mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Til den unge mors veninder

YSWBX4I5PP

Forleden formiddag da jeg slugte min cafémorgenmad foran computeren og et par blogindlæg in spe, overhørte jeg en samtale mellem to unge piger, om at få børn.

De var forargede over deres fælles veninde, som angiveligt var tyve år og gravid med sit første barn.

Det er jo helt vildt! Jeg fatter simpelthen ikke at hun gider opgive sit eget liv allerede”

“Ej, jeg skal godt nok heller ikke have børn endnu… Måske om 4-5 år”

“Om 4-5 år?! Så tidligt?! Det tror jeg godt nok ikke jeg er klar til. Jeg skal ud og opleve alt muligt og have min uddannelse og sådan, først”

Imens de snakkede, sad jeg og fik sådan lyst til at fortælle dem, hvor heldige de var, at de havde en veninde som fik et barn. Tænk sig, i så ung en alder, at have muligheden for at få en snert af forældrelivet igennem en veninde!

Jeg havde lyst til at fortælle dem, at de skulle passe på deres veninde og nusse hendes baby, så hun stadig kunne have tid til at være tyve år og lakere negle, eller hvad end der nu er vigtigt for hende.

Jeg ville så gerne fortælle dem, at man ikke opgiver sit eget liv fordi man får børn. At man – særligt når man har gode veninder som bakker én op og som er der til at give en hånd, når man hænger med hovedet i lokummet eller ligger halvsovende henover spisebordet, som er dækket af duploklodser og havregrynsrester fra i går – faktisk sagtens kan leve sit eget liv, selvom man er nogens forælder. Livet har bare fået en ekstra dimension, som gør det lidt vanskeligere, men til gengæld også endnu mere værd at leve. Som gør det vildere end utallige ture til Sunny Beach eller ustyrlige branderter på Zen.

Jeg ville så gerne fortælle dem, at det kunne være en kæmpe gave for dem selv, at få æren af at være en del af deres venindes barns liv fra start. At de kunne få en fornemmelse af den store kærlighed, man kun kan føle til et (spæd)barn. At de kunne få lov til at øve sig i at give omsorg og kærlighed, imens de passede på deres veninde og hendes barn, som ville være dem dybt taknemmelige til tid og evighed. Tænk sig at have muligheden for at kunne gøre så meget for andre, imens man gør noget godt for sig selv.

I virkeligheden sagde jeg ingenting og måske var det også blevet misforstået, hvis jeg havde gjort det. Alligevel håber jeg, at de to unge piger læser med på mortilto.dk, for jeg tror altså at de, med et kærligt spark bagi, vil kunne få både oplevelser, venskaber og kærlighed ud af det, hvis bare de får en pejling på, hvad de dog skal stille op i relationen med deres veninde, som lige om lidt bliver ung mor.

Skriv din kommentar

Kommentarer (39)

  1. Du får det til at lyde som om, at det faktum at deres veninde skal have et barn, pludselig også skal være den bedste oplevelse i deres liv. Det synes jeg er temmelig overdrevet. Det er jo ikke alle der drømmer om børn, eller nødvendigvis synes at det passer ind i deres liv, specielt ikke hvis de er omkring 20. At veninden skal have et barn er hendes valg. Ikke deres.

    1. Åh Rikke, du har jo fuldstændigt ret! Selvfølgelig skal de unge piger gøre med deres liv lige hvad de helst vil – jeg tror bare, at det kan være enormt givende at støtte sine veninder, når de får børn. Også selvom man langt fra selv er klar til at få nogle. Jeg tror det kan være en virkelig, virkelig god investering, som egentlig var dét jeg ville sige 🙂

  2. Sikke et fint indlæg og er helt enig. Relationer er efterhånden også bare blevet så gennemsyret af samfundets forventninger generelt, og veninder forarges.. De kunne jo favne muligheden for alt det, du beskriver. Og ja, så er der også de veninder der tænker: “Hvad så med MIG?” Det giver så meget at være en del af et lille fællesskab, og de kunne give deres 20-årige veninde et stærkt venindefællesskab:-)

