Det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg har følt mig akavet allerede inden jeg er trådt ind over dørtærsklen til et blogevent, sådan som jeg i særdeleshed gjorde det i mine første år som blogger. I ved, jeg følte mig altid som hende den lille bonderøv, der aldrig var helt ligeså smart som de andre og som i hvert fald aldrig kendte de andre ligeså godt som de med al tydelighed kendte hinanden. Jeg anede ikke om jeg skulle give håndtryk, klap på skulderen, kram, et kindkys – eller måske endda to, eller noget helt sjette. I ved, sådan nogenlunde som dengang jeg (HER) beskrev dén følelse jeg havde, da jeg var til ét af mit livs første mode-events. Jøsses!

Godtnok er jeg ikke blevet synderligt smartere med tiden, men jeg plejer at føle mig bedre tilpas. Der er altid nogen jeg kender og nogen som, på én eller anden måde ligner mig. Om ikke andet, så i hvert fald af sind.

Altså, bortset fra i dag, hvor jeg ankom til et blogevent med regnvådt hår og min i øvrigt højtelskede flyverdragt (som jeg har fået i gave af The Dalset). Som den absolut eneste i praktisk tøj.

D E N. E N E S T E.

De andre havde multifarvede pelse, pallietstøvler og lyserøde læderjakker med frynser og – selvfølgelig – helt perfekt hår. Og så stod jeg der og kendte ikke et øje og prøvede på at gøre lidt som om at jeg kiggede på smykker, imens jeg i virkeligheden mest af alt bare prøvede på at gøre mig selv usynlig.

Det er selvfølgelig ikke spor sjovt at have det sådan, men på én eller anden måde gjorde det mig alligevel glad at opleve, at den der lille usikre bondepige indeni mig stadig findes og at jeg trods alt endnu ikke er blevet så gammel i gårde, at hun ikke kan titte frem i ny og næ.

Og altså, smykkerne, som var fra Julie Sandlau, var skide pæne og jeg var endda så heldig at få et par øreringe med hjem. Og det regnvejrsvåde hår blev sidenhen nogenlunde reddet med en hårbøjle fra Magasin og til mit held skulle jeg “bare” videre i radioen, hvor jeg sådan set altid føler mig ret godt tilpas, fordi der alligevel ikke er nogen, der kan se hvordan jeg ser ud.

Så alt i alt, endte det alligevel ret godt ud – og lige om lidt skal jeg hjem og hente børn og med tanke på det, så kan det sgu da være fuldkommen ligegyldigt, at jeg troppede op og lignede en fejlcastet. Særligt selvfølgelig, fordi det eneste på mig, der blev vådt af regnvejret under cykelturen, faktisk var mit hår – jeg var jo iført flyverdragt og det skal man altså ikke kimse ad i silende regn 😉

Kender I de der morgener, hvor alt bare går op i hat og briller? Hvor børnene, mælken og man er selv sur og ingen gider hverken at spise, børste tænder eller tage tøj på for at komme ud af døren i rette tid? Sådan er det nogle gange hjemme hos os, men i dag, der var det anderledes. Vi har haft den dejligste morgen jeg længe kan mindes at have haft. På en hverdag, that is. Weekendmorgener der let bliver til formiddage, er der intet, der kan hamle op med.

Jeg vågnede klokken 06.28, fire minutter før min alarm (som taktisk er sat til 06.32, så den er over halv syv når den ringer og når at blive mere end tyve minutter i (som betyder at jeg SKAL op) hvis jeg snoozer en enkelt gang) gik af. Jeg havde nok ikke sovet helt længe nok, men nu var jeg jo alligevel vågen, så jeg scrollede hurtigt igennem instagram og skoleintra for “uvurderlige” nyheder. Der var selvfølgelig ikke noget nyt af betydning, så da alarmen mindede mig om tiden et par minutter senere, kunne jeg ufortrødent vende mig om mod Jens, som var kommet ind i sengen i løbet af natten, og kysse ham godmorgen.

Vi lå i sengen og puttede et par minutter inden vi stod op, tissede af og vækkede Peter.

Først gad børnene ikke have tøj på og de ville sådan set helst bare sidde i sofaen og lede efter Flunkere fra én af Jens’ biblioteksbøger. Og så gad den ene sgu heller ikke at spise sin morgenmad. Klassisk.

