Fødselsfredag – en fødsel der kom lidt før forventet

Selvom man godt ved, at fødslen er ved at være oppe over, så er det altså ganske normalt, at man bliver taget lidt med “bukserne nede” så at sige. Simpelthen fordi man havde sat sig i hovedet, at det først skulle være “i næste uge” 🙂 Sådan går det naturligvis ikke altid, for som altid, kan man jo ikke forudsige særligt meget om en fødsel andet end, at der kommer en baby ud.
Tag godt imod en skøn beretning fra en førstegangsmor.
Som førstegangsfødende var jeg helt overbevist om, at jeg ville gå over tid – faktisk havde jeg forberedt mig på, at føde en uge efter terminsdato. Så da jeg fik konstateret leverbetinget graviditetskløe (37+6) og fik af vide, at jeg senest ville blive sat i gang på terminsdato, blev jeg lidt slået ud – det var jo ikke lige dét, jeg havde forestillet mig.
3 dage senere vågner jeg klokken 4 om morgenen. Det er der sådan set ikke noget unormalt i, men denne gang er det ikke fordi jeg skal tisse – jeg vågner klynkende, fordi jeg har ondt i maven. Efter noget tid går det op for mig, at det må være en form for veer. Men altså, jeg er jo førstegangsfødende og skal sættes i gang om to uger, så jeg er helt overbevist om, at det vil gå i sig selv. Resten af dagen forløber stille og roligt med udholdelige sammentrækninger og lidt tegnblødning – men igen, jeg føder jo ikke endnu.
Om aftenen siger jeg til min mand, at jeg hellere må sove på sofaen – han skal op og på arbejde dagen efter, og han får jo nok ikke så meget søvn, når jeg skal ligge og trække vejret gennem de der sammentrækninger, der sikkert går i sig selv i løbet af natten. Så han går i seng omkring midnat og jeg går i stuen. Jeg skifter lidt rundt mellem at ligge i sofaen og at sidde og hoppe på min yogabold. Derudover når jeg vidst også et par varme bade – imellem sammentrækningerne er det varme vand fantastisk, men så snart der kommer en ve, så kan jeg kun holde ud at stå op ad et bord. Men jeg er stadig overbevist om, at den der fødsel, den skal jeg kigge langt efter.
Kl. 1.15 sidder jeg igen på min yogabold og kan mærke et “blob” i maven, og idet jeg rejser mig, kan jeg mærke en lille skylde, der rammer det bind, jeg trods alt har på. Jeg vralter ud på badeværelset, hvor der kommer to små skyl mere – okay, jeg må jo nok erkende, at den der fødsel måske er i gang. Jeg ringer til fødegangen og bliver inviteret ind til tjek. Jeg får lige skiftet underbenklæder og kæmper mig så ind i soveværelset, hvor jeg vækker min mand. Han virker forvirret og lidt utilfreds – og til hans forsvar skal det da også lige nævnes, at jeg har brugt dagen på at forsikre ham om, at de her veer jo bare går i sig selv.
Køreturen til fødegangen er slet ikke som jeg havde forventet – vi bor kun 5 min. derfra, men jeg havde forberedt mig på en ulidelig lang køretur med frygtelige og uudholdelige veer. Men det var slet ikke galt. Kl. 2 ankommer vi til fødegangen og jeg skal efterhånden gøre en indsats for at trække vejret hen over veerne. Jeg kommer med det samme ind på en fødestue, og jeg når at tænke, at det da er lige tidligt nok, jeg er jo sikkert ikke engang i aktiv fødsel. Jeg bliver dog klogere efter en indvendig undersøgelse – jeg er 6 cm åben! Nå, jamen så er der i hvert fald ingen vej tilbage, nu ender det jo nok med en baby.
Jeg bliver tilbudt at komme i badekar, hvilket jeg takker ja til. Det er både helt fantastisk og vanvittig forfærdeligt (det sidste skyldes nok mest veerne, og ikke selve badekarret). På et tidspunkt spørger jordemoderen mig, om det varme vand hjælper? Jeg husker at jeg, sådan lidt tåget får svaret, at det ved jeg ikke helt – en fornemmelse, der går igen i løbet af de næste par timer. Følelsen af, at jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg har det med den stilling jeg er i, om jeg vil have noget at drikke, om vi skal prøve det ene eller det andet, om jeg vil føde i vand osv.
Efter noget tid i badekarret foreslår jordemoderen, at jeg kunne komme op og få noget lattergas, hvilket jeg takker ja til. Det hele er lidt tåget, så jeg har ikke nogen idé om, hvor længe jeg står lænet op ad fødelejet og får lattergas, men på et tidspunkt kommer jeg op på selve fødelejet at ligge. Jeg ligger på siden, for der er én ting jeg trods alt kan tage stilling til; jeg skal ikke føde på ryggen! Og her ligger jeg så igennem pressefasen. Hovedet står lidt uregelmæssigt (stjernekigger), så det er lidt en udfordring at få ham ud – på et tidspunkt foreslår jordemoderen, at jeg kommer om på ryggen at ligge, og af en eller anden grund går jeg med til det. Heldigvis. Det hjalp virkelig meget at kunne få fat i mine ben og få følelsen af at kunne presse igennem.
Efter halvanden times presseveer, nævner jordemoderen, at de overvejer at kalde en fødselslæge på stuen – jeg ved godt hvad det betyder, men får i en vepause alligevel spurgt, om det er fordi de vil lægge et klip eller en sugekop? Ja, det kan godt tænkes, at han skal tages med sugekop, fortæller jordemoderen. Lægen når lige ind ad døren og i det samme bliver Simon født og kommer op på min mave. Jeg husker tydeligt hvor forbavset jeg var – der på min mave lå der lige pludselig sådan en lille, blålig krop. Min søn. Som jeg for få timer siden havde mærket sparke i min mave. Hold kæft hvor var det sært. Men jo også ret fedt!

