Vi kommer næppe udenom det. Jeg skal føde en baby. Snart. Og i den forbindelse har jeg naturligvis gjort mig en hel masse tanker om, hvordan det mon kommer til at løbe an denne gang.

Som I ved er jeg stor fortaler for, at alle slags fødsler i udgangspunktet kan blive gode fødselsoplevelser og derfor har mit personlige arbejde forud for min kommende fødsel i høj grad handlet om acceptere mit forløb, uanset hvordan det bliver. For om nogen ved jeg, at man aldrig kan forudsige hvordan en fødsel forløber. Heller ikke selvom man har prøvet det før. To gange, endda.

Min første fødsel var en pissefed fødsel, for at sige det rent ud og jeg plejer, med et glimt i øjet, at sige, at den er blandt de allersejeste fødsler jeg nogensinde har været med til. Det er selvfølgelig noget vås overhovedet at gradbøje sejheden ved fødsler, men fordi jeg naturligvis er følelsesmæssigt forbundet til mine egne fødsler på en helt anden måde end jeg er det til alle de vidunderlige fødsler jeg har fået lov til at være jordemoder til, ja, så føltes det altså som toppen af kransekagen. Jeg fødte derhjemme, helt ukompliceret, efter bare 8 timer med veer, hvoraf jeg sågar fik en god “pause” på et par timer i midten af det hele, hvor der var 10-12-15 minutter imellem hver ve. Jeg fødte i et badekar i vores køkkenalrum og tog som det mest naturlige i verden selv imod min baby.

Allerede få minutter efter fødslen glædede jeg mig til at prøve det igen en dag. Tænk at få lov til at få en lignende oplevelse igen – og så endda som andengangsfødende!

I tre år og én uge (præcis) glædede jeg mig (helt vildt meget!) til at føde igen og jeg blev nærmest helt fjollet da veerne gik igang, da jeg skulle føde mit andet barn. Nu skulle det være! Jeg havde igen planlagt at føde derhjemme, badekarret var pustet op og det kunne kun blive perfekt. Troede jeg.

For det blev alt andet end perfekt.

Mine veer gjorde røvhamrende ondt, men havde ikke rigtigt den ønskede effekt. Der var flere udefrakommende faktorer som spillede negativt ind. At jordemoderen meddelte mig at “det godt nok passede dårligt lige i dag”, at vores varmtvandsbeholder viste sig at være alt, alt for lille til at fylde badekarret og at vores komfur i samme ombæring besluttede sig at stå af, så vi udelukkende kunne varme vand i en el-kedel. En i øvrigt nærmest umulig mission til så mange liter vand! Så jeg spændte op i kroppen og havde svært ved at slappe af. Min baby lå skævt og efter mange timer med smerter, og en jordemoder der efterhånden var ved at være godt og grundigt utålmodig, blev jeg overflyttet til sygehuset. Ret meget mod mit eget ønske. Så jeg blev sur og ked af det og mente, at så måtte de jo bare lave et kejsersnit på mig, fordi min dumme krop åbenbart ikke kunne finde ud af hvad den skulle. Jeg modarbejdede totalt mig selv, talte grimt til min krop og gjorde på den måde naturligvis ikke situationen spor bedre.

I hvert fald ikke førend jeg fik en epiduralblokade (som jeg forlangte at få i sekundet jeg kom ind på fødestuen, fordi jeg i al min afmagt og frustration mente at jeg jo nok alligevel ville ende med at få et ve-drop og sidenhen et kejsersnit). Så overgav jeg mig, slappede af – og vupti, så fødte jeg mit andet barn en halv times tid senere.

Jeg tror simpelthen at jeg havde holdt på ham…

I årevis var jeg rigtigt, rigtigt ked af min anden fødsel. Jeg var ked af den måde jordemoderen havde håndteret fødslen og ked af den måde jeg havde håndteret mig selv. Allermest var jeg dog ked af, at jeg ikke på forhånd havde gjort mig selv den ulejlighed at overveje, at det jo sådan set sagtens kunne være, at jeg ikke “bare” ville få den fuldstændigt fantastiske fødselsoplevelse, som jeg havde forventet. Mit lys brændte i dén grad under skæppen og det gav mig altså et solidt bagslag.

… Men hvad så nu?

Der er gået syv år siden jeg fødte sidst og nu skal jeg ganske snart til det igen.

I begyndelsen af min graviditet spøgte min seneste fødselsoplevelse en del hos mig og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig ønskede at forsøge mig med endnu en hjemmefødsel, eller om jeg hellere “bare” ville overgive mig til hospitalet og den der helt vidunderlige epiduralblokade. Jeg var i tvivl om jeg orkede igen.

