Gratis fragt ved køb over 499 DKK

img_5221

Kender I det, når der sker ét eller andet uforudset, som ikke lige passer ind i de planer man ellers havde? Noget, som man i virkeligheden bare synes er pisseirriterende? Sådan er det i alle tilfælde for mig i ny og næ, men fordi jeg simpelthen ikke gider at gå og bruge min tid og mit liv på at være tvær, så prøver jeg altid på, at se det gode i det dårlige. Hvor godt det går, vil jeg lade op til jer at vurdere.

På nedturssiden, var det virkelig irriterende, da jeg hentede Jens i børnehaven i går, med beskeden om at hans flyverdragt var gået i stykker. I slutningen af februar. Dagen før der kom sne. Hvor der ikke var andet end thermotøj str 98 tilbage i vores lokale børnetøjspusher.

På opturssiden gav det anledning til en fridag i dag, hvor jeg tog Jens under armen for at gå på jagt efter en ny flyverdragt, eller et par overtræksbukser, som et par garvede mødre i børnehaven rådede mig til at købe, nu hvor han snart starter i skole.

På nedturssiden var der ingen flyverdragter eller overtrækkere i hverken Jens’ nuværende eller kommende størrelse i hvad der føltes som samtlige butikker i Fisketorvet.

På opturssiden var der udsalg på alt overtøjet, hvor man kunne have sparet 50%, men fordi vi intet købte, kan man vel godt forsvare at sige, at vi sparede 100%.

På nedturssiden brugte jeg til gengæld virkelig mange penge på udklædningstøj og fastelavslir til den fastelavnsfest Jens og jeg i en hurtig vending besluttede at stable på benene i vores gård på søndag.

På opturssiden har jeg nu en lykkelig fem-årig, som glæder sig helt vildt til at holde fest.

På nedturssiden kunne jeg overhovedet ikke finde noget ordentlig slik at komme i tønden, udover nogle lion-bars, som Jens proklamerede at han altså ikke kan lide.

På opturssiden kan jeg virkelig godt lide lion-bars og jeg har altså ikke noget imod at spise mine børns madaffald, som jeg engang beskrev HER.