Tid til eftertanke #60

Om jeg begriber at der allerede er gået en uge siden jeg sidst sad og skrev på mit lille refleksionsindlæg! Det er så underligt med tiden lige nu; på en måde snegler den sig afsted og på en ganske anden, så flyver den, som havde den koloenorme vinger. Jeg har virkelig nydt denne her uge og jeg ville ønske at dem kunne blive ved, bare lige lidt endnu…

Ugens højdepunkt er at vi har malet vores lille, røde kolonihavehus kulsort. Det trængte til en omgang maling og tja, måske af kedsomhed og lysten til at have fælles projekter, så besluttede vi at skifte den røde farve ud med den sorte. Jeg synes det er blevet super fint – selvom jeg nu også godt kunne lide det røde. Det har været så smadderhyggeligt at gå derude og male huset sammen, at vi nu har besluttet også at give haven en overhaling. Således har vi bestilt både grus og jord til levering – og selvom jeg i begyndelsen var ret træt af at de først kunne levere efter påske, ja, så passer det mig pludselig meget godt. Men det lærer du mere om hvorfor, når du kommer ned til ugens lavpunkt om lidt.

Jeg smilede mest da Jens mødtes online med sin klasse for første gang i torsdags. Klasselæreren (som må være én af verdens bedste klasselærere) startede ud med at byde velkommen og så fik børnene tale- og spørgetid lidt på skift og jeg har aldrig set noget så nuttet i mit liv!

Ugens lavpunkt er at jeg på dummeste vis er kommet til at svitse både håndflade og fingre på min højre hånd. Vi havde fået sådan nogle smarte pizza-kits fra Frankies, med pizzadej, tomatsauce, ost og en udførlig guide til hvordan man først skulle stege bunden på panden og sidenhen bage pizzaen færdig (på panden) i ovnen ved 250 graders grill. Som skrevet så gjort. Eneste lille forpulede problem var, at jeg glemte ALT om at panden havde været i ovnen, sekundet efter jeg havde taget den ud. Jeg tog fat, løftede, skreg, smed panden fra mig og stak i et hyl af en anden verden og hastede hånden under koldt vand. Altså, AV!!!

Det gode ved det var at det heldigvis lader til at det ikke gik så slemt som først frygtet. Jeg lå med hånden i koldt vand natten over og heldigvis lader det til at den hurtige – og lange – nedkøling har hjulpet. Godt nok er fingrene hævede og huden helt krøllet, øm og elefantagtig, men der er ikke gået hul og vablerne lader ikke til at vokse, så jeg satser på at være god igen inden længe 🙂

Jeg har haft det bedst med at iføre mig store solbriller og naturfarvet tøj 😉 Ej, to be fair, så har jeg tænke meget lidt på udseende og påklædning den seneste uges tid, men jeg følte mig alligevel lidt smart i mit army-agtige-outfit ude i kolonihaven i dag (se billedet øverst i indlægget). Jeg går dog og tænker om ikke snart jeg skal have nogle nye solbriller. Måske bare nogle billige nogen. Dem her, for eksempel. (reklamelink).

Det bedste jeg har spist er noget så simpelt som grillede gulerødder med masser af dukkah og et drys feta (den der blok fra Puck, som vist ikke må kaldes feta, er min absolutte favorit). Det smager bare ski’e godt!

Det bedste jeg har set er Olsen Banden, som vi endelig har fået taget hul på herhjemme. Både børnene, Simon og jeg er helt pjattede med dem. Jeg elsker at kunne give filmene videre til mine børn – og så har jeg tilmed kæmpe optur over at se filmene som voksen, fordi jeg nu endelig forstår hvorfor mine forældre græd af grin af og til, når jeg ikke forstod en bjælde. (Seneste eksempel er i 5’eren, Olsen Banden Går Amok, hvor Egon udgiver sig for at være en tysk baron. Det er hysterisk morsomt – det anede jeg bare ikke som barn, fordi jeg ikke forstod et klap af hvad han sagde).

