Den kom til mig kort før sommerferien, ideen om at vække mine egne krøller til live. Jeg har ellers igennem flere år brugt mit glattejern til at lave krøller, men med udsigt til festival og camping en hel sommer, kunne jeg pludselig ikke overskue det. Jeg mener, hvem glatter – eller krøller – egentlig hår på en festival? (Ikke mig, i alle tilfælde). Så jeg lod hår være hår og købte i stedet shampoo, balsam og sådan noget styling-halløj til at komme i håret lige efter badet, som altsammen lovede at give flere krøller og mindre frizz. Ingen glattejern og – fandt jeg ud af kort efter – heller ingen frottéhåndklæder.

Hurtigt begyndte krøllerne at vise sig og jeg blev en dag så begejstret, at jeg delte et billede af dem (på en god dag) på Instagram. Her skete der det magiske, der så ofte sker på de sociale medier: jeg fik er væld af gode råd med på vejen og ét af dem har jeg altså indfriet i dag. Rådet var: besøg Vinthers Klippekælder. En frisør der ligger på Nørrebro, fandt jeg ud af. Da jeg ringede til hende før sommerferien fik jeg meldingen at hun lige akkurat havde fået et afbud i august, som jeg skulle være velkommen til at snuppe – og ellers var der først tider næste år. Jøsses! Jeg tog selvfølgelig tiden og har siden da GLÆDET MIG til at se hvad den yderst eftertragtede frisør mon kunne gøre for mit hår.

Egentlig synes jeg at mit hår den seneste tid har artet sig nogenlunde pænt, men jeg har været særdeles ramt af den udfordring, at den mindste bevægelse i det, kan ødelægge mine krøller så hurtigt som en tulipan fra supermarkedet kan visne, hvis man ikke kender de gyldne tricks til at få den til at overleve længe. En cykletur i modvind, en hånd igennem håret eller – værst af alt – en nats søvn får nemt alle krøller til at forvandle sig til troldeagtigt frizz og dét har jeg helt ærligt været en kende træt af.

Altså, indtil i dag, hvor jeg blev klippet, fik håret stylet (uden brug af direkte varmekilder) og cyklede videre fra Nørrebro, til Østerbro for at handle og hente børn og til sidst ned til Nordhavn hvor jeg har tilbragt eftermiddagen i selskab med tre børn og en hund – og en hel masse uvante krøller. Mine egne krøller, sgu!

Hun kan nemlig nogle tricks, hende Stephanie fra Vinthers Klippekælder. Især – for mig, som trods alt ikke har det “sværeste hår” for en frisør at gå til – kan hun noget med styling. Hun lærte mig om nye teknikker, produkter og metoder til at få mine krøller til at vare hele dagen og jeg må sige, at jeg indtil videre er dybt imponeret. De sidder der bare, uanset hvor meget jeg trækker i dem og dét er altså ret nyt for mig!

Som jeg sagde til hende da jeg kom i dag, så afhang mit hårs fremtidige skæbne ret meget af netop dét besøg, for hvis ikke hun kan få styr på de troldede tendenser, så tror jeg altså at jeg ender med at byde efterår og vinter velkommen ved at gå tilbage til at få gang i glattejernet på daglig basis. Indtil videre er jeg ret meget på “lad krøllerne leve deres eget liv og blive mere markante med tiden”, men jeg er samtidig også ret spændt på hvordan den nu kommer til at gå (og se ud) de kommende dage. Nu bliver det jo helt op til mig om jeg kan huske – og finde ud af – hvordan det er jeg skal gøre, for at give krøllerne det smidige hold de har lige nu.

We’ll see.

P.s. Jeg elsker jeres gode råd – og de er selvfølgelig også velkomne her – men jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg allerede ER bekendt med facebookgruppen “Curly Girl” og at jeg helt ærligt kun er blevet mere forvirret af at have læst lidt med inde i den. 

P.p.s. Jeg har selvfølgelig betalt fuld pris for min behandling i dag – ellers havde der stået reklame i toppen af indlægget. Eller altså, faktisk fik jeg en pose spænder (til 30 kroner) med gratis, men det var vist bare fordi jeg købte fire produkter samtidig og ikke spor fordi jeg er blogger. Bare hvis nogen skulle være i tvivl. 

P.p.p.s. Jeg har hørt at en knust panodil i vandet, skulle kunne gøre underværker for tulipanerne. (Jeg har dog ikke prøvet det selv). 

Da jeg i min ferie postede et billede ala dét i indlægget her på min instagramprofil var der hurtigt et par stykker som undrende skrev, hvad pokker der mon var sket med “min krøllede mave” og om jeg havde fået en opstrammende operation.

Først forstod jeg ikke rigtigt hvad de mente, for min mave er jo bare som den har været de sidste mange år. For nej, jeg er altså ikke blevet opereret. Men så kiggede jeg på billedet endnu engang og kunne da sådan set godt se, at der ikke var mange strækmærker eller løs hud at spore. Selvom begge dele stadig er der, omend sidstnævnte nok er i lidt mindre grad end for et år siden.

Der er nemlig sket det, at jeg siden nytår har lagt mig lidt ud. Ikke meget og ikke noget der generer mig så meget, at jeg gider at gøre noget aktivt ved det, men åbenbart så meget, at min løse hud på maven er blevet strammet lidt op. Den slatne ballon er simpelthen blevet pustet lidt op, ha ha!

Samtidig er vinklen på billedet nok af de mere heldige (selvom det jo for fa’en bare var Simons forsøg på at lave et familieselfie fra en sejltur vi var på, på vores ferie) og som en sidste ting så er billedet, fordi det er taget med selfiekameraet på en helt almindelig iphone, altså en lille smule uskarpt, hvorfor jeg på én eller anden måde ser glattere ud end jeg er i virkeligheden.

Men hermed ikke sagt, at jeg fordømmer sådan en operation – slet ikke – jeg har bare ikke fået den selv.

I tidernes morgen da jeg stod som 24-årig med mit første barn på armen og et maveskind der til en forveksling ligner dét jeg render rundt med i dag, overvejede jeg det bestemt. Jeg var, for at være helt ærlig, temmeligt ked af min “nye” krop. Jeg følte mig forkert og ikke mindst alene om at se sådan ud og jeg skal da sådan set også være ærlig at sige, at hvis jeg i morgen fik valget mellem at have et maveskind som jeg havde før jeg fik børn og dét jeg har i dag (uden at underlægge mig en operation, for at få det første), så ville jeg uden tvivl vælge det første. Selvfølgelig ville jeg det.

Men nu er verden imidlertid sådan, at mit maveskind ikke er sådan lige at lave om på uden at det skal skæres i stykker først og fordi jeg trods alt stadig “kun” er i starten af trediverne, så tør jeg – ligesom dengang jeg var 24 – simpelthen ikke at risikere at få mit maveskind opereret. Simpelthen fordi jeg endnu ikke med sikkerhed kan, tør eller vil sige om nogensinde bliver gravid igen eller ej. Hvis nu jeg en dag bliver gravid igen, så er jeg nemlig temmeligt sikker på, at mit maveskind ville blive endnu mere hærget end det er i dag, hvis det havde fået en tur under en opstrammende kniv forinden. Det vidste jeg som 24-årig og det ved jeg altså stadig i dag.

Derfor øver jeg mig i at acceptere. Eller rettere sagt, derfor har jeg accepteret. For det synes jeg vitterligt jeg har. Jeg lader mig ikke længere skæmme; jeg går i bikini om sommeren, i sweatre om vinteren, i kjoler når jeg skal til fest og tænker sådan set ikke over, at mit maveskind er blødere end de fleste andre. Min mave er jo bare som den er og derfor er jeg sådan set også ret overbevist om, at jeg heller ikke kommer til at få den fikset, når jeg engang er blevet for gammel til at få flere børn.

