mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en fødsel på kanten af livet

Dagens fødselsberetning er en voldsom omgang, hvor kvinden – sådan for alvor – på et tidpunkt er bange for at miste livet. Ikke desto mindre synes jeg den er så fin og ikke mindst vigtig, ligesom jeg synes den for alvor viser, hvor overvældende og sej moderfølelsen og den kampgejst den kan bringe med sig er. Her er hvad kvinden selv skrev om sin fødselsberetning:

Jeg har valgt at dele min fødselsberetning. Det er privat og det er grænseoverskridende. Jeg har dog inderligt manglet at kunne læse om andre fødende, der har oplevet det samme som jeg. Derudover var jeg på ingen måde forberedt på, at timerne efter fødslen kunne være mere smertefulde og voldsomme end selve fødslen. Så hvis min oplevelse er det mindste genkendelig eller kan hjælpe andre i en lignende situation, er jeg glad

untitled-design-1

02.02.16:

Jeg vågner op med murren i lænden, og er lidt ved siden af mig selv. Min kæreste spørger, om det kan være begyndende veer. Jeg er 36+6 hvorfor jeg ikke tænker, at det ikke kan være fødslen, der er ved at gå i gang. I baghoved har jeg alle historierne om førstegangsfødende, der ofte går over tid. Min kæreste tager derfor på arbejde med ro i sjælen.

I løbet af eftermiddagen begynder det også at murre foran, og jeg føler mig mere og mere ved siden af mig selv. Jeg ringer til min mor, der har født to børn, og som derfor har lidt mere styr på det med fødsler, end jeg selv har. Hun anbefaler, at jeg ringer til fødegangen – bare for en sikkerheds skyld.

Jeg får fat på en jordemoder, der siger, at hun synes det lyder som en urinvejsinfektion, hvorfor jeg lige skal komme forbi og få lavet en urinprøve. Jeg sender en sms til min kæreste om, at jeg skal et hurtigt smut forbi Rigshospitalet, men at han bare skal blive på sit arbejde.

Svaret på urinprøven er negativ – der er ingen infektioner. Jeg ånder lettet op og er egentlig klar på at tage hjem igen. Jordemoderen vil dog, for en sikkerheds skyld, give mig en underlivsundersøgelse. Min kæreste får fri fra arbejde, og kommer direkte op på fødegangen. Da jordemoderen har undersøgt mig, kigger hun grinende på os og siger, at jeg er 2 cm åben. Vi griner lidt af situationen, da vi stadig mangler at pakke den famøse hospitalstaske og i øvrigt ikke har fået hentet barnevognen fra butikken endnu. Jeg får en håndfuld smertestillende og en varmepude med hjem, så jeg forhåbentligt kan få lidt søvn.

Da vi går i seng, er jeg sikker på, at fødslen vil gå i stå.

03.02.16

Jeg vågner ved femtiden om morgenen, og er helt sikker på, at min fødsel ikke er gået i stå. Jeg har veer. Og der er mange af dem. Min kæreste ringer til fødegangen ved 7-tiden, og vi får besked på at komme der op kl. 9.

Da vi kommer der op, er jeg 5 cm åben, og vi bliver vist ned på fødestuen, hvor de sagnomspundne nettrusser og dertilhørende skjorte ligger klar. Jeg er på daværende tidspunkt helt rolig, tryg og spændt. Veerne begynder at bide, og stille og roligt kan jeg ikke koncentrere mig om andet end min vejrtrækning.

Omkring middag bliver veerne værre og værre, men jeg har ikke åbnet mig mere end 1 cm siden vi kom. Jordemoderen lægger bistik, der desværre ingen virkning har på mig.

Jeg er stadig helt tryg ved situationen, men er ved at blive meget træt pga. de voldsomme veer. Det besluttes, at jeg skal have en epidural-blokade, så jeg får mulighed for at samle kræfter. Efter en times tid, bliver epiduralen fjernet, og jeg føler mig igen helt i kontakt med min krop – både mentalt og fysisk. Kort efter kommer veerne igen med korte mellemrum og for fuld styrke, og min kæreste ringer til min mor, som hurtigt kommer ind på fødestuen. Jeg er dermed omringet af de mennesker, der kan give mig den ultimative tryghed og tro på mig selv. Da klokken er 13.30, er jeg fuldt udvidet, men der er ikke tegn på presseveer. Min datter har det stadig helt fine inde i maven.