I næste uge ser jeg frem til at min hånd forhåbentlig bliver rask, så jeg kan give et nap med ude i kolonihaven. – Og så det forhåbentligt ikke længere skal tage mig flere timer at skrive et blogindlæg som dette. Shit, det er svært med venstrehånd!

Fødselsfredag – oplevelsen der gjorde hele forskellen

Efter en traumatisk første fødsel og en efterfødselsreaktion som følge, var hun ikke sikker på, om hun nogensinde ville være gravid igen. (Forståeligt nok!). Hun endte dog ret hurtigt på andre tanker, og efter halvandet år, var hun gravid igen. Tankerne omkring fødslen fyldte naturligvis en hel del og uden at spolere for meget, kan jeg afsløre at fødslen her på mange måder endte med at minde om kvindens første fødsel. Forskellen er bare, at kvinden oplevelse var en helt anden <3
1.5 år efter min datter var blevet født, stod jeg igen med en positiv test – helt planlagt. Vi glædede os til at få endnu et familiemedlem, og gøre vores datter til storesøster.
Ret hurtigt i graviditeten oplevede jeg mange plukveer, og et par gange oplevede jeg at vågne om natten ved følelsen af at få en ve. Dette betød også at jeg omkring uge 25 blev fuldtidssygemeldt fra mit arbejde. Præcis som jeg gjorde i første graviditet.
I denne graviditet opdagede lægerne i uge 20 at min moderkage lå lidt for tæt på udgangen. Så jeg skulle til en scanning igen i uge 34. Jeg blev dog tjekket mange gange i løbet af graviditeten grundet plukveerne, som enkelte gange var regelmæssige og gjorde ondt. Heldigvis var alting som det skulle være, jeg fik blot besked på at tage den med ro og lytte til min krop. Lægerne havde i ugerne op til uge 34 været uenige om hvorvidt min moderkage lå for tæt på, eller havde rykket sig nok. Det var derfor med en klump i halsen da jeg tog til scanning i uge 34, jeg VILLE føde vaginalt og frygtede beskeden om et planlagt kejsersnit.
Men moderkagen havde heldigvis rykket sig, og jeg fik grønt lys til at føde vaginalt.
Eftersom sidste fødsel var en traumatisk oplevelse for både min mand og jeg, besluttede vi at købe nogle timer hos en privat jordemoder til at bearbejde den tidligere fødsel, og få redskaber til den kommende. Dette endte med at være noget af det bedste vi har gjort!
Lørdag 38+5, jeg havde brugt weekenden på at hygge med familien. Denne weekend havde jeg fået streng besked på af min mor om IKKE at føde. Mine forældre skulle være dem som så efter vores datter når jeg gik i fødsel, og de skulle begge ud lørdag til søndag. Jeg beroligede dem med at jeg var sikker på der ikke skete noget – og det gjorde der heller ikke.
Søndag 38+6 var jeg lettet over at jeg ikke var gået i fødsel. Nu måtte han gerne komme, selvom jeg havde en forventning om at han nok først kom på terminsdatoen som sin storesøster.
Om aftenen mærkede jeg godt at jeg havde mange plukveer, men var efterhånden vant til at de godt kunne komme regelmæssigt på dette tidspunkt.
Kl 2 om natten vågnede jeg ved at mine plukveer fortsatte, jeg tog tid på dem og kunne se at de fortsat var regelmæssige. Dog slog jeg det hen, min tanke var at HVIS der var noget undervejs var det en god idé med noget søvn.
Jeg nåede lige at ligge telefonen fra mig, så kunne jeg pludselig mærke en varm følelse mellem benene. Jeg var SIKKER på at nu var vandet gået igen, det var præcis samme følelse jeg havde i starten af første fødsel.
Jeg fór ud af sengen, og løb ned af trappen for at se om det var vandet.
Da jeg kom ud på badeværelset og fik tændt lyset, opdagede jeg dog til min store forskrækkelse at det ikke var vand, men blod som løb ned af mine ben. Jeg ringede straks til fødegangen i mens blodet blev ved at løbe. De ville selvfølgelig gerne se mig med det samme, og spurgte hvor langt vi havde til hospitalet. Heldigt for os har vi ikke mere end 7 minutter i bil, så jeg fik hurtigt ringet og vækket min mor, og dernæst fik jeg vækket vores nabo, som så efter vores datter (der heldigvis sov!) inden min mor ankom.
Jeg fik vækket manden, lettere panisk, og han greb hurtigt alle tingene så vi kunne komme afsted. Jeg tror vitterligt aldrig vi har kørt så hurtigt, som vi gjorde den nat. For vi var begge bange for hvad det var der gjorde jeg blødte sådan.
Da vi ankom til fødegangen blev vi hurtigt indlogeret på en fødestue. En jordemoder og en læge tjekkede babys hjerterytme, som heldigvis var så fin. Dernæst blev jeg scannet for at se om man kunne se om det eventuelt var moderkagen som havde revet sig løs – de mistænkte det dog ikke, da jeg ikke havde nogen former for smerter. Vi fik besked på at de ikke kunne se at noget var galt, og man vurderede derfor at det var en meget kraftig tegnblødning jeg havde. De ville dog beholde mig på fødestuen, og hvis fødslen ikke var gået igang inden formiddagen, ville jeg få en stue på svangerafsnittet.
Jeg havde fortsat mange plukveer, som ikke var smertefulde. Jeg var overbevidst om at jeg nu skulle tilbringe nogle dage på svangerafdelingen, og at fødslen ikke var nærtstående.
Et par timer efter begyndte de såkaldte plukveer dog at gøre ondt, men ikke så ondt at jeg ikke kunne være i dem. Da klokken var 7 kom de med jævne mellemrum, men i pauserne kunne jeg snakke, drikke væske, joke osv. Nu vidste jeg at fødslen var igang, og det var skønt at få lov at opleve at have pauser mellem veerne.
Kl 8.50 vurderede jordemoderen at jeg var 7 cm åben, og at det gik stærkt. Kl 9.15 begyndte jeg at mærke en massiv pressetrang, jeg panikkede fordi jeg var overbevidst om at der ville ske det samme som sidst. Jordemoderen beroligede mig, og mærkede endnu en gang efter. Nu var jeg 9 cm åben, og jeg fik lov til at presse lidt med når pressetrangen var værst. Omkring kl. 9.45 var jeg 10 cm åben, men der var stadig en hinde i vejen. Jordemoderen besluttede at tage vandet, for at se om det ville hjælpe alting på vej. Kort tid efter begyndte min drengs hjerterytme at dykke, når jeg pressede. En læge ankom og jeg fik besked på at NU skulle jeg presse til for han skulle UD.
Modsat sidste gang, oplevede jeg denne gang at jeg blev informeret. Lægen sagde at de ville anligge en cup og jeg ville blive klippet, da min dreng fortsat dykkede i sin hjerterytme. Jeg sagde at de måtte gøre hvad der skulle til.
Lægen nåede næsten ikke at sætte cuppen på min søns hoved, før jeg havde presset det ud. Efterfølgende kom hele kroppen, og i det samme han kom ud skreg han for sine lungers fulde kraft.
Han blev med det samme lagt på mig, og jeg fik af vide at alt var i den fineste orden. Han var så fin, at da børnelægen var på vej ind, fik hun besked på bare at gå igen. Jeg fik af vide af jordemoder og læge at min dreng var stjernekigger, hvilket var årsagen til at det var så svært for ham at komme ud. Men hverken jordemoder eller læge havde forudset at han var stjernekigger, da det først var til sidst de så det.
Vores dreng fik lov at ligge til navlesnoren havde pulseret færdig, og derefter fik min mand lov at klippe navlesnoren. Det var så surrealistisk at få min baby op til mig lige efter fødslen, og at få ro til at baby og jeg fandt hinanden.
Selvom jeg blev klippet endnu en gang, og min søn også blev taget med cup, var dette en helt anden oplevelse. Jeg havde kontrollen i denne fødsel, og det vigtigste var at min mand og jeg var et team.
Jeg var høj af fødslen i lang tid efter, og priser mig lykkelig for at have fået lov at opleve begge fødsler.
– Sidenote
Jeg ved at der er mange kvinder som frygter et klip, og folk kan se helt forskrækkede ud når jeg fortæller om mine fødsler. Men jeg har aldrig oplevet selve klippet som noget slemt, og jeg synes det er vigtigt at de kvinder får af vide at det ikke er klippet som fylder under fødslen. Jeg har ikke mærket det nogen af gangene, det er bare sket

Min drøm bliver til virkelighed!

