mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Bækkensmerter… Igen!

img_6489

Jeg kan faktisk ikke huske hvor lidt eller hvor meget jeg har delagtiggjort jer i min bækkenhistorik. (For ja, sådan én kan man nemlig godt have – de af jer, der selv har haft bækkenproblemer, ved det). Det har nemlig primært været inden jeg startede bloggen her, at jeg bøvlede med bækkenet, men nu er den altså gal igen.

Mit dumme, dumme bækken.

Da jeg var gravid med Jens startede mine smerter så vidt jeg husker omkring uge 14, efter mine ben en dag, midt i et oplæg om amning for nybagte forældre, knækkede sammen under mig og efterlod mig med en forstuvet ankel – og et bækken, der begyndte at værke. Det blev gradvist dårligere dag for dag og en morgen, da jeg var i uge 24 og min leder hurtigt indhentede mig bagfra, da jeg haltede op ad den lange gang fra omklædningen til fødegangen, blev jeg sygemeldt. “Du kan jo ikke arbejde sådan der!” og hun havde helt ret, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det.

På jordemoderskolen lærte vi meget om bækkenløsning og om, at det altså udelukkende er en betegnelse man bruger, når der er løsning af og kraftige smerter fra alle tre led i bækkenet og jeg havde altså kun ondt i de to. Mest det ene, lidt det andet og kun almindelig ømhed i det tredje. Så jeg fejlede jo ingenting.

Well, guess what, det gjorde jeg selvfølgelig.

Det var et smertehelvede og mange dage kunne jeg ikke andet end at ligge i sengen og halte ud på toilettet, hvor jeg hver eneste gang priste mig lykkelig for, at vores håndvask stod lige ved siden af toilettet, fordi jeg aldrig kunne være kommet op uden armene til hjælp. En jordemoderkollega som jeg så meget op til, kiggede en dag på mig og sagde at det nok var naturens måde at få mig til at få lidt ro på og jeg gav hende ret. Derfor ønskede jeg ingen anden hjælp, end den jeg fik af at hvile og af det varme bassin i svømmehallen.

Omkring uge 37 blev smerterne forandret. Det blev mildere og mere udholdelige, som om barnets hoved satte mit bækken lidt mere i “spænd” og jeg kunne pludselig gå kortere ture uden voldsomme smerter. Efter fødslen gik det langsomt fremad og omtrent halvandet år efter fødslen, var smerterne forsvundet.

I min anden graviditet gik det på stort set samme måde; bækkensmerter centreret primært omkring venstre led bagpå bækkenet. Til gengæld ville jeg denne gang gøre alt i verden for at afhjælpe smerterne. Jeg prøvede både med fysioterapi, homøopati og akupunktur uden virkning. Jeg blev deltidssygemeldt allerede omkring uge 20 og havde gudskelov et arbejde, med gode muligheder for hvil i løbet af dagen og hvor der ikke blev krævet den store fysiske indsats fra min side. Et par uger før termin skete præcis det samme som jeg oplevede første gang; mine smerter blev gradvist mildere og jeg endte med, et par dage over termin, at kunne stavre byen tynd.

Efter fødslen fortsatte smerterne i bækkenet i deres forholdsvist milde grad, primært centreret omkring dagene op til min menstruation. Jeg kunne de fleste dage sagtens gå ture med barnevognen og bære rundt på min baby. Til gengæld kunne jeg ikke ligge på ryggen – og slet ikke komme op igen, hvis jeg først var kommet derom, simpelthen fordi mit bækkenled “låste sig”. Igen gik der omtrent halvandet år førend mine mere eller mindre daglige smerter forsvandt og kun kom tilbage når de blev provokeret, fx når jeg en sjælden gang fik en ansigtsbehandling, hvor man i sagens natur skal ligge på ryggen.

Jeg har egentlig ikke gjort noget for at få smerterne til at forsvinde, andet end at væbne mig med tålmodighed, men nu er de altså kommet tilbage for fuld smadder igen. Eneste forskel fra de andre gange er, at jeg altså ikke er gravid.

