Tid til eftertanke #96

Med fare for at lyde totalt cheasy, så bliver jeg nødt til at begynde dette indlæg med lige at fortælle, at jeg i skrivende stund sidder i min nye sofa, i min nye stue, omgivet af de mennesker (og den hund) jeg elsker allermest – og føler mig bundlykkelig. Ja, simpelthen. Jeg ved godt at verden er fuld af elendighed og udfordringer og at der – også i mit eget lille liv – er en helt del, som mildest talt godt kunne trænge til en positiv justering, men lige her, lige nu, der har jeg det godt her i min egen lille navle. Der sker en hel masse ting hos os – alt imens det føles som om der ikke sker en skid. Det sidste, formentlig fordi det hele føles så godt og naturligt, at de store forandringer jeg jo godt ved at vi står midt i, ikke føles som noget særligt. Cheasy? Ja, jeg sagde det jo.

Så. Tag godt imod tid til eftertanke, over den seneste gode uges tid, som mest af alt har budt på flytning fra Nordhavn til Østerbro.

Ugens højdepunkt er, at vi simpelthen er flyttet ind i vores nye lejlighed. Det tog lige et par dage med fuldkommen kaos, men fordi vi flyttede det meste imens drengene var hos deres far, og allerhelst ville have en nogenlunde-færdig lejlighed klar, inden de kom hjem igen, ja, så er det altså gået stærkt! Faktisk er det gået så godt, at vi i skrivende stund kun har to u-udpakkede flyttekasse stående. Èn fyldt med mine sko og én fyldt med kreating, som jeg på én eller anden måde gerne skulle finde plads til inde på mit lille kontor. Resten er pakket ud. Til gengæld så er vores vægge stadigt gabende tomme og så har vi stadig ikke nogen bordplade i køkkenet – og derfor heller ingen vask, hvilket selvsagt er en lille smule irriterende. Men det begynder så småt at ligne noget og vi begynder allerede at få en dejlig hjemlig fornemmelse her. Både store og små (og den firbenede) – og dét er eddermamer dejligt! Kæmpe højdepunkt!

Jeg smilede mest da børnene kom hjem – og indfandt sig lykkeligt i deres værelser. De er jo de vigtigste i hele mit livs regnestykke, så det gjorde mig meget, meget glad, at se deres glæde over endelig at være flyttet ind.

Ugens lavpunkt var da Simon og jeg, om aftenen efter vi havde flyttet alle vores ting ned i den nye lejlighed, konstaterede, at vi ikke havde noget varme. (Og må jeg her minde jer om, at der i sidste uge var temmeligt koldt om natten). Vi prøvede aaalt muligt, men intet lod til at virke. Så da temperaturmåleren nærmede sig de 12 grader (!) og jeg rystende sad under en dyne i sofaen og bævrede, besluttede vi at drøne i Bilka efter en varmeblæser. (Og ja, vi kørte begge to, for ingen kunne holde ud at blive i den kolde lejlighed, men det var heldigvis så sent, at der stort set ikke var andre end os i butikken). Varmeblæseren holdt os nogenlunde varme natten igennem, men altså, det var jo ren og skær symptombehandling og varmen virkede altså stadig ikke.

Det gode ved det var at jeg dagen efter fik fat i en VVS-mand (efter megen søgen og mange “beklager, vi har ikke tid”) som kom ud og fiksede problemet på bare fem minutter. Der sad åbenbart én eller anden split i klemme et sted, som han kunne fjerne med lidt snilde og en papegøjetang – og så var vi godt kørende igen.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mine nye graviditetsbukser! Jeg har købt sådan nogle jeans med et kæmpe mavestykke og de ligner til forveksling helt rigtige jeans. Godtnok er min mave stadig lige lille nok til at holde dem ordentligt oppe, men ikke desto mindre, så er det rart at kunne have bukser på, som ikke er en form for joggingtøj.

Det bedste jeg har spist har vidst ikke været noget synderligt spændende. Eftersom vi har haft slutspurt på byggeri, nedpakning, flytning og udpakning – og endnu ikke har et komplet køkken, jf. ovenstående – så har vi spist temmeligt meget (ligegyldig) takeaway. Glæder mig SÅ meget til at vi ikke længere skal gå og bikse med alt det her flytte-bygge-halløj mere, så vi igen kan få nogle bedre (og billigere!) spisevaner.

Det bedste jeg har hørt er tvilling, yndling, grævling af Hella Joof, som jeg netop har afsluttet på lydbog. Dén er fin!

I den kommende uge ser jeg frem til forhåbentligt at komme (lidt bedre) på plads i vores nye hjem. Det er faktisk nærmest det eneste der fylder noget lige nu, og alt andet er (selvfølgelig) aflyst, så ja, det er nok dét 🙂

Håber at I der nåede helt hertil får en dejlig uge!

Fødselsfredag – 11 år gammel

Alle fødsler er, uanset udfaldet, kæmpestore opleveler. Oplevelser som fortjener respekt, tid, omsorg og nærvær, både imens de står på, og når de efterfølgende bliver genfortalt. Da denne fødselshistorie blev genfortalt, lyttede jeg selv til den med tårer i øjnene, over den vidunderlige oplevelse det var. Den var nemlig helt, helt særligt.

Jeg følte allerede at jeg havde været gravid i hundrede og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke længere jeg gad den “skide” mave. Den var stor og i vejen for mig, og selvom jeg da synes det var hyggeligt nok at mærke min babys – efterhånden ikke så små længere – spark inde bage maveskindet, så ville jeg faktisk gerne bare få født, så jeg kunne få min krop for mig selv igen. (Ja ja, det troede jeg jo at jeg ville få – jeg skulle senere blive klogere).

