mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

FødselsFredag – En fødsel på bagsædet af bilen

Nogle gange får jeg nogle fødselsberetninger ind, som bare er noget helt, helt særligt. Bevares, alle fødsler er noget særligt og ingen oplevelser er hverken ens eller kan sammenlignes, men nogen er alligevel bare en lille smule ekstraordinære, som det er tilfældet med denne, hvor parret ikke nåede længere end til landevejen, da baby meldte sin ankomst.

14339980_10154107733538541_1216096935_o

Det var blevet forår og jeg var gået fire dage over termin. Min mand og jeg havde i forvejen en datter på halvandet år, og vi glædede os alle til at byde endnu et familiemedlem velkommen. Sidste fødsel var en ok oplevelse, og jeg frygtede ikke at skulle igennem smerterne igen. Det fyldte meget mere i mine tanker, hvordan vi rent praktisk skulle gribe det an, og hvad vi skulle gøre af vores datter, når veerne startede. Min graviditet havde været problemfyldt, og jeg havde været sygemeldt siden halvvejs i graviditeten. Der havde været snak om igangsættelse ved termin, så jeg ikke længere skulle gå i smerter. To uger inden termin satte baby sig på tværs, hvilket startede snakken om muligt kejsersnit. Det blev dog ingen af delene.

Jeg vågner ved midnatstid og har, hvad jeg tror er plukkeveer. Jeg har døjet utroligt meget med plukkeveer, hvor det ikke er blevet til noget alligevel. Min datter er født på terminsdatoen, så selvom jeg kun er gået fire dage over tid, er jeg ved at være utålmodig. Vi kender ikke kønnet på vores kommende barn.

Jeg afventer mine plukkeveer og går temmelig mange gange stort på toilettet. Kl. 1.15 vækker jeg min mand, da jeg føler, at veerne bliver mere regelmæssige. Han når lige at sætte sig på sengekanten, og så går mit vand ud på gulvet. Vi får ringet til jordemoder og til min mor, som skal komme og være ved vores datter. Veerne tager til, og der er højst et minut imellem. Jeg tager et overfladisk bad, imens min mand går stort på toilet. Nervøsiteten har meldt sig hos ham. Jeg overvejer efter badet at ligge mig på gulvet, da veerne efterhånden er uoverskuelige. Min mor ankommer, og frygten lyser ud af hendes øjne. Jeg ser det og får sagt; ”Mor, tag det roligt.”

Vi sætter os i bilen – mig på passagersædet. Jeg sætter mig helt omme på siden af min hofte, da presset nedadtil føles voldsomt. Jeg gisper alt, hvad jeg har lært fra sidste fødsel, alt imens min mand kører væsentlig for stærkt. Gudskelov er det natten til mandag, så der ingen trafik. Efter fødeafdelingen lukkede på det lokale hospital, har vi cirka 45 minutter i bil inden ankomst til Viborg Sygehus. Så langt nåede vi dog ikke lige med det samme.

Da vi er halvvejs, kører vi igennem en rundkørsel i fuld fart. Det voldsomme sving får mig helt ud af mit gispe projekt, og jeg mærker noget meget stort og presserende imellem mine ben. Jeg siger til min mand, at han skal køre ind til siden. Han tøver og spørger, om jeg er sikker. Mit svar hertil er, at jeg tror, at jeg allerede har født hovedet. Da bilen holder stille, siger jeg til min mand, at han skal ringe 112 nu. Han ringer op fra vores trådløse anlæg i bilen og går rundt om bilen. Han har senere fortalt, hvordan han bander udenfor bilen, samtidig med at han tænker, at vi ikke må miste vores barn. Imens min mand går rundt om bilen, trækker jeg mine bukser og underbukser ned. Synet der møder mig imellem mine ben er baghovedet af min baby. Det er også det syn, der møder min stakkels mand, da han åbner bildøren i passagersiden. Alt imens min mand skal forholde sig til dette syn, går opkaldet igennem til alarmcentralen. Vi får forklaret omstændighederne og cirka hvor vi er, imens min mand opdager, at barnet har navlesnoren rundt om halsen. Han får viklet navlesnoren væk fra halsen, og næste presseve melder sin ankomst. Barnet er ude. Der er ingen gråd, og der er mørkt midt om natten. Det er svært for os at vurdere, hvordan barnet har det. Manden fra alarmcentralen spørger indtil barnets kulør, hvilket er svært at se. Gudskelov bevæger barnet sig, hvilket beroliger os lidt. Vi kan ikke forklare hundrede procent hvor vi er, men vi er på hovedvejen imellem vores hjemby og Viborg. Vi får ligeledes spurgt hvor mange hvide Hyundai ‘er der mon holder i rabatten kl. 2 om natten. Ja, kl. er kun 2, og jeg vågnede ved midnatstid med noget der mindede om lidt plukkeveer. I farten har vi glemt tasken med babydyne og tøj, så barnet og jeg bliver pakket ind i min mands jakke. Endelig ser vi de blå blink i bagruden cirka otte minutter efter fødslen. Manden i telefonen siger tillykke og spørger hvad vi fik? Vi kigger på hinanden. Det aner vi ikke. Fokus har alene været på, om barnet var i live og træk vejret normalt. Jeg løfter barnet op, og vi konstaterer, at vi nu er blevet forældre til en lille perfekt dreng. Ambulancefolkene er imponeret over hvor fattede og rolige vi er, men jeg tror mest af alt, at vi er i chok. Lægebilen ankommer, og lægen vurderer, at vi kan klippe navlesnoren. Min mand klipper navlesnoren fra førersædet i bilen. Herefter tager lægen min søn med ind i ambulancen, imens jeg kravler over på en båre. Jeg når dog lige at registrere, at jeg står i bar røv imens en bil passerer os.

Inde i ambulancen får jeg min søn over til mig, og vi kører stille og roligt mod Viborg Sygehus. Min mand kører efter i vores egen bil. Her ringer han til vores forældre med de gode og overraskende nyheder.

Ved ankomsten til sygehuset får jeg igen at vide af jordemoder, at jeg virker rolig. Alt er jo gået godt, og jeg er mest af alt lykkelig over, at det endelig er overstået – plus at det var en fantastisk overraskelse, at vi fik en søn. Herefter er forløbet almindeligt med amning og fødslen af moderkagen.

Kl. 7 står vi hjemme igen og kan vække vores datter og vise hende hendes nye lillebror. Vi sendte hende i dagpleje og gik i seng sammen med vores lille guldklump. Jeg tror først, at det ordentlig gik op for os, hvad der var sket en uges tid efter, da man havde fortalt historien igen og igen til alle familiemedlemmer, venner og bekendte. Det var som om, at vi var blevet snydt for et eller andet. Man havde forestillet sig, hvordan jordemoderen ville tage imod barnet og fortælle os kønnet. Samtidig var vi lettede og stolte over, at alt var gået godt.

Ps. Bilen var faktisk overraskende ren.

14375437_10154107733603541_1090669427_o

Kvindens tredje fødsel var også lynhurtig og fuld af drama, men den må I vente en uges tid med at læse – jeg glæder mig allerede!

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven