Jeg sidder, helt udsplattet, med flossede negle og et ansigt som ikke har set skyggen af make-up siden fredag formiddag og prøver at samle tankerne om de seneste uges begivenheder; store som små. Og sikke altså en uge! Der er nok at tage fat på og jeg må således advare mod, at du er landet på dét der formentlig bliver mit til dato længste indlæg med “tid til eftertanke”.
Hvis du ikke allerede er bekendt med disse indlæg, kan jeg lynhurtigt fortælle, at de i bund og grund “bare” handler om at jeg reflekterer over den seneste uge i mit liv. En øvelse, der har vist sig at være usædvanligt sund for mig at lave og hvis ikke allerede du selv gør noget lignende, så kan jeg klart anbefale dig at prøve det. Dine tanker behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis at lande ude på det store internet, men prøv bare at skrive dem ned – det gør noget helt magisk. I hvert fald for mig.
Ugens højdepunkt må næsten være de seneste tre dage, som jeg har tilbragt i Lalandia sammen med Simon og drengene. Det er selvfølgelig derfor mit ansigt ikke har set skyggen af make-up og det har simpelthen været så lækkert – og tiltrængt – at trække stikket lidt fra vores almindelige hverdag. Men okay, det er måske for let, bare at kalde hele weekenden for ugens højdepunkt, så hvis jeg skal være lidt mere specifik omkring én oplevelse, så må det være da Jens pludselig opdagede, at han kan svømme med hovedet under vand. Eller da Peter og jeg susede afsted i vandrutsjebanerne. Eller måske – hvis det slet ikke skal være Lalandiarelateret – den eftermiddagsdate jeg havde med Jens midt på ugen. Dét var eddermamer en god eftermiddag! Siden Jens er startet i skole har det ikke just skortet på hverken fridage eller alenetid, men vi gør hvad vi kan, med de midler vi har. Således tog vi et par timer med alenetid, eftermiddagskage, genbrugsshopping og en tur på én af vores yndlingslegepladser, inden vi susede ned og hentede Peter en times tid senere end normalt. Dét var en god eftermiddag og jeg tænker at vi gør det snart igen!
Jeg smilede allermest da det gik op for mig, hvor mange kvinder der fandt stor glæde i, at jeg på instagram delte et billede af min krop som den så ud et par uger før og et par timer efter jeg fødte Jens. Altså, fordi min krop ikke just lignede de fleste andre “se mig, jeg har lige født”-billeder, man støder på, når kvinder viser sig selv frem på de sociale medier efter en fødsel; til trods for at den lignede de fleste kroppe på de danske føde- og barselsgange. De fleste af os ser mega-gravide (på en i øvrigt virkeligt grim måde) ud, i timer, dage og for nogle endda uger og måneder efter en fødsel og det er helt, helt normalt og ikke noget man hverken skal være ked af, eller skamme sig over. Maven skal nok trække sig ind igen – og hvis ikke den gør det af sig selv, så kan de fleste af os altså godt komme vores udgangspunkt nogenlunde nært med en hulens masse dertilindrettede maveøvelser. (Her får jeg en lille smule dårlig samvittighed, fordi jeg véd, at jeg ville blive glad for bare en smule mere dedikation på dén front i mit liv, men jeg giiiiider bare ikke. Kender I det?)
Lavpunktet var da jeg – utilsigtet selvfølgelig – viste min venstre brystvorte til et ikke ubetragteligt antal fremmede mennesker. Peter spurgte mig, da vi var i én af de mange pools i Lalandia, om jeg kunne lave yoga i vandet. Dét kunne jeg da i hvert fald og således skød jeg – elegant, troede jeg selv – op af vandet i en form for tree pose, som efter bedste evne skulle glide over i en form for warrior. I mellemtiden kom Simon svømmende så hurtigt imod mig, at jeg faldt sammen i hans arme, imens han grinende sagde: “Mama C! Du viser bryster til hele bassinet!”. Yes. Min venstre brystvorte havde på én eller anden måde forvildet sig nord for min badedragt, da jeg trak mig op over vandet med store armbevægelser og et ansigt i zen, lige midt i børnepoolen. Skide flot, Cana!
Det gode ved det var at alle dem der så det, var iført badetøj. Det er trods alt bedre, end hvis de havde været fuldt påklædt, tænker jeg. Noget for noget-agtigt…
Jeg har haft det bedst med at iføre mig nederdele!! Både sammen med t-shirts, skjorter og en enkelt dag også en sweatshirt. Så behageligt og så pænt!
Det bedste jeg har spist har uden tvivl været Simons fuldkommen vidunderlige rød karry, som jeg delte opskriften på tidligere på ugen. Godt nok har konkurrencen, med Lalandiamad på menuen de seneste tre dage, ikke været den største, men den der karry, ik’? Den er så mega-god, at den altså også havde vundet i en langt mere kulinarisk uge. Den smager virkelig godt. Og er i øvrigt også super-sund, hvis vi nu lige skal forholde os til den del et øjeblik også…
Jeg har set Captain Marvel til sådan en særvisning, ude i IMAX i Fisketorvet. Jeg tror jeg lod mig overtale, fordi invitationen kom direkte fra en mandsperson, som underskrev sig som “Kasper fra Disney”. Nu ved jeg selvfølgelig ikke med jer, men jeg bliver altså som et lille barn, når jeg får en personlig invitation fra nogen der har noget med Disney at gøre, så SELVFØLGELIG takkede jeg ja. Også selvom jeg – sidste gang jeg fejlagtigt så en Marvel-film i biografen – proklamerede, at det da ville være et overordentligt spild af både penge og biografsæder, at gentage den fejltagelse. Heldigvis kunne jeg samtidig vinde et par billige kærestepoint ved at invitere jeg Simon, som har det fuldkommen modsat med Marvel end mig, med i biffen, hvor jeg et lille kvarter inde i filmen besluttede at min tid var bedre givet ud ved at sove. Ak ja, jeg har simpelthen brug for mere realisme end monstre, superkræfter og andre galakser kan præstere. Til gengæld gik det under forfilmene op for mig, at Løvernes Konge bliver lavet som film – ovenikøbet som 3D-IMAX-film og dét glæder jeg mig eddermamer meget til at opleve!
I næste uge ser jeg mest frem til at få lov til at koge en lille smule mere suppe på hele min mission om at fortælle andre kvinder – særligt de gravide og nybagte mødre – at I er pisseseje og i øvrigt helt, helt normale, selvom jeg godt ved at I formentlig ikke altid føler sig sådan. Det gør jeg blandt andet ved at stå vederstyggeligt tidligt op i morgen tidlig, hvor jeg er blevet inviteret ind i Go’ Morgen DK for at snakke om det der før/efterfødselsbillede. Det skal nok blive godt – og min eneste bekymring er, at jeg bliver så ivrig, at værten og eventuelt øvrige gæster, ikke får den taletid de drømmer om, fordi jeg bliver en lille smule svær at stoppe, når først jeg får lov til at gå igang.