Jeg trillede alt for sent ud af sengen og kunne nøgent konstatere, at der lå sne på min altan. Sjap-sne, for at være mere specifik. Ikke bare på altanen, men alle vegne.

Fuck, altså.

Egentlig har jeg overhovedet ikke noget imod sne, så længe det bare er sådan noget rigtigt sne, der ikke bliver til sorte pytter af grød, så snart det er blevet trådt på. Det her, det var hundrede procent ikke rigtig sne og fordi jeg i dag skulle et blog-event, kunne jeg overhovedet ikke overskue det. Det var nemlig ikke et hvilket som helst blog-event. Næh, det var et blogevent, som Elle stod bag. I ved, den Elle. Modemagasinet, som jeg egentlig aldrig har kunnet identificere mig med, fordi det er så meget pænere end jeg nogensinde kommer til at blive, men som jeg alligevel altid har set lidt misundeligt op til. De har simpelthen – for allerførste gang – inviteret mig med til ét af deres events og så skulle jeg – og mit hår, der altid kruser skørt når det bliver ramt af den mindste smule regn (eller sne) – kraftederme igennem dét der vejr for at komme derhen.

Det virker måske tosset, at have det sådan, men når den allerpæneste pige i klassen en dag inviterer til fest, så dukker man selvfølgelig op og man gør sig selvfølgelig umage for at gøre et godt indtryk.

Jeg trak huen lidt ekstra godt ned om ørerne og halstørklædet ditto op og satte på cyklen de få kilometer der var, op til eventet. Det virkede overhovedet ikke til at holde håret pænt, men til gengæld kunne selfiekameraet på min telefon, som jeg tjekkede lige inden jeg gik ind, afsløre at jeg havde fået sådan nogle underlige streger i panden fra min hue, på samme måde som jeg altid får det på kinderne når jeg har sovet. Ak ja, jeg er jo også bare en lille sønderjyde, som er vokset op i røde træsko, så hvorfor skulle jeg ikke også bare bekende kulør med det samme og afsløre, at jeg altså ikke er nogen rigtig modetrunte. Invitationen var sgu nok en fejl… Bevares, jeg ved hvad jeg synes er pænt og jeg synes da sådan set også at jeg har en helt udmærket garderobe, men jeg bliver altså aldrig nogensinde ligeså pæn – eller modebevist – som dem fra magasinerne. Til dét er jeg slet og ret for nærig.

På vejen ind på My Poké hvor eventet skulle afholdes så jeg ryggen på én jeg kender sådan lidt overfladisk. “Heeeej” fløj det ud af mig og hun vendte sig om. “Nej, gud hej! Hvor hyggeligt at du også kommer!” svarede hun og gav mig et knus “kom med indenfor”. Det var som om hun var helt normal. Jeg gik med hende ind og vupti – der var Sneglen. Shit, det var nemt! Hej og kindkys og af med frakken. Der var flere jeg kendte og vupti-vapti, efter en halv kop kaffe og lidt sludren i krogene, skulle vi til bords. Nogen sagde noget officielt og så måtte vi spise – og ja, så sludrede vi lidt igen, inden vi gik hver til sit.

Business as usual, mand!

Det fine og meget, meget moderigtige blogevent viste sig – selvfølgelig – at være fuldkommen ligeså afslappet, som de fleste andre blogevents jeg har været til igennem tiden. Den pæne pige fester altså på præcis samme måde som alle os andre, så at sige, og efter et par timer, takkede jeg af og satte kursen videre mod confettikontoret. Med rank ryg – ganske uagtet om de nogensinde inviterer mig igen, eller om det var en engangsforseelse. Jeg er trods alt stadig hverken for fin til træsko eller for bondsk til stiletter.

Der var selvfølgelig mere på grund af det gode selskab frem for, for at lære noget nyt, at jeg troppede op til julefrokost hos en gruppe damer, der kalder sig for “Dillerbanden” i går. Ikke desto mindre, så gik jeg altså derfra en lille smule klogere end jeg var da jeg kom. Okay, det sidste punkt vidste jeg måske godt lidt i forvejen, men nu fik jeg det altså bekræftet, da én af damerne filmede det, da jeg fik lidt privatundervisning lige før pakkelegen…

Fem ting jeg lærte til dillerbandens julefrokost:

… At brombærmarmelade åbenbart gør en udmærket erstatning for ribsgelé i en julesovs.