Tid til eftertanke #83

Kender I det, når én liv pludselig føles enormt voksent? Det har, på alle mulige måder, været en meget hverdagsagtig uge, hvor særligt alt det praktiske omkring børnene har fyldt en hel del. Der har – foruden alt det sædvanlige med forebyggende lusekæmning og madpakker – været forældremøde i den ene klasse, trivselsforældremøde i den anden, dansetimer, legeaftaler, sundhedsplejerske og endnu, endnu, endnu et besøg hos tandlægen. Det giver mig lyst til at drikke vin med mine veninder og spise fine middage med min kæreste, men ak, endnu engang så ved jeg ikke helt om jeg tør (eller bør), fordi den skide corona-smitte igen viser tænder. Møf, altså.

Okay, i virkeligheden er jeg nok ikke så sur, som jeg lyder, for jeg synes også det er virkelig hyggeligt kun at være sammen med mine allernærmeste og jeg kan jo nemt bare arbejde hjemme og hvis (eller når?) børnenes skole skulle lukke ned igen, så er det i og for sig ikke det store problem for os, så alt er godt. Jeg er bare ked af det. Jeg savner at være social, jeg savner mine veninder og jeg savner at kunne bevæge mig frit og kramme lige akkurat dem jeg har lyst til. (Disclaimer: Jeg ved godt at jeg er et ukonstruktivt brokkehoved lige nu – og det beklager jeg. Men jeg håber på, at det kan hjælpe lidt på humøret at sige det højt).

Ugens højdepunkt var da jeg, mandag formiddag, indfandt mig i stolen hos Maja (som havde inviteret mig, hvorfor det følgende kan anses som reklame), der skulle give mine øjenbryn en omgang semi-permanent make-up. Jeg har lææænge leget med tanken om at få det gjort, men fordi jeg altså har set temmeligt meget ikke-så-pænt derude, har jeg ikke turde. Men så så jeg Majas instagramprofil og besluttede mig for, at turde alligevel. For hun er så dygtig og alle de bryn jeg kunne se, var bare skidepæne. Skarpe, uden at se kunstige ud. Så. Nu har jeg fået første behandling ud af de to man får som opstart, og hvis jeg så bliver glad for det, så skal det friskes op ca 1 gang om året. We’ll see… I skrivende stund ser mine bryn forfærdelige ud, fordi der er kommet skorpe på, men jeg satser på at de i løbet af næste uge begynder at blive pæne igen. Helt uden indsats fra min side, wuhu!

