Annonce

Skoldkopper – hvad stiller man op?

Skoldkopper er en børnesygdom med feber og udslæt, der skyldes varicella-zoster virus. 

Skoldkopper
Jeg kan se i min blogstatistikker at nogle af de indlæg der bliver læst igen og igen, selvom de er flere år gamle, er dem jeg har skrevet om skoldkopper. Og jeg forstår det faktisk godt, for når man sidder der i nattens mulm og mørke med et grædende barn, der klør over hele sin lille skoldkoppeinvaderede krop, så googler man efter hjælp! Det gjorde jeg i alle tilfælde selv, for shit, hvor var vi hårdt ramt herhjemme. Eller altså, Peter var.

Skoldkopperne kom omtrent et halvt år efter jeg var sprunget ud som selvstændig og jeg husker tydeligt hvordan jeg lovpriste mig selv for ikke at være almindelig arbejdstager, da jeg i givet fald simpelthen ikke havde nogen idé om hvordan vi skulle have klaret alt det sygdom. Jeg skulle som et minimum have brugt to ugers ferie på det, for som tilfældet vist er for ret mange med flere børn, så smittede den ene selvfølgelig den anden og jeg endte således med at have syge børn hjemme i 16-17 dage. I træk, vel at mærke.

Det startede hos Jens, egentlig ret tilforladeligt, med let feber, 15-20 skoldkopper og en sygemelding fra børnehaven, der mest af alt bare var hyggelig. Selvom jeg var alene med drengene de fleste dage, så gik det fint og jeg tænkte, at det da slet ikke var så slemt med de der skoldkopper. Særligt ikke, fordi jeg jo bare kunne arbejde om aftenen når børnene var lagt i seng og på dén måde snildt klarede hverdagen på trods af lidt sygdom. Der skulle mere til at slå mig ud af kurs.

… Og så fik Peter skoldkopper.

Nu siger jeg “fik skoldkopper”, men han blev simpelthen direkte angrebet. Min lille næsten-to-årige havde skoldkopper overalt og jeg lyver ikke, når jeg siger at han mindst har haft 200! Heldigvis var det kun rigtigt slemt i et par døgn, lige inden de dannede sår, men hold min knallert, hvor var det synd for ham imens. Uh, mit hjerte krymper sig helt sammen når jeg tænker på det. Heldigvis havde jeg stadig mulighed for at holde fri, for jeg ved sgu næsten ikke hvad jeg havde gjort, hvis ikke jeg havde haft muligheden for selv at være sygepasser.

Men sådan er det jo langt fra for alle. For rigtigt mange kan to ugers syge børn blive et logistisk mareridt, hvor børnene passes af mor, far, bedsteforældre, venner, onkler og tanter, fordi hamsterhjulpet jo altså ikke går i stå, bare fordi et barn får skoldkopper.

Det må være benhårdt og alle jer, der har været igennem det, har min allerdybeste respekt!


Kort information om skoldkopper:

Skoldkopper er en børnesygdom med feber og udslæt, der skyldes varicella-zoster virus. Skoldkopper er den mest smitsomme af alle børnesygdomme. Der er som regel andre i barnets omgangskreds, der har skoldkopper. 

Skoldkopper er en meget almindelig sygdom. Hos børn med et normalt immunforsvar forløber sygdommen mildt til moderat. 

De fleste børn får sygdommen som små og bliver derved immune resten af livet. 

Inkubationstiden er omkring 2 uger, men ligger et stede mellem 10-21 dage. Det betyder, at det tager ca. 2 uger, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud. 

Sygdommen begynder oftest med let feber, lige før der kommer et rødt udslæt. 

Kilde: Patienthåndbogen  


For det er ikke nødvendigvis “bare” skoldkopper, selvom de fleste børn får dem på ét eller andet tidspunkt. Det er ikke “bare” synd for børnene. Det kan altså også være en temmeligt stor udfordring for de voksne, som får sure chefer og kollegaer der ruller med øjnene over, at de – igen – er nødt til at løbe stærkere fordi en stakkels mor må blive hjemme med sit syge barn. For ikke at tale om dem, som ender med at måtte aflyse ferier på grund af det. Jeg har et vennepar, som blev nægtet adgang til et charterfly på vej mod Mallorca, fordi deres ældste datter havde skoldkopper. Bum.

