VELKOMMEN TIL

Du er landet hos en værre skrappedulle, med hang til kaffe, kærlighed og livsnyderi.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, en bestsellerbog på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Ikke mere Buttenschøn her

Jeg lovede jo en opdatering på hele navnesituationen på bloggen her og jeg tænker, at det må være ved at være tid. Bloggen har – som de fleste nok forlængst har bemærket – skiftet navn fra canabuttenschon.dk til canab.dk, uden skyggen af en forklaring og jeg har altså bare skøjtet let henover det og gjort – næsten – som ingenting. Indtil nu.

Som med alt muligt andet i mit liv, så skal I selvfølgelig vide lidt om hvad der foregår og for lynhurtigt at komme det mest oplagte spørgsmål til livs, så hedder jeg altså stadig Cana Buttenschøn. Jeg deler efternavn med mine børn og det har jeg sådan set ikke tænkt mig at lave om på, lige med det første (eller nogensinde).

Til gengæld har jeg måske ikke just brug for at “skilte” med mit efternavn og jeg har bestemt ikke brug for at være nogens eks-kone i højere grad, end at jeg bare er mig.

Jeg ved selvfølgelig godt, at I der læser med herinde sådan nogenlunde trofast, ser (og kender) mig som mig og ikke som én der engang var gift med min eks-mand. Men for alle mulige andre, som ikke lige kender mig på forhånd, så rimer mit efternavn altså på Fantastiske Mandag og ganske uagtet hvor god en sang jeg ellers synes dét er, så vil jeg faktisk hellere have lov til at give folk et indtryk af “mig, som mig” og ikke af “mig, som eks-kone”. Giver det mening?

Derfor har jeg igennem længere tid gået og leget med tanken om at skifte navn og da min blog for nogle måneder siden lige pludselig gik ned, besluttede jeg simpelthen, at nu måtte det være.

Min blog er ikke synonym med mig. Den er synonym med en del af mig.

Èn af de ting, der har været vigtige for mig, i forhold til at træffe beslutningen om at skifte navn her på bloggen, har været, at jeg – forstå mig ret – gerne ville distancere mig lidt fra bloggen. Ikke fordi den har ændret karakter eller er blevet blottet for personlighed fra den ene dag til den anden, men fordi jeg trods alt ikke deler alt herinde, hvilket jeg egentlig syntes at mit fulde navn som domæne ellers lagde ret meget op til. Jeg ved selvfølgelig godt at der findes masser af andre bloggere som bruger deres fulde navne med stor succes, uden at de nødvendigvis deler ud af alle aspekter af livet, på deres respektive domæner, på præcis samme måde som jeg selv har gjort det tidligere. Men jeg kan nu alligevel ret godt lide signalværdien i, at min blog ikke hedder mit fulde navn.

Det er stadig mig der sidder herude og deler småt, stort, skørt, krøllet og lige-ud-af-landevejen med jer, men det er altså – som det hele tiden har været – ikke alle sider af mit liv, der lander herinde og til lige akkurat dét synes jeg at mit nye blognavn er helt perfekt. Cana B.

… Og selvom jeg med al sandsynlighed nok er den eneste Cana I kender, så synes jeg alligevel, at der er noget coolness over lige at tilføje mit B; det er sådan lidt girlboss, synes jeg 😀

Om at holde vægten – med kager galore

Igennem længere tid – ja, nærmest siden jeg tabte mig for et års tid siden – er jeg blevet spurgt ind til hvordan jeg gør det her med at holde vægten, når jeg samtidig gladeligt spiser både slik og kage. Ofte, bliver spørgsmålet stillet med en undertone af “hvordan kan du bare spise alt i verden uden at tage på?” og til dét må jeg altså bare lige indvende, at det kan jeg ingenlunde! Hvis jeg spiste alt i verden – eller alt det jeg altid lige havde lyst til – så ville min vægt uden tvivl stige, med mindre jeg bruge adskillige timer på motionscyklen hver evig eneste dag.

