Kender I det, når én liv pludselig føles enormt voksent? Det har, på alle mulige måder, været en meget hverdagsagtig uge, hvor særligt alt det praktiske omkring børnene har fyldt en hel del. Der har – foruden alt det sædvanlige med forebyggende lusekæmning og madpakker – været forældremøde i den ene klasse, trivselsforældremøde i den anden, dansetimer, legeaftaler, sundhedsplejerske og endnu, endnu, endnu et besøg hos tandlægen. Det giver mig lyst til at drikke vin med mine veninder og spise fine middage med min kæreste, men ak, endnu engang så ved jeg ikke helt om jeg tør (eller bør), fordi den skide corona-smitte igen viser tænder. Møf, altså.

Okay, i virkeligheden er jeg nok ikke så sur, som jeg lyder, for jeg synes også det er virkelig hyggeligt kun at være sammen med mine allernærmeste og jeg kan jo nemt bare arbejde hjemme og hvis (eller når?) børnenes skole skulle lukke ned igen, så er det i og for sig ikke det store problem for os, så alt er godt. Jeg er bare ked af det. Jeg savner at være social, jeg savner mine veninder og jeg savner at kunne bevæge mig frit og kramme lige akkurat dem jeg har lyst til. (Disclaimer: Jeg ved godt at jeg er et ukonstruktivt brokkehoved lige nu – og det beklager jeg. Men jeg håber på, at det kan hjælpe lidt på humøret at sige det højt).

Ugens højdepunkt var da jeg, mandag formiddag, indfandt mig i stolen hos Maja (som havde inviteret mig, hvorfor det følgende kan anses som reklame), der skulle give mine øjenbryn en omgang semi-permanent make-up. Jeg har lææænge leget med tanken om at få det gjort, men fordi jeg altså har set temmeligt meget ikke-så-pænt derude, har jeg ikke turde. Men så så jeg Majas instagramprofil og besluttede mig for, at turde alligevel. For hun er så dygtig og alle de bryn jeg kunne se, var bare skidepæne. Skarpe, uden at se kunstige ud. Så. Nu har jeg fået første behandling ud af de to man får som opstart, og hvis jeg så bliver glad for det, så skal det friskes op ca 1 gang om året. We’ll see… I skrivende stund ser mine bryn forfærdelige ud, fordi der er kommet skorpe på, men jeg satser på at de i løbet af næste uge begynder at blive pæne igen. Helt uden indsats fra min side, wuhu!

Jeg smilede mest alle de gange jeg har været med mine drenge ude og stå på løbehjul. Altså, drengene har stået på løbehjul – jeg har mest bare kigget på. Det er blevet den helt store ting ovre på deres skole, hvor både drenge og piger fyrer den max af med hop og ramper og alt muligt gøgl. Det er mega-sejt og så er det altså bare helt perfekt at glo på sine glade unger, med en to-go-kaffe i den ene hånd og en hund (eller en kæreste) i den anden.

Ugens lavpunkt er selvklart at coronasmitten igen blusser op. Godtnok er de nuværende restriktioner ingenlunde at sammenligne med dem vi så tilbage i marts, men for pokker, hvor er jeg bange for at vi ender dér igen. Eller at der ender med at gå årevis, før vi igen kan færdes frit.

Det gode ved det er at der heldigvis foreligger en mulighed for, at jeg bare er sortseer! Simon, den gode mand, mindede mig om, at både Ringsted og Aarhus, hvor smitten for nogle uger siden pludseligt blussede voldsomt op, faktisk fik styr på det meget hurtigt – og, så vidt jeg ved, uden de helt store nedlukninger (udover slagteriet i Ringsted – men det var trods alt en meget lokal nedlukning, så det er nemmere at håndtere synes jeg). Man kan jo i hvert fald håbe!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mit nye joggingsæt fra Nùnoo. Jeg fik det i fødselsdagsgave for otte dage siden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg har brugt det fire gange siden! Det passer helt perfekt til mit lidt slukørede humør – og så synes jeg faktisk at jeg ser ret sej ud i det, når jeg bare kombinerer det med nogle seje støvler og en bad-ass attitude 😉

Det bedste jeg har spist var en bulgursalat med ovnbagte rodfrugter og en potent kørvelvinaigrette. Den var en del af vores måltidskasse i denne uge og ligeså meget jeg elskede den, ligeså lidt brød børnene sig om den, ha ha. Indtil nu har de ellers kværnet stort set alt vi har fået i vores måltidskasser (vi bestiller 3-5 retter per uge vi har børnene hjemme), men denne gang blev det altså en kende for voksent for dem, ha ha. Jeg har dog gemt opskriften til en anden god gang – det er trods alt én af fordelene ved at have delebørn; at man kan servere lige hvad man vil, på de dage de er hos deres far 🙂 (Og ja, nogle gange “serverer” jeg også matador mix – mine madvaner er på mange måder blevet som en teenagers, på de dage jeg ikke har mine børn hjemme).

Det bedste jeg har set er Fangerne på Fortet, som én af mine veninder fik mig overtalt til at give en chance, selvom jeg er kampbitter over, at jeg ikke havde muligheden for at deltage, da de inviterede mig med sidste år. Seriøst, jeg gad SÅ godt have prøvet det på egen krop! Men altså, jeg synes det er et helt fint program, med udmærket underholdningsværdi, men det der gør det suuuper-fedt at se er, at mine børn har vist sig at elske det!! Det er hermed blevet vores nye mandagstradition. Hvis ikke du har set det med dine børn, så prøv det. Det er kanon!

I næste uge ser jeg frem til en uge med aflyste planer… Ej, nu skal jeg nok stoppe med at være så nederen. Der sker også gode ting i næste uge og dem glæder jeg mig selvfølgelig til. Mandag skal jeg for eksempel (endnu engang) ud til Babysam og lave en live-session (på deres hjemmeside) for gravide – denne gang over temaet “det skal du bruge i den første tid, som nybagt mor”. Derudover tror jeg at jeg skal i personlig arbejdslejr omkring noget nyt jeg går og pønser på – skide bloggeragtigt sagt (undskyld!), men jeg tør simpelthen ikke løfte sløret for det endnu, af frygt for at nogen skulle snuppe idéen fra mig og være hurtigere til at eksekvere den end jeg. Så god er den nemlig. Tror jeg nok.

Jeg håber på at situationen rundt om i landet vil blive på et niveau, så jeg kan komme lidt ud af huset for at arbejde, for jeg må simpelthen bare erkende, at jeg er bedre til at koncentrere mig, når jeg ikke sidder hjemme på min pind, som efterhånden er blevet overdynget af overspringshandlinger, der river mig i mig som små gribbe i et ådsel. Og på dén “opmuntrende” kommentar må jeg hellere stoppe for i dag – der kommer vidst ikke flere rosenrøde ord ud af min mund, uanset hvor hårdt jeg prøver lige nu… (Som spurgt i begyndelsen af indlægger: Kender I de dage?)

Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har nævnt den for jer her på bloggen tidligere, eller om det kun har været forbeholdt instagram? Klimaberegneren – sådan en lille persontilpasset graf som giver et lynhurtigt overblik over det klimaaftryk man sætter via sine dagligvarer – som er blevet en del af COOPs app (som du kan finde HER, hvis du ikke allerede har det liggende på telefonen). Den er altså ret smart, hvis du spørger mig. Både fordi man kan få en indikator på, hvordan det egentlig går med éns personlige klimaaftryk og fordi man kan finde en masse små tips, tricks og ugentlige udfordringer, som er sat i verden for at hjælpe én til at sænke klimaaftrykket – eller CO2-udledningen, hvis vi skal være mere specifikke. Sidstnævnte allerhelst på en måde, som føles som om det er med minimal indsats, som jeg tror er alfa-omega for mange af os. Det er det ikke alle tilfælde for mig; jeg vil gerne gøre gode ting for klimaet, men jeg kan samtidig også mærke, at jeg ikke er klar til at gøre det helt store ofringer her og nu, så et lille klap i den rigtige retning, babysteps og alt dét der, er mere end kærkomment hos mig.

Det er som om at det har aftaget lidt, siden valgkampen, det her med at snakke om klimaet. Eller er det bare mig? Det kan selvfølgelig også skyldes at verden har været optaget af andre – og mere akut forestående – udfordringer det seneste halve års tid, men altså, klimaforandringerne er jo ikke en mindre realitet af dén grund. Desværre.

Personligt kan jeg hurtigt blive optaget af dét som er aktuelt i medierne og “glemme” lidt om alt dét, der ikke bliver italesat i hverken overskrifter eller fængende artikler; så det er ingenlunde fordi jeg vil pege fingre af dig, hvis du gør det samme. Tværtimod. Til gengæld kunne jeg godt tænkte mig, at snakke lidt om, hvad der så skal til..? Høre dine bedste erfaringer, hvis du vil ud med dem. For så vidt jeg har erfaret, så er det nemlig min klare opfattelse at de fleste af os godt ved at vi skal – eller i hvert fald bør – ændre nogle af vores vaner, for at afhjælpe de store klimaforandringer vi ellers kigger direkte ind i. Vi har måske nogle gange bare lidt svært ved at få det gjort. Vi ved godt, at vi bør flyve mindre (som naturen på én eller anden måde har fikset for os allerede – eller i hvert fald midlertidigt), vi bør spise mindre kød, forbruge mere bevidst, køre mindre bil (eller sammen med flere) og sørge for at bruge den mad vi køber, for bare at nævne nogle få ting, blandt mange, som ville gavne vores klima gevaldigt.

Jeg er sikker på at der vil være nogle ting, der falder os hver i sær meget let. For mig er det for eksempel ret let at skære ned på kødet, som jeg stort set aldrig spiser – imens det kniber andre steder. For eksempel kører jeg til stadighed rundt i en dieselbil – og så er jeg altså ikke altid lige god til at undgå madspild. I nogle perioder bliver det decideret pinligt, så meget mad jeg kasserer. (Please, døm mig ikke her – vi skal hellere hjælpe hinanden!).

Dog vil jeg sige, at jeg faktisk er blevet bedre…

De seneste tre måneders tid, hvor jeg af og til er tjekket ind på “klimaberegneren” inde i min COOP-app, har mit madforbrug (og dermed naturligvis også mit klimaaftryk, må man gå ud fra) faktisk været lidt mindre, end det plejer. Derinde får jeg nemlig syn for sagn, for hver uge der går og klimaberegneren fortæller mig, hvordan mit klimaaftryk ser ud, samtidig med at jeg nemt kan søge inspiration og små tips til at sætte den ned. For eksempel er jeg – udelukkende på grund af klimaberegneren – blevet bedre til at fryse mine næsten-for-gamle grøntsager til senere brug i fx supper eller gryderetter, i stedet for at smide dem ud. Jeg får det ikke altid gjort, men jeg øver mig!

Fordi jeg stort set aldrig køber kød (kun en enkelt gang imellem hvis Martha har ondt i maven og skal have kylling, eller hvis børnene craver én eller anden form for kødpålæg i madpakken), så ligger mit klimaaftryk alligevel ret pænt i forhold til den gennemsnitlige COOP-kunde (ja, det kan man nemlig også se derinde), men der er faktisk en ting jeg er blevet lidt overrasket over. Det handler om mejeriprodukter, som jeg på én eller anden måde ikke rigtigt havde fattet, havde så stor en indvirkning på klimaaftrykket, som de har. I hvert fald kan jeg se at de 6 mejeriprodukter jeg købte i sidste uge, faktisk stod for hele 53% af mit samlede klimaaftryk, på trods af at jeg samlet set havde købt 30 varer. Av, av, av…

Jeg kommer nok ikke til at droppe mejeriprodukterne helt, men efter at jeg har set det helt tydelige mønster i mit klimaaftryk, så vil jeg da klart overveje om jeg skulle skifte en ostemad eller to ud med tomatmadder i stedet.

For mig at se, handler det ikke om at vi skal dømme hinanden eller være små klimabetjente, som bestemmer hvad der er rigtigt og forkert, men om, at vi skal være bevidste omkring de ting vi gør. For når nu sagen er den, at vi allesammen sætter vores aftryk på klimaet, så kan vi da ligeså godt gøre det med én eller anden grad af omtanke, ikke sandt? Det giver – efter min mening – ret god mening <3

Hvis du vil følge med i dit klimaaftryk via klimaberegneren i COOP-app’en, kan du finde den HER. 

Egentlig holder jeg ret stædigt fast i, at de skal udkomme om søndagen, mine “tid-til-eftertanke”-indlæg. Men jeg havde fødselsdag i går og brugte derfor ikke så meget som et sekund ved min computer. Til gengæld er det faktisk også en helt dejlig måde at starte mandag morgen ud på, ved at gennemgå den seneste uges store og små begivenheder for mig selv (og for jer) <3 Det har været en travl, men mestendels dejlig uge!

