Som de af jer der følger med ovre på min instagramprofil allerede har set, så kan jeg fortælle, at vi simpelthen er taget på ferie. I dét øjeblik det gik op for os at udenrigsministeriet tillod alle rejser til Grækenland, huggede vi til og bestilte en vaskeægte charterrejse til fetaostens vidunderlige land. Vi blev varslet “stikprøve-covid-19-tests” i lufthavnen ved ankomst, hvilket viste sig at betyde “vi-tester-én-per-familie”. Som for vores vedkommende altså betød at jeg blev testet kort efter ankomst – med negativt resultat, heldigvis. Selvom det var lidt voldsomt at blive testet på dén måde – i en lang kø i lufthavnen, hvor der sad en sygeplejerske og testede os allesammen, med 5 sekunders interval. Ja, seriøst. Der gik ikke mere end fem sekunder fra den ene person havde sagt “arrhhh” til den næste person satte sig og gabte op, så der var ingen tid til forklaring, spørgsmål eller “nu mærker du lige vatpinden i halsen”. Det var bare åbn-rode-rundt-brækfornemmelser-luk-videre. Til gengæld var det jo ligeså hurtigt overstået som det var ubehageligt og jeg synes faktisk at det var enormt rart at mærke, allerede fra start, at der blev taget seriøse forholdsregler, for at vi bedst muligt kan passe på hinanden allesammen. I det hele taget synes jeg det virker som om der er ret godt tjek på det hernede. Man må gerne færdes offentligt uden mundbind, men i butikker og taxaer skal de på, ligesom alt serveringspersonale på hoteller og restauranter også har dem på. Det har vitterligt ikke været noget problem og det har alt i alt været en rigtigt god oplevelse.

Ugens højdepunkt er selvfølgelig vores ferie. Det er selvfølgelig også det eneste, vi har foretaget os siden mandag morgen klokken 8.00 da vi satte kursen mod lufthavnen. Men ikke desto mindre, så har det altså været et højdepunkt ud over det sædvanlige. For hold nu op, hvor har det været en dejlig ferie! Tiltrængt, vidunderlig, smuk, hyggelig, afslappende, varm, dejlig og på mange måder helt perfekt. Okay, der har også været et par dage med regn, men de er for længst glemt – og vi havde heldigvis en computer med, så vi kunne se film på værelset imens regnen silede.

Jeg smilede mest da vi alle fire sprang om bord i sådan en gummifætter, der blev spændt efter en lynhurtig speed-båd, og susede afsted henover vandet. Drengene hvinede, jeg skreg og vi grinede indtil mavemusklerne gik i krampe over det. Shit, hvor var det sjovt!

Ugens lavpunkt har været at Peter, det lille myr, har fået et gigantisk insektstik i panden, som har gjort at han ligner én af karaktererne fra Lilo & Stitch. Da det var værst, var panden flere centimeter tyk, næsen bred og øjnene var så hævede at han stort set kun kunne se ud af det ene.

Det gode ved det er at han heldigvis ikke har været synderligt påvirket af det. Han mente bare det var sejt at “ligne en alien” som han selv proklamerede at gøre.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig bikini! Og min kæmpestore, spraglede kjole (reklamelink) fra H&M som jeg købte i sommer. Jeg havde egentlig forventet at jeg ville komme til at bo i den hele sommeren, men fordi den er noget nær umulig at cykle i, så har det mest af alt bare hængt i skabet. Indtil nu, hvor jeg har taget revanche og skambrugt den stort set hver dag.

Det bedste jeg har spist er selvfølgelig græsk salat! Åh, hvor jeg dog elsker græsk salat, når det er lavet med friske, lækre råvarer og serveret i dejligt solskinsvejr. Den bedste jeg har fået, er faktisk dén de serverer på vores hotel – Parga Beach. Og tzatziki med friskbagt pita. Jeg. Er. Fan.

Det bedste jeg har set er Den Store Bagedyst, som vi sad i sengen og så allesammen lørdag aften. Kæft, det var hyggeligt! Overvejer nærmest om man skulle skippe fjernsynet derhjemme til fordel for en computer i sengen, for det er altså bare hyggeligt at fællesputte under dynen, når man ser flimmerkasse! (Selvom jeg tidligere har levet lykkeligt uden fjernsyn i årevis, ved jeg, at det aldrig kommer til at ske. Til det elsker Simon simpelthen sin Playstation for højt.)

I næste uge ser jeg frem til at finde ud af om det bliver til noget med den der lejlighed, som jeg også nævnte i sidste uge….

Der er mange gode ting at sige om denne uges fødselsberetning, men dét der springer mig allermest i øjnene, er faktisk det gode jordemoderarbejde. Det kan godt være at det er fordi jeg er fagskadet, at jeg lægger sådan mærke til det, men det gør mig simpelthen så glad at læse. Jordemoderen er ikke alene engageret og nærværende, hun er også fagligt skarp, empatisk og virkeligt god til at hjælpe fødslen godt på vej, uden unødige indgreb. Det er sand jordemoderkundskab og jeg bliver så stolt på mit fags vegne over at læse om hendes store indsats overfor kvinden her, som faktisk endte med at have en ganske vidunderlig oplevelse – i stik modsætning til hendes første fødsel, som du kunne læse om i sidste uge.