  3. Årh altså… Du skriver altid altid altid SÅ fantastisk og kan kun give dig ret, jeg fik min den første dagen før jeg fyldte 19 år.. Lidt vildt, men det føltes så rigtigt og jeg ville aldrig bytte det for noget, jeg har også lyst til at sige noget når jeg hører unge piger snakke på den måde, for livet stopper nemlig ikke, bare fordi man får børn, livet fortsætter faktisk og går hurtigere og bedre end nogensinde, giver meget mere mening!! Og fair nok, hvis de ikke har lyst til børn, men håber de formår, stadig at være veninder med deres veninde, da det, især som ung mor, er der man rigtigt finder ud af, hvem der er ens rigtige venner og veninder <3

    1. Præcis! Selvfølgelig skal de unge piger ikke have børn før feber klar, men jeg tror og tænker at det er en gave at kunne give både sig selv og sin veninde, at være der når hun bliver ung mor 🙂

  4. Jeg er heller ikke helt enig her 🙂 Jeg synes, det var en KÆMPE omvæltning at blive mor – og jeg synes, der røg MEGET frihed. Du er nærmest bundet til huset hver aften, medmindre du har et godt netværk og en god mand, som kan træde til. Og det er jo ikke sikkert, at den unge pige har dét.

    Selvom jeg har en god og hjælpsom mand, som “lader mig komme ud” og jeg har to hold bedsteforældre, som gerne passer, så kommer jeg ikke nå nogenlunde nær vis så meget ud, som jeg gjorde før børn. Og jeg har nok heller ikke lyst – idet jeg er 33 år og har andre interesser end byture, makeup og fyre. Som man oftest har når man er i start-tyverne.

    Så jo, jeg vil sige, at hun mister noget af sin ungdom. Og jeg kan godt forstå veninderne. Men jeg håber da, at de alligevel bakker hende op og støtter hende – det gør rigtige veninder; selvom de måske ikke er på samme sted i livet.

    Al respekt til den unge pige. Hvis det er et ønskebarn, så er det fedt for hende og hun kan glæde sig enormt 🙂

    Man må håbe for den 20-årige

    1. For pokker ja, det ér en kæmpe omvæltning! Men som jeg vidstnok også skriver, bliver den mindre, hvis man fx har nogle gode veninder som vil være der for én undervejs, så det hele ikke altid behøver gå op i gylp og bleer.
      I forhold til byture osv, så tror jeg ikke nødvendigvis den slags er aldersbetinget, men nærmere interessebetinget – og mig bekendt, bliver de fleste (for ikke at sige alle) forældres største interesse, at passe på deres børn 🙂

  5. Åh, jeg er altså så GLAD for, at jeg ikke fik børn, da jeg var 20! Eller 25, for den sags skyld. Min dengang allerbedste veninde fik barn, da hun var 27 og jeg 25, og jeg holdt altså absolut ikke af hendes datter, som du ellers smukt beskriver det i indlægget. Jeg savnede faktisk bare min veninde. 🙂
    Vi er jo alle sammen forskellige, og jeg tror, det er rigtigt klogt for mange, hvis de venter med at få unger, til de er langt over 20. Ligesom at det sikkert er en skidegod idé for andre at være ung mor. 🙂

    1. Jeg tror du har fuldstændigt ret i, at vi skal bestræbe os mod at få børn når vi er klar – uanset alder. Men for fa’en, jeg kan få så ondt i hjertet over de pur-unge mødre, som bliver “forladt” af deres veninder, fordi de ikke længere kan mødes i en god relation, bare fordi den ene ikke kan drikke sjusser og gå på tinder – og dét synes jeg altså er temmeligt ærgeligt, når det formentlig, i de fleste tilfælde, handler om manglende forventningsafstemning til hinanden. Det er i hvert fald min tese 🙂 Men kald mig bare blåøjet!

      1. Det handler ikke nødvendigvis om, at veninden ikke længere kan drikke sjusser, gå på Tinder eller tage med til Sunny Beach.

        Der findes et par stykker af morarten, som fuldstændig lader sig omslutte af børneuniverset, og som ikke efterlader megen plads til en veninde uden barn. Når man ikke er i stand til at gennemføre en samtale uden at inddrage sit barn hver gang, så kan man som barnløs godt blive en smule træt i kysen. Ikke sur fordi det er bestemt forståeligt og forventeligt, men jeg bliver alligevel træt af situationen, og det er ikke den bedste betingelse for et godt venskab.