Men det gør jeg. Jeg orker det godt. Og jeg vil, når jeg mærker efter, allerhelst føde derhjemme. Sammen med Simon og en jordemoder. Jeg tror på at det for mig, er det bedste valg, fordi jeg tror at jeg ved at blive hjemme, giver min krop de allerbedste muligheder for at slappe af, så den kan få lov til at gøre sit store arbejde med at producere de veer, der skal hjælpe vores barn til verden.

Til gengæld er jeg, i modsætning til sidste gang, også ganske bevidst om, at jeg ikke kan ane hvordan det bliver. Mine forventninger er ikke andre end at det bliver en hård rejse, hvor jeg bliver nødt til at overgive mig, både til min krop og til mine hjælpere, så jeg ikke behøver at koncentrere mig om andet, end at håndtere de intense smerter jeg ved, jeg kommer til at stå overfor, uanset hvordan det kommer til at gå. Måske kommer det til at gå stærkt, måske kommer det til at tage lang tid, måske bliver jeg overflyttet undervejs, måske ender min økologiske jeg-klarer-den-med-min-krops-egne-kræfter-alene idé med at jeg får en fødsel tilkoblet en masse medicinsk udstyr og måske i sidste ende et kejsersnit. Måske, måske, måske.

Jeg har besluttet mig for, at det hele er okay, så længe jeg føler mig set og hørt undervejs.

Derfor skriver jeg et brev til jordemoderen, i hvilket jeg kort fortæller hende om mine tidligere fødsler og om, hvad der er vigtigt for mig ved den forestående. Det vigtigste er selvfølgelig at hun er opmærksom på min og barnets sikkerhed og at hun – selvfølgelig – anbefaler en overflytning til hospitalet i dét tilfælde, at hun mistænker at der kunne være alvorlige komplikationer på vej. Selvom jeg helst vil føde derhjemme, så er hospitalet jo mit sikkerhedsnet, som jeg naturligvis hellere lader mig dumpe ned i, frem for at falde direkte ned på den bare, kolde jord. Dernæst, så er det vigtigt for mig, at hun vil hjælpe mig i det tilfælde, at fødslen igen trækker ud. Bruge sin viden og alle sine jordemoderkneb, for at hjælpe min krop til at skabe de bedst mulige vilkår for at lade barnet trænge godt ned igennem bækkenet, som var min største udfordring sidst. Jeg kender selvfølgelig godt selv alle tricks, men når man føder, kan det være ganske vanskeligt at omsætte sin viden til praksis, hvis ikke der står en jordemoder på siden og hepper med.

Jeg har brug for at den jordemoder der kommer ud til os, kender mit udgangspunkt og mine ønsker for fødslen – for på den måde at kunne sikre mig bedst muligt, at hun kan hjælpe mig med dét, jeg rent faktisk har behov for. Så skal det hele nok gå, uanset hvordan det så ender.

Så faktisk begynder jeg at glæde mig til det. Jeg glæder mig til at opleve min krop i fødsel igen, nu hvor jeg er et helt andet sted i mit liv, end jeg var sidst. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med Simon, som jeg tror bliver en fantastisk støtte, fordi han er så god til at passe på mig, både fysisk og mentalt. Og så glæder jeg mig til at møde den lille fis, der i skrivende stund ligger og boltrer sig inde bag mit maveskind. Mit lille, tredje barn. Hvem havde dog nogensinde troet det? (I hvert fald ikke jeg, havde du spurgt mig for nogle år siden!).

Det er næppe gået nogens næse forbi at vi i dag tæller vores allerførste årsdag for nedlukningen af Danmark i forbindelse med indtoget af den agressive coronavirus. Det fylder alle nyhedsflader i både tv, radio og på nettet – og nu altså også her på min lille blog, hvor jeg også får lyst til at gøre status.

Ofte tager jeg mig selv i at påpege, under gåture med veninder eller med forældre i skolegården, at jeg glæder mig til at verden bliver mere normal. At jeg savner mine veninder, at gå på restaurant, i biografen og at kunne færdes frit og bekymringsløst blandt andre mennesker. Tænk at kunne stå helt tæt i en kø – eller på et svedigt dansegulv, suk – uden at skænke vira en tanke!

For selvfølgelig savner jeg, og jeg er meget, meget, meget mere alene i min hverdag end jeg overhovedet bryder mig om. Jeg trives fint med mig selv, men jeg er samtidig også meget social og elsker at komme ud blandt venner, veninder og alle dem, der har potentiale til at blive det samme. Jeg elsker at holde foredrag, at fortælle, at lytte og at lade mit perspektiv udvide igennem andre menneskers betragtninger, uanset om det handler om moderskab, samfundssind, fastelavnsboller eller politik. Og dét savner jeg skide meget, for at sige det rent ud.