Det tog mig godt tre år at “komme mig” ovenpå min første fødsel og blive mentalt klar til at blive gravid igen. Det gik ret nemt med det og de første 6 mdr. var ligesom sidst fuldstændigt ukomplicerede og uden gener. I uge 26 (nogle dage efter Danmark bliver lukket ned ifm. Coronakrisen) får jeg en plukve som varer flere timer. Jeg kommer til tjek på sygehuset, hvor de måler min livmoderhals, som bliver påvirket under plukveerne, men heldigvis stadig er lang nok. Jeg bliver indlagt til observation natten over og sendt hjem dagen efter med besked om at tage den med ro. Hvilket er lidt svært med hjemmearbejde og hjemmepasning af en 3-årig. Så jeg har rigeligt med plukveer resten af graviditeten, men går alligevel tiden ud.

Til efterfødselssamtalen efter min første fødsel, sagde jordemoderen at jeg skulle sørge for at blive henvist til “sårbar gravid”-teamet næste gang jeg blev gravid (pga. min fødselsoplevelse). Jeg havde så svært ved at identificere mig som sårbar gravid og kunne derfor ikke få mig selv til at sige det til lægen. I stedet havde jeg fundet Roskilde fødeklinik, som for mig at se, kunne tilbyde det samme som sårbar gravid-teamet på sygehuset, nemlig kendt og kontinuerlig jordemoderkontakt. Derudover havde jeg meget lyst til at prøve at føde uden epidural, fordi jeg forestillede mig, at det kunne gøre at jeg kunne mærke pressetrang og presseveer og dermed gøre pressefasen lettere at håndtere. Men jeg var meganervøs for om min krop kunne skabe nok progression selv undervejs i fødslen, da der ikke må laves igangsættende indgreb på fødeklinikken, som fx at tage vandet (som jeg er overbevist om var det der satte skub i tingene ved min første fødsel).

Fødslen startede torsdag aften den 18. juni 2020 ved halv ti-tiden. Det er dagen før termin. Jeg fik plukvelignende veer, som jeg i øvrigt havde fået hver aften hele den uge. Denne gang stoppede veerne dog ikke igen efter jeg gik i seng. De var til at være i og jeg tror også jeg fik lidt søvn her og der, men ved 3-tiden kunne jeg ikke finde ro længere og lå og kiggede på alle mine lister (over hvad der skulle pakkes i fødetasken m.m.) på telefonen, for forberede mig mentalt. Klokken 3.48 sendte jeg listen til fødetasken i en sms til min mand, så han kunne se hvad der manglede at blive pakket og overtage ansvaret for det, når han vågnede. Derefter lagde jeg mig på sofaen i stuen. Veerne var begyndt at tage til i styrke og jeg ville ikke vække min mand og vores datter, som på det tidspunkt var kommet ind til os i sengen. På et tidspunkt gik jeg også ud på badeværelset og lagde brusehovedet i en spand med vand og eddikesyre til afkalkning. Jeg syntes brusestrålen var hård og kunne ikke overskue at den var det, hvis jeg ville bruge et varmt bad som smertelindring senere.

Omkring klokken 6 kunne jeg høre at min mand og datter vågnede inde på soveværelset. De lå og snakkede lidt og jeg hørte min mand sige til vores datter, at lillebror ville komme i dag. Jeg tænkte om jeg havde vækket dem, fordi jeg havde fået lidt lyd på under veerne. Min datter kom ud i stuen og spurgte: Kommer lillebror i dag? Og jeg svarede at det troede jeg nok, at han ville gøre. Da min mand kom ud i stuen, spurgte han hvad jeg brug for at han gjorde. Jeg svarede at han skulle downloade en ve-app, så vi kunne begynde at tage tid på veerne, lave morgenmad og ringe til sin far for at høre om vi kunne låne bilen samt til sin mor, så hun kunne komme og hente vores datter.

Jeg begyndte at tage tid på veerne kl. 6.15 og de næste 3 timer. Veerne var de første par timer rimeligt regelmæssige, ca. 1 minuts varighed og 2-3 minutter imellem. Både farfar og farmor kom inden for en times tid og var hos os, mens vores datter blev færdig med at spise morgenmad og tage tøj på. Jeg skiftevis spiste morgenmad og havde veer. Jeg kunne ikke nå at sidde ned imellem veerne, så havregrøden blev spist et par skefulde ad gangen ved spisebordet og så ind på soveværelset, når der kom en ve (vi bor småt, så skulle nærmest bare vende mig om fra spisebordet for at komme til soveværelset og læne mig ind over sengen).

Da vores datter, farmor og farfar var kommet ud af døren, ringede vi til fødeklinikken. Vi fik fat i den ene af mine to faste jordemødre, som havde vagten den dag. Hun spurgte om vi havde brug for at komme ud på klinikken og vi aftalte at mødes derude om en time. Jeg fik min mand til at ordne brusehovedet og gøre badeværelset rent. Det synes han var en fjollet ting at bruge tid på, situationen taget i betragtning, men det var vigtigt for mig at vide at jeg kunne komme hjem til et rent hjem/badeværelse og fokusere på baby efter fødslen.

