Jeg sidder med drivvådt hår, våde og kolde bukser og helt nyvarme fingre, på gulvet i stuen og venter på en sofa, der skulle være dukket op sådan cirka nu. Jeg har brugt de seneste par timer i biffen, hvor jeg – og hvad der mest af alt minder om alle andre bloggere i København – var inviteret til en særvisning på filmen Underverden, som udkommer i biograferne landet over liiiige om lidt. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg hellere lige måtte bruge de sidste par dage inden jeg rejser til at være lidt effektiv med planlægning af blogindlæg og den slags, men fordi én af mine intentioner for det nye år, handler om, at jeg skal skrue ned for mit ambitionsniveau for mit arbejde, til fordel for at skrue op for nogle af de (andre) ting der gør mig glad og således synes dette som en gylden middelvej. En tur i biffen, forårsaget af min blog.
I invitationen var der lovning om mad, men til min store rædsel var det noget med kyllingelever og oksetatar eller hjertesalat (!) til de kødfri, så jeg stak ganske ugenert i stedet en tur til den lokale bagelbiks, hvor jeg fik mig noget kridhvidt brød med masser af grønt, inden jeg gik tilbage til biffen og fyldte en ordentlig pose bland-selv-slik, som udgjorde det for en udmærket dessert.
Filmen var som den slags er; voldsom, spændende, nervepirrende, larmende, voldelig og helt vildt sej. Undervejs i filmen fik jeg associationer til både Rocky, Terminator og én eller anden ulykkelig kærlighedsfilm, som bandt historien sammen og jeg tror, hvis man er typen som har svært ved at lokke sin bedre halvdel med i biffen, at lige præcis denne her film er et god bud på et trækplaster.
Fluks ude fra filmen væltede regnen ned og jeg nåede lige et splitsekund at ærgre mig over, at jeg købte ny cykel i går og derfor ikke kunne slippe afsted med hverken at tage bus eller taxa hjem, for at tage imod den stadigt manglende sofa og mine krudtmåsede drenge. Cyklen er til gengæld hurtig som et lyn og pæn, som skulle man tro den tilhørte en blogger
Og her sidder jeg så nu; med en halv kop kaffe, et par vingummirester i den krøllede papirspose og har, trods den stadigt manglende sofa, ret meget optur over mit rodede liv, med kaffepletter, bifture, bland-selv-slik og børn og over, at jeg om et par timer indtager årets første julefrokost i selskab med alle mine Andedamer. Men den må I høre nærmere om i morgen, for nu lader det til at regnen næsten er holdt op og jeg sgu lige haft held med mig til at lokke Thomas til at løbe over og hente drengene, for at jeg kan både kan nå at fixe min make-up og at snuse børnene lidt i nakken, inden jeg stikker tilbage mod Andedammen. Så jeg må hellere komme til det. Make-up’en altså.