Det var måske en smule forhastet at søge det job og endnu mere forhastet – tilsyneladende – at skrive om det herinde. Avs. En del stemte i koret om at det dog var respektløst af mig at søge et job som jeg ikke engang ville have; både fordi nogle havde brugt unødigt meget tid på at behandle min ansøgning og fordi andre har svært ved at få jobs og det derfor kan virke uretfærdigt at “én som mig” så bare får dem, uden at have lyst.
Som I formentlig allerede har regnet ud – og som flere heldigvis også påpegede i går – så er der selvfølgelig mere til det end som så. Muligvis er jeg af og til lidt rigelig hurtig i vendingen, men jeg er jo ikke dum.
Lørdag aften, da klokken var omtrent 22 og jeg netop havde indfundet mig i min seng, i selskab med min computer, for at streame ét eller andet ligegyldigt, startede jeg lige med at tjekke facebook, hvor flere af mine tidligere jordemoderkollegaer havde delt en lille video. Videoen var optaget på Bornholm, hvor den mest behagelige jordemoder fortalte om den enestående mulighed der netop var opstået, for en jordemoder at “prøve kræfter” med Danmarks mindste fødested for en afgrænset periode på fem uger, hen over sommeren. “Giv os et kald eller send en besked her via facebook” stod der.
Jeg blev straks trukket tilbage på min (fantastiske!) studietid på den lillebitte fødeafdeling i Haderslev (og sidenhen Sønderborg) hvor jordemødrene havde tid, både til hinanden, kvinderne og det gode jordemoderarbejde og jeg fik en pludselig lyst til at trække i kitlen igen. Ikke for altid, men for en sommer.
Så jeg sendte en hurtig besked til “Næste stop Bornholm”, som havde delt opslaget.
… Om at jeg gerne ville høre nærmere. Ikke andet. Bare det.
Ti minutter senere modtog jeg beskeden om at de gerne ville have mig og om jeg allerede kunne starte d.20.juni. Jeg var lige dele ekstatisk af glæde og af frygt for hvordan pokker jeg skulle få dén kabale til at gå op, med et sommer-jordemoderliv på Bornholm, mine drenge (som selvfølgelig helst skulle med til Bornholm) og min lidt mere langsigtede fremtid med kontorfællesskab og blogkollegaer og dén slags.
Thomas syntes at jeg skulle gøre hvad jeg følte mest for. Han ville gerne være på Bornholm nogle uger med drengene – og med mig, når jeg ikke skulle arbejde, men kun hvis jeg ville blive glad for det og ikke fortryde at jeg ikke lagde mere energi i den karriere jeg (fordi jeg elsker det!) har valgt at bytte jordemoderlivet ud med, ligesom jeg naturligvis ikke måtte begræde at jeg i så fald ikke fik så meget som én eneste lille uges sommerferie med mine børn. Av. Han havde ret.
I virkeligheden ville jeg ikke, selvom det kunne være pissefedt. Jeg ville ikke konsekvenserne.
Søndag morgen ringede jeg til den ledende – og virkeligt søde – jordemoder og fortalte hende, at jeg ikke kunne tage de fem uger på fødegangen. At jeg havde fået kolde fødder og at jeg var nødt til at tænke lidt mere på min familie og lidt mere langsigtet end til at jeg ville elske, at bruge en sommer på at være jordemoder hos hende.
Heldigvis forstod hun godt.
Jeg blev draget af idéen om at stå på en fødestue for en sommer, hvor det – rent logistisk – ville kunne lade sig gøre, fordi Thomas holder fri, uden at tænke hverken videre eller længere end det. Drømmen om bare lige at få mit fag tilbage for en stund, drev mig til lynhurtigt at skrive en besked. Havde jeg ikke sendt beskeden, havde jeg med garanti ærgret mig, hvorimod jeg nu har truffet et aktivt valg og dét synes jeg faktisk ikke hverken var eller er spor respektløst.
Og altså, jeg bad for pokker bare om at høre mere.