… At man virkelig kan snige sig udenom meget køkkenarbejde, så længe man bare tager tjansen med at skrælle kartofler. Jeg siger det bare.

… Hvad det nu er at tea-bagging går ud på.

… Hvordan navnet HEIDI ser ud, når det er skrevet med nogens tis (ikke mit, selvklart).

… At jeg muligvis er den dårligste nisse i verden til at “twerke”. (Se evt min story på instagram, hvis du tror jeg lyver).

Jeg bliver ofte spurgt om ikke jeg vil komme med nogle idéer til hvad pokker man kan finde på at lave, når man har børn i København. Af og til kommer spørgsmålet fra kvinder som bor i – eller tæt på – København, men oftest får jeg det fra kvinder, som kommer længere vejs fra og som skal på et par dages ophold her i hovedstaden.

Det korte svar er: Jo, gu’ gider jeg godt det!

Det lidt længere svar er: Jo, gu’ gider jeg godt det, men nu har det stået ét eller andet sted på min to-do-liste i mere end to år og der er stadig ikke rigtigt kommet noget ud af det, så hvornår det bliver, kan jeg ikke give nogen garantier for.

Til gengæld er der heldigvis nogen andre, der er kommet mig ret godt i forkøbet på lige akkurat dén konto. Ja faktisk fandtes de længe før jeg havde nogen online-eksistens i form af denne her blog og ja, sågar også inden jeg overhovedet fik børn. Det er selvfølgelig Børn i Byen jeg taler om.

Børn i Byen er (blandt andet) et inspirations-site hvor man kan gå ind og blive opdateret på hvad der sker i henholdsvis Aarhus og København, hvor de (indtil videre) holder til og jeg har ofte selv brugt det, både for at holde mig ajour med hvad der sker i egen by, men altså især de gange jeg har haft mine børn med i Aarhus, har jeg flittigt trawlet siden for inspiration.

Udover inspirationsdelen, hvor enhver med en internetforbindelse kan få gode idéer til hvad pokker man skal lave sammen med sine (eller andres) børn, så har de faktisk også en medlemsklub. En klub jeg dog aldrig selv har været medlem af, førend for ganske nyligt, hvor stifteren, Caroline (som i øvrigt er vildt sød) skrev til mig og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at blive det. “Mjah, mjoh…” tænkte jeg for mig selv, inden jeg lod det gå et par dage førend jeg fik svaret. For gad jeg virkelig det? Altså, når hun skrev til mig på dén måde, så var det jo uden tvivl fordi hun håbede på omtale og når jeg nu allerede har klaret den fint i de første syv år af mit moderskab uden et medlemsskab i Børn i Byen-klubben, hvorfor skulle jeg så pludselig få behov for det nu? (Ja, jeg er altså nogle gange temmeligt skeptisk, når det kommer til sådan noget med rabatkordninger og medlemsskaber af alt muligt, men helt ærligt – jeg får det simpelthen ikke brugt og så bliver det jo spild af penge).

“Vi betaler det første halve år” lokkede Caroline og okay så da – så prøver vi det af!

Og ved I hvad? Ja, I har nok regnet det ud. Jeg ELSKER det og har faktisk gjort det fra dét øjeblik jeg meldte mig ind. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor.

Ved indmeldelsen har de – fuldkommen ligesom vi kender det fra magasinerne – et hav af forskellige tilbudspakker man kan købe, sammen med sit medlemsskab (der i øvrigt kun koster 38 kroner om måneden). Jeg plejer altid at tænke, at dén slags er en lille smule bondefangeri, men når nu jeg havde takket ja til det gratis medlemsskab, så var det mindste jeg kunne gøre selvfølgelig at tjekke det ordentligt ud. Og vupti, pludselig havde jeg fået et medlemsskab OG en tur med oslobåden for hele familien! Ha ha, det er sgu da genialt.

