Kæphøj stak jeg allerede klokken kvart i to afsted fra Andedammen, for at tage til en luksus-ansigtsbehandling hos Shjé, som havde været så søde at invitere mig til at prøve deres nye DermaTude-behandling, som skulle være effektiv mod fine linjer og den slags, som en kvinde der lige just er fyldt tredive, naturligvis gerne vil til livs, hvis det kan gøres sådan helt “naturel”.
Inden jeg gik ud af døren spurgte den ene Cecilie om ikke jeg var bange for om det gjorde ondt, hvorefter den anden Cecilie og jeg kiggede på hinanden og spurgte hende grinende, om ikke hun havde født tre børn. Jeg tåbe!
Stadigt overbevist om, at jeg skulle ned til en times velvære, cyklede jeg afsted med min cykelhjelm om halsen og en god sang, efter i knap et døgn konstant at have haft pokémonsangen klistret fast til mit sangcenter på repeat, på hjernen,. Det var en dejlig cykeltur. Lidt kold, temmeligt blæsende, men dejlig.
Inde i klinikken blev jeg taget imod af Tanja, som godt nok spurgte mig lidt rigeligt mange gange om jeg var klar, imens hun forklarede noget med bittesmå nåle og at jeg bare skulle sige til hvis det blev for meget. Ja, sagde jeg, med forventning i stemmen. Jeg glædede mig til massagen, jeg forestillede mig ville komme om lidt. En grundig scrub, måske. Tanja rensede mit ansigt med blide bevægelser. Jeg forestillede mig at hendes hænder fløj, blidt rundt i mit ansigt, som var de engle og jeg kunne allerede mærke afslapningen komme nærmere. Hun rensede og vaskede, sprittede af og spurgte – igen – om jeg var klar til at gå igang.
“Ja da, gå bare igang” svarede jeg saligt imens jeg nød følelsen af hendes hænder der roligt masserede mit ansigt i bløde, lange strøg.
Bzzzzz…. Bzzzz.. Bzzzzzzz!!!
Det føltes som om jeg blev kildet i mit højre øre af titusinde fjer, imens mine tænder klaprede og min kæbe rystede, da hun startede. Det var altså ikke en almindelig ansigtsbehandling det her. Det var faktisk heller ikke så dejligt, som jeg havde forventet.
I løbet af ganske kort tid begyndt hun at bevæge den vibrerende dims rundt i ansigtet på mig og hvad der i øjeblikket forinden havde føltes som fjer, føltes pludseligt som sandpapir korn 40, som kradsede lystigt afsted. Det var jo for fa’en også rigtige nåle. Rigtige nåle, der blev kørt rundt i cirkelbevægelser i mit ansigt!
“Er det for slemt?” spurgte hun.
“Hva? Nej, det er overhovedet ingenting” løj jeg “Det kilder mest; nogle steder kilder det så meget, at jeg ikke kan lade være med at rynke mit ansigt sammen. Jeg tror det er nogle reflekser”
Gu’ kildede det ej mest. I hvert fald slet ikke i panden. Av, siger jeg bare.
Okay, set ud fra et jordemoderperspektiv var det nok verdens mindste av, som altså hverken krævede åndedrætsøvelser eller en hånd at holde i, men i forhold til den velvære-time jeg havde forventet at skulle ind til, så var det her altså noget helt ganske andet.
“Ja, det skal jo gøre ondt før det gå godt, ikke?” sagde hun, formentlig retorisk og for at anerkende, at hun godt kunne forstå jeg synes det gjorde ondt.
“Ork, så slemt var det nu ikke” løj jeg igen.
Efter hele ansigtet havde fået en tur med nålene, fik jeg gudskelov verdens dejligste køleskabskolde hyaluron-maske hen over ansigtet og pludselig gav det mere mening. Dét der lige havde føltes som ild i min pande, blev nu lindret, kølet og smurt dejligt ind i fløjsbløde cremer.
“Så er du færdig” sagde hun da jeg igen havde fået taget masken af og smurt ansigtet ind “så skal du bare huske, at du ikke må komme noget i ansigtet mere i dag”
“… Øhhm hvad siger du? Må jeg ikke bruge make-up mere i dag?” imens jeg tænkte på hvordan pokker jeg skulle snige mig ud af dén kattepine.
“Nej, så er det i hvert fald på eget ansvar. Jeg har jo perforeret huden i dit ansigt og den har nu brug for at arbejde med produkterne og for at få en masse ro”
…
Så her sidder jeg nu, et par timer inden jeg tager Thomas under armen og går på den røde løber i Imperial, hvor vi skal til gallapremieren på Inferno. Jeg er rødmosset i hele bærret og har fået forbud mod at iføre mig make-up.
For fanden, Cana Buttenschøn.
Jeg skulle helt klart have læst det med småt inden jeg bookede min tid, så jeg havde haft en lidt bedre idé om, hvad jeg var gået ind til, for i virkeligheden tror jeg nu nok at jeg ender med at blive glad for at have fået en seriøs omgang action i mit ansigt, som allerede nu virker både glattere og mere spændstigt, omend lidt ømt, men det skulle jo bare ikke lige have været en dag, hvor jeg havde planlagt at tage mig ud fra min bedre side, når jeg sådan skulle ud med min mand, som fotograferne fra de kulørte blade altså er blevet svært begejstrede for at gå og fotografere på, nu hvor han danser på live-tv hver eneste fredag. Så ja, hvis nogen af jer holder dén slags blade på nogenlunde regulær basis, så kan man i næste uge formentlig kende mig ved, at jeg er hende med de røde plamager i ansigtet, som forsøger at gemme sig bag sin mands (gudskelov store) sorte hår.
Heldigvis sagde kosmetologen, at jeg skulle forvente at se normal ud i morgen, hvor jeg i øvrigt også gerne må bære make-up igen… Og ja, jeg skal selvfølgelig nok opdatere jer om et par dage, om skidtet har virket efter hensigten eller om det var just pain and no gain