I min allerførste jordemoderpraktik, var noget af det bedste jeg kunne komme i tanker om, når de nybagte mødre bad mig holde deres babyer. Jeg var stadig alt for ny til at føle mig tryg i fødselssituationen, så for mig, var det bare ren luksus, når jeg kunne få lov til “bare” at sidde med en baby og være rolig. At sanse og nyde det lille nye menneske, som var kommet til verden. Det var dengang der stadig lå et rygerum i foyeren og hvor det altså skete relativt ofte, at nogle mødre lige trængte til 10 minutter “for sig selv”, til min store fornøjelse. Der findes ikke noget bedre, end at sidde med sådan en lille dyneindpakket nyfødt i armene og vugge blidt frem og tilbage. Deres helt særlige duft, deres åndedræt og de ofte hævede, lukkede øjne, som får dem til at ligne små sovende engle, kan bare noget helt særligt.
De giver ro og kærlighed. Og selvom jeg selvfølgelig aldrig har haft sådan et “rigtigt” forhold til nogle af alle de mange babyer jeg har holdt i mine studinearme, så har jeg alligevel følt mig forbundet til dem, i de ti minutter sådan en session oftest fik lov til at være. Som jeg tror de fleste gør det, med nyfødte.
Forleden, da det var Sneglcilles Loulou jeg sad med, var min følelse præcis den samme – bare forstærket af, at jeg holder så ufatteligt meget af hendes mor, samtidig.
Det er så vildt hvad babyer kan gøre og jeg forstår om nogen godt, hvorfor mødre i tiden efter fødslen, mest af alt bare har lyst til -og brug for – at kigge på deres baby, præcis ligesom Sneglcille, som i dén anledning, har bedt mig om at agere barselsvikar for en dag, hvortil jeg naturligvis klappede i begejstret i hænderne og skrev et indlæg til hendes blog – om hende – som I kan læse HER, hvis I har lyst. Det er altså en alle tiders barselsvikartjans, omend jeg endnu hellere vil agere jeg-holder-babyen-imens-du-bader, men mon ikke også jeg kan lokke hende til dét, snart.