Nuvel, jeg ved selvfølgelig ikke hvordan jeg har det med mig selv til den tid, men for nu er svaret altså at jeg ikke har fået min mave opereret og at jeg sådan set heller ikke har i sinde at få det gjort. Heller ikke, selvom det garanteret kunne blive pænt.

Det er som om hvem end der sidder og styrer vejret, har haft en finger på pulsen med hvornår sommerferien var forbi, for jeg skal da lige love for at det er blevet efterårsagtigt, hva’? Heldigvis, tænker jeg egentlig, for der er næsten ikke noget værre end at vende tilbage fra ferie (både som barn og som voksen) hvis vejrstemningen stadig er til vaffelis og lange ture på stranden. Okay, selvfølgelig er der meget der er værre end dét, men I ved hvad jeg mener, ikke? Gråvejret har gjort alle de indendørs arbejdstimer lidt lettere at håndtere og således har jeg altså også forsøgt ikke at brokke mig for meget over hverken blæst eller regn. Det lykkedes mig ikke helt, men hey, der er vel på sin vis også noget positivt i at have plads til forbedringer, ikke sandt?

I alle tilfælde kommer her en omgang tid til eftertanke, næsten uden vejrbrok.

Ugens højdepunkt er simpelthen hemmeligt i denne uge! Ha ha, der sker ting og sager her i min lille biks og jeg fik i denne uge en virkeligt fed nyhed, som forhåbentligt kommer til at gøre livet både lettere og lidt bedre for rigtigt mange, når først jeg kan lancere det! Det bliver bare mega-godt, gør det. Udover det, så må højdepunktet være den date Jens og jeg tog på efter skole og tandlæge i mandags. Vi var i boghandlen, i Rundetaarn og på restaurant, og jeg blev endnu engang mindet om, at jeg så gerne vil blive bedre til at have lidt mere tid sammen med mine børn, hver for sig.

Jeg smilede mest da confettifesten, som jeg skrev lidt om i går, viste sig at være endnu federe end jeg havde turdet drømme om. (Også selvom vejen derhen var noget – ahem – besværlig…).

Ugens lavpunkt har været at undvære mine børn. Efter en dejlig sommerferie med masser af uafbrudt kvalitetstid, har det virkelig været hårdt at undvære dem i de fem dage, de har været hos deres far. Jeg krydser alt jeg har for at det dog kun er mig, der har det sådan, for jeg kan næsten ikke bære det, hvis de også har savnet mig (mere end normalt).

Det gode ved det hele er at de kommer hjem igen. I dag.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min glimmerprikkede pastelgrønne kjole, som jeg har haft på så mange gange, at jeg efterhånden gruer for den dag den ikke kan holde mere. Den er så pæn og så god at have på – og så kan man spise al den pasta man overhovedet gider, uden nogen spotter en foodbaby under de mange lag af flagrende stof. GENIALT.

Det bedste jeg har spist ligger lidt op ad det bedste jeg spiste i sidste uge. Det er en thai-ish suppe fra WokOurWay, som for tiden er mit favoritsted at hente take-away fra. De laver så store portioner at to personer snildt kan dele én ret – og så er deres Tom Kha Gai altså bare fuldstændigt fantastisk!

Det bedste jeg har hørt i løbet af den forgangne uge er faktisk en lydbog jeg har været igang med siden før sommeren. Dronningeofret af Hanne Vibeke Holst. Den er en ordentlig basse på mere end 23 timer, men i skrivende stund har jeg kun to tilbage og jeg er totalt ambivalent, fordi jeg er så spændt på at høre hvordan den slutter, men samtidig vil jeg bare gerne have den til at vare for evigt. Den er virkeligt god.

