… Og så var der en pige!

Efter 10 år som mor til først én og sidenhen to drenge, så er det eddermamer vildt, at være blevet mor til en lille pige. Ikke anderledes (endnu), men vildt. Tænk, at jeg nu har en datter, født d.13.06.2021.

To sønner og en datter. Mit livs rigdom ❤️

Annonce

Kosttilskud til dig der er gravid

kosttilskud gravid

Det kan være lidt af en jungle at hitte ud af hvilke kosttilskud man bør tage – og hvornår! – når man er gravid. Selvom Sundhedsstyrelsen egentlig har lavet en helt udmærket vejledning til gravide, så findes der jo simpelthen så meget på markedet, at det kan være til at blive helt rundtosset af.

Derfor vil jeg med dette indlæg gerne hjælpe dig, der er gravid – eller håber på at blive det – lidt på vej.

Der er nemlig både nogle smutveje og nogle råd, som jeg tænker at det kan være usædvanligt smart at få med på vejen, for at gøre det lidt lettere med de der kosttilskud imens du er gravid.


Sundhedsstyrelsens anbefalinger for kosttilskud til gravide:

Tag tilskud af 400 mikrogram folsyre dagligt, fra du planlægger at blive gravid og indtil du er 12 uger henne

Tag tilskud af 10 mikrogram D-vitamin dagligt igennem hele graviditeten

Tag tilskud af 40-50 mg jern fra uge 10

Drik 1/2 liter mælk dagligt, eller tag tilskud af kalk (500 mg dagligt)

Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at tage en multivitamin-mineral pille tilpasset gravide og dertil supplere op med jern og eventuelt kalk.


Det er vigtigt for mig lige at pointere, at kosttilskud altid er at se som et supplement til en i forvejen sund og varieret kost, og jeg vil derfor opfordre alle gravide til også at følge sundhedsstyrelsens generelle kostråd. Dermed naturligvis ikke sagt at alt er galt, hvis du i en periode af graviditeten ikke er i stand til at spise andet end hvidt brød og pasta med smør, fordi du er så forkvalmet, slet ikke. I en sådan periode skal du spise hvad du kan og gøre dit bedste for at holde hovedet ude af kummen og vide, at dit indtag af gode kosttilskud naturligvis er et udmærket plaster på såret for din hårdt udfordrede krop. Det hele skal nok blive bedre – og når kvalmen letter, må du forsøge at rette op på kosten efter bedste evne igen.

kosttilskud gravid kosttilskud gravid

Et godt sted at starte, hvis du er i tvivl om noget når det kommer til kosttilskud, er selvfølgelig på apoteket. Medarbejderne derinde er uddannede farmaceuter og farmakonomer, og de vil altid kunne vejlede dig i den rigtige retning.

Som noget nyt har Apotekernes Amba faktisk også netop relanceret en del af deres serie af kosttilskud – herunder altså kosttilskuddet som er særligt tilpasset gravide.

Foruden naturligvis at indeholde de anbefalede doser af folsyre og d-vitamin, så er der også nogle andre vitaminer i den, som jeg gerne vil fremhæve lidt ekstra.

Blandt andet indeholder apotekets kosttilskud “gravid” en ret høj dosis vitamin C og vitamin B6, som begge bidrager til at mindske træthed og udmattelse, hvilket selvsagt kan være en kæmpe fordel når man er gravid, og trætheden for alvor er til at mærke. Særligt i første trimester.

Læs også: 1.trimester

Faktisk siges det også at særligt B6 kan bidrage til at mindske kvalme, hvilket formentlig skyldes at det – videnskabeligt bevist – både bidrager til at mindske træthed og til normal hormonbalance. Og med tanke på at op mod 90% af alle gravide oplever at have kvalme i én eller anden udstrækning i løbet af graviditeten, ja, så synes jeg da bestemt at det er værd at tage med i overvejelserne, når man skal købe sine kosttilskud under graviditeten.

Vitamin C og vitamin B6 bidrager til at mindske træthed og udmattelse

Til gengæld så vil man ved et hurtigt kig på ingredienslisten kunne se, at indholdet af jern er væsentligt lavere end det anbefalede fra Sundhedsstyrelsen, med “bare” 18 mg per dosis. Men det ser jeg faktisk kun som en fordel! Det er nemlig sådan, at lige akkurat jern er sådan et drilsk mineral, som har det med at give nogle temmeligt irriterende bivirkninger – særligt når man er gravid. Mange der tager tilskud af jern vil opleve at få træg mave, eller i nogle tilfælde endda direkte forstoppelse. Dette kan selvsagt være ganske ubehageligt når man er gravid, hvor maven ofte i forvejen er lidt ekstra udsat, fordi tarmperistaltikken arbejder en smule langsommere end normalt, på grund af hormonforandringerne.

… Derfor er det super-vigtigt at man – særligt som gravid – tager sit tilskud af jern med omhu. Det er nemlig sådan at jern har nogle “fjender” som gør, at det kun optages i ringe grad, således man kun får “glæde” af alle bivirkningerne uden at opleve den positive effekt fra jern. Èn af dem, er kalk. Jern skal helst tages væk fra kalk – og i virkeligheden også gerne væk fra måltider i det hele taget, hvilket for de flestes vedkommende betyder, at det faktisk ikke er så smart at tage om morgenen, hvor mange ellers har for vane at tage dagens kosttilskud, sammen med havregrynene, eller hvad man nu engang ynder at spise.

Jern skal helst tages imellem måltider, og meget gerne sammen med c-vitamin, enten i form af et tilskud, eller fx ved at drikke et glas appelsinjuice, som også indeholder nogen c-vitamin.

For apotekets kosttilskud “gravid” betyder det altså, at man får alle de gode vitaminer og mineraler, som passer godt sammen, samtidig med at man slipper for alle bivirkningerne fra jern, fordi mængden simpelthen er så lav. I tillæg vil jeg således anbefale at man tager et ekstra tilskud af jern (fra graviditetsuge 10), som altså gerne tages sammen med c-vitamin; helst om aftenen eller i hvert fald imellem måltider. Det er det allermest skånsomme for maven, samtidig med at du får bedst mulig virkning fra dine kosttilskud.

kosttilskud gravid

Hvis ikke du drikker omtrent 1/2 liter mælk – eller tilsvarende i andre mejeriprodukter – anbefaler sundhedsstyrelsen som nævnt ovenfor, at du tager et tilskud af kalk. Dette kan du med fordel tage om morgenen, sammen med apotekets “gravid”.


Mine jordemoderfaglige (og personlige) anbefalinger for kost(tilskud) til gravide:

Spis så varieret og sundt som din graviditet tillader dig det. 

Undgå alkohol og rygning. 

Tag en multi-vitaminpille, fx apotekets “gravid”, om morgenen sammen med din morgenmad.

Tag evt tilskud af kalk sammen med din multi-vitaminpille. 

Hvis ikke du spiser kød, sørg da for også at tage tilskud af vitamin B12 (dette gælder også når du ikke er gravid). Tages gerne om morgenen sammen med øvrige vitaminer. 

Tag tilskud af jern om aftenen inden du går i seng, gerne sammen med c-vitaminholdige drikke. Undgå altid kalk sammen med jern. 


Du kan selvfølgelig sagtens begynde at tage apotekets “gravid” allerede når du planlægger eller forsøger på at blive gravid, men faktisk har dét kosttilskud også en lillesøster/lillebror, “fertilitet” som foruden den anbefalede mængde folsyre også indeholder en lang række andre vitaminer og mineraler, som har til fordel at støtte både kvindens og mandens krop til normal hormonbalance, frugtbarhed og reproduktion (ja, og faktisk også normal dannelse af sædceller for mandens vedkommende), som jeg kan anbefale til dig/jer, der endnu er i “øve-eller-overvejelses-fasen”.

I samme boldgade, så gælder det samme naturligvis også for tiden efter fødslen, hvor man fint kan fortsætte med at tage samme kosttilskud som under graviditeten. Men når pakken slipper op, så har apoteket naturligvis også et kosttilskud, “amning”, som er særligt tilpasset til ammende kvinder. Foruden en masse gode vitaminer og mineraler, så indeholder det også nogle forskellige urter, som har til formål at støtte dannelsen af modermælk. Ski’e smart, hvis du spørger mig.


Læs mere om de tre kosttilskud HER


Nuvel, tilbage hvor det hele kom fra. Kosttilskud kan i sandhed være en jungle at finde rundt i, men jeg håber at du med mit indlæg her, føler dig lidt bedre klædt på – og ellers vil jeg altså til enhver tid anbefale dig, at stikke ned på dit lokale apotek og rådføre dig hos én af de mange, dygtige farmaceuter eller farmakonomer. Det er, som de selv siger, viden til forskel.

Kosttilskud gravid

Tanker om min forestående fødsel

Vi kommer næppe udenom det. Jeg skal føde en baby. Snart. Og i den forbindelse har jeg naturligvis gjort mig en hel masse tanker om, hvordan det mon kommer til at løbe an denne gang.

Som I ved er jeg stor fortaler for, at alle slags fødsler i udgangspunktet kan blive gode fødselsoplevelser og derfor har mit personlige arbejde forud for min kommende fødsel i høj grad handlet om acceptere mit forløb, uanset hvordan det bliver. For om nogen ved jeg, at man aldrig kan forudsige hvordan en fødsel forløber. Heller ikke selvom man har prøvet det før. To gange, endda.

Min første fødsel var en pissefed fødsel, for at sige det rent ud og jeg plejer, med et glimt i øjet, at sige, at den er blandt de allersejeste fødsler jeg nogensinde har været med til. Det er selvfølgelig noget vås overhovedet at gradbøje sejheden ved fødsler, men fordi jeg naturligvis er følelsesmæssigt forbundet til mine egne fødsler på en helt anden måde end jeg er det til alle de vidunderlige fødsler jeg har fået lov til at være jordemoder til, ja, så føltes det altså som toppen af kransekagen. Jeg fødte derhjemme, helt ukompliceret, efter bare 8 timer med veer, hvoraf jeg sågar fik en god “pause” på et par timer i midten af det hele, hvor der var 10-12-15 minutter imellem hver ve. Jeg fødte i et badekar i vores køkkenalrum og tog som det mest naturlige i verden selv imod min baby.

Allerede få minutter efter fødslen glædede jeg mig til at prøve det igen en dag. Tænk at få lov til at få en lignende oplevelse igen – og så endda som andengangsfødende!

I tre år og én uge (præcis) glædede jeg mig (helt vildt meget!) til at føde igen og jeg blev nærmest helt fjollet da veerne gik igang, da jeg skulle føde mit andet barn. Nu skulle det være! Jeg havde igen planlagt at føde derhjemme, badekarret var pustet op og det kunne kun blive perfekt. Troede jeg.

For det blev alt andet end perfekt.

Mine veer gjorde røvhamrende ondt, men havde ikke rigtigt den ønskede effekt. Der var flere udefrakommende faktorer som spillede negativt ind. At jordemoderen meddelte mig at “det godt nok passede dårligt lige i dag”, at vores varmtvandsbeholder viste sig at være alt, alt for lille til at fylde badekarret og at vores komfur i samme ombæring besluttede sig at stå af, så vi udelukkende kunne varme vand i en el-kedel. En i øvrigt nærmest umulig mission til så mange liter vand! Så jeg spændte op i kroppen og havde svært ved at slappe af. Min baby lå skævt og efter mange timer med smerter, og en jordemoder der efterhånden var ved at være godt og grundigt utålmodig, blev jeg overflyttet til sygehuset. Ret meget mod mit eget ønske. Så jeg blev sur og ked af det og mente, at så måtte de jo bare lave et kejsersnit på mig, fordi min dumme krop åbenbart ikke kunne finde ud af hvad den skulle. Jeg modarbejdede totalt mig selv, talte grimt til min krop og gjorde på den måde naturligvis ikke situationen spor bedre.

I hvert fald ikke førend jeg fik en epiduralblokade (som jeg forlangte at få i sekundet jeg kom ind på fødestuen, fordi jeg i al min afmagt og frustration mente at jeg jo nok alligevel ville ende med at få et ve-drop og sidenhen et kejsersnit). Så overgav jeg mig, slappede af – og vupti, så fødte jeg mit andet barn en halv times tid senere.

Jeg tror simpelthen at jeg havde holdt på ham…

I årevis var jeg rigtigt, rigtigt ked af min anden fødsel. Jeg var ked af den måde jordemoderen havde håndteret fødslen og ked af den måde jeg havde håndteret mig selv. Allermest var jeg dog ked af, at jeg ikke på forhånd havde gjort mig selv den ulejlighed at overveje, at det jo sådan set sagtens kunne være, at jeg ikke “bare” ville få den fuldstændigt fantastiske fødselsoplevelse, som jeg havde forventet. Mit lys brændte i dén grad under skæppen og det gav mig altså et solidt bagslag.

… Men hvad så nu?

Der er gået syv år siden jeg fødte sidst og nu skal jeg ganske snart til det igen.

I begyndelsen af min graviditet spøgte min seneste fødselsoplevelse en del hos mig og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig ønskede at forsøge mig med endnu en hjemmefødsel, eller om jeg hellere “bare” ville overgive mig til hospitalet og den der helt vidunderlige epiduralblokade. Jeg var i tvivl om jeg orkede igen.

Men det gør jeg. Jeg orker det godt. Og jeg vil, når jeg mærker efter, allerhelst føde derhjemme. Sammen med Simon og en jordemoder. Jeg tror på at det for mig, er det bedste valg, fordi jeg tror at jeg ved at blive hjemme, giver min krop de allerbedste muligheder for at slappe af, så den kan få lov til at gøre sit store arbejde med at producere de veer, der skal hjælpe vores barn til verden.

Til gengæld er jeg, i modsætning til sidste gang, også ganske bevidst om, at jeg ikke kan ane hvordan det bliver. Mine forventninger er ikke andre end at det bliver en hård rejse, hvor jeg bliver nødt til at overgive mig, både til min krop og til mine hjælpere, så jeg ikke behøver at koncentrere mig om andet, end at håndtere de intense smerter jeg ved, jeg kommer til at stå overfor, uanset hvordan det kommer til at gå. Måske kommer det til at gå stærkt, måske kommer det til at tage lang tid, måske bliver jeg overflyttet undervejs, måske ender min økologiske jeg-klarer-den-med-min-krops-egne-kræfter-alene idé med at jeg får en fødsel tilkoblet en masse medicinsk udstyr og måske i sidste ende et kejsersnit. Måske, måske, måske.

Jeg har besluttet mig for, at det hele er okay, så længe jeg føler mig set og hørt undervejs.

Derfor skriver jeg et brev til jordemoderen, i hvilket jeg kort fortæller hende om mine tidligere fødsler og om, hvad der er vigtigt for mig ved den forestående. Det vigtigste er selvfølgelig at hun er opmærksom på min og barnets sikkerhed og at hun – selvfølgelig – anbefaler en overflytning til hospitalet i dét tilfælde, at hun mistænker at der kunne være alvorlige komplikationer på vej. Selvom jeg helst vil føde derhjemme, så er hospitalet jo mit sikkerhedsnet, som jeg naturligvis hellere lader mig dumpe ned i, frem for at falde direkte ned på den bare, kolde jord. Dernæst, så er det vigtigt for mig, at hun vil hjælpe mig i det tilfælde, at fødslen igen trækker ud. Bruge sin viden og alle sine jordemoderkneb, for at hjælpe min krop til at skabe de bedst mulige vilkår for at lade barnet trænge godt ned igennem bækkenet, som var min største udfordring sidst. Jeg kender selvfølgelig godt selv alle tricks, men når man føder, kan det være ganske vanskeligt at omsætte sin viden til praksis, hvis ikke der står en jordemoder på siden og hepper med.

Jeg har brug for at den jordemoder der kommer ud til os, kender mit udgangspunkt og mine ønsker for fødslen – for på den måde at kunne sikre mig bedst muligt, at hun kan hjælpe mig med dét, jeg rent faktisk har behov for. Så skal det hele nok gå, uanset hvordan det så ender.

Så faktisk begynder jeg at glæde mig til det. Jeg glæder mig til at opleve min krop i fødsel igen, nu hvor jeg er et helt andet sted i mit liv, end jeg var sidst. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med Simon, som jeg tror bliver en fantastisk støtte, fordi han er så god til at passe på mig, både fysisk og mentalt. Og så glæder jeg mig til at møde den lille fis, der i skrivende stund ligger og boltrer sig inde bag mit maveskind. Mit lille, tredje barn. Hvem havde dog nogensinde troet det? (I hvert fald ikke jeg, havde du spurgt mig for nogle år siden!).

Det seneste – faktisk ret vilde – år

Det er næppe gået nogens næse forbi at vi i dag tæller vores allerførste årsdag for nedlukningen af Danmark i forbindelse med indtoget af den agressive coronavirus. Det fylder alle nyhedsflader i både tv, radio og på nettet – og nu altså også her på min lille blog, hvor jeg også får lyst til at gøre status.

Ofte tager jeg mig selv i at påpege, under gåture med veninder eller med forældre i skolegården, at jeg glæder mig til at verden bliver mere normal. At jeg savner mine veninder, at gå på restaurant, i biografen og at kunne færdes frit og bekymringsløst blandt andre mennesker. Tænk at kunne stå helt tæt i en kø – eller på et svedigt dansegulv, suk – uden at skænke vira en tanke!

For selvfølgelig savner jeg, og jeg er meget, meget, meget mere alene i min hverdag end jeg overhovedet bryder mig om. Jeg trives fint med mig selv, men jeg er samtidig også meget social og elsker at komme ud blandt venner, veninder og alle dem, der har potentiale til at blive det samme. Jeg elsker at holde foredrag, at fortælle, at lytte og at lade mit perspektiv udvide igennem andre menneskers betragtninger, uanset om det handler om moderskab, samfundssind, fastelavnsboller eller politik. Og dét savner jeg skide meget, for at sige det rent ud.

Men. Der er heldigvis også et men, for nu hvor der så er gået et år og jeg sidder og tænker tilbage, så har mit personlige år faktisk mest af alt været godt. Hårdt, ja. Men også godt.