Jeg mistænker at det er min tur i sommerhus, der har forvoldt mit absurde tilbagefald, fordi jeg sad 12-14 timer dagligt i tre dage på en spisebordsstol, garanteret med benene over kors og lænede mig frem over min computer, for at skrive på min bog. Jeg var så opslugt af bogen og alt det jeg fik skrevet, at jeg helt glemte at mærke efter min krop. Det gjorde allerede ondt da jeg var deroppe og nu, efter at være kommet hjem og have løftet lidt på både tunge børn og tunge møbler og samtidig være ramlet ind i min menstruation, så er jeg sat totalt til vægs.

Jeg kan intet. Slet ikke bøje mig forover eller ned. Eller sidde, for den sags skyld. Det går bedre med at gå og allerbedst med at ligge, men for fanden! I skrivende stund ligger jeg således på sofaen, imens Thomas og Jens så vidt jeg ved farer rundt i Fælledparken og Peter sover lur. Jeg ligger og drømmer om at kunne ordne en hel masse, som jeg godt ved, at jeg overhovedet ikke kan, men det er som om at dét faktum gør, at jeg bare bliver endnu mere opsat på at få gjort noget. Jeg kan jo ikke bare ligge her, vel?

Øv!

Jeg tænker , hvis det ikke på mirakuløs vis bliver bedre i løbet af i dag, at jeg hellere må søge noget hjælp i morgen, men jeg ved ærligt talt ikke hvor jeg skal gribe ud? Er der nogen som har gode erfaringer med bestemte typer behandling, steder, øvelser eller lignende? Jeg egner mig på ingen måder til at være sengeliggende – og da slet ikke i solskinsvejr, så det har bare med at skride ligeså hurtigt som det er kommet, så hvis nogen kender en mirakelmager – gerne tæt på Østerbro – så hook mig op. Tak.

Skriv din kommentar

Kommentarer (41)

  1. Kære Cana,
    Jeg kan på det varmeste anbefale dig at opsøge en Osteopat. Jeg har døjet med bækkensmerter og skævt hofteparti og låser præcis dom du beskriver det. De sidste 3 måneder har jeg været i et forløb (godt nok i Aarhus) ved manuelbehandling.dk og jeg kan mærke en klar forskel. Jeg ved Tommy, som Osteopaten jeg går ved hedder, har en dygtig kvindelig kollega i Brønshøj, som han vil anbefale. Prøv evt at Google dig frem, jeg kender ikke hendes navn. Og kom endelig afsted hurtigst muligt, det forsvinder aldrig helt af sig selv. God bedring herfra.

  2. Puha hvor lyder det som en lang, sej kamp.. Jeg ved ikke om du har prøvet det før, men zoneterapi er efter min erfaring guld værd.. Sørg dog for at finde en der føles rigtig.. De må helst ikke skynde sig for meget.. Håber det kan hjælpe..

  3. Kære Cana.
    Jeg har i ca. 4 år døjet med ondt i lænden, og har både været igennem røntgen- og mr-scanning. Begge scanninger viste at min ryg var sund og rask, og mig læge sagde at sundhedsvæsenet derfor ikke kunne gøre mere for mig, og at jeg måtte finde ud af hvad der virkede for mig.
    For nylig var jeg hos en fysioterapeut i Odense, som bad mig gå en tur frem og tilbage på gulvet. Hun konstaterede straks at jeg var låst i mit bækken i den ene side, og at jeg gik en smule skævt. Hun kunne bare se noget som ingen andre specialister jeg har været til før kunne (og jeg har både været til andre fysioterapeuter, kiropraktor, fået akupunktur osv.). Hvis jeg kunne ville jeg komme hos hende en gang om ugen, men der er sgu lidt langt fra kbh til Odense 🙁
    Min pointe er at det virkelig gør en forskel at finde den helt rigtige specialist som har den rette erfaring og ved hvad de skal kigge efter. Der er bare SÅ stor forskel på specialister, det er jo en jungle altså!!! Jeg har selv fået anbefalet at opsøge en osteopat, men har endnu ikke fået taget mig sammen. Måske det også kunne være løsningen for dig.
    Jeg håber at du finder noget som i det mindste kan lindre dine smerter. God bedring her fra <3