40+2 var jeg hos min jordemoder, som lidt skeptisk kiggede mig dybt i øjnene, og spurgte om jeg virkelig gerne ville have den hindeløsning, som jeg havde forsøgt at overtale hende til at give mig siden uge 37. Hun sagde noget om, at det ikke var sikkert at det ville ende med en fødsel, selvom jeg måske ville få ve-lignende smerter i løbet af dagen. JA-MEGA-TAK! Anything, der kunne få mig til at føde.

Det var ikke ligefrem behageligt, da hun rodede rundt dernede – og da slet ikke, da hun efterfølgende mindede mig om, at jeg havde lovet hende at jeg ville gå hjem og overtale min mand til et knald, for at hjælpe kroppen endnu mere på vej.

Men jeg er naturligvis en kvinde af min ord, så et par timer senere, da jeg var hjemme og min mand det samme, tog vi en tur i soveværelset. (Det virkede totalt at sige til ham, at det måske ville være sidste gang i meeeget lang tid – han gjorde sig umage!).

Om aftenen serverede min mand lasagne for os, og vi satte os i sofaen for at spise og se serier. (Min yndlingsbeskæftigelse de seneste mange uger).

Min mave spændte godt nok meget op ind i mellem. Den så helt skør ud.

“Er det fødslen der er ved at gå igang?” spurgte min mand. Det mente jeg nu ikke, for det gjorde ikke rigtigt ondt. Det trak ligesom bare om i lænden og føltes lidt som menstruationssmerter. Så vi så videre, og jeg faldt – sædvanen tro – i søvn.

Jeg vågnede op ved 23-tiden. Med savl ned ad kinden og ondt i maven. Av, for satan da osse! Maven spændte stadigvæk. Gad vide om det var veer?

Jordemoderen havde jo sagt at der godt kunne komme ve-lignende smerter, selvom jeg måske ikke gik i fødsel, så jeg prøvede at tage den lidt med ro.

Et par minutter senere, kom smerten igen.

Det måtte være veer. Godt jeg havde nået at sove lidt, tænkte jeg, og sagde til min mand at fødslen måske var på vej, så hvis han ville sove, så måtte det være nu.

Der gik nogle timer, hvor jeg lå på sofaen og prøvede på at lade være med at tage tid på mine smerter. Nogle gange faldt jeg i søvn, andre gange var jeg lysvågen.

Ved 02-tiden kunne jeg ikke længere holde ud at ligge ned. Jeg gik i bad. Åh, det var dejligt! Det varme vand mod lænden føltes rart, så jeg stod der i halvanden time, indtil mine hænder var helt opløst af vand.

Det gjorde ondt nu og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var veer. Bare det nu ikke ville gå i sig selv, som jordemoderen havde snakket om.

Jeg vækkede min mand og vi besluttede at ringe til fødegangen. Jordemoderen mente at det måske var lidt tidligt i forløbet, men at jeg da gerne måtte komme ind, hvis jeg havde brug for et tjek. Nej tak. Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at blive sendt hjem igen; så hellere holde ud herhjemme lidt endnu.

Timerne gik med at jeg forsøgte mig med alle mulige forskellige stillinger, imens min mand sørgede for varmepuder, massage og for at pumpe luft i pilatesbolden, som jeg desværre overhovedet ikke kunne holde ud at sidde på, selvom jeg havde læst om flere der brugte dem, med stor succes.

Kl 06.00 ringede vi igen og blev inviteret ind på fødegangen.

Det var den længste køretur i mit liv, men vi kom ind. En ældre jordemoder tog imod os. Hun virkede ikke synderligt imponeret over mine veer, så hun virkede noget overrasket da hun undersøgte mig og sagde at jeg var 5-6 centimeter åben. Jeg selv var egentlig ikke så overrasket, for hold op hvor gjorde det ondt nu! Hun sagde noget med at hovedet stod lidt højt, men der var godt knald på veerne, så jeg forventede egentlig at fødslen gik som den skulle. Jeg havde jo ikke haft veer så forfærdeligt længe, så det måtte jo gå stærkt! (Igen skulle jeg blive klogere senere).

Efter undersøgelsen, en hjertelydskurve og et lavement (mega-klamt!), blev jeg flyttet over på fødegangen, hilste på den nye jordemoder og nåede at akkurat at memorere hendes navn, da hun proklamerede at der ville komme vagtskifte. Pokkers! Endnu et menneske, jeg skulle forholde mig til. Ind ad døren trådte en helt ung jordemoder. Hun havde mørkt hår, store briller og smilede venligt, da hun præsenterede sig. Jeg husker ikke om jeg sagde noget, men jeg tænkte, at hun sgu da ikke kunne være jordemoder. Hun var jo slet ikke gammel nok! (Igen igen, skulle jeg blive klogere).

Jeg havde voldsomt ondt og kunne ikke rigtigt koncentrere mig om noget, hverken under eller imellem mine veer. Først da jordemoderen satte sig i sengen hos mig, og hjalp mig med at trække vejret, hjalp det. Hun kunne godt se at jeg havde ondt, så hun tilbød mig noget smertelindring.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke ville have noget, men nu var jeg parat til hvad som helst. Hun foreslog mig akupunktur eller bistik.

