VELKOMMEN TIL

Du er landet i et varmt og medmenneskeligt univers, med fortællinger fra mit daglige liv og perspektiver på flere af hverdagens udfordringer.
Jeg har en jordemoderuddannelse i rygsækken, et par bestsellerbøger på CV’et og to børn i hjertet.
Du kan lære mig lidt bedre at kende, ved at klikke på billederne herunder.

Den perfekte sauce? JA TAK!

Der er mange meninger om den perfekte sauce, men i al ydmyged bringer jeg her min version af den.

den perfekte sauce asparges

Okay, jeg må starte med at krybe til korset og fortælle at det faktisk ikke er min egen version af en sauce – jeg har den nemlig fra Simon, som gav mig den, da han for nogle måneder siden skulle lære mig at lave en idiotsikker sauce. Det hører sig nemlig også til den perfekte sauce, at den selvfølgelig er idiotsikker at lave. Ellers ville der næppe være meget perfekt over den.

I min lille – måske lidt bizarre verden – går saucen her godt til det meste, men fordi jeg jo altså helst ikke spiser kød, så aner jeg faktisk ikke om den er bedst til gris, fugl eller ko. Jeg tænker dog, at den kommer til at minde en lille smule om en (virkeligt god) bearnaise, hvis man tilfører lidt finthakket estragon, så på dén front må bøffen i alle tilfælde passe godt ind. Har jeg hørt.

Herhjemme spiser jeg den allerhelst med fisk og grøntsager, men fordi den bare er så skide god, så kan man altså også godt køre den ind med grøntsager alene, som en lækker forret, for eksempel.

Det er i alle tilfælde dét jeg har lavet her, hvor jeg har lavet saucen og serveret den sammen med lidt dampede asparges, som jeg har pyntet med aspargescruditéer, rød skovsyre og et par stedmoderblomster fra altanen.

Til en forret som denne her, er der sauce til mindst 8 personer, men hvis man laver den til hovedret, med fx fisk, kartofler og asparges til, så er den nok mere passende til 4 personer. Den smager nemlig så mumsegodt, at man bliver nødt til at ha’ af den to gange!

den perfekte sauce asparges

Den perfekte sauce minder en lille smule om sauce mousseline, men i stedet for at indeholde flødeskum og klaret smør, så bruger jeg altså brunet smør og fuldfed creme fraiche. Mums!

I present to you: den perfekte sauce!

Den perfekte sauce

4 personer
15

Ingredienser

  • 250 gram smør
  • 2 æggeblommer
  • 1-2 spsk citronsaft
  • 1 spsk creme fraiche 38%
  • 1/2 tsk æbleeddike
  • 1/2 tsk salt

Sådan gør du

Kom smørret i en gryde og varm det op til 160 grader. Hvis ikke du har et stegetermometer, så varm det op ind til det bobler godt og det begynder at brune let i bunden af gryden.

Tag smørret af varmen og vent 5 minutter. (I hvilke du fx kan dampe asparges, hvis du vil lave en ret som min her i indlægget).

Kom eddike, cremefraiche, citron og salt i en skål velegnet til at stavblende i. Blend ingredienserne sammen.

Det let afkølede smør hældes over i en lille kande, eller et glas der let at hælde fra. Lad bundfaldet (altså det brune) blive i gryden – det skal kasseres.

Det klare brunede smør hældes så laaaangsomt op til de øvrige ingredienser imens du blender løs med stavblenderen. Som en tommelfingerregel siger man, at der aldrig må være mere end 50% af overfladen der er synligt dækket af smør – så skal du holde pause med at hælde og blende lidt, inden du hælder videre.

Når alt smørret er blendet i skålen, smager du den til med salt og citron – og så er der sådan set serveret.

Hvis ikke du ved hvad du skal bruge de ekstra æggehvider til, så kunne du jo overveje, at bruge dem til at lave en omgang marengs til årets fineste sommerdessert 🙂

den perfekte sauce asparges

Pssst… Når du nu du laver saucen og vælter dine gæster – eller din familie – omkuld med dine nye kulinariske evner i en sådan grad, at det skal foreviges til instagram, så tøv ikke med at tagge mig @canabuttenschon, så jeg kan se hvordan du har gjort.