Indtil jeg droppede mit indvendige hjertesuk og tilbød børnene en toast, som de – helt eksotisk endda – kunne få lov til at få med ned i ladcyklen, hvis de kom med ud og børstede tænder imens den blev lavet. Så var det som om velviljen fandt sin vej og otte minutter senere havde jeg to meget lykkelige børn med tandpastasmil og toast pakket ind i køkkenrulle, siddende i cyklen. Fem minutter førend normalt.

Vi havde god tid til at grine af hinandens jokes, til at snakke om solopgangen, som én syntes var pæn og en anden syntes var grim, fordi den blændede i øjnene og til, for mit vedkommende, at minde mig selv om at huske lige akkurat denne følelse af lykke, over en helt almindelig morgen, som i al sin enkelthed alligevel var fantastisk.

Jeg tror jeg vil stile efter de der gyldne fem minutter igen i morgen, for hvis der ikke skal mere til, så er håbet velsagtens så lysegrønt som de første bøgeblade der altså må være lige på trapperne til at springe ud.

God dag derude!

Jeg ved godt at vegansk one pot pasta lyder en lille smule urtekusseagtigt, men hør mig nu lige ud engang…

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Jeg elsker one pot pasta! Det tager ingen tid at lave, det giver (næsten) ingen opvask og så smager det bare mega godt. Eller, det gør denne version i hvert fald.

Jeg har lavet den i en helt vegansk udgave, men hvis du er mere til det, kan den selvfølgelig sagtens laves med mejeriprodukter i stedet for de plantebaserede jeg bruger. Det er en smagssag. Eller en værdisag, om man vil. Det er i alle tilfælde ikke dét vi skal diskutere i dag, hvor det altså skal handle om at man sagtens kan lave en vegansk one pot pasta med masser af smag!

Den er super let at gå til og lov mig nu, hvis ikke du er vant til at spise vegansk, at du ikke bliver skræmt over ingredienslisten. Jeg mener, gærflager er næppe noget de fleste af jer ligger inde med og det er selvfølgelig helt fint. Gærflager bare et vegansk alternativ til når noget skal smage lidt oste-agtigt, så hvis ikke du har dem og du i øvrigt har det helt fint med ost, så bruger du bare lidt af dét i stedet. I denne ret vil jeg foreslå et par spsk revet parmesan. Til gengæld, hvis du vil holde dig på den veganske sti, så er gærflagerne altså vejen frem til at opnå den gode smag.

I det hele taget er jeg blevet helt pjattet med gærflager, siden jeg introducerede mig selv for dem for et halvt års tid siden. Det er svært at beskrive smagen sådan helt, men det giver ligesom lidt dybde og en lidt oste-agtig smag og jeg bruger det i så mange retter.

Det er nemlig noget af det allervigtigste for mig, når jeg laver vegansk mad – at det stadig skal smage godt og lækker og ikke nødvendigvis alt for grøntsagsagtigt. Børnene skal jo helst også gerne ville spise med, ikke sandt?

Det behøver ikke at være spor kedeligt at spise vegansk (måske bare et par dage om ugen) og i hvert fald med en vegansk one pot pasta som denne, så kommer man altså langt i min bog. Prøv den – og lad mig endelig vide hvordan det er gået.

Velbekomme!

.. Og hey, hvis du (heller) ikke kan få nok af cremede pastaretter, så skal du næsten også lige slå et smut ind forbi min lynhurtige cacio e pepe – den tager kegler!

Som en krølle på ugens hale kommer her en lille opsummering og refleksion over mit liv de seneste syv dage.

Allerførst må jeg lige indskyde, at det simpelthen gør mig så glad at I tog så godt imod mit refleksionsindlæg i sidste uge. At nogle af jer endda også havde lyst til at svare på hvordan jeres uge havde været, gør selvfølgelig kun glæden større og jeg håber således også at nogen måske skulle få lyst til at gøre det samme i denne uge. I hvert fald har jeg forsøgt at gøre det lidt lettere, ved at skrive mine refleksionsspørgsmål ind nederst i indlægget, så det er nemmere at holde overblikket for jer, hvis I vil være med.

Tid til eftertanke

Hvad har været højdepunktet i den forgangne uge?

