Allerede dagen efter jeg havde udgivet en kvindes tilståelse #4, om en kvinde, som havde en noget uheldig oplevelse med hjemmevoksning af sin hooha, modtog jeg en mail fra en læser, hvori hun bekendte, at hun rent faktisk havde været i lignende situation. Sådan temmeligt meget lignende, y’know. Jeg blev først tavs og sympatiforpint, for derefter at flække sammen af grin over – og med – hende. Hun er for skøn, hende her! Sidenhen har hun sendt en lidt grundigere – og virkelig morsom – beskrivelse af sig selv, som jeg her vil dele med Jer. Mest fordi jeg sådan set ret godt kan kende mig selv i den…
Jeg er typen der ønsker at komme i god form og gerne vil træne regelmæssigt.
Til min første holdtræning i lang tid, får jeg på fineste manér tilranet mig en fibersprængning. I begge lår.
Jeg er typen der altid samler op efter mine egne hunde, men altid ender med at jokke i andre hundes hundelorte.
Jeg er typen der føler sig stærk og kravler op i brændestakken for, at rokere rundt og samle den så den bliver mere tilgængelig – og ender med at komme i klemme og forstuve foden.
Jeg er typen som rent faktisk har limet mig selv fast til badekarret, da min første – og eneste! – oplevelse med voksstrips gik “syd på” i mere end en forstand.
For eksempel har jeg de seneste to dage:
… Smidt mine hvide stropbluser ind sammen med min kærestes nye blå trøje. Nu har jeg så åbenbart to lyseblå stropbluser.
… Betragtet min kæreste som, efter utallige opfordringer, er ved at male loft. Desværre ser jeg, at han har valgt at anvende den grå vægfarve på det loft, som det har taget mig 4 timer at slibe og og klargøre, til at det skulle blive hvidt. Senere prøvede jeg at dække det grå med ny hvid maling. Det gik ikke så godt.
Heldigvis er jeg også typen som forsøger at se glæden i de små øjeblikke. Typen der virkelig gerne vil se glasset som halvt fyldt. Selvom jeg faktisk ikke synes det altid er helt muligt. Det er i hvert fald ikke en let opgave. Jeg forsøger, så vidt muligt dog, at lære hvad jeg kan fra de forskellige situationer, som livet nu tilbyder mig.
Derfor har jeg nu lært:
Træning: Det skal gøre ondt, før det gør godt. Når jeg først er kommet igang, så har jeg det så skønt med mig selv. Altså, efter jeg har ligget på sofaen i fire dage, med to nærmest brækkede lår og kaldt på chips og cola.
Hundelorte: “Det er med fejl og fiasko, som det er med kolort (eller hundelort). Det stinker i starten, men gøder i længden.”
Brændestakken: Den blev flot! Og ingen andre kom til skade. Den gav varme og glæde længe efter. Overvejer dog ikke at balancere rundt i den (igen), mens jeg er alene hjemme. Det ville alligevel være for bittert at dingle rundt og råbe om hjælp alene. Ingen pity points at hente der.
Voksstrips: Intet positivt at sige her. I ren skam over hvor pinligt det var, samt intetanende omkring servietter der kunne fjerne overskydende voks, gik jeg i 14 dage og klistrede sammen for neden indtil voksen var slidt væk. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spørge nogen til råds. Det var SÅ pinligt. Og nej, jeg vil ikke fortælle hvordan det foregik når jeg skulle lave nummer to. Slet ikke, faktisk.
Tøjvask: Gammelt tøj fik nyt liv i form af en let lyseblå nuance, som passer godt til mine øjne.
Loftmaling: En – muligvis – sund tanke blev født. Måske behøver det hele ikke være så ens. At se folks undren over vores nye bryggers med det grå- og hvidternede loft, er trods alt yderst underholdende.
“Sometimes all you need in life – is a new perspektive”
____________________________________________
Tænk sig, at have sammenklistrede baller i flere uger. Yikes, siger jeg bare!