Fødselsfredag – smerter, bryllup & kejsersnit

Som oftest, når en fødsel går igang, så er det på baggrund af enten veer, vandafgang eller et planlagt kejsersnit. For kvinden der har skrevet denne uges fødselsfredag var det dog noget ganske andet, der gjorde, at hun et par uger før termin, endte med at få et akut kejsersnit.

Jeg havde haft en totalt ubesværet graviditet, hvis man lige ser bort fra kvalme og træthed fra uge 6- 13. Men både 2. og 3. trimester forløb med masser af energi og ingen fysiske skavanker. 

Fredag morgen i uge 37+4 vågner jeg allerede ved 05 tiden, hvilket absolut ikke er normalt, med kvalme og en meget aktiv baby i maven. Jeg lægger mig ind på sofaen og ser lidt Netflix og kommer ellers langsomt i gang med dagen, efter jeg kysser min mand farvel, da han tager på arbejde. Kvalmen vil ikke rigtigt forsvinde og jeg har lidt ondt i ryggen og mærker i det hele taget bare et lidt udefinerbart ubehag.  Vi er inviteret til bryllup dagen efter og jeg skal holde min fødselsdag for mine veninder om søndagen i mine forældres have – begge dele noget jeg har glædet mig meget til, og jeg har virkelig optur over at baby endnu ikke har meldt sin ankomst, så det hele flasker sig. Vi skal overnatte hos mine forældre om natten, da vi bor tre timers kørsel fra bryllupsfesten, og vielsen starter tidligt om lørdagen. Bilturen gør på ingen måde noget godt for ryggen og jeg har en del plukveer der niver godt til. Da vi er fremme hos mine forældre er jeg træt, og jeg siger ret tidligt godnat. Jeg kan slet ikke finde ro og jeg har nu også ondt i maven på en måde, jeg ikke har oplevet før. Kvalmen er der stadig og pludselig kan jeg mærke at jeg skal kaste op. Natten er virkelig hård og jeg vil beskrive følelsen i maven som stærke mavekramper som aftager lidt af og til, men fortsætter det meste af natten. I bagklogskabens lys skulle jeg nok have tænkt at det ikke ”bare” var voldsomme plukveer eller at kramperne kom fra en tung og overbelastet krop. Men det var min første graviditet, så jeg havde ikke noget sammenligningsgrundlag og i virkeligheden ville jeg ikke pylre for meget. Og da jeg vågner lørdag morgen er alt i den skønneste orden. 

 

Det er et dejligt bryllup, hvor jeg har det super godt hele dagen og aftenen, og min fødselsdag søndag forløber også uden nogle problemer overhoved. Da gæsterne er gået og vi skal retur, kan jeg godt mærke at min ryg igen er blevet træt, men tænker ikke at der er noget at sige til at den er lidt overbelastet efter to dage med fuld knald på. De tre timer hjem er næsten uudholdelige. Jeg har kvalme og kaster op i bilen og min ryg gør så ondt som aldrig før. Men hjem kommer vi og jeg går direkte i seng. Her oplever jeg præcis de samme mavekramper som fredag nat, og jeg bryder grædende sammen, fordi jeg slet ikke kan overskue samme omgang en gang til. Jeg falder dog i søvn, og vågner løbende op natten igennem med ondt i maven, men da jeg vågner mandag morgen, er alt igen fuldstændig normalt. Min mand og jeg bliver enige om at kroppen sikkert er ved at være godt overbelastet og jeg er mere forundret over det der sker end nervøs.  

