Det er selvfølgelig smadderdejligt at tænke på, at jeg i morgen sætter mig ud i bilen sammen med min familie, for at køre på ferie. Til Lalandia, som var en kæmpe succes sidst vi var der. Det er selvfølgelig bare mindre dejligt at tænke på, at jeg altså stadig har herremeget udslæt. Som i virkelig meget.
Det er ikke farligt og det smitter ikke og jeg burde måske være ligeglad, men jeg tror simpelthen ikke jeg kan få mig selv til at stille mig ud i fællesbadet med røde prikker over hele kroppen, sammen med resten af familien hakkebøf. For fanden, altså. Jeg havde seriøst glædet mig til at skulle prøve en masse vilde vandrutschebaner med drengene, som havde den sygeste optur på over det, sidst vi var afsted. Jens slap sin indre vovehals fri og prøvede frygtløst samtlige vandrutschebaner og Peter, der ikke fik lov til at prøve andre end de lidt mere rolige, råbte grinende efter mere fart imens vi susede ned igennem rørene. Argmen altså, det var så fedt! Og nu mistænker jeg, at jeg ikke kan være med denne gang. Øv altså.
Jeg har selvfølgelig været ved lægen (en ny læge) siden jeg skrev om mit udslæt sidst. Udslættet blev ved med at vokse i nogle uger og lægen mente at det måske var fransk rosen, men altså, han kunne (selvfølgelig) ikke sige noget med sikkerhed. Selv har jeg faktisk hele tiden mistænkt at det var en allergisk reaktion og ovenpå en dag, for nogle uger siden, hvor det gik helt amok om aftenen, forsøgte jeg at gennemgå min kost for dagen og der stod pludselig én ting øverst på skamlen. Gluten.
Pisse-forpulede-voldsomt-lækre-gluten, som jeg altid har forsvoret at jeg ikke skulle leve uden.
Jeg gjorde som man selvfølgelig altid gør i sådan en situation: Jeg spurgte google, som kunne fortælle mig, at der åbenbart findes en af-art af cøliaki, som ikke sidder i tarmen, men i huden. Dermatitis Herpetiformis, som det hedder og som altså på ret mange af de billeder der kommer op på en billedsøgning, godt kunne ligne det jeg har raget til mig. Derfor har jeg i den seneste uges tid forsøgt at undgå gluten og det lader faktisk – desværre – til, at det hjælper. Udslættet er der stadig, men det tyder på, at det svinder heeeeelt langsomt ind. Det bliver i hvert fald ikke på samme måde hævet og kløende om aftenen, som det har gjort tidligere og jeg bilder mig ind at det faktisk er bedre for hver dag der går.
Det kan selvfølgelig godt være, at det “bare” er et totalt random ingen-ved-hvor-det-kommer-fra-udslæt, som er ved at gå over af sig selv og guderne skal vide, at jeg håber det, men for nu, tør jeg simpelthen ikke give mig i kast med hverken boller, kage, pizza eller pasta, for tænk nu, hvis jeg på mirakuløs vis så bare nogenlunde anstændig ud i næste uge, bare ved at holde mig fra det. Okay, der er overhovedet ikke noget “bare”, for jeg har seriøst nærmest levet af glutenholdige produkter stort set hele mit liv og det har altså – uden at sige for meget – været noget af en omvæltning at holde mig fra det, så kryds gerne lige fingre for at det ikke er dét, der er galt med min krop – og så også gerne lige for at jeg ser normal ud i næste uge, ik’? Jeg ved godt det nærmest er utopi, men hold kæft, hvor vil jeg gerne med i vandland! Og nej, jeg kan ikke sådan som jeg ser ud nu – folk tror jo at jeg er farlig, hvis de ser mig uden tøj på.
Til mit held er der hverken gluten i mine favoritpandekager, pålægschokolade, peanutbutter, frugt, juice eller kaffe. Så det går nok. Og ja, vi har både sutter og LEGO med til bords herhjemme. Og ja, gu håber jeg på at det “bare” er fransk rosen.
