De seneste to fredage har jeg med en viden om at alt endte lykkeligt, holdt jer hen i denne fødselsføljeton hvor I har været med dengang vandet pludselig gik, knap tre måneder før tid. I har læst om frygten og den lange og seje indlæggelse på svangreafdelingen og i dag får I endelig forløsningen – fødselsberetningen og fortællingen om hvordan det var for kvinden der har skrevet føljetonen, at blive mor til et barn født før termin.
Det er tirsdag eftermiddag, og jeg skal sættes i gang onsdag morgen, når jeg rammer uge 34+0. Jeg har holdt min baby indendørs i en lille måned. Jeg har fået lov til at være ”oppe”, og er helt høj af at bevæge mig frit rundt. Jeg traver op og ned af gangene. Til 7-eleven og tilbage igen. Går tur hånd i hånd med min mand helt hen til Nørrebrogade og tilbage igen. Jeg er så spændt på alt det, der skal ske lige om lidt. Vi er begge berusede af den nært forestående fødsel. I morgen skal vi møde vores søn! Gennem hele graviditeten har jeg set allermest frem til fødslen. På intet tidspunkt har jeg frygtet den – tværtimod. Jeg har set mine brødre komme til verden, og derfor har jeg en helt klar idé om, hvad der skal ske og hvordan. Jeg håber, at jeg med traveturene kan sætte gang i fødslen, så jeg slipper for vestimulerende drop. Men der er stadig ikke antræk til en eneste ve – ikke engang en lillebitte en. Jeg burde sove for at samle kræfter til morgendagens strabadser, men jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til sin fødselsdag … haha… got it?
Onsdag morgen går vi hånd i hånd hen til fødegangen, hvor jeg får de magiske piller… og så fire timer senere… og fire timer senere. Stadig ikke antræk til den mindste lille ve. Jeg er dybt skuffet. Torsdag morgen gentages pilleprocessen. Stadig ingen veer – kun lidt rumlen men intet av av. Fredag morgen klokken 10.00 får jeg lagt ve-droppet – og oh my shit lord, der kom gang i det! Klokken 11 kører veerne i et minut af gangen med halvandet minuts mellemrum. Jeg har åbnet mig tre centimeter. Timerne går med voldsomme veer, som tager til i styrke og hyppighed, og jeg kan næsten ikke udholde smerterne i lænden. Fra start har jeg frabedt mig epidural, men jeg begynder at tvivle på, om jeg kan komme igennem det her uden. Lattergassen bliver suget dybere og dybere ned, og jeg har et rødt mærke i panden fra masken, som jeg presser hårdere og hårdere mod ansigtet under veerne. Jeg er ved at være godt træt, og det irriterer mig, at der allerede er fire andre, der har været igennem møllen på stuen ved siden af. Min baby vil ikke falde ned i bækkenet. Han har en elektrode på hovedet, jeg er koblet til ve-dropstativet og CTG-måleren. Jeg er pisse immobil, og det irriterer mig grænseløst. Jeg vil op at stå, så jeg kan bruge tyngdekraften på at få ham ned. Jeg brækker mig, da jeg får mig rejst. På min mands sko, gulvet og briksen. Jeg undskylder, men mener det ikke rigtigt. Jeg er så træt. Klokken 19 beder jeg om en epidural. Jeg er otte centimeter åben, og orker ikke mere. Jeg har brug for søvn. Anæstesilægen bliver tilkaldt, og jeg er vred. Vred over ikke at kunne klare det uden – og vred over at det tager så lang tid (15 minutter), før anæstesilægen dukker op. Idet han skal til at lægge epiduralen bipper hans telefon, og han styrter ud af rummet. Vis øjne kunne dræbe…. jeg var rasende… han vender tilbage efter 20 minutter og endelig får jeg stikket. Fødslen går i stå, og jeg får sovet i halvanden time. En ny jordemoder overtager og skruer op for ve-droppet igen. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg ikke ville kunne mærke noget, når jeg havde fået epiduralen, men sådan forholdt det sig ikke. Veerne er stadig meget intense, og de føles både unaturlige og usamarbejdsvillige. Jeg spørger flere gange, hvornår jeg kan forvente, at der sker noget. Snart, siger de hele tiden. Men der sker ikke en skid. Kun veer. Mange hårde veer.