Derefter gik jeg i bad og nød de varme (og bløde!) stråler på min mave under veerne. Min mand pakkede tasken færdig og vi gik ud til bilen. Vores genbo fik øje på os og råbte pøj pøj fra altanen. Køreturen hjemmefra og ud til klinikken tager under ti minutter, derfor vurderede jeg at vi godt lige kunne svinge forbi Kvickly og købe et par croissanter, og at det ville være den eller de ekstra veer i bilen værd. Så det gjorde vi.

Omkring kl. 9.30 landede vi på fødeklinikken og blev vel modtaget af jordemoderen, som også havde ringet lige inden vi tog afsted, for at høre hvor vi blev af. Hun var bange for at vi kunne finde på at vente alt for længe med at tage afsted på grund af min sidste fødsels lange varighed.

Vi kom på plads på den lyserøde fødestue, et lækkert stort rum med en stor seng og ikke mindst et kæmpestort badekar. Derefter fik jeg klyx, og da det var kvitteret, som man siger, blev jeg undersøgt første gang og jordemoderen kunne konstatere at jeg var 2 cm åben og dermed i latensfasen.

Jeg havde ikke haft nogle forventninger til hvor åben/langt jeg var, men at jeg var præcis ligeså (lidt) åben som ved første undersøgelse ved min sidste fødsel, bragte oplevelserne derfra helt frem i hukommelsen – og med dem, også frygten for at have et ligeså langvarigt forløb foran mig (min første fødsel tog 48 timer fra vi ankom på hospitalet). Jeg prøvede at forberede mig på at skulle tage hjem igen og luftede vist nok også muligheden for min mand og jordemoderen, som dog hurtigt fik mig forsikret om at vi sagtens kunne blive på klinikken og se det hele an.

Læs også beretningen om kvindens første fødsel – en maratonfødsel.

De næste par timer gik med at ligge på sengen og håndtere veerne med vejrtrækning, afspænding mv. Jeg mærkede primært veerne fortil, men havde også et lille smertetryk i lænden, så fik en stribe chiliplaster på, der hvor det gjorde ondt og brugte ellers en varmepude til smerterne på maven. Jeg mindes også at tage en del veer stående med hænderne placeret på en skabsvæg foran mig, mens jeg ligesom træder/vrider fødderne ned i gulvet.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme i badekar, hvorfor det blev gjort klar. Jeg kom ned i badet omkring klokken 12, og hvilken lettelse det var! Det varme vand gjorde underværker for min evne til at slappe af og være i min krop. Selve veerne føltes umiddelbart kraftigere, men af kortere varighed, så jeg tror at det varme vand simpelthen fjernede smerterne i opstarten af veerne. Fantastisk!

De næste par timer er jeg lidt op og ned af badekarret for at tisse, ændre stilling, sidde på bold m.m. Er ved at være træt og tænker at en epidural og et kejsersnit kunne være rart.
Kl. 15 bliver jeg undersøgt igen. Prøver igen på ikke at have nogle forventninger, men håber selvfølgelig på, at der er sket noget og at jeg udvider mig og er eller nærmer mig aktiv fødsel (modsat min første fødsel). Grænsen for at være i aktiv fødsel er rykket siden min sidste fødsel fra 4 cm til 5-6 cm. Noget med at det godt kan gå i sig selv ved 4 cm, men at man ved 5-6 cm kan være sikker på at der er en lineær fremgang til fødsel.

Undersøgelsen viser heldigvis at jeg er 5 cm åben og således i aktiv fødsel. Jeg kan se og høre på min mand at han får en rigtig YES!-følelse. Det havde jeg også forventet at jeg selv ville få, da min største frygt var at sidde fast i en langvarig latensfase, som ved min første fødsel, hvor jeg kun udvidede mig 2-3 cm de første 37 timer. Desværre valgte min hjerne at fokusere på at jeg “kun” var halvvejs mod de 10 cm, så min glæde over at der trods alt var fremgang og jeg rent faktisk var gået i aktiv fødsel af mig selv, blev skarpt efterfulgt af udmattelse på forhånd over at have mange timers smerter foran mig (selvom jeg jo ret beset ikke kunne vide det).

De næste par timer tager veerne til i styrke og jeg begynder rigtigt at sætte lyd på. Jeg ligesom “synger” med på udåndingerne. Det er ikke noget jeg gør bevidst, men jeg bliver alligevel bevidst om det og oplever at det hjælper mig igennem veerne. På et tidspunkt siger jordemoderen at jeg skal prøve at komme ned i tonelejet, for på den måde at bruge kræfterne på at få baby nedad i bækkenet. Det lyder underligt, men jeg kan godt følge hende i at jeg med de relativt lyse toner, jeg præsterer, på en måde “skøjter ovenpå” i stedet for at bruge veerne aktivt. Jordemoderen bliver i løbet af fødslen også opmærksom på, at jeg spænder alt for meget op, når jeg har veerne, og prøver at guide mig til at slappe af give og slip i bækkenbunden m.m. Det er utroligt svært for mig, men jeg prøver at gøre hvad hun siger, bl.a. at stå på flad fod på gulvet i stedet for at stå på tæer, vride mig opad og kæmpe imod smerten.