Venner! Jeg har holdt på en hemmelighed i over et halvt år – men nu er det endelig tid til at afsløre den.

Lige siden jeg var en lille pige og stod foran spejlet på værelset og skrålede med på Celine Dions “My Heart Will Go On”, har jeg drømt om, at det skulle blive min tur en dag. Min tur til at blive popstjerne!
Jeg drømte om at stå på de helt store scener, på at underholde og på at røre mennesker med mit sangtalent.
I løbet af mine spæde voksenår indså jeg dog, at mit “sangtalent” muligvis ikke rækker helt så langt som mit teenage-jeg havde bildt mig ind og drømmen blev lagt i skuffen.
Lige indtil jeg stødte på en fyr fra et pladeselskab en aften jeg var taget på Karaokebar. Som altid når jeg ser en tændt microfon, fik jeg lyst til at give et nummer. Et nummer blev til fire og så kom gutten over til vores bord.
“Hej. Du synger dejligt og har en fed energi” sagde han.
Jeg tror jeg smilede, sagde tak og skålede, da han stak mig sit visitkort. A&R stod der. Fuck mand, han var fra et pladeselskab. Og han havde lige givet mig sit visitkort!!!

Helt rundt på gulvet gik jeg op i baren til ham og sludrede.
Klip til at vi i løbet af efteråret fik en aftale i hus; jeg skal udgive min egen lille EP. Men det er slet ikke det vildeste ved historien, så hæng lige på.
Det viser sig nemlig, at fyren her, kender en meget talentfuld tourmanager. Én som planlægger koncerter for nogle af de helt store navne. Verdensstjernerne. Celine Dion, for eksempel, som tilfældigvis kommer til København til efteråret og hvor jeg simpelthen har fået den kæmpestore ære, at varme op!!!! Så jeg skal simpelthen på scenen i Royal Arena og synge foran lige knap 17.000 mennesker! Hold min knallert, hvor er det vildt!

Det ville selvfølgelig være mere vildt, hvis det rent faktisk også var rigtigt. Det er det ikke. Ikke et ord af det faktisk (udover at jeg som barn drømte stort om at blive sangerinde, den er god nok). Det er selvfølgelig en APRILSNAR! Jeg skal overhovedet ikke udgive en sang og jeg skal slet ikke varme op for Celiné Dion. Jeg skal derimod se koncerten og jeg GLÆDER mig til at skråle med fra publikumsrækkerne! ❤️

Egentlig havde jeg besluttet at jeg ikke ville lave en aprilsnar i år, men nu hvor corona fylder så meget, så kan jeg faktisk ret godt lide ideen om en dag med nogle ekstraordinære – og ofte ganske underholdende – historier.
Jeg håber i alle tilfælde at du kunne lide min og så håber jeg bare, at du får en FANTASTISK dag!

Sjældent har jeg været så lykkelig…

… Som jeg med ét følte mig i aftes, efter en ellers temmeligt lang dag.

Som mange garanteret genkender, så kan sådan en dag snildt have flere bakker og dale – og jeg skal da lige love for, at i går ikke var nogen undtagelse her på matriklen. Børnene har sådan savnet at være hjemme, fordi vi jo var i sommerhus sidst de var her, så Simon og jeg  havde lovet dem, at vi ikke skulle lave spor andet end at være hjemme og lege hele dagen.

… Vi havde bare lige glemt, at det kan være ganske forfærdeligt at være sammen med to børn, hvis ikke de kommer ud en hel dag, da vi stillede løftet. Således “snød” vi dem til en god, lang gåtur med lovning om at kunne prøvesmage de nye is hos Peter Beier (som jeg har fået et gavekort til).

