Der skulle ikke andet end et “Ha’ en god dag” sammen med et smil, der i hvert fald så ud som om det var ægte, til rent faktisk at gøre min dag god. Eller i hvert fald at minde mig om, at det ikke er helt skidt.
Som I måske husker, har jeg tilmeldt mig og et par af mine andedamer til cykeludfordringen “Vi cykler til arbejde” (som jeg skrev et sponsoreret indlæg om HER), som blev skudt i gang i går, d.1.maj. I går, hvor jeg havde låst mig ude af lejligheden og i øvrigt havde alt, alt for ondt i mit bækken til at cykle og hvor jeg til gengæld, på kontoret, blev mødt af en svedig Frederikke, som netop havde cyklet 6,5 kilometer for at komme på arbejde. Øv altså! Jeg havde virkelig glædet mig til den her udfordring og så lægger jeg ud med – to dage i træk – at lade cyklen stå derhjemme, af frygt for, hvad det kommer til at gøre ved mit bækken hvis jeg sætter mig op på den. Hvis altså overhovedet jeg kan. Sætte mig op på cyklen, altså.
Det går egentlig okay med bækkenet nu hvor jeg er begyndt at spise en masse smertestillende piller og så håber jeg på mirakler på torsdag, hvor jeg har bestilt tid hos én af de osteopater jeg blev anbefalet, da jeg rådførte mig hos jer HER. Der kom vanvittigt mange bud på gode behandlere og jeg er taknemmelig for dem allesammen; for nu tænker jeg dog at starte med en enkelt, og så arbejde mig videre igennem listen, hvis ikke der sker fremskridt. Men altså, TAK.
Nuvel, tilbage til historien om min dag der, lige dér, ved kassen i 7-eleven, blev bedre. Noget bedrøvet tog jeg nemlig i morges bussen ind til kontoret, hvor jeg på vejen kom i tanker om, at vi da vist ikke havde mere mælk, hvorfor jeg stod af ved Højbro Plads, hvor der ligger en 7-eleven og gåturen derfra er alligevel ikke mere end et par hundrede meter. Med solbriller på næsen købte jeg min mælk og da jeg skulle lige til at gå, blev mine øjne mødt af et insisterende blik, fyldt med smil og det helt perfekt timede “ha’ en god dag“. Hvis ikke jeg havde taget bussen, havde jeg stensikkert ikke købt mælk i 7-eleven, fordi det ville være en omvej og så havde jeg i sagens natur ikke fået dét smil og så havde jeg formentlig heller ikke besluttet mig for, at have en god dag i samme udstrækning som jeg gjorde det i morges, da den venlige ekspedient smilede til mig. Sådan ægte. Et fremmed, velplaceret smil, som mindede mig om at solen skinner og at det er maj måned, én af mine yndlingsmåneder og at jeg faktisk igen har købt æggesalat til minefrokostmadder.
Det ér selvfølgelig pisseirriterende at have hammerondt i kroppen og især, når man ikke lige kan finde ud af hvad pokker man skal stille op, for at få det til at gå væk, men det ér da overhovedet ingen grund til at ødelægge alt andet. Det skal ikke have lov til at forpeste mit ellers gavmilde humør og dét blev jeg mindet om i morges. Så tak, søde mand i 7-eleven. Du behandlede mig formentlig præcis som du behandler alle de andre kunder i din butik, men ved du hvad? Du gjorde en forskel for mig og jeg håber eddermamer at du ved, hvor god du er til dit arbejde! Jeg lover i hvert fald at købe mælk hos dig igen.
Og til jer: Ha’ nu en rigtigt dejlig dag og husk, at hvis jeg kunne, ville jeg smile til jer allesammen. Ægte.