Endnu engang raser den som en anden “Egon” i november; debatten om unge kvinders ret til sterilisation.
Jeg synes det er dejligt at vi lever i et samfund hvor vi hver især har retten til at bestemme over vores egen krop og jeg er lykkelig for, at det for eksempel hverken er ulovligt at få foretaget en abort eller sågar at lade sig sterilisere.
Til gengæld så synes jeg det er en smule dumt. Sterilisation, altså.
For mig at se er det at smække så hårdt og grundigt med en dør, som man – i hvert fald hvis man endnu ikke har børn – ikke ved hvad der gemmer sig bag.
Jeg har fuld respekt for de kvinder der vælger at råbe højt allerede fra starten af 20’erne om, at de ikke ønsker at få børn, selvom jeg på sin vis kan have svært ved at tro på at nogen virkelig kan være så determinerede – ja, ligefrem fremtidssynske – at de kan vide 100% med sig selv, at de aldrig kommer til at få lysten til at få børn. På samme måde har jeg selvfølgelig stadig fuld respekt for de samme kvinder 15 år senere – uanset om de har ændret mening eller ej.
Bare fordi jeg selv er typen der smider om mig med klicheer som at “jeg vidste ikke hvad ubetinget kærlighed var, før jeg fik børn” så er jeg samtidig ikke så blåøjet, at jeg tror at livet med børn er fedt for alle.
Undersøgelser viser, at man ikke bliver mere lykkelig af at få børn og jeg forstår sagtens, når nogen i løbet af livet aldrig kommer til at få lysten eller behovet for at få børn. Fair nok.
Til gengæld så fatter jeg simpelthen ikke når unge kvinder (eller mænd for den sags skyld) vælger at smække så vederstyggeligt hårdt med den dør der hedder “familieliv” og lader sig sterilisere, frem for “bare” at anvende noget af al den enormt effektive prævention der findes på markedet.
Jeg kunne forstå hvis det var et spørgsmål om “enten beholder du adgangen i æggelederne og får børn eller også bliver du steriliseret og får ikke børn”, men sådan er det jo ikke. Man kan sagtens leve et helt liv med fuldt ud funktionelle æggeledere, uden at blive gravid, hvis bare man beskytter sig mod graviditeten på anden vis. Mest oplagt er selvfølgelig afholdenhed, men jeg formoder at et liv uden børn, trods alt indeholder en del sex og i så fald nævner jeg i flæng, kondomer, p-piller, p-stav, p-ring, kobberspiral og hormonspiral som værende temmeligt sikre præventionsformer; sidstnævnte især.
I og for sig er det selvfølgelig beundringsværdigt når unge kvinder kan være så stålsatte på deres drømme for fremtiden, at de ønsker at sikre sig et liv uden børn, men ligefrem at afskære sig selv muligheden for nogensinde at ændre mening, synes jeg er meget drastisk. Jeg mener, jeg havde for eksempel aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle leve af at sidde bag en computerskærm store dele af min dag, da jeg gik på jordemoderuddannelsen i mine tidligste 20’ere, men tilfældigheder og en uventet udvikling i mit liv, fik drejet tingene i den retning og nu sidder jeg her. Lykkelig for at jeg kunne ændre mening.
Selvfølgelig kan man ikke direkte sammenligne mit karriereskift med til- eller fravalget af børn, men derfor har det dog altid – i hvert fald for mig – været en god idé at lade sine muligheder i livet stå åbne, frem for at begrænse sig, medmindre man er tvunget til det.
Vi har som kvinder i Danmark det kæmpestore privilegium at vi er i vores gode ret til både at beskytte os imod graviditet og at afbryde en uønsket graviditet og jeg forstår ærligt talt ikke behovet for at smække med dørene og begrænse sine fremtidsmuligheder i en så høj grad, som man gør, ved at lade sig sterilisere, frem for bare at beskytte sig og se tiden an.
Måske får man børn, måske gør man ikke. Begge dele er lige fint, men der ér sgu da ingen grund til at afskære sig muligheden, før man overhovedet har nået gennemsnitsalderen for førstegangsfødende. Mindst.