Som det første, da jeg kom ind på kontoret – som i øvrigt er dét, der hedder Andedammen, til de af jer der har været forvirrede over dén lille detalje – forsøgte jeg at lave en live-video på facebook, hvor jeg ugens midterdag taget i betragtning, ville svare på spørgsmål vedrørende graviditet og fødsel, som jeg har haft udmærket succes med tidligere. Desværre ville skæbnen, at jeg ikke kunne få teknikken til at virke og det tog mig intet mindre end tre forsøg og et par høretelefoner til hjælp, at få lyd på skidtet, så I kunne høre hvad jeg sagde. Noget af dét jeg fik sagt i min første video, som ingen kunne høre og som jeg, i min befippelse, glemte alt om i dén video der faktisk lykkedes, var, at jeg simpelthen er så glad. På grund af jer og på grund af mit indlæg i går. Så meget at jeg nu tænker at jeg hellere snart må gøre alvor af snakken og tage ud og møde jer allesammen, for det kan kan blive en fantastisk oplevelse. I hvert fald for mig, at få lov til at møde jer.
For at være helt ærlig, så ved jeg faktisk nærmest ikke hvor jeg skal gøre af mig selv i ren og skær lettelse over, hvor godt I tog imod det indlæg. Jeg udgav det helt bevidst bedst som jeg satte mig ind i en taxa på vej mod Imperial – hvor jeg havde inviteret Thomas med på date til gallapremieren på Snowden, som i øvrigt er fuldstændigt fantastisk – fordi jeg vidste at jeg så ikke ville kunne sidde og følge med i hver eneste kommentar på mine forskellige kanaler. Jeg havde nemlig en klar forventning om, at der ville sidde nogle og være stik-uenige, både i mit indlæg og mit menneskesyn og jeg frygtede sådan for, hvordan jeg ville reagere, når de kom; de vrede kommentarer.
Men de kom ikke.
Der kom ikke én eneste, faktisk.
For fanden, Danmark! Jeg ved selvfølgelig godt at I der læser med her hos mig, er gjort ud af et særligt godt stof, men alligevel tænker jeg, når jeg kigger tilbage på dengang I fortalte om jer selv HER, at vi på én eller anden måde, må repræsentere nogenlunde de fleste mennesker i Danmark – i hvert fald hvis man tæller hunkønsvæsener. Her er både unge såvel som gamle, højt- og lavtuddannede, byboere, landfolk, højre- og ventreorienterede, tykke og tynde og alt midt imellem, men ikke én eneste, som erklærede sig åbenlyst uenig i mine betragtninger om, hvordan jeg mener vi bedst hjælper vores land til en bedre fremtid – i hvert fald når det kommer til de flygtninge- og integrationsudfordringer vi lige nu står og sovser rundt i. Og dét, mine damer, giver mig en tro på, at Danmark rent faktisk stadig er et dejligt land med gode, medmenneskelige værdier; at det ikke bare var noget jeg bildte mig ind og at vi rent faktisk sagtens kan løfte opgaven på en god og ordentlig måde. Så tak for jer. Allesammen.