 

Hele mandag forløber super, tirsdag er jeg til tjek hos lægen hvor der bliver målt blodtryk, taget blodprøver og en urinprøve. Mit blodtryk er helt perfekt og urinen er også fin og så vil resultatet af blodprøven komme tilbage dagen efter. Min læge mener ikke at der er noget at være bekymret for (og det er jeg i virkeligheden heller ikke selv, for smerterne fra fredag og søndag nat er jo på ingen måde vedvarende og jeg har det rigtigt godt igen), og han siger at kroppen har brug for ro og hvile. Resten af dagen mærker jeg intet ubehag og onsdag skinner solen fra en skyfri himmel, så jeg lægger mig ud på terrassen og hygger med podcast og nyder det dejlige vejr. Omkring klokken 12 ringer min telefon. Det er min læge som med en nervøs stemme siger at blodprøverne fra dagen før er kommet tilbage og at mine levertal er helt ude at sejle. Han siger, at vi skal køre mod sygehuset med det samme, og at jeg skal forberede mig på at vores søn skal ud samme eftermiddag. Jeg kan mærke at pulsen stiger og jeg bliver virkelig nervøs, men spørger ikke ind til noget, og siger at jeg ringer til min mand med det samme. På det her tidspunkt er jeg virkelig nervøs for hvordan min baby mon har det inde i maven, og jeg tænker at det måske allerede er gået ned ad bakke om fredagen, da jeg første gang oplevede kvalme og ubehag. Og i dag er det onsdag. 

 

Min mand kommer og henter mig så hurtigt han kan, og en lille time efter at min læge ringede, står vi på sygehuset. Jeg får målt blodtryk som er fint og de tager en ny blodprøve, som også kommer tilbage med dårlige resultater – omend de er lidt bedre end dagen før. Min læge kommer ind og forklarer at de dårlige levertal tyder på en svangerskabsforgiftning, og først her finder jeg ud af at baby højst sandsynligt har det godt inde i maven og at det er min tilstand, det drejer sig om. I nuet når jeg virkelig at blive lettet over at det er mig, som potentielt kan være i fare, i stedet for vores søn, men svangerskabsforgiftning er naturligvis på ingen måde noget at spøge med, og lægerne vil have ham ud. Klokken 15.10 kom vores søn til verden via kejsersnit. Sund og rask og operationen forløb uden nogle komplikationer for hverken ham eller mig. Der blev holdt godt øje med mine værdier de efterfølgende dage og der har ikke været noget at sætte en finger på. 

 

Skulle jeg have reageret allerede om fredagen på mit ubehag og have ringet til fødegangen og bede om at blive tjekket? Det skulle jeg jo nok, for jeg er ret sikker på at mit levertal allerede der ville have vist et dårligt resultat. Når jeg forhåbentligt en dag bliver gravid igen, så vil jeg i hvert fald med sikkerhed hellere ringe til læge/fødegang en gang for meget end en gang for lidt. Jeg ved at nogle kvinder, som ender i kejsersnit, er utroligt kede af ikke at have oplevet en vaginal fødsel. Det er selvfølgelig en helt subjektiv følelse, men jeg kan, med hånden på hjertet, sige at jeg på ingen måde føler mig snydt. Nogle gange sker der ting som man ikke selv er herrer over og som ikke kan ændres. Jeg er bare taknemmelig over at alt gik godt – og det eneste der i virkeligheden tæller er at vi er blevet forældre til en sund og rask baby og vi alle har det godt. 

 

To verdensstjerner i Netto!

Vi skulle bare lige købe lidt frugt og grønt til madpakken, så Simon tog Martha med hjem for at lave aftensmad og jeg tog drengene med i Netto, så de kunne vælge hvad de ville have. Som altid når jeg handler inden jeg har spist, kunne jeg selvfølgelig ikke holde mig til planen og vi kom således hurtigt til at fylde kurven med alt muligt vi “overhovedet ikke” kunne undvære. Jeg gætter på at klokken var henad 17 og butikken var sædvanen tro, stuvende fuld.

“Denne kasse modtager kun kortbetaling” stod der over den kasse med kortest kø. Perfekt. (Hvem har i øvrigt også kontanter i disse dage? Det undrer mig altid, når der er kæmpekø ved kontant-kassen, men nuvel, tilbage til historien).