I næste uge ser jeg frem til en hel masse spændende møder – meget apropos det hemmelige højdepunkt. Og så selvfølgelig til at være sammen med mine børn. Åh ja, og til et ekstraordinært forældremøde i Peters børnehave, som har nogle massive udfordringer lige pt (børnehaven, altså. Ikke Peter), som jeg er edderspændt på at høre, hvordan den konstituerede ledelse har tænkt sig at gribe an. Jeg krydser kæmpe meget fingre for, at de kommer til at sige noget der giver mening. Jeg frygter det modsatte, men jeg håååber…

Som I der også følger mig på instagram allerede ved, så holdt vi i torsdags fest i mit lille bloggeragentur, Confetti CPH. Vi havde inviteret en ordentlig flok kollegaer til drinks,  middag og intimkoncert – og det var simpelthen sådan et vellykket arrangement. Omend vejen dertil ikke var helt uden bump.

Min dag startede ud med at jeg glemte at stille en kop i kaffemaskinen, inden jeg tændte den, hvorfor jeg altså kom retur fra badeværelset og undrede mig en smule. Havde jeg ikke lige sat en kop kaffe over? Der duftede endda af kaffe. Jo, jeg havde sat en kop over og gudskelov havde drypbakken fanget al den friske kaffe, der ellers var rendt ud over hele køkkenbordet. Ha ha, held i uheld – og så var dagen ligesom igang!

Jeg fik arbejdet et par timer og gik så ellers i krig på badeværelset, hvor jeg havde sat en hel time af. En hel time med make-up, glattejern og en lydbog.

Jeg har stort set ikke kigget mig i et spejl siden før sommerferien, så det føltes helt ekstravagant sådan at bruge tid på at gøre mig lækker. (Så lækker som det nu engang lader sig gøre, forstås). Foundation, bronzer, øjenskygge, eyeliner og to lag mascara – den fik ikke for lidt og det føltes fantastisk! Jeg hoppede i min kjole – en favorit, som jeg har brugt i adskillige sammenhænge, både til hverdag og til fest, siden jeg købte den sidste år – og tog afsted. Eller altså, jeg prøvede på at tage afsted.

Der er nemlig den lille udfordring, når man bor i Nordhavn som jeg, at taxaerne endnu ikke har fået opdaterede deres GPS’er med adresserne herude (til trods for at min fx har eksisteret i over tre år), hvorfor de altså ikke kan finde vej. Så jeg kunne pænt stå nede på gaden og vente. I regnvejr. Efter jeg havde brugt en time på badeværelset. Seriøøøøøst! Tyve minutter senere – og ti minutter førend jeg skulle være på pletten – kørte taxaen ind foran min hoveddør og samlede mig op.

“Der er nok lidt meget trafik inde i byen, så du må sige til hvis det er hurtigere for dig at gå” sagde taxamanden til mig, da vi havde kørt i fem minutters tid.

“Det er aldrig hurtigere at gå, når det regner og man har majet sig ud efter bedste evne” svarede jeg nok lidt tvært tilbage og han lod gudskelov til at forstå.

Så vi kørte. Og holdt stille. Og kørte lidt mere. Og holdt stille. Indtil vi tilsyneladende sad i en prop så tyk, at folk i bilerne på vejen foran os, begyndte at stige ud.

“Måske var det alligevel hurtigere at gå…” sagde jeg.

Og så tilbød taxamanden at bakke hele vejen op til strøget, “for så er vejen trods alt en lille smule kortere”, som han sagde.

Han var sgu sød, ham taxamanden. Så jeg takkede for indsatsen og småløb i regnvejret op til selskabslokalet, hvor min seje agent og et par af mine kollegaer for længst var mødt op.

I made it!

Find link til kjolen indlægget HER

Til festen fik vi serveret lækker mad fra Rødder, som vi havde bestilt igennem Chefmade, som jeg også tidligere har samarbejdet med. Til maden var der også en hulens masse vin, fra Hardy’s, men fordi jeg var faldet direkte i de lækre cocktails fra Casamigos, så smagte jeg den faktisk slet ikke. Vinen, altså!