Men. Der er heldigvis også et men, for nu hvor der så er gået et år og jeg sidder og tænker tilbage, så har mit personlige år faktisk mest af alt været godt. Hårdt, ja. Men også godt.

Da den værste angst lige havde lagt sig, ovenpå den store nedlukning i marts 2020, begyndte jeg også at holde af tiden. Både mine børn og min kæreste var hjemsendt, og selvom det i perioder selvfølgelig var kaotisk at sidde fire mennesker i en lejlighed, imens den ene (altså, mig) skulle prøve på at passe sit arbejde, så var det mest af alt også bare helt vildt hyggeligt. Det er i hvert fald sådan min hjerne har valgt at lagre det.

I begyndelsen betød hjemsendte børn for mit vedkommende også, at mit store, nye projekt – et online univers for gravide – som jeg var begyndt at lave indhold til et par måneder forinden corona ramte, måtte udskydes. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om at få det lavet, når jeg (stort set) aldrig havde et øjeblik for mig selv.

Også mit virke som blogger/instagrammer blev naturligt ramt; både fordi det trods alt kan være svært at opfinde den dybe tallerken på daglig basis, når man ikke bevæger sig andre steder end i indenfor egne fire vægge, og fordi mange virksomheders markedsføringsbudgetter selvklart blev minimeret natten over. Der var ikke råd til at reklamere – og derfor ingen penge i kassen hos mig.

Heldigvis havde jeg kort forinden lanceret min lille webshop – og den skulle simpelthen vise sig at blive min redning. Siden d.11.marts 2020 er der blevet lagt intet mindre end 8768 ordrer i min lille biks og for hver og én af dem, er jeg naturligvis dybt, dybt taknemmelig. Fælles for alle mine varer er nemlig, at det er mine egne. Mit navn står på dem allesammen og jeg føler derfor, at de mange bestillinger (og genbestillinger især) har været en tillidserklæring og et kæmpestort skulderklar fra jeres side – og for dét er jeg naturligvis helt vildt glad. Så tak for det.

Henover sommeren, hvor alting lod til at lette en smule, skinnede solen særligt fint (pånær de tre uger vi holdt sommerferie, men skidt nu med det) og vi drak aperol på altanen med gode venner, spiste på restaurant så ofte som det overhovedet lod sig gøre (både økonomisk og praktisk, vel at mærke) og tog på ture i min hjemmebyggede “autocamper” som var et helt igennem vidunderligt projekt til tiden. Det var, som jeg husker det, en skide dejlig sommer.

Faktisk var sommeren så dejlig hjemme hos os, at vi, min kæreste og jeg, besluttede os for at forsøge at lave en baby sammen, alt imens jeg, da børnene igen kunne starte i skole efter sommerferien, genoptog mit arbejde med mit online univers for gravide, som jeg stadig drømte om at føre ud i livet.

Jeg blev hurtigt gravid – og med kvalme for fuld udblæsning, blev lanceringen af mit univers endnu engang udskudt; indtil lige før jul, hvor jeg både kunne løfte sløret for min egen graviditet – og for mit online univers, canas.dk.

Samtidig flyttede vi ind i vores nye lejlighed, en dejlig ejerlejlighed på Østerbro, som vi faldt over bedst som vi havde opdaget, at jeg var gravid. Egentlig troede vi slet ikke vi ville købe lejligheden da vi så den, men takket være en virkeligt dygtig ejendomsmægler, besluttede vi alligevel at lægge et bud. Og heldigvis for dét, for vi fik lejligheden til en god pris (synes vi selv – andre vil måske være uenige) og nu er vi så glade for at bo her. Det har tilmed været super fedt i forhold til den seneste nedlukning, at vi befandt os i nye rammer, hvor vi ikke alene har værelser til alle – vi har sågar også et kontor, hvor jeg har kunnet lukke mig inde med skriveprojekter og teams-møder, når der har været lidt for meget knald på i resten af lejligheden.

Og ja, for halvanden måned siden, lige inden børnene igen fik lov til at komme i skole, kunne jeg så lancere mit allerførste helt eget produkt, RELAX – magnesiumserum i Cana Care, som vi har pakket og sendt i vilden sky lige siden. Eller altså, i hvert fald de første 34 dage, indtil produktet simpelthen blev totalt udsolgt! Det har været en pissefed rejse og selvom det har været temmeligt hårdt med den massive ekstra-arbejdsbelastning jeg pludselig stod overfor, så har det også betydet at jeg nu, efter 5,5 år som selvstændig, langt om længe tør at få mig en ansat. Du ved, sådan en ægte én med faste timer, ferietillæg, pension og hele pivtøjet – og ovenikøbet én jeg stoler så meget på, at jeg rent faktisk forventer at kunne gå på barsel om nogle måneder. Om ikke andet, så i hvert fald på deltid.