I begyndelsen af min graviditet fik jeg akupunktur mod kvalme og det hjalp ikke en disse, så dét turde jeg ikke rigtigt at løbe an på, så jeg gik med bistikkene.

Det gjorde voldsomt ondt, at få dem lagt, men ganske rigtigt som jordemoderen sagde, så lindrede de faktisk smerterne en del bagefter. Først fik jeg dem kun på lænden, men så var det som om at smerterne bare flyttede sig om foran, så jeg tog også lige en omgang der. Det hjalp. Lidt.

Langsomt tiltog smerterne igen og jeg blev endnu engang undersøgt.

Stadig 5-6 centimeter. Hvad????! Jeg kunne helt seriøst ikke holde det her ud, hvis ikke det gik fremad. Jeg græd.

Jordemoderen sagde noget om, at hovedet stod meget højt og at det skulle drejes på plads, før jeg kunne åbne mig mere. Jeg forstod ikke rigtigt hvad hun sagde, men jeg besluttede mig for at gøre som hun sagde. Jeg kunne ligesom ikke rigtigt gøre andet.

Så jeg fik endnu en omgang bistik, for at udholde smerterne og kom så om på alle fire og blev, i forskellige stillinger, rystet med et stort tørklæde. Jeg kom ud at tisse og forsøgte at tage en dans med min mand – altsammen imens mine veer bragede derudaf.

Imens jeg stod med armene omkring min mands hals, kunne jeg pludselig mærke en forandring i smerterne. Det var som om de blev mere “rigtige”. Indtil nu havde veerne føltes som om en kniv var ved at flække mit kønsben, imens min lænd blev brækket fra hinanden, hvor jeg nu pludselig følte en mere dyb smerte – og tyngde, ikke mindst.

Jordemoderen bemærkede også forandringen, og hun roste mig for at håndtere det hele så godt. Det var vildt fedt at få ros, for så vidste jeg, at jeg gjorde det rigtige. Jordemoderen instruerede mig i at brumme, i stedet for at synge (noget med dybe toner, versus lyse) og det virkede. Det var som om jeg kunne mærke fremgang for hver eneste brummende ve jeg kom igennem, med hep fra min mand og for jordemoderen, som ikke veg fra min side.

I min journal kan jeg se at jeg stod sådan i en halv times tid, hvorefter smerten igen forandrede sig. Jeg skulle skide!!

Jeg fortalte det til jordemoderen, som smilende sagde til mig, at det godt kunne være at jeg skulle det, men at hun nu gerne lige ville undersøge mig indvendigt først. Jeg lod mig overtale, hvis hun kunne gøre det imens jeg stod op, hvilket hun heldigvis indvilgede i.

“Du er 10 centimeter åben”.

Jeg glemmer aldrig de ord. 10 centimeter!! Det var jo det man skulle være for at kunne føde.

“Hovedet er kommet så fint ned. Du skal ikke skide, du skal føde” sagde jordemoderen og klemte mit lår.

“Hhhrdddddr…..” Min krop pressede af sig selv, da den næste ve kom.

Jordemoderen roste mig, imens jeg stod der, stadig med armene om min kærestes hals, og pressede som gjaldt det mit liv. Det føltes så fedt!!

“Prøv at tage hænderne ned til mig” sagde jordemoderen. Det sved og spændte i mit skridt. Jeg kunne mærke det slimede barnehoved på vej ud. Det føltes underligt. Helt krøllet og snasket. Der kom en ve mere. Jeg pressede. Gispede, som jordemoderen sagde, og pressede lidt igen. Det brændte som ind i helvede!

“Kom med hænderne igen” sagde jeg jordemoderen. Min kæreste holdt mig under armene imens jeg tog hænderne ned – og tog imod vores datter. Jeg tog simpelthen selv imod vores datter. Stående, halvt båret af min kæreste og med den dejligste, mest nærværende jordemoder trofast ved min side. Jordemoderen hjalp mig med at føre vores datter op til mit bryst og min kæreste støttede mig over på fødelejet. Tænk, at jeg aldrig nåede derop. Tænk, at det hel pludselig gik så stærkt. Tænk, at jeg havde født et barn!

Det var en fantastisk oplevelse og hvor er jeg bare taknemmelig for, at vi var dét team, bare os tre, min mand, jordemoderen og mig. Det var en sand drømmefødsel.

Kort efter fødte jeg moderkagen, blev syet (vidst kun med enkelte sting) og så lå vi ellers der. Min datter, min mand og jeg. Helt opslugte af hinanden. Tænk at vi to havde skabt det lille menneske. Hun var helt perfekt, vores lille Ida. En times tid senere tilbød jordemoderen os lidt mad, og da hun syngende “I dag er det Idas fødselsdag” kom retur til stuen med toastbrød og saftevand, græd jeg. Igen. I dag var det jo Idas fødselsdag. Den allerfineste, frostklare solskinsdag, hvor vores datter kom til verden.


Note fra Cana: Jeg bliver nødt til at slutte af med en kommentar og en tak til kvinden, der kort før jul sendte mig denne beretning. Tak for at turde stole på mig, trods min unge alder dengang. Tak for at have lyttet. Tak for at have ladet mig tage del i oplevelsen. Og ikke mindst tak for den fine, fine oplevelse det var, at snuse til oplevelsen igen, ved at få lov til at læse og dele beretningen her. TAK – og stort tillykke med fødselsdagen til Ida. Det var jo i dag, for 11 år siden.  