Men – og der er et kæmpe men – jeg gider simpelthen ikke at begrænse mig totalt fra noget, hvorfor jeg altså stadig spiser slik og kage og hvad jeg ellers har lyst til, men jeg gør det med måde og så spiser jeg virkelig mange grøntsager til. Det er virkelig ikke for at virke hellig, men min daglige kost består i høj grad af grøntsager, en lille smule brød/kartofler/pasta og lidt ekstra protein i form af forskellige bønner og linser på siden. Og når den gør dét, ja, så kan jeg altså godt tillade mig af og til at spise noget af alt dét som i slanke-øjemed ofte ellers er på den forbudte liste, uden at tage på. Det handler for mig om balance og det er altså ikke sådan – som nogen måske fejlagtigt tror – at jeg går amokka i fedt og sukker på daglig basis. Det gjorde jeg engang, men der vejede jeg også lidt mere end jeg gør i dag 😉

Hvis I gerne vil vide mere om hvad jeg rent faktisk spiser – og hvordan jeg laver det – så skrive endelig en kommentar nedenfor, så skal jeg gerne strikke et (par) indlæg sammen til jer om dét.

For nu, skal det dog handle om nogle af de ting jeg holder allermest af at spise ved siden af alt det sunde – kagerne! Det er jo lørdag og det betyder at der kommer Den Store Bagedyst i fjerneren i aften (semifinalen – hvad sker der lige for at det er gået så hurtigt i år?!) og hvis der er noget, der er så sikkert som amen i kirken, så er det, at jeg får lyst til at spise kage, når jeg ser det folkekære tv-program. Jeg har endnu ikke helt besluttet hvilken slags vi skal have i aften, hvor jeg skal se programmet sammen med mine drenge, men jeg tænker faktisk at det skal være i den sunde kategori, fordi jeg kom til at gå liiiidt over gevind i går, da det gik op for mig at man (endelig!) kan købe bland-selv-slik hernede i Nordhavn.

Hvis du også gerne vil bage, men endnu ikke har besluttet dig for hvad, så kan du måske finde lidt inspiration her nedenfor – og hvis ikke du skal bage i dag, så skal du selvfølgelig være velkommen til at gemme listen til senere brug 🙂

kager

 

De imponerende kager

Talkage (de hitter stort lige nu og behøver ikke at være spor svære at lave)

Verdens bedste gulerodskage (Den lyder ikke af noget særligt, men tjek den ud – den er vidunderlig. Og smuk. Og imponerende. Og min yndlingskage)

Citronkage med hindbærmousse

 

De nemme kager

Træstammer på 10 minutter (ja, 10 minutter!)

Nem brownie (altså, idiotsikker-nem)

De bedste cookies

Nem pavlova (som er særligt god til fødselsdage, synes jeg)

 

De sunde kager

Nemme OG sunde cookies (så sunde at de kan bruges til morgenmad!)

Bananpandekager (gode som sund dessert)

Sundere bounty (gode som aftensnacks)

Sundere snickers (bare gode!)

Fødselsfredag – to uperfekte fødsler

Jeg har sagt det så ofte; at den gode fødsel ikke ligger i fødslens faktuelle forløb, men i den personlige oplevelse af den. Det bliver meget tydeligt i de to beretninger jeg vil dele med jer i dag, hvor kvindens oplevelser af fødslerne ingenlunde stemte overens med fødslernes forløb, hvis man skal se nøgternt på dem. Jeg synes det er så fint beskrevet og det gør mig stolt på vores allesammens vegne, når der kommer den slags fokus, som kvinden sætter her. Hun skrev selv således til mig:

Jeg har tit tænkt på at sende min fødselshistorie ind, for jeg synes det er så vigtigt at der kommer fokus på, at der ikke findes perfekte fødsler og at det hele handler om, hvordan den fødende oplever det. Her kommer historien om mine to fødsler – jeg håber at nogen kan bruge dem. 

Min første fødsel er på papiret en succes. Slimproppen gik kl. 19, vandet kl. 20 og de første veer begyndte omkring ved 21-tiden på sygehusets parkeringsplads. Vores søn er født kl. 04.11 den efterfølgende morgen.