Efter middagen tog vi hele selskabet med nedenunder, på Hello Coco, hvor ingen ringere end Andreas Odbjerg gav en lille intimkoncert, inden vi gav den gas på dansegulvet. Det var sådan en dejlig aften – og det bedste af det hele var næsten, at jeg fornemmede, at alle andre samstemmigt syntes det samme! Så skide være med de små bump der…

Med en både hurtig og ukompliceret fødsel bag sig, lå det ligesom i kortene, at hun selvfølgelig skulle føde vaginalt, da hun blev gravid igen. Altså, troede hun. I mellemtiden skulle det nemlig vise sig, at den bette inde i maven ikke var helt med på dén idé.

Velkommen til endnu en fantastisk og velskrevet fødselsfredag, leveret af en kvinde, som I kan se meget mere til på hendes blog: www.forstadsidyl.momster.dk

Det sidste skud på stammen herhjemme er en lillesøster, der i hvert fald ikke bare lige adlyder. Hun er allerede helt sin egen og har været det lige siden hun lå i maven! En lille bestemt frøken, kan man vist roligt sige.

Denne anden graviditet var lidt anderledes end min første.

Læs om kvindens første graviditet og fødsel lige HER

Jeg blev allerede meget tidligt ramt af en altoverskyggende kvalme, som resulterede i, at jeg af flere omgange var sengeliggende. Og sammen med en endnu værre omgang bækkenløsning end under første graviditet, måtte jeg se mig slået hjem. Bækkenløsningen gjorde, at jeg desværre måtte sygemeldes allerede fire måneder inde i graviditeten. Hatten af for jer, der tager alle ni måneder med kvalme og bækkenløsning i så svær grad, at i er beordret sengeliggende det meste af jeres graviditet.

Plukkeveerne slap jeg heldigvis stort set for denne gang, men kvalmen og bækkenløsningen klarede tilsammen fint arbejdet for, at give min krop kamp til stregen!

Som andengangsgravid følte jeg, at jeg kendte min gravide krop og dens signaler ret godt og jeg lyttede derfor langt mere til den, end første gang. Jeg holdte de pauser, – og tog mig tid til de hvil, som en familie på tre nu tillader. Og det var rigtig godt givet ud, for min krop havde brug for al den søvn jeg kunne indhente, når storebror var i institution. For både på grund af bækkenet og en uendelig tissetrang, fik jeg ikke meget søvn. Og da slet ikke sammenhængende søvn. Det var i den grad en by i Rusland!

Og i takt med at lillepigen voksede støt, kunne jeg godt mærke, at det ikke var hendes lille numse, som lå oppe under mine ribben. Det var hendes hoved. Ligeledes var det dermed også hendes ben og fødder der brugte min blære som boksebold og udgjorde den udvidede tissetrang langt tidligere, end under første graviditet.

Jordemoderen fulgte mig tæt og vurderede hver gang, at hun endnu ikke havde vendt sig.

Da vi nåede ind i uge 38 og endnu et jordemoder besøg, blev vi sendt til scanning for at klarlægge, om hun virkelig lå, som vi forventede. Og ganske rigtigt, den lille dame sad med hovedet oppe under mine ribben.

Vi blev derfor tilbudt et vendingsforsøg dagen efter scanningen, hvilket vi takkede ja tak til. Jeg håbede stadig, at jeg kunne få lov til at føde på naturlig vis, hvis hun blev vendt, men begyndte langsomt at overveje kejsersnit. En sædefødsel var lidt skræmmende og meget ukendt for mig.

Et vendings forsøg er ikke en specielt rar oplevelse. I hvert fald ikke for mig.

Under et vendingsforsøg er det ikke blide bevægelser der skal til. Der bliver taget fat og inden forsøget, får man som gravid også noget afslappende, som skal sørge for, at kroppen og ikke mindst livmoderen slapper af, så det gør det lettere, at få vendt barnet.