Det blev vores tur og drengene læssede troligt alle varerne op på båndet, imens jeg, for at være en effektiv kunde, der hurtigst muligt kunne afvikle den voksende kø, åbnede tasken for at fiske min telefon, som også fungerer som mit dankort, frem. Der var bare ingen telefon. Fuck. Jeg havde et par mønter og en halvtredser liggende. (Ja, jeg er åbenbart sådan én der har kontanter i disse dage). Der var på ingen måder nok til at betale alt det vi skulle have, så jeg kiggede hurtigt på kasseekspedienten og meddelte, at jeg desværre havde glemt mit kort, så vi blev nødt til at pakke tingene sammen igen. Mig, med knaldrøde kinder, naturligvis.

Børnene forstod ikke et kvæk, så imens jeg famlede med “mine” varer, prøvede jeg at forklare dem, at vi altså ikke lige kunne købe de her ting lige nu og at jeg havde glemt mit dankort derhjemme.

“Vi kan bare betale for dig – så kan du overføre med mobilepay” sagde et par unge piger bag mig.

Helt befippet over situationen og over at blive tiltalt af andre, imens jeg stod der og svedte som en gal, fordi jeg var så flov over mig selv, sagde jeg bare noget med at jeg desværre heller ikke havde mobilepay, fordi min telefon var mit dankort og at det altså var dén jeg ikke havde fået med. Og så gik jeg tilbage ind i butikken, med mine børn, vores fyldte indkøbskurv og et hjerte der hamrede afsted i flovhed.

“Skal jeg ikke bare løbe hjem efter din telefon, mor?” spurgte Jens, da jeg begyndte at snakke om at vi måtte prioritere hvilke ting vi ville have med hjem, fordi jeg kun havde noget der mindede om 72 kroner. Han løb så hurtigt han kunne, og 10 minutter senere kunne vi forlade butikken, med vores varer.

Ak ja, det kan selvfølgelig ske for enhver og selvom det selvfølgelig er pinligt og dumt, at have glemt sine penge, når man handler ind, så er det jo også fuldkommen ligegyldigt. Det løste sig jo.

Hvad der til gengæld ikke er ligegyldigt, er de to pigers helt og aldeles uopfordrede tilbud om at lægge ud for os. Det virker måske som en lillebitte ting at gøre, men for fanden, hvor er det bare god stil! Havde jeg haft min telefon (men ikke noget dankort), havde de to piger jo fikset hele problemet. Jeg har selv gjort det et par gange tidligere, det her med at betale for andre og få overført pengene via mobilepay, ligesom jeg også engang har prøvet at bede en fremmed (og meget venlig) mand om at lægge ud for mig, fordi parkeringsautomaten vi stod ved, ikke kunne modtage kontaktløst dankort og jeg altså var kommet afsted uden mit fysiske. Men derfra og så til at opleve, at andre tilbyder deres hjælp – helt uopfordret – til mig, der er altså ret langt. Det gør mig glad og fortrøstningsfuld, når to unge piger tilbyder at hjælpe, selvom de i teorien kunne være fløjtende ligeglade med mig. Ja, de kunne måske endda ligefrem have syntes, at det var skægt at se sådan en forvirret mor stå og pakke sine varer ned, for at gå slukøret tilbage til butikken.

Men de tilbød sig som det mest naturlige i verden.

“Hey, du ligner én der har brug for hjælp – lad os hjælpe dig” kunne de ligeså godt have sagt og dét synes jeg simpelthen er så mega sejt.

Kæmpe desværre nåede jeg aldrig at takke dem, den der dag i Netto i Nordhavn, hvor jeg var så forvirret og flov, men hvis I på nogen måder skulle forvilde jer herind til mig, I to piger, så skal I vide, at jeg synes I er nogen verdensstjerner! Det er sådan nogle som jer der gør, at jeg godt tør tro på fremtiden. På gode mennesker, god karma og på, at vi allesammen nok skal få lidt at spise til aften – også selvom vi har glemt vores dankort inden vi går i netto. TAK!

Efter frisøren – nu med krøller!

