Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har siddet i konsultationen med tredjegangsgravide, som er bange for at føde “for hurtigt” fordi de er blevet overraskede over, hvor hurtigt fødslen gik 2. gang. De fleste af dem, har jeg anbefalet at tage et grundigt kig på muligheden for at føde hjemme, fordi det trods alt må være bedre for alle, at føde planlagt derhjemme, end uplanlagt i bilen på vej mod fødegangen, som kvinden der skrev sidste uges fødselsberetning (som I kan læse eller genlæse HER) oplevede. Denne kvinde var også blevet anbefalet at føde hjemme, da hun blev gravid igen og selvom det hverken var hendes eget eller hendes mans førstevalg, endte de også med at planlægge det. Både med og uden jordemoder – noget der viste sig at være en rigtigt god idé, for endnu engang gik det drønstærkt!
Jeg er efterhånden gået otte dage over termin på en kold januar dag, hvor de lovede mulig snestorm, og jeg er mildest talt utålmodig og træt af situationen. Hvis jeg syntes at mine to forrige graviditeter havde været hårde, så havde jeg taget helt fejl. Denne graviditet havde været næsten uudholdelig med konstante bækkensmerter og anden sygdom.
Min mand og jeg havde i forvejen vores datter på tre år og vores søn på halvandet år. Vi vidste at maven gemte på en lillesøster. På grund af min søns meget hurtige fødsel, hvor vi kun nåede halvvejs til sygehuset, inden jeg fødte ham i bilen, havde vi indstillet os på en hjemmefødsel. Min mand var bestemt ikke med på idéen, da jeg halvvejs i graviditeten foreslog det. Det var heller ikke mit førstevalg, men jeg syntes ikke rigtigt, at vi havde noget valg. Jeg ville hellere være forberedt på en hjemmefødsel end at blive overrasket ligesom sidste gang. Vi snakkede om andre alternativer, men hverken vi eller jordemoder kunne finde på noget brugbart. Vi talte endda om muligheden for at leje et sommerhus i Viborg. Men skulle vi så bo der i 14 dage før termin og muligvis også 14 dage efter?
Nej.
Jeg havde besluttet mig for, at hvis jeg bare havde det lidt ligesom ved sidste fødsel, så skulle jeg ikke ind i nogen bil. Så hjemmefødsel blev det.
Udover noget at dække sengen over med, lune håndklæder osv., som man selv skal skaffe, så ankom der inden termin en kasse med ilt, hvis baby eller jeg skulle få brug for det. Vi havde alt det praktiske klar og bedsteforældre stod på konstant spring ved et hvert telefonopkald. Men en tanke lurede igen og igen i mit hoved – Hvis vi ikke kunne nå til Viborg Sygehus, ville jordemoderen så kunne nå hjem til os? Så udover at forberede sig på en hjemmefødsel, så forsøgte vi at forberede os på at stå med fødslen selv. Jeg forestillede mig, at vi selv tog imod hende og så kom jordemoderen til efterfølgende undersøgelser, fødsel af moderkage og eventuel syning.
Da det blev aften otte dage over termin, fik jeg igen plukkeveer – eller hvad jeg troede var plukkeveer. Ligesom sidste gang havde jeg oplevet dem utallige gange før og allerede imellem jul og nytår havde jeg troet, at nu var det fødselstid. Vi gik i seng ved midnatstid og jeg vågnede igen klokken 03.15 for at gå stort på toilet. Dette gentog sig et par gange over den næste times tid. Klokken cirka 04.30 vækker jeg min mand, da jeg føler, at der indimellem er lidt regelmæssighed i plukkeveerne. Vi tager tid, og veerne kommer hyppigere og hyppigere.
Kl. 5 ringer vi til jordemoder og min mor, som skal være ved børnene. Jordemoder havde foreslået, at vi havde en ekstra voksen tilstede udover min mand, da han muligvis skulle hjælpe mig, hvis jordemoderen ikke var nået at komme.
Veerne tager til, og jeg undrer mig over, hvorfor i alverden jeg har valgt at gøre dette her igen allerede. Det spørgsmål får man selvfølgelig besvaret ligeså snart at baby ligger på sit bryst.
Jeg render fortsat på toilet hyppigt.
Min mor ankommer hurtigt og informerer os om, at der er faldet sne og er spejlglat udenfor. Selvfølgelig. Min mor er helt hvid i hovedet og fortrækker fra soveværelset ved hver ve, som nu kommer med højst et minuts mellemrum. Min stakkels mor sidder på en stol i køkkenet indtil vores søn på halvandet år vågner. De læser bøger og hygger på hans værelse imens min mand og jeg har gang i projekt fødsel.
Tre kvarter efter vi har ringet til jordemoder, når vi lige at tale om muligheden for, at jordemoderen når at ankomme. Men så ringer en jordemoder fra fødeafdelingen og fortæller at vores jordemoder er kørt ind i et træ og er for chokeret til at køre videre. Hun havde kørt langsomt på grund af det glatte føre, så der var gudskelov ikke sket noget med hende. Vi fik senere at vide, at det var lidt udenfor Viborg, så hun ville alligevel ikke havde noget det.
Lige i det øjeblik tænkte vi begge: Selvfølgelig.
Trods umådelig stor kærlighed og snart tre vidunderlige børn, så er vi efterhånden kendt som værende temmelig uheldige. Så det kom ikke helt bag på os.
Jordemoderen i telefonen ville høre, om hun skulle sende en anden jordemoder. Det kunne min mand ikke lige tage stilling til, så jordemoderen ville tale med mig, for at høre min vejrtrækning og mine veer. Idet jeg tager telefonen starter mine presseveer, så jeg for informeret jordemoderen i røret om, at hun skal sende en ambulance.
Jeg får træng til at skulle på toilet igen.
Da jeg er færdig på toilettet kan jeg ikke rejse mig fra toilettet. Jeg kan mærker at hun kommer nu. Jeg skal føde på toilettet. Jeg får trækket ud i toilettet, og min mand får stillet sig klar til at tage imod baby. Mit vand går ned i toilettet – meget praktisk. Min mand finder dog hurtigt ud af, at hans foroverbøjede arbejdsstilling er dårlig, og han får sat sig på gulvet foran toilettet. Vi havde heldigvis prøvet det før, og vi bevarede stadig roen. Hovedet fødes ved næste presseve og resten af vores vidunderlige datter kommer i næste presseve. Både min mand og jeg holder hende, så hun ikke falder i toilettet. Da jeg vil hive hende op til mig, kan jeg ikke få hende helt op på min brystkasse. Navlesnoren er viklet rundt om hendes skulder, og den får jeg fjernet. Hun kommer helt op til mit bryst, og min mand finder et håndklæde. Vi sunder os lige i et par minutter, hvorefter jeg rejser mig for at trisse ind til sengen. Mine ben er fuldstændig smadret af fødslen, og jeg trænger til at ligge ned. Vores lille babypige græder heldigvis lidt, hvilket gør os rolige. Ambulancen var der ti minutter efter. Hun er født cirka kl. 5.50. Ambulancen skulle køre baby og jeg til sygehuset til undersøgelser og eventuelle syninger.
Der ankommer to ambulancereddere, som endnu engang var imponeret over hvor rolige vi var. Vi var dog ikke synderligt imponeret af dem, og vi var glade for, at vi var erfarne og selv kunne sige fra. De var for eksempel i tvivl om, hvorvidt de skulle tage båren med indenfor på grund af sneen. Eller om baby og jeg skulle gå ud i kulden for at komme ind i ambulancen. Jeg havde ikke noget tøj på, var smurt ind i blod ned af benene og havde ikke født moderkagen endnu. Min mand fik dog valgt at båren skulle ind i stuen – pyt med sne på gulvet. Herefter spurgte de, om vi havde en saks, da de ikke havde nogen med. Navlesnoren blev klippet af min mand med vores køkkensaks. Da navlesnoren var klippet pakkede en af redderne vores datter ind i varmetæpper og var klar til at sidde med hende under ambulanceturen. Dette var jeg dog fuldstændig uenig i, og var endnu en gang glad for, at jeg ikke var førstegangsmor. Min datter skulle ligge hud mod hud hos mig i ambulancen. På ambulanceturen fik vi op startet amning, og jeg fødte moderkagen. Vi blev undersøgt på sygehuset, hvorefter vi kørte hjem.
Vores yngste datter Malia er født den 19. januar, på vores toilet.