Helt i begyndelsen handlede det om dage, siden om uger, på et tidspunkt om måneder og nu, om år. Tre år. De tre hårdeste, siger folk. Folk som mig, blandt andet.
Og nu er vi her.
Vores yngste er fyldt tre år i dag. Klokken 07.21, hvis man skal være helt præcis. Og vi lever stadig. Ovenikøbet efter en dag hvor sukkerniveauet har nået uanede højder, i de kæmpestore haller i Dino’s Legeland, som fødselaren havde bestemt at dagen skulle bruges på.
Bevares, det har været nogle hårde dage, uger, måneder og år – og det er det sådan set stadig. Noget jeg tror det bliver ved med at være til tid og evighed, i øvrigt. Men det er ikke længere sådan fuldkommen udmattende-og-tortur-agtigt-hårdt, som det var engang. Vi sover (næsten) hver nat, vi snakker om tingene; forklarer, argumenterer og bliver (nogle gange) enige. Bevares, der er stadig øjeblikke, hvor tumlingens frustrationer kammer over i et raserianfald af en anden verden – typisk selvfølgelig på de mest upassende tidspunkter – men overordnet set, er det ikke længere hårdt på den fysiske måde.
De tre år er gået; grundstenene til vores børns personligheder er for alvor lagt og krisetiden over livet med små børn, som i høj grad har overskygget alt andet, lader til at lette som en varierende tæt tåge, der ellers har ligget over de seneste seks år af mit liv. Vi overlevede; og selvom jeg selvfølgelig godt er klar over, at alle overlever, så synes jeg altså stadig at det er lidt sejt, for jeg husker stadig tydeligt de dage – og nætter, især – hvor jeg rent faktisk tvivlede. Kunne min krop overhovedet klare det sindssyge pres den blev udsat for, som gylpeglud, klatretræ, omvandrende mejeri og vaskekoner om dagen, for bare at blive holdt vågen om natten?
… og vupti, så er det forbi. Kroppen holdt og hovedet nogenlunde det samme og nu skal jeg pludselig til at lære dét også.
Vi har ikke længere små-små børn. Nu har vi pludselig børn, der kan lege med hinanden i timevis (eller i hvert fald i temmeligt mange minutter, hvis jeg skal droppe overdrivelserne for en stund). Børn der selv kan tage tøjet af og på og have en mening om helt reelle og rigtige ting (omend vi ofte er uenige, når jeg fx forsøger at påstå at bare strømpesokker og vandpytter er en dårlig kombination).
Det er eddermamer vildt. Min lille Peter, som for et øjeblik siden var så lille, er blevet tre år i dag og jeg fatter det næsten ikke. Tænk, at jeg nu er sådan én. En mor, helt uden babyer.
Det er altså noget af en mundfuld lige at sluge. Især når jeg jo i øvrigt ikke er blevet en dag ældre, end jeg var for seks år siden, da jeg blev mor for første gang.
