Ovenpå den der morgentræning jeg skrev om i mit forrige indlæg stak jeg tilbage til hotellet, spiste morgenmad og tog den helt med ro, inden jeg hidkaldte en uber – som forøvrigt er helt fint for alle her i Californien – og blev kørt ind til Abbot Kinney Boulevard, hvor solen stod højt på himlen, menneskerne jeg mødte var både søde, særdeles velklædte og meget, meget imødekommende. Som jeg også engang skrev om HER, så kan amerikanerne altså noget med smalltalk og komplimenter, som jeg i dén grad øver mig på at adoptere.
Solen, stemningen, en tur (okay, to ture) i en gratis fotoboks i et parfumeri og sandet, som jeg senere – da min kammerat, filminstruktøren, og hans kæreste som er dem der er på billederne herunder, havde kørt mig til stranden – fik imellem tæerne, tager altsammen mit humør til nogle højder som normalt ellers kræver tilstedeværelsen af de mennesker jeg elsker allermest. Gerne i kombinationen med en god dessert.
“Don’t you think this is paradise on earth?” spurgte en pladesælger, som jeg i øvrigt mistænker for at have været rimeligt skæv på marihuana, da vi faldt i snak hen over en gammel Miles Davis-plade. Og jo, jeg kunne – i hvert fald i glimt – være tilbøjelig til at give ham ret. Her er virkelig nice. Skævt, uperfekt og helt vildt dejligt.