Om partneren vigtige rolle under fødslen

Hvis du er i tvivl om, hvor vigtig en rolle manden, partneren eller den personlige fødselshjælper kan spille under en fødsel, så synes jeg at du skal tage og læse med her. I dag kommer nemlig et genoptryk af en fødselsberetning, som jeg synes vidner rigtigt godt om, hvilken styrke man som fødende faktisk kan finde i sin partner, hvis bare han (eller hun) tør være til stede. Det er ikke en nem opgave, at bistå en kvinde under en fødsel, slet ikke ikke. For nogen falder det mere naturligt end for andre, men for alle partnere gælder det dog, at det er dem – eller jer – der kender den fødende bedst. Det er dem – eller jer – der kan være den allerstærkeste støtte i dén oplevelse, der forhåbentligt skal blive rigtigt god for jer begge to <3

Jeg var forberedt på ikke at være forberedt på en skid

Jeg døjede med bækkenløsning gennem den sidste halvdel af min graviditet, men ellers var det en god graviditet. Jeg var ikke plaget af kvalme eller væske i kroppen, jeg nød at være gravid, og min mave blev aldrig så stor, at jeg rigtigt følte mig besværet af den. Til gengæld var jeg besværet af bækkenløsning, og i stedet for at lindre bækkensmerterne, da barnet stillede sig fast en måned før termin, forværrede det dem. Så udover at glæde mig til at møde min søn eller datter, glædede jeg mig også til (forhåbentlig) at blive fri for bækkensmerter.

 

Jeg havde haft mange plukkeveer den sidste måned af graviditeten, og en uges tid op til termin tog de til. De snød mig tit, så jeg blev i tvivl om, om jeg var ved at gå i fødsel, men de gik i sig selv hver gang. Jordemoderen kunne seks dage før termin konstatere, at jeg havde åbnet mig cirka 1,5 cm, og at der var cirka 2 cm livmoderhals tilbage. Så plukkeveerne var heldigvis ikke uden effekt. Jordemoderen regnede bestemt ikke med at se mig til den tid, jeg havde to uger senere, sagde hun.

 

Jeg glædede mig til fødslen. Glædede mig til at blive en del af klubben og til at prøve det, som jeg tænkte, ville blive min sejeste (i hvert fald min krops sejeste) bedrift i livet. Jeg havde ikke lyst til at forberede mig så meget på fødslen, for jeg tænkte, at sådan en fødsel alligevel bliver, som den nu bliver. Men jeg satte mig ind i fødslens forskellige faser, øvede mig lidt i at trække vejret på forskellige måder og i at presse nedad gennem kroppen. Jeg gjorde mig klart, at en fødsel nok ville være det mest smertefulde, jeg ville komme til at opleve, og det syntes jeg på en eller anden måde var lidt spændende. Samtidig havde jeg i baghovedet, at både min mormor og mor har haft meget korte og ret ”nemme” fødsler, der har varet maksimalt seks timer fra start til slut, og at min jo altså kunne blive ligesådan. Jeg var forberedt på ikke at være forberedt på en skid.

 

Min terminsdag kom og gik. Min mand og jeg var ved at dø af spænding og utålmodighed, og vi fyldte ventetiden med alle de rare ting, vi kunne komme i tanke om. Vi spiste (rigtig) mange is, var i biografen, tog ud at spise og gjorde alt det, vi havde lyst til. Vi hyggede vildt meget. Og jeg brugte vildt mange penge i IKEA. Og på is. Og så blev jeg sur. Selvom vi hyggede os. Jeg var træt af at være gravid, træt af bækkenløsning og træt af at alle andre end mig fødte deres babyer, imens jeg åbenbart skulle være gravid for evigt.

 

En uge efter termin og dagen før min tid hos jordemoderen var jeg ved at være rigtig træt af, at der ingenting skete. Eller, træt af, at der skete en masse, men uden at det blev til en fødsel. Nu skulle vi tale igangsættelse med jordemoderen dagen efter. Øv! Om aftenen kom plukkeveerne igen i nogle timer (hjulpet på vej af sex og en bækkenløsningsvenlig lang gåtur) for så igen at forsvinde. Snydt! Endnu en gang.

 

Indtil jeg vågnede omkring 2.15, fordi noget gjorde ondt. Jeg turde dårligt tro på, at det var andet end plukkeveer igen, men det føltes alligevel anderledes. Da det kort tid efter igen gjorde ondt, tænkte jeg, at jeg da godt kunne prøve at tage tid i tilfælde af, at det gentog sig. Og det gjorde det. I en halv times tid fik jeg ondt i et minuts tid ad gangen med fem-seks minutters mellemrum. Så jeg listede forventningsfuld ud af soveværelset.

 

Jeg ville gerne lade min mand sove så længe, som han kunne, og jeg kunne næsten heller ikke bære at vække ham for 117. gang for at sige “jeg tror måske, fødslen er startet,” hvis det igen bare var plukkeveer, som ville gå i sig selv. Jeg tog min dyne med ind på sofaen og lagde mig og så en serie. Det var ret hyggeligt at ligge der i mørket med vores hund. Og med ondt en gang i mellem. Det begyndte også at sive ind hos mig, at det sgu VAR veer, som kom med alt mellem fire og tretten minutters mellemrum. De gjorde ondt, men ikke meget. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om at trække vejret, når jeg fik en ve, og så så jeg min serie igen.

