I virkeligheden skulle det vise sig at det måske slet ikke var de mest pirrelige dage i min cyklus, som var på spil på vores sidste aften i Dubai; og som i virkeligheden var dém jeg havde tænkt at mit indlæg skulle omhandle, fremfor små, ligegyldige hverdagsgnidninger mellem Thomas og mig, som vi – ligesom de fleste andre – selvfølgelig også har af og til. Ofte kan den slags episoder nemlig relateres mere eller mindre direkte til min cyklus – eller, det kan mit humør i alle tilfælde. Men altså, det var slet ikke dét der var på færde! Næh, jeg tror sgu nærmere at det var min krop som gjorde brug af en ellers uopdaget sjette sans og forsøgte at sende mig i seng i ordentlig tid. Desværre lyttede jeg ikke rigtigt efter og jeg tilbragte i stedet aftenen i min mands fornøjelige selskab, inden vi kort før midnat trillede i seng, for bare at blive vækket en god times tid senere og I skal altså næsten have en omtrentlig tidsplan over nattens – og morgenens – forløb, for det var sgu én af de sejere. Hvis altså, man kan kalde den slags dét.
23.50: Vi går i seng og stiller vækkeuret til 05.10, da vi skal tidligt afsted mod lufthavnen for at nå vores fly hjem til Danmark. Jeg tænker, at fem timers søvn er ok. Jeg er trods alt i rimelig god træning, når det kommer til søvnunderskud.
00.30: Jeg roder rundt i sengen og kan ikke sove. Jeg kan se lyset fra Thomas’ telefon i øjenkrogen, så jeg ved, at han også er vågen.
01.30: Peter vågner i et skrig. Han vil have sutten. Og sin mor. Han kommer ind i smørhullet.
01.50: Jeg kan ikke sove. Peter nuldrer mit hår temmeligt voldsomt og jeg er heller ikke så træt. I Danmark er klokken jo også kun 22.50.
02.30: Jeg er åbenbart alligevel faldet i søvn, for jeg vågner ved at Jens hoster temmeligt voldsomt. Sådan, meget voldsomt.
02.35: Jens råber: “MOR!” Jeg kan høre den er helt gal.
02.37: Jeg forsøger at vaske den ene side af Jens’ hår i håndvasken. Han har kastet op i sengen. Vi skifter hans tøj, jeg pakker kufferten om og tager ham med ind i Thomas’ og min seng, hvor vi nu ligger fire mennesker.
02.55: Jens vil kramme og kan ikke finde ro. Så jeg har det naturligvis på samme måde. Natuuuurligvis…
03.15: Han kaster op igen. Denne gang på gulvet, fordi jeg havde stillet baljen, som jeg var bange for at han ville falde ned i, i søvne, for langt væk. Og i sengen. Og på sit nye nattøj, som egentlig er jeans og t-shirt. Og lidt på mig.
03.17: Vi står op igen. Bade- og skifteseancen starter forfra og jeg kan kun tænke på mit vækkeur som ringer om under to timer. Jeg trækker lagenet af Jens’ seng og dækker den med håndklæder og forsøger at putte ham igen. Jeg vasker gulv. Og mig selv.
03.50: Peter græder. Han vil have sin mor. Thomas trøster heldigvis.
04.00: Jeg kryber ind i den håndklædebeklædte seng til Jens, som er faldet i søvn. Jeg tænker, at det næsten er dumt af mig at forsøge at sove nu, da der kun er en time til vi skal op. Jeg tjekker min telefon.
04.20: Ej, okay, en powernap er måske meget smart. Jeg slukker telefonen og forsøger at lægge mig til at sove.
04.30: *arabisk musik fader op på musikanlægget* Fuck, hvad sker der?! Vores musikanlæg i soveværelset er tændt for fuld skrald – og ingen har været oppe. Thomas slukker det.
04.45: Jeg er næsten døset hen og bum! *arabisk musik fader op på musikanlægget* – igen! Pis mig i øret altså. Jeg kan høre på Thomas’ grynten, at han har sovet ligeså lidt som jeg. Han slukker igen. Jeg overvejer om der virkelig findes spøgelser. Der er trods alt temmeligt mange indere og pakistanere (som så vidt jeg ved primært tror på hinduismen) i Dubai, så måske er der noget om deres genfødsel, som skaber ravage..?
04.48: Ej okay, der findes selvfølgelig ikke spøgelser. I hvert fald ikke flere i Dubai end alle andre steder. Selvom det er mærkeligt med det musik der bare starter.
05.00: Gæt engang! *arabisk musik fader op på musikanlægget* Ahhh, det må være en slags alarm, som har været på snooze. Pissegodt. Jeg slukker min egen alarm og står op. Har trods alt sovet et sted i mellem én og halvanden time og klokken er 2.00 i Danmark. Perfekt tidspunkt at stå op på. I det mindste sover sløje Jens.
05.30: Vi bliver hentet af en piccolo i golfvogn. Jens kaster op igen. Fuck. Må man overhovedet flyve med sygt barn?
05.45: Vi sætter kurs mod lufthavnen i kulsort Lexus.
05.50: Jens kaster op i fin, fin bil. Det er for helvede mig der har smittet ham. Fuck. Heldigvis har jeg en pose med. Men hvad fanden gør vi med flyveturen?
06.15: Fremme i lufthavnen. Vi når kun lige ud af bilen, så kaster Jens op igen. Det går jo ikke. Han får en tår cola og en kvart kridhvid bolle, som han gnaver i.
06.30: Vi afleverer vores bagage. Point of no return; vi satser på at vi gerne må flyve.
07.00: Vi er igennem sikkerhedskontrollen. Jens er træt. Lidt mere end os andre, virker det som om.
08.00: Der var ingen kø til at boarde flyet og vi sidder nu på vores respektive sæder i flyet. Begge børn har endnu engang optur over deres skærme i sæderne foran dem og bummelum! Omtrent syv timer senere stod vi på dansk landjord, uden flere brækuheld i bagagen og ovenikøbet en lille halv times skraber rigere. A’hva’behager!
Jow jow, det endte faktisk helt godt i forhold til hvad jeg havde regnet med, lige dér midt på natten; også selvom jeg godt kan mærke at jeg er en lille smule mat i sokkerne her til morgen, efter en helt almindelig nats søvn, der i virkeligheden har skullet udgøre det som kompensation for 2 ud af de forgangne tre, som har været lige til at lukke op og lægge en brun i. Men vi er hjemme, alle er glade, jeg har allerede drukket min første kop kaffe og København er ikke i nærheden af at være så kold, som jeg havde frygtet.