Fødselsfredag – ikke helt som forventet…

Hun havde forberedt sig både godt og grundigt og vidste lige akkurat hvilken fødsel hun godt kunne tænke sig. Men som du nok allerede nu har regnet ud, så gik det ikke helt sådan. Slet ikke, faktisk. Ikke desto mindre havde hun en rigtigt god oplevelse og akkurat dét, synes jeg er så fint og vigtigt at tage med. Det kan godt være at fødslen ikke ender ud, sådan som du havde hverken planlagt eller håbet, men det behøver den faktisk ikke blive spor dårligere af – i hvert fald ikke, hvis du er i stand til at sætte dig selv fri af dine egne forventninger.
Tag rigtigt godt imod en skøn, skøn fødselsberetning.
Jeg havde termin d.5. Maj 2019, og havde af en eller anden mærkelig grund bildt mig selv ind, at jeg selvfølgelig ikke gik over tid. Jeg havde en meget nem graviditet, og glædede mig utrolig meget til fødslen. Jeg havde gået til fødselsforberedelse, og skrevet en laaang ønskeliste til jordemoderen, så jeg kunne få en lang og rolig vandfødsel, med rebozo, dæmpet lys og musik… Er du gal hvor blev jeg klogere! 😉
D.5. Maj kom og gik, og det gjorde den næste uge også. D.11 maj var jeg til min svigerindes 30 års fødselsdag, og efter 6 timer med spørgsmålene “har du ikke født endnu?!” Og “vandet går sikkert hvis du danser med” var jeg klar til at tage hjem. Jeg begyndte at affinde mig med at det blev igangsættelse, som jeg havde fået tid til d. 17. Maj kl.08.30. Dagen før min tid til igangsættelse var jeg ude og shoppe en hel dag med min veninde, og efterfølgende tog min kæreste og jeg også lige ude og kigge på en bil sent om eftermiddagen. På vej hjem fra bilhandlen ved 17-tiden, kunne jeg alligevel mærke nogle anderledes niv i maven, men slog det hen. Jeg skulle jo sættes i gang og sådan var det.
De niv tog alligevel til, men jeg tror at jeg var så skuffet og besluttet om at jeg skulle sættes i gang, at jeg helt formåede at ignorere de begyndende veer. Det var først omkring midnat at jeg alligevel tænkte det måske var “noget”, og jeg fik en snak med fødegangen. Jeg skulle selvfølgelig blive hjemme lidt endnu og se veerne an, men ved 03-tiden kom jeg ind til et tjek. Her var jeg kun 2-3cm åben. Pis os’! Hjem igen, med mig hængende oppe i loftet i bilen i alle sving. Timerne gik og veerne tog til, men de var på ingen måde regelmæssige, men med min øvede ve-vejrtrækning gik det fint. Dog fandt jeg ud af at jeg ikke er sådan en type der skal bevæge mig under veerne; som jeg ellers havde håbet, haha! Jeg skulle bare ligge heeeelt stille.
Jeg snakkede med fødegangen igen ved 06-tiden, og fordi jeg var gået over tid og egentlig havde tid til igangsættelse samme morgen, kom jeg ind til et tjek igen. Her fik vi lov at blive, men måtte være i et hvilerum i nogle timer, indtil der var en fødestue klar.
Kl. 8.30 gik mit vand spontant. Vandet var desværre grønt, men alt så fint ud med lille Arthur i maven, og vi fik en fødestue en lille time efter. På det tidspunkt var jeg kun 4cm åben, og på grund af det grønne fostervand måtte jeg ikke føde i vand. I situationen var det sådan set også fuldstændig lige meget.
Der gik nogle timer og veerne tog til i styrke og jeg var et helt andet sted. Jordemoderen undersøgte mig endnu en gang, hvor jeg nu var åbnet til 5 cm. Der gik yderligere 20minutter (blev jeg fortalt, jeg husker det ikke rigtig, haha) og så foreslog jordemoderen og min kæreste at jeg skulle op og stå, for at sætte lidt skub i tingene. Allerede efter nogle minutter får jeg sagt at jeg føler jeg skal presse. Jordemoderen vil gerne undersøge mig, og jeg husker hun sagde til min kæreste “enten står han skævt i bækkenet, eller også går det hurtigt”. Da viste det sig at jeg på 20 minutter havde udvidet mig fra 5 til næsten 10 cm!
Jeg lå på ryggen (som jeg ellers havde svoret jeg ikke skulle!) og måtte begynde at presse med. Der var stort set ingen pauser mellem mine presseveer, så jeg havde meget svært ved at følge med, og følte egentlig at pressefasen var én lang ve. Men efter hårdt arbejde og lidt over en time, tog jeg selv imod vores lille dreng. Så lå den lille perfekte skabning pludselig ved os. Han havde haft navlesnoren en gang rundt om halsen, og på grund af det grønne fostervand, skulle han lige ligge lidt, for at sikre han ikke slugte noget af fostervandet, inden en børnelæge og jordemoderen måtte sætte lidt skub i ham. Efter hvad der føltes som mange minutter (det var jo nok nærmere nogle sekunder), kom der det ventede lille livsbekræftende skrig.
Jeg fødte 12 dage over tid, havde en fødsel stik modsat alle mine forestillinger, og alligevel kunne jeg aldrig havde forestillet mig det anderledes. Fødslen af min søn lærte mig, at man kan have nok så mange forestillinger og ønsker til sin fødsel, men i sidste ende er det vigtigste at mor og barn har et godt forløb. Nårh ja, og så fik jeg desuden at vide på sygehuset, at næste gang jeg skal føde, skal jeg ikke regne med at vente hjemme i den aktive fase, hvis jeg skal gøre kunsten efter min første 😉