Ugens højdepunkt var mit møde med Rikke Hertz. Til de af jer der ikke kender (til) hende, kan jeg fortælle at hun er spirituel vejleder med det overordnede mål, at bringe spiritualiteten ind i erhvervslivet. Jeg har vævet lidt om hvorvidt jeg skulle fortælle om det herinde, fordi jeg ved at dén slags har det med at dele vandene, men faktum er altså bare, at det var en afsindigt god oplevelse at være hos hende. Jeg føler mig skarpere på mig selv, på mine mål og på dén vej jeg i virkeligheden allerhelst vil gå.

Jeg smilede mest under hele den fest vi – efter lange og mange overvejelser – besluttede os for at gennemføre lørdag aften. Med de stigende smittetal og myndighedernes udmelding i begyndelsen af ugen, var vi klar til at aflyse på stedet. Alligevel besluttede vi at vente på de nye anbefalinger for afholdelse af private arrangementer – og så justerede vi ind efter det. Vi kunne snildt holde os indenfor kvadratmeterrammen med 4 m2 pr gæst og derfra var det “bare” at fikse et par småting. Jeg købte sådan nogle helt tynde engangshandsker, som var til rådighed ved både snackbuffeten og drikkevarerne, håndklæderne på badeværelserne blev skiftet ud med engangsservietter, vi havde overflod af masker til fri afbenyttelse på “dansegulvet” og så var der selvfølgelig sprit på alle borde. Det hele var selvfølgelig lidt underligt, men fordi vi allesammen efterhånden har vænnet os til det, fungerede det alligevel meget godt og vi havde sådan en dejlig aften.

Ugens lavpunkt var da jeg indfandt mig med benene i de famøse bøjler hos lægen, tirsdag morgen. Eller faktisk, var lavpunktet nok i virkeligheden minutterne inden jeg gik ind til lægen, for han var simpelthen så sød, forsigtig og forklarende, at det værste helt klart var tanken om at skulle derind.

Det gode ved det var at cellerne i min lovmoderhals, som hele besøget handlede om, var normale. Jeg fik allerede svar fredag eftermiddag og suk, hvor blev jeg lettet. Selvom jeg ikke havde mig under direkte mistanke for at have celleforandringer, så kan man jo aldrig vide (det er netop derfor smear-testen hos lægen er så vigtig at få lavet!), så jeg går altid og er hundenervøs fra jeg har fået lavet testen og indtil svaret foreligger. Pyha!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mit skrigpink og – hvis jeg selv skal sige det – ret sexede suit, som jeg havde på til festen i lørdags. Jeg havde egentlig købt det i anledning af et pink-party jeg var inviteret til i efteråret, men det nåede aldrig at komme frem inden festen, og så har det bare hængt i skabet lige siden. (Der er reklamelinks til jakken HER og bukserne HER – men der er desværre kun enkelte størrelser tilbage).

Det bedste jeg har spist var en helt fantastisk selleri-kartoffelret jeg fik serveret på Baka d’Busk i onsdags. Jeg er ikke altid lige pjattet med selleri, men det her var bare så, så, så lækkert! Retten var ikke alene fyldig, sådan helt fysisk med sin overvældende størrelse, smagen var også fuldkommen perfekt. Fed, syrlig, salt, afrundet og lækker! Og pæn – også, faktisk. Der er ingen tvivl om at jeg skal derhen og spise igen – snart, helst.

Det bedste jeg har hørt er “Jeg er Pilgrim” som jeg endelig har fået kværnet mig helt igennem på lydbog. 22 timers nervepirrende og meget, meget interessant lytning, som jeg så absolut godt kan anbefale. Eneste lille minus ved den er, at man bliver nødt til at finde nogle gode, lange stræk, hvor man kan høre den, for den er simpelthen både for spændende og for kompleks til at man kan nøjes med “20 minutter på vej til arbejde”-lytning på den.

I denne uge ser jeg frem til endnu en travl uge, hvor jeg blandt andet skal skyde noget video i forbindelse med en kampagne for Kræftens Bekæmpelse og HPV-vaccination, som jeg er superduper stolt over at være en del af.