Det var først da jeg stod på Trianglen, med et løbehjul over klapvognens styr, Jens i hånden og uredt hår på hovedet, det gik op for mig, at det rent faktisk ikke var søndag.
Vi havde været en tur henne ved løbehjulsbanen i Fælledparken; mest for at få Peter til at sove, sagde Jens, da han så de mange børn som kørte ivrigt rundt, imens han selv havde fortrudt og hellere ville hjem og lege i gården. Som vi gjorde. Det passede faktisk også mig bedst.
Det er nemlig som om jeg endnu ikke helt har ramt mit vanlige energiniveau siden min fødselsdagsfest i lørdags; dels tror jeg, fordi jeg ikke havde tid til at pleje mine tømmermænd, dels fordi jeg ikke har tilbragt andet tid end min tøjvaskestund i går på at være alene og sidst – men måske mest essentielt – har jeg raget en værre snue til mig, som ligesom hverken lader til at ville gå til fuldt angreb eller lade sig overvinde af ingefærshots og kampklare dræberceller, men i stedet bare ulme som en irriterende hovedpine, tilstoppet næse og en træthed der, sammen med min rustne stemme, som måske primært kan tilskrives gårsdagens tilråb til Thomas, kunne indikere at jeg altså ikke var fyldt 30, men 80.
Måske derfor, eller fordi jeg startede dagen ud med at spise resterne af min durum (som er min kødmæssige last, når jeg er fuld eller har tømmermænd) fra nattens hjemtur, har jeg hele dagen haft en fornemmelse af søndag og først da jeg sporede forventningen i folks øjne, roséflaskerne i cykelkurvene og de mange åbne butikker, gik det op for mig at jeg har været en dag foran og således nu befinder mig i den særdeles attraktive situation, at jeg får to søndage i træk.
Så bliver det sgu da nærmest ikke bedre, hva? … Og så satser jeg benhårdt på at være både fri for snue, hovedpine og træthed på mandag. Det må da kunne lade sig gøre.
God lørdag derude – eller søndag, hvis nogen af jer har det ligesom mig.