Lægen gjorde sit aller bedste, for at vrikke hendes lille mås op af mit bækken og få hende til at vende sig og et par gange gled hun såmænd også med noget af vejen. Men hun lod sig ikke så let overtale og faldt tilbage i den sædvanlige sædestilling hver gang.

Til sidst opgave lægen forsøget, men tilbød os endnu et forsøg et par dage efter. Og til trods for, at vendingsforsøg både kan sætte fødslen i gang og på ingen måde er behageligt, så håbede jeg inderligt, at det kunne lade sig gøre, at få hende vendt. Så vi takkede ja, til at komme tilbage to dage senere.

Den efterfølgende dag havde jeg en del plukkeveer og min krop var træt.

Men på foranledning af min jordemoder gjorde jeg også hvad jeg selv kunne, for at få hende til at vende sig. Jeg afprøvede lidt rebozo, dog uden held. Så min lid lå hos den næste læge, der skulle have forsøget med at vende den lille dame.

Vores overvejelser omkring den forestående fødsel og om det skulle være kejsersnit eller en sædefødsel var mange. For hverken kejsersnit eller en sædefødsel er ufarligt.

Alle jordemødre rådede mig til at føde naturligt og gennemgå en sædefødsel, eftersom min første fødsel, forløb rigtig godt og uden komplikationer. Jeg er åbenbart god til at føde! (Bare ikke at være gravid!)

Det farlige ved en sædefødsel er, at navlesnoren i det sidste stykke af fødslen, kan blive klemt mellem babys hoved og moderens bækken, hvorfor baby kan komme til at mangle ilt. Og selvom jeg troede på mine egne evner under sådan en fødsel, så føltes et kejsersnit for os begge, som det mest trygge og sikre valg. Dette til trods for de komplikationer, som ligeledes kan forekomme under et kejsersnit.

Men eftersom en sædefødsel lige så vel kan ende i et akut kejsersnit, følte vi os rolige i vores valg omkring et forestående kejsersnit, hvis lillepigen ikke var til at vende.

Andet vendingsforsøg endte helt som det første. Denne gang havde hun dog boret numsen så langt ned i mit bækken, at lægen hurtigt måtte kaste håndklædet i ringen og skåne baby og mor for yderligere strabadser. Beslutningen var taget. Jeg skulle have kejsersnit. Datoen blev sat, og jeg husker, at jeg fældede en tåre. Både fordi drømmen om endnu en naturlig fødsel brast men også fordi, at det pludselig kom tæt på og vi nu vidste, hvornår vi ville få lov til at møde hende og fejre fødselsdag.

Troede vi!

Andet vendingsforsøg blev foretaget torsdag d. 7 juni og lillesøster skulle have fødselsdag onsdag d. 20 juni.

Skulle min fødsel alligevel selv gå i gang ved, at min vand gik, skulle jeg ligge mig ned og ringe til fødegangen med det samme, så de kunne sende en ambulance. For når baby sidder op, så har man som fødende tyngdekraften imod sig og det er vigtigt, at man kan nå ind på hospitalet, grundet den mere komplicerede fødsel ved en sædefødsel.

Jeg gik efterfølgende og frygtede, at mit vand skulle gå midt i grøntafdelingen nede i Føtex! For det ville da se helt fjollet ud, at jeg lå det blandt porrer og gulerødder og flød!

Ligeledes gjorde jeg mig mange tanker omkring, hvordan jeg skulle håndtere det, hvis jeg var alene hjemme med Willum og vandet gik midt om natten. Hvordan skulle Ambulanceredderne komme ind? Hvad nu hvis jeg var gået på toilet (sandsynligheden var der jo, med alle de gange Nynne sørgede for, at jeg skulle tisse) og jeg så havde glemt min telefon ovenpå. Jeg måtte jo ikke gå nogen steder, hvis mit vand gik. Og hvem skulle kunne nå at komme og passe Willum, som lå der og sov, hvis denne fødsel gik lige så hurtig, som den første? Og hvordan skulle jeg håndtere det, hvis han vågnede?