Tid til eftertanke #95

Det har været både jul og nytår siden sidst, for jeg tillod mig i sidste uge simpelthen fuldkommen at ignorere gærdet og gå udenom, ganske uagtet hvor højt eller lavt det så end måtte have været. Fordi, jul. Og lejlighed. Og graviditet. Og flytning. Og online univers, som jeg endnu ikke har lanceret, men til gengæld ligget temmeligt meget vågen over, to be honest. Og nye restriktioner og alt det der. I kender nok det meste fra jer selv, forestiller jeg mig. (Måske pånær det der med at være gravide og renovere lejlighed på livet løs, som det formentlig kun er et fåtal af jer, der står midt i lige akkurat nu).

Så altså, denne uges tid til eftertanke rummer således momenter fra de forgangne to uger, og jeg kan derfor allerede nu anbefale dig at sætte dig godt til rette i stolen/sofaen/sengen/på toilettet eller hvor du ender befinder dig, hvis du har tænkt dig at læse det hele. Der er nemlig en del i dag.

Ugernes højdepunkt ville, hvis alt havde været normalt (altså, så normalt som alt har kunnet være det sidste halve års tid), nok have været nytårsaften. Vi skulle have været hos nogle gode venner, som har børn på drengenes alder og som både er søde, sjove og festlige; og manner, hvor havde vi glædet os! Men altså, det blev aflyst og i stedet må højdepunktet være juleaften(sdag). Pligtskyldigt, føler jeg næsten. For jeg holder egentlig ikke så forfærdelig meget af juleaften de år, hvor mine børn er hos deres far (som i 2020). Alligevel havde jeg glædet mig til den i år. Simon og jeg havde, som et alternativ til at kunne rejse, booket (et svinedyrt) ophold på Marienlyst Strandhotel fra d.23.-25.december, inklusive middag begge aftener og fri adgang til spa-området. Som selvfølgelig blev aflyst en uge før jul, hvor hotellet atter lukkede ned. Pis. I stedet endte vi på Villa CPH, som bød på middag (altså, wolt og roomservice) i sengen, lunt vand i swimmingpoolen på taget og gåture rundt i et næsten mennesketomt København. Om formiddagen besluttede vi os for at offentliggøre graviditeten. Og så gik vi ned i Nyhavn og fik en kop varm kakao med på turen, kager (fem forskellige, ha ha) fra La Glace til at tage med hjem (ingen af kagerne var i øvrigt pengene værd, hvis du spørger mig) og havde alt i alt en skøn, skøn dag og aften, som altså blev tilbragt på værelset, med masser af snolder og flimmerkasse for alle pengene. Det var ski’e hyggeligt. (Ja, det var vores nytårsaften såmænd også – men højdeounktet, det må – i korte træk – være juleaftensdagen, hvor Simon og jeg holdt helt fri fra alle forpligtelser til udelukkende at nyde hinandens selskab. Dét trængte vi til).

Jeg smilede mest da vores nye køkken ankom til lejligheden og Simon, sammen med en god ven, samlede hele pivtøjet på to dage. Jeg havde frygtet at det ville tage os ugevis at komme igennem alle de mange kasser, men de to gutter har simpelthen været så super effektive, at jeg rent faktisk begynder at tro på, at der kommer til at stå (det meste af) et køkken, inden vi flytter ind. (I næste uge). I skrivende stund er de i hvert fald ved at sætte alt dét de har samlet, op, så håbet er – som køkkenet – lysegrønt.

Ugens lavpunkt var selvklart at vores nytårsplaner blev lavet om i sidste øjeblik. Pressemødet om aftenen d.29.december fik os til at træffe den endelige (og helt rigtige) beslutning om at aflyse vores planer. Først blev vi skide sure på hinanden, Simon og jeg, da vi snakkede om det. Mest af alt, tror jeg det var fordi vi begge var skuffede og kede af det, fordi vi sådan trænger til at hygge os med andre mennesker. Men altså, det var som det var og vi afmeldte vores ankomst, ligesom min fornemmelse er, at de fleste andre danskere faktisk også gjorde det. Det var i alle tilfælde hvad min indbakke på instagram fortalte mig, da jeg spurgte ind til folks nytårsplaner. (Solidaritet, når det er bedst, hurra!)

Det gode ved det var at vi alligevel havde en rigtigt fin aften, drengene, Simon og jeg. Bevares, jeg tror såmænd nok at Simon havde nydt at have nogen at dele vinen med, men altså, maden var fortræffelig, selskabet var forrygende, dansene var sjove og raketterne var akkurat ligeså storslåede som de plejer at være.

 Jeg har haft det bedst med at iføre mig min ældgamle pallietkjole fra By Malene Birger, som jeg købte vintage (dog ny, med mærke) vidst nok allerede inden Peter blev født. Den kaldte på mig! Jeg har ligesom bare aldrig rigtigt haft en anledning til at få den brugt. Eller altså, følt en anledning til at få den brugt, for selvfølgelig har der været masser af fester med plads til glitter og glamour (den slags var der jo før marts 2020), men den har aldrig føltes rigtig, når jeg har stået foran spejlet og prøvet den halve garderobe på, inden en fest. Før nu, nytårsaften efter et særdeles kedeligt – ufestligt – år, hvor den pludselig var helt, helt perfekt. Godt nok sad den en lille smule underligt, min allerede temmeligt store mave taget i betragtning, men altså, på kom den og den gav mig uden tvivl et ekstra halvt gear at køre på, nu hvor festen skulle sættes i gang, trods det noget begrænsede deltagertal.

