… Og denne gang mener vi det. Sådan for alvor (tror jeg nok).
En del af jer vil nok kunne huske, at Thomas og jeg faktisk satte vores hus i Sønderjylland til salg for lidt over to år siden, dengang vi stadig selv boede der. Det gjorde vi for at gøre rent bord inden vi skulle flytte til København, hvor jeg dengang havde en drøm om at studere psykologi (som jo i øvrigt aldrig blev til andet end et nej tak, efter jeg var blevet optaget). Vi tænkte dengang, at det nok var alt for besværligt at leje huset ud, når vi selv skulle bo så langt væk, men da der pludselig dukkede et par fantastiske mennesker op ud af det blå og spurgte om ikke de måtte leje huset i en periode, besluttede vi os for at lade dem gøre det. Vi vidste jo ret beset ikke engang om jeg ville blive optaget på studiet og om vi måske skulle returnere til Sønderjylland, nærmest førend vi var flyttet til København, så det virkede som det mest fornuftige at gøre, når nu de sødeste lejere man kan tænke sig, stod foran os og bankede på, fordi vi – hvis vi skulle tilbage – selvfølgelig gerne ville bo i vores drømmehus igen. Derfor bad vi ejendomsmægleren om at tage huset af markedet før tid og vi droppede altså at sælge huset til fordel for at leje det ud.
Det er ret præcist to år siden nu og om et par dage flytter vores lejere ud og efterlader et hus, som vi nu har indset, at vi aldrig kommer tilbage til, uagtet hvor meget vi end holder af det.
Psykologistudiet blev ikke til noget, men i stedet blev et liv som professionel blogger og medindehaver af ét af Københavns absolut hyggeligste kontorfællesskaber, skabt ud af det blå og vi har, i løbet af de seneste to år, fået skabt et hjem her i København. Jens starter i skole efter sommerferien og selvom jeg momentorisk savner livet i Broager, som var det min højre arm, der var blevet amputeret, så flytter vi ikke igen. Vi bliver vi boende i byen. Og sælger huset.
Vores smukke, mærkelige og helt igennem vidunderlige hus i Broager, med udsigt over Flensborg fjord fra alle rum pånær badeværelserne, bryggerset og dét vi dengang brugte som gæsteværelse. Huset med de mange frugttræer, nøddehegnet, bålstedet, balkonen, jacuzzien, brændeovnene, højt til loftet og den vildeste planløsning jeg nogensinde har set.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi, dengang vi købte huset, havde planlagt at bo der for evigt. Huset er nemlig to huse der er bygget sammen. Noget der, udefra set virker en lille smule mærkeligt, men som indefra bare fungerer så røvgodt. For en “ung” børnefamilie som os, kan man samle det “private” familieliv med soveværelser og vasketøj og den slags i det ene hus og holde alt det sociale i det andet hus, med plads både fester og til sovende gæster, som selvfølgelig har adgang til eget bad og privat udgang til haven. Og så var tanken naturligvis at vi, Thomas og jeg, når børnene var blevet tilpas store, ville rykke op i “gæsteværelset” i det “sociale hus” og lade børnene have det andet lidt mere “for sig selv”. Som en slags udviddet teenageafdeling, hvor i øvrigt bryggerset ligger snedigt placeret, så man måske kunne have heldet med sig til at lære knægtene at vaske tøj, hvis man selv blev forment adgang. Arghmen, det er så pissesejt et hus og selvom jeg gerne vil have det solgt i en fart, så håber jeg alligevel lidt på, at vi kan beholde det her henover sommeren, så vi i det mindste kan bruge det som sommerhus, inden det skal videre til nogle andre, som kommer til at få glæde af det. Men nu må vi se…
Hvis I har lyst til at se mere af huset – og den dér mega seje plantegning – så kan I se det HER. Og hey, hvis nu I skulle kende nogen (som kender nogen) som overvejer at flytte til et 250 m2 stort luksushus i Broager til en pris, som man måske kan være heldig at finde en stor 1-værelses lejlighed for, her på Indre Østerbro, så del det gerne med dem, ik’? Det ville betyde alverden.
Tak.