        Jeg siger selvfølgelig ikke, at det er alle mødre/fædre, som opfører sig på den måde, men der sker bare usandsynligt meget nyt, når man får en baby. Og der kan man som veninde bare så udenfor og kigge ind. Venskabet ændrer sig uundgåeligt. Og det er man som barnløs bare ikke altid interesseret i, det er jo ikke veninden, som har valgt at få et barn 🙂

  6. Åh, denne her ramte mig lidt. Jeg er 27 og venter mit første barn, og selvom min(/vores) vennekreds allesammen er færdiguddannede og har samme alder, så er jeg den første der skal have barn, og jeg synes altså det er lidt svært. Særligt en veninde, som før jeg blev gravid var min absolut bedste veninde, hører jeg nærmest ikke fra mere, og hun har haft meget travlt med at fortælle mig at hun ikke vil have børn selv. Det gør sgu sådan lidt ondt, især fordi man gerne vil dele denne her helt enormt store oplevelse med sine gode veninder. Så jeg håber også at de læser med, og i det mindste kan være glad på deres venindes vegne…

    1. Kære Kirsten,
      Årh altså, mon ikke de ER glade på dine vegne? Sådan havde jeg det i hvert fald med de af mine veninder der fik børn før jeg selv – også selvom jeg desværre dengang ikke formåede at være til stede i den gode relation; simpelthen fordi jeg følte mig til overs. Noget jeg sidenhen har lært var ganske, ganske forkert.

    2. Der sker desværre en udskiftning i veninderne når man får børn før de andre.nogle forsvinder fordi de ikke kan magte de store (og anderledes) følelser der følger med, og for mig trådte nogle andre mere perifere veninder rolig blev rigtig tætte og deltagne.
      Jeg fik mit første barn da jeg var 24 og var den absolut første, da hun blev født (for tidligt) skilte det vandene blandt vennerne og jeg tror at det er okay. Nu 2og efter har jeg lige fået nummer to og der er mere ro på at jeg er “mor-typen” og har venner der forstår det.
      Så bare rolig, de rigtige venner skal nok blive der, og nogen kommer også tilbage igen efter noget tid!

  7. Jeg har nu fulgt med på din blog et godt stykke tid og er alle dage vild med dine indlæg – også dette. Jeg er en af de kvinder der endnu ik har fået mine egne børn. Er nu 30 og har nydt mine veninders børn og mine veninder!! Det betyder jeg i forleden hentede en knægt på 8 fra skole der havde valgt sin mormor fra fordi det var det fedeste at kunne blive hentet af mig i stedet – det er kærlighed. Jeg var lykkelig og stolt da jeg hentede ham

    Det er klart en omvæltning når veninderne får børn, for dem og ja for mig. Det har også til tider krævet blod sved og tårer, så at sige, at “finde” hinanden igen. Men til gengæld er min erfaring at mine venskaber er blevet stærkere og jeg blot er beriget med endnu mere kærlighed.

    Så kan jeg jo blot glæde mig til at dele mine børn med mine veninder og med deres dejlige børn!!

  8. Hej Cana, hvis man nu selv føler sig inspireret til at starte en blog – hvordan gør man så lige det? Hvordan spreder man den. Hvis du en dag har tid til at give nogle råd ville jeg blive rigtig glad!

  9. Tak for et vigtigt indlæg! Men åh, hvor synes jeg det er ærgerligt, at der hurtigt bliver en holdning, der siger at det er noget negativt at få børn i en ung alder. Ja, selvfølgelig har man ikke ligeså meget tid til sig selv, det at få børn ændrer hele ens liv – også ens prioriteringer! Man går ikke glip af noget i forhold til, hvad man får!

    1. Du har fuldstændigt ret, synes jeg. Jeg er dog hverken fortalter for eller imod at få børn tidligt; til gengæld er jeg fortaler for, at venskaber bør holdes ved lige.

  10. Jeg blev mor som 19 årig og er nu 30 år og mor til 2 og skal ikke have flere børn -ingen af mine veninder har fået børn endnu, så der er gået 11 år uden nogen helt har forstået mig og mine følelser og mine oplevelser, til tider meget ensomt.. Jeg har nogle fantastiske veninder, som elsker mine børn, men jeg kunne godt have brugt denne artikel for 11 år siden! Den viden kunne nok havde hjulpet både dem og mig ❤️

    1. Hvor er det dejligt at læse, at dine veninder – selvom de selvfølgelig ikke forstår moderskabet til fulde – alligevel elsker dine børn!

