Før og efter børn: Fredag!

Der er så uendeligt stor forskel på, hvordan jeg “holder fredag” nu, som mor til to små børn i forhold til hvordan jeg gjorde for fem år siden, inden jeg blev gravid for første gang.

U.E.N.D.E.L.I.G.T.

Skærmbillede 2015-08-28 kl. 13.07.09

Før jeg fik børn ville forberedelserne til en fredag aften (hvor jeg ikke havde tjansen på fødegangen) typisk se nogenlunde sådan her ud:

Biiip biiiip biiiiiiiiiip biiiip… Den genkendelige lyd af sms’er der tikker ind, er endnu engang en del af det lydbillede, som pryder min lejlighed, sammen med Erykah Badu, som er den perfekte opvarmningsmusik.

På sms aftaler jeg hurtigt med en veninde, at vi skal mødes på café for at spise, inden vi tager ud i nattelivet, for at danse natten lang, hvorefter jeg skruer helt op for musikken og danser rundt i lejligheden, imens jeg tilfældigt trækker forskellige kjoler ud af skabet, som jeg skal prøve senere.

Jeg tager et dejligt varmt bad, hvor jeg barberer ben og exfolierer kroppen, inden jeg dryppende stiller mig ud på gulvet og kigger på mit spejlbillede. “Ikke værst” tænker jeg, inden jeg smører mig ind i den bedstduftende bodylotion jeg overhovedet har kunne fremskaffe. Uhm, jeg elsker at dufte dejligt!

Med et håndklæde om håret og mit matchende undertøj på, skænker jeg mig et glas vin, som jeg drikker imens jeg bruger de næste to timer på at vælge tøj, lægge make-up og holde mig opdateret på om jeg nu matcher min veninde.

Tasken over skulderen og afsted mod caféen, hvor jeg mødes med min veninde, til fnidder, mad, drinks, dans og hjemturskebab.

Nu, efter jeg har fået børn, ser mine forberedelser til fredag aften nærmere ud, sådan her:

Biiip biiiip biiiiiiiiiip biiiip… Lyden af larmende legetøj overdøver lyden af støvsugeren, som jeg lynhurtigt svinger rundt i lejligheden, i håbet om, at jeg i aften, når børnene sover, kan slappe af.

Jeg sender en sms til min mand “husk mælk og bland-selv-slik” I virkeligheden ved jeg godt, at han hader at blande slik, fordi han ikke ved hvilke lakridser jeg bedst kan lide, men jeg elsker overraskelser og jeg elsker at få følelsen af at blive vartet lidt op, imens jeg støvsuger, laver mad, leger med lego, skifter ble og vasker tøj.

Jeg tager et hurtigt snif under armhulen og konstaterer at jeg måske burde tage et bad; men jeg udskyder det til i morgen, så jeg i stedet kan skifte lego-legen ud med at samle vildfarne hama-perler op fra gulvet, som heldigvis – fraset hundredevis af farverige perler – er rimeligt rent.

De næste to timer bruger jeg på skiftevis at agere klatrestativ, nusseklud og tjenestepige, indtil min mand kommer hjem og jeg tager mig en velfortjent pause på toilettet. Alene. Med min iphone og et blogindlæg in spe.

Jeg kommer til at kigge mig i spejlet. Jeg har havregrød på trøjen. “Ikke værst” tænker jeg og minder mig selv om alle de gange, hvor det har været pletter af alt muligt, som er enormt besværligt at vaske af. Makrel for eksempel. Som forøvrigt heller ikke gør noget godt for lugtedelen af hygiejnesituationen.

Mobilen kommer i lommen, vi spiser aftensmad og første omgang fredagsslik. Vi kysser, krammer og putter sukkerglade børn. Jeg planlægger at se en film, men falder i stedet i søvn på sofaen, med slikfråde om mundvigen efter anden omgang fredagsslik, inden jeg overhovedet har nået at beslutte mig for om det skulle være en romantisk komedie eller en actionfilm.

Det er sådan nogenlunde standarden her på adressen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Min fredag i en nøddeskal. Jeg elsker det, men det kniber et sted i baghovedet af savn over friheden og ikke mindst sorgløsheden, der prægede ‘før’…

    1. Åh ja, det evige tankedilemma – heldigvis tror jeg, at de færreste hat lyst til at bytte moderlivet for noget, når det kommer til stykket 🙂

  2. Fantastisk billede… får mig til at tænke på da jeg fortalte min yngste (nu 17 dengang 7år) at jeg dansede techno til stedet lukkede om morgenen “adrrr dansede du???” Ja så er det at det klasker i ansigtet at nu udstråler du vist ikke længere “moderigtig lækker styr på verden” kvinde…. nu er du “madmor oftest død pinlig men super god til at trøste og elsker at rydde op efter mine børn”…kone..
    Heldigvis er de nu voksne og krammer og fortæller hvor meget de elsker mig… og så er alt tilgivet…. god weekend til dig og din familie

  3. Nyd din fredag med småbørn, Disneyshow og bland-selv-slik. Lige pludselig er det slut. Her sidder jeg mutters alene. Sidste hjemmeboende “barn” er taget nogle måneder til Afrika, min kære mand kommer først hjem til midnat, jeg har fået færdiglavet koldskål til aftensmad, og der er INGEN, som har købt slik til mig. Det er en dårlig fredag aften

  4. Åh det kender jeg godt men for hulan jeg elsker Disney-sjov og Smarties det slår alt andet. Men hvor det en skøn formulering kender godt føelsen

  5. hej. Tak for en rigtig dejlig blog. Er først for nyligt blevet læser her hos dig. Men synes du skriver godt, sjovt og total vedkommende for mig. Sad lige og kluklo over ovenstående. Så sandt. 😉