Den kom til mig kort før sommerferien, ideen om at vække mine egne krøller til live. Jeg har ellers igennem flere år brugt mit glattejern til at lave krøller, men med udsigt til festival og camping en hel sommer, kunne jeg pludselig ikke overskue det. Jeg mener, hvem glatter – eller krøller – egentlig hår på en festival? (Ikke mig, i alle tilfælde). Så jeg lod hår være hår og købte i stedet shampoo, balsam og sådan noget styling-halløj til at komme i håret lige efter badet, som altsammen lovede at give flere krøller og mindre frizz. Ingen glattejern og – fandt jeg ud af kort efter – heller ingen frottéhåndklæder.

Hurtigt begyndte krøllerne at vise sig og jeg blev en dag så begejstret, at jeg delte et billede af dem (på en god dag) på Instagram. Her skete der det magiske, der så ofte sker på de sociale medier: jeg fik er væld af gode råd med på vejen og ét af dem har jeg altså indfriet i dag. Rådet var: besøg Vinthers Klippekælder. En frisør der ligger på Nørrebro, fandt jeg ud af. Da jeg ringede til hende før sommerferien fik jeg meldingen at hun lige akkurat havde fået et afbud i august, som jeg skulle være velkommen til at snuppe – og ellers var der først tider næste år. Jøsses! Jeg tog selvfølgelig tiden og har siden da GLÆDET MIG til at se hvad den yderst eftertragtede frisør mon kunne gøre for mit hår.

Egentlig synes jeg at mit hår den seneste tid har artet sig nogenlunde pænt, men jeg har været særdeles ramt af den udfordring, at den mindste bevægelse i det, kan ødelægge mine krøller så hurtigt som en tulipan fra supermarkedet kan visne, hvis man ikke kender de gyldne tricks til at få den til at overleve længe. En cykletur i modvind, en hånd igennem håret eller – værst af alt – en nats søvn får nemt alle krøller til at forvandle sig til troldeagtigt frizz og dét har jeg helt ærligt været en kende træt af.

Altså, indtil i dag, hvor jeg blev klippet, fik håret stylet (uden brug af direkte varmekilder) og cyklede videre fra Nørrebro, til Østerbro for at handle og hente børn og til sidst ned til Nordhavn hvor jeg har tilbragt eftermiddagen i selskab med tre børn og en hund – og en hel masse uvante krøller. Mine egne krøller, sgu!

Hun kan nemlig nogle tricks, hende Stephanie fra Vinthers Klippekælder. Især – for mig, som trods alt ikke har det “sværeste hår” for en frisør at gå til – kan hun noget med styling. Hun lærte mig om nye teknikker, produkter og metoder til at få mine krøller til at vare hele dagen og jeg må sige, at jeg indtil videre er dybt imponeret. De sidder der bare, uanset hvor meget jeg trækker i dem og dét er altså ret nyt for mig!

Som jeg sagde til hende da jeg kom i dag, så afhang mit hårs fremtidige skæbne ret meget af netop dét besøg, for hvis ikke hun kan få styr på de troldede tendenser, så tror jeg altså at jeg ender med at byde efterår og vinter velkommen ved at gå tilbage til at få gang i glattejernet på daglig basis. Indtil videre er jeg ret meget på “lad krøllerne leve deres eget liv og blive mere markante med tiden”, men jeg er samtidig også ret spændt på hvordan den nu kommer til at gå (og se ud) de kommende dage. Nu bliver det jo helt op til mig om jeg kan huske – og finde ud af – hvordan det er jeg skal gøre, for at give krøllerne det smidige hold de har lige nu.

We’ll see.

P.s. Jeg elsker jeres gode råd – og de er selvfølgelig også velkomne her – men jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg allerede ER bekendt med facebookgruppen “Curly Girl” og at jeg helt ærligt kun er blevet mere forvirret af at have læst lidt med inde i den. 

P.p.s. Jeg har selvfølgelig betalt fuld pris for min behandling i dag – ellers havde der stået reklame i toppen af indlægget. Eller altså, faktisk fik jeg en pose spænder (til 30 kroner) med gratis, men det var vist bare fordi jeg købte fire produkter samtidig og ikke spor fordi jeg er blogger. Bare hvis nogen skulle være i tvivl. 