    1. Hej Marie
      Jeg bor i Odense, og jeg er meget interesseret i at høre hvilken fysioterapeut du var hos, for jeg mangler virkelig én som kan hjælpe mig.
      Mvh. Anne

      1. Hej Anne.
        Hun hedder vist Sanne Holst Jensen og har praksis hjemme hos sig selv. Jeg tror ikke hun har en hjemmeside, kan ihvertfald ikke finde nogen, men mon ikke du kan finde hendes kontaktinfo på google. Hun er en ven af min kærestes familie, og jeg har kun været der en enkelt gang, men jeg ved at hun har hjulpet mange andre, og hun virker bare som om hun kan se noget som andre ikke kan. Jeg var ihvertfald dybt imponeret af hende og regner med at jeg skal forbi igen næste gang jeg er i Odense 🙂

  4. Jeg har en skævhed i mit bækken, som gjorde mega ondt ved alle mine 3 graviditeter, og også kan gøre ondt efterfølgende.
    Jeg går til kiropraktor når det er værst, hun kan løsne de led der har låst sig og gør ondt..
    God bedring med det…

  5. Hej cana, jeg ville virkelig anbefale dig at kontakte Thora fra superfirmor.dk hun har netop udgivet et online træningsprogram for bækkenbunden – hun er fagligt meget dygtigt.. Jeg er selv igang med det og er virkelig fan. Tjek hendes hjemmeside http://www.superfitmor.dk (hun laver online træningsprogrammer til mødre under graviditet og efterfølgende når kroppen skal tilbage i form) tror jeg har dem alle nu 🙂

  6. Jeg har haft god effekt af et forløb ved en kiropraktor efter tre graviditeter med bækkenløsning. Men døjer stadig med mit bækken nogen gange så overvejer også at prøve noget andet behandling udover kiropraktor…

  7. Hej Cana,
    Kan klart anbefale Birthe Bonde Klinikken på Classensgade! Fik ifm graviditet behandlinger der grundet kraftige bækkensmerter (har mobile led og problemer med hofte/bækken, så var ikke grundet bækkenløsning) og allerede efter første behandling var der en klar forbedring – så de får min varmeste anbefaling! Lad dig ikke skræmme af 90’er looket 😉

  8. Hejsa.
    Jeg kan varmt anbefale bodyrecover i Rødovre. Jan udøver mirakler. Efter 4 års med konstante bækken smerter og nervesmerter ned i benene fik han mig på rette køl igen. 😉

    1. Hejsa! Hvor mange behandlinger ved Jan fik du? Jeg er netop opstarter hos ham og håbe på samme mirakel som du har oplevet 🙂

  9. Årh, hvor jeg føler med dig!
    Jeg fik svær bækkenløsning under anden (og dermed sidste!) graviditet for godt 11 år siden. Jeg kunne INGENTING. Mit bækken blev holdt sammen af bækkenbælte, jeg lå hele tiden, brugte krykker for at komme rundt i huset og kørestol så snart vi skulle ud. Smerterne har varet ved i alle årene, aftaget lidt i styrke, men stadig invalideret mig. Jeg har prøvet ALT, uden held. Indtil jeg hørte om Anna Bogdanova (“Rigtige mænd”- Jacobs kone). Jeg har det sidste år været under hendes kyndige vinger, og er nu næsten smertefri. Jeg har skrevet min (lange) historie til Annas fb-forum, og deler den gerne her også. Jeg må hellere tilføje, at jeg IKKE bliver betalt for at reklamere. Jeg ønsker bare det bedste for andre. Læs den, eller lad være. Uanset: RIGTIG GOD BEDRING!
    Anna Bogdanova og Marie Bille Fynbo har hjulpet mig tilbage til livet. Jeg deler min historie her, for at vise andre kvinder, at det ER muligt at komme ud af mange års smertehelvede. Derfor må opslaget også gerne deles, så flest muligt kan få hjælp❤️

