren.

 

Jeg græd ikke, som jeg havde troet, jeg ville. Jeg snakkede bare med vores datter og følte, at det var helt rigtigt og naturligt det her. Min mand græd til gengæld som pisket, den søde, følsomme mand, og vi var begge to helt blæst bagover af det lille menneske, som var kommet ud af mig. Faktisk så meget, at vi helt glemte at finde ud af det køn, vi i ni måneder havde gået og ventet i spænding på at få afsløret. Det var jo et menneske, og det var ligesom det, vi havde regnet med. Mennesket var en pige, vores perfekte, lille datter med opsvulmet ansigt og højt hoved. Ikke smuk, men helt perfekt og med et klart potentiale til at blive smuk.

 

Jeg kan uden tøven sige, at jeg havde en helt perfekt fødsel. Det var den bedste og vildeste oplevelse, og jeg kunne efter fem minutter med min datter på maven sige til min mand, at jeg gerne gjorde det igen i morgen. Og at vi godt kan skynde os at få de fem børn, Johan drømmer om. I hvert fald fire.

 

Jeg havde to små helt overfladiske bristninger, som kunne klares med nogle få sting, og jeg havde kun blødt små 150 ml. Alt var godt. 5 timer efter min datters ankomst var vi klar til at tage hjem som en lille familie. Jeg sov ikke de første to døgn, selvom min datter fra første nat sov fem timer i streg (og selvom jeg havde læst i 40 uger efter, at jeg skulle), og jeg opdagede ikke engang, at jeg var træt. Jeg kiggede på min datter og kiggede på min mand og var helt opslugt af lykke, mens de lå der ved siden af hinanden og lavede de samme små spjæt og lyde.

 

Min mand var og er min helt. Han roste, jokede og hjalp på alle de rigtige tidspunkter, uden at jeg nogensinde skulle bede om noget. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg havde brug for, men det vidste han, som han altid gør. Min mand er den, jeg husker tydeligst fra fødslen, og hans ord var dem, der betød mest. Tænk, at jeg har fået lov at få en kopi af sådan et fint menneske.


Beretningen er taget ud fra min seneste bog, 40 Ting du skal vide om din Fødselsom jeg vil anbefale alle der skal føde, at læse – også selvom det ikke er første gang.

Ting jeg gerne vil…

Der er mange ting jeg gerne vil. Vinde en million i lotto, for eksempel. Skabe fred i verden og sørge for at der er nogle ordentlige forhold i både daginstitutioner, folkeskoler og sundhedsvæsen, for at nævne et par stykker mere. Det vil jeg faktisk rigtigt gerne. Problemet med dét er imidlertid, at det ikke bare er sådan lige at få gjort, hverken det ene eller det andet. Jeg kan give det et forsøg, men udsigterne er nok – hvis jeg skal gøre arbejdet selv, i alle tilfælde – temmeligt lange. Til gengæld, så er der også andre ting jeg gerne vil. Ting, som ligger lidt mere indenfor rækkevidde. Ting, som jeg nok i virkeligheden mest bare ville ønske, at jeg kunne tage mig sammen til. Ting, som jeg inderligt håber, at bare et par stykker af jer, der læser med, kan relatere til.

Jeg vil virkeligt gerne…

Jeg vil virkeligt gerne få bugt med de der pigmentpletter jeg har fået i ansigtet, som følge af at have været gravid et par gange. Har for nyligt fået sådan en særlig serum (i gave) som skulle kunne gøre underværker, men indtil videre synes jeg faktisk det er blevet værre.

Jeg vil også ret gerne blive bedre til at tage tjansen med at gå aftentur med Martha. Virkelig. Jeg synes det er så ærbart at Simon altid – og uden et kny – tager den, men jeg vil sgu da også gerne være ærbar. Altså, bortset fra, at jeg ikke gider, når jeg kan slippe.

Jeg vil i hvert fald gerne lave mere mad. Som jer der så med, da jeg var med i Til Middag Hos, ved, så har jeg, siden Simon er kommet ind i mit liv, faktisk lært at lave rigtigt god mad. Altså, den slags mad, som ikke bare smager godt, men som også ser godt ud. Den slags mad som man kunne spise på en (finere) restaurant og som kræver planlægning og forberedelse. Den slags mad som jeg, nu hvor dagene for alvor er ved at blive korte, simpelthen ikke får gjort mig det fjerneste i, selvom jeg ægte godt gad.

Jeg gad også ægte godt at lære at få skorpen rigtigt sprød når jeg bager brød. Jeg føler at jeg har prøvet alt, men det bliver aldrig – som i aldrig – ligesom dét brød jeg køber hos bageren. (Særligt ikke brødet hos Andersen og Maillard, som er for sindssygt!).

Jeg vil sååå gerne have sådan en maskine, så jeg selv kunne lave shellak-negle. Altså, på mig selv. Jeg elsker at have neglelak på, som holder sig pæn længe, men jeg (og min pengepung) hader at skulle sidde hos en negledame i en time hver tredje uge, så jeg tænker, at det ville være ret genialt, hvis jeg kunne gøre det selv. Jeg tænker om aftenen, foran et ligegyldigt tv-program kunne være oplagt.

Jeg gad egentligt også godt – nu hvor vi er ved det – at se mere godt tv. Ofte når jeg får tændt for flimmerkassen, så er det altså for at se reality – helst i konkurrenceform. Landmand søger Kærlighed eller Den Store Bagedyst er for eksempel sikre vindere, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne tage mig sammen til at se flere dokumentarer i stedet.

Jeg vil i virkeligheden gerne træne mere. Eller at træne i det hele taget. Buttom line er, at jeg nok sagtens kunne finde tid til det (hvis jeg droppede nogle af alle mine overspringshandlinger) i løbet af de fleste dage. Faktisk sagde én af mine veninder (som er EMS-træner) til mig i dag, at det jo ikke behøver at tage længere tid, end at drikke en kop kaffe. Problemet er så, at jeg til enhver tid hellere vil drikke kaffe. (Og i øvrigt tror jeg slet ikke hun er klar over, hvor hurtigt jeg faktisk kan tylle en kop kaffe – jeg kan jo bedst lide den lidt lunken!).

Jeg vil selvfølgelig også gerne blive bedre til at passe på mine planter. Særligt krydderurter. Jeg siger ikke at de dør allesammen. Jeg siger bare, at jeg indenfor den seneste måned, har slået både koriander (som f*cking altid dør!), ærteskud og timian (som jo nærmest aldrig dør) ihjel.

… Og så vil jeg gerne tage mig sammen og gøre de ting jeg tænker jeg gerne vil. Jeg skal bare lige have en kop kaffe først.

Ps. Simon undrer sig over, hvorfor jeg ikke har skrevet “lære at strippe” på min liste. Jeg undrer mig bare over, hvad han egentlig har tænkt sig, eftersom jeg nærmest altid går i (lidt for) stramme jeans.