P.p.p.s. Jeg har hørt at en knust panodil i vandet, skulle kunne gøre underværker for tulipanerne. (Jeg har dog ikke prøvet det selv). 

Maveoperation?

Da jeg i min ferie postede et billede ala dét i indlægget her på min instagramprofil var der hurtigt et par stykker som undrende skrev, hvad pokker der mon var sket med “min krøllede mave” og om jeg havde fået en opstrammende operation.

Først forstod jeg ikke rigtigt hvad de mente, for min mave er jo bare som den har været de sidste mange år. For nej, jeg er altså ikke blevet opereret. Men så kiggede jeg på billedet endnu engang og kunne da sådan set godt se, at der ikke var mange strækmærker eller løs hud at spore. Selvom begge dele stadig er der, omend sidstnævnte nok er i lidt mindre grad end for et år siden.

Der er nemlig sket det, at jeg siden nytår har lagt mig lidt ud. Ikke meget og ikke noget der generer mig så meget, at jeg gider at gøre noget aktivt ved det, men åbenbart så meget, at min løse hud på maven er blevet strammet lidt op. Den slatne ballon er simpelthen blevet pustet lidt op, ha ha!

Samtidig er vinklen på billedet nok af de mere heldige (selvom det jo for fa’en bare var Simons forsøg på at lave et familieselfie fra en sejltur vi var på, på vores ferie) og som en sidste ting så er billedet, fordi det er taget med selfiekameraet på en helt almindelig iphone, altså en lille smule uskarpt, hvorfor jeg på én eller anden måde ser glattere ud end jeg er i virkeligheden.

Men hermed ikke sagt, at jeg fordømmer sådan en operation – slet ikke – jeg har bare ikke fået den selv.

I tidernes morgen da jeg stod som 24-årig med mit første barn på armen og et maveskind der til en forveksling ligner dét jeg render rundt med i dag, overvejede jeg det bestemt. Jeg var, for at være helt ærlig, temmeligt ked af min “nye” krop. Jeg følte mig forkert og ikke mindst alene om at se sådan ud og jeg skal da sådan set også være ærlig at sige, at hvis jeg i morgen fik valget mellem at have et maveskind som jeg havde før jeg fik børn og dét jeg har i dag (uden at underlægge mig en operation, for at få det første), så ville jeg uden tvivl vælge det første. Selvfølgelig ville jeg det.

Men nu er verden imidlertid sådan, at mit maveskind ikke er sådan lige at lave om på uden at det skal skæres i stykker først og fordi jeg trods alt stadig “kun” er i starten af trediverne, så tør jeg – ligesom dengang jeg var 24 – simpelthen ikke at risikere at få mit maveskind opereret. Simpelthen fordi jeg endnu ikke med sikkerhed kan, tør eller vil sige om nogensinde bliver gravid igen eller ej. Hvis nu jeg en dag bliver gravid igen, så er jeg nemlig temmeligt sikker på, at mit maveskind ville blive endnu mere hærget end det er i dag, hvis det havde fået en tur under en opstrammende kniv forinden. Det vidste jeg som 24-årig og det ved jeg altså stadig i dag.

Derfor øver jeg mig i at acceptere. Eller rettere sagt, derfor har jeg accepteret. For det synes jeg vitterligt jeg har. Jeg lader mig ikke længere skæmme; jeg går i bikini om sommeren, i sweatre om vinteren, i kjoler når jeg skal til fest og tænker sådan set ikke over, at mit maveskind er blødere end de fleste andre. Min mave er jo bare som den er og derfor er jeg sådan set også ret overbevist om, at jeg heller ikke kommer til at få den fikset, når jeg engang er blevet for gammel til at få flere børn.

Nuvel, jeg ved selvfølgelig ikke hvordan jeg har det med mig selv til den tid, men for nu er svaret altså at jeg ikke har fået min mave opereret og at jeg sådan set heller ikke har i sinde at få det gjort. Heller ikke, selvom det garanteret kunne blive pænt.