Tid til eftertanke #72 – lidt forsinket

Fjernsynet kører derudaf med én af de vist efterhånden ret mange “Grusomme Mig”-film, børnene sidder som forstenede, når de ikke lige griner af alle Grus stygge løjer, hundene lister rundt og håber på lidt skorper fra børnenes rugbrødsmadder, de andre voksne tager en velfortjent slapper – og jeg sidder her. Èt af mine yndlingssteder: foran min computer.

Det var ikke fordi jeg manglede tid, overskud eller lyst, at jeg ikke ikke fik skrevet mit sædvanlige (og højt elskede, af mig) “tid til eftertanke”-indlæg i går. Jeg glemte det simpelthen bare. Feriestemningen er indtruffet for fuld udblæsning og jeg har således allerede glemt hvilken dag der er hvilken og søndagen kom og gik, uden hverken om- eller eftertanke. Men det var hyggeligt og når det nu lige akkurat er i dag det pis’regner udenfor, ja, så er det jo fint bare lige at sidde her og hælde et par af sidste uges mange, gode oplevelser ud af ørerne.

Ugens højdepunkt må være, at mine børn gik på sommerferie. At vi gik på sommerferie. Man kunne selvfølgelig argumentere at vi allerede har haft masser af tid til sam- og nærvær i år, med et par måneders hjemsendelse af både børn og kæreste. Men fordi det trods alt var med hjemmeskoling og ditto arbejde (det sidste kun for mig), så har jeg alligevel savnet tiden hvor vi bare kan være sammen, uden at skulle tænke på andet end at hygge os! Og den har vi nu og dét sætter jeg simpelthen så meget pris på. Vi er taget i sommerhus med min mor og bror – og hver deres respektive familier og det er knald-hyggeligt!

Jeg smilede mest da jeg stod, sent mandag aften, i et heldigvis afskærmet lokale på Marienlyst Strandhotel og skrålede med på Proud Mary. Som jeg også fortalte om i sidste uge, så havde min kollega og veninde, Jasmin, inviteret mig og en flok andre damer med på spahotel for et døgn og for pokker, hvor var det dejligt! Vi netværkede, sugede erfaringer, gav viden, drak vin, lavede business, spiste lækker middag, badede, grinede, dansede og sang. Jeg føler mig så, så, så heldig at jeg får lov til at være med til den slags, her i mit lille liv. Dét havde jeg nok næppe troet på, havde noget foreslået mig det for 10 år siden…

Ugens lavpunkt er, at Martha stadig/igen er halt. Det har været i bedring og er blevet værre, sådan lidt skiftende og nu, efter et par dage med lange gåture og løb på stranden, er det desværre ret slemt igen. (Piv, mit hjerte kan næsten ikke holde til det).

Det gode ved det er, at vi er en times tid tættere på landets vistnok bedste hundedyrlæge (det siger min mor i hvert fald at han er) end vi er, når vi er hjemme i København. Så om et par timer, sætter Simon og jeg kursen mod den åbne konsultation, hvor vi forhåbentligt kan få noget afklaring på hvad pokker der er i vejen med vores lille hundebørge-marthafis.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min gode, gamle mintgrønne sag, som jeg efterhånden har haft på til mange holdfulde fester. Jeg linkede engang til den i indlægget med en masse lækre sommersager HER, men jeg tror desværre den er udsolgt for tiden…

Det bedste jeg har spist kunne sagtens være det kilo ærter jeg kværnede, efter at have plukket dem sammen med en håndfuld børn i går – meeeeen, jeg tror nu alligevel at de blev overgået af forretten fra Marienlyst forleden. Det var også noget med ærter, brødstegt fisk (ligesom dét jeg lavede i Til Middag Hos) og en sauce der bare smagte af mere!! Mums, hvor var det bare møglækkert!

