Inden jeg startede på jordemoderuddannelsen, var jeg overbevist om, at en stjernekigger måtte være et barn, der kom med numsen først – fordi barnets hoved på den måde vender mest mod stjernerne.
Sådan er det ikke.
At barnet er stjernekigger betyder “bare” at barnets ansigt vender fremad i bækkenet, når det roterer ned mod bækken- og skedeudgangen, i stedet for bagud, som er det hyppigste.
Et barnehoved er – ligesom et voksenhoved i øvrigt – ikke helt rundt, men en lille smule aflangt, med den absolut største omkreds på samme sted som en studenterhue ville sidde. Til gengæld er omkredsen, hvis man tager fat omkring barnets baghoved, meget mindre. Derfor kommer baghovedet næsten altid først ned igennem bækkenet og man vil altså aldrig se, at et barn ikke vender hovedet i én eller anden retning på vejen ned igennem bækkenet, da omkredsen “lige på” er større end kvindens bækken og altså umulig at gennemføre. Det er dét man oplever, hvis man under fødslen får at vide at barnet står i en høj lige stand, som I kan læse meget mere om HER.
Når barnet indleder sin lille rejse ned igennem bækkenet vil det have hagen ned mod brystet og ligge sidelæns, således det “kigger til enten højre eller venstre side”. Denne stilling vil de fleste gravide allerede rimeligt tidligt i graviditeten opleve at barnet trives ved at ligge i, hvilket skyldes at det er sådan, der er bedst plads i bækkenet, så barnet ikke bliver unødigt trykket på hovedet. Snedigt, ik’?
Når så fødslen går igang og barnet, i takt med at livmoderen åbner sig, trænger ned igennem bækkenet, vil hovedet rotere en kvart omgang, inden det når bækkenudgangen, hvor barnet altså i de fleste tilfælde vil have nakken peget op mod kvindens skamben, som er den absolut mindst pladskrævende måde barnet kan komme ud på, fordi bækkenet, fuldstændigt ligesom barnehovedet, ikke er helt rundt. Bækkenet er ovalt med den bredeste del fra hofte til hofte i toppen – eller bækkenindgangen, som man på fagsprog kalder det og ovalt med den bredeste del fra forside til bagside (på kvinden) ved bækkenudgangen, hvorfor barnet altså er nødt til at rotere for at kunne komme ud.
I nogle tilfælde vil barnet, når det roterer ned igennem bækkenet, dreje en kvart omgang den anden vej, således barnets ansigt ender med at vende op imod kvindens skamben, hvor der, fordi fleksionen i barnets nakke på dén måde ikke er optimal, vil være lidt mere trangt med pladsen.
Bevares, det er selvfølgelig altid trangt med pladsen, når et barn fødes, forstå mig ret, men sådan rent knogle-mod-knogle-mæssigt, så er det mest hensigtsmæssige altså, at barnet fødes med ansigtet vendt ned mod kvindens haleben. Dermed ikke sagt at det er uladesiggøreligt at føde en stjernekigger; slet ikke. For nogle kvinder er det piece of cake, men i de tilfælde, hvor barnets hoved måske i forvejen er lidt vel stort til kvindens bækken, eller hvis kvindens bækken har nogle bitte små anormaliteter i udformningen, eller barnet ikke bukker hovedet helt ned mod brystet, kan det betyde, at vejen ud bliver meget trang og i nogle tilfælde endda umulig. Heldigvis kan det lykkes for langt de fleste, men fordi barnet, der ender med at være stjernekigger “fylder lidt mere” end et barn der fødes med hovedet helt regelmæssigt indstillet, så tager det typisk lidt – eller meget – længere tid, ligesom det for nogle formentlig også kan opleves som mere smertefuldt.
Man kan desværre ikke sige så meget på forhånd om, hvorvidt et barn vil blive stjernekigger eller ej, fordi det er noget der sker i løbet af den rotation der sker med barnet, når det under fødslen trænger ned igennem bækkenet, men der er alligevel nogle ting man i løbet af graviditeten kan gøre, for at optimere chancerne for en regelmæssig hovedstilling, som det så tørt hedder. Det har jeg skrevet mere om HER.
Det kan være ganske smertefuldt og usandsynligt hårdt at føde et barn, hvor hovedet ikke indstiller sig “ordentligt” i bækkenet, fordi kroppen ikke kan “få lov” til at reagere optimalt på veerne, som i sagens natur ofte bare bliver mere og mere smertefulde i takt med at fødslen skrider frem og kvinden bliver mere udmattet. Derfor er det alfa omega at give kroppen de bedst mulige vilkår, hvoraf bevægelse og foroverbøjninger (eller bedre, knæ-albue-leje) kan nævnes som nogle af de vigtigste. Og så skal man vide, at det sagtens kan lade sig gøre at føde en stjernekigger og at det ikke er spor farligt, omend det kan være en kende mere besværligt.
Læs også: En stjernekigger født derhjemme