Derfor sagde jeg nej tak til at studere psykologi

image

Da jeg slog øjnene op i morges huskede jeg det straks; den følelse jeg sad med i kroppen for præcis ét år siden, hvor jeg i nattens mulm og mørke havde siddet i kø til den glædelige nyhed, at jeg var blevet optaget på psykologi på Københavns Universitet. Uddannelsen som skulle skabe rammerne om mit liv, ikke bare de fem år uddannelsen stod på, men i resten af mit arbejdsliv, som jeg havde set rulle sig ud i et – dengang – drømmescenarie.

Jeg skulle efter studiet tilbage til min arbejdsplads på det socialpsykiatriske bosted i Sønderjylland og arbejde. Jeg skulle komme med min viden, min entusiasme og min medmenneskelighed og være med til at gøre stedet til det absolut bedste opholdssted i sin kategori her i landet. Det var min vision. Min drøm. Dét jeg følte mig overbevist om – med slid og hårdt arbejde – at være i stand til.

… Indtil min leder ikke var enig længere.

Det var naturligvis i samråd med min leder at hele min plan og drøm var blevet skabt, planlagt og min optagelse på psykologiuddannelsen afstedkommet og jeg var på alle måder overbevist om, at vores mål var det samme. De ville jo trods alt betale en del af gildet.

Da jeg overbragte min leder nyheden om at jeg var optaget på psykologi og at fremtiden – både for mig og for bostedet – nu var på rette vej, fik jeg et kort “tillykke” og et par dage senere fik jeg min fyreseddel.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg ville jo ikke “bare” være psykolog. Jeg ville være psykolog på min arbejdsplads, som jeg holdt så meget af. Jeg ville rette op på noget af det jeg fornemmede var uhensigtsmæssigt i behandlingen af borgerne og jeg ville gøre mit ypperste for at skabe trivsel omkring mig, både blandt medarbejdere og blandt borgere, på det sted hvor jeg nu ikke længere var velkommen. I hvert fald ikke imens jeg skulle studere, som vi ellers havde aftalt.

Samtidig havde jeg jo fået bloggen her. Eller skabt, måske rettere. Mange læste allerede med dengang og pludselig så jeg en mulighed for, at jeg frem for at skulle studere – en garanteret både spændende, udfordrende og enormt givende uddannelse, som jeg ikke anede hvad jeg skulle bruge til efter endt studie – kunne blogge.

Jeg så en mulighed for at jeg for en stund kunne læne mig lidt tilbage i mit liv, lave noget jeg synes var sjovt, passe mine børn, kysse min mand, drikke kaffe med mine veninder og skrive en pokkers masse blogindlæg.

Jeg kunne for helvede bare blogge.

De fremtidsdrømme jeg havde med psykologiuddannelsen var blevet knust og jeg besluttede derfor, at skabe min egen fremtid. At jeg ville lade alle de frugter jeg kunne finde i luften, falde ned i min turban i håbet om og troen på, at fremtiden trods alt ville bringe en masse godt med sig. Så jeg takkede nej til studiepladsen og gav en anden muligheden for at studere, i stedet for mig.

Gudskelov, kan jeg tænke nu. Gudskelov sagde jeg nej tak og fik i stedet nye drømme, som alt tyder på at jeg er på rette vej mod at nå.

På mandag, under et år efter jeg fik min fyreseddel, sætter jeg mig ned i det blogger-kontorfællesskab, som jeg har stablet på benene sammen med Cecilie og går i krig med min nye fremtid. Som dedikeret blogger med en helvedes masse på hjerte.

Skriv din kommentar

Kommentarer (20)

  1. tillykke med det:) det lyder til, at du traf det rette valg, og du har jo heller ikke villet studiet nok, når det kom til stykket. Man skal virkelig ville det, for at klare fem år på Uni.

    1. Jeg ville det virkelig, virkelig gerne, men da alt blev vendt på hovedet med en fyreseddel i nakken, valgte jeg om. Heldigvis, ved jeg nu 🙂

  2. Jeg synes du er modig og selvfølgelig skal man følge sit hjerte, men jeg synes alligevel det er synd. Det kan godt være du gav pladsen videre. Men du gav den videre til en kvote 1’er på standby, ikke en på kvote 2 som du selv er kommet ind på. Ikke en fra kvote 2 som måske har kæmpet i flere år for at få netop den mail du fik. Du var heldig, en af de få blandt 5 %. Det er bare ærgeligt når nogen kunne have brugt den plads bedre end du gjorde.

    1. Den kan jo sagtens være givet videre til en som kæmpede i mange år. Jeg kæmpede da bestemt i mine tre år for mot snit skulle blive går nok- og det er da forhåbentlig en som blev glad.

      Cana kan jo ikke tage ansvaret for hvordan optagelsesystemet fungerer.

    2. Så bare fordi et studie er særligt svært at komme ind på og fordi jeg havde skrevet en virkeligt god motiveret ansøgning, så måtte jeg ikke ændre mening? Det synes jeg ærligt talt er noget sludder. Min ansøgning kom jo igennem nåleøjet, netop fordi jeg var mega-motiveret, men da hele min situation blev vendt på hovedet, var jeg nødt til at ændre prioriterer og til at mærke efter, hvor hårdt jeg egentlig ønskede at spænde mig selv for, nu hvor jeg havde muligheden for “bare” at blogge.

