Fødselsfredag – Når vandet går før tid

Af og til hænder det, at jeg bliver særligt rørt over nogle af de beretninger I sender mig og dén I kommer til at stifte bekendtskab med i dag, er én af dem, der har fået vandet til at stå ud af øjnene på mig, som blev jeg betalt for det. Det handler om en kvinde, som oplevede for tidlig vandafgang og jeg har valgt – i samråd med kvinden – at dele den op i tre, da beretningen ellers ville blive alt for lang til ét indlæg. Således handler beretningen i dag om den oplevelse kvinden havde dén dag vandet gik.

Tag godt imod den – og hav en kleenex klar. Jeg LOVER at det ender godt.

4MT2FRBJ88 kopi

En noget mere våd nytårsaften end planlagt

Ligesom til min 30-års fødselsdag var jeg jævnt træt af at være gravid nytårsaften. Festen over alle fester. Bevares, jeg var ovenud lykkelig for at være gravid med vores ønskebarn. Men fest uden alkohol og smøger har aldrig været mig – og bliver aldrig mig…

Trods det, havde vi (min svigerinde med kæreste og min mands gode ven samt kæreste og barn) en fantastisk nytårsaften i vores sommerhus på Orø. Vi skåler ( jeg i Erdingers alkoholfrie øl – og et enkelt glas ægte god rødvin), griner og nyder hinanden og aftenen. Jeg er i 31. uge og i lykkerus – over at være gravid og over at være beriget med skønne mennesker i mit liv. Alt er godt.

Min graviditet har været god. Kun lidt kvalme, halsbrand og absurd mange tisseture. Men luksusproblemer i forhold til så mange andre. Så altså en nem graviditet og helt efter bogen.

Alle er i godt humør, og der bliver ikke sparet på hverken røverhistorier eller bordbomber.
Midt i et grineflip mærker jeg, at jeg lækker. Jeg griner af situationen og joker med, at jeg da vist er så gravid nu, at jeg ikke længere kan holde på vandet og har pisset i bukserne. Jeg daffer ud på toilettet og skifter trusseindlæg. Det er godt nok seriøst overpisset. Tænk, at jeg slet ikke har kontrol over min blære længere. Det bliver en lang sidste måned på job inden barsel! Jeg sætter mig ind til de andre, men kan efter kort tid atter mærke tis i trussen. Ud og skifte bind igen. Jeg har aldrig før haft problemer med at holde på vandet, så da jeg skifter bind for sjette gang i løbet af aftenen, begynder en uro at vække i mig. Jeg googler vandafgang, og får egentlig ikke mere ro i sindet af den grund. Tilsyneladende kan vandafgang både komme plask! sjask! (som jeg har set det i film og fået det fortalt) og let sivende. Alligevel tænker jeg ikke straks, at det er det, der er sket. Det nager mig dog, at jeg pludselig sådan fra den ene dag til den anden er blevet SÅ slap dernede.

Kort efter midnat kryber jeg til køjs. Jeg vågner klokken 05 til den obligatoriske nattissen. Jeg ligger i en pøl af vand. Trisser ud på toilettet men kan ikke tisse. Jeg har på fornemmelsen, at noget ikke er, som det skal være. Faktisk ved jeg ikke, om jeg får tisset. Koldsved løber ned af ryggen på mig. Jeg kan ikke mærke min lille dreng indeni. Jeg går ind i soveværelset, hvor min mand ligger, nytårsdrukken. Mit hjerte hamrer af sted. Jeg rusker i ham og siger noget. Noget om vand. Noget om at den er helt gal. Angsten melder for alvor sin ankomst, og jeg kan ikke længere tænke klart. Jeg formår at ringe 112 og får en mand i røret. Jeg kan ikke snakke og rækker min mand, som nu er helt ædru og lysvågen, røret. Han forklarer manden situationen. Han prøver at bevare overblikket, mens jeg ligger i sengen og skriger og græder på samme tid. Min mand fortæller, at jeg er i 31. uge, og at vandet måske er gået. Jeg er bange, som jeg aldrig har været det før. Angst for at miste vores ufødte barn. Jeg kan ikke mærke ham – hvilket jeg ellers har kunnet siden uge 20 blot ved at trykke et bestemt sted på maven. Jeg trykker og trykker på min mave, men der er intet liv at mærke derinde. Tankerne flyver af sted. Det må ikke ende sådan her. Hvorfor sker det her? Hvor er det dog ondt. Min lille dreng. Vores søn. Hvad har jeg gjort? Hvorfor skulle jeg også drikke det skide glas rødvin? Hvorfor skulle jeg lege supermand og bære de tunge NETTO-poser? Hvorfor må jeg ikke blive mor? Selv gud får et par eder med på vejen, selv om jeg slet ikke har et forhold til ham. Jeg tigger og beder. Skriger til min dreng inde i maven, at han skal vågne op. Jeg bønfalder ham. Please lad mig mærke dig. Lad mig mærke dine små spark. Din søde hikken. Min mand får ordre om at få mig til at ligge stille på venstre side. Selv om jeg ikke har prøvet det før, VED jeg, at vandet er gået. Jeg husker noget med, at babyen skal være ude senest 24 timer efter vandafgang. Det er alt for tidligt. Det hele er så forkert. Så ubarmhjertigt. Min dreng er død. Vores lille skat er væk.
Jeg fortsat skiftevis græder og skriger. Min mand prøver at få mig til at falde til ro. Hans øjne er fyldt med tårer og angst. Jeg kender ham og kan se, at han er mindst ligeså bange som jeg, selv om han foregiver ikke at være det. Han forsøger at være tapper for os begge.

Jeg tror ikke længere på det. Jeg har opgivet håbet. Jeg har svært ved at se for tårerne i mine øjne, men jeg får fundet Ludovico Einaudis ”Una Mattina” på min playliste og spiller den for min mave. Noget jeg har gjort hver aften, siden jeg første gang mærkede liv. Pludselig mærker jeg et lille spark derindefra. Eller bilder jeg mig det bare ind? Jeg får min mand til at lægge en hånd på. Min svigerinde er også kommet ind på værelset. Hun mærker også. Maven vibrerer. Og så igen… og igen. Det ER den velkendte elskede tumlen til lyden af klassisk musik. Han er i live! Min lille dreng lever! Jeg græder af glæde. Hulker og tuder. Idet kommer ambulancefolkene ind. Jeg kommer op på båren, og vi kører af sted mod Holbæk Sygehus.
Selvom sprog er min levevej, har jeg stadig svært ved at sætte ord på oplevelsen. Den sorg og smerte, jeg følte, kan jeg ikke sætte ord på. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at kunne. Frygt, gru, rædsel, angst og dyb dyb sorg kommer det tættest – og så alligevel kommer det ikke i nærheden.

… fortsættes HER 

Skriv din kommentar

Kommentarer (15)

  1. Jeg sidder med tårer i øjnene og masser af medfølelse. Sikke en forfærdelig beretning som jeg inderligt håber ender godt. Jeg synes dog, at det er lidt tarveligt, at vi skal vente med at få at vide, hvad der sker med mor og barn. Det rører jo en masse følelser inden i, at læse andres fødselsberetninger. Ville ønske at jeg vidste hvordan det ender, så den der ubehagelige følelse forhåbentlig kan forsvinde igen.

    1. Årh undskyld – det er ingenlunde min mening at være tarvelig. Den er delt op i tre dele, for at gøre den mere “letspiselig”, da den ellers ville blive meget lang.
      Det er ligesom tre meget forskellige faser: dén dag vandet gik, indlæggelsesperioden og så til sidst fødslen.

  2. Vildt godt skrevet og en vild bereting. Synes også en uge er længe at vente på at få fortsættelsen 😢 Håber det endte godt ♡

  3. Super velskrevet og pyha, det gør ondt i et moderhjerte! Sikke en trist følelse at blive sendt på weekend med😢 Er enig i, at hele historien burde vises i ét indlæg…

    1. Jeg kan godt forstå hvad du og de andre mener. Beretningen ville dog blive for lang, hvis den skulle vises i ét indlæg 🙂

  4. Tårene kom først da sangen blev nævnt.. Min mand og jeg spiller samme sang hver aften for vores pige og jeg mærker ikke ret meget liv derinde fra. Jeg er 34+2..

    Helt enig med de andre i, at der er meget længe til fredag med at læse fortsættelsen..

  5. Ej men altså… Sidder med en kæmpe knude i maven og tårer i øjnene. Håber inderligt at det endte godt. Jeg har virkelig svært ved at skulle vente en hel uge på næste del

  6. Årh så barskt.
    Og hvor ærgeligt at lave det til en cliffhanger – klik ind på min bog på fredag for at find ud af hvordan det står til. Øv.
    Det lidt ligesom hvis man kommer til st læse en novelle i et ugeblad og man så ikke kan finde næste nummer.
    Er glad for du i det mindste startede med at skrive at det ender godt.

    1. Jeg er ked af at det er sådan du har det. Det har ingenlunde været for at lave cliffhangers, men fordi beretningen ellers ville blive alt, alt for lang.

  7. Sikke en velskrevet beretning. Jeg er dybt rørt, huha. Jeg har på fornemmelsen, at de andre indlæg også bliver meget rørende, så jeg kan egentlig næsten ikke klare mere for i dag 🙂 Det er dejligt at vide, at det ender godt. Det er okay med den opdeling – det er jo meget forskellige kapitler i fortællingen (lyder det til), og jeg har det næsten som jeg har det med en god serie/film/bog i flere dele. Den er værd at vente på. Igen props til forfatteren for at skrive så godt!

  8. Det er ikke fair at dele den op – hvordan skal jeg kunne vente til næste uge?!? Dejligt at høre at det ender godt, for her sidder jeg og stortuder 😭