    Jeg har en lang historik af over 11 års varighed med kroniske smerter i:
    – hoved (trigeminus neuralgi),
    – nakke (tre piskesmæld),
    – ryg,
    – bækken (svær bækkenløsning i anden graviditet),
    – underliv (opereret syv gange for sprængte ovariecyster, opereret for sprængt blindtarm, efterflg. alvorlig bughindebetændelse, fået to børn ved kejsersnit, opereret for arvæv),
    -knæ (opereret for ødelagt menisk, korsbånd og brusk),
    – hypermobilietssyndrom,
    – overvægt,
    – ødelagt søvn (enten ikke-eksisterende eller spoleret af mareridt)
    – samt stress og depression.

    Jeg havde hidtil forsøgt alverdens løsningsmuligheder…
    – ortopædkirurger
    – reumatologer
    – gynækologer
    – 16 forskellige fysioterapeuter
    – kiropraktorer
    – zoneterapeut
    – osteopat
    – kraniosakralterapeut
    – healer
    – kinesiolog
    – biopat
    – smertepsykolog
    – psykoterapeuter
    – Rygcenteret i Middelfart
    – Reumatologisk Klinik, Riget
    – Smertecenteret, OUH
    – pilates
    – yoga
    – svømning
    – mindfulness
    – øvelser fra Fys
    – akupunktur
    – smertestillende medicin
    – nervemedicin
    – antidepressivt medicin

    Jeg har følt, at alle muligheder var afprøvet og troede, at jeg skulle leve sådan resten af livet (jeg er 38). I svære perioder har jeg sågar overvejet at slutte livet selv, da det bare har været FOR hårdt. Ikke bare for mig selv, men også for familien, som har været med i hele mit cirkus og alt hvad dertil hører af frustrationer, hysteriske udbrud, hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær, umådelig træthed osv.
    FØR alt væltede ned over mig, var jeg en glad, frisk og aktiv pige. Jeg dyrkede meget gymnastik, jeg var efterskolelærer, bl.a. med undervisning i gymnastik fem dage om ugen, jeg havde et barn på to år, en selvstændig mand, der arbejdede 80-100 timer om ugen, en stor ejendom at holde ude og inde, og stadig overskud til at sidde i forældrebestyrelsen, være frivillig træner, bage kage til arrangementer, ….. you name it…
    Så kom første piskesmæld og derefter anden graviditet, hvorefter det hele væltede ned over os (alt det, jeg beskrev ovenfor) og jeg kunne dårligt vippe med en storetå førend der OGSÅ var noget galt med den. Jeg gik ind i dørkarme, væltede ting og kunne ikke færdiggøre påbegyndte sætninger.
    Meldingerne fra lægerne var ofte noget i stil med:
    “Hvis du ønsker det, kan vi stabilisere dit bækken med skruer” –
    “På Riget kan de fixe problemet med teflon mellem arterie og nerve ved en lille hjerneoperation” –
    “Vi tror ikke, der er sammenhæng mellem dine underlivssmerter og bækkensmerter” – “Vi kan give dig et nyt knæ, når du er fyldt 50”
    Utallige ivrige fysioterapeuter har lavet programmer med alt, alt for voldsomme øvelser.
    Og velmenende råd har der været nok af.
    Der var bare ikke noget af det, der virkede!
    Som sendt fra himlen, fik jeg information om Anna og hendes principper og forløb, og jeg har således været med på “Uimodståelig” det sidste år, og havde fra start helt utrolig meget “minus på kontoen”… Langt, langt nede i kælderen. Oveni kom der to operationer til i løbet af de første tre måneder af uimodståelig-forløbet, og jeg tænkte at det nok ikke kunne lykkedes; at uheldene nok ville blive ved med at regne ned over mig, og jeg aldrig ville få en smertefri krop.
    Men med Anna og Maries positive tilgang, deres forståelse for kroppens sammenhænge og – ikke mindst – deres prioritet mht. at berolige nervesystemet, er jeg kommet rigtig langt.
    Jeg er ikke 100% smertefri endnu, men jeg er fri af kørestol, krykker, bækkenbælte, glidelagen i sengen, smertestillende medicin, manuelle behandlinger, hokus-pokus mv.
    Jeg har vha. vejrtrækningsøvelser, små øjenbevægelser, dufte, nik, rul mv. fået mit liv tilbage. Det lyder fuldstændig vildt, og det ER det også! Men mine omgivelser kan se og mærke det på mig, og jeg har fået SÅ meget mere ud af det end “blot” færre smerter (hvilket i sig selv er langt over forventet). Vi har ikke været skånet for uheld og sygdom det sidste år (igen), men jeg tackler udfordringerne på en helt anden måde end tidligere, da der også er rykket ved det psykiske og mentale, og mit mantra er blevet: “Man kan ikke slukke for mørket, men man kan skrue op for lyset”