Måske er en tur med oslobåden ikke det mest eksotiske man kan forestille sig at gøre med sine børn og måske passer én af de andre tilbudspakker meget bedre til jer, men siden vi er flyttet til Nordhavn og ofte kan se færgen ligge i havn, så har vi snakket om, at vi gerne ville afsted. Som vi altså nu kommer. For 20 kroner! (Udover de 38 kroner som medlemsskabet koster). Se dét er noget denne her lille jydekøbenhavner forstår! 😀

Derudover så giver medlemsskabet også rabatter til en hel masse andre virkeligt fede ting. En del af tingene er mest henvendt til familier med mindre børn end mine, men der er altså også gode rabatter på alt muligt som kan bruges, når man har lidt større børn – eller sågar, inden man har fået børn. For eksempel sparer man 15% på Go-Boats, som jeg såååå gerne vil sejle rundt i, både sammen med mine børn, sammen med min kæreste og sammen med en flok veninder, som vi gjorde det til min polterabend i sin tid. De er normalt ret dyre at leje, så rabatten her er virkelig kærkommen og vi kommer uden tvivl til at bruge den til sommer. Ligesom der er virkeligt, virkeligt mange andre ting vi også kommer til at gøre brug af rabatterne ved; Klatreparken “Camp Adventure” i Haslev, DGI-byen, Dinos Legeland og Experimentariet, for at nævne nogle få.

Faktisk har vi allerede besøgt Experimentariet med vores medlemsskab og 20% rabat i baglommen og det var – selvfølgelig, fristes jeg til at sige – helt vildt godt. Experimentariet er ét af de allerfedeste steder jeg overhovedet kan komme i tanker om at tage hen med mine børn og for hver gang jeg kommer der, får jeg endnu mere lyst til at komme der snart igen. Personligt er jeg mest til dén del der handler om at udforske kroppen, med reaktions- og styrketests og dén slags, imens mine børn tripper helt van(d)vittigt meget over alle vandstationerne, hvor de kan bruge timevis på at bygge dæmninger og kringlede kanaler til alle de små både, der sejler rundt. Det er super, super sjovt – men uden rabat faktisk også ret dyrt. Vi sparede ialt 124 kroner – eller hvad der svarer til lidt mere end hvad man betaler for 3 måneders medlemsskab hos Børn i Byen, for nu lige at stille det op i dét lys 😉

Derudover har man som medlem adgang til en lang række gratis events – for eksempel babyrytmik og foredrag til dem med helt små børn og filmpremierer til os med lidt større – ligesom man også får besked om og adgang til forskellige lagersalg før alle andre.

Jeg tror med andre ord altså godt at det kan betale sig at melde sig ind – særligt fordi jeg i hvert fald ikke personligt mistænker, at jeg kommer til at glemme at bruge det, da jeg jo vil blive mindet om det, hver gang jeg alligevel er inde på Børn i Byen-hjemmesiden for at søge inspiration til nye udflugter 🙂

Hvis I vil vide mere eller måske endda melde jer ind i Børn i Byen Klubben, kan I gøre det HER.

God weekend herfra!

Hvert år fødes omkring 500 børn med hjertefejl herhjemme i Danmark og det er således den hyppigst forekommende (omend sjældne, med en forekomst på under 1%) medfødte misdannelse vi har. Der er stor forskel på hvor alvorlige hjertefejl er og imens nogen er meget små og relativt ukomplicerede, er andre livstruende og i nogle tilfælde desværre også uhelbredelige. Heldigvis er vi i vores sundhedssystem herhjemme så dygtige, at vi faktisk kan opdage de mest alvorlige hjertefejl allerede i graviditeten, således forældrene har mulighed for at træffe beslutning om at afbryde graviditeten, hvis det er en meget alvorlig hjertefejl, eller i det mindste at være forberedte på tiden der følger efter fødslen, hvor et barn med medfødt hjertefejl som et minimum vil skulle til adskillige kontroller, for at sikre, at hjertet udvikler sig i en forhåbentligt positiv retning.