 

Kl. 4 vågnede min mand og opdagede, at jeg ikke lå i sengen. Han kom ind til mig i stuen med forventningsfulde øjne og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede henkastet, at jeg bare lige så fjernsynog havde veer. Så prøvede vi begge (ret dårligt) at styre vores begejstring. Min mand mente, at det var en god idé, hvis han tog et bad, så han i hvert fald var klar. Bagefter lå vi sammen på sofaen og såfjernsyn.Ved 6-tiden blev vi sultne, og min mand bagte boller til os, for han havde alligevel købt ind til at kunne bage efter fødslen. Fedt! Så sad vi der en tirsdag morgen ved 7-tiden og spiste friskbagte boller, så fjernsynog ventede på vores barn. Det var virkelig hyggeligt.

 

Ved 9-tiden gik vi en lang (altså lang i forhold til bækkenløsning, naturligvis) tur med hunden. Jeg insisterede på, at vi gik langt, for jeg forestillede mig af en eller anden grund, at sådan en fødsel nok godt bare kunne fortryde og holde op igen, hvis man blev for doven. Imens vi gik, var der regelmæssigt fire-fem minutter mellem veerne, og de varede lidt længere end før.

 

Vel hjemme fra gåtur blev veerne igen lidt mere uregelmæssige, så jeg prøvede at holde mig i gang for at holde veerne i gang. Jeg tænkte ved 10-tiden, at det var et godt tidspunkt til et bad. Det tog lang tid. Både fordi jeg skulle vaske hår OG barbere ben (selvfølgelig), og fordi veerne fortsatte med at være regelmæssige, gjorde mere ondt og kun kom med tre minutters mellemrum. Min mand, som sad trofast ved siden af badet og tog tid på veerne, spurgte nogle gange undervejs, om vi ikke skulle ringe til Herlev. Jeg stod fast på at sige nej, for jeg behøvede ikke en jordemoder i telefonen, som ville fortælle, at jeg skulle “tage et bad, gå en tur, se om du kan hvile dig lidt”, det kunne jeg fint klare selv.

   Men jeg overgav mig alligevel ved 11-tiden, hvor veerne stadig både var lange og kom med to-tre minutters interval.

 

Min mand ringede og talte med en sød jordemoder, for jeg kunne ikke helt overskue det med veer. Vi havde telefonen på medhør, og hun ville også gerne lige tale med mig. Det gjorde vi så. I meget kort tid, før jeg fik en heftig ve, som fortsatte direkte til en ve mere. Jordemoderen syntes, det ville være fint, hvis vi kom ind. Det tog lidt tid at komme ud af døren, fordi jeg have veer med korte mellemrum, og jeg ville også gerne trække tiden af frygt for at komme derud og blive sendt hjem igen. På Herlev sagde jeg til min mand, at jeg gerne ville gå en tur, før vi gik til afdelingen, for at trække tiden lidt mere. Den tur blev ca. 100 meter lang, fordi jeg hele tiden måtte stoppe op, når jeg fik en ve, og det kunne jeg alligevel godt se var for åndssvagt, så vi gik hen til fødemodtagelsen i stedet.

 

Kl. 12.30 blev jeg vist ind på en stue og undersøgt. Gode fem cm åben, fik jeg at vide, efterfulgt af sætningen “jamen så er I jo heldigvis det helt rigtige sted. Jeg finder lige noget tøj til dig og en jordemoder”. Nå, så jeg bliver ikke sendt hjem, og jeg er ægte ved at skulle føde? Fedt!

 

Vi fik to jordemødre, fordi den ene lige var kommet tilbage fra 1,5 års barsel og skulle have hjælp til computersystemet af den anden. Og der var åbenbart ikke travlt, for begge jordemødre blev på stuen indtil deres vagtskifte kl. 15.15. Jeg havde altid forestillet mig, at jordemødre kom og gik. Imellem veerne hyggesnakkede vi og drak saftevand. Den ene jordemoder fik hæklet en karklud færdig, imens den anden sad og hang i en lænestol.

 

Mine veer gjorde ondt og kom med korte intervaller, men jeg følte mig ikke presset. Jeg havde det godt, jeg var glad, og jeg var til stede. Og når jeg sagde, at det ikke var så slemt, som jeg havde troet, grinede min mand og jeg af, hvordan jeg senere ville hade at have sagt sådan nu. Vi grinede og jokede i det hele taget en del.

 

Vi havde det hyggeligt, men jordemødrene var ærlig talt komplet unødvendige for mig i denne fase, ud over at de selvfølgelig holdt øje med barnet, som heldigvis havde det lækkert hele vejen igennem. Jeg havde blandt mine få ønsker til fødslen skrevet, at jeg gerne ville undgå smertestillende, så vidt muligt, men blev alligevel tilbudt både akupunktur og steriltvandspapler to gange af begge jordemødre, da jeg sagde, at mit haleben føltes lidt som en syl, når jeg havde en ve. Det takkede jeg pænt nej til. Ikke af princip, men simpelthen fordi jeg ikke syntes, jeg havde brug for det.