Det bedste jeg har hørt er lydbogen “drop opdragelsen” som jeg gik igang med at høre for nogle dage siden. Jeg ved ikke om jeg føler at jeg lærer så meget nyt, men det er nu engang meget rart lige at blive mindet om gode vaner, godt sprogbrug og den anerkendende tilgang jeg allerhelst gerne vil have til mine børn (og alle andre, for den sags skyld). Den kan virkelig anbefales.

I resten af denne uge ser jeg frem til endnu mere sommerferie. Mange ture i poolen, masser af tid til at spille spil, hjemmebag, jordbærpluk (igen), nintendoturneringer og forhåbentligt et dyp i Vesterhavet, hvis vejret arter sig og de der dumme blå brandmænd skrider tilbage til England…

Fødselsfredag – moderkagen rev sig løs…

Jeg har gået og grublet over, hvornår jeg mon skulle dele denne beretning, for den er altså ikke som fødselsberetninger er flest. Heldigvis er den ikke det. Den er benhård og barsk og forfærdelig. Men også fuld af kærlighed, omsorg og nærvær. Den handler om et forløb hvor kvinden – parret – desværre ikke fik et levende barn med hjem og den er således ikke for alle at læse. Dét den lille familie udsættes for sker gudskelov meget, meget sjældent og det er altså ikke noget, du skal gå og bekymre dig om, uanset om du læser beretningen eller ej. Det kan ske – og det sker for nogen, men stol på, at det ikke sker for dig, for det sker simpelthen så sjældent. Læs beretningen hvis du har lyst, og hvis du føler at du kan. Ellers spring den over og glæd dig i stedet til en lidt mere opløftende fødselsberetning i næste uge <3

Grædende fik jeg fat på min læge, som helt rolig og på professionel vis både fik givet mig en lægetid til dagen efter og et godt råd om nu at få snakket godt igennem med min kæreste om hvad vi ønskede. Jeg lagde på og kiggede endnu engang på den positive graviditetstest, der 15 minutter forinden havde fået mig til at vandre stortudende rundt i lejligheden og febrilsk ringet til min kæreste, som venligst havde bedt mig om at huske at trække vejret.
Kort fortalt så var graviditeten, som I nok kan regne ud, ikke planlagt og jeg brugte nogle dage på at sunde mig over ”nyheden”. Min kæreste derimod var ikke et sekund i tvivl – selvfølgelig skulle vi gennemføre graviditeten og blive forældre sammen. Graviditeten var ikke planlagt, men blev meget hurtigt meget ønsket, og forventningens glæde overtog nervøsiteten. 

Når jeg kigger tilbage på hele forløbet kan jeg jo godt se, at det ikke var en let graviditet, selvom jeg undervejs nægtede at erkende det. Jeg havde det PERFEKT når folk spurgte, og de kunne lige våge på at forsøge at aflaste mig. Utrolig stædig (som jeg nok altid har været) og til sidst desværre også ret benægtende overfor den egentlig realitet..
Ved nakkefoldsscanningen blev det vurderet, at der var en risiko for, at vores lille barn havde kromosomafvigelser. Det var de blodprøver jeg havde fået taget inden, der var skæve og gjorde at jeg blev tilbudt en moderkagebiopsi. Denne takkede vi ja til og skulle blot møde op efter weekenden. Skæbnen ville dog, at jeg henover weekenden blev ramt af fransk rosen. En hudlidelse som jeg er 100 % sikker på at Fanden selv har skabt.. Moderkagebiopsi blev i stedet til fostervandsprøve som heldigvis viste, at der gemte sig en sund og rask dreng i min mave.
Grundet den skæve blodprøve blev jeg senere, i uge 28 og på min 27’ende fødselsdag, kaldt ind til en ekstra scanning. Dette blot for at tjekke, at vores lille søn voksede som han skulle. Noget vi egentlig ikke tænkte særlig meget over, da min mave var flot rund og både fostervandsprøve og misdannelsesscanning var gået som smurt. Jeg fik dog ikke det positive svar, som jeg ellers havde bedt om på min fødselsdag.. Det viste sig, at vores dreng var noget mindre end gennemsnittet. Hele 32 %, eller var det 35?
Herfra bliver alt lidt mudret i min hukommelse, og tingene tog fart. Det vidste sig, at min moderkage ikke fungerede optimalt, hvorfor vores lille, men ellers perfekt sunde dreng, ikke fik nok næring. Min egen krop modarbejdede altså vores lille dreng (lorte krop).. 