Det er i udgangspunktet virkelig godt, at vi er så dygtige og allerede imens barnet er inde i moderen mave, kan opdage de medfødte hjertefejl, men som beretningen du skal læse om lidt vidner om, så kan man altså ikke altid tage lægernes ord for gode varer – heldigvis!

Et hjertebarn kommer til verden

Vi fik i uge 20 beskeden som ingen forældre vil have. ”Jeg kan ikke se hele hjertet på jeres barn, I skal til en scanning hos en læge.” De havde dog først tid til hjertescanning en uge senere. Det var en meget lang uge.

Vi blev scannet om fredagen af en dygtig føtalmediciner på Hillerød, hun hentede en kollega ind og de sagde en masse latinske termer. Jeg vidste godt, at den var gal. Min kæreste var stadig positiv.

Men så kom beskeden. Jeres barn har ikke veludviklet hjerte, det ligner at hans ene hjertekammer er for lille.

De snakkede fostervandsprøve og at vi skulle på Rigshospitalet til scanning. Min verden var brudt sammen, jeg vidste ikke om jeg kunne beholde vores dreng i maven.

Jeg fik taget fostervandsprøve om mandagen og de havde fået en tid til scanning hos en hjertelæge på Rigshospitalet samme dag, så imod alle anbefalinger måtte vi afsted mod Rigshospitalet under en time efter fostervandsprøven var taget.

Vi ventede i over 1,5 time inde på Riget indtil at vi kom ind til hjertelægen. Han var en meget kold og kynisk mand, han scannede min mave i lang tid, sagde ingenting udover når han snakkede i telefon imens. Til sidst siger han ”Ja, der er noget galt med fosterets hjerte. Vi kan lige gå ind og snakke om jeres muligheder.” Kort sagt mente han, at vores søn havde hjertefejlen DORV – som betyder at der kun er et fungerede hjertekammer samt at der er byttet rundt på nogle af de store årer i hjertet. Det ville kræve 3 operationer indenfor de 3 første år. Den første operation indenfor første leveuge. Han rådede os til en abort, da han mente at vores dreng ville blive handikappet, da han ikke ville kunne klare de samme ting fysisk som hans jævnaldrende. Min kæreste tog ordet og sagde, at vi ikke ønskede en abort. Vi troede på vores lille dreng.

Graviditeten gik hurtigt med scanningerne hver 4. Uge og til sidst hver 14. Dag samt besøg på neonatalafdeling samt møde med kiruger og hjertelæger. Han fulgte hele tiden sin kurve og voksede rigtig flot. Så jeg måtte gerne føde selv, men de ville sætte mig i gang med piller inden nytår. Jeg havde termin d. 30/12. Vi fik tid til igangsættelse d. 28/12. Det var perfekt, så var julen overstået!

Dagene op til havde jeg rimelig ondt i lænden om natten, troede bare at det skyldes min bækkenløsning og den lagengymnastik som vi havde lavet for at modne mig som min jordemoder havde anbefalet.

Vi kom ind på Riget d. 28/12 kl. 10, hvor jeg blev undersøgt af en sød jordemoder. Jeg fortalte om mine små smerter i lænden, hun grinte og sagde, at jeg altså ikke ville være i tvivl hvis jeg havde haft begyndende veer. Så hun ville undersøge mig og vurdere hvor mange igangsættelses piller jeg skulle have.

Hun undersøgte og grinte igen overrasket – ” Du er 4 cm åben og har ingen livmoderhals tilbage. Vi kan bare tage vandet!”

Vi blev sendt hen på patienthotellet for at slappe af indtil de havde en jordemoder klar til os.

De ringede kort tid efter. Kl. 12 ville der være en jordemoder klar! Så lidt over 12 tog de vandet også skulle vi vente på veer. Så afsted med os ud og lave veer på Rigets gange. Kl 14 var der stadigvæk ikke skyggen af en ve. Så vedrop blev sat til og veerne kom så småt.

Min kæreste fulgte lystigt med på skærmen, da jeg havde CTG på. Han udbrød ”øj skat!! En kæmpe ve du har nu!” Ja.. Det kan jeg godt mærke, Sherlock!!

