Da jeg sad og tænkte over, hvad pokker jeg skulle skrive om denne fredag, nu hvor et par stykker har bedt mig om at skrue lidt ned for antallet af Vild Med Dans-relaterede indlæg, gik det pludselig op for mig, at min måde at holde fredag på, denundenlyneme godt nok har ændret sig meget i de seneste mange år.
For et godt års tid siden skrev jeg et indlæg om hvordan jeg holdt fredag i “gamle dage” i forhold til hvordan jeg gjorde som mor til to små børn, som I kan læse HER.
Indlægget ridsede op, hvordan mit liv som småbørnsmor i langt højere grad var præget af sofaaftener frem for byture og jeg tror, at jeg dengang, for et år siden, havde forventet at det ville være sådan resten af mine dage. At jeg havde stemplet mig selv som en sofakartoffel.
… Og pludselig er mine børn slet ikke så små mere og pludselig har jeg været både fuld, dansende og i byen fem ud af de seneste seks fredage. Fem byture på halvanden måned og min 30-års fødselsdag til at toppe balladen. Det er måske ikke helt på niveau med antallet af byture før jeg fik børn, men for min morkarriere, er det virkelig, virkelig meget.
Det er selvfølgelig klart at mine mange byture hænger unægteligt sammen med Thomas’ deltagelse i Vild Med Dans, men jeg tænker alligevel, at der må være sket temmeligt meget med mig og mit sind i løbet af det seneste år, for jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg for et år siden, kunne have haft ro i maven over at lade mine børn passe en aften hver eneste uge – og for én af ugerne endda en hel weekend. Slet ikke, endda.
Jeg elsker – om muligt – mine børn endnu højere i dag end jeg gjorde for et år siden, fordi jeg for hver dag lærer dem lidt bedre at kende og får flere facetter af dem både at se og at holde af; og alligevel har jeg det fint med, at de bliver passet. Jeg kan ligefrem se en værdi i det, både for dem og for mig. Og lige præcis dét, skræmmer mig faktisk en lille smule. Ikke fordi jeg tænker at det er forkert, men fordi jeg så tydeligt kan huske, hvordan jeg selv tænkte om mødre der sagde den slags ting til mig, da mine børn var mindre. Jeg troede rent ud sagt, at de kvinder der sagde sådan var fulde af lort og jeg var overbevist om, at argumentet med at børnene nød godt af at blive passet, bare var et skalkeskjul for at mødrene havde behov for at komme ud. At det udelukkende var forældrenes behov, som børnene bare måtte rette sig ind efter.
Selvfølgelig vil mine børn allerhelst være sammen med både Thomas og mig, men med dét sagt, så er vi der jo for pokker også stort set hver eneste dag og når der så – som det er tilfældet lige nu – kommer en anden, én gang om ugen og passer dem, så bliver de ellevilde. Det betyder nemlig, at de oftest får lov til at spise meget mere slik, end Thomas og jeg ville tillade, at de får lov til at være længere oppe og at de, når de så bliver puttet i seng, får flere godnathistorier end Thomas og jeg giver dem til dagligt, hvor en vi stræber efter at en putning ikke skal vare i timevis, som jeg mistænker det nogle gange gør sig gældende når de bliver passet – fordi de råhygger, læser historier, sludrer og synger sange. Børnene får nogle uvurderlige relationer, som formentlig ikke var opstået, hvis jeg konsekvent havde været en del af dem og dét synes jeg er værd at tage med i betragtning.
Jeg tror faktisk det er helt okay og med det i tankerne, vil jeg glæde mig til en eftermiddag, hvor min mor kommer og leger med børnene og drikker kaffe med mig, inden vi overlader skansen til Thomas’ faster, som har lovet børnene at komme med en ordentlig pose slik, så min mor og jeg kan komme ind og se Thomas i den angiveligt mest sexede dans i hele programmet. Og Robbie, selvfølgelig. Aftenens næst-frækkeste mand, tænker jeg.