… Altså, så live som det nu kan blive, for vi må nemlig hverken bruge telefoner eller kameraer når showet går i gang, men vi er her, Cecilie og jeg, og vi er mere end klar til at heppe på Thomas, når han og Mie indtager scenen!
Dagen startede ud med at jeg kyssede mine børn og min mor farvel i sommerhuset, inden Thomas og jeg kørte mod København, hvor han skulle videre mod dansestudiet og jeg skulle noget så glamourøst som at ordne vasketøj efter en hel uges overforbrug af badetøj og håndklæder. Det var der sgu ikke meget Louboutin over, men det kom der til gengæld, da jeg havde fixet min makeup med de røde læber og iført mig mit tøj og mine fine, fine, fine nye støvler! For satan, hvor er de vilde man!
Cecilie hentede mig på adressen og vi kørte en omvej ind forbi den anden Cecilies Sneglebar, hvor den stod på drinks, pizzaer og en pokkers masse smalltalk med en masse søde bloggere, inden vi igen satte os i en hyrevogn mod Amager, hvor jeg lynhurtigt gav interviews til både Billed-Bladet og Se&Hør, inden jeg nu, i skrivende stund, sidder og venter på at jeg må komme ind på min stol, helt oppe foran scenen, med fri udsigt til både dansegulv og dommerbord. Dommerbordet hvor de fire dommere skal måle og veje (og give karakterer til!) Thomas, når han, for første gang i sit liv, skal fremføre en vaskeægte dansekoreografi.
Indtil i dag har min søde husbond været mega cool omkring sin dansedebut, men da jeg i formiddags spurgte ham, om han var nervøs, svarede han, at han faktisk var skide bange. Han var bange for om dommerne nu bare ville fortælle ham at han var dårlig og han var bange for at ryge i omdans og i værste tilfælde ryge ud. Jeg lovede ham, at det selvfølgelig ikke ville ske, for han er virkelig blevet god til at danse. Især når man tænker på udgangspunktet, som jeg skrev om HER og som altså på ingen måder var særligt kønt.
Men hvis nu det utænkelige sker og dommerne giver ham høvl, så skal I – uden at jeg på nogen måder føler mig berettiget til på den måde at udstede ordrer – hjælpe og stemme på ham, ik’? Uanset hvad, faktisk. Jeg håber I ved hvad jeg mener. Jeg håber fan’me at han går videre og jeg håber at I vil være med til at hjælpe ham!
(Og hvis nu I ikke ser programmet, så kan man sagtens stemme alligevel – TBM til 1234)