Det bedste jeg har spist var mellemretten nytårsaften. Det var noget med torsk og jordskokker med den bedste sauce i hele verden. Det var (selvfølgelig) Simons værk og én eller anden dag, må jeg simpelthen lokke en form for opskrift ud af ham! (Og nej, bare lige for at få det på det rene, så var julemaden ikke bedre – jeg er faktisk slet ikke særligt god til julemad, for at være helt ærlig. Omend bedre, når jeg er gravid, end når jeg ikke er).

Det bedste jeg har hørt er Tessas nytårstale i Deadline på DR2. Hun en helt sin egen, beskidt i munden som en værre havnearbejder – og så er hun ben(hård). Men ikke desto mindre, så har hun nogle både gode, rigtige og fine pointer, som jeg tror at rigtigt mange tåler et solidt gensyn med. Talen varer kun et par minutter, og hvis ikke du har set den allerede, vil jeg opfordre dig til at gøre det HER.

I næste uge ser jeg frem til at vi skal flytte ind i den nye lejlighed. Sgu. Flyttefolkene kommer torsdag morgen, så der er ikke rigtigt nogen vej udenom. Vi har lagt nyt gulv, bygget et ekstra værelse (med det fineste vindue i, for ikke at fjerne noget dagslys i lejligheden), revet en væg ned, spartlet, malet, skiftet alle fodlister, lavet et indbygget skab, revet et køkken ud, sat det meste af et nyt køkken ind og gjort ved… Så selvom vi ikke er hundrede procent i mål med alt dét vi gerne vil lave om i lejligheden, så er vi eddermamer tæt på. Tættere end jeg troede muligt for en lille måned siden, hvor alt var kaos deroppe!

Derudover så håååååber jeg sådan at få styr på de sidste tekniske detaljer, som har drillet, så jeg langt om længe kan lancere mit online univers for gravide. Ej, hvor jeg håber at det kommer til at spille – ellers kan jeg nok ikke se mig fri for at blive en blive lillebitte tudeprinsesse et lillebitte øjeblik. #fingerscrossed 

Det SKAL lykkes!

Ja, jeg er gravid


Den er god nok. Jeg er gravid. (Indsæt selv et passende antal hjerter). Jeg breakede nyheden på Instagram i går, og bedst som det jo sker med den slags, så spredte det sig hurtigt henover internettet til diverse kulørte blades online-sider, hvorfor jeg mistænker at de fleste af jer der læser med her, allerede ved det. At jeg er gravid, altså.

Det gode ved at have en blog er til gengæld, at jeg er kvinde i eget hus (og egen fortælling) hvorfor jeg altså i dag har tænkt mig at sætte lidt flere ord på. Af mine egne, ikke-sladder-kanals-agtige slags. Det betyder i samme åndedrag også at “Fødselsfredag”  er midlertidigt udskudt (til næste uge) – det håber jeg at I kan leve med. (Og hvis ikke, så har jeg fundet et par gode, gamle frem til jer, fx denne og denne, som jeg bragte for flere år siden – og som stadig giver mig tårer i øjnene og smil om læberne).

For altså, jeg er gravid. I andet trimester, hvor jeg heldigvis trives sådan rimeligt. Godt, i forhold til første trimester, så absolut. Men det har været en vild proces. Først at nå til beslutningen om at ville lave et barn, både for Simon og for mig (måske kan I huske hvordan jeg tidligere har beskrevet nogle af mine skrupler ved at skulle have et barn mere), og sidenhen i selve graviditeten. For jøsses, jeg har været dårlig. Og træt, ikke mindst.

Alt det ved jeg naturligvis godt hører de fleste graviditeters spæde begyndelse til, men når man nu ikke sådan liiige kan planlægge præcis hvornår dén slags skal finde sted, ja, så havde jeg altså lagt mit liv fuld af planer, som jeg simpelthen har været nødt til at lave om undervejs.

Mit online-univers for gravide og nybagte mødre, for eksempel. Jeg startede ud med det tilbage i februar, satte det midlertidigt i bero henover foråret, hvor børnene selvsagt var temmeligt meget hjemme og jeg dermed ikke kunne koncentrere mig ordentligt om det, og besluttede så i sommer at give den én over nakken, så jeg kunne lancere det i oktober; eller eventuelt november, skulle jeg rende ind i uventede udfordringer undervejs.

… Og så blev jeg gravid imens arbejdslejren stod på og jeg kunne pludselig ingenting. Min hjerne virkede ikke, jeg var træt, ugidelig, forkvalmet, sulten og helt enormt ukoncentreret. Jer, der har været gravide – I ved formentlig hvordan det er.

Så jeg måtte udskyde lanceringen. Først til begyndelsen af december og ja, nu kigger vi altså hen mod, eller måske endda lige hen over nytår, førend det er helt klar.

Til gengæld bilder jeg mig ind, at det slet ikke er helt skidt, lige i forhold til dét, at jeg (også) er gravid. Det giver selvsagt en helt ny dimension, at jeg både er jordemoder og selv er gravid.

Jeg glæder mig sådan til at lancere det, og til at vise alle de gravide som har lyst til at vide mere om deres graviditeter, om fødsler og om livet som nybagt mor, vejen ind i mit univers, hvor jeg håber på, at kunne gøre livet en lille my lettere for en pokkers masse seje kvinder derude. For det er, i al beskedenhed, et ret fedt sted, hvis jeg selv skal sige det. (Det tør jeg godt, fordi alt indholdet jeg havde planlagt der skulle være der fra start allerede ligger klar – vi mangler bare lige et par tekniske detaljer før vi kan søsætte). DET BLIVER MEGA GODT – og jeg glææææder mig til at skulle møde en masse dejlige gravide derinde, hvor vi forhåbentligt får en både tæt og nær relation til hinanden. Det er mit store håb.