Jeg er virkelig træt og smerteplaget nu hvor det er blevet sen eftermiddag og kroppen har arbejdet hårdt hele dagen. Jordemoderen tilbyder at undersøge mig igen. Kl. 17 bliver jeg således undersøgt og er 8 cm åben. Lidt mere yes-følelse denne gang sammen med træthed og håb for at det snart er overstået. Som jeg husker det, siger jordemoderen at hun forventer en fødsel indenfor 1 time eller to. Hurra!

Mit vand er ikke gået, men hinden står helt spændt og jeg føler pressetrang formentlig pga. den. Jordemoderen mener godt jeg kan få vandet til at gå, hvis jeg presser lidt med og guider mig til at tage nogle veer i squat, mens min mand holder mig i armene. Jeg gør det nogle gange, det er monsterhårdt og gør sindssygt ondt. Jeg bliver undersøgt igen 18.30. Er fortsat 8 cm åben og baby er ikke kommet helt ned i bækkenet. Jordemoderen foreslår nogle stillinger og rebozoøvelser for at få baby til at dreje længere ned i bækkenet. Jeg er så træt, men vil også gerne gøre hvad jeg kan for at sætte skub i tingene. Jeg kommer derfor op på sengen og ligger med hoved og bryst mod madrassen og med numsen i vejret, hvor jordemoderen ryster mig med rebozotørklædet henover hofterne. Derefter kommer jeg op og stå og læner mig op af væggen, mens jeg bliver rystet om hofterne med let bøjede ben. Som jeg forstår det, skulle de to øvelser hhv. få baby lidt tilbage og give mulighed for at han kunne trænge længere ned med rystelserne og tyngdekraften i den stående øvelse.

Klokken er nu blevet 19 og forudsigelsen om fødsel inden for et par timer holdt ikke stik. Jeg er træt, træt, træt. I journalen står der “pludselig pressefornemmelse” kl. 19.20 og at jeg “nøkker lidt med”. Jeg følte at jeg pressede som gjaldt det mit liv… Dog er det rigtig svært for mig ikke at spænde imod samtidig, da det jo gør så ondt. Kl. 19.35 bliver jeg undersøgt igen. Fortsat 8 cm. Jeg kan snart ikke mere, men kan heller ikke overskue at skulle flytte mig nogen andre steder hen og tænker jeg er for langt til fx at kunne få tilbudt en epidural, hvis vi tager på hospitalet.

Fordi der ikke har været fremgang i knap 3 timer, overvejer jordemoderen at tage vandet. Hun fortæller om fordele og ulemper og skal også konferere med en kollega. Jeg har brug for at der sker noget og trods risici, har jeg fra min første fødsel gode erfaringer med at få taget vandet, så jeg siger at det vil jeg meget gerne. 19.55 bliver vandet taget, mens jeg ligger på ryggen i sengen. Det første vand er en lille smule lysegrønt, men derefter klart, hvorfor vi kan blive på fødeklinikken.

Jeg ligger lidt mere i sengen og tager nogle veer, kommer også op og stå, hvor min mand guides til at presse det øverste af mine hofteknogler indad, så der kan skabes mere plads nedadtil. Tror også jeg tager nogle flere squats. Jeg kan næsten ikke være i smerterne mere, det er som om kroppen har sit eget liv og jeg føler mig ved siden af mig selv. Jeg spørger jordemoderen “hvad er det her?” og “hvor længe skal det vare?”. Jeg tror jeg håber på at svaret er at jeg er i overgangs- eller pressefasen og at fødslen er lige om hjørnet. Det svar får jeg ikke, men derimod “Nu skal vi lige være i det her et lille øjeblik” (sagt på den kærligste måde, men ikke det jeg gerne ville høre). Jeg presser så godt jeg kan, når trangen er der, men spænder også op. Jeg vil bare gerne ned i badekarret for at slappe af og blive lidt smertelindret, men ved ikke om jeg har åndsnærværelse til at sige det højt.

Kl. 21 bliver jeg undersøgt igen. Livmoderhalsen er nu næsten udslettet, men der er en “kant” og en lille hindeblære med fostervand på babys hoved. Den lille hindeblære bliver punkteret og jeg husker at jeg ikke kunne holde ud at blive rodet rundt i meget længere og ville bare ud af situationen og op i det kar.

