Det er jo lige præcis dét her de vil have, tog jeg mig selv i at tænke, bedst som jeg var kommet ud på den anden side af røgskyen, der fyldte store dele af indre København. Irriteret over at være i mine følelsers vold, på grund af noget, som ikke havde fundet sted andre steder end i min fantasi.
Jeg havde kort forinden stået op ad den lyserøde væg i Andedammen og skålet i champagne, med Cecilie og Rachel, de to søde damer bag podcasten Voksen ABC, fordi jeg kort forinden havde sendt den forhåbentligt allersidste udgave af min bog afsted til min redaktør. Vi snakkede om løst og fast, skålede igen og så krammede vi farvel, selvom klokken kun var lige knap halv to. Jeg skulle ud og købe gaver til mine drenge, som har fødselsdag om henholdsvis tre og ti dage.
Jeg spændte cykelhjelmen, stak min pt yndlingslydbog i ørerne og satte mig på cyklen og mærkede hvordan luften var blevet væsentligt lunere end i morges.
Få hundrede meter oppe ad Nørregade, lige før jeg krydsede strøget, blev jeg ramt af lugten af røg, som spredte sig så det nærmest sved i øjnene.
Min første tanke var, at det måtte komme fra Nørreport Station. Dét sted jeg altid har tænkt var ét af de mest udsatte steder i København; særligt efter dengang da jeg var gravid i 2011 og bombemanden, der boede på Hotel Jørgensen tæt på Nørreport, blev fanget i dét der dengang var “vores” park.
Fuck, fuck, fuck.
Jeg kiggede rundt. Menneskerne på Strøget gik rundt som sædvanligt og lyden af sirener eller den tunge lugt af røg lod ikke til at påvirke nogen synderligt. Ingen andre end mig, i alle tilfælde.
Jeg forberedte mig på de skrig der skulle møde mig bag hvert gadehjørne. For helvede, altså! Oppe, lige før krydset ved Nørreport var røget blevet tættere. En lastbil holdt og spærrede vejen og jeg bremsede ned et øjeblik. Kunne slet ikke høre hvad der blev sagt i min lydbog for bare tankemylder.
Lastbilen kørte og alt så, bortset fra røgen der lå som en tåge henover byen, fuldkommen normalt ud.
Er det Torvehallerne? tænkte jeg, ganske overbevist om, at det var terror, der havde ramt mit ellers trygge København.
Jeg fik øje på Peter AG – eller i hvert fald én der ligner – som stod og tændte en cigaret. Og en mor der gik med sin klapvogn, der var tildækket af en stofble, foran sig. Og to unge fyre, der snakkede om noget, som især den ene tilsyneladende fandt vældigt morsomt. Røgen blev tættere, men alt var som det plejer.
Og så fik jeg øje på dem.
Brandbilerne. Afspærringerne. Og dén bygning hvor røgen kom fra. En bygning på Nansensgade, en hyggelig lille gade, lige bag Torvehallerne og Nørreport. Det var så vidt jeg kunne se “bare” en brand.
Jeg ved selvfølgelig godt, at der aldrig er noget “bare”, når det brænder, men i forhold til hvor sikker jeg havde været i min tro på, at det var en ondskabens handling, der havde ramt en hær af uskyldige mennesker, som min lidt rigeligt vilde fantasi for længst havde forudset, så føltes det som “bare”.
Jeg åndede lettet op. Håbede at ingen var kommet noget til og cyklede fortumlet hjem.
Opdagede at min lydbog stadig kørte, men at jeg intet havde hørt de sidste mange minutter af bare angst for, hvilket syn der mon ville vente mig. Cyklen trillede af sig selv, uden jeg ænsede farten. For fanden, hvor blev jeg da bange.
Heldigvis var det “bare” en brand, som så vidt jeg kan forstå nu, ikke har forvoldt nogle personskader.
Men de var der. Mine bange anelser. Frygten. Troen om, at det nu var sket, lige her i vores by, ligesom det skete i Manchester i går.
For helvede. Mit hjerte bløder i takt med strømmen af forfærdelige nyheder og nu – endelig, ville nogen måske sige – har det ramt mig, for alvor. På min tro på frihed, som ellers har føltes intakt og så pludselig har fået et skår af angst.
I dag, som ellers var startet så godt, blev dén dag hvor frygten for terror for alvor ramte mig, i en sky af røg op igennem Nørregade , og jeg hader mig selv en lille smule for det, for jeg vil ikke lade dem komme ind under huden på mig.