    Så, det KAN lade sig gøre at komme ud af smertehelvedet og få livet tilbage. Start med at sove, drik 2-3 liter vand og plej kroppen med protein, grønt og de anbefalede kosttilskud, og lav så flows hver eneste dag, eller bare en enkelt vejrtrækningsøvelse og øjenøvelse, så er man igang.
    Brug coachen, skriv hvordan du har det, hvordan øvelserne påvirker dig, send videoer, billeder og tilbagemeldinger. Du får så utrolig meget igen.
    Jeg er med et år mere, fordi jeg først er ved at komme op i “stueplan” og nu kan begynde at bygge min krop op. Indtil nu er den blevet repareret, men den kan blive stærkere, strammere, mindre, flottere. Og allervigtigst; så kan den bruges i en travl hverdag i et liv, der skal leves NU, og ikke først om mange år.

  10. Jeg havde her i min 2. graviditet et låst bækken, som åbenbart giver de samme symptomer som bækkenløsning, og som umiddelbart godt kunne beskrive dine symptomer. Jeg fik det fikset ved en kiropraktor. Det låste bækken havde også givet mig en helvedes masse muskelspændinger i bæknet, lænden, ryggen, ballerne og lårene, som jeg har fået/får (er fortsat i behandling her efter jeg har født for tre uger siden…) behandlet hos en fys, hvilket er guld værd for mig.

    Hertil har jeg også sådan en bækken program fra superfitmor.dk, som jeg træner efter der hjemme – og det kan altså kun anbefales, for det starter virkelig fra før begynder-stadiet, også bygger dit bækken op på ny, og hun er virkelig grundig i sine forklaringer mv.

    Ved selvfølgelig ikke om ovenstående er noget der kan hjælpe dig, da det jo helt kommer an på, hvad der præcist er galt med dit bækken, men det var min fys, der hjalp mig til min diagnose med det låste bækken, og hende der sendte mig videre til kiropraktor. Men hvorom alting er, så håber jeg du finder lige præcis dét som kan hjælpe dig, også må du bare have god og forhåbentlig hurtig bedring😃

  11. Jeg vil også klart anbefale dig at finde en osteopat! De er utroligt dygtige og kender kroppens anatomi og fysiologi ned til mindste detalje. Det lyder til at din hormonelle cyklus påvirker dine bækkensmerter i høj grad (fordi du får smerterne ved menstruation og i graviditet), og her er osteopaterne altså eksperter i at inddrage de hormonelle problemstillinger i behandlingen. De møder mange klienter med samme historie som dig 🙂

