Selvom jeg tror jeg har en nogenlunde fornemmelse af mange af jer der læser med herinde, så aner jeg jo i virkeligheden ikke stort andet om jer, end hvor gamle I er, hvilket køn I har (altså, at langt, langt de fleste af jer er kvinder – surprise!) og hvor i landet I befinder jer, som Google Analytics er så venlig at afsløre overfor mig. Derfor aner jeg for eksempel ikke hvor mange af jer, der har børn i alderen 0-3 år, men jeg formoder at det alligevel er en rimeligt stor del af jer, hvorfor jeg tænker at nedenstående altså er svært relevant. Det er nemlig dem det handler om, babyerne og tumlingerne og jeg vil således beklage overfor jer, der enten ikke er nået til den slags endnu eller jer som for længst er ovre dét stadie i livet; for jer er nærværende blogindlæg formentlig en lille smule skudt ved siden af, men for alle andre, er det smadder relevant. Og til I andre, så stik i stedet ind og læs mit forrige indlæg om Vild med Dans i stedet, ik?
Der er så mange forskellige meninger om børneopdragelse, at det formentlig ville tage noget nær en evighed, at nævne dem alle her, men én ting tror jeg dog, at alle forældre kan blive enige om at vægte højt; nemlig børns sikkerhed.
Sikkerheden skal selvfølgelig være i orden, så børnene kommer til at leve både længe og uden unødige knubs og mén. Derfor holder jeg for eksempel altid Peter i hånden, når vi går over en vej, uanset hvor lidt trafikeret den er, ligesom jeg har hængt drengenes flagranke op, på modsatte væg end sengen, så de ikke kan få forviklet sig ind i den om natten. Sådan nogle helt basic ting, for at sikre deres overlevelse og velbefindende mest muligt, ud fra et fornuftigt perspektiv, hvor de selvfølgelig stadig skal have lov til og mulighed for at gøre sig deres egne erfaringer, på en ansvarligt grundlag som jeg har lagt.
For selvfølgelig opstår der stadig uhensigtsmæssige episoder, som for eksempel dengang Peter fik en sten ind i næsen, som jeg måtte puste ud og selvfølgelig hverken kan eller skal vi skåne vores børn fra alt, men jeg tænker dog, at vi ligeså godt kan gøre hvad vi kan for at være et skridt foran. At sørge for at de små ikke har legetøj de kan kvæles i og at give dem cykelhjelm på, når man cykler og den slags.
Det må trods alt være vores vigtigste opgave; at sørge for børnenes sikkerhed.
Jeg faldt for nyligt over en lille video (som I både kan se på youtube HER eller på Sikkerhedsstyrelsens facebookside Tænk Småt – Leg Sikkert) hvor jeg for første gang nogensinde blev opmærksom på snore i tøj. Tænk sig, at det aldrig nogensinde var faldet mig ind, at der selvfølgelig ikke børn være lange snore i børnenes tøj, fordi snorene både kan forvikle sig rundt om halsen og hænge fast i en gren, når drengene hopper ud fra et træ. Yikes, manner! Ved grundigere undersøgelse viste det sig faktisk også, at Sikkerhedsstyrelsen har udarbejdet en decideret anbefaling omkring indkøb af børnetøj, som selvklart ikke handler om udseende, men om sikkerhed, som I kan se HER.
Heldigvis viste det sig, da jeg fluks gennemgik Peters garderobe, at han faktisk ikke havde én eneste “farlig” bluse, men jeg vil i fremtiden helt klart være opmærksom på det – især fordi jeg synes at hættetrøjer til børn er noget af det sødeste. Nu bare uden snore.
På føromtalte facebookside, er der en hel masse flere tips til at højne sikkerheden overfor børn i alderen 0-3 år bedst muligt; der bliver delt masser af konkrete, praktiske råd og tips til en mere sikker hverdag og jeg er i hvert fald selv blevet klogere af at besøge den, selvom jeg faktisk troede at jeg havde rimeligt godt fod på dét der med børns sikkerhed. Såeh, anbefalingen er hermed givet videre til jer der enten har eller overvejer at få små børn