For nogle uger siden modtog jeg en mail fra en kvinde, som tilbage i februar havde født sit første barn under en fødsel, som havde været forholdsvist ukompliceret indtil en times tid efter fødslen, hvor kvinden pludselig fik voldsomme smerter, som resulterede i en massiv blødning, som endte med at koste hende tre liter blod. I ugerne efter fødslen var hun meget afkræftet og først 12 dage efter fødslen løb mælken til. Hun skrev til mig at hun efter en kort periode hos en psykolog heldigvis havde fået bearbejdet oplevelsen godt, og at hun ikke er bange for at føde igen, men at hun i dén grad synes der mangler oplysninger om de voldsomme efterfødselsblødninger, som jeg naturligvis gerne vil gøre mit bedste for at assistere med mere viden omkring. Derfor bad jeg hende skrive sin fødselsberetning, som altså var dén I kunne læse til fødselsfredag i fredags, og i halen på den, vil jeg mægtigt gerne knytte en faglig kommentar.
Det er sådan at man i graviditeten får en øget blodmængde på lige knap halvanden liter, fordi barnet i maven også skal forsynes med næring. Blandt andet derfor er det vigtigt at man som gravid husker at tage tilskud af jern fra uge 10, for at give kroppen de bedste betingelser for at producere nyt blod. Efter fødslen skal kroppen ikke længere forsyne barnet direkte med næring og kvinden har derfor ikke længere behov for den samme store blodmængde, som i graviditeten. I forlængelse af dét, er det sådan, som de fleste selvfølgelig godt ved, at de fleste kvinder bløder en del i forbindelse med fødslen og det er, for langt de fleste, helt fint.
Efter en vaginal fødsel er det helt fint at bløde op til en halv liter, hvorimod det efter et kejsersnit anses for at være ukompliceret at bløde helt op til én liter.
Desværre går det desværre ikke altid sådan, at kroppen holder sig inde for disse grænser og omtrent fem procent af alle fødende formodes at have en blødning større end én liter, som anses for at være en alvorlig blødning efter fødslen.
Oftest foregår den akutte blødning efter fødslen i umiddelbar forlængelse af fødslen, hvor jordemoderen stadig er på stuen, men af og til kan der gå alt imellem timer og dage fra man har født, til den voldsomme blødning træder ind. I de tilfælde, vil blødningen dog typisk være forudgået af kraftige smerter, som indikation for, at der er noget, som ikke er helt normalt.
Der kan være flere årsager til at den kraftige blødning sætter ind, men de to hyppigste årsager er, at livmoderen er “træt” og ikke trækker sig sammen og at der er en rest af moderkagen, som ikke er kommet med ud, da moderkagen blev født. Begge årsager kan give anledning til ganske voldsom og meget akut blødning, men der ér faktisk en hel del indikatorer, som jordemoderen kan se under fødslen, hvis hun har tid til at være nærværende og opmærksom.
Der er en klar overrepræsentation af “trætte livmødre” når kroppen ikke “bare” selv laver stærke veer. Når livmoderen skal hjælpes på vej med vestimulerende drop eller hvis veerne igennem længere tid har tendens til at være koblede. Dermed dog ikke sagt, at der ikke kan være perioder under fødslen hvor veerne både kan være aftagende eller koblede, uden man skal være bekymret for at bløde for meget efter fødslen. Slet ikke. Faktisk er det sådan, at rigtigt mange kvinder oplever, at få en svækkelse af veerne lige inden livmoderen har åbnet sig helt, fordi kroppen trænger til en lille pause, så den er klar til den sidste kraftpræstation; at presse barnet (og moderkagen!) ud og til at trække sig sammen efter fødslen. Det er ganske snedigt af kroppen og altså kun et godt tegn, hvis man oplever dét. I de tilfælde hvor jordemoderen har tid og er nærværende, vil hun typisk bifalde sådanne “pauser” i fødslen, hvor kroppen tanker energi og som fødende er det bare om at nyde, hvis der kommer lidt længere pauser imellem veerne.