Alle disse bekymringer blev helt unødvendige.

Lørdagen efter andet vendingsforsøg d. 9 juni var Willum og jeg på weekend hos mine forældre. Anders var i Aalborg både lørdag og søndag og til trods for, at der var lige under tre uger til termin og nu lige knap to uger til det planlagte kejsersnit, var jeg alligevel utryg ved, at være alene. HVIS NU, der skulle ske noget. For selvfølgelig gjorde der ikke det. Hun skulle jo have fødselsdag som planlagt. D. 20 juni.

Aftenen forinden var Anders og jeg forbi fødegangen med ret kraftige og hyppige plukkeveer. Vi fik lov at være der et par timer, for at se, om der var gang i noget. Det var der ikke. Men vi jokede alligevel med, at nu skulle det nok passe, at hun valgte at komme netop den weekend, hvor Anders var langt væk og ikke bare lige kunne komme hjem på rekord tid. Nogle gange skal man virkelig vare sine ord og lade være med at joke og jinxe!

Min mor hentede Willum og jeg lørdag morgen og underligt nok, medbragte jeg både baby autostolen og sygehustasken. Jeg tænkte ikke mere over det og følte bare, at jeg helgarderede mig.

Lørdagen gik, jeg havde ingen plukkeveer, var bare træt. Jeg tog dog mig selv i flere gange den dag at tænke eksempelvis: ”Nu sidder jeg i en havestol. Det er alligevel ikke det værste sted vandet kan gå, hvis det skulle være.”

Men dagen gik uden yderligere tegn på snarlig fødsel, om aftenen fik jeg puttet Willum og efter at have været oppe ved ham ved. 21.30 tiden skulle jeg tisse. Troede jeg. Vandet gik. Det mest perfekte sted af alle, når det nu skulle ske!

Jeg fik lagt mig på badeværelsesgulvet og råbte til min mor, at vandet var gået.

Hun blev, naturligt nok, ret overrasket og lidt befippet. Min far så mere undrende ud.

Jeg bad dem hente opladeren til min telefon, da der ikke var ret meget strøm på og fik ringet til Anders, som sad i en bus med sine kolleger, på vej til det sted de skulle overnatte. Jeg hørte ham råbe:” Vend bussen. Min kæreste skal føde!”, fik ham sendt tilbage til bilen og ringede derefter til fødeafdelingen. Lige dér blev jeg ramt af panik, da tanken om, hvor hurtigt sidste fødsel gik efter vandet var gået, ramte mig. Godt og vel 2,5 time tog det fra vandet gik og Willum var født. Og skal man tro statistikken, går det ofte endnu hurtigere de efterfølgende gange. Pludselig kunne jeg ligge to og to sammen i mit hoved og skulle det gå endnu hurtigere denne gang,, ville jeg ikke kunne nå ind på hospitalet og Anders ville ej heller kunne nå det!

Hurtigt kunne jordemoderen dog berolige mig gennem telefonen, for som hun sagde: ”Jamen Line, du har jo slet ingen veer!” Nåh nej, ro på igen.

Efterfølgende talte jeg med Anders, som endelig var nået frem til sin bil og på vej sydover. Men der er langt fra Aalborg til Herning, når man har noget man skal nå.

Ambulancen kom, jeg blev fragtet ned af alle mine forældres trapper på en stol med larvefødder og kom op på båren. Min mor var helt ved siden af sig selv, imens min far var mere fattet. Han skulle med på sygehuset og med ind til kejsersnittet, hvis Anders ikke nåede frem.

Lige her åndede jeg bare en lille smule lettet op. Jeg var nu i mere trygge hænder og mine bekymringer omkring at være alene hjemme med Willum midt om natten, blev fuldstændig ligegyldige. For lige her hos mine forældre, var han i de tryggeste og bedste hænder og han oplevede slet ikke al forvirringen og virakken. Det skete på det bedst tænkelige tidspunkt og sted, nu hvor det skulle ske, en dag hvor Anders ikke var hjemme.