  12. Hej Cana,
    Min krop er generelt rimelig træls og besværlig og nu her i min første graviditet har jeg haft helt umanerlig god gavn af en Osteopaten Lotte som har til huse på Østerbro. Hun har hjulpet mig med mit bækken og er alle pengene værd! Held og lykke!
    http://www.osteopatiskbehandling.dk

  13. Mette Schrøder fra Fysio4you ved Klampenborg station. Hun har hjulpet mig med mine bækkensmerter som lyder præcist som dine – hun kalder det et låst korsben. Mette er dygtig og rigtig sød. Mvh. Ciara

  14. Jeg kender desværre alt for godt til din problematik og føler virkelig med dig.
    Bækkenproblemer kan komme igen når man som du sidder meget ned. Den lange vej består i at styrke sin core (ryg, bækken og mavemuskler).
    Her og nu kuren kan man finde ved at afspænde sin piriformismuskel (sidder primært i ballen). Den bliver for kort når man har siddet for meget ned og afklemmer derfor iskias nerven. Det er derfor du har oplevet at dit ben “knækker” sammen.
    Søg på ischias Johan Tenghill på youtube og lav hans øvelser hver dag i nogle dage og derefter ved behov. Det har i hvert fald hjulpet mig.

  15. Kender det alt for godt. Specielt nu hvor jeg er gravid med mit 3. Barn. (Dreng) Jeg har IKKE bækkenløsning men mit korsben og haleben er så ødelagt at jeg kan gå….. men stort set intet andet. Hvis jeg kunne ligge på ryggen som I de andre graviditeter(2. Piger), ville jeg kunne ligge. Men så snart mine hofter og mine bækken får pres, siddende, stationært stående eller liggende på siden så får jeg så ondt at selv mine piger kalder mig det bøvsende haltemonster.

    Min kiropraktor udretter mirakler men da presset jo ikke forsvinder holder det ikke evigt.
    Han benytter i øvrigt blandt andet at lette trykket omkring piriformismusklen.
    Når ballemusklerne begynder at spænde op for at stabilisere og mindske smerterne i bækkenet så er det kun et spørgsmål om tid før der dukker smerter op i lænd/ryg/lår og til sidst helt ned i knæene.
    Håber du får fundet nogle øvelser der letter hurtigst muligt 😘

  16. Jeg døjede også med smerter længe efter fødslen. Jeg blev hjulpet rigtig godt af Rikke, som huserer i Birthe Bonde klinikken i Classengade. De kræver en henvisning fra egen læge.

  17. Puha! Det lyder SÅ meget som mig (jeg har dog aldrig født børn), men jeg har et kontorjob. Jeg har haft det on/off i 1,5 år før jeg gik til en kiropraktor. Før det var jeg hos egen læge, som blot gavn mig smertestillende, der normalt gives til gigtpatienter Jeg besluttede mig for at nu skulle det være slut, for det er så invaliderende!
    Jeg googlede og fandt http://www.kiropraktor-kiropraktor.dk, som er beliggende på Frederiksberg. Ringede om morgenen og fik en tid samme dag hos Janus. Han var bare super god, lokaliserede med det samme problemet og skød på at det ville kræve 3-6 behandlinger. Efter 3 var der nærmest ingen smerte tilbage og kunne derfor nøjes med de tre. Nu er jeg meget obs på ikke at sidde (for meget) med krydsede ben og jeg står op ved computeren cirka halvdelen af min arbejdsdag. Det har hjulpet mig meget!😊 men uden min tur til kiropraktor havde smerten varet ved i meget længere tid (det plejede den ihvertfald.)
    Rigtig god bedring!!