Efter en times tid eller to med aftagende veer, skal veerne helst begynde at “rejse sig” igen og såfremt de gør dét og i øvrigt er effektive, vil risikoen for at livmoderen efter fødslen bliver for “træt” til at trække sig sammen, være minimal.
I forhold til moderkagen er der desværre ikke så mange tegn at spore inden fødslen, hvorvidt den kommer ud i ét stykke eller ej, men her er det jordemoderens – meget vigtige – opgave at tjekke den grundigt igennem for at sikre, at den er hel. Såfremt jordemoderen er det mindste i tvivl, vil hun efter fødslen holde ganske intenst øje med blødningen, for at sikre, at der ikke pludselig opstår en akut situation, hvor kvinden bløder alt for meget.
Uanset hvad, er det selvfølgelig vigtigt, at jordemoderen har tid til at være nærværende i timerne umiddelbart efter fødslen, hvor risikoen for akut blødning er absolut størst. Derudover er det vigtigt at jordemoderen sikrer sig at kvindens blære er tømt, da en fuld blære faktisk kan medføre, at livmoderen ikke er i stand til at trække sig sammen. Derfor er det også enormt vigtigt at I kvinder hører efter jordemoderen, når hun opfordrer jer til hyppige vandladninger imens I har veer og i særdeleshed når hun opfordrer jer til vandladning umiddelbart efter fødslen, fordi det kan være ganske afgørende for hvor meget I kommer til at bløde. I de tilfælde hvor kvinden, for eksempel på grund af epiduralblokade, ikke er i stand til at gå ud til toilettet, kan man scanne blæren og se om der er meget urin, hvorefter kvinden, hvis der er meget urin, enten kan få et bækken i sengen at tisse på eller alternativt, få tømt blæren med et engangskatheter.
Hvis den akutte blødning alligevel opstår, er der selvfølgelig mange faktorer der spiller ind, men noget af det allervigtigste er, at der bliver givet noget medicin som får livmoderen til at trække sig sammen, samtidigt med at jordemoderen vil “massere” livmoderen indtil den begynder at trække sig sammen. I de meget alvorlige tilfælde, hvor blødningen over stiger en liter og ikke umiddelbart virker aftagende, vil man blive tilbudt operation, med henblik på en udskrabning af livmoderen, for at sikre, at der ikke sidder en rest af moderkagen, som forhindrer, at livmoderen kan trække sig sammen, efter hvilken langt de fleste kvinder, ender altså ud med et fint resultat på den anden side, hvor kroppen velsagtens er medtaget, men efter omstændighederne helt ok.
Et par stykker af jer spurgte, efter beretningen i fredags, om det nu også var forsvarligt at føde derhjemme og til dét kan jeg kun sige ja! Jordemoderen i hjemmet har mulighed for at give jer sin udelte opmærksomhed og hun vil altså hele tiden kunne vurdere veerne og jeres risiko for at komme til at bløde akut efter fødslen – og hvis så hun undervejs i forløbet så meget som fatter mistanke til at jeres livmoder ikke vil kunne trække sig sammen efter fødslen, vil hun naturligvis anbefale at I bliver overflyttet til sygehuset, hvor hele holdet af jordemødre og læger er klar, hvis nu den akutte situation skulle sætte ind.
Det er ikke farligere at planlægge sin fødsel til at foregå derhjemme, end det er på et hospital, hvis fødslen kan forventes at blive ukompliceret, men man skal selvfølgelig forberede sig på, at der kan opstå situationer, hvor jordemoderen vil anbefale en overflytning.
Som beskrevet ovenfor er det omtrent fem procent af alle fødsler som ender ud med en alvorlig blødning over 1 liter, men dermed altså ikke sagt, at man som gravid skal være bange for det. Vi har rigtigt gode behandlingsmuligheder i vores sundhedssystem og på trods af store blødninger, kan det altså – som kvinden der skrev til mig oplevede – sagtens lade sig gøre at komme sig rimeligt hurtigt over et sådant forløb, både fysisk og mentalt, men det er klart, at det kræver lidt ekstra hårdt arbejde.