Så alt i alt kan jeg virkelig, virkelig ikke klage.

Vi har købt en lejlighed, jeg har lanceret mit vidunderlige online univers for gravide, jeg er selv blevet gravid, jeg har lanceret – og udsolgt – mit første produkt i Cana Care og så er jeg tilmed lige på nippet til at blive færdig med at skrive min fjerde bog, så med tanke på alt dét, så har det seneste år, for mig, faktisk været temmeligt vildt. Også på den rigtigt gode måde, selvom jeg da skal være ærlig og sige, at jeg stadig glæder mig til at vi igen må samles i flokke, til vi må kramme og til at vi ikke længere render rundt og er mere eller mindre bange for hinanden.

Hvordan har jeres seneste år set ud? 

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen (og igen – og igen): Alle kvinder der føder børn, er seje! Og hende her, som tilmed også lader til at have en vidunderlig humoristisk sans, er så sandelig ingen undtagelse. Hun gik stålfast til opgaven, slog et smut forbi Bauhaus undervejs, lavede pandekager til maleren – nårh ja, og så fødte hun da i øvrigt også lige babyen med numsen først. Vaginalt, vel at mærke.

Tag rigtigt godt imod en fantastisk fødselsberetning!

Julen 2019, julen hvor vi fortalte nær familie at vi ventede os et lille barn, havde vi ikke kunne forestille os at vi skulle blive forældre under nogle helt anderledes omstændigheder end normalen.
Vi var i fuld gang med et stort renoveringsprojekt af det hus vi havde boet i, i knap 2 år. Vi var lige blevet gift i foråret og jeg færdiguddannet i efteråret. Alt i alt, var vi SÅ klar på at blive en lille familie. 

Vi skulle have fødselsforberedelse, mødre/forældregruppe, være fælles om det hele.
Med Termin midt i Juli, nåede jeg at få min mand med til begge scanninger. Og så brød helvede løs.
Hele vores lyserøde graviditetsdrøm brast, Corona kom ind i vores verden og vi skulle forholde os til en mere dyster hverdag med en masse ukendte faktorer. 

Al fødselsforberedelse blev aflyst, infodage til førstegangsforældre – aflyst og vi blev overladt til at finde vores egen information. At famle os frem.
Heldigvis har jeg altid elsket at finde min egen vej, stå på egne ben og samle en bred vifte af forskellige kilder. Jeg kom aldrig rigtig på jobmarkedet, så jeg havde rigelig med tid til at følge diverse Instagram og Facebook-profiler (Cana B – én af de fedeste […. taaaaaaak!]) og høre utallige podcasts om babyer, graviditet og fødsel.
Læse bøger, skrive lister, følge onlinekurser og jeg kunne blive ved. Alt dette som resultat af følelsen af at gå glip af noget meget vigtigt. Det at den kommunale og personlige støtte blev fjernet så drastisk, stressede mit ordensgen SÅ meget at jeg gjorde ALT hvad jeg kunne for ikke at gå glip af viden.

Jordemoderbesøg blev fastholdt, og med lidt snilde kunne min mand sidde hjemme og være med gennem Facetime.

Min mand arbejder i hjemmeplejen, arbejdede på huset når han havde fri.. Jeg arbejdede såmend også på huset – er i klar over hvor hårdt det er at murer, højgravid og med bækkenløsning?
Egentlig befandt vi os rigtig godt i vores boble, men jeg må ærligt indrømme at min graviditet var præget af stor uvished, ensomhed og frygt. Frygt for at en af os blev smittede, at jeg ikke kunne få min drømmefødsel med min mand og svigermor ved min side, frygten for at stå med alt det nye – selv, alene. 

Vi er nok som udgangspunkt en solstrålehistorie, jeg ved at der har været fødsler og graviditeter under Corona som har været værre end min. Men jeg føler at det er rigtig vigtigt at dele historierne om frygten, uvisheden og ensomheden som på alle punkter påvirker en dagligdag under Corona, og specielt når man venter et barn. I foråret/sommeren vidste vi ikke helt hvad vi havde med at gøre. Der kom hele tiden restriktioner ud fra et forsigtighedsprincip, og som gravid var man overladt lidt til sig selv. 

Vi var tvunget til at hyre nogle trofaste håndværkere som kunne hjælpe os færdige med vores hus, og tvunget til at stole på deres forsigtighed. Vi trak nødbremsen af flere omgange grundet små host og ondt i halsen og hele tiden op til fødslen var en kamp med tiden og med håbet om at holde os raske. 