Ugens højdepunkt på uden tvivl være fredagsbaren på kontoret i fredags. Vores lille kontor i Confetti ligger i hus sammen med en række andre kontorer og jeg skal lige love for, at taget letter, når vi mødes over kagekone, mokai og dåsebajere. Da vi var løbet tør for både det ene og det andet, stak vi ned på Sliders ved Enghaveplads og indtog deres karaoke-rum i allerbedste “vi-har-drukket-alkohol-og-spist-kagemand-i-fire-timer”-stil og selvom jeg retrospektivt nok kan være lidt i tvivl om jeg nu også mindede så meget om Freddie Mercury som jeg følte et kort øjeblik, så elskede jeg hvert sekund. (Og nej, jeg er ikke flov over at være sådan én der tror jeg er ham fra Queen når jeg har drukket tre øl. Ikke særligt meget i hvert fald).

Hvornår har jeg smilet mest?

Udover fredag? I dag, da mine børn kom hjem efter at have været hos deres far siden tirsdag eftermiddag. Der findes ingen, som kan få mig til at smile som dem.

Hvad har været lavpunktet? (Og var der alligevel noget godt at finde ved det?)

Lavpunktet i denne uge var, da jeg, en aften imens jeg var alene hjemme og på grund af noget så dumt som et opslag på instagram, pludselig følte mig som det mest uduelige og ensomme menneske i verden. Heldigvis fik dén følelse mig til at forstå, hvor fantastisk en veninde jeg har i SneglCille, da hun befalede at komme forbi med kaffe og fastelavnsboller dagen derpå. Ja, hun befalede det, for hun vidste nemlig godt at jeg havde takket venligt nej, hvis hun bare havde tilbudt at hjælpe. Den slags mennesker som ved at man af og til skal befale den slags, er guld værd og jeg er meget, meget taknemmelig for at have hende i mit liv <3

Hvad har jeg haft det bedst med at have på?

Mine nye støvler fra Balmain! De er ubetinget både de sejeste og dyreste støvler (selvom jeg fik dem til halv pris) jeg nogensinde har købt og jeg elsker dem allerede!

Hvad er det bedste jeg har spist?

Med fare for at I allerede nu, to uger inde i det her refleksionsprojekt, begynder at tro at jeg spiser virkelig usselt, så må jeg altså erkende at den falafel-durum jeg satte til livs i går, var ugens bedste måltid. Men hey – jeg havde tømmermænd og det var altså en virkelig god durum! Den var fra det sted der hedder “Durumbar Øst” som ligger på Østerbrogade lige udenfor Trianglen og de laver altså – in my opinion – Københavns bedste durum. Eller næstbedste, efter dem fra Bobbabella i Tivoli Food Hall, som muligvis er et lille my bedre.

Hvad har jeg lyttet til, eller set? (Radio, tv, etc)

Jeg har set “Mit Hemmelige Match” på DR og jeg er helt pjattet med det. Hvis nogen endnu ikke har set det, kan jeg fortælle at det er et program om 10 unge mennesker, som flytter sammen ind i en villa. De tror at de bare skal bo sammen og filmes imens, men i virkeligheden er det et socialt eksperiment hvor de via forskellige personlighedstests er blevet matchet på kryds og tværs. For nogle er der kærlighedsmatches, for andre er der venskabsmatches og så er der, så vidt jeg har forstået nogen som slet og ret bare er dårlige matches og jeg er så spændt på at se hvordan det kommer til at løbe af stablen, når de unge mennesker snart bliver præsenteret for dem. Jeg er super spændt på at se, om man rent faktisk har kunnet matche (eller ikke-matche) nogen sådan som det rent faktisk har udspillet sig i virkeligheden – eller om tilfældighedernes spil og fysisk tiltrækning vejer tungere end vores personlighedstræk på papiret. Og okay, så er jeg heller ikke et bedre menneske, end at jeg også glæder mig til at se hvad det kommer til at gøre ved dynamikkerne i huset, når eksperimentets sande formål bliver afsløret 🙂

Hvad ser jeg mest frem til ved ugen der kommer?

At solen burde være stået op, når jeg cykler afsted med drengene om morgenen!! I følge DMI skulle solen angiveligt vågne allerede klokken 07.30 og vi cykler først 07.40, så nu krydser jeg bare fingre for tørvejr og ikke-alt-for-mange-skyer, så vi kan få sol i ansigtet fra morgenstunden. Dét ser jeg kæmpe meget frem til!

Hvordan har den seneste uge været for jer? (svar gerne på spørgsmålene)

Hvad har været højdepunktet i den forgangne uge?

Hvornår har jeg smilet mest?

Hvad har været lavpunktet? (Og var der alligevel noget godt at finde ved det?)

Hvad har jeg haft det bedst med at have på?

Hvad er det bedste jeg har spist?

Hvad har jeg lyttet til, eller set? (Radio, tv, etc)

Hvad ser jeg mest frem til ved ugen der kommer?

Som med så meget andet her i livet, er det svært at skære alle over én kam, når det kommer til gravide. Selvfølgelig er det dét. Alligevel er der én fællesnævner – udover det åbenlyse, at man som gravid bærer på et barn, som på ét eller andet tidspunkt skal fødes – som i mine øjne er uomtvistelig. Alle gravide er fucking seje. Ja, jeg skrev fucking, for jeg mener det af fuld kraft og så meget, at jeg får lyst til at stikke langemanden lige i fjæset på dem, der måtte synes at tro noget andet.

Alene det faktum at en kvinde er blevet gravid, er så super sejt, som noget jeg overhovedet kan forestille mig. Bevares, jeg er selvfølgelig klar over at manden med en lillebitte sædcelle (og forhåbentlig en rigtigt god rusketur, som gav begge parter gode orgasmer) har hjulet lidt til, men ikke desto mindre, så er det jo ikke bare kvindens æg, der skal tage imod. Det er hendes krop, der skal tage imod, beskytte, bevare og ernære det befrugtede æg, som i løbet af noget der minder om 9 måneder, bliver til et ægte lille menneske.

DET ER SÅ FUCKING SEJT ET KUNNE GRO ET ANDET MENNESKE!

Hendes krop ved hvad den skal. Hendes kredsløb – altså, den måde blodet løber rundt i hendes krop – ændrer sig, således livmoderen gennemstrømmes af mere blod og barnet dermed får de bedst mulige betingelser for at vokse. Også kirtelvævet i hendes bryster vokser, fordi kroppen ved, at den skal gøre klar til også at kunne er nære baby efter nedkomst. Bare sådan.

Det er så sejt.

Samtidig – og fordi kvindens krop arbejder på højtryk for at beskytte det lille kommende menneske indeni – er  rigtigt mange kvinder hårdt prøvede af deres graviditeter. De fleste oplever en træthed som uden sammenligning overgår hvordan man har det ovenpå en uge på Roskilde Festival dengang i 2007, hvor alt var sjasket til i regn og man ikke havde andet end sit iglo-telt og en gennemblødt sovepose at varme sig på om natten. De fleste får også kvalme. Døgnkvalme. Eller, månedskvalme skulle man måske hellere kalde det. Og så er der smerterne i lænd, bækken og usandsynligt hævede fingre, som mange også oplever. Det er sgu ikke just nogen fest og jeg synes at alle, der går igennem det fortjener anerkendelse og applaus. Det er så mega sejt.

Allersejest synes jeg dog næsten det er, at man som gravid i dag, skal gå igennem det hele med folkedomstolens onde øje skulende i baghovedet. Når man er gravid, står det nemlig ikke til diskussion at man skal gøre sit bedste for at passe på sin kommende barn. Selvfølgelig skal man dét. Vi glemmer nogle gange bare, at vi ikke ved hvad andres bedste er. Vi ved bare hvad sundhedsstyrelsen har sagt og så skal vi nok sørge for at sende onde øjne mod de gravide, der ikke efterlever dét. Det forventes ligesom bare, at gravide sagtens kan lægge deres livsstile om til at passe ind i de ret hård optegnede kasser, som sundhedsstyrelsen efterhånden har bøjet i neon for os. For de er jo gravide.

Gravide, som stopper med at ryge, med at drikke alkohol, med at bruge parfume og som spiser som et y, som aldrig mere farver hår (imens de er gravide) og som gudhjælpemig også bliver nødt til at skille sig af med katten, fordi der ikke er andre i husstanden, som gider at tømme kattebakken. Gravide, som gør alt de over-hele-hovedet kan og som sgu ikke engang får et “fuck, hvor er du sej” med på vejen. De er jo bare gravide.

Nej, ved I hvad. Man er ikke “bare” gravid. Man er GRAVID og det er mega sejt! Og hvis I har lyst til at læse mere om hvorfor, så har jeg skrevet en klumme til BT om det samme, som kan læses lige HER.

Nårh ja, jeg har selvfølgelig også skrevet en bog om graviditet, men det ved I jo allerede 🙂