  18. Kiropraktor og/eller osteopat! Og husk så alle de gode råd som du kender i kraft af din jdm uddannelse.. fødder samme vej som næsen, skub dig fra liggende til siddende med armen, sæt dig lige ind i bilen og drej så rundt, fordel vægten på begge fødder istedet for at hænge, undlad krydsede ben osv.
    Jeg bøvler også med mit bækken – det startede under anden graviditet, og kunne ikke anerkendes som bækkenløsning, da jeg kun havde ondt 2 steder. Akupunktur lindrede, men afhjalp ikke. I 6 mdr efter fødslen kunne jeg ikke engang gå 1 km med barnevognen, men laaangsomt gik det fremad og jeg ved nogenlunde hvad jeg skal være forsigtig med nu (min datter er 2,5 år) og også, at hvile afhjælper de smerter der opstår når jeg glemmer at tænke mig om.
    Jeg har god gavn af ingefærdrik – om det er indbildning ved jeg ikke, men jeg får hurtigere ondt når jeg ikke tager et shot hver morgen, end når jeg gør!
    God bedring!

  19. Hej
    Jeg døjer selv med det samme. Har været sygemeldt i begge mine graviditeter fra hhv uge 5 og 8. Mit bedste og eneste våben er træning, træning og mere træning. Jeg bruger primært Pilates og dernæst mild styrketræning, som kan styrke muskulaturen og holde bækkenet på plads. Det værste jeg kan gøre for mig selv er at ligge ned og hvile, fordi kroppen netop er ledeløs og dermed går endnu mere ud af led. Det har til tider gjort rigtig ondt at træne, men kun ind til at bækkenet lige kom på plads. Hvis der går bare en uge uden træning er jeg helt til tælling. Men når det er sagt kan der også ligge stofskiftesygdom bag postpartum bækkenløsning, som også lige skal udelukkes.

  20. Det lyder som præcis mine smerter! Parkens fysioterapeuter er guld værd og har hjulpet mig meget! De holder til på Østerbro🙏🏼 Håber dine smerter forsvinder hurtigt

  21. Åhh Cana
    Hvor jeg dog føler med dig. Jeg blev sygeneldt onkring uge 10 i min første gravilitet og mærkede allerede mit bækken i uge 6 anden gang. Og det er aldrig blevet godt igen. Jeg gik på et tidspunkt på ryg ambulatoriet i Middelfart pga. et dårligt haleben jeg har slået en del gang. (Ja snak om at ryge på røven, bogstaveligt talt) og til den ene konsultation kunne jeg næsten ikke komme afsted, mit bækken havde gjort ondt i 3 uger på det tidspunkt og det var et helved. Den søde læge, som jeg har hørt er den eneste i DK ned speciale i halebenet sendte mig op til hendes kollega som havde speciale i bækkenet. Og hun kunne da også konstatere at jeg har et dårligt bækken, samt de fleste andre led heller ikke er for gode. Så efter en omgang genoptræning må jeg bare lære at leve med det som det er. Det bliver aldrig bedre sagde hun. Med… hvis jeg ikke passede på mig selv ville det blive værre. Alle de her kære ledbånd som giver sig under graviditeten har bare ikke helt fattet at jeg her godt 5 år efter jeg fødte min yngste søn ikke er gravid mere… Jeg kender godt det smerte helvede man kan leve i. Jeg øver mig stadig i at passe på mig selv, og nogle dage går den opgave godt… andre ikke så godt. Men jeg er dog blevet hjulpet rigtig godt på vej af en kranio sakral terapeut. Ikke at hun kan udføre mirakler men afhjælpe, uden tvivl. Min yngste søn har gået til kranio sakral terapi siden han var 10 mdr. Og i en alder af 3 begyndte han selv at bede om at komme afsted. Han har alle dage lagt stille under konsultationen og er så glad for det nu at han falder i dyb søvn under behandlingen. Når et lille barn kan ligge stille i 20-30 min så må det jo være godt og de mærker også en forskel på ham i børnehaven. Så jeg vil klart anbefale dig at finde en i dit område og give det en chance, det bliver ikke altid godt efter 1 gang. Nogle gange skal der flere behandlinger til.
    Når det så er sagt så har jeg også, på den hårde måde, lært at køkkenstole er “forbudt” faktisk er alle stole hvor jeg ikke kan nå gulvet med flad fod. (Hvilket ikke er så let når man kun er 1,54 cm kort..) “forbudt”.
    Så keg har lært at sidde med en skammel til fødderne når jeg spiser og eller sidder ved køkkenbordet og laver noget kreativt.
    Jeg håber snart dit bækken går i orden igen og at du husker at passe godt på dig selv. Du skal holde mange, mange år endnu. 🙂
    Tanker og knus fra et andet bækken overlever.