Imens jeg lå der bag i ambulancen havde jeg både kontakt med Anders og min mor og til trods for, at jeg fik lidt veer, var det slet ikke noget, jeg ikke kunne være i, eller blev utryg over. Jeg følte at jeg havde styr over min krop og ambulanceredderen havde helt styr på situationen og havde løbende kontakt med fødeafdelingen.

Vel fremme kunne min far fortælle mig, at Anders ville være der cirka et kvarter efter os.

Og så gik det stærkt.

Jeg blev kørt op på en fødestue, hvor jeg blev undersøgt. 0 centimeter åben. Så min bekymring om en lynsædefødsel var helt unødvendig.

Overlægen kom og hilste på og sagde at de var klar. Anders fik maks 10 minutter og så var de nødt til at køre mig til operation!

Kort efter kom Anders heldigvis styrtende ind ad døren og fik overrakt operationstøjet, som han skulle hoppe i med det samme. Min far blev vist ned i et venterum, da han naturligvis gerne ville blive, til hun var født.

Vi blev ladt alene på fødestuen og nåede lige at se hinanden i øjnene og tale kort om, hvor vildt det hele var og at de hele gik op i en højere enhed, til trods for, at alle odds var imod os. Pludselig gik det for alvor op for os, at vores lille pige ville være ude hos os inden længe og vi blev helt fjollede af bare lykke og lettelse over, at Anders nåede til hospitalet.

Portøren kom og kørte os ned på operationsstuen hvor vi blev mødt af et hold af mennesker, som skulle hjælp os og ikke mindst, hjælpe vores lille pige til verden.

Det er det underligste og samtidig mest rolige jeg nogensinde har oplevet. Vores glæde smittede af og stemningen på stuen var fantastisk. Der blev joket, grint og smilet meget brede smil.

Jeg fik lagt den frygtede spinalblokade, som slet ikke var så slem endda. Herefter blev jeg lagt ned på briksen, blev koblet til alt det nødvendige udstyr og pludselig kunne jeg ikke mærke og bevæge mine ben. Det er det mærkeligste jeg har oplevet. Det er så skørt at være ved fuld bevidsthed, uden at kunne mærke halvdelen af sin krop.

Anæstesisygeplejersken spurgte mig, om jeg kunne mærke noget og jeg mente at kunne mærke noget, der føltes som en knivspids imod mit maveskind. Han smilede til mig og sagde, at så ville de lige vente lidt. Kort tid efter spurgte han mig om jeg nu kunne mærke noget og da jeg svarede nej, sagde han at det var godt, for vores datter var snart ude! Da jeg havde følt, at de satte en skarp kniv imod mit maveskind havde de stået og nevet mig med tange! Og så var de gået i gang.

Endelig hørte vi hende skrige og hun kom op på mit bryst. Lidt lille, men helt perfekt.

D. d. 10 juni kl. 00.13 kom 2680 g. og 47 centimeters lillesøster til verden.                  Pludselig lå hun der på mit bryst, helt klar til livet.

Mit kejsersnit blev en meget mere rolig, behagelig og langt mindre kaotisk oplevelse, end min første og meget hurtige fødsel, hvor jeg ikke selv kunne følge med. Under hele forløbet var både Anders og jeg helt trygge. Ligeledes var det en fantastisk oplevelse, at være mentalt til stede og helt klar i hovedet under hele fødslen og personalets rolige adfærd smittede af på os. Jeg er så glad for, at have fået denne oplevelse med i bagagen og at vi traf valget om et kejsersnit. Også til trods for, at det endte med et sub-akut kejsersnit, nu hvor lille frøken modsat ikke ville vente helt til d. 20 juni med at have fødselsdag.

Det skulle hun nok helt selv bestemme. <3