Vi kom vidt omkring, da jeg i fredags havde budt op til spørgedans, hvor jeg både svarede på spørgsmål omkring valg af skole, børnenes navne, dansejalouxi og alt muligt andet. Det sidste spørgsmål faldt dog efter jeg var gået i seng, hvorfor jeg aldrig fik svaret – og gudskelov for det, tænker jeg nu, for det var nemlig et spørgsmål, som fortjener lidt mere spalteplads end “bare” i mit kommentarfelt.
22-årige Mathilde, som angiveligt har lidt svært ved at finde ud af det hun selv benævner som “mandemarkedet”, spurgte mig hvordan pokker jeg vidste, at det var Thomas jeg ville være sammen med resten af livet og dét var da et smaddergodt spørgsmål.
Da vi mødtes blev jeg betaget fra den første aften, men der gik alligevel en rum tid før jeg først ville og sidenhen turde give mig hen til den blomstrende kærlighed, som jeg engang skrev lidt om HER. Jeg havde, som de fleste andre 22-årige, kysset en del frøer, som ikke havde udviklet sig til spor andet end udgangspunktet og da Thomas trådte ind i mit liv, stod jeg midt i hvad en anden fyr tidligere havde benævnt som “fear of commitment”. En betegnelse jeg tror han havde så ganske ret i og som jeg – med fare for at lyde både gammelklog og enormt irriterende – tror rigtigt mange, både unge og knap-så-unge går og bøvler med i deres singletilværelse.
Det ligger helt naturligt for de fleste, at man på (mindst) ét eller andet tidspunkt har brændt nallerne. Man har måske været forelsket i én, som ikke havde det på samme måde eller man har oplevet utroskab og brudte løfter og alle mulige andre bitre ting, som følger med i de forliste parforhold og når man er single, er det min erfaring at disse negative oplevelser ofte ligger temmeligt præsent i hukommelsen.
Man er blevet såret og har derfor måske opbygget en barriere for, hvor tæt man vil lade potentielle partnere komme tæt på sig. Sådan havde jeg det i alle tilfælde selv, både inden og da jeg mødte Thomas.
Samtidig er markedet for singler blevet større og lettere tilgængeligt end nogensinde før. Hvis man har lyst, kan man møde og date en ny hver eneste dag via datingsites, datingapps og selvfølgelig vi de gode gammeldags byture og cafébesøg, som jeg dog fornemmer ikke længere er det primære mødested for nye bekendtskaber.
“Hej, må jeg ikke give en kop kaffe i næste uge?” Er alt det kræver at få en date sat i stand og jeg skal love for at jeg har taget min bid af datingkagen. Jeg har både drukket kaffe, spist is, gået ture, været i skoven, ved vandet, i teatret og på alle mulige aktiviteter på et utal af første dates, som for de flestes vedkommende aldrig blev meget mere end det. Jeg skulle jo bare lige se, om den næste fyr ikke var bedre end den forrige.
Tænk nu, hvis jeg gik glip af noget. Tænk nu, hvis ham jeg troede matchede mig, havde en overmand, som var meget bedre.
Og lige pludselig stod jeg sammen med Thomas, som var alt muligt andet end dét jeg gik og ledte efter og som mest af alt bare var et godt menneske. Ikke fordi alle dem før ham ikke også var gode mennesker; de var bare ikke sådan rigtigt gode, set ud fra mit lille verdensbillede.
Jeg ved ikke helt hvad det var, der gjorde, at jeg pludselig vidste at vi skulle være sammen for altid, men jeg tror at det var følelsen af, at han gjorde mig til en bedre mig, der gjorde, at jeg turde give los på forelskelsen, i kombination med det faktum, at der ikke var så meget “bøvl” som jeg var allergisk overfor i min singletilværelse. Fyre der bøvlede for meget, blev sure eller kede af det over ingenting, røg ud til højre hurtigere end de var kommet ind fra venstre, men med Thomas var det anderledes.
Det var let og det var nok i virkeligheden dét, der var det allervigtigste. At det var så pisselet at være sammen med ham.
Vi var sammen dag og nat og blev gift allerede et år efter vi havde mødt hinanden. Lykkelige og forelskede.