  22. Det gør mig rigtig ondt på dine vegne.
    Jeg fik selv bækkenløsning og døjede med det meget i 7 år efter fødslen af min datter.
    Jeg gik med et slags bælte/støttebind og fik fys 3 dage i ugen, hvor der blev trykket på mine S-led og ledbåndendes bedhæftningspunkter.
    Siden har jeg måtte træne dagligt bestemte øvelser for at undgå for meget bøvl og smerter.
    Først da jeg var ude for en arbejdsulykke og kom på sygehuset og siden i lang genoptræning fandt en reumatolog straks ud af, at jeg har et skævt bækken.
    Mon du kan have dette?
    Jeg ved hvor meget det kan styre ens hverdag og smerterne alene kan være trælse.
    Håber du finder en holdbar løsning:-)
    God bedring ønskes.

  23. Nu er jeg ikke en anatomi-nørd, men ved dog at min mor oplevede ca det du beskriver, med bækkensmerter der kom under 1. graviditet som efterfølgende kom igen ved 2. Og løbende indtil hun blev undersøgt for hoftedysplasi – så blev hun opereret og voila, nu kan hun det hele.

    Ellers ville jeg prøve body-sds 😀

  24. Jeg kan se, at andre allerede har anbefalet Birte Bonde, men jeg tilslutter mig lige koret, så det runger højere.
    Rigtig god bedring til dig!

  25. Kære cana!
    Jeg kan se, der allerede er kommet mange gode anbefalinger. Jeg er bare lige nødt til at kaste endnu én i bunken, nemlig hende der har reddet mig både under og efter min anden graviditet, hvor jeg var hårdt ramt.
    Det er fysioterapeut Anne Beck (ikke dén Anne Beck) som huser hos Fysioterapeuterne i Borgergade, Kbh K.
    Hun kan noget helt særligt med bækkenproblematikker og anvender også akupunktur. Du kan få en fys henvisning fra din egen læge, og så skal du blot betale det resterende.
    Hun er suuuper god, og jeg kan ikke anbefale hende nok ☺️👌🏻
    Rigtig god bedring!

  26. Har gået hos fysioterapeut Steen. Han har Københavns Fysioterapi ved Trianglen. Han har reddet min ryg, lænd og hofter. Han bruger Mackenzie metoden og er fantastisk dygtig. Han er en af de bedste i DK til metoden. Man bliver tvistet i nogle vilde vridning, men det virker. http://kbh-fysioterapi.dk/
    God bedring.

  27. De dygtige mennesker hos Kiropraktik i Centrum lige ved Torvehallerne vil helt sikkert kunne hjælpe dig. De varmeste anbefalinger herfra!
    Og tak for din anbefaling af Multi Mam produkterne. De er SÅ gode. Og lige hvad jeg manglede 🙂 12 måneders amning er hård kost for huden…

  28. Kære Cana

    Jeg kan se du allerede har fået mange gode råd, og jeg har også ét til dig. Du skal ringe til Kiropraktik i Centrum og bestille tid hos Kasper. Han er utrolig dygtig til sit job. Der er meget stor forskel på kiropraktorer og behandlere, men lige ham her, han kan virkelig sit håndværk. Jeg prøver rigtig mange forskellige også på den klinik. Det skal være ham! Jeg lover dig, efter 2-3 behandlinger vil du opleve mærkbar forskel.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven