I den forgangne weekend har jeg krammet mere end sædvanligt mange mennesker. Først til begravelse, sidenhen til bryllup og til sidst til barnedåb. Relationerne jeg har befundet mig i, i alle mine mange kram, har været inden for hele spektret fra fjerne bekendte til nære familiemedlemmer og jeg er pludselig blevet meget tydeligt bevidst om, hvor forskelligt folk krammer.
Jeg elsker at kramme og gør det nærmest så ofte jeg kan snige mig til det, fordi kropskontakt er enormt vigtig for mig, i tilknytningen til andre mennesker. Jeg har brug for – også fysisk – at mærke, at de er der.
Der findes selvfølgelig ikke noget rigtigt og forkert, men der er nu alligevel nogle kram, der føles bedre end andre og jeg har derfor tænkt mig, som en lille service, at ridse op hvad jeg oplever at de forskellige kram signalerer om personen der giver dem og så kan I jo overveje om det er tid til en krammestilsændring – eller tilføjelser til repetoiret, måske nærmere. Til at hjælpe mig med at illustrere, har jeg lokket Cecilie til at være min med-krammer 🙂
Anerkendelseskrammet
Man kan næsten høre sukket, imens man får det lange, varme og vuggende kram. Det føles trygt, men samtidig også krævende, fordi man skal blive stående i krammet og kunne rumme den andens behov for et langt kram. Det er enormt rart i nære relationer, hvor man gerne vil anerkende hinandens følelser eller hvis man gerne vil skabe en god relation, men kan til gengæld være temmeligt akavet hvis modparten ikke er enig. Alt i alt er det dog et virkelig godt kram. Et kram, hvor man mener det!
Dunkekrammet
Det er lige før det føles mere som et brystsstød end et kram. Der er ingen varme og ingen intimitet, når den ene arm hurtigt klappes om på éns skulder, brystet skydes frem, førend personen igen har forladt krammet med et lille nik. Det er et meget overfladisk kram, som vidner om at man ikke ønsker at indgå i nær relation. Hvis en mand krammer mig sådan, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at han sørme da må være den tørreste kiks i bunden af kagedåsen, hvis nogen nogensinde får slæbt ham med hjem i seng og ærligt talt, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor man overhovedet går ind i et kram, hvis man synes det er så forfærdeligt. Så var det måske bedre med et håndtryk, faktisk.
Nussekrammet
Lige midt i det lange kram, mærker man pludselig et par fingre, som nusser én på ryggen, på samme måde, som når en kat skal til at lægge sig på en blød pude. Det føltes enormt rart. Trygt og kærligt. Det lille kærtegn med fingrene på ryggen var en ekstra anerkendelse af relationen. En forkælelse om man vil. Det kærlige kram er enormt stærkt, men også farligt, hvis det gives til én, som ikke er parat til at tage i mod det eller hvis bevæggrunden for det opfattes forkert. Hvis det kommer fra mennesker man godt kan lide, er det dog som oftest et vinderkram.
Jeg-vender-kinden-væk-og-rør-dig-helst-ikke-krammet
Karkludskrammet kunne man også kalde det. Det kram hvor man nærmest er i tvivl om man overhovedet har rørt ved hinanden – eller i hvert fald om den man krammer egentlig overhovedet har haft armene lagt ind mod kroppen på én, fordi berøringen er så fesen. Kinden vendes ofte bort, så ansigterne for alt i verden ikke kommer til at røre hinanden. Det er fuldstændigt ligesom et slattent håndtryk og jeg får altid sådan en trang til at snifteste mig selv under armene, efter den slags kram, fordi jeg tænker, at der må være noget i vejen med mig, siden dem jeg krammer ikke vil tæt på mig. Det er et meget blidt kram, som let kan få én til at fremstå usikker – eller ignorant.
Smertekrammet
Typisk kommer dette kram fra høje mænd, som omfavner én i et jerngreb, hvor man får ansigtet mast hårdt ind imod mandens bryst og hvor det i et øjeblik føles som om, man ikke længere er i stand til at trække vejret. Den type kram virker meget beskyttende, tenderende til det dominerende og man skal helt klart vælge sine “ofre” for det med måde, for helt ærligt, der er sgu da ingen der bryder sig om at føle sig som den sidste rest af tandpasta der med vold og magt bare skal presses ud af tuben.
Afstandskrammet
Når man i krammet nærmest ikke rører hinanden med andet end armene og hvor brystet for guds skyld ikke må ramme den andens bryst. Det har lidt samme virkning som det lidt for bløde kram og skaber nærmest mere distance end samhørighed, hvis man er i en bare nogenlunde nær relation. Det afstandstagende kram kan dog være hensigtsmæssigt, hvis man krammer fremmede, hvor man ikke ønsker at risikere at overtræde nogens intimsfære eller hvis man kombinerer det med et kindkys, som det for eksempel ofte er tilfælde i mode- og reklamebranchen. Men ellers, don’t do it.
Uanset krammestil er det vigtigste ved et kram, at man mener det – så skal teknikken i virkeligheden nok komme af sig selv 🙂
NB: Indlægget er naturligvis ganske uvidenskabeligt og udelukkende skrevet med et glimt øjet over de erfaringer jeg selv har gjort mig.