Bevares, en gang i mellem har vi da taget en “vi bliver indenfor hele dagen“-dag med udmærket held, men i denne tid, hvor de eneste mennesker vi ser, er hinanden (og børnenes far og hans kæreste, selvfølgelig), så er det altså min oplevelse, at vi allesammen bliver noget mere kuldrede end sædvanligt, hvis ikke vi kommer ud og får noget frisk luft.

Oppe ved butikken skulle det vise sig, at de slet ikke var klar til at servere is endnu. Suk.

Heldigvis er der derfra ikke så langt op til vores lille, foretrukne ismager på Østerbro, Østerberg, så vi tog hinanden i hænderne og gik derop.

Også lukket. Pokkers.

“Ejjjj, får vi så slet ikke is?!” udbrød den lille, helt fortvivlet.

Jo! Nede hos én af de lokale kioskmænd fandt vi is. Jens valgte den største, Peter valgte den med vingummi i bunden, alle var glade og vi stavrede tilbage mod Nordhavn.

“Jeg gider ikke gå mere”

“Jeg har ondt i fødderne”

Møllen gik i gang kort før vi var hjemme og isens lindrende effekt på humøret syntes allerede forduftet.

Vi kom hjem, lavede aftensmad, nogen brokkede sig, nogen blev uvenner, nogen gad ikke sige undskyld, nogen havde ingen appetit. Nogen var, med andre ord, møghamrende trætte.

Til gengæld så var der også nogen, som ikke gad sove. Sommertiden, skiftedagen i søndags, den “nye” hverdag og det lidt lavere aktivitetsniveau spiller os et pus, så jeg vekslede troligt imellem de to børneværelser, hvor først den ene og så den anden, havde brug for mit nærvær.

Efter en times tid var jeg ved at være godt mør af ikke rigtigt at slå til nogle steder og jeg tog derfor en hurtig beslutning om at spørge drengene, om ikke de hellere ville sove sammen. Det ville de gerne og i løbet af ganske få sekunder, havde vi fået installeret Peter inde hos Jens.

Jeg kyssede godnat, listede ud, lyttede til deres hvisken udenfor døren et par minutter og satte mig så ud i stuen, hvor Simon havde skænket et glas vin og gjort klar til at streame pressemødet, som vi selvklart ikke havde fået set, da det blev sendt.

Mine drengene havde brug for nærvær og det gør mig lykkelig helt ned i maven, at de i aftes var i stand til at give det til hinanden. Alle konflikterne var glemt og tilbage var der kun det gode, kærlige søskendebånd imellem dem, som er så sundt og fint at blive mindet om på de dage, hvor det ellers har været en lille smule svært at få øje på.

Sjældent har jeg været så lykkelig som jeg var lige der.

Ps. Billedet er selvfølgelig hverken fra i dag eller i går. Det er fra sidste uge, imens vi stadig var i sommerhus ved Vesterhavet. I blæsevejr på én af Danmarks allerfineste strande ❤️

Tid til eftertanke #59

Så gik der sør’me endnu en uge. Jeg synes det er svært at kende dagene fra hinanden og jeg hader at det nogle dage kan føles lidt som om at “tiden bare skal gå”. Jeg øver mig virkelig i at få det bedste ud af mit liv og ikke at tage tiden jeg har for givet, så når jeg af og til rammes af længslen for en ny dag, så ærgrer det mig helt ind i knoglerne. Tiden skal jo ikke bare gå – den skal bruges. Jeg øver mig på at skabe minder hver dag; på at fylde små, gode ting ind og på at være nærværende lige hér hvor jeg er, lige nu.

Ugens højdepunkt var den lille, tiltrængte pause jeg fik ude i kolonihaven forleden. Jeg elsker virkelig det lille hus (omend jeg ikke skal benægte at det ville være dejligt med noget større, nu hvor alt tyder på at vi bliver boende i lejlighed i byen) og det gør mig så godt at komme derud. Fordi haven er rammet helt og aldeles ind af høje hække kan man være fuldkommen privat derude og jeg tror faktisk at det er dét jeg elsker allermest; at vi kan være ude, uden at skulle/kunne forholde os til andre mennesker end hinanden. Det er en fantastisk kontrast til livet i lejlighed – og så føles det, som en bonus, lidt ekstra trygt lige i denne tid.

