Fødselsfredag – indlæggelse under graviditeten

Jeg fik en del hug i sidste uge, for at lade jer hænge i uvished om hvordan det ville gå kvinden og hendes ufødte barn, da vandet gik nytårsnat alt, alt for tidligt og dét beklager jeg selvfølgelig. Hvis I vil læse eller genlæse den første del i denne beretningstrilogi, så kan I gøre det HER.

fødselfredsagindlæggelse

En måned på langs og en krop af dej

På Holbæk Sygehus tager en jordemoder imod os. Vi kommer ind på et lille værelse, hvor hun undersøger mig og konstaterer, som ventet, at jeg har vandafgang. Jeg har ingen veer, men får en lungemodnende sprøjte stukket i låret og får lagt et drop med antibiotika. Hun sætter en CTG på, og vi bliver våde i øjnene af at høre vores lille drengs hjertelyd. Han har det godt, konstaterer hun. Jordemoderen har en stoisk ro, som smitter og får mig til at falde mere til ro. Stille og roligt sætter hun sig ved siden af min mand og jeg og forklarer os, hvad der nu skal ske.
”Du har vandafgang. I skal forvente, at I er forældre om senest 14 dage. I skal forvente, at I bliver forældre til et barn, som er født for tidligt – men ikke ekstremt for tidligt. I skal forvente, at du skal være sengeliggende frem til fødslen”.
Faktisk husker jeg ikke ordret, hvad der blev sagt eller i hvilken rækkefølge. Men jeg hæftede mig særligt ved sætningen: forældre om senest 14 dage. Det er alt for tidligt! Vil han tage skade? Kan han overleve, hvis jeg føder nu?

Vi var ikke det, der lignede klar til at blive forældre – ikke rent praktisk i hvert fald. Vi var ved at lave badeværelse, og vi havde ikke købt hverken det ene eller det andet. Det var jo planen, at jeg skulle bygge rede, når jeg gik fra.

Mit hoved er fuld af spørgsmål, bekymringer og forvirring. Oplevelsen i sommerhuset og frygten for at have mistet vores barn kværner øredøvende rundt i mit hoved. Om eftermiddagen bliver vi overført til Rigshospitalet, hvor jeg hører til. Fra da af må jeg ikke forlade sengen i mere end 20 minutter om dagen – og det er inklusiv toiletbesøg og bad. Vi får forklaret, at fostervand gendannes hver 6. time, så jo, man kan godt holde barnet inde i maven, selv om man har haft vandafgang. Dog vil de sætte mig i gang senest 34+0, da infektionsrisikoen er høj. En børnelæge kommer ind og fortæller os om børn født i uge 31. Hun virker meget kompetent og giver os lidt læsestof. Det er ikke behagelig læsning, og jeg tuder, da jeg læser om alt det frygtelige, der kan ramme et barn født meget for tidligt.
I tre dage har vi en stue for os selv på fødegangen, da svangerskabsafdelingen er fuldt belagt. På dag tre bliver jeg kørt ind på en tomandsstue, og jeg styrtgræder, da min mand går, og jeg nu skal være alene. Men min baby har det godt.
Dagene går med CTG, blodtryksmåling og scanning af fostervand. Jeg har ikke meget tilbage – men nok til at baby har det godt. Faktisk stortrives han, og der er ikke det mindste tegn på, at en fødsel er under opsejling.
For hver dag der går, kan jeg mærke hvordan endnu en muskel er blevet til dej, alt imens jeg ligger som en strandet hval med en kæmpe ble på, som jeg konstant må skifte, fordi fostervandet siver. Heldigvis får jeg masser af besøg, og det er da også interessant at følge med i de andre patienters forløb. Lidt som at være med i et live-afsnit af Greys Anatomy. Det er bare råddent selv at være en af patienterne.
Der var både hende den 50-årige afghaner med firlinger. Alle dem med svangerskabsforgiftning. Dem med korte livmoderhalse og de andre med tidlig vandafgang. Og så var der hende, der sprang i døden med sit spædbarn lige ude foran mit vindue. Det var dybt dybt tragisk. Og traumatisk. Det var vildt og voldsomt og helt igennem barsk at ligge på svangerskabsafdelingen. Heldigvis er afdelingen proppet med personale, som er kompetente, empatiske og beroligende. De har ikke tid – men de tager sig tid. Tid til at trøste og tid til at snakke.
Dagene på svangerskabsafdelingen er mudrede i min hukommelse, selv om min mand og jeg fejrede hver dag, der gik, som var det juleaften. En dag mere hvor den lille havde vokset sig større og stærkere inde i maven. Efter en måned på langs og skæringsdatoen 34+0 var nået, blev jeg endelig sat i gang.
… Fortsættes – og afsluttes – HER