Omkring midnat er der jordemoderskifte igen. Det er en ung jordemoder, som jeg også har mødt et par gange på svangerskabsafdelingen. Jeg kan godt lide hende. Omkring klokken 01.30 sker der endelig noget. Jeg må gerne presse lidt. Jeg presser og presser, men han vil ikke ud. Jeg er så mega træt. Afdelingsjordemoderen bliver tilkaldt. Fødslen har varet længe, og min baby har efterhånden været under et voldsomt pres i en del timer. Nu skal han ud, bliver der sagt. Jeg presser endnu mere på, og klokken 02.58 får jeg endelig en presseve. Sådan én, hvor man slet ikke kan holde igen. Jeg presser, så jeg er gasblå i hovedet og vores dreng kommer til verden. Hans baghoved er langt og blåt, og han græder ikke. Børnelægen tager ham over på et lille bord, og gør et eller andet. Vræææl! lyder det fra den lille mand. Jeg får ham over på brystet, og jeg tuder og tuder. Han er så smuk – og helt vildt grim også. Han skal op på neonatal, så de tager ham fra mig og min mand går med vores lille blå guldklump. Nu skal moderkagen bare lige ud, og så kan jeg komme op til min vidunderlige baby. Jeg er så træt og gider ikke mere, men jordemoderen beder mig presse. Hun holder godt fast i navlestrengen og hiver, mens jeg presser. Jeg når lige at sige, at min mors moderkage sad fast, da hun fødte mig, og så rykker hun navlestrengen over. Swung! Der er blodstænk overalt i stuen – og i hovedet på afdelingsjordemoderen. Det ligner et blodbad i en Quentin Tarantino-film. Hvis jeg før var træt, bliver jeg nu dødtræt. Jeg kan næsten ikke holde mig vågen, og jeg bliver hurtigt kørt ned til operation, hvor jeg får lagt en ny epidural. Da den begynder at virke, spørger en eller anden Sherlock Holmes-type, om vi har prøvet med tyngdekraften. Nope… mig og mine lamme ben op at sidde og svup, så ryger moderkagen ud i stumper og stykker. De er lige nødt til at stikke en arm op i mig for at sikre, at det hele er ude. Jeg bristede ikke under fødslen, men får to sting efter denne intervention. Jeg har mistet halvanden liter blod, og bliver kørt op på opvågning, hvor jeg får nogle timers søvn.
På neonatal får jeg endelig min baby at se igen. Han er koblet til en masse apparater, og jeg synes, at det er hårdt at se ham sådan. Han er stor i forhold til mange babyer på neonatal. 2760 gram for at være helt præcis. Men jeg synes, at han er lille og skrøbelig. Det gør ondt i mig, at han skal ligge der. Han ligger i en varmekasse, har fået lagt en sonde, får ilt og har desuden en måler på foden, der monitorerer hans puls og iltmætning. Jeg får min lille baby i armene og ligger ham til mit bryst. Han vil gerne sutte, men han kan ikke rigtigt. Han er så lille og dejlig. Så sød og fin. Vi er på neonatal i en uge. en lang forfærdelig uge. Neonatal er en afdeling fyldt med så meget frygt, angst og sorg. Babyer dør der. Babyer overlever på trods der. Babyer lever der. Konstant går en alarm på en eller anden stue og personalet iler hen til lille Anton, lille Christian eller lille Tilde, som er stoppet med at trække vejret. Der er så meget uro. Heldigvis er vores lille dreng en robust fyr. Han er kun koblet til ilt i nogle få timer. For hver dag bliver han bedre og bedre til at sutte og til sidst er det bare gulsoten, der skal slås ned. Jeg er ved at gå til. Jeg hader at være der. Jeg har fået nok af hospital. Nok af sundhedsfaglige personer, som alle har en mening om, hvordan man skal passe, skifte, amme, pleje og holde en baby. Min baby. Jeg kan selv – og vil selv! De vil os det bedste, men jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Jeg vil bare hjem.
Endelig falder bilirubinen, og vi får lov at tage hjem. Jeg har ikke været hjemme siden en gang før jul, og det er så mærkeligt at stå der i entreen med min baby i favnen i vores lejlighed. Jeg elskede det fra første sekund, og vi har nydt hvert et sekund med vores seje, skønne, glade og smukke dreng lige siden.