Jeg smilede mest da jeg blev ringet op af en sød journalist, som ville interviewe mig til en artikel hun skulle udfærdige for jordemoderforeningen, fordi hun havde hørt, at jeg har meldt mig til coronaberedskabet. Hun stillede nogle virkeligt fine og relevante spørgsmål, som fik mig til at indse, hvorfor jeg egentlig har meldt mig. For altså, jo, selvfølgelig ville jeg elske at stå på en fødestue og gribe babyer, men i virkeligheden handler det for mig meget mere om, at jeg bare gerne vil stille mig til rådighed for de gravide, hvis der bliver behov. Uanset om det bliver for at være praktiserende jordemoder, for at assistere andre jordemødre, for at svare telefoner, for at fylde op i skabene eller hvad end der er brug for, for at hjulene kan dreje rundt. Jeg håber selvfølgelig ikke at jeg bliver kaldt ind, fordi dét unægteligt vil betyde at der er (for meget) pres på fødegangene, men hvis jeg gør, så vil jeg glæde mig!

Ugens lavpunkt er, at jeg er kommet til at smadre skærmen på min telefon. En Iphone X, hvor jeg kan forstå at det koster helt op mod 2500.- at få en ny skærm. Det er ikke ligefrem penge jeg synes det er særligt sjovt at skulle bruge lige nu… #lort

Det gode ved det var at det primært var det øverste højre hjørne, der stod for skud, så indtil videre går det stadig an. (Men jeg ved jo godt at jeg ikke slipper for at skifte den på et tidspunkt. Jeg tænker, at jeg bare lige skal komme mig over irritationen over egen dumhed først – så tror jeg det bliver nemmere at lukke øjnene og sige “på beløbet, tak”).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig “rigtigt tøj” og make-up. Siden sidste uge, hvor vi var i sommerhus, er jeg simpelthen kommet ind i en god stime, hvor jeg gør mig “i stand” hver dag. Det gør noget godt for mit sind, at jeg ikke sidder i nattøj dagen lang, for det gør mig ærligt talt en lille smule doven, så det har virkelig været dejligt at have helt almindeligt, pænt tøj på – og flere dage endda også krøller i håret.

Det bedste jeg har spist står benhårdt imellem den risotto Simon lavede (live på instagram, i øvrigt) i torsdags – og det vanvittige take-away-festmåltid jeg kom til at bestille til os i fredags. Vi prøvede for første gang Simple Feasts take-away og det var simpelthen SÅ lækkert! Der var masser af mad, det smagte fortræffeligt og selvom den garanteret meget søde udbringer endte med at være tyve minutter forsinket, så var maden stadig varm, det sprøde stadig sprødt og alt altså i tip-top skønneste orden. Min personlige favorit er deres rødbede-ret, men jeg glæder mig til at prøve nogle flere retter af en anden gang. Hvis I også vil prøve dem, så leverer de via WOLT i København – og hvis du opretter dig med koden CANA, så får både du og jeg 50 kroner at spise for efterfølgende. 😀

Det bedste jeg har set er i denne uge i telefonens verden. Det er nemlig en app (som jeg, som en sidenote, blev betalt for at reklamere for på instagram) som har vist sig at være fuldstændigt fantastisk. Monster Matematik, hedder den og som navnet måske allerede afslører, så er det altså en matematik-app for børn. En matematik-app, som mine børn ELSKER. De griner højlydt over de frække monstre i app’en, som belønner korrekte regnestykker med prutter og bøvser, ha ha. Det er sikkert helt vildt upædagogisk og forkert i nogens øjne, men for mine unger, har det betydet at de plager om at få lov til at lave regnestykker. Kæmpe anbefaling herfra!

I næste uge ser jeg frem til at rulle afsted på coronahverdagens dampende godstog med hjemmeskole, masser af madlavning, kreahygge (jeg tænker at vi skal igang med at producere påskepynt), måske lidt læsning (håber jeg!) og endnu flere kolonihaveture, hvor vi har et par praktisk projekter vi drømmer om at få sat i værk.