I har selvfølgelig også kunnet mærke det på min (manglende) aktivitet herinde, at “noget” har fyldt usædvanligt meget hos mig i den sendte tid – og foruden dét der univers jeg nok skal stoppe med at snakke mere om for nu, ja, så er det selvfølgelig min graviditet.

Mange gange overvejede jeg, om jeg bare skulle offentliggøre det med det samme, men jeg – og vi – har også kunnet mærke et behov for at have det lidt for os selv og for at kunne dele det med dem vi har kær ude i virkeligheden, før det skulle deles med internettet. Det har været enormt dejligt at have sådan en sød, lille hemmelighed, men det har også været hårdt og svært, ikke at dele sorger, sejre, frustrationer og tårer med jer. For der har været lidt af det hele og der har i sandhed været følelsesmæssig sidevind i ny og næ! Men nu er vi her, på 1.juledag, hvor jeg er blevet væltet i virtuel kærlighed her på internettet og i den helt gode, gammeldags slags, af den vordende barnefader ude i virkeligheden, så jeg klager bestemt ikke.

Det går godt, jeg er meget glad og ja, så glæder jeg mig til at blive mor til mit tredje barn, når dagene byder på lidt flere solskinstimer end tilfældet er det lige nu ❤️

Glædelig jul derude.

Fødselsfredag – en lang fødsel med et hårdt efterforløb

Jeg synes i udgangspunktet at alle fødselsberetninger er vigtige, fordi de hver især bidrager til et nuanceret og ærligt billede af, hvad fødsler er og kan være. Ingen fødsler er ens, ligeså vel som den måde de opleves og opfattes på også kan være vidt forskellig. Det ved du der har læst med her længe. Her er plads til alle, og i dag skal I altså møde én som ikke alene havde et temmeligt langt fødselsforløb – hun havde også et temmeligt voldsomt efterforløb, som det sidenhen viste sig, var dét der fyldte mest for hende. Og det er i sandhed en sårbar tid, den første tid som mor. En tid, som jeg i øvrigt er helt enig med kvinden bag dagens beretning i, at vi skal snakke meget mere om.

Jeg var gravid med mit første barn, havde fået lov at komme i kendt jordemoderordning, havde overordnet set haft en ganske god graviditet. Fraset kvalmen de første 3 mdr, hvor jeg heldigvis gik ledig og kunne passe på mig selv, lidt tiltagende lyskesmerter fra ca uge 25 og væske i fødderne i de gode sommermåneder, så havde jeg faktisk haft det godt. Dog var trætheden overdyngende og det blev ikke bedre af, at det søvn jeg fik de sidste 3 mdr, foregik om formiddagen, som stort set var det eneste tidspunkt, jeg kunne finde ro.

Selve fødslen var jeg helt rolig omkring. Jeg er uddannet fysioterapeut, og kender en hel del til smertevidenskab, og hvordan man med tryghed, meningsfuldhed, troen på sig selv og god forberedelse, kan håndtere rigtig meget – og jeg var helt overbevist om, at jeg sagtens kunne føde og have en rigtig god oplevelse. Og sådan blev det – bare ikke på den måde, jeg havde drømt om.

Jeg drømte om en 10-20 timers fødsel med startende veer hjemme, uden alt for mange medikamenter og indgriben, men samtidig var jeg helt åben for, at foregik det på anden måde, så var det også okay. Jeg var klar på, bare at give slip og arbejde med min krop, og skulle den få brug for ekstra hjælp, så var jeg helt tryg ved at jordemoder og læger nok skulle vide, hvad der var nødvendigt.

Men hvad jeg ikke var forberedt på, var tiden EFTER fødslen, og den del, vil jeg gerne sætte lidt ord på i håb om, at det kan forberede bare én kommende mor på, hvad den første tid, også kan være. En tid, der i fødselsforberedelsen desværre ikke snakkes særlig meget om, hvis man fraser amme- og familieetablering.

 

Halvanden uge før termin skrev jeg, grundet manglende søvn og tiltagende smerter, en desperat mail til en privat jordemoder med overskriften: HJÆÆÆLP!!!

Grundet travlhed, måtte jeg vente til 39+3 før hun kunne presse mig ind en fredag eftermiddag. Jordemoderen foreslog massage og akupunktur, og hun kunne have foreslået mig 100 kolbøtter som behandling, hvis der bare var en lille chance for at det hjalp. Efter behandling fløj jeg nærmest derfra, så afslappet var jeg. Den aften faldt jeg i søvn kl 22.00 og vågnede først kl 11.30 dagen efter – helt omtumlet, men dog meget veludhvilet!

Det valgte min meget gravide krop er udnytte, for kl 12.10 måtte jeg gå på toilettet og kalde på min mand: ”Vil du komme med et par rene trusser – enten har jeg tisset i bukserne, eller også er vandet lige gået”. Jeg var nok ikke i tvivl. Vandfaldet udeblev, men den efterfølgende time gik jeg og skvulpede i tide og utide, og valgte at kontakte vagtjordemoderen. Kl 15 var vi til kontrol på fødegangen og efter flere timers CTG fik jeg kl 17 den første Angusta-tablet, da der endnu ikke var tegn til ve-aktivitet.