 

Til gengæld gjorde selvsamme halebenssyl og presset på mit bækken, at jeg hverken kunne sidde eller ligge, men i stedet stod op under veerne og gik rundt og vuggede i bækkenet imellem dem. Det føltes godt at være i bevægelse, og jeg syntes rent faktisk, at jeg kunne mærke, hvordan veerne arbejdede for mig. Samtidig kunne jeg mærke barnet arbejde med og bevæge sig under hele fødslen. Det overraskede mig, men det føltes ret sejt, og pludselig gik det op for mig, at en fødsel jo er et samarbejde mellem mor og barn. Ikke bare morens arbejde. Selvfølgelig!

 

Indimellem fik jeg flere veer oven i hinanden, og de tog til i intensitet, men jeg var stadig ikke presset og følte mig helt med mentalt. Klokken var nu omkring 14, halvanden time efter at vi kom ind på stuen. Jordemoderen syntes, jeg havde gode veer og ville gerne undersøge mig igen. Hun sagde, at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis der ikke var sket så meget, fordi hun altså havde større fingre end den første jordemoder, der undersøgte mig. Men hey, gode 7 cm, sådan!

 

De gode veer fortsatte, og selvom de helt klart gjorde ondt, så var jeg stadig rolig og mentalt til stede til at kunne følge med i samtalen, som min mand og jordemødrene havde under mine veer. Og nok til stede til at lave en mental note om, at jeg gerne ville blande mig i samtalen, når jeg var færdig med veen.

 

Lige før vagtskifte kl. 15.15 gik vandet. Det føltes egentlig bare som et godt spark fra barnet, indtil vandet kom plaskende. Det var ikke rigtig til at tage fejl af. Jordemødrene gik i gang med at tørre op på gulvet, så jeg ikke skulle skvatte rundt i blod og fostervand, og bagefter tog de imod den nye jordemoder og den medicinstuderende, hun havde med. Jeg havde nogle heftige veer imens, og eftersom jeg lukkede øjnene under hver ve og koncentrerede mig om den, gik der nogle minutter, før jeg fik hilst på dem.

 

Og så kom pressetrangen. Bang! Helt dyrisk, helt urkvindeagtigt pressede min krop, uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Udover den “huuhh”-lyd, der ufrivilligt undslap mine lunger imens. Det var ret vildt og ret overvældende. Mest fordi jeg til at starte med ikke vidste, hvad jeg ligesom måtte gøre med den der pressetrang. Jeg ville gerne undgå at komme hjem med et helt ødelagt underliv, så jeg tænkte, at det gav mening at lade jordemoderen styre det show. Jeg fik lov at presse stille og roligt med, og jordemoderen ville gerne lige undersøge mig og bad mig lægge mig op på briksen. Det fortalte jeg hende pænt, at jeg under ingen omstændigheder kunne grundet førnævnte syl/haleben. Og fordi jeg hele tiden fik veer. Jordemoderen ventede pænt og tålmodigt, men indså alligevel hurtigt, at hun måtte undersøge mig stående. “Du er helt åben, du kan bare presse med.” Ret fedt, for det gjorde min krop sådan set allerede, den ventede ikke på tilladelse fra jordemoderen.

 

Jeg pressede og gjorde, hvad der faldt mig ind, men jeg hørte til at begynde med ikke noget fra jordemoderen. Jeg nåede at tænke “skal jeg bare gøre det her helt selv, skulle der ikke være nogen til at redde mit underliv fra ødelæggelse?” Heldigvis var det bare, fordi jeg gjorde det, jeg skulle, at jordemoderen ikke blandede sig. Min mand var så god og perfekt en støtte. Efter hvert pres sagde han, at jeg gjorde det helt rigtigt, og at det var så flot. Jeg slugte det råt og tænkte, at min mand ved så meget, så han måtte også vide, om jeg gjorde det her rigtigt, og da jordemoderen sagde det samme, slugte jeg også det råt.

 

Jordemoderen fortalte, at man kan gå ned i squat, når man presser for at hjælpe på vej, hvis man har overskud. Jeg ville da gerne være sej og hjælpe på vej, så jeg gav det et forsøg. Det føltes både meget naturligt og virkelig effektivt, selvom jeg helt sikkert har lignet en skovskider. Og i øvrigt også kvitterede med lidt lort undervejs. Min mand stod klar i skudlinjen og så det hele, fordi han skulle tage imod sammen med jordemoderen. Godt, han er medicinstuderende, ikke er sart og elsker mig skide (hæ hæ) meget.

 

Det gik godt med at presse, og jordemoderen guidede mig til at gispe, når det var nødvendigt. Under hele pressefasen følte jeg mig ret meget “in the zone” og på arbejde. Pressetrangen var intens og ærlig talt lidt mærkelig at opleve, selvom det samtidig også føltes som det mest naturlige i verden for min krop. Det var hårdt at presse, men ikke så hårdt, som jeg havde forberedt mig på. Da jordemoderen lavede det famøse pistolgreb for at skåne mellemkødet, gjorde det røvhamrende ondt. Det sved og nev, og jeg gad ret godt have hende til at fjerne fingrene snart, tænkte jeg. Selvom jeg også ret godt gad at have et uskadt mellemkød.