Jordemoderen beslutter, at jeg stille og roligt skal forsøge mig med nogle prøvepres i fødestolen – dette dog uden den store succes. Jeg kommer tilbage i sengen, hvilket føles mere rigtig for mig. Da klokken er 15.30, begynder der at komme rigtige presseveer. Jeg presser, og presser og presser, og der bliver heppet og holdt i hånd fra sidelinjen. Jeg føler mig stærk, og det er rart at mærke at kroppen ved, hvad den skal gøre. Hurtigt begynder man at kunne se toppen af min datters hoved. Jordemoderen siger, at der ikke er lagt igen. Jeg presser fortsat, men intet sker. Min datter kommer ikke længere ud. Hun bliver ved at glide tilbage. Jeg bliver frustreret undervejs, da jeg på trods af udmattelse, føler at jeg presser hårdere og stærkere hele tiden. Da jeg har presset aktivt 1 time og 45 minutter vurderer jordemoderen, at der skal kaldes på en fødselslæge. Lægen vurderer hurtigt, at der skal forsøges med en blød cup. Det tager jeg helt roligt, da jeg meget gerne snart vil have min datter i armene, og da jeg blot er lettet over, at der ikke er snak om akut kejsersnit. Den bløde cup hopper af med det samme, og ind kommer trykmaskinen og den hårde cup. Det gør ondt at få sat den hårde cup op, men med beskeden om, at hvis ikke det virker, så er det akut kejsersnit, bliver smerten ligegyldig. Lægen trækker og jeg presser. Kl. 17.22 kommer den fineste lille pige ud og op på mit bryst. Det viser sig, at hendes skulder har ligget i vejen, hvorfor at jeg aldrig har kunne presse hende ud selv. Jeg er lettet, stolt og høj på kærlighed. Jeg føder nemt moderkagen, der bliver gennemtjekket og vist frem af jordemoderen. Alt er som det skal være. Min papfar kommer nu ind på stuen, og jeg bliver hjulpet over i en ren seng. Tiden står stille, og vi er alle helt tryllebundet og betaget af det lille nye menneske. Rullebordet med flag og toastbrød bliver kørt ind – helt som vi blev fortalt til fødselsforberedelsen.

Da der er gået en time, får jeg pludselig smerter i maven. Først griner jeg af det, da jeg tror det er efterfødselsveer, der kommer lige lovlig tidligt. Smerterne tager dog hurtigt til, og min datter kommer over til den stolte far. Smerterne fra maven ruller ind over mig, og får selv de værste veer til at føles som bagateller. Jeg skriger, og min mor skynder sig at råbe efter hjælp. Der kommer to jordmødre løbende ind på stuen, som beordrer min kæreste og papfar til at få mig op og stå, da jeg skal undersøges på den seng, jeg har født i. Da jeg kommer op på benene, siger det plask. Jeg kigger ned, og der er blod på hele gulvet. Jeg mister med det samme hørelsen, og kan blot fornemme en susen på begge øre. Jeg ved instinktivt, at det er alvorligt. Jeg kan ikke høre hvad der bliver sagt, men jeg kan se på jordemødrene, at der skal handles hurtigt. På meget kort tid, er stuen fyldt med læger og sygeplejersker. Min familie ser skræmte ud, og bliver gelejdet over i hjørnet. Jeg er for første gang i mit liv rigtig bange. Bange for at dø. Helt som på film, får jeg pludselig følelsen af, at se på det helle oppefra. Jeg ser ned på mig selv, som er omringet af hvide kitler, og jeg ser ned på min familie, der skræmte ser til. Jeg bliver kørt væk med min mor i hånden. Jeg skal opereres, men har ikke mulighed for at få min mor med ind. Da jeg kommer ind på operationsstuen, står der også en del personale. En sygeplejerske tager mig i hånden, jeg kan ikke høre hvad hun siger. Jeg bliver dårlig, og kaster op gentagende gange. Pludselig får jeg følelsen af, at jeg ikke kan mere. Det hele er for meget. Jeg lukker mine øjne, og næste gang jeg slår dem op, står min familie omkring mig med min lille datter i deres arme.

Min hørelse er kommet igen, og de forklarer sammen med en sygeplejerske, at der havde siddet et stykke af min moderkage tilbage, hvilket er skyld i mavesmerterne og blodstyrtningen. Jeg har mistet et sted ml. 2,5 og 3 liter blod. Det massive blodtab er også forklaringen på, at jeg kortvarigt fik følelsen af, at have mistet min hørelse. Jeg registrerer hvad de siger, men er for afkræftet til at sige noget. På trods af, at jeg er omringet af mine nærmeste og min datter, bliver jeg overvældet af en rungende ensomhed. Det er voldsomt. Jeg bliver kørt over på barselsgangen, hvor vi skal være de næste par dage. Jeg bliver fortalt, at min tilstand højst sandsynligt vil gøre det svært at få min mælkeproduktion og amning i gang. I løbet af natten, får jeg to poser blod, og jeg får hurtigt feber. Jeg lukker ikke et øje den nat. Jeg ligger og kigger over på min datter, der ligger i en krybbe mellem min kæreste og jeg. Jeg er for afkræftet til at tage hende op. Det er uden tvivl den værste nat i hele mit liv – ikke lige hvad man har forestillet sig, tværtimod.

På få timer har jeg oplevet det største og mest overvældende, at blive mor til et lille nyt liv. I de samme timer, har jeg også været inderligt bange for at dø. Det er meget store og uhåndgribelige følelser at skulle håndtere på så kort tid. Det var en ensom nat. I takt med at solen stod op, voksede min stædighed. Jeg var klar over, at den næste tid ville blive udfordrende på mange måder, men med min kæreste i hånden og vores lille pige ved siden af mig, var jeg klar til at tage kampen op.

Med et godt og opmærksomt netværk, et forløb hos en krise/traume-psykolog med speciale i fødsler, en elektronisk brystpumpe og en utømmelig bunke af stædighed, blev starten på livet som mor alligevel en fantastisk oplevelse. Ganske vidst har det kostet blod (høhø), sved og tårer, og ganske vidst løb mælken først til på 10.dagen, men det lykkedes.

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Av, godt klaret at du alligevel fik gang i amning og det hele. Puha det var nok en af beretninger, jeg skulle have sprunget over her med tre uger til termin (selvom første fødsel gik rigtig godt, kan man godt nok også være sårbar her anden gang). Nu skal jeg føde hjemme, mon man kunne have nået at sætte ind på samme måde, hvis fortælleren ikke havde været på hospitalet – Cana?

    1. Jeg kunne have skrevet dit indlæg! Jeg er også andengangs, skal føde hjemme, men man bliver lidt skræmt af sådan en historie…

  2. Jeg kan nikke genkendende til mange af de ting du skriver! Min aller første fødsel, var min datter, som desværre var meget syg, og blev født i uge 21. Jeg bliver hurtig gravid igen, og går igennenen hel normal graviditet, og fødsel sågar. Men pludselig mistede jeg rigtig meget blid og røg også på operations bordet, følgende af jordmødre og diverse læger! Jeg tabte 2.2 liter, af samme årsag som det skrevne! Mine efterfølgende fødsler har jeg også tabt blod, men slet ikke i den størrelse! Men puha, gav lige et stik i hjertet og en lille tårer i øjenkrogen😊

  3. Puha – det sætter gang i nogen dumme tanker, som jeg helst vil være foruden.
    Prøvede noget ligende tilbage i november da jeg blev mor. Slap heldigvis for operation, men det var tæt på, da anæstesien ikke kunne ligge drop, som skulle stoppe blødningen.
    Sikke en omgang. Håber alle har det godt. ❤️

  4. Der minder næsten om min første fødsel. Ihvertfald det efter fødslen. Kom på familie afsnittet hvor jeg pludselig rejste mig og blødte så meget og kæmpe klumper på str med en melon. Kom til udskrabning og så først min datter efter mange timer. Måtte have 3 poser blod. Puha en oplevelse.

  5. Man ved at man burde gå i seng når man scroller ned over Facebook og læser overskriften “fødselsdag – en fadøl på kanten af livet”… 🙈🙈 God jul og god weekend!

  6. Hold nu op…
    Selvom det snart er 3 år siden jeg fik den første og der er kommet en mere Tim imellem tiden, løber tårene ned af kinderne på mig.
    Din fødselsberetningn minder så meget om min…
    jeg har stadig svært ved at tænke på min første fødsel, eller nok rettere tiden efter. At blive kørt væk, være bange for at dø og min mands skræmte ansigt med vores få timer gamle søn i armene er det værste jeg nogen sinde har oplevet.

    1. Jeg kan fuldstændigt sætte mig ind i det. Hos mig var min kæreste alene med vores dødfødte søn og hans blik da jeg kørte væk gjorde så ondt. Det var tydeligt at se, at han var ude af sig selv af rædsel over, at han måske også ville miste mig.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven