Jeg ved det godt. Det er ikke særligt sexet sådan at snakke om udslæt og røde knopper pver hele kroppen, men jeg synes nu alligevel at jeg lige skylder jer at holde jer opdaterede, nu hvor I har været så pisse søde både at opmuntre mig, komme med gode råd og spørge ind til hvordan jeg har haft det, siden dengang jeg, voldsomt kløende, ikke kunne få fat i min læge.
Som jeg skrev sidst, havde jeg fået en mistanke om at det var gluten, der var synderen. I hvert fald turde jeg ikke tage chancen med at spise det, inden jeg skulle afklæde mig i al offentlighed i Lalandia, i frygt for at mit udslæt blev værre. Til gengæld, da vi havde badet – imens mine ben især var mere spættede end en tussegammel sæl – gav jeg den fuld smadder med gluten, for på den måde at finde ud af hvordan min krop ville reagere på at gå fra nul til hundrede på en halv dag, med pizza, pasta og croissanter i lange baner. Og ved I hvad, der skete ikke en fløjtende fis!
H.A.L.L.E.L.U.J.A.H.f.o.r.h.e.l.v.e.d.e.
Ej, men seriøst, jeg er så glad som en gris der lige har undsluppet slagterens grumme tag til gengæld for frihed på en grøn græsmark med en trøffelfyldt mudderpøl i midten!
Med dét sagt, så har de seneste ugers afholdenhed givet mig blod på tanden til igen-igen at give det en skalle med lidt sundere mad i hverdagen og hvis I har lyst, vil jeg gerne dele nogle af mine mad-idéer med jer i ny og næ; nu har jeg jo også et nyt køkken, hvor jeg både kan lave lækker mad OG tage flotte(re) billeder
… Og nu vil jeg varme et par frostrundstykker, som er noget af det bedste jeg overhovedet kan komme i tanker om at spise. Så må de blive byttet ud med de lidt sundere madpakkeboller i næste uge.