Da jeg slog øjnene op i morges huskede jeg det straks; den følelse jeg sad med i kroppen for præcis ét år siden, hvor jeg i nattens mulm og mørke havde siddet i kø til den glædelige nyhed, at jeg var blevet optaget på psykologi på Københavns Universitet. Uddannelsen som skulle skabe rammerne om mit liv, ikke bare de fem år uddannelsen stod på, men i resten af mit arbejdsliv, som jeg havde set rulle sig ud i et – dengang – drømmescenarie.
Jeg skulle efter studiet tilbage til min arbejdsplads på det socialpsykiatriske bosted i Sønderjylland og arbejde. Jeg skulle komme med min viden, min entusiasme og min medmenneskelighed og være med til at gøre stedet til det absolut bedste opholdssted i sin kategori her i landet. Det var min vision. Min drøm. Dét jeg følte mig overbevist om – med slid og hårdt arbejde – at være i stand til.
… Indtil min leder ikke var enig længere.
Det var naturligvis i samråd med min leder at hele min plan og drøm var blevet skabt, planlagt og min optagelse på psykologiuddannelsen afstedkommet og jeg var på alle måder overbevist om, at vores mål var det samme. De ville jo trods alt betale en del af gildet.
Da jeg overbragte min leder nyheden om at jeg var optaget på psykologi og at fremtiden – både for mig og for bostedet – nu var på rette vej, fik jeg et kort “tillykke” og et par dage senere fik jeg min fyreseddel.
…
Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg ville jo ikke “bare” være psykolog. Jeg ville være psykolog på min arbejdsplads, som jeg holdt så meget af. Jeg ville rette op på noget af det jeg fornemmede var uhensigtsmæssigt i behandlingen af borgerne og jeg ville gøre mit ypperste for at skabe trivsel omkring mig, både blandt medarbejdere og blandt borgere, på det sted hvor jeg nu ikke længere var velkommen. I hvert fald ikke imens jeg skulle studere, som vi ellers havde aftalt.
Samtidig havde jeg jo fået bloggen her. Eller skabt, måske rettere. Mange læste allerede med dengang og pludselig så jeg en mulighed for, at jeg frem for at skulle studere – en garanteret både spændende, udfordrende og enormt givende uddannelse, som jeg ikke anede hvad jeg skulle bruge til efter endt studie – kunne blogge.
Jeg så en mulighed for at jeg for en stund kunne læne mig lidt tilbage i mit liv, lave noget jeg synes var sjovt, passe mine børn, kysse min mand, drikke kaffe med mine veninder og skrive en pokkers masse blogindlæg.
Jeg kunne for helvede bare blogge.
De fremtidsdrømme jeg havde med psykologiuddannelsen var blevet knust og jeg besluttede derfor, at skabe min egen fremtid. At jeg ville lade alle de frugter jeg kunne finde i luften, falde ned i min turban i håbet om og troen på, at fremtiden trods alt ville bringe en masse godt med sig. Så jeg takkede nej til studiepladsen og gav en anden muligheden for at studere, i stedet for mig.
Gudskelov, kan jeg tænke nu. Gudskelov sagde jeg nej tak og fik i stedet nye drømme, som alt tyder på at jeg er på rette vej mod at nå.
På mandag, under et år efter jeg fik min fyreseddel, sætter jeg mig ned i det blogger-kontorfællesskab, som jeg har stablet på benene sammen med Cecilie og går i krig med min nye fremtid. Som dedikeret blogger med en helvedes masse på hjerte.