For mig var fødslen dog alt andet end en succes.

7-8 timer er jo bestemt ikke en lang fødsel, men 7-8 timer med angst, vestorm og medfølgende smerter fra helvede føles som flere dage.

Fra første ve, var veerne så voldsomme at jeg knapt kunne stå på benene for smerten. At de også kom som perler på en snor gjorde det ikke bedre. Omkring klokken 21 kom de første veer og ved 23-tiden var jeg 10 cm åben. Baby var dog ikke rigtig med, og havde absolut ikke bevæget sig ned gennem bækkenet på de små 2 timer der var gået. Mine veer aftog, og jordemoderen mente det bedste var at lægge et drop for at hjælpe veerne lidt på vej. Jeg skal love for, at de blev hjulpet. De næste 4 timer havde jeg vestorm uafbrudt. Der var ingen pauser overhovedet, jeg var bange, chokeret og kunne ikke røre mig ud af stedet. Jordemoderen var meget sød, men hun var åbenbart også ret uerfaren, for hun lykkedes ikke med at berolige mig eller få mig ud af sengen og hun lod mig presse med i alle 4 timer (hvilket ledte til verdens mest smadrede bækkensbundsmuskler bagefter). Da presseveerne endelig kom var det en befrielse og efter ca 45 minutter var min store dejlige søn født, 4434 g og 53 cm.

Læs også: Derfor er det sværere at føde en stjernekigger

Jeg havde meget ondt efter fødslen, kunne knapt gå i flere uger og jeg havde ondt i min bækkenbund i 3 måneder bagefter, og psykisk var jeg fuldstændig ødelagt. Jeg var ked af det og bange, og begyndte at græde, da min mand for sjovt spurgte hvornår vi skulle have nummer to. De negative følelser aftog med tiden, men blomstrede igen, da det var tid til at blive gravid igen…

Efter 18 måneder blev jeg gravid igen. Jeg blev hurtigt henvist til en speciel afdeling for kvinder med fødselsangst og fik nogle samtaler ved en specialuddannet jordemoder. Samtidig bestilte jeg hjemmestudiet fra smertefri fødsel og da det var tid til at føde igen, følte jeg mig rigtig klar. Jeg følte at systemet havde lyttet til mig og øvelserne fra smertefri fødsel havde givet mig en tro på, at jeg kunne klare det.

05.30 om morgenen vågnede jeg af den første ve. Det var ikke noget særligt og jeg faldt i søvn igen og sov en time tid. 06:30 vækkede jeg min mand som stod op og begyndte at gøre klar til at vores søn skulle i vuggestue. Veerne var ikke slemme og jeg kunne snakke mens de stod på. Ved 7-tiden begyndte de at bide lidt, og min mand gik afsted med vores søn. Jeg bad ham handle lidt mad på vejen tilbage, så han kunne tage noget med til sygehuset, for vores køleskab var næsten tomt. 07.20 fik min mand en sms, hvor jeg skrev: ”KOM HJEM NU!!!”. Veerne var så kraftige, så jeg næsten ikke kunne håndtere dem, og jeg vidste vi skulle afsted med det samme. Vi ringede til fødeafdelingen og fik lov at komme ind. 07:40 er vi på vej ind i bilen. Mit vand går og presseveerne begynder med det samme. Jeg kigger på min mand og får sagt, at det her kan jeg ikke, vender om, og når ind i trappeopgangen, hvor jeg må kapitulere på gulvmåtten. Min mand er hurtig og ringer 112, som sender en ambulance, og stiller min mand om til en vagtjordemoder, som kan guide ham i telefonen. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg ikke vil at min mand skal være min jordemoder, så da ambulancelægen og ambulancen kommer er det en stor lettelse. Lægen er dog meget nervøs og vil overhovedet ikke, at jeg skal føde i trappeopgangen. Jordemoderen i telefonen siger, at jeg bare skal følge min krop og presse, hvis jeg føler for det – lægen beder mig om at holde igen (som om det går, når presseveerne tager over). Jeg kommer ind i ambulancen, der er ikke plads til min mand, som må køre med i lægebilen, og vi kører mod sygehuset som ligger ca. 10 minutter væk.
Jeg ligger på siden på båren og kæmper for at holde igen, det er utroligt ubehageligt når ambulancen kører så hurtigt. Ca. 2 minutter inden vi ankommer til sygehuset beder lægen om at få ambulancen stoppet – hvilket var en rigtig god ide. Jeg når præcis at vende mig om på ryggen, sprede benene og hovedet er født. Den stakkels stressede læge vil virkelig gerne have baby ud, og tager fat om hovedet og skal til at hive til. Jeg når at bede ham om at vente på den næste ve (Ingen skal hive et barn ud af mig), og ved næste ve kommer baby ud og op på mit bryst, mindre end 3 timer efter jeg vågnede af den første ve. En stor og fin pige på 4380 g og 54 cm, som har det helt perfekt.
Hvad jeg ikke ved er, at lægebilen er stoppet, da den ser ambulancen i vejkanten og min mand har fået besked fra chaufføren om at baby er født. Da der er kommet lidt ro på, kører vi videre til sygehuset stille og roligt. Der tager min mand imod os, sammen med den samme jordemoder som tog imod vores søn. Alt er helt fantastisk og stille og roligt. Da vi kommer ind på fødestuen klipper min mand navlestrengen, moderkagen kommer stille og roligt og jeg får et par sting. Jeg er oppe og gå direkte efter og har det fysisk rigtig rigtig godt.