  11. Jeg læser heller ikke en gengivelse af, at de vil forlade deres veninde, men bare at de er uforstående overfor situationen. Da jeg var 20 år har jeg garanteret tænkt præcis det samme. Min søster blev mor som 19-årig, og selvom hun elsker sine børn højere end noget andet (og det gør jeg også, btw), så kan jeg jo se hvor meget hun er gået glip af, som hun slet ikke vidste hun ville, fordi hun var så ung på det tidspunkt. Hun har ikke været udenfor landets grænser (udover Tyskland, vi er vel sønderjyder) i over 10 år. Hun kan ikke få sin drømmeuddannelse, fordi hun ikke kan forsørge sine børn på SU og mange andre ting. Så ja, selvfølgelig elsker også unge mødre deres børn mere end noget andet, men nej, det er ikke naturligt at deres unge veninder kan sætte sig ind i “the upside” til situationen. Jeg er 24 år nu, skal ikke have børn, men glæder mig da helt vildt på mine venners og veninders vegne når de får børn, for jeg ved godt at det er en naturlig del af livet for mange (andre) – især når vi rykker os længere og længere op i 20’erne. Jeg tror det var meget godt, at du ikke sagde noget 🙂

    1. Det tror jeg også det var! Altså, godt at jeg ikke sagde noget.
      Da jeg selv var 20 år, var jeg fuldstændigt ligesom de to piger – og som det er min opfattelse at 20-årige er flest. Jeg forstod ikke hvad der skete de par gange nogle rundt om mig fik børn og jeg trak mig væk. Havde jeg vidst hvad jeg ved i dag, havde jeg formentlig hængt på og tilbudt at svinge en tur med barnvognen i stedet for at skride 🙂

  12. Jeg fik selv min den første som 21 årig (er nu 27 og mor til to). Mine veninder har stadig ikke fået børn men er en stor del af mine børns liv og jeg er dem evig taknemmelig. Det er en gave at have veninder som er der for en uanset hvor vi hver især er i livet. Og fordi man får børn tidligt, så kan man sagtens få en god uddannelse og rejse som alle andre. Jeg fik i hvert fald min drømmeuddannelsen og drømmejob, så det er ikke umuligt.

    1. Selvfølgelig kan man det! For nogle kan jeg dog godt forstå, hvis det bliver en lille smule mere besværligt. Omend jeg stadig er af den opfattelse at studie og småbørn hænger drøngodt sammen, fordi et studie giver stor felksibilitet til fx barnets sygedage mv. 🙂

  13. jeg blev gravid første gang som 19 årig. Er i dag 28 og mor til to drenge på 5 og 8 år.. Jeg fortryder aldrig mit valg og ville gøre det hele en gang til. Det var ikke hårdt at undvære sprut, fester og det spontane liv.., det var hårdt at miste sine veninder fordi de bund ærligt ikke var klar til at have en “så voksen” veninde. De var ikke klar til at have en veninde som ikke længere festede hver weekend og eller tage på en spontan shoppingtur. Jeg har manglet dem rigtig meget de første år og det var sku hårdt.. Man behøver ikke nødvendigvis være enig i at få børn tidligt. Men er du en ægte veninde vil du støtte din veninde igennem hendes nu nye liv. Du vil få det hele tusinde gange igen når det engang er din tur til at få børn. Så super godt indlæg, tak for det <3

    1. Tak for dig, Camilla!
      Jeg fristes til at sige at “selvfølgelig” var dine veninder ikke klar – for hvorfra skulle de vide hvad de skulle stille op? Til gengæld, hvis nogen havde fortalt dem, at de eventuelt kunne komme og gå en tur med barnevognen i tyve minutter imens du kunne tage et bad, så tror jeg altså at langt de fleste ville troppe op.
      Sådan havde jeg det i hvert fald selv, for 8-10 år siden…

      1. Når jeg kigger tilbage så tror jeg mest af alt det handler om kommunikation. At man som veninder sætter sig ned og snakker lidt om det der skal til at ske. Hvad har begge parter af forventninger til hinanden og bund ærligt siger hvordan man har det. Rent personligt var de nævnte veninder fløjet før jeg overhovedet havde født, så behovet med barnevognen f.eks. Så langt nåede vi aldrig. 🙂

        Men hvis jeg skulle give én ting videre fra egne erfaringer, så ville det klart være at man som veninder skal sætte sig ned og få det snakket igennem. Præcis på samme måde som veninder gør (ihvertfald fald da jeg var i den alder) hvis den ene var blevet en tand for kærestekedelig.