Da den værste angst lige havde lagt sig, ovenpå den store nedlukning i marts 2020, begyndte jeg også at holde af tiden. Både mine børn og min kæreste var hjemsendt, og selvom det i perioder selvfølgelig var kaotisk at sidde fire mennesker i en lejlighed, imens den ene (altså, mig) skulle prøve på at passe sit arbejde, så var det mest af alt også bare helt vildt hyggeligt. Det er i hvert fald sådan min hjerne har valgt at lagre det.

I begyndelsen betød hjemsendte børn for mit vedkommende også, at mit store, nye projekt – et online univers for gravide – som jeg var begyndt at lave indhold til et par måneder forinden corona ramte, måtte udskydes. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om at få det lavet, når jeg (stort set) aldrig havde et øjeblik for mig selv.

Også mit virke som blogger/instagrammer blev naturligt ramt; både fordi det trods alt kan være svært at opfinde den dybe tallerken på daglig basis, når man ikke bevæger sig andre steder end i indenfor egne fire vægge, og fordi mange virksomheders markedsføringsbudgetter selvklart blev minimeret natten over. Der var ikke råd til at reklamere – og derfor ingen penge i kassen hos mig.

Heldigvis havde jeg kort forinden lanceret min lille webshop – og den skulle simpelthen vise sig at blive min redning. Siden d.11.marts 2020 er der blevet lagt intet mindre end 8768 ordrer i min lille biks og for hver og én af dem, er jeg naturligvis dybt, dybt taknemmelig. Fælles for alle mine varer er nemlig, at det er mine egne. Mit navn står på dem allesammen og jeg føler derfor, at de mange bestillinger (og genbestillinger især) har været en tillidserklæring og et kæmpestort skulderklar fra jeres side – og for dét er jeg naturligvis helt vildt glad. Så tak for det.

Henover sommeren, hvor alting lod til at lette en smule, skinnede solen særligt fint (pånær de tre uger vi holdt sommerferie, men skidt nu med det) og vi drak aperol på altanen med gode venner, spiste på restaurant så ofte som det overhovedet lod sig gøre (både økonomisk og praktisk, vel at mærke) og tog på ture i min hjemmebyggede “autocamper” som var et helt igennem vidunderligt projekt til tiden. Det var, som jeg husker det, en skide dejlig sommer.

Faktisk var sommeren så dejlig hjemme hos os, at vi, min kæreste og jeg, besluttede os for at forsøge at lave en baby sammen, alt imens jeg, da børnene igen kunne starte i skole efter sommerferien, genoptog mit arbejde med mit online univers for gravide, som jeg stadig drømte om at føre ud i livet.

Jeg blev hurtigt gravid – og med kvalme for fuld udblæsning, blev lanceringen af mit univers endnu engang udskudt; indtil lige før jul, hvor jeg både kunne løfte sløret for min egen graviditet – og for mit online univers, canas.dk.

Samtidig flyttede vi ind i vores nye lejlighed, en dejlig ejerlejlighed på Østerbro, som vi faldt over bedst som vi havde opdaget, at jeg var gravid. Egentlig troede vi slet ikke vi ville købe lejligheden da vi så den, men takket være en virkeligt dygtig ejendomsmægler, besluttede vi alligevel at lægge et bud. Og heldigvis for dét, for vi fik lejligheden til en god pris (synes vi selv – andre vil måske være uenige) og nu er vi så glade for at bo her. Det har tilmed været super fedt i forhold til den seneste nedlukning, at vi befandt os i nye rammer, hvor vi ikke alene har værelser til alle – vi har sågar også et kontor, hvor jeg har kunnet lukke mig inde med skriveprojekter og teams-møder, når der har været lidt for meget knald på i resten af lejligheden.

Og ja, for halvanden måned siden, lige inden børnene igen fik lov til at komme i skole, kunne jeg så lancere mit allerførste helt eget produkt, RELAX – magnesiumserum i Cana Care, som vi har pakket og sendt i vilden sky lige siden. Eller altså, i hvert fald de første 34 dage, indtil produktet simpelthen blev totalt udsolgt! Det har været en pissefed rejse og selvom det har været temmeligt hårdt med den massive ekstra-arbejdsbelastning jeg pludselig stod overfor, så har det også betydet at jeg nu, efter 5,5 år som selvstændig, langt om længe tør at få mig en ansat. Du ved, sådan en ægte én med faste timer, ferietillæg, pension og hele pivtøjet – og ovenikøbet én jeg stoler så meget på, at jeg rent faktisk forventer at kunne gå på barsel om nogle måneder. Om ikke andet, så i hvert fald på deltid.

Så alt i alt kan jeg virkelig, virkelig ikke klage.

Vi har købt en lejlighed, jeg har lanceret mit vidunderlige online univers for gravide, jeg er selv blevet gravid, jeg har lanceret – og udsolgt – mit første produkt i Cana Care og så er jeg tilmed lige på nippet til at blive færdig med at skrive min fjerde bog, så med tanke på alt dét, så har det seneste år, for mig, faktisk været temmeligt vildt. Også på den rigtigt gode måde, selvom jeg da skal være ærlig og sige, at jeg stadig glæder mig til at vi igen må samles i flokke, til vi må kramme og til at vi ikke længere render rundt og er mere eller mindre bange for hinanden.

 

Hvordan har jeres seneste år set ud? 

Fødselsfredag – pandemi, husrenovering og uopdaget UK

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen (og igen – og igen): Alle kvinder der føder børn, er seje! Og hende her, som tilmed også lader til at have en vidunderlig humoristisk sans, er så sandelig ingen undtagelse. Hun gik stålfast til opgaven, slog et smut forbi Bauhaus undervejs, lavede pandekager til maleren – nårh ja, og så fødte hun da i øvrigt også lige babyen med numsen først. Vaginalt, vel at mærke.

Tag rigtigt godt imod en fantastisk fødselsberetning!

Julen 2019, julen hvor vi fortalte nær familie at vi ventede os et lille barn, havde vi ikke kunne forestille os at vi skulle blive forældre under nogle helt anderledes omstændigheder end normalen.
Vi var i fuld gang med et stort renoveringsprojekt af det hus vi havde boet i, i knap 2 år. Vi var lige blevet gift i foråret og jeg færdiguddannet i efteråret. Alt i alt, var vi SÅ klar på at blive en lille familie. 

Vi skulle have fødselsforberedelse, mødre/forældregruppe, være fælles om det hele.
Med Termin midt i Juli, nåede jeg at få min mand med til begge scanninger. Og så brød helvede løs.
Hele vores lyserøde graviditetsdrøm brast, Corona kom ind i vores verden og vi skulle forholde os til en mere dyster hverdag med en masse ukendte faktorer. 

Al fødselsforberedelse blev aflyst, infodage til førstegangsforældre – aflyst og vi blev overladt til at finde vores egen information. At famle os frem.
Heldigvis har jeg altid elsket at finde min egen vej, stå på egne ben og samle en bred vifte af forskellige kilder. Jeg kom aldrig rigtig på jobmarkedet, så jeg havde rigelig med tid til at følge diverse Instagram og Facebook-profiler (Cana B – én af de fedeste […. taaaaaaak!]) og høre utallige podcasts om babyer, graviditet og fødsel.
Læse bøger, skrive lister, følge onlinekurser og jeg kunne blive ved. Alt dette som resultat af følelsen af at gå glip af noget meget vigtigt. Det at den kommunale og personlige støtte blev fjernet så drastisk, stressede mit ordensgen SÅ meget at jeg gjorde ALT hvad jeg kunne for ikke at gå glip af viden.

Jordemoderbesøg blev fastholdt, og med lidt snilde kunne min mand sidde hjemme og være med gennem Facetime.

Min mand arbejder i hjemmeplejen, arbejdede på huset når han havde fri.. Jeg arbejdede såmend også på huset – er i klar over hvor hårdt det er at murer, højgravid og med bækkenløsning?
Egentlig befandt vi os rigtig godt i vores boble, men jeg må ærligt indrømme at min graviditet var præget af stor uvished, ensomhed og frygt. Frygt for at en af os blev smittede, at jeg ikke kunne få min drømmefødsel med min mand og svigermor ved min side, frygten for at stå med alt det nye – selv, alene. 

Vi er nok som udgangspunkt en solstrålehistorie, jeg ved at der har været fødsler og graviditeter under Corona som har været værre end min. Men jeg føler at det er rigtig vigtigt at dele historierne om frygten, uvisheden og ensomheden som på alle punkter påvirker en dagligdag under Corona, og specielt når man venter et barn. I foråret/sommeren vidste vi ikke helt hvad vi havde med at gøre. Der kom hele tiden restriktioner ud fra et forsigtighedsprincip, og som gravid var man overladt lidt til sig selv. 

Vi var tvunget til at hyre nogle trofaste håndværkere som kunne hjælpe os færdige med vores hus, og tvunget til at stole på deres forsigtighed. Vi trak nødbremsen af flere omgange grundet små host og ondt i halsen og hele tiden op til fødslen var en kamp med tiden og med håbet om at holde os raske. 

Heldigvis var landet åbnet op omkring vores lille datters fødsel, der var en følelse af gåpåmod og ro omkring os. En tro på at alt nok skulle gå godt. Vi var slet ikke blevet færdige med huset, havde ikke noget køkken og boede i en lille stue med tekøkken og en masse rod. 


Jeg var gået 5 dage over termin, skulle fredag (dagen efter) til samtale omkring igangsættelse og var egentlig fuldt ud overbevist om at jeg ville blive igangsat mandag. Alt så ud som det skulle, lillepigen lå klar – men ville bare ikke ud endnu.
Vi havde et fuldt program den dag, udover at maleren kom til eftermiddag, skulle vi ud og købe bordplader til køkken og entre, samt omkring et køkkenfirma og bestille et par ekstra låger.

 

Vi har ikke taget mange billeder af mig og maven under graviditeten, men den dag havde jeg et ustyrligt behov for at vi fik skudt et par billeder. Så ud i haven med os, knipse et par billeder og videre i programmet.
Jeg oplevede en smule murren i maven, men tænkte ikke rigtig over det. Knækkede lidt sammen i kroppen foran min mand, jamrede (for sjov) og min mands reaktion var ”ikke nu, ikke nu – vi har ikke tid!”.
Vi havde ingen anelse om at jeg faktisk havde begyndende veer, og vores datter snart skulle have fødselsdag. Videre i programmet, ud i bilen mod Bauhaus og ikke engang halvvejs derude går det op for mig at de her sammentrækninger jeg oplever nok ikke bare er de plukkeveer jeg ikke har mærket endnu.
De var ikke så slemme (synes jeg selv) så vi fortsætter, finder vores bordplader mens jeg har ve-håndtering mellem de meget lange gange ude i butikken. Klokken er nok ved at være lidt over middagstid, og vi kommer forbi Vordingborg køkkener, og min mand formår at joke med at hvis jeg kom med ind, gik i fødsel – så kunne vi trøste med at de havde ”Danmarks bedste betjening”.. Skal vi ikke bare sige at jeg pænt blev ude i bilen og nippede til den lille burger som jeg absolut skulle have fra maccen.

Vi kommer hjem, jeg går ind på sofaen og hviler mig. Veerne flyder ind over mig i en konstant rytme, men jeg føler mig egentlig rimelig rolig i min håndtering. Jeg var rimelig overbevist om at vi var meget tidligt i fødslen, så jeg skulle få hvilet mig og slappe af. Maleren kommer ved 16-tiden og jeg vralter ud til hende og fortæller at jeg vidst nok har veer, men hun arbejder bare videre – der vil være mad om en time.

Jeg vralter tilbage til sofaen og beslutter mig for at forsøge at time mine veer 5-6 minutter imellem hver ve og af 1 minuts varighed. En halv time efter står jeg med stegepande i den ene hånd, vetimer i den anden og laver biksemad til os selv og maleren med 3-4 minutter imellem veerne. Jeg var dog en kende forpustet, og de gjorde da også ondt – men jeg havde klart forventet at jeg på nuværende tidspunkt ville ligge på gulvet og kaste op af smerte og skrige ”EPIDURAL!”.
Efter maden fik vi ringet til fødegangen ”bliv endelig hjemme så længe du kan håndtere veerne, ring hvis vandet går” lød beskeden. Vi fik ringet til svigermor som heldigvis gerne måtte være med til fødslen.
Jeg hoppede på sofaen igen, og sendte min mand afsted efter snacks.. For dem skulle vi dælme ikke mangle! Ved en 20’tiden dukkede svigermor op, vi sad alle i sofaen med snacks og vandet gik med et PLOP! (Jeg havde heldigvis været forudseende og taget et gigantisk bind på). Og så kan jeg love at det gik stærkt!
Jeg kunne slet ikke sidde eller ligge mere, fokusere på noget som helst under en ve og jeg skulle dælme have de panodiler nu! Jeg ville gerne have så naturlig en fødsel som muligt.

Der blev kørt brandvarme hvedekernepuder og roterende bevægelser og min mand besluttede sig for at ringe til fødegangen endnu engang.
Vi var i kendt jordemoderordning og vores jordemoder, den jordemoder som jeg ønskede at føde med, kunne være på fødegangen om en times tid.
Vi kørte (pivulovligt) i svigermors tosædede bil, mig på forsædet og min mand bagi. Hendes bil var nemmere at komme ind i, end vores lille Hyundai i10. Min mand var ved at guide hende til den forkerte indgang, så det endte med at jeg mellem de nu næsten konstante veer, bjæffede anvisninger og guidede hende hen til parkeringen.
Vi mødtes med vores jordemoder, blev vist på stue, blev bakset op på en seng og blev tjekket.
7-8 cm udvidet og åbenbart grønt fostervand. Der blev sat en elektrode på vores datters hoved, og jeg blev pænt spændt ind så man kunne lave en måling af veerne. Veerne kom som perler på en snor – oversat de buldrede derudaf og jeg gik ind i mig selv ved hver ve. Jordemoderen tjekkede mig igen og da jeg var 8-9 cm udvidet meget kort tid efter ankomst beder jordemoderen os om at trække vejret dybt mens hun fortæller os at elektroden ikke sidder på vores datters hoved, men er placeret pænt lige over hendes haleben. Vores datter kommer med numsen først! 

Velvidende om mit store ønske om en naturlig fødsel, bliver overlæge med speciale i sædefødsler, børnelæger, og ekstra hænder/hoveder tilkaldt. Alle værdier målt og vi får to valgmuligheder leveret imellem veerne. At forsøge at føde i sædefødsel, med risiko for akut kejsersnit – eller gå direkte til kejsersnit.
Jeg kan huske at jeg kiggede på overlægen og spurgte ”kan vi det her?!” og at hun dertil svarede ”der er ikke grund til at tro andet. Alt ser fint ud!”. Vi skulle da føde et barn med numsen først!
Vi blev spurgt om tilladelse til at de måtte filme fødslen til undervisningsmateriale, og som den lettere afslappede type jeg åbenbart er omkring fødsler – hoppede jeg med på vognen, Jo flere jo bedre.
Vi var 9 personer på stuen da pressefasen begyndte. Der var en hel naturlig latenstid på instruktionerne fra overlægen, da jeg absolut kun ville lytte til min egen jordemoder og vi fandt hurtigt en rytme. 

En ve, instruks fra overlæge, nej fra mig, endnu en ve, instruks fra min jordemoder – instruks modtaget.

Op på knæ, lænende opad det hævede hovedgærdet – 3 presseveer og vores datter kom til verden kl. 02:54, ca. 15 timer efter den første ve.
Jeg holdt hende akavet mellem mine lår i få sekunder mens min mand klippede navlesnoren og hun blev ført på børnebordet. Hun havde slugt en masse fostervand, og havde vand i lungerne. Min mand fulgte med vores datter på neonatal, mens svigermor blev tilbage og holdt min hånd mens jeg fødte moderkage og fik et par sting. Min svigermor havde været i baggrunden under hele fødslen, og jeg havde ikke haft brug for hende før det øjeblik. Min mand kunne trygt følge vores datter, uden bekymring for mig.
Jeg var fyldt med adrenalin og tristhed. Jeg havde født helt uden smertestillende (pånær to panodiler), alt var gået godt – men jeg havde ikke min datter hos mig. Hun fik ikke lov til at ligge på min mave, søge mit bryst. I stedet fik vi lidt at spise på fødestuen inden jeg blev kørt ned på neonatal i kørestol for at se min datter viklet ind i slanger og sonde. Nusse hende pænt på kinden inden vi blev kørt ind på en ny stue med beskeden om at vi skulle få sovet med lovning om at de hentede de os hvis der blev brug for os. 

Min mand faldt omkuld af træthed med det samme, jeg tror jeg fik sovet maks. En halv time. 

8 timer efter fødslen var der et opkald til stuen om at vi havde en lille sulten datter, som var klar til en amning. Jeg vækkede min mand og to minutter efter, var jeg på vej ned på neonatal og ind på den første og bedste stue i jagten på mit barn.
Aldrig har jeg haft så travlt. Jeg sad allerede med vores lille datter i favnen og på brystet da min mand kom forvirret ned og kort tid efter første amning kunne vi få vores datter med på stuen og begynde vores liv som nybagte forældre. 

Barsel under Corona er fyldt med ambivalens. Ensomheden fylder meget og sorgen over ikke at kunne gå til babytummel, babysalmesang og andre hyggelige ting, ligger som en fast følgesvend. Jeg har den mest fantastiske mødregruppe, som jeg lige pt. Kun snakker med gennem facebook, men jeg ved at de er der.
Jeg har i to uger nu kun set min mand, og mit barn. Ensomheden er enorm.
Men set fra den lyse side er vi blevet foræret en kæmpe gave midt i kaos. Vi har alverdens muligheder for at nyde den ro og tid som pandemien giver os. Vi kan uforstyrret lære vores lille datter at kende. Det er der måske også en stor værdi i..?

Nu sidder jeg med en 6 mdr. gammel datter, født under Corona, og skal til at igennem hele møllen én gang til. (Sidebemærkning: kondomer virker kun hvis mand bruger dem). Corona eller ej, vi glæder os til at skulle igennem det hele igen. Og vi ved nu hvad der venter os… Men jeg føler stadig med alle de førstegangsmødre, der uforberedt nærmer sig forældrelivet i denne pandemi.