Jeg var til scanning stort set hver anden dag i en lille måned. Dette for at holde øje med hvordan vores dreng havde det i maven, og for hver gang at vurdere hvorledes han ville have bedre betingelser for at vokse sig større ude i den virkelige verden. Undervejs fik jeg yderligere diagnosticeret svangerskabsforgiftning – dog ikke med så højt et blodtryk, at det skulle behandles med blodtrykssænkende medicin. Engang imellem ønskede lægerne at indlægge mig, og en gang eller to udskrev jeg mig selv, da lillemanden var en aktiv gut og da jeg jo selv bare kunne måle mit blodtryk hjemmefra. 

Efter en lille uge med flere scanninger, en overnatning på barselsafsnittet, mange lægesamtaler og en udskrivelse (af lægerne vel at mærke) fik jeg ”lov” til at gå på forlænget weekend hjemme.  En weekend, der bl.a. bød på shopping af det sidste baby-udstyr og et hyggeligt surprise baby-shower. Vi var blevet forberedt på, at vores lille dreng ville komme noget før tid ved kejsersnit, og dette var vores omgangskreds blevet informeret om, hvorfor min søde familie og veninder havde fremrykket min baby-shower til den lørdag. En hyggelig og dejlig lørdag, der i den grad var tiltrængt efter al lykke over graviditeten var blevet begravet i hospitalsbesøg og bekymringer. 

Om søndagen, d. 23. februar, kom vores søn til verdenen. Den smukkeste lille dreng – vores Felix <3. 1085 gram og 37 cm ren kærlighed. Dog kom han til verdenen med lukkede øjne og uden det famøse baby skrål.

Jeg vågnede om den søndag med murren nede i venstre side og menstruationslignende smerter. Jeg googlede for 10.000 gang symptomerne på svangerskabsforgiftning, da jeg havde fået nøje anvisninger om at holde øje med disse. Symptomerne matchede slet ikke dét jeg oplevede og jeg tænkte, at jeg nok blot havde spist for meget kage og pizza til festlighederne dagen forinden. 3. gang jeg rejste mig fra sengen for endnu engang, at trisse ud mod toilettet føltest det som om, at jeg tissede i bukserne. Til mit store chok finder jeg dog ud af, at det hverken var tis eller fostervand. Det var blod. Og der var meget af det. Halvfebrilsk vækker jeg min kæreste ved at skrige hans navn. Imens forsøger jeg mig med at ringe til fødegangen og sidde i telefonkø. Min kæreste, som er væltet ud af sengen, får dog banket lidt fornuft ind i mit hoved og ringer 112. Imens min kæreste har overtaget telefonen og oplyser alarmcentralen om vores situation forsøger jeg mig med at gå i bad og vaske noget af alt blodet væk. En opgave, der var ret svær at udføre, da der hele tiden kom nyt, men en opgave som jeg, underligt nok, fandt ret så vigtigt i det øjeblik. Min kæreste får dog, efter anvisninger fra alarmcentralen, gennet mig ind i sengen for at vente på Falckredderne. Vi bliver kørt til hospitalet med udrykning, men den søde Falckmand vurderer at jeg er stabil og vi får snakket om stort og småt. Jeg når lige at nævne, at jeg synes vores lille dreng er meget stille, at han da helst skulle vente lidt med sin ankomst og at min mave er ret så spændt, da blodtryksmåleren viser 90/35 og Falckmanden får travlt med at hænge væske op. Smerterne er på det her tidspunkt til at holde ud, og situationens alvor har jeg endnu ikke opfattet. Her 3 måneder efter har jeg stadig svært ved at forstå det der er sket, og dén søndag kører ofte for mit indre som en dårlig B-film, man helst bare vil zappe væk fra.

På fødegangen bliver vi mødt af en læge, som hurtigt kunne konstatere at vores lille drengs hjerte er stoppet med at slå. Jeg husker det som om, at alt kortvarigt gik i stå. Følelsen af verdens største mavepuster ramte mig med 100 km i timen og min kæreste faldt sammen henover mig. Lægen tilkaldte en ekstra og fik mumlet noget om igangsættelse og at vi nok kunne forvente en fødsel henover natten.