Heldigvis var landet åbnet op omkring vores lille datters fødsel, der var en følelse af gåpåmod og ro omkring os. En tro på at alt nok skulle gå godt. Vi var slet ikke blevet færdige med huset, havde ikke noget køkken og boede i en lille stue med tekøkken og en masse rod. 

Jeg var gået 5 dage over termin, skulle fredag (dagen efter) til samtale omkring igangsættelse og var egentlig fuldt ud overbevist om at jeg ville blive igangsat mandag. Alt så ud som det skulle, lillepigen lå klar – men ville bare ikke ud endnu.
Vi havde et fuldt program den dag, udover at maleren kom til eftermiddag, skulle vi ud og købe bordplader til køkken og entre, samt omkring et køkkenfirma og bestille et par ekstra låger.

Vi har ikke taget mange billeder af mig og maven under graviditeten, men den dag havde jeg et ustyrligt behov for at vi fik skudt et par billeder. Så ud i haven med os, knipse et par billeder og videre i programmet.
Jeg oplevede en smule murren i maven, men tænkte ikke rigtig over det. Knækkede lidt sammen i kroppen foran min mand, jamrede (for sjov) og min mands reaktion var ”ikke nu, ikke nu – vi har ikke tid!”.
Vi havde ingen anelse om at jeg faktisk havde begyndende veer, og vores datter snart skulle have fødselsdag. Videre i programmet, ud i bilen mod Bauhaus og ikke engang halvvejs derude går det op for mig at de her sammentrækninger jeg oplever nok ikke bare er de plukkeveer jeg ikke har mærket endnu.
De var ikke så slemme (synes jeg selv) så vi fortsætter, finder vores bordplader mens jeg har ve-håndtering mellem de meget lange gange ude i butikken. Klokken er nok ved at være lidt over middagstid, og vi kommer forbi Vordingborg køkkener, og min mand formår at joke med at hvis jeg kom med ind, gik i fødsel – så kunne vi trøste med at de havde ”Danmarks bedste betjening”.. Skal vi ikke bare sige at jeg pænt blev ude i bilen og nippede til den lille burger som jeg absolut skulle have fra maccen.

Vi kommer hjem, jeg går ind på sofaen og hviler mig. Veerne flyder ind over mig i en konstant rytme, men jeg føler mig egentlig rimelig rolig i min håndtering. Jeg var rimelig overbevist om at vi var meget tidligt i fødslen, så jeg skulle få hvilet mig og slappe af. Maleren kommer ved 16-tiden og jeg vralter ud til hende og fortæller at jeg vidst nok har veer, men hun arbejder bare videre – der vil være mad om en time.

Jeg vralter tilbage til sofaen og beslutter mig for at forsøge at time mine veer 5-6 minutter imellem hver ve og af 1 minuts varighed. En halv time efter står jeg med stegepande i den ene hånd, vetimer i den anden og laver biksemad til os selv og maleren med 3-4 minutter imellem veerne. Jeg var dog en kende forpustet, og de gjorde da også ondt – men jeg havde klart forventet at jeg på nuværende tidspunkt ville ligge på gulvet og kaste op af smerte og skrige ”EPIDURAL!”.
Efter maden fik vi ringet til fødegangen ”bliv endelig hjemme så længe du kan håndtere veerne, ring hvis vandet går” lød beskeden. Vi fik ringet til svigermor som heldigvis gerne måtte være med til fødslen.
Jeg hoppede på sofaen igen, og sendte min mand afsted efter snacks.. For dem skulle vi dælme ikke mangle! Ved en 20’tiden dukkede svigermor op, vi sad alle i sofaen med snacks og vandet gik med et PLOP! (Jeg havde heldigvis været forudseende og taget et gigantisk bind på). Og så kan jeg love at det gik stærkt!
Jeg kunne slet ikke sidde eller ligge mere, fokusere på noget som helst under en ve og jeg skulle dælme have de panodiler nu! Jeg ville gerne have så naturlig en fødsel som muligt.

Der blev kørt brandvarme hvedekernepuder og roterende bevægelser og min mand besluttede sig for at ringe til fødegangen endnu engang.
Vi var i kendt jordemoderordning og vores jordemoder, den jordemoder som jeg ønskede at føde med, kunne være på fødegangen om en times tid.
Vi kørte (pivulovligt) i svigermors tosædede bil, mig på forsædet og min mand bagi. Hendes bil var nemmere at komme ind i, end vores lille Hyundai i10. Min mand var ved at guide hende til den forkerte indgang, så det endte med at jeg mellem de nu næsten konstante veer, bjæffede anvisninger og guidede hende hen til parkeringen.
Vi mødtes med vores jordemoder, blev vist på stue, blev bakset op på en seng og blev tjekket.
7-8 cm udvidet og åbenbart grønt fostervand. Der blev sat en elektrode på vores datters hoved, og jeg blev pænt spændt ind så man kunne lave en måling af veerne. Veerne kom som perler på en snor – oversat de buldrede derudaf og jeg gik ind i mig selv ved hver ve. Jordemoderen tjekkede mig igen og da jeg var 8-9 cm udvidet meget kort tid efter ankomst beder jordemoderen os om at trække vejret dybt mens hun fortæller os at elektroden ikke sidder på vores datters hoved, men er placeret pænt lige over hendes haleben. Vores datter kommer med numsen først! 

Velvidende om mit store ønske om en naturlig fødsel, bliver overlæge med speciale i sædefødsler, børnelæger, og ekstra hænder/hoveder tilkaldt. Alle værdier målt og vi får to valgmuligheder leveret imellem veerne. At forsøge at føde i sædefødsel, med risiko for akut kejsersnit – eller gå direkte til kejsersnit.
Jeg kan huske at jeg kiggede på overlægen og spurgte ”kan vi det her?!” og at hun dertil svarede ”der er ikke grund til at tro andet. Alt ser fint ud!”. Vi skulle da føde et barn med numsen først!
Vi blev spurgt om tilladelse til at de måtte filme fødslen til undervisningsmateriale, og som den lettere afslappede type jeg åbenbart er omkring fødsler – hoppede jeg med på vognen, Jo flere jo bedre.
Vi var 9 personer på stuen da pressefasen begyndte. Der var en hel naturlig latenstid på instruktionerne fra overlægen, da jeg absolut kun ville lytte til min egen jordemoder og vi fandt hurtigt en rytme. 

En ve, instruks fra overlæge, nej fra mig, endnu en ve, instruks fra min jordemoder – instruks modtaget.

Op på knæ, lænende opad det hævede hovedgærdet – 3 presseveer og vores datter kom til verden kl. 02:54, ca. 15 timer efter den første ve.
Jeg holdt hende akavet mellem mine lår i få sekunder mens min mand klippede navlesnoren og hun blev ført på børnebordet. Hun havde slugt en masse fostervand, og havde vand i lungerne. Min mand fulgte med vores datter på neonatal, mens svigermor blev tilbage og holdt min hånd mens jeg fødte moderkage og fik et par sting. Min svigermor havde været i baggrunden under hele fødslen, og jeg havde ikke haft brug for hende før det øjeblik. Min mand kunne trygt følge vores datter, uden bekymring for mig.
Jeg var fyldt med adrenalin og tristhed. Jeg havde født helt uden smertestillende (pånær to panodiler), alt var gået godt – men jeg havde ikke min datter hos mig. Hun fik ikke lov til at ligge på min mave, søge mit bryst. I stedet fik vi lidt at spise på fødestuen inden jeg blev kørt ned på neonatal i kørestol for at se min datter viklet ind i slanger og sonde. Nusse hende pænt på kinden inden vi blev kørt ind på en ny stue med beskeden om at vi skulle få sovet med lovning om at de hentede de os hvis der blev brug for os. 

Min mand faldt omkuld af træthed med det samme, jeg tror jeg fik sovet maks. En halv time. 

8 timer efter fødslen var der et opkald til stuen om at vi havde en lille sulten datter, som var klar til en amning. Jeg vækkede min mand og to minutter efter, var jeg på vej ned på neonatal og ind på den første og bedste stue i jagten på mit barn.
Aldrig har jeg haft så travlt. Jeg sad allerede med vores lille datter i favnen og på brystet da min mand kom forvirret ned og kort tid efter første amning kunne vi få vores datter med på stuen og begynde vores liv som nybagte forældre. 

Barsel under Corona er fyldt med ambivalens. Ensomheden fylder meget og sorgen over ikke at kunne gå til babytummel, babysalmesang og andre hyggelige ting, ligger som en fast følgesvend. Jeg har den mest fantastiske mødregruppe, som jeg lige pt. Kun snakker med gennem facebook, men jeg ved at de er der.
Jeg har i to uger nu kun set min mand, og mit barn. Ensomheden er enorm.
Men set fra den lyse side er vi blevet foræret en kæmpe gave midt i kaos. Vi har alverdens muligheder for at nyde den ro og tid som pandemien giver os. Vi kan uforstyrret lære vores lille datter at kende. Det er der måske også en stor værdi i..?

Nu sidder jeg med en 6 mdr. gammel datter, født under Corona, og skal til at igennem hele møllen én gang til. (Sidebemærkning: kondomer virker kun hvis mand bruger dem). Corona eller ej, vi glæder os til at skulle igennem det hele igen. Og vi ved nu hvad der venter os… Men jeg føler stadig med alle de førstegangsmødre, der uforberedt nærmer sig forældrelivet i denne pandemi.