Det er sgu da ikke for sjov og lige akkurat derfor synes jeg det er så vigtigt at vi taler om det. At vi hjælper hinanden med gode råd og vejledning, så forløbet bliver så smertefrit for alle parter som muligt.

Vi kunne i samme ombæring også tale om muligheden for vaccination. For selvom skoldkopper i udgangspunktet ikke er farlige, så kan det for nogen måske alligevel være at foretrække helt at slippe for dem. I nogle lande – Island og Finland for eksempel – er skoldkoppevaccinationen en fast del af børnevaccinationsprogrammet, hvorimod man herhjemme altså selv skal punge ud, hvis poderne skal vaccineres. Men det kan være en mulighed, som du kan drøfte med din læge, hvis du ønsker at forebygge skoldkopper med vaccination.

Jeg ved ikke om jeg selv ville have vaccineret mine børn på forhånd, hvis ikke de havde fået skoldkopper endnu. Måske. Mest fordi Peter var så hårdt ramt og jeg virkelig ikke ønsker det for nogen i verden at få sådan en omgang som han fik. Og hvis jeg havde haft et mindre fleksibelt arbejde, så skal jeg ikke afskrive at jeg ikke også godt kunne finde på at bruge dét som argument.

I don’t know og jeg vil så absolut heller ikke gøre mig til dommer over hvad der er rigtigt eller forkert her, men jeg kunne godt tænke mig at høre jeres bedste erfaringer.


Hvordan var det for jeres børn at have skoldkopper?

Hvad gjorde I i forhold til pasning?  

Er der noget I gerne ville have vidst, eller gerne ville have gjort anderledes? 


Jeg synes det er et super spændende emne og hvis I har lyst, så kan I finde meget mere information (inklusive en hel masse gode råd og vejledning) om skoldkopper på siden skoldkoppeinfo.dk lige HER. 

Fødselsfredag med en beslutsom fødende!

Det gør ONDT og jeg kan mærke at jeg sprækker/brister og lige der vil jeg ikke mere. Fuck mig langt ind i helvede det gjorde ondt. Men han skal jo ud og der beslutter jeg mig for bare at presse. Smerten gør at jeg er pisse ligeglad med veer. Han skal ud NU!

Sådan skriver kvinden om sin pressefase, der desværre endte ud med en bristning hvor særligt den indre venstre kønslæbe blev temmeligt medtaget. Hun fortæller heldigvis at hun, fraset smerter i ugerne efter fødslen og et lillebitte “hul” i kønslæben, ikke har haft nogle gener af det. Det tænker jeg er ret godt at have med i tankerne, når man læser det.

Graviditeten havde været nem og jeg havde slugt alle fødselsberetninger jeg kunne komme i nærheden af, så jeg følte mig mega klar, da vi nærmede os termin.

Jeg havde termin 9. Oktober og der var absolut ingen optakt til noget som helst. Skide skuffet! Frygtede lidt han så kom på min egen fødselsdag 5. dage efter termin, men heller ikke her skete der det mindste…

Således ramte jeg også 41+0 (torsdag d. 16. ) og den dag fik jeg hindeløsning.

er 1 cm åben og med 2 cm livmoderhals tilbage.

Det gav lidt plukveer men intet der kunne bruges til noget som helst.

Fredag formiddag kom slimproppen. NU skete der da noget… eller gjorde der? Næh, ikke en skid! ØV snydt!

Så mandag d. 20. (41+4) er manden og jeg forberedt på et længere igangsættelsesforløb da vi tropper op på fødegangen 8.15.

Jeg får kørt en CTG og han har det godt derinde i maven. Måske lidt for godt? Måske er det derfor han ikke vil ud?

Jeg bliver undersøgt og er stadig 1 cm åben men kun 1 cm livmoderhals.

Jordemoderen  vil gerne forsøge at tage vandet, så vi bliver henvist til en stue.

Jordemoderen og den studerende kommer og mærker, undersøger osv. som de skal og jeg pjatter med dem.

Jordemoderen forsøger at tage vandet og sætte elektrode på hans hoved men er i tvivl om hun får sat det rigtigt og tilkalder en mere erfaren jordemoder. Der går en lille time inden den anden jordemoder kommer og idet hun undersøger mig kommer der vand med ud og hun kan så konstatere at der er gået hul på fosterhinderne og vandet er gået.

Da der var travlt på fødegangen vil de gerne afvente og se om jeg fik mine egne veer. I mens gik de ud og tog sig af andre fødende, som havde mere brug for hjælpen.

Min mand og jeg fik lidt frokost og snakket lidt og veerne startede så småt. Kl 15 blev jeg igen undersøgt og havde udvidet mig til 3 cm og ingen livmoderhals. Desværre synes de ikke det var helt nok og ville ligge vedrop. Der var  vagtskifte og den nye jordemoder og jordemoderstuderende kom ind og hilste på. De fik lagt vedrop kl 16 og så gik det stærkt. Jeg pjattede ikke længere men koncentrerede mig om veerne. Efter hver ve fik jeg hedetur med svimmelhed og kvalme og måtte på et tidspunkt også gense min frokost. Fy for helvede de veer gjorde ondt!

Gik helt ind i mig selv og kunne kun koncentrere mig om veerne. Manden nussede og masserede min lænd under hver ve, havde varmepude på maven eller lænden og kolde klude på halsen/panden.

Mens jeg lå der overvejede jeg virkelig, hvorfor kejsersnit var så slemt i mit hoved, for ville bare gerne ha det til at stoppe. Jeg lå på siden og på et tidspunkt ville jordemoderen have mig om på den anden side fordi lillemanden ikke havde det så godt. Det kunne jeg slet ikk overskue. Hvordan skulle det være muligt at jeg skulle vende mig?? Men fandt kræfterne og fik mig vendt.

Der gik ikke lang tid så kunne jeg mærke presseveerne så småt. Men jeg pressede endnu ikke med for jordemoderen havde jo ikke givet lov, som jeg havde læst mig til at hun skulle. Heldigvis så jordemoderen hurtigt at jeg kæmpede imod min krop og fik mig undersøgt. Jeg var helt udvidet og måtte presse med. YES! Nu skal vi snart holde fødselsdag!

Og det gjorde jeg. Meget. I hvad der føles som meget længe.

Jeg lå stadig på siden og jordemoderen holdt mit ben.

På et tidspunkt vil jordemoderen slippe mit øverste (højre) ben og min eneste tanke var “nej så ryger han jo ind igen!”

Så manden overtager jobbet med at holde mit ben, mens han stadig nusser min lænd under hver ve. Da lillemandens hjerterytme falder under, hver ve skal jeg ha ilt når jeg trækker vejret, lortemaske, der totalt forvirrer mig og får mig til at miste fokus. Det gør ONDT og jeg kan mærke at jeg sprækker/brister og lige der vil jeg ikke mere. Fuck mig langt ind i helvede det gjorde ondt. Men han skal jo ud og der beslutter jeg mig for bare at presse. Smerten gør at jeg er pisse ligeglad med veer. Han skal ud NU!

Jeg klynger mig til manden og presser armene om ham når jeg presser.

Kl 18.21 kom han ud. Blå og medtaget så han kommer direkte over på undersøgelsesbordet, hvor han heldigvis hurtigt får det fint igen.

Far går med derover og kan se hvordan hans farve skifter og bliver mere normal.

Han skriger og jeg ligger på briksen og kigger efter ham. Pisse ligeglad med den der moderkage der skal ud.

Den kommer 10 minutter efter. Jordemoderen trykker mig på maven og jeg skriger ad hende fordi det gør ondt! Nu var smerterne jo lige stoppet, så sku hun fanme ikk provokere det frem igen!

Da moderkagen er født skal jeg selvfølgelig syes.

Og jeg er bristet en del. Min venstre indre skamlæbe er næsten røget helt af. Hænger kun i et lille stykke hud. Den højre har også fået en god rift og får også 2-3 sting indvendigt.

Da jeg er syet får vi en fødselsdagsbakke og endelig lidt fred til at nyde vores lille nye familie.

