Bedst som jeg havde været en tur i kiosken for at hente rugbrød, æggesalat, nutella og matador mix, her til formiddag, var jeg lige ved at få hele pærevællingen galt i halsen, da jeg, henover min meget lidt prangende frokost, faldt over en artikel fra dr.dk med overskriften “Ældre mødre er bedre mødre“.
Beviseligt, endda.
Arghmen altså, jeg bliver simpelthen så træt. For når vi siger at nogen er “bedre” end andre, så ligger det naturligvis implicit, at der så også er nogen der er “dårligere”.
“Yngre mødre er dårligere mødre” kunne der ligeså godt have stået. Det betyder fuldstændigt det samme og jeg synes det er himmelråbende.
Som jeg både HER og HER har været inde på for nyligt, så halter det gevaldigt med fertiliteten herhjemme i vores lille land og den allerstørste synder er uden sammenligning, at for mange kvinder simpelthen er for gamle, inden de bliver (eller ikke-bliver) gravide. Så hvorfor nogen overhovedet har haft lyst til at undersøge forældreevnen på baggrund af alder, kan være mig en gåde; for hvad nytter det egentlig, at man aldersmæssigt kan blive en bedre mor, hvis man ikke længere er i stand til at blive gravid, fordi éns æggestokke har passeret sidste udløbsdato.
Jeg blev selv mor for første gang som 24-årig, så ja, jeg var en relativt ung mor. Jeg havde enormt mange udfordringer i mit tidlige moderskab, primært med mig selv og min følelse af at skulle leve op til alle de krav og det tunge ansvar jeg følte der lå til mig, efter jeg var blevet mor – måske især, fordi jeg vidste, at jeg var en “ung mor”. Jeg stressede mig selv meget, samtidig med at jeg rent faktisk ikke havde det store begreb om, hvordan man overhovedet skulle varetage et barn. I hvertfald ikke efter de første par levedøgn, som jeg i kraft af min jordemoderuddannelse, selvfølgelig vidste temmeligt meget om. Jeg havde nemlig aldrig rigtigt været vidne til hvordan man gør med en baby. Jeg havde ingen tætte veninder, der havde fået børn før mig og jeg havde altså aldrig nogensinde fulgt andre i dén rolle, som jeg gjorde alt for at udfylde til perfektion, til trods for at jeg ikke rigtigt anede hvad den indebar.
Jeg kendte selvfølgelig nogen, som havde fået børn og min egen bror blev allerede far, før jeg var blevet student, men jeg havde ligesom aldrig været tæt på. I hvert fald ikke på moderskabets mange udfordringer. Jeg var ung og ligeglad – præcis som de piger jeg engang skrev om HER. Lige indtil jeg selv stod der. Med den positive graviditetstest og tusinde tanker i hovedet. Og lige præcis ingen at spejle mig i.
Det var fandeme svært. Det var svært at være den første og det var svært at være ung og det var fande’me svært, at gøre det hele så perfekt som jeg ville og som jeg troede man skulle.
Så ja, jeg havde måske været en bedre førstegangsmor, hvis jeg havde været lidt ældre. Hvis jeg havde nået at få veninder tæt på, med små børn, så jeg kunne se hvordan de gjorde og snakke med dem om alle de følelser de gik igennem. Måske havde det været bedre, hvis jeg havde nået at blive skruk og få lyst til at suge til mig af alt mor- og babyrelateret, allerede inden jeg blev gravid. Hvis jeg havde siddet hjemme hos mine veninder fredag aften og drukket vin til lyden af sovende børn. Hvis jeg ikke havde følt mig så alene om mine tanker og hvis jeg havde forstået at det er helt normalt, at det er svært at blive mor.
Måske.
Måske havde det også givet mig mere ro, i sig selv at blive ældre; at stole mere på mig selv og ikke gå så højt op i, hvad alle andre tænker.
Måske.
Jeg tror i høj grad det handler om, at des ældre vi bliver før vi får børn, des længere tid har vi drømt om at få dem, des flere børn (og mødre) har vi brugt tid sammen med og des mere rolige kan vi blive i vores moderskab. Hvis vi allerede inden tiden for vores eget moderskab, har en nogenlunde afstemt forventning om, hvad det vil sige at have børn, så tror jeg nemmere man kan tage det med ro.
Det er i alle tilfælde derfor jeg har følt mig som en bedre mor anden gang; ikke fordi jeg er blevet ældre, men fordi jeg vidste hvad pokker jeg skulle stille op og fordi jeg ikke længere var dødsensangst for at træde ved siden af, i frygt for at blive stemplet som den dårlige unge mor, som jeg for alt i verden ikke ville være eller associeres med.
Mit uforbeholdne bud er, at hvis det var “normalt” at få børn i en tidlig alder, så ville flere unge mødre også være bedre rustede til deres forældreskab, som de formentlig ville klare (endnu) bedre; hvis der var nogen at spejle sig i og at følges med.
… Og okay, selvfølgelig bliver de fleste af os både klogere og mere rummelige med alderen, men for fanden, at kalde yngre mødre for dårligere mødre, det er simpelthen langt over min grænse og det hjælper i alle tilfælde ikke en skid på de voldsomme præstationskrav, som i hvert fald jeg som “ung mor” følte mig forpligtiget til at efterleve, for at bevise at jeg var god nok – selvom jeg var ung.
Skulle vi i stedet ikke hellere sige, at alle mødre har potentiale til at blive fantastiske mødre, hvis de får den rette støtte og vejledning og hvis de, som det allervigtigste, stoler på sig selv og på, at den ubetingede kærlighed er nok.