Kort efter siger jordemoderen at hvis jeg gerne vil føde i vand, så skal jeg til at bevæge mig op i karret. ENDELIG! Jeg kommer op i karret så hurtigt jeg kan. Min mand og jordemoderen beskriver det efterfølgende som at jeg sprang derop. Men jeg havde jo også virkelig længtes efter at komme derop igen. Oppe i karret presser jeg i lidt forskellige stillinger; på knæ, i squat og i frierstilling (det ene ben på knæ og det andet foran mig med foden på bunden af karret). Det er så hårdt, men jeg vil også bare så gerne have det overstået, at jeg presser så meget jeg kan. På et tidspunkt kan jeg skimte noget mørkt under mig og tænker yes, hovedet er på vej ud! Men nej, det er bundproppen i badekarret jeg har set.. hyl. Jordemoderen får kigget/mærket og kan skimte et hoved med mørkt hår. Jeg får et spejl ned i vandet, så jeg kan følge med, men kan ikke rigtigt skelne hvad der er mig og hvad der er hoved og kan ikke koncentrere mig om det. Jeg får også besked på at jeg skal holde igen på hans hoved, så det ikke går for stærkt. Dette kommunikeres lige omkring hvor jeg får presset toppen af hans hoved ud og virkelig får “the ring of fire” at mærke. Shit, hvor gør det ondt og svier, og det sidste jeg vil, er at holde hovedet tilbage, det skal bare ud! Men jeg holder dog (meget halvhjertet) på hovedet og venter en hel vepause (aner ikke om det er 10 sekunder eller 10 minutter, det føles som en evighed) med at presse og på næste presseve får jeg presset hele hovedet ud nede i vandet. Så mangler jeg bare kroppen. Næste presseve kommer, men jeg kan ikke få ham ud. Jordemoderen guider mig op og stå og det ene ben op på en forhøjning i badekarret. Jeg har lyst til at bede hende om bare at hive ham ud, jeg føler ikke jeg kan mere, men på næste ve lykkes det heldigvis! Han kommer ud i hænderne på jordemoderen, jeg kommer ned og sidde i vandet og får ham op. Kæmpe lettelse og forløsning. Klokken er blevet 21.45. Endelig er det overstået og han er bare helt perfekt.

Jeg får lov at ligge og nyde det hele lidt og så er der en moderkage der skal fødes. Den kommer heller ikke bare lige ud. Jeg skal presse og det orker jeg ikke. Jordemoderen er ikke bekymret over at det tager lidt tid, for hun kan se at den nærmest ligger helt nede ved udgangen, men ud skal den jo. Igen har jeg bare lyst til at bede hende om at hive den ud, men det går jo ikke. Jeg må rundt i nogle forskellige stillinger og til sidst op og stå for at få den skide moderkage født. Tre kvarter efter baby kom ud, kommer moderkagen ud og vi kommer op af karret og over i sengen.

Nu er der vagtskifte (det har godt nok også været en lang vagt for jordemoderen, som har været på klinikken siden kl. 9 om morgenen). Vi runder af med jordemoderen, som har været så kæmpemæssig en støtte hele vejen igennem, kan slet ikke forestille mig, at jeg kunne have klaret det uden hende. Den næste jordemoder kommer ind og overtager og får undersøgt, målt og vejet vores søn (3.600 gram og 52 cm) og syr den lille bristning, jeg har fået.

Fødsler på fødeklinikken er ambulante, så vi skal hjem efter 4-6 timer, hvilket vi også rigtig gerne vil. Jeg ringer til min mor og fortæller hende om fødslen. Vi ligger og jeg prøver at komme mig lidt, ammer lidt og kommer også op og tisse. Jeg er så kvæstet, men vil også bare gerne hjem, så presser mig selv op for at komme ud til bilen. Det ender med at tage over en time at komme ud af døren, fordi jeg glemmer at trække vejret, bliver svimmel og må sidde med hovedet mellem benene og forsøge at genvinde kræfterne med lidt juice.

Det lykkedes dog til sidst og vi kommer hjem i seng ved 3-tiden, hvor vi langt om længe får noget tiltrængt søvn alle tre.

På mange måder er der ikke sket en skid i mit liv den seneste uges tid, hvor jeg i dén grad har sat mig selv i arbejdslejr med nogle store projekter bag kulissen. Alligevel er der sket noget ret stort. Noget med en lejlighed, som jeg egentlig ikke rigtigt vidste om jeg turde sige højt, men det har bare fyldt så skide meget, så nu får I den altså serveret her – også selvom vi endnu ikke aner om det bliver til noget eller ej. (Men vi håber!).

Ugens højdepunkt var den morgen, hvor Simon og jeg tog på en morgendate inde i København K. Solen skinnede fra ene skyfri himmel og vi endte simpelthen med at spise morgenmad og drikke kaffe udenfor – i Oktober! Dét er sgu da vidunderligt at man har kunnet det i den forgangne uge. Efter morgenmaden cyklede Simon os lidt rundt i byen, hvor vi blandt andet slog et smut ind forbi en lejlighed, som vi faktisk sidenhen har lagt et bud på…! Vi er efterhånden ret tæt på hinanden, sælger og os, såeh kryds meget gerne fingre for at det ender med at gå i vores retning. Det kunne være sååååå dejligt!

Jeg smilede mest da jeg var så heldig at få lov til at komme med en veninde til en helt tidlig gravidietsscanning. Vi havde en forventning og et håb om at hendes lille spire sad som den skulle – og minsandten om ikke vi fik ret. Kæææææft hvor var det fint, altså. Jeg har aldrig rigtigt kunnet forstå de mennesker, som kan holde ud at sidde i et mørkt lokale og scanne gravide maver hver dag (fordi jeg personlig har brug for dagslys hver dag), men når man så oplever den form for lykke som (også) finder sted i det lille, mørke lokale, ja, så giver det simpelthen så fin mening. Den glæde dagslys giver, er jo peanuts i forhold til glæden man kan opleve i scanningslokalet! Det var et stort øjeblik, så nu glæder jeg mig til at blive tante til endnu en lille én!