  14. Det er i og for sig et fint indlæg, men jeg er dybt uenig, og samtidigt har jeg det også meget ambivalent med, at du udtaler dig om veninderne, når du kun har hørt en brøkdel af historien. Jovist er der nok nogle unge mødre, der mister deres veninder undervejs, og det er rigtig skidt, men samtidigt bør veninderne da også have lov til at udtrykke deres holdning, og når den unge mor ikke var til stede, er der vel ingen skade sket? Ud fra det du har hørt, er der vel ikke noget klart bevis på, at de ikke gider ses med hende fremover? Det er klart, at det ændrer omstændighederne for deres venskab, og jeg kan absolut ikke forstå, hvordan nogle kan påstå, at et barn ikke sætter en stopper for ens liv midlertidigt – så vidt jeg husker, har du selv skrevet indlæg om, hvordan du gik i mor-trance, så at sige, og at din person var defineret udfra, at du var blevet mor, og dermed er der vel ikke tid til meget andet end mad, søvn og bleer, og det må også være svært at forstå, når man selv er et helt andet sted i livet. Måske er alle unge mødre heller ikke særlig gode til at omfavne deres venner, efter de har fået børn og lytte på deres “smålige” problemer? Det er så nemt at dømme andre, når man ikke har gået i deres sko. Personligt er jeg slet ikke i nærheden af at skulle have børn (jeg er 21 år), og det er mine veninder heller ikke, og hvis de var, ville jeg blive hos dem alligevel, men det er klart, at det ville ændre vores forhold, og hvis der kun var babysnak i 2 år, ville jeg heller ikke synes, det var super givende for venskabet for at være helt ærlig. Desuden er der altså en del, som slet ikke er modne nok til at tage vare på et andet liv så tidligt, så det er nok meget forskelligt, hvornår man føler, det er det rigtige for én selv, så i min optik var det nok meget godt, du ikke kommenterede på deres samtale – vi ved trods alt ikke noget om dem eller deres liv. 🙂 Hav en god dag. Kh

    1. Tak, Clara! Det var det dér jeg mente, men som jeg ikke helt fik formuleret lige så godt. Jeg kan desuden tilføje, at alle mine veninder, som har fået børn (uanset alder), har fået fripas fra mig til at snakke om børn, bleer, rulle rundt, sundhedsplejerske osv. osv. osv. Og det er ganske sjældent at jeg lader mig gå på af at de sjældent spørger til mig, til mit liv, til mine problemer – også selvom de i deres øjne kan virke “smålige”, som du så rigtigt kalder det. Mit liv er stadig vigtigt, selvom de nu føler at deres er vigtigere, fordi de er nogens mor.

    2. Kære Clara,
      Hvis du bruger et par minutter på at genlæse indlægget, er jeg sikker på at du vil opdage, at jeg intet sted udtaler mig OM veninderne. Ligesom jeg på intet tidspunkt har taget stilling til, eller så meget som indikeret, at de vil forlade deres veninde. Det er noget du selv tolker ud fra hvad jeg har skrevet og er altså på ingen måder udtryk for mine tanker eller holdninger 🙂

  15. Jeg er i dag mor til 5. Jeg er 39 år og mit ældste barn er 19 år – bliver om 3 måneder 20 år- hun er lige så gammel som da jeg blev mor til hende. da jeg fik mit yngste barn var jeg 32. Mange har spurgt mig om mit første barn var planlagt. Nej – jeg have aldrig så meget som overvejet børn. Det var jeg ikke nået til. Mange ting ændrede sig da hun blev født, men jeg kunne ikke have ønsket mig det anderledes i dag. Og mange veninder fulgte ikke med- det var de slet ikke klar til. Til gengæld kom andre til og jeg er glad for de veninder der er i mit liv. Nogle gange bliver livet bare anderledes end man regnede med, men ikke nødvendigvis dårligere 🙂

  16. Jeg synes, det er et meget fint indlæg. Selv blev jeg mor som 17-årig til min første søn, og jeg ville aldrig gøre det om. For mig havde ‘frihed’, byture og sene nattetimer (altså ikke dem med lortebleer og zombie-mode, men dem med alkohol) ikke nogen værdi holdt op mod moderskabet. Jeg ammede i 14 måneder og sov ikke igennem i 2,5 år. Min biologiske alder falmede, da jeg fik ham i mine arme, fordi jeg ganske enkelt blev mor. Formentlig ganske instinktivt. Nu er jeg 23 og mor til lillebror på 5 måneder også, og herhjemme kan vi altså sagtens få det til at løbe rundt på SU (som én kommenterede på tidligere). Naturligvis handler det om prioriteringer, men det er bestemt ikke umuligt. Jeg vælger også at se det således, at når mine børn er store, er jeg selv i trediverne og dermed relativt ung til at rejse kloden rundt og det, jeg ellers måtte finde spændende – Og jeg er endda så priviligeret, at jeg kan tage mine børn med (hvis de da gider…). Og så får jeg ydermere lov at ‘være ung’ med dem længe.

    Mange venskaber gled bestemt ud, for jeg forventede ikke af dem allesammen, at de hellere ville hænge ud i skyggen end at slænge sig på Roskilde festival, eller på nogen måde kunne forholde sig til min situation. Men jeg var jo stadig mig, og jeg havde stadig behov for at snakke om venindeting, ligesom dem, der hang ved, engagerede sig i babysnak med mig. De få, der virkelig stod mig nær, gør det stadig idag – og nye er naturligvis kommet til. Heldigvis!

  17. Åhhh jeg bliver lidt trist af at læse kommentarerne. Jeg tror simpelthen meget af det handler om (mis)kommunikation og egentlig også accept og tolerance af andres valg.
    Selvfølgelig ændrer det ens liv at få børn (i en hvilken som helst alder), men dit liv stopper altså ikke – det ændrer sig. Ligesom det gør ved mange mange andre valg. Når du finder den person du vil dele dit liv med, så har det også konsekvenser, når du vælger at studere ændrer det dit liv – valg har konsekvenser! Jeg synes dete r vigtigst i et venskab at man kan rumme andres valg.
    Og så vil jeg lige sige at det at jeg har fået et barn, har en væsentlig mindre begrænsede effekt på mit sociale liv end at jeg ikke drikker alkohol (også præ-barn). Veninderne antager bare at man ikke vil med ud, at man er kedelig, så jeg er gået glip af en del pga fordomme og intolerance ift forskellige livsstilsvalg, og det synes jeg egentlig er rigtig ærgerligt.

    Helt generelt synes jeg vores samfund trænger til at lære at være mere tolerante over for hinanden og rumme hinandens valg <3

  18. Jeg ER den veninde du beskriver der fik SÅ meget ud af at min veninde fik børn tidligt. Da hun fødte nr 2 sad jeg på mor-barn afdelingen om aftenen og holdt hende med selskab fordi barnets får ikke ville være der. Vi gik begge gennem et brud med kærester kort tid efter og op mod et år efter boede jeg halvt hos hende og hjælp hende med børnene og underholdt hende når jeg havde fri fra studie. Jeg var med til at opdrage hendes drenge fra små og da hun senere startede på skole hentede jeg dem fra institution en dag ugentlig og lavede mad så hende og den nye kæreste kunne få Det til at hænge sammen. Jeg fik så meget glæde ud af de børn og den tid sammen vi havde. Det var lige før jeg var lige så stolt af de børn som havde det været mine egne.
    Da jeg så selv blev gravid nogle år senere, flyttede hun og kæresten et godt stykke væk og det tager en god tid at komme frem og tilbage så det sker ikke lige hver dag (eller uge) og jeg må indrømme at jeg følte mig ret forladt når det nu var min tur til at opleve det hele. Jeg har heldigvis fået nye veninder, men savner stadig den tætte kontakt. Vi er gledet lidt fra hinanden efterhånden og kan ikke følge med børnene mere heller. Min pointe er vist lidt at det også kan ske når man er en lidt ældre første gangs mor og at det også skal gå den anden vej..

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven