Egentlig burde jeg måske tage det et kompliment, når jeg får at vide, at en læser er skuffet over mig, for det må i så fald betyde, at vedkommende har højere tanker om mig, end jeg selv har, tænker jeg.
Alligevel føles det ikke helt sådan. Det føles mere som en uventet mavepuster; i hvert fald når det kommer til den kommentar jeg fik til mit indlæg i går, hvor jeg blev skudt i skoene, at det da også var for dårligt, at jeg gerne ville have et nyt køkken, når nu verden har mere brug for mine penge. Eller altså, det var i hvert fald sådan jeg læste kommentaren.
Heldigvis var der et par søde damer, som var hurtigt på pletten og tog mig i forsvar – kæmpe tak til jer – men alligevel får jeg lyst til at knytte en kommentar.
For han jo på sin vis ret, ham kommentatoren. Altså, hvis man lige ser bort fra, at han tydeligvis har misset at jeg rent faktisk deltog så aktivt som overhovedet muligt til DRs store indsamlingsshow i lørdags.
Han har formentlig ret i, at det ville være bedre for menneskeheden, hvis jeg ikke var en forfængelig gås, som går op i farven på mine køkkenlåger og revnerne i bordpladen, hvis det modsatte ville betyde, at jeg i stedet var lavet af lutter næstekærlighed og ønsket om at give alt jeg har. Men for fanden, sådan hænger det jo ikke sammen.
Jeg er ingen Mother Theresa og selvom jeg da gerne ville se mig selv som en frelserinde, så er faktum bare, at jeg altså – som de fleste andre, vil jeg tro – sætter mig selv og min familie i første række. Det er her jeg føler det helt store ansvar. Dermed selvfølgelig ikke sagt at jeg er ligeglad med hvad der sker ude i verden og jeg tror faktisk også godt, at man kan kombinere de to – præcis som jeg føler jeg gør.
I januar trak jeg en uge ud af min kalender – både i forhold til familie, venner og arbejde – og tog til Nepal for at sætte fokus på den massive fattigdom og de alvorlige problematikker mange tusinde mennesker lever i dernede, ovenpå det voldsomme jordskælv i 2015. Sidenhen har jeg skrevet adskillige blogindlæg om selvsamme – både fordi det har været rart for mig at komme ud med mine tanker, men selvfølgelig også i håbet om, at mine fortællinger måske kunne ramme ét eller andet i nogle af jer, som måske kunne få lyst til også at gøre en forskel. Med en 50’er ekstra i indsmalingsbøssen, med jeres tid eller noget helt tredje. Bare noget. Slutteligt – hvis vi nu bare tænker på Danmarks Indsamling, som så vidt jeg kan forstå lå til grund for den negative kommentar – sad jeg i et larmende studie og snakkede i telefon og modtog donationer i fem stive timer, kun afbrudt af en enkelt 5-minutters tissepause. Det hele naturligvis uden at få så meget som en rød reje for det.
Læs om de mest specielle opkald jeg modtog under Danmarks Indsamling HER
Samtidig, hvis jeg må være så fri, har Thomas og jeg i løbet af det seneste års tid faktisk doneret mere end 50.000 kroner til velgørende projekter rundt om i verden, blandt andet igennem salget af Cana’s Album, så med mindre der kunne være noget at indvende mod dét, så vil jeg faktisk gerne påstå, at der ikke er noget at være skuffet over, ved min indsats. Faktisk er jeg nærmest stolt over hvor meget jeg både har fået mulighed for og været i stand til at hjælpe ude i verden, samtidig med at jeg har passet min lille familie – og mit køkken, som snart skal renoveres.