Ugens lavpunkt var da jeg pludselig satte tænderne i en sten, da jeg forleden sad foran fjernere og guffede en ellers ret lækker risotto, som jeg havde bestilt via Wolt. Det er anden gang jeg har fået leveret mad med sten i (fra to forskellige restauranter, dog) og jeg forstår simpelthen ikke hvordan det kan ske…?!

Det gode ved det var at konsistensen på en risotto gudskelov ikke indbyder til at man “bider til” når man spiser, så der skete ikke noget med tænderne. Gudskelov!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig det tøj du kan se på billedet ovenfor. Det er fra Mos Mosh (og således en del af et reklame-samarbejde jeg har med dem ovre på instagram).

Det bedste jeg har spist er nok mine hjemmelavede saltkaramel-popcorn, som jeg lavede (og spiste) til bagedysten i aftes. Jeg bilder mig ind at de trods alt er lidt sundere end kage – selvom de nærmest smager endnu bedre!

Det bedste jeg har set er uden tvivl Shorta, som Simon og jeg var i biografen og se for nogle dage siden. Shit, shit, shit, den er god. Skuespillerne gør det fantastisk, den er spændende, den er relevant, den er barsk og så lægger den i dén grad op til refleksion i forhold til de fortællinger vi skaber om os selv og hinanden. Det er på ingen måde en feel-good-film og jeg havde kvalme igennem store dele af den, fordi der sker så mange fuldstændigt smadrede ting (ofte skabt af smadrede holdninger), men den er såååå god!! Se den gerne med din kæreste, hvis du har sådan én – for man kan godt have brug for at klemme lidt i en hånd et par gange undervejs.

I næste uge ser jeg frem til AT HOLDE EFTERÅRSFERIE MED SIMON OG DRENGENE! Wuuhuuuuuu!

Der har været gang i den rundt omkring på de danske rådhuse og kirkegulve her til formiddag, for i dag er tilsyneladende en usædvanligt populær dag at blive gift. På grund af datoen, mener man. Præcis som for 10 år siden, hvor Københavns Rådhus (og måske alle andre også, i don’t know) havde åbnet op for at man godt kunne blive viet, på grund af den høje efterspørgsel, til trods for at de plejer at holde lukket for den slags om søndagen.

D.10.10.10. som altså også blev min bryllupsdag.

Vi blev godt nok ikke gift på rådhuset, men vi fik en kontorchef fra Københavns Kommune (som meget belejligt også var i vores nære familie) til at vie os hjemme i lejligheden. Samme dag som vi afslørede for vores gæster, at vi ventede vores første barn.

Det var en stor dag for mig i mange år – d.10.oktober – indtil 2017, hvor jeg blev skilt.

Sidenhen har det sgu været en lidt underlig dag. Det indrømmer jeg gerne.

Det første år var jeg stadig knust. Jeg var ked af det, følte mig som en fiasko, følte mig dum, uduelig, uelskelig og som verdens dårligste mor, for at have påført mine børn den sorg det trods alt også var for dem, at deres forældre blev skilt. Også selvom vi – de voksne – var helt enige om, at det var dét der skulle ske, efter en laaaang periode op ad en sisyfos-agtig bakke, der syntes komplet uden ende. Vi kastede stenen fra os, sagde stop og gik hver til sit. Men det var så hårdt. Både at komme til erkendelsen – og sidenhen at være i alt dét, der fulgte med. Alle de modsatrettede følelser, savnet og den braste drøm om et liv sammen, som kernefamilie.

I dag er det ikke længere hårdt på dén måde, slet ikke. Jeg har en kæreste, som jeg elsker, børnene trives i deres “nye” liv og jeg er, sådan generelt, også et ret godt sted i mit. Alligevel så rører dagen mig og jeg synes altid det er mærkeligt, når den kommer. Vores bryllupsdag.

Den minder mig både om alt det gode der engang var, alt det jeg drømte om at det skulle blive til og hele sorgen over, at have mistet det hele. Hermed ikke sagt, at jeg ikke er glad for at være blevet skilt. Det er jeg, for vi kunne (og ville) ikke være sammen mere. Til dét var der simpelthen sket for store skader. Og jeg er overbevist om, at jeg aldrig kunne have fundet den lykke jeg mærker i mit liv i dag, hvis ikke jeg var blevet skilt. En lykke der dog endnu ikke har vist sig nogensinde at være ubetinget, for der er altid en bagside.

Sådan er det i alle tilfælde for mig.

Siden jeg er blevet skilt, har der aldrig været en glæde, uden der også har været en sorg – og omvendt. (Som jeg engang skrev om da jeg var på verdens dejligste ferie på Mauritius, som gjorde mig lykkelig, imens jeg var skide ked af ikke at være sammen med mine børn – det kan du læse om her, hvis du har lyst). Den dårlige samvittighed var til at føle på, og på dage som i dag – hvor jeg altså engang plejede at fejre min bryllupsdag – ja, så mærker jeg den igen, selvom jeg er et helt andet sted i dag, end jeg var dengang jeg skrev dét indlæg.

