Jeg kan faktisk ikke huske hvor lidt eller hvor meget jeg har delagtiggjort jer i min bækkenhistorik. (For ja, sådan én kan man nemlig godt have – de af jer, der selv har haft bækkenproblemer, ved det). Det har nemlig primært været inden jeg startede bloggen her, at jeg bøvlede med bækkenet, men nu er den altså gal igen.
Mit dumme, dumme bækken.
Da jeg var gravid med Jens startede mine smerter så vidt jeg husker omkring uge 14, efter mine ben en dag, midt i et oplæg om amning for nybagte forældre, knækkede sammen under mig og efterlod mig med en forstuvet ankel – og et bækken, der begyndte at værke. Det blev gradvist dårligere dag for dag og en morgen, da jeg var i uge 24 og min leder hurtigt indhentede mig bagfra, da jeg haltede op ad den lange gang fra omklædningen til fødegangen, blev jeg sygemeldt. “Du kan jo ikke arbejde sådan der!” og hun havde helt ret, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det.
På jordemoderskolen lærte vi meget om bækkenløsning og om, at det altså udelukkende er en betegnelse man bruger, når der er løsning af og kraftige smerter fra alle tre led i bækkenet og jeg havde altså kun ondt i de to. Mest det ene, lidt det andet og kun almindelig ømhed i det tredje. Så jeg fejlede jo ingenting.
Well, guess what, det gjorde jeg selvfølgelig.
Det var et smertehelvede og mange dage kunne jeg ikke andet end at ligge i sengen og halte ud på toilettet, hvor jeg hver eneste gang priste mig lykkelig for, at vores håndvask stod lige ved siden af toilettet, fordi jeg aldrig kunne være kommet op uden armene til hjælp. En jordemoderkollega som jeg så meget op til, kiggede en dag på mig og sagde at det nok var naturens måde at få mig til at få lidt ro på og jeg gav hende ret. Derfor ønskede jeg ingen anden hjælp, end den jeg fik af at hvile og af det varme bassin i svømmehallen.
Omkring uge 37 blev smerterne forandret. Det blev mildere og mere udholdelige, som om barnets hoved satte mit bækken lidt mere i “spænd” og jeg kunne pludselig gå kortere ture uden voldsomme smerter. Efter fødslen gik det langsomt fremad og omtrent halvandet år efter fødslen, var smerterne forsvundet.
I min anden graviditet gik det på stort set samme måde; bækkensmerter centreret primært omkring venstre led bagpå bækkenet. Til gengæld ville jeg denne gang gøre alt i verden for at afhjælpe smerterne. Jeg prøvede både med fysioterapi, homøopati og akupunktur uden virkning. Jeg blev deltidssygemeldt allerede omkring uge 20 og havde gudskelov et arbejde, med gode muligheder for hvil i løbet af dagen og hvor der ikke blev krævet den store fysiske indsats fra min side. Et par uger før termin skete præcis det samme som jeg oplevede første gang; mine smerter blev gradvist mildere og jeg endte med, et par dage over termin, at kunne stavre byen tynd.
Efter fødslen fortsatte smerterne i bækkenet i deres forholdsvist milde grad, primært centreret omkring dagene op til min menstruation. Jeg kunne de fleste dage sagtens gå ture med barnevognen og bære rundt på min baby. Til gengæld kunne jeg ikke ligge på ryggen – og slet ikke komme op igen, hvis jeg først var kommet derom, simpelthen fordi mit bækkenled “låste sig”. Igen gik der omtrent halvandet år førend mine mere eller mindre daglige smerter forsvandt og kun kom tilbage når de blev provokeret, fx når jeg en sjælden gang fik en ansigtsbehandling, hvor man i sagens natur skal ligge på ryggen.
Jeg har egentlig ikke gjort noget for at få smerterne til at forsvinde, andet end at væbne mig med tålmodighed, men nu er de altså kommet tilbage for fuld smadder igen. Eneste forskel fra de andre gange er, at jeg altså ikke er gravid.
Jeg mistænker at det er min tur i sommerhus, der har forvoldt mit absurde tilbagefald, fordi jeg sad 12-14 timer dagligt i tre dage på en spisebordsstol, garanteret med benene over kors og lænede mig frem over min computer, for at skrive på min bog. Jeg var så opslugt af bogen og alt det jeg fik skrevet, at jeg helt glemte at mærke efter min krop. Det gjorde allerede ondt da jeg var deroppe og nu, efter at være kommet hjem og have løftet lidt på både tunge børn og tunge møbler og samtidig være ramlet ind i min menstruation, så er jeg sat totalt til vægs.
Jeg kan intet. Slet ikke bøje mig forover eller ned. Eller sidde, for den sags skyld. Det går bedre med at gå og allerbedst med at ligge, men for fanden! I skrivende stund ligger jeg således på sofaen, imens Thomas og Jens så vidt jeg ved farer rundt i Fælledparken og Peter sover lur. Jeg ligger og drømmer om at kunne ordne en hel masse, som jeg godt ved, at jeg overhovedet ikke kan, men det er som om at dét faktum gør, at jeg bare bliver endnu mere opsat på at få gjort noget. Jeg kan jo ikke bare ligge her, vel?
Øv!
Jeg tænker , hvis det ikke på mirakuløs vis bliver bedre i løbet af i dag, at jeg hellere må søge noget hjælp i morgen, men jeg ved ærligt talt ikke hvor jeg skal gribe ud? Er der nogen som har gode erfaringer med bestemte typer behandling, steder, øvelser eller lignende? Jeg egner mig på ingen måder til at være sengeliggende – og da slet ikke i solskinsvejr, så det har bare med at skride ligeså hurtigt som det er kommet, så hvis nogen kender en mirakelmager – gerne tæt på Østerbro – så hook mig op. Tak.