Gratis fragt ved køb over 499 DKK

hella joof

FOTO: TV2

ikke-navngivet-5

Det kan godt være at hun for nyligt kom lidt i modvind, for at have lavet en torskedum udtalelse i forbindelse med sin deltagelse i Disruptionrådet, men der skal altså mere til førend jeg mister respekten for hende, som jeg meget beskedent gerne vil betegne som én af Danmarks klogeste kvinder. I hvert fald når det kommer til mennesker. Især kvinder. Og lykke. Og så måske ikke så meget politik, men herregud, man kan jo altså heller ikke være god til det hele og hvis jeg skal komme med mit personlige (og særdeles ukvalificerede bud) så gætter jeg på, at Hella Joof, som nærværende indlæg handler om, ikke selv har bedt om at blive en del af det noget udskældte råd, hvor hun i øvrigt sidder til bords med så mange erhvervstopledere, at det da også ville være mærkeligt, hvis hun ikke blev da bare en lille smule befippet over det.

Nuvel, jeg synes, ovenpå den shitstorm jeg fornemmer at Hella har været igennem den seneste uges tid, altså at hun fortjener lidt kærlighed og en hyldest for noget af dét, som hun gør så godt. For hun ér altså ret klog, synes jeg og jeg kan så godt lide at fortælle andre, når de gør det godt.

For eksempel er jeg helt pjattet med Hellas 10 bud, som første gang blev offentliggjort hos Eurowoman, og som er så fine, at de i dén grad fortjener at blive delt. Igen.


1 Det største af alt er kærlighed. Det er vigtigere end alt andet. Vand kærligheden, så den ikke tørrer ud. Og tak for den, hver gang du møder den.

2 Spar ikke på kærligheden. Elsk alt, hvad du kan. Men du må ikke lade som om. Du må ikke handle med kærligheden. Og du må ikke jaske med den.

3 Du skal huske at slappe af. Trække stikket. Sove på sofaen midt på dagen. Lade opvasken stå. Gå på bare tæer i græsset.

4 Tilgiv dine forældre. De gjorde det så godt, de kunne. De var også små børn engang med store knæ og bange øjne. Du får selv brug for tilgivelse, når du en dag bliver mødt af dine egne børns vrede.

5 Du må ikke tage et andet menneskes liv. Selvfølgelig må du ikke det. Men du må heller ikke ødelægge et andet menneskes livsglæde. Du må ikke mobbe og lægge fælder. Og du må ikke glæde dig, når det går andre dårligt. Eller når din veninde har fået en stor røv og forkølelsessår.

6 Du må gerne blive skilt, hvis du har giftet dig med den skrupforkerte. Men hvis du har giftet dig med den rigtige, så prøv at finde kærligheden frem igen. Måske ligger den pakket ned i en kasse med vintertøjet. Måske har du glemt den oppe i sommerhuset. Husk, at nissen flytter med. Så hvis du ikke har fået styr på dine dæmoner i dit første ægteskab, vil du møde dem i dit næste. Og det næste …

7 Det, der er dit, er dit, og det, der er andres, er ikke dit. Man kan ikke tage noget fra hinanden. Den mand eller kjole eller det job, der gør din veninde lykkelig, vil du slet ikke have. Du vil hellere have din egen mand og din egen kjole og dit eget job. Der er ingen grund til at være misundelig. Der er nok til os alle.

8 Du må ikke bagtale hverken dine venner eller dine fjender. Sig tingene til folks ansigt, men mærk lige først efter, om du er ude i et kærligt ærinde. Hvis ikke, er det tit bedre at tie.

9 Glæd dig over alt det, der er dig. Din krop, din sjæl, din højde, din vægt. Du er præcis, som du skal være. En sjæl i en krop. Kroppen skal du passe på, så sjælen har et godt sted at bo. Du må ikke tale grimt til og om din krop. Så bliver den ked af det, og så strammer den om sjælen.

10 Husk, at livet er en rejse, og nogle gange ender man i en anden by end den, man havde købt billet til. Så må man anskaffe sig et kort over den nye by og glæde sig over dens floder og tårne og spir. Husk, at livet bliver bedre og bedre for hver dag, der går. Men det er en hemmelighed.


Hun kunne uden tøven sagtens være stoppet dér og alligevel have mig overbevist om, at hun udover at være aldeles klog og velreflekteret, også er usædvanligt god til at sætte ord på noget af dét jeg håber på, at man lærer igennem sit liv. Hun er trods alt en voksen kvinde, hende Hella og jeg elsker at hun så gavmildt deler ud af noget af alt dét hun har lært.

Senest har jeg nydt godt af hendes visdom, da jeg på to dage kværnede hendes bog, Papmachéreglen, som jeg synes er fuldkommen fantastisk. Intet mindre. Hella siger selv om Papmachéreglen, at “den handler om, hvordan livet er og hvilke regler, der gælder. Den handler om, hvad man skal gøre for at blive glad og lykkelig, og hvad man endelig ikke skal gøre. Man kommer nok til at gøre det alligevel, men så er der heldigvis en regel, der træder i kraft. For livet er et mirakel og vi er her for at være glade og elske hinanden. Det ved jeg helt bestemt.”

Den har taget Danmark med storm og jeg tror nærmest at jeg var den sidste, i hvert fald i min omgangskreds, til at få den læst, men hvis nu nogen ikke har læst den, så kan den for eksempel købes HER eller lyttes på lydbog, som jeg selv har gjort. Og ja, jeg kan kun give lydbogen mine varmeste anbefalinger, eftersom det rent faktisk er Hella selv der fortæller. Jeg følte flere gange i løbet af bogen, at Hella sad ved siden af mig og talte til mig (og kun til mig) imens jeg lærte, og grinte og lærte lidt mere. Jeg hørte bogen på mofibo (en app man henter ned på telefonen, til de af jer der ikke kender det) og hvis ikke I allerede abonnerer på det, kan I få 30 dages gratis lytning (af alle deres bøger) hvis I bruger koden CANA2017 HER. Det burde i alle tilfælde være tid nok til at få hørt Papmachéreglen mindst én gang. Og måske også et par af de bøger jeg skrev om i indlægget (som var sponsoreret) HER.

I al sin enkelthed er Hellas mange regler i Papmachéreglen allesammen til at tage og føle på og jeg er især vild med pizzareglen, som går ud på, at man skal bestille dét man gerne vil have, for hvis man ikke gør det, får man det i alle tilfælde ikke. Ligesom når man bestiller pizza. For helt ærligt, hvilken pizzamand skulle også vide, at jeg bedst kan lide en pizza med tun, rejer, ekstra ost og hvidløg, hvis ikke jeg beder om det?

Måske er det helt sort snak, hvis man ikke har læst bogen, men altså, hvis ikke I har gjort det, så gør det. Jeg lover. Den er tiden værd og som Hellas tredje bud siger, så skal du huske at slappe af – og den slags gør man altså ret godt med en god bog, hvadenten den er i ørerne eller i hænderne.

Jeg er kæmpe fan af Hella Joof og selvom det er med en vis ærefrygt jeg smider dette indlæg ud på det store internet, så håber jeg på én eller anden måde alligevel på, at det kommer hende for øje, for hun fortjener – om nogen – al den anerkendelse man overhovedet kan trække op ad baglommen. Fem stjerner og masser af glimmer herfra. Hella, jeg er vild med dig!