Vinterferien ligger lige om hjørnet – for nogen i uge 7 og for andre i uge 8. (Ja, og så er der selvfølgelig alle dem, for hvem den ikke betyder det store; enten fordi børnene stadig er så små, at det endnu ikke er skolen, der dikterer hvornår de må holde ferie, eller fordi de er så store, at de alligevel er hjemsendt hver evig eneste dag, i denne tid). Men altså, hjemme hos os er vinterferien er ting. Allerhelst ville jeg gerne tilbringe en uge i sydens sol og lade min efterhånden ret tunge krop synke ned i en lun swimmingpool, men nu hvor dét ikke kan lade sig gøre, ja, så må vi jo gøre noget andet i stedet. Vi skruer op for hyggen, gør vi!

Vi satser på at finde nogle gode kælkebakker, spille en masse spil og se en god film eller to. Og så skal vi bygge perler. Mine drenge er nemlig blevet bidt af en gal perlehest den seneste tid og jeg bifalder det totalt!

De er egentlig altid været udmærkede til at sidde stille og koncentrere sig om mindre hobbyprojekter, men aldrig har jeg set dem så entusiasiske, som nu, hvor perlepladerne sprøjtes ud. Forskellen? Ja, den lå for os i, at jeg lige skulle opdage, at de (os alle fire, faktisk) kunne lave nærmest lige de figurer vi havde lyst til. Det krævede bare et par simple googlesøgninger og så kunne vi pludselig kreere alle vennerne fra Super Mario Bros., diverse superhelte, legemad, minions og meget, meget andet!

Her kan I se et lille udpluk af dem vi (altså, mest børnene) har lavet indtil videre:

I skal være mere end velkomne til at gemme billederne (og evt printe dem ud) hvis I selv vil give jer i kast med perleplader der ligner vores – og ellers skal man simpelthen bare søge på “hama [de figurer man godt kan lide]” på google (Fx “hama super mario”) og trykke på “billeder” – og gøre kunsten efter for de mange, mange, mange forskellige slags der ligger.

Det nemmeste er, hvis man har nogle store firkantede plader som evt kan sættes sammen, hvis man laver de lidt større figurer – og så skal der ellers bare perler til.

Pladerne havde vi i forvejen og så har vi spædet op med perler, som vi har købt i Bilka. Ellers er jeg sikker på at man også kan købe det hele online. Det er billig underholdning til mange, mange timer og det får altså en kæmpe anbefaling med herfra – både fra børn og voksne.

Rigtigt god ferie, når I kommer så langt. 

Så blev det sgu mandag igen, hva’? Og hvilken herlig én af slagsen, for alle os med børn i 0.-4.klasse! Jeg er jo i den vidudnerlige situation at lige akkurrat dét passer på 2/2 børn herhjemme, så for første gang i halvanden måned stod vi i morges op, spiste havregryn (med nesquick på – så lækkert!) og cyklede i skole.

Særligt min ældste har været lidt bekymret for skolegenopstarten og jeg mistænker at det er fordi han husker hvor vanvittigt det var, dengang de måtte vende tilbage i foråret. Dengang var alle stadig meget bange, der blev sprittet hænder hvert 20. minut (!!) og børnene skulle for alt i verden holde mindst to meters afstand, helst både til hinanden og de voksne. Det var ikke just en særligt fed eller særligt tryg tid tilbage i foråret, så jeg er simpelthen så lettet over at det – på mig i hvert fald – virkede som om alt var nogenlunde “normalt” ovre på skolen her til morgen. Bevares, der er jo stadig det med at klasserne er ret strengt opdelt og at vi voksne til stadighed ikke må komme med indendøre, men for børnene, der virker det som om at det meste er som de var vant til før jul. Lærerne tog kærligt imod og børnene løb hvinende rundt sammen. Pisselækkert, mand. Og tænk, om et halvt års tid, kan det ovenikøbet være, at alt er blevet endnu, endnu bedre. Fingers crossed! 

Nuvel, det er mandag og jeg skylder jer en omgang tid til eftertanke fra i går. Fra en uge, som jeg godt kan afsløre blev temmeligt meget anderledes end jeg havde forventet!

[Bedste måltid i meget, meget lang tid!!]

[pakkesituationen sådan cirka hver dag, lige pt – juhuuu!]