For jeg ér glad, selvom det er en mærkelig dag. De fleste dage er jeg endda meget glad! Og jeg øver mig på at tænke på alt det gode der engang var og være taknemmelig for det. Jeg prøver på at minde mig selv om kærligheden, fordi jeg ved, at den hjælper i relationen – også selvom den er en helt anden i dag, end den var dengang. Ja, jeg prøver sgu nok mest af alt bare på at være taknemmelig for dét jeg har haft, for at være kommet igennem svære tider og for at være lige her, hvor jeg er lige nu, sammen med en ny mand, hvor der heldigvis er utroligt dejligt at være ❤️

Det er bare som om det er lidt nemmere på alle andre dage, end den store bryllupsdag… Men så vidt jeg kan forstå på min indbakke på instagram, hvor jeg også kort har nævnt mine følelser omkring i dag, så er jeg ingenlunde alene. Heldigvis, kan man sige. 

Vi kommer ikke udenom, at kvinder der – på den ene eller den anden måde – føder børn, er seje. Pisse-seje, faktisk. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at en kvinde som hende der har skrevet denne uges fødselsberetning, er en lille smule ekstra-sej! Ikke alene har hun født et barn – hun har også gjort det efter ulideligt mange timer med veer og efter i en periode af fødslen ikke at have sovet i 50 timer! HALVTREDS! Det er fuldstændigt vildt ikke at have sovet så længe – og så lige klare en fødsel efterfølgende – og jeg bøjer mig dybt i støvet for, at hun er kommet igennem det hele med forstanden i behold. Tag rigtigt godt imod en sej – og lang fødselsberetning, som kvinden selv kalder for en maratonfødsel. Deraf overskriften.

Jeg mødte min kæreste i sensommeren 2015 og blev uplanlagt gravid ca. 3 måneder efter. Da vi lige var kommet os ovenpå overraskelsen, var vi meget glade for situationen og udsigten til at få et barn og starte en familie sammen.

Jeg havde verdens nemmeste graviditet uden kvalme eller andre gener. Kunne løbetræne frem til 8. måned og havde heller ingen problemer med at deltage i det praktiske, da vi skulle flytte sammen en måneds tid før termin.

Fordi det hele var gået så stærkt, ville jeg ikke have noget imod at gå over tid. Så ville jeg have tid til lige at lande og slappe af mit nye hjem, men satte heller ikke næsen op efter det, da min mor havde født sine tre børn lidt før termin.

Fødslen startede onsdag aften den 31. august 2016. Dagen før termin. Jeg lå på sofaen og begyndte at få lidt ondt i maven. Da maveknebene var kommet og gået 5-6 gange i løbet af en halv times tid, blev jeg enig med mig selv om, at det nok var begyndende veer. Jeg havde ikke sagt noget til min kæreste, mens vi lå sammen på sofaen, så vi gjorde os klar til at gå i seng som normalt. Da vi lå i sengen, fortalte jeg ham at jeg troede at fødslen var gået i gang. Jeg faldt ikke i søvn, for veerne fortsatte. I løbet af natten begyndte min kæreste at tage tid på dem. De var rimeligt regelmæssige fra starten af, mellem 4 og 8 minutter imellem og de varer ret konsekvent 1 minut. Dette fortsætter hele natten og smerterne tager til i styrke. Min kæreste pakker de ting vi mangler i liften og tasken vi skal have med på sygehuset. Vi ringede også til fødegangen et par gange og ud på morgenen, torsdag den 1. september (terminsdag), tog vi afsted til Roskilde Sygehus. Vi havde lånt svigermors bil, for hun var ude og rejse. Da vi ankom til sygehuset blev jeg undersøgt og var 1-2 cm åben. Jeg var således ikke i aktiv fødsel, men vi blev ikke sendt hjem igen, for jordemoderen vurderede at jeg havde gode, stærke veer, så jeg skulle nok snart nå dertil. Desværre tog hun fejl i den vurdering.

De næste ca. 30 timer lå jeg på fødestuen med regelmæssige veer med tiltagende styrke, men uden at åbne mig noget særligt – ca. 3 cm på 37 timer. I den tid prøvede vi forskellige ting for at sætte skub i det; gåtur, rebozo osv. Men jeg var træt og husker mest at jeg lå i hospitalssengen og skiftevis trak vejret ind i en lattergasmaske (under veerne) og (i pauserne) slubrede saftevand fra et glas med sugerør, som min kæreste var flittig til at sørge for at holde fyldt til mig. Han var også god til at varme varmepuder, som jeg kunne presse mod maven under veerne.

Torsdagen var en meget lang dag og nat, fordi der ikke rigtigt var fremgang. Jeg fik også tilbudt – og tog imod – smertecocktail 2 gange, hvilket kun kan gives hvis der vurderes at være mere end 6 timer til fødsel. Anden gang jeg fik det, var det psykisk hårdt at blive tilbudt, fordi det dermed betød, at der fortsat var lang vej igen. Jeg begyndte at blive lidt modløs. Særligt natten til fredag, hvor jeg havde mange smerter, ingen fremgang og vi var meget overladt til os selv, fordi der var travlt på fødegangen, og de andre fødende selvklart havde mere brug for jordemødrene end jeg havde.