Aftenen fik vi hjemme, og havde nogle virkelig dejlige og meget produktive timer, og samtidig er det jo bare en vanvittig underlig ventetid. 20.30 begyndte den første murren i underlivet, og 20.49 timede jeg den første ve. Derfra udviklede veerne sig relativt hurtigt, og den sidste Angusta kl 23, tog jeg ikke efter at have konfereret med jordemoder.

Kl 01 tog vi ind til planlagt kontrol på fødegangen. Betalingsanlægget på sygehuset meldte fejl, unødig stressfaktor for et fødende par, men nok bare en god teaser på uforudsigeligheden af de kommende 14 timer, og ja, nok bare livet med børn.

Jeg var udvidet 1! sølle centimeter og veerne havde været 1 minuts varighed og med 3 minutters mellemrum i snart 3 timer, på det tidspunkt var jeg forberedt på et marathon. Efter kontrol kom vi på fødestue, og fik egentlig lov at passe os selv de næste mange timer. Veerne blev ved med at hamre derud af, men udvidelsen udeblev stadig. Badekar, brusebad, chiliplaster mm havde ikke den store effekt, så da jordemoder ved 05-tiden anbefalede ve-drop, var jeg klar på hvad som helst. Jeg kunne dog ikke helt overskue at mere medicin skulle styre min fødsel, så jeg bad om at få lagt epidural for at få en pause – og heldigvis kunne anæstesien være der efter få minutter sådan en tidlig søndag morgen. Trods hyppige og heftige veer, var anlæggelsen slet ikke så slem som forventet. Trods manglende fremgang, havde jeg stadig følelsen af, at jeg havde styr på det, og sagtens kunne klare opgaven.

Der gik ikke mange minutter efter epidural, før det eneste jeg mærkede, var lidt murren, så jeg fik lidt morgenmad og en tiltrængt lur. De billeder min mand har taget af mig efter epiduralen, viser en kvinde med så meget overskud, at hun bestemt ikke ligner en kvinde i fødsel – det var bare effektivt.

”Desværre” viste ve-droppet sig at være så effektivt, at virkningen fra epidural var noget kortere end forventet. Den virker åbenbart ikke når barnet når tilpas langt ned i bækkenet og smerten flytter sig længere sydpå end mave/lænd. MEN, det blev den pause, jeg havde behov for, selvom den kun var et par timer. Derfor blev der, efter endnu et par gode smertefulde timer, gjort lattergas klar. Jeg ANER simpelthen ikke, hvad jeg havde forestillet mig, at lattergas gjorde, men det sted jeg landede allerførst, var bestemt ikke i denne verden! Efter at have haft masken af lidt, fandt jeg dog et rigtig godt sted at være med masken på. En følelse af at flyve mellem virkelighed og noget andet end – ja virkeligheden, fandt jeg ro ved at koncentrere mig om lydende omkring mig. Jeg fulgte med i de snakke min mand og jordemoder havde, fulgte med i stilheden, og kommunikerede gennem håndtegn.

Den kendte jordemoder var taget hjem kl 07 ved vagtskifte og var blevet afløst af en jordemoder, vi ikke kendte. Men ærligt – det betød ingenting, hvem der stod i den anden ende, bare hun forstod mig og fik mig til at være tryg – og det gjorde hun!

9.30 var jeg udvidet 6 cm og ved 11 tiden fik jeg en underlig fornemmelse, jeg lige skulle forholde mig til, før jeg turde sige det højt. Jeg pressede! Og efter endnu en lille kontrol, kunne jordemoder fortælle, at jeg bare skulle give den gas, jeg var klar!

Tidsfornemmelsen herefter er ikke-eksisterende. Jeg ved at jeg var ude af sengen flere gange og lave ting, der er en helt gymnastikopvisning værdi, og jeg kan læse at jeg blev sendt ud at tisse flere gange. Jeg ved også at jeg blev mere og mere udmattet, at der blev holdt ekstra øje med baby, der dykkede et par gange, og at da jeg på et tidspunkt bliver bedt om at komme op at stå op ad væggen og modtage rebozo, kollapser mine ben af ren udmattelse. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg ved, at jeg gør alt hvad jeg kan OG skal gøre, og håber hver gang at det er sidste pres. På et tidspunkt fortæller jordemoder mig, at baby nok skal komme ud vaginalt, og det giver mig lidt fornyet energi. Jeg har på intet tidspunkt frygtet kejsersnit, hvis det endte som en akut løsning efter at have forsøgt vaginalt, men den sætning, står meget klart for mig i pressefasen.

14.30 tilkaldes fødselslæge, der er behov for ekstra hjælp, både til mig og også baby. Jeg giver samtykke til cup-forløsning, og det næste der skete, var det mest ubehagelige under hele fødslen. Montering af cuppen, der glider af efter første træk, for at blive sat på igen, for at høre jordemoderen sige: ”Nu er jeg strid og hjælper lidt til”, for så at få noget, der føles som en hel hånd op i endetarmen – det var vanvittigt. Men jeg havde ikke flere kræfter, og baby havde behov for at komme ud.

Da hoved og skulder var forløst, fik min mand lov at tage imod resten af baby, og kunne stolt fortælle at han var en lille dreng. At min mand var med så direkte under forløsningen var en kæmpe oplevelse, og sådan som mit efterforløb endte med at være, er jeg glad for at han har set ALT af mig, og måske forstår mine udfordringer lidt bedre. Vores søn blev født kl 14.48 efter 4 timers pressefase.

Sønnike havde brugt hele sin madpakke, havde lavt blodsukker og der skulle holdes lidt ekstra øje med ham. Derfor blev vi indlagt på barselsafsnittet frem for familieafsnittet, og der var derfor noget mere personale omkring os, hvilket skulle vise sig at være heldigt.

Sandheden er, at jeg gennem hele eftermiddag og aften blødte en hel del, faktisk så meget, at jeg til sidst kunne fylde et af de store bind ved at gå fra toilet til sengen. Jeg var hele tiden fulgt af personale, og der var derfor hele tiden øjne på blødningen. Det bekymrede mig dog en hele del, og jeg var på ingen måde tryg ved det. Ved 23 tiden tog blødningen dog endnu mere til, og inden jeg så mig om stod der 2 sygeplejersker, 2 jordemødre, en læge og en overlæge og trykkede mig på maven for at holde pres på livmoderen, samtidig med at de sprøjtede store mængder medicin i mig. Noget til at stoppe blødning, og noget til at få livmoderen til at trække sig sammen – altså ve-lignende aktivitet. Jeg blev så dårlig, fik kvalme og rystede over hele kroppen. Idet jeg kaster op, og spænder op i mave og underliv styrtbløder jeg. 5 minutter efter ligger jeg i fuld narkose på en operationsstue.

Jeg ender med at miste godt 2 L blod, og det har kæmpe betydning for min første tid som mor. Dagene efter er jeg øm i samtlige muskler i hele kroppen. Jeg kan ikke selv rede mit hår, men jeg kan faktisk heller ikke selv komme ud ad sengen. Jeg kan kun sidde oprejst i kort tid ad gangen, gåtur til toilet foregår med personstøtte og gangvogn, da jeg ikke har kræfter til at stå op, bliver forpustet og svimmel. Min blodprocent er nede at ramme 3,9 og jeg bliver optransfunderet af flere omgange. Min søn er født søndag eftermiddag, først natten til torsdag, kan jeg stå sikkert nok til at løfte ham ud af krybben og være med ved puslebordet – indtil da, var han og jeg dybt afhængig af farmand!

Når kroppen har blødt så meget, er det en helt naturlig reaktion, at mælkeproduktionen udebliver eller i hvert fald er stærkt reduceret. De bøger, havde min krop dog ikke læst, og vi fik allerede tirsdagetableret en rigtig god amning, til stor forundring for alle.

Når ens basale kropsfunktioner ikke virker oven på sådan en voldsom oplevelse, og man i øvrigt ikke har prøvet af føde før, så er der rigtig mange bekymringer. Onsdag morgen var jeg stadig ikke kommet af med afføring. Det havde jeg nævnt min bekymring over til alt relevant personale, uden at jeg helt følte, der blev taget hånd om det. Først onsdag morgen, svarer den ene sygeplejerske mig: ”Jamen fik du ikke lavament, så kan der gå maaaange dage uden afføring”. Hvorfor bliver man ikke informeret om det, og hvorfor har alle de andre sygeplejerske de første par dage, ikke bare nævnt det, når jeg har luftet mine bekymringer. Total unødvendige bekymringer til en ny mor. Samtidig skal det siges at jeg ifbm den lange pressefase, scorede mig et bjerglandskab af hæmorider, der kunne konkurrere med Alperne om Europas største bjergkæde. Ydermere var jeg så hævet fortil, at det føltes som om at jeg sad på en badebold, og det var yderst smertefuldt. Der gik flere uger, før hævelserne forsvandt, og derefter blev ubehagene erstattet at heling af de bristninger, jeg var blevet syet for.

Alt i alt, med den krop, der manglede blod, og dermed lastbiler til at transportere energien rundt i kroppen, et skamferet og hævet underliv og bjerge i baghaven, så var jeg sofaliggende i mange uger. Derudover havde jeg så store smerter i mit haleben, at det er sidde/ligge ned og skifte stillinger, gjorde virkelig ondt.

Ærligt, så gik der måneder, før jeg følte mig ovenpå igen, og havde energi til at være 100 % den mor, jeg ville være for min søn. Samliv med min mand, var smertefuldt lang tid efter, at vi forsøgte at komme i gang igen, og hæmoriderne – de driller af og til stadig her efter et år.

Men endnu mere ærligt: med sådan et lille menneske i armene, så er man som mor i stand til at gøre hvad som helst, inklusiv at gennemgå det hele engang til. Fødslen og smerten derfra var hurtigt glemt, men tiden efter og alle eftervirkningerne, står som den helt store ting, jeg skulle bearbejde mest. Og egentlig tror jeg det bunder i manglende viden og oplysning om tiden efter. Og jeg synes at det er synd, at oplysningen og alle historierne om fødsler inklusiv fødselsforberedelse slutter med undfangelse krydret med ammeetablering. Der ligger så meget utalt og usagt i gener efter en fødsel. Og lige så forberedt og mentalt klar, jeg var på selve fødslen, lige så uforberedt var jeg på livet med en krop, der har født et barn.

Så kære mødre, fædre og personale – lad os blive bedre til at forberede kommende mødre til hele pakken, og snak højt om alt det, man også har behov for at vide – det kunne jeg godt have brugt.


Efter at have læst netop denne beretning, bliver jeg ekstra-glad for at det forhåbentligt allerede bliver i næste uge at jeg lancerer mit nye, store online univers for gravide og nybagte mødre, hvor vi skal snakke om ALT ❤️