Jeg smilede mest alle de gange jeg har været med mine drenge ude og stå på løbehjul. Altså, drengene har stået på løbehjul – jeg har mest bare kigget på. Det er blevet den helt store ting ovre på deres skole, hvor både drenge og piger fyrer den max af med hop og ramper og alt muligt gøgl. Det er mega-sejt og så er det altså bare helt perfekt at glo på sine glade unger, med en to-go-kaffe i den ene hånd og en hund (eller en kæreste) i den anden.

Ugens lavpunkt er selvklart at coronasmitten igen blusser op. Godtnok er de nuværende restriktioner ingenlunde at sammenligne med dem vi så tilbage i marts, men for pokker, hvor er jeg bange for at vi ender dér igen. Eller at der ender med at gå årevis, før vi igen kan færdes frit.

Det gode ved det er at der heldigvis foreligger en mulighed for, at jeg bare er sortseer! Simon, den gode mand, mindede mig om, at både Ringsted og Aarhus, hvor smitten for nogle uger siden pludseligt blussede voldsomt op, faktisk fik styr på det meget hurtigt – og, så vidt jeg ved, uden de helt store nedlukninger (udover slagteriet i Ringsted – men det var trods alt en meget lokal nedlukning, så det er nemmere at håndtere synes jeg). Man kan jo i hvert fald håbe!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mit nye joggingsæt fra Nùnoo. Jeg fik det i fødselsdagsgave for otte dage siden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg har brugt det fire gange siden! Det passer helt perfekt til mit lidt slukørede humør – og så synes jeg faktisk at jeg ser ret sej ud i det, når jeg bare kombinerer det med nogle seje støvler og en bad-ass attitude 😉

Det bedste jeg har spist var en bulgursalat med ovnbagte rodfrugter og en potent kørvelvinaigrette. Den var en del af vores måltidskasse i denne uge og ligeså meget jeg elskede den, ligeså lidt brød børnene sig om den, ha ha. Indtil nu har de ellers kværnet stort set alt vi har fået i vores måltidskasser (vi bestiller 3-5 retter per uge vi har børnene hjemme), men denne gang blev det altså en kende for voksent for dem, ha ha. Jeg har dog gemt opskriften til en anden god gang – det er trods alt én af fordelene ved at have delebørn; at man kan servere lige hvad man vil, på de dage de er hos deres far 🙂 (Og ja, nogle gange “serverer” jeg også matador mix – mine madvaner er på mange måder blevet som en teenagers, på de dage jeg ikke har mine børn hjemme).

Det bedste jeg har set er Fangerne på Fortet, som én af mine veninder fik mig overtalt til at give en chance, selvom jeg er kampbitter over, at jeg ikke havde muligheden for at deltage, da de inviterede mig med sidste år. Seriøst, jeg gad SÅ godt have prøvet det på egen krop! Men altså, jeg synes det er et helt fint program, med udmærket underholdningsværdi, men det der gør det suuuper-fedt at se er, at mine børn har vist sig at elske det!! Det er hermed blevet vores nye mandagstradition. Hvis ikke du har set det med dine børn, så prøv det. Det er kanon!

I næste uge ser jeg frem til en uge med aflyste planer… Ej, nu skal jeg nok stoppe med at være så nederen. Der sker også gode ting i næste uge og dem glæder jeg mig selvfølgelig til. Mandag skal jeg for eksempel (endnu engang) ud til Babysam og lave en live-session (på deres hjemmeside) for gravide – denne gang over temaet “det skal du bruge i den første tid, som nybagt mor”. Derudover tror jeg at jeg skal i personlig arbejdslejr omkring noget nyt jeg går og pønser på – skide bloggeragtigt sagt (undskyld!), men jeg tør simpelthen ikke løfte sløret for det endnu, af frygt for at nogen skulle snuppe idéen fra mig og være hurtigere til at eksekvere den end jeg. Så god er den nemlig. Tror jeg nok.