Hjemmelavet keramik – sådan gør du

Det er slet ikke spor svært at have med hjemmelavet keramik at gøre. I hvert fald ikke hvis du – som jeg – holder ambitionerne på et niveau hvor man hverken behøver drejebænk eller lerovn, for at kunne være med 😉

hjemmelavet keramik kopper potter

Det kom til mig for nogle uger siden, at jeg ville kaste mig ud i at lave ler. Jeg undersøgte forskellige kurser og fandt faktisk ét hos AOF (eller måske var det FOF) som lød interessant. Problemet med kurset var bare, at det først skulle begynde om et par måneder. Og når man, som jeg, er sådan en type, som kun dårligt udholder alt for meget ventetid imellem tanke og handling, ja, så må man jo ty til alternativer.

Jeg er flere gange stødt på det hersens selvhærdende ler, så jeg tænkte, at jeg da til en begyndelse kunne give det et skud til at lave hjemmelavet keramik. (Hedder det egentlig overhovedet hjemmelavet keramik, når ikke det bliver brændt? Måske skal vi bare kalde det at “lege med ler” ligesom vi gjorde til formning i folkeren). Jeg fik fat i en pakke ler og så var det ellers bare om at gå igang.

Da jeg havde produceret min første lille potte var jeg simpelthen så stolt at jeg lagde et billede af den på instagram – og så skal jeg ellers lige love for at kommentarerne og beskederne tog fart. Jeg har fået så mange spørgsmål på, hvordan jeg gør, så nu forsøger jeg mig altså med en lille “guide” ud i hjemmelavede lerpotter.

hjemmelavet keramik kopper potter

Det krævede lige et par forsøg at få nogenlunde styr på teknikken, men nu føler jeg efterhånden at den sidder der. Jeg vil dog gerne lige indskyde og minde om, at min teknik på ingen måder er professionel, så hvis du har hørt noget andet et andet sted, så lyt endelig til dem i stedet for mig – jeg gør det kun på hobbyplan og det kan sagtens være, at eksperter synes at jeg gør det helt forkert.

Jeg laver potterne over nogle omgange og det vigtigste – udover selvhærdende ler – du skal væbne dig med er altså tålmodighed.

Undervejs i min proces med at lave ler, har jeg opdaget, at der er meget stor forskel på selvhærdende ler og det absolut bedste jeg har haft fingrene i, er fra FIMO. De andre slags jeg har prøvet, har simpelthen slået revner, så nu sværger jeg til FIMO, men det kan selvfølgelig være, at du oplever noget helt andet, så prøv dig lidt frem.

Jeg starter processen med at rulle en klump ler ud i ca 1/2 cm tykkelse. Så skærer jeg et bånd på den højde jeg synes potten skal have og ruller det så omkring en dåse (altså en dåseøl- eller sodavand). Så skærer jeg det overskydende ler fra (fordi båndet har været for langt) og sørger for at det ellers sidder nogenlunde til dåsen. Jeg samler ikke leret endnu, da det alligevel vil skille, når det tørrer, så enderne skal bare støde mod hinanden, men ikke hæftes sammen.

… Og så venter man.

Efter cirka et døgn, er leret tørt og du kan tagge det af dåsen og sætte samlingen sammen med lidt nyt ler, som du gnider glat med lidt vand på fingrene. Dernæst sætter du en bund på potten (rul ud, skær ud, hæft fast). og så er du klart til at forme hvad end du gerne vil forme på potten. Jeg har både lavet én med bryster, med en en diller og et par stykker med vaginaer. Jeg synes klart at sidstnævnte er de sjoveste at lave, men de er måske også – for nogen – de mest grænseoverskridende. Det skal være helt op til fantasien at afgøre hvad du laver og hvis ikke du er til de lumre potter som jeg, så er der jo en masse andre muligheder.

Det vigtige er, at du virkelig gør dig umage med at sætte det nye ler fast på det tørre, ved at glatte det rigtigt godt ud med vand – ellers kan det simpelthen falde af.

Når du er tilfreds med formen på din potte skal den tørre – igen.

hjemmelavet keramik kopper potter hjemmelavet keramik kopper potter hjemmelavet keramik kopper potter

Og så er du klar til at male! Jeg maler med helt almindelig akrylmaling. Jeg har en helt lys rosa (næsten hvid), en rød og en okker-gul som jeg blander farver ud fra. Og når malingen så er tør, så kan du give den en omgang vejrbestandig akryllak – så bilder jeg mig ind, at potterne kan tåle lidt mere.

Potterne er ikke til at drikke af, men til planter, kontorartikler eller tørrede blomster er de perfekte.

Hjemmelavet keramik potter kopper

Hvis du kaster dig ud i at lave dine egne potter, så pleeease tag mig @canabuttenschon på instagram hvis du lægger dem ud – jeg vil såååå gerne se! TAK – og rigtigt god fornøjelse. 

Hasselback kartofler med pesto

Hasselback kartofler emmer måske ikke ligefrem af hverken sex eller hverdagsgourmet, men hold nu bare min knallert, hvor de smager godt altså!

hasselback kartofler

 

Jeg blev introduceret til dem for første gang i hjemmekunsttimerne tilbage i sjette klasse i folkeren – og jeg har elsket dem lige siden. Hasselback kartofler, selvfølgelig. De salte, fede, sprøde kartofler smager jo simpelthen for godt til at gå i glemmebogen. Som så meget andet, kan de selvfølgelig varieres i mange forskellige afskygninger. Her har jeg for eksempel lavet en version med pesto, men dermed naturligvis ikke sagt, at der er noget som helst i vejen for helt almindelige, traditionelle hasselback kartofler. Virkelig ikke.

Det eneste der er med dem, det er , at de skal laves ordentligt og her har jeg som så ofte før, naturligvis rådført mig med min absolutte yndlingskok (som tilfældigvis også er ét af mine absolutte yndlingsmennesker, sådan generelt) og tippet til de helt perfekte hasselback kartofler viser sig simpelthen at være ganske, ganske nemt. Det handler slet og ret om, at de skal en tur i varmt vand, efter de er skåret ud og inden de bliver penslet med olie.

Hasselback kartofler med pesto

4 personer
60

Ingredienser

  • 1 kg kartofler
  • 2-3 spsk olie
  • salt
  • 2-3 spsk pesto

Sådan gør du

Skræl kartoflerne og skær tynde, tynde skiver ca 2/3 ned igennem dem. Et godt tip kan være at lægge skaftet fra en grydeske (af træ) foran kartoflen når du skærer og så simpelthen bare skære ned til den, hver gang. På den måde undgår du, at komme til at skære hele vejen igennem 🙂

Når kartoflerne er skåret, så kom dem i en gryde med varmt vand fra hanen. Det gør at en del af stivelsen trækker ud af dem og lagene i kartoflerne vil således have lettere ved at skille sig fra hinanden.

Tag kartoflerne op af vandet og dryp dem af og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl kartoflerne med olie og sørg for at det kommer ned imellem alle lag. Drys med salt, som ligeledes helst skal ned i lagene.

Bag kartoflerne i ovnen ved 170 grader i cirka 35 minutter (indtil de er knap færdige) og tag dem så ud, pensl med pesto og kom dem tilbage i ovnen og bag dem færdige i 5-10 minutter, indtil de er helt sprøde udenpå og silkebløde indeni.

I virkeligheden så elsker jeg det meste der rimer på kartofler, hvadenten det er kogte (med smør og salt), brasede, gratinerede, flødebagte eller noget helt andet – men jeg synes altså at hasselback kan noget særligt lækkert!

Traditionelt serveres de nok sammen med noget kød og en sauce, men hvis du (ligesom jeg) ikke er til dét, så kan de altså også sagtens fungere fint som hovedelement med en fyldig salat på siden. Eller på de dage hvor det skal være lidt ekstra lækkert, med et stykke fisk og verdens bedste sauce på siden. Muuuuuums! Til det sidste ville jeg dog nok vælge at tilberede de traditionelle hasselback – uden pesto – da der ellers kommer lidt rigeligt “smørelse” til min smag, ha ha 😉

hasselback kartofler hasselback kartofler

Som så ofte før sagt, så føl dig endelig fri til at tagge mig på instagram (@canabuttenschon) hvis du kaster dig ud i at lave nogle af mine opskrifter, for jeg synes simpelthen det er så hyggeligt at se hvordan “min” mad ser ud hjemme hos jer.

Tid til eftertanke #53

What. A. Week. Der har godt nok været drøn på hjemme hos mig i den forgangne uge. Det startede med et par dages vinterferie sammen med børnene og sidenhen en kombination at virkeligt meget arbejde med møder, kampagneskydninger, webshop, planlægning og så fremdeles – og ditto meget “vi-gør-som-om-vi-holder-ferie”-hygge. Det har egentlig været en meget god kombination at arbejde for fuld drøn og forsøge at holde “ferie” på samme tid, meeeen det er nok ikke et tempo jeg holder til i længden…

Ugens højdepunkt var uden tvivl vores tur med Oslobåden først på ugen. Bevares, det gyngede måske en smule mere end hvad godt var (om natten især). Men det var simpelthen så hyggeligt og jeg tror ikke det er rent galt hvis jeg siger at det var nogle af de bedste dage vi har haft sammen alle fire, i dette år til dato.

Jeg smilede mest da min kære agent, som med årene også er blevet en kær veninde, havde inviteret til stor fødselsdag i aftes. Hun er det mest organiserede og perfektionistisk menneske jeg kan komme i tanker om, så alt var perfekt! Højdepunktet, udover det dejlige selskab, fra aftenen var da et vaskeægte hornorkester pludselig stormede ind og lavede den vildeste stemning jeg nogensinde har oplevet. Det var så mega sejt, altså!! (De hurtige kan måske lige nå at se et lillebitte glimt af det i min story på instagram). 

Ugens lavpunkt  ville helt oplagt måske være de tømmermænd jeg sidder med i skrivende stund. Men alene det faktum at jeg er i stand til at skrive, fortæller mig, at mine tømmermænd er usædvanligt milde efter dén skala jeg plejer at have tømmermænd efter. Derfor graver jeg lige dybt i lommen og minder mig selv om at jeg sådan set har haft landsyge det meste af ugen, som nok i virkeligheden har været lavpunktet.

Det gode ved det er at tømmermændene tilsyneladende har taget over for landsygen, så jeg satser benhårdt på, at jeg er back on track fra i morgen 🙂

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min nye kashmere-sweater fra MosMosh. Jeg fik den af dem i forbindelse med et møde vi holdt i løbet af ugen (fordi vi lige går og ser hinanden an i forhold til et eventuelt kommende samarbejde) og den er simpelthen det blødeste jeg nogensinde har iført mig. Forestil dig det blødeste stykke tøj du kan finde til en baby – og gang det så med to og gro det op i voksenstørrelse i et smart og feminint design. Så har du min nye sweater, som jeg nu bare skal finde ud af hvordan jeg vasker, uden at ødelægge kvaliteten. (Gode råd er mere end velkomne) 🙂

Det bedste jeg har spist er selvfølgelig blinis med stenbiderrogn! Åh, hvor jeg elsker at det er tilbage i sæson – det betyder jo for pokker, at foråret er på vej. (Hurra!).

Det bedste jeg har set var Adam og Noahs show, Farvel og Tjak, som jeg så på Bremen i fredags. Simon var så heldig at få fingre i et par billetter på dba.dk og det var altså et fantastisk show! De tog gutter formår på fineste vis at gøre grin med både danske og mellemøstlige kulturer, uden at nedgøre hverken den ene eller den anden. De bygger den fineste bro imellem kulturer og efter alt at dømme i salen, hvor vi var mange og meget forskellige mennesker repræsenteret, så er jeg ingenlunde alene om at gøre mig den observation. Hvis du har mulighed for det, så tag ind og se dem – og hvis ikke, så glæd dig over, at de angiveligt lægger hele showet på youtube, når touren er overstået.

I næste uge ser jeg frem til en uge fuld af dejlige planer – både privat og professionelt. Særligt fastelavn glæder jeg mig til, fordi jeg i år har glæden af at have mine børn hjemme imens det løber af staben. Dét glæder jeg mig til!