Det er næsten som om, der ikke skulle andet end et lille bitte “jeg-er-træt-med-træt-på”-indlæg til, før der skete en ændring i Peters sovevaner. Han han nemlig sidenhen sovet markant bedre – og faktisk så godt, så jeg flere morgener er den første i huset der står op, fordi min krop tydeligvis tror, at den ikke behøver mere end seks timers (næsten uafbrudt) søvn.
Vi har ikke gjort nogert anderledes i forhold til tidligere og jeg husker faktisk også, hvordan søvnmønstret sådan pludselig kunne ændre sig fra dag til anden, da Jens var mindre.
Det er (eller i dette tilfælde, var det gudskelov) en faaaase, som de kloge siger.
Derfor sidder jeg lige nu i vores gamle køkken, i mine underhakkere og en t-shirt jeg fik i fødselsdagsgave af Thomas, det år vi flyttede væk fra København, hvorpå der står “I <3 COPENHAGEN” og læser alle de dejlige kommentarer jeg fik til mit blogindlæg i går. Jeg fik lyst til at kramme flere af jer; sende blomster, kys og chokolade og tage ud og drikke drinks og se på fugle i parker og alt den slags, for I virker simpelthen som de sødeste, dejligste mennesker og jeg er helt på røven over, at så mange gad fortælle mig om jeres dag! Jeg fik serveret både opture og nedture og små anekdoter og jeg lover jer, at jeg har fået skrive inspirationen igen.
Det var jer der skulle til.
Solen er oppe, den lille rest af min kaffe er ved at være kold, børnene og Thomas sover stadig og jeg har fået en umådelig trang til at få vores vasketøj ud af verden, inden jeg cykler ind mod kontoret. Det skal nok blive en udmærket dag og jeg håber så sandelig, at det samme gør sig gældende for jer!