Jeg håber på at situationen rundt om i landet vil blive på et niveau, så jeg kan komme lidt ud af huset for at arbejde, for jeg må simpelthen bare erkende, at jeg er bedre til at koncentrere mig, når jeg ikke sidder hjemme på min pind, som efterhånden er blevet overdynget af overspringshandlinger, der river mig i mig som små gribbe i et ådsel. Og på dén “opmuntrende” kommentar må jeg hellere stoppe for i dag – der kommer vidst ikke flere rosenrøde ord ud af min mund, uanset hvor hårdt jeg prøver lige nu… (Som spurgt i begyndelsen af indlægger: Kender I de dage?)

Annonce

Klimaaftryk og tomatmadder

Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har nævnt den for jer her på bloggen tidligere, eller om det kun har været forbeholdt instagram? Klimaberegneren – sådan en lille persontilpasset graf som giver et lynhurtigt overblik over det klimaaftryk man sætter via sine dagligvarer – som er blevet en del af COOPs app (som du kan finde HER, hvis du ikke allerede har det liggende på telefonen). Den er altså ret smart, hvis du spørger mig. Både fordi man kan få en indikator på, hvordan det egentlig går med éns personlige klimaaftryk og fordi man kan finde en masse små tips, tricks og ugentlige udfordringer, som er sat i verden for at hjælpe én til at sænke klimaaftrykket – eller CO2-udledningen, hvis vi skal være mere specifikke. Sidstnævnte allerhelst på en måde, som føles som om det er med minimal indsats, som jeg tror er alfa-omega for mange af os. Det er det ikke alle tilfælde for mig; jeg vil gerne gøre gode ting for klimaet, men jeg kan samtidig også mærke, at jeg ikke er klar til at gøre det helt store ofringer her og nu, så et lille klap i den rigtige retning, babysteps og alt dét der, er mere end kærkomment hos mig.

Det er som om at det har aftaget lidt, siden valgkampen, det her med at snakke om klimaet. Eller er det bare mig? Det kan selvfølgelig også skyldes at verden har været optaget af andre – og mere akut forestående – udfordringer det seneste halve års tid, men altså, klimaforandringerne er jo ikke en mindre realitet af dén grund. Desværre.

Personligt kan jeg hurtigt blive optaget af dét som er aktuelt i medierne og “glemme” lidt om alt dét, der ikke bliver italesat i hverken overskrifter eller fængende artikler; så det er ingenlunde fordi jeg vil pege fingre af dig, hvis du gør det samme. Tværtimod. Til gengæld kunne jeg godt tænkte mig, at snakke lidt om, hvad der så skal til..? Høre dine bedste erfaringer, hvis du vil ud med dem. For så vidt jeg har erfaret, så er det nemlig min klare opfattelse at de fleste af os godt ved at vi skal – eller i hvert fald bør – ændre nogle af vores vaner, for at afhjælpe de store klimaforandringer vi ellers kigger direkte ind i. Vi har måske nogle gange bare lidt svært ved at få det gjort. Vi ved godt, at vi bør flyve mindre (som naturen på én eller anden måde har fikset for os allerede – eller i hvert fald midlertidigt), vi bør spise mindre kød, forbruge mere bevidst, køre mindre bil (eller sammen med flere) og sørge for at bruge den mad vi køber, for bare at nævne nogle få ting, blandt mange, som ville gavne vores klima gevaldigt.

Jeg er sikker på at der vil være nogle ting, der falder os hver i sær meget let. For mig er det for eksempel ret let at skære ned på kødet, som jeg stort set aldrig spiser – imens det kniber andre steder. For eksempel kører jeg til stadighed rundt i en dieselbil – og så er jeg altså ikke altid lige god til at undgå madspild. I nogle perioder bliver det decideret pinligt, så meget mad jeg kasserer. (Please, døm mig ikke her – vi skal hellere hjælpe hinanden!).

Dog vil jeg sige, at jeg faktisk er blevet bedre…

De seneste tre måneders tid, hvor jeg af og til er tjekket ind på “klimaberegneren” inde i min COOP-app, har mit madforbrug (og dermed naturligvis også mit klimaaftryk, må man gå ud fra) faktisk været lidt mindre, end det plejer. Derinde får jeg nemlig syn for sagn, for hver uge der går og klimaberegneren fortæller mig, hvordan mit klimaaftryk ser ud, samtidig med at jeg nemt kan søge inspiration og små tips til at sætte den ned. For eksempel er jeg – udelukkende på grund af klimaberegneren – blevet bedre til at fryse mine næsten-for-gamle grøntsager til senere brug i fx supper eller gryderetter, i stedet for at smide dem ud. Jeg får det ikke altid gjort, men jeg øver mig!

Fordi jeg stort set aldrig køber kød (kun en enkelt gang imellem hvis Martha har ondt i maven og skal have kylling, eller hvis børnene craver én eller anden form for kødpålæg i madpakken), så ligger mit klimaaftryk alligevel ret pænt i forhold til den gennemsnitlige COOP-kunde (ja, det kan man nemlig også se derinde), men der er faktisk en ting jeg er blevet lidt overrasket over. Det handler om mejeriprodukter, som jeg på én eller anden måde ikke rigtigt havde fattet, havde så stor en indvirkning på klimaaftrykket, som de har. I hvert fald kan jeg se at de 6 mejeriprodukter jeg købte i sidste uge, faktisk stod for hele 53% af mit samlede klimaaftryk, på trods af at jeg samlet set havde købt 30 varer. Av, av, av…

Jeg kommer nok ikke til at droppe mejeriprodukterne helt, men efter at jeg har set det helt tydelige mønster i mit klimaaftryk, så vil jeg da klart overveje om jeg skulle skifte en ostemad eller to ud med tomatmadder i stedet.

For mig at se, handler det ikke om at vi skal dømme hinanden eller være små klimabetjente, som bestemmer hvad der er rigtigt og forkert, men om, at vi skal være bevidste omkring de ting vi gør. For når nu sagen er den, at vi allesammen sætter vores aftryk på klimaet, så kan vi da ligeså godt gøre det med én eller anden grad af omtanke, ikke sandt? Det giver – efter min mening – ret god mening <3


Hvis du vil følge med i dit klimaaftryk via klimaberegneren i COOP-app’en, kan du finde den HER. 

Fødselsfredag – wauw, endnu en baby!

Allermest var jeg på røven over den styrke hun fandt i sig selv, bedst som utrygheden sneg sig ind og hun besluttede sig for at tage ansvaret for sin gode oplevelse. Udefra set kunne man måske tænke, at det da ikke var spor “stærkt” at bede om mere smertelindring, men for mig at se, er det simpelthen super sejt, at mærke efter og bede om det man har brug for. For så i øvrigt at få en fantastisk fødselsoplevelse.
Kvinden skrev selv således: “Min fødselsberetning får titlen: Wow, jeg har født endnu en baby eller Historien om da Astrid kom til verden. Jeg er mest til den første”. Og jeg var – som titlen indikerer – fuldstændigt enig med hende. Jeg tog mig dog den redaktionelle frihed at fjerne “jeg har født” fordi jeg var bange for, om nogen fejlagtigt ville tro, at det var mig der havde født igen, ha ha.
Nuvel, tag rigtigt godt imod en skøn – og stærk! – beretning fra en andengangsfødende.
Det var onsdag d. 5. august. Jeg var gået tre dage over termin, da jeg var til jordemoder, en smule træt af at være gravid. Der var en hedebølge på vej, min krop var gigantisk og mit humør mildest talt svingende. Der kom lige en ekstra portion hormoner med posten, da jeg nåede termin. Jeg havde ellers fulgt min egen glimrende regel med, at jeg skulle have en gave hver dag over termin. Dagen før havde jeg været til zoneterapi og på vej hjem gik jeg i Magasin og købte summerbird flødeboller, seks stks mini flødeboller, så jeg kunne dele med min kæreste. Jeg spiste selvfølgelig dem alle sammen sekundet, jeg kom hjem. Mit forsvar var, at jeg delte med babyen i min mave. Men selv flødeboller kunne ikke helt fjerne min frustration over, at min baby stadig boede inde i mig.
Til jordemoder talte vi lidt løst om hvordan jeg havde det og mine tanker om de næste dage. Jeg ville nemlig blive tilbudt igangsættelse om søndagen, en uge over termin. Det skyldtes, at min søn var 4,5 kg ved fødslen, og jeg var lidt utryg ved at skulle gå meget over termin igen. Jordemoderen sagde, at hun ville gætte på omkring 4100-4200gram. Det kan jeg godt føde, tænkte jeg, men det kunne da være fint, hvis hun ikke blev meget tykkere derinde. Jordemoderen tilbød et tjek dernede og en hindeløsning, hvis det var muligt. Det blev et stort fedt ja tak. Jeg havde blød livmoderhals og var åben nok til hindeløsning, så det fik jeg. Fy, det gjorde ondt. Hun gjorde det hårdt, roste mine hinder (skør kompliment) og sagde, at det føltes lovende. Så ønskede hun mig held og lykke.
I løbet af de næste par timer fik jeg godt med plukkeveer, og stille og roligt begyndte de at gøre lidt ondt. Yes, kom hid, smerte! Jeg skrev det til min kæreste, der var på legeplads med vores søn på 2,5 og til min mor, der skulle med til fødslen. Jeg turde næsten ikke tro på det, men der kom flere og flere, og de gjorde tiltagende ondt. Jeg lå i sengen derhjemme med stort smil, genså en serie og tog lidt tid på veerne. Der kom alligevel en del, og jeg skrev også til min søster, der skulle passe vores søn under fødslen. Jeg turde næsten ikke tro på, at fødslen var ved at gå i gang af sig selv. Min kæreste og søn kom hjem, og de slog sig ned i sengen med mig med tegnefilm og nus. Ren oxytocinfest <3
Sådan lå vi nogle timer, hvor min kæreste trykkede mig mellem øjenbrynene under veerne, og jeg brugte min vejrtrækning. Da klokken nærmede sig 19 fik jeg nogle veer, der krævede min koncentration. Det opdagede min søn og kastede sig mellem min kæreste og jeg. Så lå han der grinende sagde “jeg sidder fast, jeg sidder fast” mens jeg lå med ve, og min kæreste prøvede at trykke på mig. Det var kun til at grine af, og efter veen sagde jeg, at nu var det vist på tide at ringe til min søster. Vi var ikke i tvivl længere. Vi skulle have en baby! Jeg ringede til min søster, der tog telefonen ved første bip og sagde som det første “jeg er på vej, er der om ti minutter”.
Da vi var alene, lå vi i ske og bestilte McDonalds. Jeg spiste nogle pommes og drak lidt milkshake mellem veerne, og vi fik ringet til min mor, der selvfølgelig også tog telefonen ved første bip. Det kunne jeg ikke lade være med at grine af. Hun kunne være der halvanden time efter, og på den tid blev jeg endnu mindre i tvivl om, at jeg skulle føde. Nu begyndte det at gøre rigtig ondt, og da hun kom 21.30 var jeg klar til snart at tage på hospitalet. Der havde været tegnblødning, og smerten blev værre per ve. Vi tog en taxa til Hvidovre hospital, blev selvfølgelig sat af et forkert sted og skulle gå på nogle lange gange. Virkelig lange gange. Jeg stoppede ved hver ve og blev trykket på lænden. Da vi endelig kom til receptionen sagde jeg glad “jeg vil gerne føde”. De sagde, at jeg var kommet til det rigtige sted og jeg blev tjekket om jeg var i aktiv fødsel. 4 cm. Yes! Jeg kom på fødeklinik og i et kar. Der var smukt, vandet var dejligt og der var god stemning. Veerne tog til, og pludselig blev jeg utryg. Jeg blev i tvivl, om jeg kunne klare smerterne og hvor længe fødslen ville vare. Det kom bag på mig, men det var første fødsel, der spøgte. Den havde varet 24 timer og havde krævet epidural, vedrop, der var grønt fostervand, snak om kejsersnit og han lå som stjernekigger de første 22 timer. Jeg lå lidt i stilhed og mærkede utrygheden i min krop, og så tænkte jeg, at det her sgu var min fødsel. Den skulle være så god som mulig og uden utryghed, så jeg sadlede om og sagde til jordemoderen, at jeg gerne ville på normal fødestue og have en epidural. Jeg fik bivirkningerne af vide og blev gjort klar stille og roligt, mens jeg stadig var på fødeklinikken. Veerne gjorde rigtig fucking ondt nu. De krævede al vejrtrækning, tryk på kroppen og under de værste kørte mantraet “en ve varer ikke evigt, en ve varer ikke evigt, en ve varer ikke evigt”. Nu kunne jeg ikke længere sige velkommen til veerne. Det gjorde kraftedeme ondt.
På fødestuen fik jeg lagt epidural, der virkede med det samme. Hvilken lettelse. Jeg kunne stadig mærke veerne, men den tog størstedelen af smerterne. Det gjorde mig rolig og glad, og jeg fik hvilet lidt. Klokken var også omkring 2 om natten, hvilket er en del over min sengetid. Det var nogle hyggelige timer med lidt ro, mens smerterne tog til igen og rykkede sig ned. Det var vesmerter kombineret med en følelse af noget, der pressede. Vandet var stadig ikke gået, og jeg tror, det var det, der gav den følelse. Veerne kom med lidt længere mellemrum, hvilket lige nåede at gøre mig lidt nervøs for om fødslen var ved at gå i stå. Jordemoderen kom ind igen, tjekkede mig indvendigt, og jeg var nu 8-9 cm. Pludselig var jeg tæt på. Jeg kom om at ligge på siden, hvilket fik veerne til at komme hyppigere og blive mere smertefulde. Det pressede stadig, så jeg spurgte om man kunne tage vandet, men fik i stedet lov til at presse med, når jeg havde trangen. Det føltes nemlig også lidt hen af pressetrang nu. Jeg fik en ve, pressede godt til og vandet gik med en vild kraft. Vandet var heldigvis klart, men jeg fik ikke den lettelse fra den pressende følelse, som jeg lidt havde håbet på. Nu ville hun ud og pressetrangen var voldsom. Jeg pressede med alle mine kræfter, og efter kun 4-5 presseveer kom hun ud. Ligesom sidst nåede jeg de sidste minutter at tænke tanken “nu føder jeg mit barn”. Jeg nåede også at opdage, at min kæreste var meget tæt på at græde. Da hun var ude, tog hænderne ned og tog hende op det sidste stykke. Klokken 05.09, omtrent samtidig med solopgangen, kom Astrid ud til os. Med min søn skulle han have hjælp, så jeg fik ham først efter en halv time, så det selv at tage hende op og ligge på mit bryst var fantastisk. Fuldstændig overvældende følelse. Både kærlighed til hende, lettelse over at smerterne var overstået og total respekt for mig selv. Det er simpelthen så vild at føde. Jeg glæder mig allerede til næste gang.
Vi tog hjem efter et par timer, der var blevet brugt på at få mig syet, spise ristet brød og ligge Astrid til brystet første gang. Der blev vist også fældet nogle tårer af glæde. Det var allerede virkelig varmt, da vi gik ud i taxaen. Nu som familie på fire.

Tid til eftertanke #82

Egentlig holder jeg ret stædigt fast i, at de skal udkomme om søndagen, mine “tid-til-eftertanke”-indlæg. Men jeg havde fødselsdag i går og brugte derfor ikke så meget som et sekund ved min computer. Til gengæld er det faktisk også en helt dejlig måde at starte mandag morgen ud på, ved at gennemgå den seneste uges store og små begivenheder for mig selv (og for jer) <3 Det har været en travl, men mestendels dejlig uge!

 

Ugens højdepunkt var mit møde med Rikke Hertz. Til de af jer der ikke kender (til) hende, kan jeg fortælle at hun er spirituel vejleder med det overordnede mål, at bringe spiritualiteten ind i erhvervslivet. Jeg har vævet lidt om hvorvidt jeg skulle fortælle om det herinde, fordi jeg ved at dén slags har det med at dele vandene, men faktum er altså bare, at det var en afsindigt god oplevelse at være hos hende. Jeg føler mig skarpere på mig selv, på mine mål og på dén vej jeg i virkeligheden allerhelst vil gå.

Jeg smilede mest under hele den fest vi – efter lange og mange overvejelser – besluttede os for at gennemføre lørdag aften. Med de stigende smittetal og myndighedernes udmelding i begyndelsen af ugen, var vi klar til at aflyse på stedet. Alligevel besluttede vi at vente på de nye anbefalinger for afholdelse af private arrangementer – og så justerede vi ind efter det. Vi kunne snildt holde os indenfor kvadratmeterrammen med 4 m2 pr gæst og derfra var det “bare” at fikse et par småting. Jeg købte sådan nogle helt tynde engangshandsker, som var til rådighed ved både snackbuffeten og drikkevarerne, håndklæderne på badeværelserne blev skiftet ud med engangsservietter, vi havde overflod af masker til fri afbenyttelse på “dansegulvet” og så var der selvfølgelig sprit på alle borde. Det hele var selvfølgelig lidt underligt, men fordi vi allesammen efterhånden har vænnet os til det, fungerede det alligevel meget godt og vi havde sådan en dejlig aften.

Ugens lavpunkt var da jeg indfandt mig med benene i de famøse bøjler hos lægen, tirsdag morgen. Eller faktisk, var lavpunktet nok i virkeligheden minutterne inden jeg gik ind til lægen, for han var simpelthen så sød, forsigtig og forklarende, at det værste helt klart var tanken om at skulle derind.

Det gode ved det var at cellerne i min lovmoderhals, som hele besøget handlede om, var normale. Jeg fik allerede svar fredag eftermiddag og suk, hvor blev jeg lettet. Selvom jeg ikke havde mig under direkte mistanke for at have celleforandringer, så kan man jo aldrig vide (det er netop derfor smear-testen hos lægen er så vigtig at få lavet!), så jeg går altid og er hundenervøs fra jeg har fået lavet testen og indtil svaret foreligger. Pyha!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mit skrigpink og – hvis jeg selv skal sige det – ret sexede suit, som jeg havde på til festen i lørdags. Jeg havde egentlig købt det i anledning af et pink-party jeg var inviteret til i efteråret, men det nåede aldrig at komme frem inden festen, og så har det bare hængt i skabet lige siden. (Der er reklamelinks til jakken HER og bukserne HER – men der er desværre kun enkelte størrelser tilbage).

Det bedste jeg har spist var en helt fantastisk selleri-kartoffelret jeg fik serveret på Baka d’Busk i onsdags. Jeg er ikke altid lige pjattet med selleri, men det her var bare så, så, så lækkert! Retten var ikke alene fyldig, sådan helt fysisk med sin overvældende størrelse, smagen var også fuldkommen perfekt. Fed, syrlig, salt, afrundet og lækker! Og pæn – også, faktisk. Der er ingen tvivl om at jeg skal derhen og spise igen – snart, helst.

Det bedste jeg har hørt er “Jeg er Pilgrim” som jeg endelig har fået kværnet mig helt igennem på lydbog. 22 timers nervepirrende og meget, meget interessant lytning, som jeg så absolut godt kan anbefale. Eneste lille minus ved den er, at man bliver nødt til at finde nogle gode, lange stræk, hvor man kan høre den, for den er simpelthen både for spændende og for kompleks til at man kan nøjes med “20 minutter på vej til arbejde”-lytning på den.

I denne uge ser jeg frem til endnu en travl uge, hvor jeg blandt andet skal skyde noget video i forbindelse med en kampagne for Kræftens Bekæmpelse og HPV-vaccination, som jeg er superduper stolt over at være en del af.