Da der i weekenden rullede DR2-temaet om mærkelige navne ind over skærmen, var det for mig med en vis spænding i maven jeg satte mig til rette i sofaen, for at finde ud af hvad pokker det egentlig var for noget, det der med mærkelige navne, udover “Jytte og Gert Boller”, som teaseren havde vist mig og som jeg måske ikke syntes var så mærkeligt, men til gengæld sjovt! Tænk sig at de, da de skulle giftes og besluttede at dele navn, valgte “Boller” i stedet for Jensen eller hvad pokker den anden nu hed dengang og at Jytte så ovenikøbet senere i livet blev gift med en anden mand og bibeholdt “Boller” – dét vidner i alle tilfælde om overskud og god humor, synes jeg!
Mange ville måske mene at netop én som mig, har et mærkeligt navn. Cana. Som – hvis det skal gøres helt korrekt – udtales Carna. Især synes de fleste at det er lidt mærkeligt, når de hører at min bror, som jo forøvrigt var ugens mand i sidste uge, hedder Lars.
Lars og Cana.
I mine ører klinger det helt perfekt og jeg kan ikke forestille mig at hedde noget andet. Faktisk tror jeg at jeg var nærmest voksen før det gik op for mig, at mit navn var mere end bare almindeligt sjældent. Jeg har altid været glad for – eller måske nærmere ligeglad med – mit navn, omend jeg tydeligt husker hvordan jeg i de tidlige år i folkeskolen var træt af, at mit navn konsekvent var stavet forkert på indbydelserne til børnefødselsdagene, ligesom jeg hadede at have vikarer i timerne, fordi det altid betød, at de ikke kunne finde ud af hvad jeg hed. Canna. Ca’ana. Carina. Sana.
Cana, bare Cana, som man ville udtale det på engelsk.
Mine forældre har ingenlunde engelske aner og jeg er faktisk ikke sikker på om de overhovedet, dengang jeg blev navngivet for alvor mestrede det engelske sprog. Til gengæld mestrede de sønderjysk og var kreative nok til at “finde på deres eget navn”, som min far så stolt brøster sig med, når han fortæller historien om, hvordan han transformerede Carina til Cana.
Tv-programmet om de mærkelige navne gjorde mig ikke så meget klogere. Nogen kalder deres børn for Jens og Peter, imens andre kalder deres børn for Kastanje Bi Ærteblomst – som pigen på billedet ovenfor, der er hapset fra den omtalte dokumentar, hedder – og dét der engang var mærkeligt, er nu efterhånden blevet udvisket. Normalitetsbegrebet er blevet udvidet og jeg er på alle måder ret stor fan. Jeg tror ikke vi er spor determinerede ud fra vores navn og jeg tror grundlæggende på, at vi kan hvad vi vil, så længe vi bare kæmper for det.
Jeg tror på at jeg også kunne have været hvor jeg er i dag, hvis jeg havde heddet Kirsten, som jeg i et flygtigt øjeblik prøvede at overtale Thomas til at Peter skulle have heddet, hvis han havde vist sig at være en pige.