 

Så sagde jordemoderen pludselig “nu er hovedet ude”, og jeg tænkte “hvad fanden?”. Det opdagede jeg jo slet ikke, og var det egentlig ikke meningen, at det skulle være det værste? Jeg kunne kun mærke de skide fingre, syntes jeg. Jeg var nødt til at sige “nu er jeg lige rigtig irriterende, ikke, men var det bare det?”. Det grinede jordemoderen, den medicinstuderende og min mand af og syntes, jeg var ret overskudsagtig. Men det følte jeg mig sådan set også, for jeg havde hele tiden indstillet mig på, at nu ville det snart gøre mere ondt, nu ville det snart blive værre, og nu ville jeg snart hade hende, der havde sagt “det er faktisk ikke så slemt, som jeg troede”. Men det blev bare aldrig så slemt, som jeg troede.

 

Jordemoderen tilkaldte en assistent, for nu skulle vi snart fejre fødselsdag, sagde hun. Jeg prøvede at fatte, at det jo så faktisk bare VAR det, og at der lige om lidt ville komme et menneske ud til os.

 

I næste pres kom resten af babyen ud med et ordentligt skrig, og så var jeg mor. Vildt! Kl. 16.04, efter 5 timer og 40 minutter i aktiv fødsel. Jordemoderen sørgede for at gribe babyen, og min mand overtog grebet lige efter. Han rakte min datter til mig, og jeg tog også pænt imod, men navlesnoren var åndssvagt kort, så jeg måtte blive i min skovskiderstilling, med hende i armene, og vente på, at sengen blev kørt nok ned, til at jeg kunne lægge mig op og få hende på brystet, hvorefter min mand kunne klippe navlesnoren.

 

Jeg græd ikke, som jeg havde troet, jeg ville. Jeg snakkede bare med vores datter og følte, at det var helt rigtigt og naturligt det her. Min mand græd til gengæld som pisket, den søde, følsomme mand, og vi var begge to helt blæst bagover af det lille menneske, som var kommet ud af mig. Faktisk så meget, at vi helt glemte at finde ud af det køn, vi i ni måneder havde gået og ventet i spænding på at få afsløret. Det var jo et menneske, og det var ligesom det, vi havde regnet med. Mennesket var en pige, vores perfekte, lille datter med opsvulmet ansigt og højt hoved. Ikke smuk, men helt perfekt og med et klart potentiale til at blive smuk.

 

Jeg kan uden tøven sige, at jeg havde en helt perfekt fødsel. Det var den bedste og vildeste oplevelse, og jeg kunne efter fem minutter med min datter på maven sige til min mand, at jeg gerne gjorde det igen i morgen. Og at vi godt kan skynde os at få de fem børn, Johan drømmer om. I hvert fald fire.

 

Jeg havde to små helt overfladiske bristninger, som kunne klares med nogle få sting, og jeg havde kun blødt små 150 ml. Alt var godt. 5 timer efter min datters ankomst var vi klar til at tage hjem som en lille familie. Jeg sov ikke de første to døgn, selvom min datter fra første nat sov fem timer i streg (og selvom jeg havde læst i 40 uger efter, at jeg skulle), og jeg opdagede ikke engang, at jeg var træt. Jeg kiggede på min datter og kiggede på min mand og var helt opslugt af lykke, mens de lå der ved siden af hinanden og lavede de samme små spjæt og lyde.

 

Min mand var og er min helt. Han roste, jokede og hjalp på alle de rigtige tidspunkter, uden at jeg nogensinde skulle bede om noget. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg havde brug for, men det vidste han, som han altid gør. Min mand er den, jeg husker tydeligst fra fødslen, og hans ord var dem, der betød mest. Tænk, at jeg har fået lov at få en kopi af sådan et fint menneske.


Beretningen er taget ud fra min seneste bog, 40 Ting du skal vide om din Fødselsom jeg vil anbefale alle der skal føde, at læse – også selvom det ikke er første gang.

Ting jeg gerne vil…

Der er mange ting jeg gerne vil. Vinde en million i lotto, for eksempel. Skabe fred i verden og sørge for at der er nogle ordentlige forhold i både daginstitutioner, folkeskoler og sundhedsvæsen, for at nævne et par stykker mere. Det vil jeg faktisk rigtigt gerne. Problemet med dét er imidlertid, at det ikke bare er sådan lige at få gjort, hverken det ene eller det andet. Jeg kan give det et forsøg, men udsigterne er nok – hvis jeg skal gøre arbejdet selv, i alle tilfælde – temmeligt lange. Til gengæld, så er der også andre ting jeg gerne vil. Ting, som ligger lidt mere indenfor rækkevidde. Ting, som jeg nok i virkeligheden mest bare ville ønske, at jeg kunne tage mig sammen til. Ting, som jeg inderligt håber, at bare et par stykker af jer, der læser med, kan relatere til.

