Jeg lå i dobbeltsengen, helt udkørt og forpint, i en kombination af den mest dybtfølt lykke jeg kan mindes jeg nogensinde har oplevet og en snigende angst for “hvad nu”? I dag var nemlig ikke som nogen andre dage. Jeg havde brugt natten og den tidlige morgenstund på at føde min første søn. Det var uden tvivl mit livs største præstation og han var det dejligste lille menneske jeg nogensinde havde mødt.
Det er seks år siden i dag, at mit liv blev forandret for altid. Nogle gange til det værre, men det meste af tiden heldigvis til det bedre.
Til det værre på de dage, hvor frustrationen, primært over ikke at føle at jeg har slået til og gjort det godt nok i den fornemme rolle som nogens mor, har fyldt mit hjerte op i en overflod af følelser, fordi jeg ikke har kunnet rumme dem alle. Til det bedre, fordi jeg føler mig så rig. For ja, selvom det er dyrt – på alle mulige måder – at få børn, så føler jeg virkelig, at jeg er blevet rigere af at have fået børn.
På de seks år, har jeg udviklet mig fra at være en usikker pige, famlende efter svar på mange af de spørgsmål jeg sidenhen har lært, har mange forskellige facit, til at føle mig både tryg og sikker i min rolle som mor. Jeg var famlende efter at finde mig selv, i et liv, hvor mine egne behov ikke længere var min førsteprioritet.
Jeg famlede efter mange ting, men aldrig nogensinde efter kærligheden, som pludselig, med fødslen af mit første barn, væltede ind over mig som en tsunami af beskyttertrang og omsorg for andre end mig selv.
Mit liv blev vendt fuldstændigt på hovedet og hvor er jeg dog taknemmelig; for alt jeg har oplevet og lært, og især for min Jens, som er blevet seks år i dag.
Jeg er meget, meget taknemmelig og fylder dagen med glimmer. Bare tak.