Når de tre B’er er samlet i én weekend

IMG_0662

Begravelse, Bryllup og Barnedåb; de vigtigste begivenheder, der samler mennesker, som på én eller anden måde står hinanden nær. Det svære farvel til én man holder af, fejringen af den store – forhåbentlig livslange – kærlighed og selvfølgelig fejringen af og velkomsten til det lille nye menneske, som er blevet født.

Det er fra den ene yderlighed til den anden. Liv, død og den store kærlighed ind i mellem.

Når alt dét ovenikøbet bliver presset sammen i én weekend, har man i virkeligheden kun to muligheder. Man kan enten vælge at fylde sit hjerte og lade sig overflyde med følelser, eller man kan tømme sit hjerte og undgå at føle – simpelthen fordi det er for svært at rumme.

Tidligere i mit liv var jeg enormt hurtig til at tømme mit hjerte og lukke mine egne følelser ude. Det var meget lettere at forholde sig nøgternt til fakta.

“Hun var alligevel gammel, så hun skulle jo dø på et tidspunkt. Man kan jo ikke vide om de bliver skilt igen. Der bliver jo født børn hele tiden – no biggie.”

Det var let nok og jeg følte mig i virkeligheden ret stærk, dengang.

“Jeg er ikke typen der græder.” sagde jeg til mig selv “Det er jo ikke mig det handler om, så jeg skal ikke græde”.

Retrospektivt troede jeg nok, at alt drejede sig om mig – og at dét der ikke gjorde, ikke burde have indflydelse på mig. Jeg følte at jeg trådte ind på andres bane, hvis jeg “overtog” deres følelser. Min glæde og sorg var underordnet, når begivenhederne handlede om andre end mig selv. Bevares, både min glæde og min sorg var til stede, men det blev undertrykt til et smil eller sænkede øjenbryn og jeg lod altid – altid – tårerne holde sig på afstand.

Det gør jeg ikke i dag.

Slet ikke, faktisk.

I dag – som i den forgangne weekend, med de tre B’er – lader jeg mig fylde op af mine følelser. Jeg nyder dem og elsker dem, som jeg elsker livet. De er jo for fanden livet. Det er følelserne der gør, at det hele bliver ægte og værd at bruge energi på. Også selvom det nogle gange er hårdt, udmattende og svært at rumme.

Men mit hjerte er stort nok, mine kram er altid varme og jeg vil simpelthen hellere give min højre arm væk, end at jeg nogensinde igen vil lukke mig om mig selv og lade være med at tage andre ind.

… Og så håber jeg bare, at jeg aldrig nogensinde igen skal bruge så mange forskellige følelser, samlet i én weekend, for hold kæft, hvor var det vildt.

Død, kærlighed og liv. Gudskelov kom de – i denne omgang – i den rækkefølge, for ellers er jeg altså ikke sikker på, at jeg havde været i stand til at komme ud af sengen her til morgen – og da slet ikke til at iføre mig hverken høje hæle eller make-up, som rent faktisk er tilfældet.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Jeg har oplevet en weekend, hvor det var samme præst der skulle begrave min veninde om fredagen, og om lørdagen stod hun og døbte en anden venindes barn. Det er det mest syrede jeg nogensinde har været med til.

  2. Av, det er godt nok også at sætte livet på spidsen, med sådan et træk (:
    Godt du kom ud af sengen, med humøret i behold. Du må købe en ekstra taknemmelighedskage for den gode stemningsskydl, og sende en tanke til hende bedste, de nygifte og den ny-navngivede (:

    – A