Sekundet efter man står med en positiv graviditetstest hos lægen, bliver man stillet det store spørgsmål “Nåmen, hvor vil du så føde?” Føde?! Fuck, skal man også dét!? De fleste er, ved allerførste graviditetsundersøgelse hos lægen, stadig slået lidt ud af kurs med både træthed, kvalme og måske tanken om at være gravid, hvadenten det føles godt eller skidt. Og altså slet, slet ikke parate til at forholde sig til at skulle føde. Måske derfor, bliver knap 99% af alle fødende visiteret til at føde på hospital.
Den sidste procent visiteres til at føde hjemme. For det kan man faktisk godt. Det er oven i købet ikke spor mere farligt, end at føde på hospital, som mange fejlagtigt tror. For et halvt års tid siden, tilbragte et par dage i selskab med ni andre jordemødre (som forøvrigt udleverede deres egne pinlige fødsels-eskapader, som du kan finde lige HER). Vores fødselsstatistik var, at 8 ud af 10 havde planlagt hjemmefødsel. Altså firs procent! FIRS.
Da jeg, som jeg engang for lææænge siden har skrevet om HER, fødte mit første barn hjemme, blev jeg mødt af virkelig mange forskellige reaktioner. “Tør du virkelig godt det?” Ja, det tør jeg godt. Ærligt talt, så forstår jeg ikke hvorfor jeg ikke skulle turde, når nu faktum er, at det ikke er mere farligt at føde hjemme end på hospital. “Det må være fordi du er jordemoder og ved hvordan en fødsel er, at du gør det”. Ja, jeg ved virkelig, virkelig meget om fødsler. Andres fødsler. Jeg ved hvor forskellige de er og jeg ved både hvor godt og hvor skidt de kan gå. Jeg kendte ikke min egen. Overhovedet ikke på forhånd. Man kan ikke ane, hvordan éns fødsel kommer til at forløbe. For eksempel, var jeg (næsten) sikker på, at jeg ville få en laaang opstartsfase, så jeg havde besluttet, at jeg ville slå en bolledej sammen undervejs, som jordemoderen lige kunne smide i ovnen, når fødslen var overstået. Som jeg i mit arbejde har oplevet det så mange gange før. Én af de helt store bonusser ved hjemmefødsel, synes jeg. Nybagte boller med ost og nutella. Sådan blev det ikke. Ingen opstartsfase til mig, men 3 minutter imellem veerne og fuld skrald fremad.
En fødsel er i udgangspunktet ikke farlig. Fødslen er i udgangspunktet den naturlige afslutning på en graviditet. Den kan derfor, per definition, heller ikke fravælges. Den kommer, som en del af naturens gang, når vi forplanter os. Til gengæld er den igennem årene blevet tiltagende medikaliseret. I mange tilfælde unødvendigt, mener jeg.
Det vigtigste, for at en fødsel kan forløbe ukompliceret, er, at oxytocinen – “kærlighedshormonet” – kan flyde frit og have gunstige vilkår. Det er dét hormon man med et vedrop – på en ganske ukærlig måde – forsøger at efterligne. Kroppen kan i langt de fleste tilfælde producere nok oxytocin, for at fødslen forløber normalt, så længe kvinden føler sig tryg. Og lige netop dér, tror jeg rigtig mange går galt i byen i forhold til at vælge fødested. “Jamen jeg føler mig mest tryg på hospitalet”. Det er selvfølgelig rigtig fint, at nogen – eller måske mange – føler sig mest trygge på hospitalet, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de færreste har gode forudsætninger for tårnhøjt niveau af kærlighedshormon, når de nervøst og forpint kører mod fødeafdelingen, hvor de bliver mødt af et venteværelse. Lysstofrør i loftet, skrigende kvinder på stuen inde ved siden af, døre der klapper, alarmer der bipper og bælter om maven. Jeg tror simpelthen ikke på det. Ofte ser jordemødrene at veerne går i stå, når kvinden kommer på hospitalet. Ja, det tror sgu da pokker. Al ro, nærhed og tryghed bliver blæst omkuld i det store hvide hospitalsunivers. Hos de fleste, vender veerne typisk tilbage af sig selv. Hos andre, formentlig for mange, skal de hjælpes på vej med et ve-drop.
Personligt magtede jeg ikke turen til hospitalet. Eller værre, turen hjem igen, hvis jeg kom og slet ikke var parat til at føde. Jeg magtede ikke den utryghed det ville være for mig. Jeg magtede ikke at min krops niveau af kærlighedshormon, skulle have så dårlige vilkår.
Derfor fødte jeg hjemme. Jeg ringede til jordemoderen, som kom, når jeg kaldte og var lige dér, hvor jeg havde brug for hende. Hun havde ikke andre opgaver, end at være min helt egen jordemoder. Hun observerede alt og kunne opspore alle små tegn på komplikationer, hvis de skulle opstå.
Når man føder hjemme, slipper man selvklart for turen til hospitalet. Man slipper for at dele jordemoder med andre. Man slipper for at blive sendt hjem. Man kan være i sit eget hjem, i vante, rolige, afdæmpede omgivelser, med en jordemoder ved sin side. Det kan fandeme noget, synes jeg. Men jeg kan godt forstå, at det er svært at tage stilling til, når man sidder dér, forkvalmet og træt, i begyndelsen af graviditeten, hvor fødslen synes så usandsynligt langt ude i fremtiden. Jeg håber dog, at jeg med mit indlæg, kan sætte et par frø til spiring, hos kvinder rundt om i landet. For helt ærligt, vi fortjener alle en god fødselsoplevelse og jeg tror, at mange flere, ville få positive fødselsoplevelser hvis de fødte hjemme, hvor tid, nærvær, omsorg og ro er i højsædet. Hvor den fødende sætter dagsordenen og hvor manden ikke føler sig som en gæst. For dét er nemlig en helt anden, men næsten ligeså relevant, side af sagen, som jeg vil komme ind på i et andet indlæg engang.
For nu, god aften til Jer der læste med hele vejen.