Ugens højdepunkt var simpelthen at jeg endelig fik lanceret mit nye produkt – min magnesiumserum (reklame for mit eget produkt) – som jeg har arbejdet på i små to år. Jeg har hele tiden vidst, at det ville ende ud med at blive et rigtigt godt produkt, som jeg stolt kunne sende afsted, men jeg har selvfølgelig også været ved at skide grønne grise over mig selv ind i mellem, fordi det i sandhed ikke er billigt at udvikle og producere dén slags. Tænk nu hvis jeg ikke kunne sælge dem? Tænk nu, hvis ingen turde tro på mig, når jeg sagde at det havde en god effekt? Tænk nu hvis… Jeg har kastet alle mine sparepenge ind i projektet, så det har virkelig været nervepirrende op til lanceringen. OG SÅ ER DET BARE GÅET OVER AL FORVENTNING!!! Der er blevet gjort et kæmpe indhug i min ellers ret store lagerbeholdning og jeg føler nærmest ikke at jeg har lavet andet i ugens løb, end at pakke og sende pakker ud til jer. Det er så mega-fedt at det er blevet taget så godt imod (så tusind tak for det!), så nu er jeg ikke længere så bekymret for at lancere mit næste produkt allerede indenfor de næste par måneder. For ja, jeg har simpelthen arbejdet sideløbende på to produkter 😀 Kæmpe, kæmpe optur!

Jeg smilede mest da det gik op for mig, at man nu – sådan for alvor – kan se min baby sparke igennem maveskindet. Åååååh, jeg kan næsten ikke være i mig selv over det. Tænk at jeg skal have et barn mere!!! (Ja, det går op for mig sådan lidt i etaper. Altså, jeg ved jo rationelt set godt at det er dét der er ved at ske, men jeg har til stadighed ikke helt fattet det endnu)…

Ugens lavpunkt var at jeg – intet mindre end to gange – prøvede kræfter med nogle af de mest hypede burgere i København. Prøve-kræfter-med-burgere-delen var som sådan fin, da jeg elsker, elsker, elsker burgere, men de var simpelthen ikke særligt gode. Den ene, Popl, smagte jeg for første gang i sommer, da de havde åbnet ude på noma – og dengang var den fænomenal! Den jeg fik forleden var til gengæld brændt og bitter og slet, slet ikke lækker, desværre!! Efter anbefaling fra flere, slog vi i stedet et smut indenom Eden Jaxx og hentede burgere lørdag aften. Men suk, det var slet ikke noget for mig. Eller jo, deres portobelloburger var god, men det store tilløbsstykke – “beyond meat” burgeren – var virkelig ikke noget for mig. Jeg mistænker at det er fordi jeg ikke længere kan lide smagen af bøf (tror jeg – jeg har ikke smagt en almindelig hakkedreng i virkeligt, virkeligt mange år, så jeg aner ikke om jeg kan lide det). Men jeg syntes det smagte meget kød-agtigt (som nok er meningen) og det brød jeg mig altså ikke om. Så. Ingen burgerlykke her. Mini-lavpunkt for nogen, måske. For sulten burgerelskende preggo, ret stort lavpunkt!

Det gode ved det var at jeg så bedre kunne forsvare at spise en ekstra flødebolle til eftermiddagskaffen dagen efter 😉

Jeg har haft det bedst med at iføre mig det samme som altid, fristes jeg til at sige. Blødt og varmt tøj.

Det bedste jeg har spist var helt klart den middag Simon diskede op med i torsdags. Jeg har i et par uger sukket efter hvornår vi skulle indvi stenbiderrognsæsonen – og endelig mente han, at tiden var inde. Så den stod på blinis med stenbiderrogn til forret og den lækreste pighvar med masser af grønt, ost og den perfekte sauce til hovedret. Mummelum, mand!!

Det bedste jeg har set er advokaten, en dansk/svensk serie som Simon og jeg er gået igang med at se på Viaplay. Den er på kanten til at være for overdrevet og med alt for mange “tilfældige” sammenfald, men alligevel er den sååå nervepirrende, at man bliver nødt til at se mere af den… I begyndelsen var jeg lidt bekymret for det svenske (jeg er jo sønderjyde og taler ikke rigtigt godt svensk), men vi ser den bare med undertekster og allerede et halvt afsnit inde, havde jeg nærmest glemt, at nogle af karaktererne taler svensk. Stor anbefaling herfra!

I denne uge ser jeg frem til en uge hvor jeg forhåbentligt får god tid til at fordybe mig lidt i de to meget spændende interviews jeg havde i sidste uge, i forbindelse med tilblivelsen af min næste bog. Nu hvor børnene er startet i skole igen og Simon forhåbentligt også snart kan se frem imod at kunne begynde på arbejde igen (han arbejder ikke længere på restaurant, men med private dining, så forhåbentligt kan de snart komme ud og køre mad til mindre, private selskaber igen), så håber jeg at det bliver lidt lettere at holde koncentrationen. Om ikke andet, så er det i hvert fald planen!