For vistnok fjerde morgen i træk, vågnede jeg ved at kun Thomas lå i sengen sammen med mig. Godt nok vågnede jeg fordi et barn kaldte på mig fra børneværelset, men for hopla på hesteryg hvor er det dog fantastisk sådan at kunne få flere nætters sammenhængende søvn på programmet. Derfor aflyste jeg mine planer om at tage på kontoret og smed i stedet hele familiens sengetøj til vask, inden jeg kørte en tur i IKEA, hvor jeg, fordi de har bygget om, overhovedet ikke kunne finde rundt, men til gengæld fandt det meste af hvad jeg skulle bruge.
Ved kasselinjen kom jeg muligvis til at skræmme ekspedienten til at tro at jeg var autist, da jeg udbrød “Hold da kæft, det var da vildt, hva’? Eeeej, hvor sejt” på den samme begejstrede måde, som jeg omtalte min mand i indlægget HER, da han fortalte mig at jeg havde handlet for tusind kroner – lige ud. 1000,00.-
Muligvis er det bare den (i øvrigt temmeligt nørdede) matematiker i mig, som kan blive begejstret over dén slags, men helt ærligt – hvor ofte sker dét lige? Ovenikøbet handlede jeg ind til Andedammen, så når jeg på et tidspunkt skal bogføre skidtet, kan jeg blive begejstret igen og allerede nu, kan jeg glæde mig over min kommende begejstring. Nye møbler, dims og dut og hele tre glæder over én kassebon; dét kan sgu da noget, hva’?
Kasseekspedienten havde imidlertid svært ved at begribe min begejstring, men han smilede alligevel sødt til mig – vist mest af medlidenhed med hvor trist han må have troet mit liv er, når jeg kan få så meget optur over en kassebon.
Well, det er de små ting der tæller, ikke sandt?
Her til aften, da jeg lidt henslængt spurgte drengene om ikke de kunne tænke sig at spise dessert i Andedammen, havde jeg egentlig forventet et nej tak, men den citronmåne jeg lokkede med, trak åbenbart mere end sofaen og jeg er således netop landet hjemme i vores stue på Østerbro, efter at have haft alle de andre Buttenschøns med på kontoret, hvor Thomas og drengene mæskede sig i citronmåne og fandt på seje børnebandnavne, imens jeg satte hylder op på badeværelset.
Når man så samtidig tænker på, at jeg sluttede min frokost af med en dessert, som bestod af to af de isbåde (fordi én aldrig er nok) jeg købte fra hjemisbilen forleden, dengang jeg troede at chaufføren tilbød mig “penis”, så kan i dag velsagtens kategoriseres som en strålende én af slagsen.