En fødsel, der på papiret var alt andet end perfekt og fra lægens synsvinkel ret kaotisk, blev helt fantastisk for mig. Jeg var ikke bange på noget tidspunkt, jeg havde overskud til at tage kontrol, da lægen blev stresset og jeg havde overhovedet ikke ondt efter fødslen.

Mange har spurgt mig efter fødslen, om det ikke var traumatisk at det gik så hurtigt og at føde i en ambulance, men det var det slet ikke. Der er stor forskel på, hvad der på papiret er en perfekt fødsel og hvordan det føles for den fødende.

Annonce

Når det alligevel giver mening

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg af og til godt kan savne den helt tydelige meningsfuldhed i mit nuværende arbejde, i forhold til dengang jeg stadig havde min daglige gang på fødeafdelingen. Jeg kan ikke på stående fod komme i tanker om et mere meningsfuldt arbejde, end arbejdet som jordemoder, hvorimod det meningsfulde i at være sådan én der skriver om sig selv og sin hverdag på internettet af og til godt kan kræve lidt sammenknebne øjne at stille helt skarpt på. Altså, lige indtil det overhovedet ikke forholder sig sådan, fordi man bliver lagt ned af lutter taknemmelighed og søde beskeder fra den anden side; når I (fortæller mig at I) bliver rørt over de ting jeg deler.

Når mine blogindlæg kan gøre en forskel, sådan som jeg, på baggrund af de hundredevis af kommentarer og beskeder godt tør sig at mit indlæg om min rynkede mave har gjort for mange, så giver det simpelthen så pissegod mening, at lave lige akkurat dét jeg gør! Det gør mig så sindssygt glad at kunne inspirere og går foran, når det kommer til et budskab så vigtigt som at elske sig selv, uanset hvilke skavanker, skævheder eller særheder man måtte have. Det handler om – på den ene eller den anden måde – at finde ro med sig selv og hvad det kræver for at komme dertil er selvfølgelig forskelligt for os allesammen, men jeg tror at noget af det vigtigste vi kan gøre, er at bakke hinanden op, sådan som I gjorde det med mig, da jeg blottede mit maveskind til frit skue for jer og hvem der ellers måtte have lyst til at kigge på det. Jeres opbakning til mig, vidner for mig at se om, at jeg havde ret i min betragtning om, at mit negative syn på mit maveskind sgu nok primært lå hos mig selv. Bevares, jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er for kønt, men ligefrem at blive degraderet på grund af dét, har jeg altså været relativt alene om at gøre. Min værdi for andre mennesker, hænger ikke sammen med stramheden på mit maveskind og jeg ved. at det samme (selvfølgelig) gør sig gældende for jer.

Med dét sagt, synes jeg selvfølgelig stadig at det er både lækkert og rart at pleje min krop, såvel som jeg gør mit bedste for at pleje mine børns kroppe, både med sund mad, bevægelse og selvfølgelig en kropspleje, som harmonerer med min værdier. For eksempel går jeg ret meget op i, at jeg ikke fylder mine børns kroppe med alt muligt unødigt kemi og hvadenten det kommer til vores madvarer, som jeg vil gætte på er 90% økologiske eller produkterne på badeværelset, så er det vigtigt for mig, at jeg kan se mig selv i øjnene imens vi bruger dem. Bevares, til mig selv er jeg ikke super sart og jeg bruger skam også nogle produkter til mig selv, som jeg ikke kunne drømme om at bruge til mine børn, men jeg er i det mindste bevidst omkring mine valg, når jeg gør.

Fordi hverdagen helst skal hænge sådan nogenlunde sammen (og vi bor i en lejlighed uden ubegrænsede mængder plads) giver det selvfølgelig bedst mening at finde produkter, som kan bruges til hele familien og lige dér rammer Sanex Zero%, som jeg også har skrevet om før, altså plet. Produkterne lover at indeholde 0% farvestoffer, 0% parabener og 0% duft og dét er altså noget jeg kan lide at høre, når det kommer til noget som især mine børn også skal have glæde af.

Vi bruger en del forskellige produkter fra serien og selvom jeg personligt er ret glad for deres lotions og cremer, så er der ingen tvivl om at storfavoritten herhjemme, som vi køber igen og igen (og igen, fordi vi bruger den hver evig eneste dag), er deres Showergel. Udover manglen på ovennævnte ingredienser (som altså er godt!) så indeholder den faktisk heller ikke noget sæbe og inden nogen kommer helt op ad stolene over, hvordan vi dog kan vaske os i noget, der ikke er sæbe, så vil jeg bare lige hurtigt fortælle, at det kan man altså sagtens og vi bliver helt fint rene alligevel 😉 Sæbe er ét blandt flere mulige midler til at pleje og rengøre kroppen, men til gengæld kan det faktisk være ret hårdt for huden og udtørre den ganske unødigt. Sanex Zero% indeholder et absolut minimum af ingredienser til at holde huden ren (og fugtet), hvilket udover at være godt for huden, som en bonus også er godt for miljøet – og dét altså tilmed til en usædvanligt skarp pris. Så vidt jeg husker koster den lige omkring 40.- for en liter og så fås den altså ret tit på tilbud i nogle af de store supermarkeder 😉

Dét giver jo – ligesom tabunedbrydende indlæg om rynkede maveskind – for pokker også god mening. Måske i en lidt anden skala, men stadig! Både for mig personligt, men sådan set også for mig at dele med jer. Tippet er i hvert fald hermed givet videre og så må I bare have en knaldgod dag! 😀

Mig og min rynkede mave

Den har, så længe jeg kan huske, fyldt meget for mig, min mave. Ikke i bogstaveligste forstand, langt fra, men i min forstand. I min bevidsthed.

Som lille teenager led jeg af en spiseforstyrrelse under hvilken, da det stod værst til, jeg kun tillod mig selv højest at drikke tre slurke vand ad gangen. Det gjorde jeg fordi jeg ellers (bildte mig selv ind at man) kunne se en lille bule på min mave. En lille bule, som selvfølgelig var “endnu værre”, når den af og til var “fyldt” med mad. Det bedste jeg vidste var, når jeg om aftenen lå i min seng og med hænderne kunne mærke at min mave var helt tom. Jeg vejede dengang ikke stort andet end 40-45 kilo og jeg var frygteligt syg. Mit selvbillede især, var sygt.

Heldigvis fik jeg ret hurtigt bugt med min spiseforstyrrelse, men som så mange andre teenagepiger (og voksne kvinder – og garanteret også en hel del drenge og mænd) blev mit selvbillede aldrig sådan rigtigt godt. Jeg syntes altid at der var ét eller andet galt med min krop og selvom jeg godt vidste, at jeg i mine tidligere tyvere havde dét andre syntes var en flot krop, så var jeg ikke tilfreds. Jeg var træt af min mave som (for mig at se) altid bulede frem, over min tendens til at få bollehåndtag frem for fyldige baller og alt den slags, som de fleste af jer nok også på én eller anden måde kender til.

… Og så blev jeg gravid. Og jeg elskede transformationen i min krop. Den store mave og mine til stadighed lange og rimeligt tynde ben, kastede usædvanligt mange komplimenter af sig og jeg solede mig i hver og én. For første gang nogensinde følte jeg, at min krop var rigtigt smuk. I hvert fald, når jeg lige havde en cardigan på til at dække bollehåndtagene og min tiltagende flade bagdel.

… Og så fik jeg strækmærker. Ikke bare strækmærker, men usædvanligt mange strækmærker. (Og ja, jeg ved det, eftersom mit erfaringsgrundlag som jordemoder fortæller mig at det trods alt er de absolut færreste – faktisk meget, meget få – der får ligeså mange strækmærker som jeg gjorde).

Imens jeg var gravid gjorde strækmærkerne mig egentlig ingenting (udover at de kløede som et ondt år), men for helvede hvor har jeg været ked af mine strækmærker efter mine fødsler. Efter fødslerne hvor underhuden slet og ret er bristet og dermed er blevet en lille smule for stor. Hundredevis af steder henover et i øvrigt ikke særligt stort område. Det betyder at min hud på maven ikke bare er blevet blød, som mange mødre oplever det. Næh, den er blevet for stor – og det altså på en ret rynket måde.

Ej hvor var jeg altså ked af det!

Som årene gik, lærte jeg at leve med min arrede mave. Jeg jokede tit med den og forsøgte nok i virkeligheden allermest at overbevise mig selv om, at den var ok som den var. At jeg var ok.

Det var jeg bare ikke.

Særligt da jeg første gang efter min skilsmisse valgte at afklæde mig foran en mand, der ikke på forhånd vidste hvordan jeg så ud – og som ikke selv havde haft en finger med i spillet i forhold til at få mig til at se ud som jeg gør – blev det tydeligt for mig. Ja, det gjorde det sådan set ret længe op til dén dag, fordi jeg var så bange for at han ville løbe skrigende bort. Eller i hvert fald, at han ville blive bange for det. Tænk, hvis han ville have berøringsangst overfor min mave, som jeg i virkeligheden bare gerne ville bekræftes i, var helt ok. Tænk, hvis min mave ville blive en ting. I ved, sådan en ting, som man i de her “jeg-swiper-bare-videre-indtil-jeg-møder-den-perfekte-partner”-tider ville bruge som argument for at kassere mig. Tænk, hvis min arrede mave, pludselig skulle stå foran – eller ligefrem i vejen for mig.

Jeg var pludselig overhovedet ikke ok med min mave og selvom jeg (selvfølgelig) altid har elsket mine børn mere end jeg har hadet dén, så var jeg altså temmeligt træt af at være blevet sådan én med et maveskind som fra nogle vinkler ligeså godt kunne tilhøre en kvinde på 80 år.

… Lige indtil det viste sig, at alt det her med min mave faktisk bare foregik i mit eget hoved. Altså, sådan fuldstændigt. Bevares, den er blevet italesat, men faktisk kun på en god måde. På en “jeg kan godt se den er lidt anderledes end de fleste andres, men jeg kan stadig godt lide den og dig”-agtig måde. På den – for mig – perfekte måde.


Jeg har ikke brug for løgne, vigen udenom eller for at få at vide at min mave er smuk, men jeg har brug for anerkendelse for det og den jeg er – og mine strækmærker, ja, de er altså blevet en del af mig og jeg elsker de to drenge, der er fulgt med i kølvandet på dem og så er der vel sådan set ikke så meget mere at sige om den sag.