Jordemoderonsdag – om begrebet høj lige stand

img_2784

Noget af det allerførste man lærer om på jordemoderskolen, er begrebet “høj lige stand” som betyder, at barnets hoved ikke roterer rigtigt ned igennem bækkenet under fødslen.

Et bækken er en lille smule ovalt og er altså en lille smule bredere end det er dybt. Modsat er et barnehoved lidt dybere end det er bredt og hvis barnets hoved vender modsat af bækkenåbningen under fødslen kalder man det “høj lige stand”. Tilstanden kan først konstateres når kvinden er 5-6 centimeter, hvor man typisk vil opleve at vesmerterne intensiveres voldsomt, samtidig med at der ikke sker nogen fremgang og at barnets hoved ikke trænger ned i bækkenet.

Det er en ganske forfærdelig tilstand at være i som fødende og ofte når kvinder er kommet ind på fødegangen med en høj lige stand, bliver man som jordemoder snydt til at tro, at kvinden er meget længere fremme, fordi vesmerterne er så intense. Det er de fordi kroppen stadig arbejder på fuld tryk for at presse barnet ned igennem bækkenet, imens der bogstaveligste forstand er “knogle mod knogle” inde i kvinden. Barnets hoved bliver presset ned på kvindens skam- og korsben i stedet for at blive presset ned mod livmodermunden og det beskrives af de fleste som meget kraftigere smerter end “almindelige” vesmerter.

Man kan ikke på forhånd vide om barnet kommer til at stå i en høj lige stand og der er i virkeligheden ikke det store man som kvinde kan gøre for at sikre sig, at barnet kan rotere ned igennem bækkenet på en hensigtsmæssig måde, men der er dog noget man kan gøre for at sikre mest optimale forhold, som jeg for længe siden har skrevet lidt om HER også.

Det vigtigste er bevægelse. Roterende bevægelser i bækkenet, som hjælper barnets hoved til at rotere sig i en hensigtsmæssig position. Det kan være når man danser og svinger med hofterne; når man har samleje eller når man lidt mere systematisk laver nogle øvelser for at fremme rotationen. En god øvelse er at tage en mellemstor bold bag lænden og læne bold og ryg ind mod en væg, hvorefter man skal forsøge at få bolden til at køre rundt på lænden.

Al den aktivitet man kan lave omkring bækkenet i graviditeten hjælper, men det er selvfølgelig ikke sådan, at man ikke kan få en god og ukompliceret fødsel, hvis man ikke gør det.

Under fødslen, hvis det viser sig at barnet står i en høj lige stand, er der naturligvis også en masse ting man kan gøre og jordemoderen vil selvfølgelig altid gøre sit ypperste for at guide den fødende undervejs. Alligevel vil jeg gerne pointere vigtigheden af at hjælpe rotationen på vej. Det kan være ved at ændre stilling; for eksempel er det ofte temmeligt effektivt at stå i knæ-albueleje, ligesom det kan være hensigtsmæssigt at “svinge med hofterne” i stående stilling, ligesom når man danser en sensuel dans. Hvis det er for svært at bevæge sig under veerne, kan det i mange tilfælde være ganske effektivt at komme i badekar, hvor bevægelsesfriheden og den ophævede tyngdekraft ofte kan hjælpe de gode bevægelser lidt på vej.

Langt, langt de fleste børn som står i en høj lige stand kan altså godt, ved tålmodighed, simple bevægelser og ændrede kropsstillinger roteres, så de kommer naturligt ned igennem bækkenet, så de kan fødes vaginalt.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Årh, hvor er jeg glad for at læse dette indlæg. Jeg oplevede præcist det beskrevne ved min første fødsel. Jeg kom ind på fødegangen og var 5 cm åben og hovedet var ikke roteret rigtigt. 12 timer senere var jeg… 5 cm åben og jeg havde gennem hele forløbet de ondeste veer stort set uden pause og jeg synes det var hårdt. Det endte med akut kejsersnit pga feber, manglende fremgang og grønt fostervand. Men det interessante er, at jeg næsten fra starten synes det føltes helt forkert. Beskrev det allerede dengang som følelsen af, at barnet pressede på en knogle, som var ved at brække. Når jeg efterfølgende har snakket med andre om fødsler og veer har jeg altid tænkt, at jeg synes det gjorde meget mere ondt og på en anden måde end de beskriver. Men ingen har før nu kunnet forklare det for mig og efterhånden har jeg nok overbevist mig om, at jeg nok bare var mere “sart” end de fleste fødende. Men nu giver det pludselig mening. Det VAR de rigtige signaler min krop sendte og jeg var ikke bare svag. Tværtimod føler jeg mig faktisk lidt sej (og det har bestemt ikke hidtil været den følelse jeg har haft omkring fødslen) TAK FOR DET og god onsdag😄

  2. Hvor er det dejligt at du fokuserer på at man faktisk selv kan gøre noget for at forsøge at arbejde sig ud af situationen!

  3. Dejligt indlæg. Tak! Jeg var ude for det selv samme ved fødslen af min søn. Jeg havde kraftige veer i lang tid og uden nogle rigtige pauser. Det skyldtes simpelthen, at hovedet sad fast i, hvad min jordemoder kaldte for 3. sal i bækkenet. Jeg undrede mig over, hvorfor det først blev opdaget så sent i processen og beklagede mig da også over, at det kunne tage så lang tid at finde ud af, hvad der foregik, men det forklarer du jo så ganske fint her. Jeg forsøgte med diverse teknikker, men uden held. Min baby var i høj lige stand og i øvrigt en stjernekigger, så jeg besluttede mig for et kejsersnit. Håber nu stadig at få mulighed for at føde vaginalt næste gang, og at baby vil ned på 1. sal 🙂

  4. Hej Cana 🙂
    Super godt blogindlæg!
    Er 1. Hovedstilling bedre end 2. Hovedstilling, eller omvendt? Er det underordnet?
    Kh Rikke gravid i uge 38

  5. Tak sødeste Cana!
    DET var lige hvad jeg havde brug for at høre.
    Du aner ikke hvor meget det betyder for mig at høre at det ikke var min skyld at det endte i kejsersnit og at jeg følte mig så svag fordi det gjorde så ondt.
    Så tak!

  6. Hej Cana. Jeg var lige ved at gennemlæse min journal fra min fødsel (akut kejsersnit torsdag, efter igangsættelse om mandagen). Og faldt over dette indlæg, sa jeg søgte på “Fosterpræsentation: Høj lige stand”. Hvor ville jeg ønske at jeg havde haft en jm, der havde nævnt at jeg skulle bevæge mig. Jeg lå bare fladt på briksen, jeg var så også pakket ind i udstyr grundet svangerskabforgiftning, men ville godt nok gerne have haft prøvet om det kan kunne have hjulpet. Tak for indlæg, selvom det er lidt tid siden at det er skrevet. Mvh Helle