Jeg vil virkeligt gerne…

Jeg vil virkeligt gerne få bugt med de der pigmentpletter jeg har fået i ansigtet, som følge af at have været gravid et par gange. Har for nyligt fået sådan en særlig serum (i gave) som skulle kunne gøre underværker, men indtil videre synes jeg faktisk det er blevet værre.

Jeg vil også ret gerne blive bedre til at tage tjansen med at gå aftentur med Martha. Virkelig. Jeg synes det er så ærbart at Simon altid – og uden et kny – tager den, men jeg vil sgu da også gerne være ærbar. Altså, bortset fra, at jeg ikke gider, når jeg kan slippe.

Jeg vil i hvert fald gerne lave mere mad. Som jer der så med, da jeg var med i Til Middag Hos, ved, så har jeg, siden Simon er kommet ind i mit liv, faktisk lært at lave rigtigt god mad. Altså, den slags mad, som ikke bare smager godt, men som også ser godt ud. Den slags mad som man kunne spise på en (finere) restaurant og som kræver planlægning og forberedelse. Den slags mad som jeg, nu hvor dagene for alvor er ved at blive korte, simpelthen ikke får gjort mig det fjerneste i, selvom jeg ægte godt gad.

Jeg gad også ægte godt at lære at få skorpen rigtigt sprød når jeg bager brød. Jeg føler at jeg har prøvet alt, men det bliver aldrig – som i aldrig – ligesom dét brød jeg køber hos bageren. (Særligt ikke brødet hos Andersen og Maillard, som er for sindssygt!).

Jeg vil sååå gerne have sådan en maskine, så jeg selv kunne lave shellak-negle. Altså, på mig selv. Jeg elsker at have neglelak på, som holder sig pæn længe, men jeg (og min pengepung) hader at skulle sidde hos en negledame i en time hver tredje uge, så jeg tænker, at det ville være ret genialt, hvis jeg kunne gøre det selv. Jeg tænker om aftenen, foran et ligegyldigt tv-program kunne være oplagt.

Jeg gad egentligt også godt – nu hvor vi er ved det – at se mere godt tv. Ofte når jeg får tændt for flimmerkassen, så er det altså for at se reality – helst i konkurrenceform. Landmand søger Kærlighed eller Den Store Bagedyst er for eksempel sikre vindere, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne tage mig sammen til at se flere dokumentarer i stedet.

Jeg vil i virkeligheden gerne træne mere. Eller at træne i det hele taget. Buttom line er, at jeg nok sagtens kunne finde tid til det (hvis jeg droppede nogle af alle mine overspringshandlinger) i løbet af de fleste dage. Faktisk sagde én af mine veninder (som er EMS-træner) til mig i dag, at det jo ikke behøver at tage længere tid, end at drikke en kop kaffe. Problemet er så, at jeg til enhver tid hellere vil drikke kaffe. (Og i øvrigt tror jeg slet ikke hun er klar over, hvor hurtigt jeg faktisk kan tylle en kop kaffe – jeg kan jo bedst lide den lidt lunken!).

Jeg vil selvfølgelig også gerne blive bedre til at passe på mine planter. Særligt krydderurter. Jeg siger ikke at de dør allesammen. Jeg siger bare, at jeg indenfor den seneste måned, har slået både koriander (som f*cking altid dør!), ærteskud og timian (som jo nærmest aldrig dør) ihjel.

… Og så vil jeg gerne tage mig sammen og gøre de ting jeg tænker jeg gerne vil. Jeg skal bare lige have en kop kaffe først.

Ps. Simon undrer sig over, hvorfor jeg ikke har skrevet “lære at strippe” på min liste. Jeg undrer mig bare over, hvad han egentlig har tænkt sig, eftersom jeg nærmest altid går i (lidt for) stramme jeans.

Annonce

Flyttetanker – igen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil flytte. At vi gerne vil. Måske ikke i morgen, men på ét eller andet tidspunkt indenfor overskuelig fremtid. I løbet af et år eller to, forestiller jeg mig. Forstå mig ret; hvis det perfekte fremtidige hjem dukkede op i morgen, så ville vi såmænd nok slå til, men det er altså ikke noget vi lige regner med.

Vi vil nemlig gerne finde et hjem. Sådan et sted, hvor vi har lyst til at bo for altid; hvor vi føler os hjemme.

Egentlig er vi rigtigt glade for at bo hvor vi gør, men som jeg har nævnt tidligere, så synes jeg simpelthen at det er håbløst, at betale så meget for en lejebolig, som vi gør. Èn ting er jo en høj husleje – men noget andet er, at alle pengene, når man bor til leje, bare går til at betale andres lån af, ha ha. Dét gider jeg altså ikke at blive ved med. Jeg vidste egentlig godt at jeg havde det sådan, da vi flyttede ind, og det har aldrig været planen, at vi skulle bo hvor vi bor, for evigt. Vi skal bo her, indtil vi finder ud af hvor og i hvad, vi gerne vil bo. For evigt-ish, et sted hvor vi kan betale vores eget boliglån af, i stedet for andres.

Jeg kan ikke bare flytte til en flække syd for Køge eller til vandkanten i Hundested, selvom det i teorien ellers kunne være dejligt. 

Derfor er vi i løbet af de sidste par måneder begyndt at se os omkring – og afstemme hvad vi gerne vil, ikke mindst. Det er nemlig ikke så let lige at finde drømmeboligen, hvis man ikke er helt enige om hvad dét betyder. Ja, jeg er sgu ikke engang rigtigt enig med mig selv, og så bliver det da først svært, ha ha!

Vi drømmer om at få lidt mere plads end vi har i dag. Gerne med lidt græs, højt til loftet, god stemning, masser af lys – og privatliv, ikke mindst.

Hvis der var frit valg på alle hylder og ingen ansvar overfor nogen, så tror jeg faktisk at vi ville flytte ud af byen. Måske på landet i en lille hyggelig landsby, med godt naboskab og masser af plads til et par heste i stalden og et trommesæt i kælderen. Men sådan bliver det nok ikke, for siden jeg blev skilt, så er der jo det naturlige hensyn, at jeg skal bo i umiddelbar nærhed af mine børns far. Jeg kan ikke bare flytte til en flække syd for Køge eller til vandkanten i Hundested, selvom det i teorien ellers kunne være dejligt.

Ideelt set kunne vi selvfølgelig bare købe et hus med have, anneks og gode naboer inde i København – problemet med dét er bare, at det har vi på ingen måder råd til!

Vi bliver nødt til at gå på kompromis med nogle af vores ønsker, og det er altså her vi er lige nu, hvor vi kigger, snakker, opvejer, afvejer og forsøger at spore os ind på hvad det egentlig er vi gerne vil.

Jeg synes det er super, super svært at finde ud af – og i virkeligheden tror jeg måske også at det i sidste ende handler mest om fornemmelser. For vi skal jo ud og finde et hjem, i højere grad end den perfekte bolig. Der skal være hjerterum, varme, muligheder, plads og rart at være. For os, i vores lille familie.

Derfor trawler vi nærmest ugentligt Boligsiden, for at se om der mon skulle være noget spændende på bedding.

Noget af det jeg godt kan lide ved at bruge boligsiden er, at jeg hurtigt og nemt får et overblik over de boliger der er til salg i de områder vi kigger. Man kan sågar – på computeren – tegne det område man gerne vil søge indenfor. Samtidig, så synes jeg det er mega rart at have en masse relevante informationer lige ved hånden, som for eksempel priser på boliger i nærheden af dem man kigger på. På Boligsiden kan man både se tidligere salgspriser og priser i området generelt – det er altså ski’e smart, synes jeg 🙂

I kan selv tjekke det ud lige HER.


Boligsiden siger selv:

Boligsiden får, som den eneste boligportal, direkte indberetninger fra alle professionelle ejendomsformidlere i Danmark. Derfor er boligsiden den datakilde, som til hver en tid kan tilbyde den meste valide statistik og information omkring boligmarkedet og det boligkøb, man overvejer.

Når en sælger sætter sin bolig til salg hos en ejendomsmægler bliver alle informationer om boligen automatisk sendt til Boligsiden og lagt ind i deres database. På samme måde modtages også informationer, hvis der sker regulering af eksempelvis prisen i forbindelse med et salg. Boligsiden er således det første sted, der har alle aktuelle informationer om udbud, liggetider og priser, der kan være af afgørende betydning for ens boligkøb.


Det er bestemt ingen let sag, sådan at finde det helt rigtige hjem, til at skabe rammerne omkring vores fremtid, men jeg synes – særligt når jeg får det store overblik hos boligsiden – heldigvis, at det er ret hyggeligt at undersøge, kigge og holde øje med, hvornår der kommer noget nyt, som måske kunne være lige akkurat dét vi går og leder efter.

Tid til eftertanke #39

Det har altså været en lidt skør uge for mig det her og selvom jeg egentlig ofte sidder og er lidt rundtosset om søndagen, når jeg skriver de her tid til eftertanke-indlæg, så føler jeg alligevel at jeg er det lidt ekstra i dag. Det kan selvfølgelig også skyldes at jeg har lidt tømmermænd fra i går, men ikke desto mindre, så har det været en mærkelig uge. Hvor jeg blandt andet nærmest føler at jeg ikke har blogget. Jeg har simpelthen ikke haft tid til at sætte mig med min computer, selvom jeg har haft – og har – meget på hjerte. Mest af alt har det fyldt, at jeg har været i Jylland og holde en række foredrag om graviditet og fødsel – og åh, hvor har det været FEDT, altså! Jeg elsker at komme ud, at underholde, at dele, at inspirere, at hjælpe og at få folk til at grine. Seriøst, det kan virkelig noget vildt, at stå foran hundrede mennesker der allesammen griner, fordi man har sagt noget sjovt. Dét gider jeg virkelig, virkelig godt, så det gør mig selvfølgelig vildt glad at jeg efterfølgende har modtaget utallige beskeder fra kvinder (og en enkelt mand) som takker for nogle gode timer i mit selskab. Wuhu!

 

Ugens højdepunkt var – udover foredragene – da jeg i aftes var på date med Simon <3 Som en del af min fødselsdagsgave, havde han købt billetter til Thomas Warbergs show i Bremen, og hold nu kæft, hvor var det sjovt! Vi startede aftenen ud med middag på Dada inde i Krystalgade, hvor én af Simons gode venner er restaurantchef; det var vores første gang derinde, men absolut ikke den sidste. Det er mad inspireret fra det mellemøstlige køkken – og så koster det kun 300 kroner for deres samlede menu (som var den vi fik), med virkeligt meget mad! Ej, det var virkelig en god oplevelse, så da Warbergs show var slut, gik vi simpelthen tilbage til restauranten, for at afprøve deres barkort også. Vi nåede ikke hele vejen igennem, men jeg skal love for at jeg blev fuld. (Så meget at vi endte med at stå ud af taxaen en kilometers penge fra hvor vi bor, da vi skulle hjem, fordi jeg var i tvivl om jeg kunne lade være med at kaste op). Men altså, overordnet set, var det en virkeligt god aften!

Jeg smilede mest da jeg slog et smut ind forbi en god veninde og hendes lille bedårende søn, som lige akkurat har lært at gå, da jeg var på vej hjem fra Jylland. Vi ses alt for sjældent, så vi sludrede den halve nat, faldt i søvn i samme seng og vågnede op til nuttilyde fra sød, sød 1-årig <3 Så hyggeligt!

Ugens lavpunkt var da en kvinde – mor til en gravid – dejsede om på stolen til ét af mine foredrag. Alle blev selvfølgelig meget forskrækkede og vi afbrød øjeblikkeligt “showet”.

Det gode ved det var at kvinden hurtigt fik det okay igen. Heeeeldigvis! Hun vågnede op efter ganske kort tid og kunne selv gå ud af butikken efterfølgende, så der skete gudskelov ingenting og alt taget i betragtning, blev det alligevel en rigtigt god aften.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mine nye, vanvittigt seje støvler! Detaljerne på dem er simpelthen så lækkert at lave og hvis du spørger mig, så ligner de noget, der nemt kunne koste 10 gange så meget som de gør. (Ikke at jeg nødvendigvis ville betale den slags penge for dem, men når jeg ser hvad nogle af de store modehuse præsterer indenfor dén slags støvler, så virker det ikke urealistisk). De er så seje! Og du kan finde dem HER (reklamelink), hvis du har lyst.

Det bedste jeg har spist er endnu engang fra det thailandske køkken; denne gang dog ikke noget hverken Simon eller jeg har kreeret. Næh, det var simpelthen en ret – som jeg desværre ikke husker hvad hed – jeg fik på Sawadee i Kolding. Simon og jeg opdagede stedet ved en tilfældighed i sommer og nu elsker jeg det! Det er et totalt ikke-hyggeligt sted og jeg vil nok primært anbefale det til take-away, men hvis man nu – som jeg – er i Kolding og ikke har et sted at tage sin mad med hen, fordi det er for koldt til at spise i en park et sted, så fungerer det også helt fint at spise i restaranten. Jeg gav 100 kroner for mad og vand – og det smagte forrygende!

Det bedste jeg har set og hørt, er Ser du Månen, Daniel, som jeg både har hørt på lydbog og efterfølgende set i biografen. Jeg synes klart at den er bedst på bog, men sådan synes jeg egentlig altid det er, og filmen var så absolut også rigtigt god. Jeg tror stadig filmen går i de fleste biografer, så hvis ikke du allerede har set den, så kan jeg altså godt anbefale dig at gøre det – i hvert fald hvis du ikke er til at læse (eller høre) bøger.

I næste uge ser jeg frem til det åbenlyse: at være sammen med mine børn, som jeg har savnet frygteligt siden jeg afleverede dem tirsdag morgen. OG! Så ser jeg mega-meget frem til at skulle ud på bogforum på lørdag, hvor jeg indtager Lev NU scenen kl. 15.45, så kom meget gerne forbi, hvis I alligevel er derude. Jeg vil så gerne møde jer og jeg lover at gøre mit bedste for at levere god underholdning, så længe jeg er på 😉

Ps. jeg holdt mig indtil jeg kom hjem, og det er jeg så glad for i dag. Ville simpelthen ikke kunne overskue, hvis jeg skulle ud og vaske brækpletter væk fra fortorvet.

Fødselsfredag

Hele pointen med alle de her fødselsberetninger, som jeg deler hver eneste fredag er, at vise et alsidigt – og ærligt, ikke mindst – billede af, hvad en fødsel er eller kan være. For man kan ikke vide, hvordan éns fødsel kommer til at forløbe, førend man står midt i den og derfor synes jeg kun det giver mening, at forberede sig på det meste. Om ikke andet, så bare ved at vide det findes.

Derfor bragte jeg i forrige uge beretningen fra en far, som tog imod sit eget barn, i sidste uge kunne I læse om en kvinde, der fik graviditetsbetinget angst i en sådan grad, at hun var ude af stand til at arbejde og nu er turen altså kommet til en lidt mere “almindelig” fødselsberetning, for dén slags findes der selvfølgelig – og heldigvis – flest af.

De fleste føder der føder, gør det altså relativt ukompliceret og dét synes jeg er vigtigt at huske på – også selvom alle slags beretninger finder vej herind.

Det var natten til den 5. januar 2011 og klokken nærmede sig 2.00.

Jeg var vågnet, som så mange gange før efter et par timer i sengen, ved stik og jag i lænden. En velkendt smerte, som skyldtes den bækkenløsning og det drejede bækken, som havde beordret mig på sofaen 4 måneder forinden. Terminsdagen var kommet og gået, kun med antydningen af en tabt slimprop.

Jeg forsøgte at sove igen, nu i en anden stilling. Det lykkedes at falde i søvn, blot for kort efter at blive vækket igen af samme smerte. Efter et par timer på den måde, stod jeg op og gik ind og lagde mig på sofaen, min vante plads. Der var gang i noget, men jeg var ikke helt sikker på hvad.
Min mand stod op klokken 6, og efter en kort snak blev vi enige om at han skulle blive hjemme. Det var et voldsomt snevejr, og jeg var usikker på om der snart ville ske noget. Min mand lagde sig tilbage i sengen, og tog et par timer mere.
Dagen gik og smertene var der fortsat, men de var ikke regelmæssige. Jeg prøvede at sove men uden held. Det føltes nu ret så fjollet, at min mand var blevet hjemme for intet.
Jeg ringede til hospitalet, som mente at vi kunne komme, hvis der kom mere regelmæssighed. Jeg tog et langt bad og min mand gik ned for at handle, vi skulle jo tydeligvis spise aftensmad hjemme… I badet skete der noget. Pludselig blev smerterne stærkere og svære at puste sig igennem. Min mand som var kommet tilbage ville lave det helt store madshow, men jeg fik ham på andre tanker og vi kontaktede igen hospitalet. Ved 19.30-tiden tog vi afsted. Min mand havde gravet bilen fri af sneen og oveni hatten fået migræne. Han kunne kun se på det ene øje da vi satte kurs mod hospitalet.
På Hvidovre var der travlt og vi ventede lidt over en time før en kæk jordemoder havde tid. Hendes fokus var dog på min mand, hvis migræne gjorde ham bleg og kvalm. Hun bad mig beslutte hvem der skulle hjælpe med fødslen, når han nu “ikke var noget værd”. Jeg bad hende undersøge mig, med forventning om at blive sendt hjem. Efter en ganske kort undersøgelse, kiggede hun op mellem mine ben og udbrød, “ja så kan I godt ringe til nogen, for du er 8 cm. åben, og bliver mor inden for et par timer.” Øhhh Nå! Det havde jeg ikke lige set komme.
Vi ringede til mine forældre, som lovede at komme så hurtigt de kunne, kl. var 22.
Min jordemoder hed præcis det samme som min mor, og gennede os ind på en stue i fødemodtagelsen, da der var fuldt booket på fødegangen.
Stuen havde badekar, og jeg ville så gerne i vand, da det var det eneste der lindrede min bækkenløsning, så Jordemoderen gik i gang med at fylde karet.
Mine forældre ankom, netop som jeg var blevet undersøgt igen. Jeg fik ikke lov til at komme i vand, jeg var 9,5cm åben og havde pressetrang, og jordemoderen mente ikke at der var tid. Vandet var stadig ikke gået, og først efter et jordemoderskifte kl. 23 gik det, midt under en presseve. Jordemoderen nåede kun lige at flytte sig, inden det stod ud i rummet i en lang stråle. Det var svagt grønt og jeg kunne se min mor udveksle blikke med jordemoderen. Min mor er sygeplejerske og har selv født fem børn, en bedrift jeg ikke tænker at gøre hende efter. Efter vandafgang gik mine veer i stå. Efter at have været regelmæssige og stærke, var der pludselig langt mellem dem. De var kortere og mindre intensive. Jeg var træt, og følte at alle ventede. På mig. På min krop. Jeg kiggede ned ad mig selv, flankeret af folk der holdt af mig, og for enden en tålmodig, sød jordemoder med blå gummihandsker.
Igen så jeg at de udvekslede blikke, min mor og jordemoderen, og denne gang talte de også om tiden, som var ved at løbe fra mig. Jeg var panisk angst for et kejsersnit, og bare tanken om en epidural, kan stadig få mig til at gyse. Så ved den næste ve pressede jeg alt hvad jeg kunne!
Jordemoderen roste mig og bad mig stoppe idet veen var ved at klinge af. Men jeg pressede videre. Ikke om jeg ville have det snit! Plop! og ud kom hun, “hov, hun kom sgu ud” udbrød jordemoderen overrasket, idet hun greb hende. “Hold da op hun er lille, men hun har store fødder”. Kl. var 00:57, den 6. Januar. Og lille det var hun med sine 2450g og sine 47 cm. Efter fire dages indlæggelse med en kvalm og slap baby fik vi lov til at tage hende med hjem.
Min Alba som siden er kommet godt i vej, høj og tynd og nu den bedste storesøster, man kan tænke sig.