Jeg var ret hæmmet i mine bevægelser grundet vedrop, CTG samt havde vores søn fået en elektrode på hovedet, så de hele tiden havde styr på hans hjerte.

Min mor kom, hun skulle være hos mig efter fødslen, da min kæreste skulle med vores dreng over på neonatal med det samme. Jeg spurgte hende forarget, hvordan hun dog kunne finde på at gå igennem dette helvede 3 gange?!

Kl. 17 var jeg udvidet 7 cm, så min kæreste blev sendt over på patienthotellet for at hente nogle ting fra bilen osv. Kl. 17.30 måtte min mor ringe til ham og sige, at nu skulle han få fart på! Han kom løbende ind på stuen i strømpesokker, da han var gået afsted i sine klipklapper.

Han var max forpustet – så jeg fik tørt sagt, at han skulle begynde at træne lidt når vi var færdige her!

Også gik jeg ellers i gang med at presse en baby ud, min kæreste beskriver lydene jeg kom med som hvaler i brunst, indtil jordemoderen bad mig om at bruge energien på at presse i stedet for på lyd. Så sagde jeg pænt undskyld og ud kom han! Kl. 18.06. Han kom ud som en sand supermand med armen først.

Jeg fik ham op på brystet og kiggede undrende på lægerne og sagde ”Jamen, han trækker jo vejret så flot?” Jeg havde et billede af, at de ville flå ham ud af mine arme og undersøge ham. Han fik en SAT-måler som målte hans iltmætning og den lå super flot, så jeg fik lov til at ligge med ham i små 30 min, før de kørte ham på neonatal sammen med min kæreste.

Jeg skulle syes – en del! Min mor udtrykte, at de skulle i gang med et patchwork-tæppe. Tak for det, mor!

Jeg kom kl. 22.30 endelig over til vores dreng og lægerne havde gode nyheder. De havde scannet ham og det så ikke ud til at være så slemt som antaget.

Næste dag scannede flere forskellige hjertelæger ham, da de ikke troede at det kunne passe. Men det gjorde det, hans hjertekammer var vokset med og han havde nu ”kun” et hul i mellem hjertekamrene. Så det var kun 1 operation nogle måneder senere. Vi kom hjem nytårsaften og var helt rundt på gulvet, vi havde forberedt på over en måneds indlæggelse. Nu stod vi i vores hjem med vores dreng, som slet ikke så eller virkede syg.

Den 27/2-18 blev han opereret og alt gik efter planen. Han er i dag en glad dreng som ikke mærker til hans hjertefejl. Vi er glade for, at vi troede på vores lille supermand som tog os alle mod storm.

Malawi er et ekstremt fattigt land, hvor to tredjedele af befolkningen er under 25 år og hvor lige knap halvdelen af pigerne bliver gift inden de er fyldt 18 år.

Om lige akkurat 16 dage rejser jeg endnu engang ud i verden og jeg kan simpelthen ikke helt finde ud af hvordan jeg har det med det. Bevares, jeg glæder mig da, men fordi jeg på mange måder er så usikker på, hvad jeg rent faktisk skal ud og opleve, er jeg også nervøs, for hvordan det bliver.

Jeg skal til Malawi i forbindelse med Danmarks Indsamling, som her i januar fylder store dele af sendefladerne på flere af DRs kanaler og som kulminerer i det store show I nok allesammen kender, på DR1 d.2.februar. Og som jeg altså, for tredje år i træk, har fået lov til at være en lillebitte del af, ved at rejse ud til ét af de steder vi samler ind til, for at kunne se, opleve og mærke, hvilke udfordringer menneskerne der oplever og hvilken forskel vi forhåbentligt kan gøre, ved at skaffe midler til de hjælpeprojekter der er søsat de pågældende steder.

I år skal jeg ned og se ét af Folkekirkens Nødhjælps projekter, som har til formål at stoppe børneægteskaber og for fanden hvor giver det bare god mening. Til gengæld frygter jeg også, hvad og hvem jeg kommer til at møde på min vej mod forhåbentligt at få en bedre forståelse for livet som pige eller kvinde i Malawi.