Jeg ville sådan ønske, at jeg nu kunne berette om en, nok utrolig hård, men smuk og rolig fødsel, men desværre begyndte jeg igen at bløde. Hurtigt blev stuen fyldt og en hektisk stemning bredte sig. Selv husker jeg kun brudstykker og en masse mennesker, men min kæreste har senere fortalt hvordan personalet sad på hver sin side af mig og bøvlede med at få taget blodprøver. Alt imens en jordmoder hele tiden tjekkede om jeg havde åbnet mig. Selv husker jeg blot, at jeg blev mere træt og ligeglad. Og at jeg rystede, hold op hvor jeg frys! Planen blev hurtigt ændret til akut kejsersnit, og jeg bliver lagt i fuld narkose. Vores lille Felix blev født kl. 09:35 og kom med det samme ud til sin far, som heldigvis havde en sød jordemoderstuderende ved sin side. Det viste sig, at min moderkage pludselig havde revet sig løs, hvorfor al næring og ilt til vores dreng var ophørt (igen- lorte krop). Noget der heldigvis sker sjældent og som ikke kan forudsiges. 

3 måneder senere. En lille søn rigere, men også fattigere. Tanker om skyld, skam, uretfærdighed, men alligevel en kæmpe stolthed over vores lille perfekte dreng. Felix blev kremeret og spredt tæt på vores hjem. Så han kunne flyve til himmels og holde øje med os. Vi nåede heldigvis en lille ceremoni inden corona lukkede Danmark ned og mærkeligt nok, virker det til, at alle andres liv også har været sat på pause, ligesom vores. Min sorgorlov er snart slut og jeg glæder mig til at starte mit liv op igen. Et liv der aldrig bliver som før, men som forhåbentlig byder en lillebror eller lillesøster velkommen i vores arme, når tiden er til det.

Perfekt timing!!

Det er torsdag, klokken er lige knap elleve og jeg begynder simpelthen at tro på, at det hele nok skal lykkes. At enderne mødes og brikkerne falder på plads inden jeg – i morgen klokken 12-nul-dut – går på sommerferie sammen med mine børn.

Jeg har ellers gået og gruet for hvordan det nu skulle gå an, det her med at holde ferie; særligt med min lille webshop. Jeg har længe haft besluttet at jeg ikke ville sende nogle bestillinger ud i uge 27+28, men jeg har samtidig også været bevidst om, at det ville blive en opgave af de svære, fordi det er noget nær umuligt, at se bestillingerne tikke ind – og lade dem ligge! Selvom jeg naturligvis ville skrive på shoppen at der var ferielukket og man derfor først kunne forvente at modtage sine varer i uge 29, så nagede den dårlige samvittighed mig allerede for flere uger siden. Tænk, hvis folk ville blive sure! 

For at afhjælpe flaskehalsen lavede jeg derfor et lille mini-udsalg mandag/tirsdag og så skal jeg da ellers lige love for, at der kom knald på! Jeg har i skrivende stund seks bøger liggende på mit lager. Som det eneste! Det har jeg endnu aldrig prøvet før, men hold nu kæft, hvor føles det lækkert! Normalt ville jeg få stress i hjernen over udsolgte varer med høj efterspørgsel, men nu hvor jeg går på sommerferie, er det jo helt, helt perfekt.

Jeg kan ikke arbejde! (Hurra!).

Særligt mine chiliplastre har været (og er) meget, meget populære og fordi jeg egentlig troede at min lager var fyldt ret godt op, har jeg først bestilt nye til levering i midt/slut juli, så nu er det bare sådan det er. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg kan bare læne mig tilbage, forberede et par fødselsfredage til de næste uger (nogle, I virkelig kan glæde jer til at læse, hvis I er til dén slags) og gå på sommerferie. Dét er sgu da god timing, hva’? 😀

Jeg kommer selvfølgelig til stadig at opdatere, både her og på instagram, i ny og næ, men efterhånden er det faktisk heller ikke dén del der fylder mest i mit arbejdsliv, så det bliver helt skønt, bare at holde fri og hygge mig – både med mine børn, min familie, mine veninder og med jer <3

Tid til eftertanke #71

Mit hoved føles for tungt til min krop og min lænd begynder igen at give lyd fra sig, efter ellers at have været dejligt smertelindret de seneste 6-7 timer (tak, chiliplaster!). Jeg kan mærke, at jeg virkelig begynder at glæde mig til at gå i seng. Ikke fordi det har været en dårlig uge – slet ikke. Men ugen har været fyldt op af alt muligt dejligt, som jeg lige nu føler, at jeg betaler prisen for. Simon og jeg har datet, jeg har sludret, hygget og spist middag med veninder og kollegaer og så toppede vi hele ballet med at fejre min mor, som fylder 60 år i næste uge, i aftes. Jeg sang, dansede og kastede mine mindste niecer højt op i luften (og greb dem igen, selvfølgelig) og manner, hvor kan det dog mærkes i dag.

