Jeg har været vant til det altid; at blive spurgt hvor jeg er fra. Altså, fra hvilket land jeg eller i hvert fald mine forældre oprinder og det ender stort set altid ud i en lang forklaring om mit særegne navn og mine tyske aner langt ude, som altid sluttes af med et grin, når jeg fortæller, at min storebror hedder Lars.
Jeg er nemlig pæredansk. Eller altså, 1/8 tysk og 7/8 dansk, som så vidt jeg har forstået fra seneste udmelding fra folketinget er godt nok, hvis jeg gerne vil kalde mig dansker.
Jeg har altid følt mig dansk og jeg har altid syntes det var skægt og eksotisk, når nogen betvivlede det på grund af mit navn, fordi jeg jo ikke var i tvivl om min danskhed.
Jeg er født her i Danmark, i et hjem hvor vi altid udelukkende har talt dansk (okay, sønderjysk, men for mig er det, det samme), mine øjne er blå, jeg har indgået i vaccinationsprogrammet, har spist masser af pølser, taget en uddannelse, arbejdet, giftet mig og fået 2 børn. 0,2 flere end landsgennemsnittet. 2 børn, som jeg indtil for få dage siden aldrig har betvivlet var danske, ligesom jeg i øvrigt heller ikke har betvivlet det med min mand, selvom jeg da godt kan se, at han er mørkere i huden end de fleste af os her i landet. Men han er jo vokset op her, hos sin danske far Jens og sin zambianske mor Sara, hvor han har spist frikadeller, gået i børnehave, spillet musik og i øvrigt været ligeså dansk som mig.
Nu viser det sig imidlertid bare, at folketinget er uenige med mig.
55 mod 54 stemmer derinde mener, at, ikke bare min mand, men også mine børn, ikke er at betragte som danske, fordi deres farmor er fra et ikke-vestligt land. Min Jens og min Peter, med henholdsvist brune og blå øjne, lys hud og de lækreste krøller, som begge to taler dansk og i øvrigt er præcis som alle andre børn på deres alder; født her i vores lille land, kan nu ikke længere betragtes som danske.
Læs indlægget: vi bliver nødt til at trække en grænse HER
Jeg, deres stadig pæredanske mor, bliver fandeme ked af at jeg pludselig ikke længere har en dansk familie. At mine børn, dem der betyder allermest i hele min verden, af vores folkevalgte politikere, bliver sat i den bås der hedder “ikke-én-af-os”. Den slags, der ikke må bo for mange af på ét sted. Dem som vi åbenbart er en lillesmule bange for. Mine børn!
… Så gider jeg fand’me heller ikke være en del af det “os”, der pludselig ikke længere vidner om næstekærlighed, fællesskab og solidaritet, som jeg gik her og troede var blandt vores dyder.
Nej tak, Danmark.