Læs også indlægget “Den vildeste dag” som jeg skrev da jeg var med Danmarks Indsamling i Somaliland sidste år. 

Da jeg i sin tid blev spurgt om jeg ville med på turen, vidste jeg endnu ikke hvilket fokus Danmarks Indsamling ville have for i år og jeg vidst endnu mindre, hvor grelt det rent faktisk står til, særligt for kvinderne i Malawi. Jeg vidste at det er ét af verdens allermest fattige lande, men at kvinderne dernede – så vidt jeg kan forstå nu hvor jeg har sat mig lidt bedre ind i sagerne – er mere undertrykt end noget andet sted jeg nogensinde har været, er virkelig kommet som en overraskelse for mig.

Jeg ved ikke om I kan huske den forfærdelige historie der fyldte en del i medierne for nogle år tilbage, om en mand, der stod frem og fortalte om, hvordan han var blevet betalt penge for at have sex med unge piger i sit lokalsamfund? Han var HIV-positiv og havde alligevel ubeskyttet sex med over 100 piger, som en del af deres transformation fra pige til kvinde. Mod betaling fra pigernes forældre vel at mærke, fordi man altså tror, at pigerne skal “renses” via denne mand (som også kaldes for en “hyæne”) inden de er parate til at træde ind i voksenlivet, med alt hvad der tilhører sådan ét.

Faktisk tror man at både pigerne og deres familier vil blive ramt af alvorlig sygdom eller endda død, hvis pigerne nægter at have sex med “hyænen” og hvis I ikke tror jeres egne øjne, når I læser det her hos mig, kan jeg anbefale jer at høre den danske dokumentar som blev sendt på P1 for et års tid siden HER, som beskriver det hele ret godt.

Når så pigerne er blevet “renset” ved hyænen, bliver de ofte gift bort til en ældre mand, som betaler familien en “brudesum” (typisk et par geder) for hende. Herefter tilhører pigen den nye mand og hans familie og det er altså ikke sjældent at hun udsættes både for vold og seksuelt misbrug i den nye og meget uligeværdige relation.

Det sker selvfølgelig ikke altid sådan, men faktisk bliver lige knap hver anden pige i Malawi gift før hun er fyldt 18 år. Crazy shit! 

Som en konsekvens af de mange børneægteskaber, ser man i Malawi desværre også rigtigt mange børnegraviditeter. Udover at de tidlige graviditeter giver pigerne en øget risiko for alvorlige komplikationer under fødslen, fordi deres kroppe simpelthen ikke er færdigudviklede, så har det desværre også den alvorlige konsekvens, at de unge mødre får endnu dårligere muligheder for uddannelse og de har en markant øget risiko for at leve i dyb fattigdom.

Man kunne selvfølgelig spørge sig selv om, hvorfor pigerne dog ikke gør opbrud mod de tidlige ægteskaber og mod de mænd, der med pres fra samfundet tvinger dem til sex, men det er naturligvis ikke så simpelt. Eller altså, det tror jeg ikke det er. Jeg tror, at det kræver en benhård indsats at oplyse, informere og uddanne pigerne (og drengene) til at forstå, at de – jævnfør FNs femte verdensmål – har retten til deres egen krop. Det kræver ressourcer at hjælpe og støtte pigerne til at kunne klare sig selv og til – på sigt – at kunne være med til at hjælpe landet ud af den massive fattigdom, ved at bidrage aktivt på arbejdsmarkedet.

… Altså, det tror og gætter jeg i hvert fald på, herhjemme fra min lille, bløde kontorstol.

Jeg ved i virkeligheden ikke meget, men jeg ved, at Malawi er et ekstremt fattigt land, hvor pigerne især har hårde odds imod sig og jeg ved, at jeg er både spændt, nervøs og en lille smule ængstelig over at skulle derned og opleve det hele, helt tæt på. Men så længe jeg kan være med til at gøre bare en lillebitte forskel for nogle af de mennesker, der trænger allermest, vil jeg næsten gøre hvad som helst – især det her.