Ugens højdepunkt var selvfølgelig festen hos min mor i aftes. Selvom ugen har været fyldt med dejlige stunder og ditto dejlige mennesker, så er der ikke meget i verden, som en tur (og fest!) i det sønderjyske, der kan rokke min båd så højt, som den blev det i går. Kæft, hvor var det hyggeligt altså. Og sjovt. Foruden børnene, var Simon og jeg festens absolut yngste deltagere, men jeg skal love for at vi (allesammen) fik taget til at løfte sig mere end én gang i løbet af aftenen.

Jeg smilede mest da jeg endelig fik købt mig en ny cykel efter at den gamle blev stjålet for et par måneder siden. Den er gul, hurtig og flot. Selv i regnvejr, som jeg i dén grad fik testet af, da jeg i fredags cyklede tværs igennem hele København i skybrudslignende regn. Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg – bogstaveligt talt – hældte en halv liter vand ud af mine sko, da jeg var hjemme. Til gengæld lyver jeg heller ikke når jeg siger, at det alligevel var en fantastisk cykeltur. Lidt på grund cyklen, men mest fordi jeg holder så enormt meget af sommerregn.

Ugens lavpunkt var da vores nye bil – berlingoen som jeg har “bygget om” til en autocamper – punkterede på det ene baghjul. Jeg har ikke sagt det på internettet før nu, for jeg var ærligt talt lidt flov over at have haft så meget optur over min bil, når den bare stak skråt op og punkterede på dén måde, ha ha!

Det gode ved det var at bilen punkterede mandag eftermiddag, bedst som vi var trillet ind i Nordhavn, efter at have været et smut ude i kolonihaven – og tirsdag morgen kom der en meget flink lappe-mand og fiksede dækket, så bilen atter kunne køre. Vi slap således for både ventetid, vejhjælp og besvær. Det var jeg trods alt ret glad for.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig cykelshorts! Ha ha, hvem havde troet dét?! Jeg synes de er super fede sammen med en oversized t-shirt (jeg låner gerne én af Simon) eller under en kort kjole, som får lidt mere kant, når man har cykelshorts under. Mine cykelshorts er fra weekday og jeg har godt nok ikke lige kunnet finde dén model jeg har, men disse ligner ret meget (reklamelink).

Det bedste jeg har spist står benhårdt imellem den overraskende gode tofu-bao fra Mak Cik eller den spicy fiske-bao fra Kung Fu i Tivoli Food Hall (hvor jeg til gengæld blev svært skuffet over deres vegetarudgave…). Hvis man kunne tage én fra hvert sted, ville min bao-lykke så absolut være gjort!

Det bedste jeg har hørt er Jasmin Gabays nye single Something Real. Den er sprød, feminin og fuld af power – fuldstændigt ligesom Jasmin, som jeg har været så heldig at blive veninder med. Søde, talentfulde kvinde, altså! Det er sådan en sang jeg kommer til at SKRÅLE med på, uanset om jeg hører den når jeg kører bil, laver mad eller gør rent. Hvis du endnu ikke har hørt den, kan du give den et lyt HER.

I næste uge ser jeg frem til endnu flere dejlige planer. Mandag skal jeg for eksempel – første gang nogensinde – på Marienlyst Strandhotel (tak til Jasmin for at arrangere og invitere <3) og mine forventninger er tårnhøje! Særligt fordi vi skal afsted sammen med en gruppe virkeligt søde og seje damer, som jeg altid bliver så inspireret af at være sammen med… Allermest glæder jeg mig dog til fredag, hvor mine børn går på sommerferie. Åh, hvor jeg dog glæder mig til at skulle have dem hjemme – helt uden forventninger om hjemmeskole, men til gengæld med masser af dejlige planer om ikke at lave så meget andet, end at hygge os helt vildt meget. 

Er der nogen af jer der også går på sommerferie i næste uge? ❤️