Fredag morgen mødte den jordemoder ind, som også var i dagvagt torsdag, da vi fik tildelt en fødestue. Hun blev overrasket over at vi stadig var der og det udløste at jeg også blev rigtig ked af det. Både fordi jeg ikke var nået længere og fordi hun var så omsorgsfuld over for mig.

Jordemoderen tog min situation op til drøftelse på konference og jeg blev herefter tilbudt at få taget vandet samt en epiduralblokade. Jeg takkede ja til begge dele og ved 13-tiden kom en læge og lagde epiduralblokaden, som straks fjernede alle smerter. Fantastisk!

Lidt efter tog jordemoderen fostervandet og vi hvilede et par timer. Jeg tror også det lykkedes mig at falde i søvn – for første gang i over 50 timer. Tiltrængt.

Ved 15-16 tiden var der vagtskifte hos jordemødrene og de undersøgte mig. ENDELIG var der sket noget! 5-6 cm åben. Jeg græd af glæde og lettelse. Derefter gik det stille og roligt fremad. Jeg åbnede mig løbende. Virkningen af epiduralblokaden aftog og blev derfor “boostet” et par gange.

Omkring kl. 20 fredag aften havde jeg åbnet mig 10 cm – og var dermed klar til at føde. Jeg kunne hverken mærke presseveer eller pressetrang, formentlig pga. epiduralblokaden. Men jeg kunne sagtens mærke at der var et hoved på vej ud. Av! Mit venstre ben var lammet pga. epiduralblokaden (almindelig bivirkning) og det betød, at jeg ikke kunne lægge mig på andre måder end på ryggen og at min kæreste måtte holde benet. På et tidspunkt spurgte han om han måtte flytte det ned i den dertil indrettede bøjle. Jeg tror jeg fik hvæset noget i retning af “Du skal ikke flytte på noget!” Det ville sikkert ikke have gjort nogen forskel, men jeg var meget presset lige der og kunne absolut ikke overskue nogle ændringer.

Ca. en time før baby kom ud, begyndte jeg at presse. Det var en meget lang, smertefuld og hård time. På et tidspunkt kiggede jeg over på jordemoderen for at få en bekræftelse på at det snart var overstået. Kan ikke huske om jeg sagde det højt eller bare tænkte det, men – som jeg husker det – rystede hun forsigtigt på hovedet. Det kan dog også være indbildning. Tror det fandt sted ca. en halv time før forløsning.

Jeg pressede og pressede, fortsat uden at mærke presseveer eller -trang, så jordemoderen måtte fortælle mig hvornår jeg skulle presse og/eller jeg måtte kigge på det apparat, som målte mine veer.

Det føltes naturstridigt at skulle presse, fordi det gjorde så sindssygt ondt og jeg ingen lyst havde til det. Da jordemoderen kunne se hovedet, sagde hun at jeg kunne prøve at mærke, hvis jeg ville. Det kunne jeg slet ikke overskue – at skulle forholde mig til andre end mig selv og min smerte – så jeg sagde at jeg ikke kunne nå (?!? et simpelt nej tak, kunne nok også have gjort det..)

På et tidspunkt begyndte babys hjertelyd at dykke. Jeg havde en måler på i et stramt elastikbånd om maven, som havde irriteret mig grænseløst de sidste mange timer, men man skal have det på, når man har fået en epidural. Jordemoderen tilkaldte derfor lægen, men sagde at hun var sikker på baby ville være født inden lægen nåede frem. Og ganske rigtigt, får jeg presset hovedet ud idet lægen træder ind på stuen og i den næste ve kommer kroppen ud.

Fredag aften den 2. september kl. 22.21 er vores datter født. Hun kommer direkte op til mig. Jeg er glad og lettet, men det er også meget surrealistisk at ligge med sit eget barn i armene. Jeg fødte moderkagen 20 minutter efter, blev undersøgt og syet i en lille bristning, jeg havde fået.

Vi lå sammen de næste tre timer, hvor der kom en ny jordemoder (den femte i rækken), som undersøgte, målte og vejede baby, som var et helt perfekt eksemplar på 3.340 gram og 51 cm. Derefter kom hun lidt op til sin far indtil vi blev kørt over på barselsgangen midt om natten, hvor vi alle tre faldt i søvn og fik noget meget tiltrængt hvile ovenpå den lange fødsel.

Vi blev på barselsgangen indtil søndag eftermiddag, bl.a. fordi jeg havde fået “installeret” et fast kateter under fødslen, fordi jeg ikke selv kunne tømme blæren. Det skulle ud og blæren skulle scannes og “op og køre” igen. Vi fik overstået familiebesøgene, mens vi var på barselsgangen, hvilket var rigtig rart, fordi besøgstiden var begrænset og vi ikke selv skulle stå for noget. Men det var også rigtig dejligt at komme hjem efter de mange dage på hospitalet og starte familielivet. Jeg fik efter fødslen også gjort klart, at det ikke umiddelbart var noget jeg var parat til at gøre igen.