    3. Jeg synes også, den her kommentar er lidt hård. Det er jo ikke Canas ansvar, hvordan studiepladserne bliver fordelt, og man kan da kun lykønske hende med, at hun rent faktisk skrev en så god ansøgning, at hun var en af de få kvote 2 ansøgere, der kom igennem nåleøjet. At hendes situation ændrede sig, da hun fik pladsen, er jo ikke noget, hun har haft i tankerne, da hun søgte studiet. Jeg synes, det er smadderflot, at du, Cana, både kom igennem nåleøjet, men også at du tog et valg, du følte, var det bedste for dig, da situationen ændrede sig. Og desuden et smadderflot og velskrevet indlæg 🙂 Sov godt. Kh

      1. Jeg synes også kommentaren er urimelig. Og vil gerne tilføje, at psykologi på KU i øvrigt optager hele 20% på kvote 2.

        Og så stemmer jeg med på, at du traf det rette valg. Man kommer ikke igennem fem års hårde studier medmindre man er motiveret fra det helt rette sted, som ikke bør være bundet til en specifik stilling – men til ønsket om at ville gøre en forskel på mange forskellige arenaer i løbet af et langt arbejdsliv. Den stilling kunne du jo med al sandsynlighed have fået et andet sted – måske endda i KBH 😉 Jeg synes derfor du gjorde det helt rette og lod en anden, der havde lysten til at fuldføre og så vi endda får fornøjelsen af din pen!

        Kh Rosa (cand.psych. 2015)

  3. Kære Cana. Det var modigt at du gjorde det, og helt fantastisk at du valgte at følge dit hjerte. Personligt er jeg glad for, at du søgte ind og skrev et indlæg omkring din ansøgning, det gav nemlig hjælp og motivation til sådan en som mig, der sad og skulle til at skrive en motiveret ansøgning. Jeg sidder i dag, med lidt blandede følelser, efter at have fået en standby plads på pædagoguddannelsen i Aarhus, men jeg glæder mig til at starte, uanset om det er nu eller om et år. Jeg vil bare gerne sig tak for din motivation og gode råd! Inden jeg havde læst det indlæg følte jeg mig fuldstændig fortabt og nu står jeg her, og ved, at jeg er pædagogstuderende enten til februar eller september næste år. Det er faktisk en fantastisk følelse, når man lige mærker efter! Tak! <3

    1. Ihhhh hvor er det dejligt, at jeg har kunnet hjælpe! Jeg krydser fingre for at du får plads hurtigt 🙂

      1. Tak, jeg krydser virkelig også fingre! Det ville være så dejligt at få svar, så jeg er lidt mere afklaret med min fremtid! 🙂

  4. Jeg tror ikke helt jeg forstår… Hvordan var din tidligere arbejdsplads sikret at du ville vende tilbage? Ville de give dig løn for at studere i 5 år? Det lyder ret specielt. Et studie af den varighed (i en helt anden by hvor man slå rødder med familie osv. vel at mærke) kan jo også bringe en andre steder hen, end der man umiddelbart har i tankerne til at starte med. Så koblingen ml. din tidl. arbejdsplads i Sønderjylland og et 5-årigt pskykologistudie i Kbh er såmænd for mig blot lidt uklar, som den er står beskrevet… 🙂 Og usikkerheden kan jo gå begge veje i sådan en konstellation tænker jeg?

    1. Altså, nu er det jo ikke fordi alle mine arbejdsrelaterede aftaler sådan er eller skal være til fuldt skue for hele verden, men nej, aftalen var (selvfølgelig) ikke fem år med løn. Der var tale om en jobrotationsordning, så jeg kunne opkvalificere (en del af uddannelsen) imens en ledig kunne besidde min stilling. Og jo, selvfølgelig vil der altid være usikkerhed i forhold til fremtiden, selvom begge parter har en aftale. Jeg er ikke sikker på om jeg forstår hvor du vil hen med din kommentar og jeg håber da at du vil uddybe årsagen til din undren?

  5. Jeg forstår ikke….blev du fyret fordi du kom ind på studiet? – det lyder da mega tarveligt (næsten også ulovligt) når nu i havde en aftale…=-O

    1. Det var selvfølgelig ikke den begrundelse jeg fik, da den vist ikke havde været helt stueren, som du selv siger. Hvis jeg IKKE var kommet ind på studie var jeg klar over, at jeg ville blive fyret, fordi jeg (fordi der ikke er et psykologistudie rimelig nærhed af Sønderjylland) var flyttet med min familie til København, for at jeg kunne studere og fordi jeg var temmeligt overbevist om at jeg nok skulle komme ind, så ja, det føltes temmeligt tarveligt at blive fyret efterfølgende, da jeg havde overholdt min del af aftalen, men sådan er der jo så meget og man kan ikke altid kende motivationen bag. Heldigvis er mit liv endt meget (meget!) godt ud alligevel, så jeg klager ikke, selvom min motivation for at studere psykologi forsvandt som dug for solen dengang.

      1. Men….. så blev du vel ikke fyret fordi du kom ind på en lang uddannelse, men fordi du var flyttet og ikke kunne varetage jobbet fra København? Jeg forstår ikke helt. Psykologi er jo en længerevarende uddannelse. Så om ikke andet tænker jeg at det vel også er fair nok at arbejdspladsen finder en anden arbejdskraft mens du studerer?

        1. Det var selvfølgelig efter aftale med min arbejdsgiver at jeg søgte ind på uddannelsen og flyttede til København og jeg skulle selvfølgelig ikke varetage mine almindelige arbejdsopgaver imens jeg studerede. Det skulle en jobrotationsmedarbejder – i hvertfald i en del af uddannelsen 🙂

  6. Synes det er modigt og fascinerende, at du tør og er i stand til at få bedste ud af situationen.

    At springe fra efter man er optaget på motiveret ansøgning er uden tvivl bedre end efter start. Hun brugte da netop pladsen fornuftigt og meldte fra før andre ikke kunne få glæde af den.

  7. Jeg er forholdsvis ny her så nok derfor jeg ikke kender svaret – men hvorfor stoppede du som jordemoder? Og hvorfor ønskede du ikke at arbejde med det fag?